Gyng frem og tilbage -Demetri

Tid 22:23
Vejr mørkt.
Sted legepladsen.
Omgivelser en legeplads.
Påklædning lette jeans, i sort farve, rød top inden under en flis jakke. Stiletter.

Håret var som altid sat op i en fletning, Zazriel kom stille gående hen mod
legepladsen. Hun burde nu endelig være taget hjem, men det gad hun ikke
lige med det samme. Det kunne godt vente lidt, hun smilte for sig selv, inden hun
åbnede lågen til legepladsen og smuttede ind. Det havde været evigheder
siden hun sidst havde været på en legeplads, sidst var vist da hun var i en alder
af 200 år. Men det var lang tid siden, hun standsede op ved lysningen af en
lygtepæl. Som nærmest var i udu, lyset gik hele tiden ud, og tændt så igen efter
noget tid. Gyngerne på legepladsen var stille, men de var sikkert blevet brugt,
godt og grundt om dagen af nogle menneskeørn muligvis. Voksne ville da ikke
finde på
at gynge frem og tilbage, eller ville de det? Hun sukkede kort, inden hun løb
hen og satte sig på en gynge.

I mørket oppe på legehusets tag sad der en kat,
en stor orange skovkat, en stor han.
Det sad lige så stille og kiggede på Englen der nu
have sat sig, den sagde intet gjorder ikke andet
end at bevæge halsen fra den ene side til den anden.
Men kunne kun svagt skimte den.

Hun gav sig svagt til at gynge frem og tilbage, ved at bevæge benene
frem og tilbage i luften. Det var altid nemt at gynge noget man aldrig
ville kunne glemme igen, næsten lige som at cykle. Hun lagde ikke
rigtig mærke til at der var nogen, selv om hendes fornemmelse
sagde at hun blev i aktaget et eller andet sted fra. Hun rystede
kort på sit hoved, så fletningen daskede mod hendes ryg, hvor
ellers hun bare gyngede videre.

Katten sprang ned fra legehuset og lunede hurtigt
over mod gygnen som katte nogen gange gjorder
men dog stoppede den og lagde sig ned for bare endu
engang at se på englen. Det miavede stadig ikke og
dens øjne var metalliske grå næsten umenneskelige/
dyre agtig. Det ligne mere et væsens øjne. Men samtidig
dyr var jo alle speciele.

Hun gyngede endnu, men standsede så med at gynge. Da hun
havde den mærkelige fornemmelse af at nogen så på hende igen,
hun kiggede rundt i mærket. Men kunne ikke rigtig se noget, selv
om lyset fra en bænk lyste. Så hjalp det ikke det helt store, "æh er
her nogen?" Hendes fornemmelse sagde i hvert fald at der var
nogen der lurede i mørket.

Der stille i en tid men så kom det første miav.
"Miav" lød det ca. 5 meter fra Zazkiel og gyngerne
det var katten igen som havde på en måde svaret
hende, katten begyndte lige så stille at spinde imens
det rullede rundt på jorden for at nusse sig selv.

"Åhh" sagde hun, og spjættede lidt da hun hørte en sige miav.
Selvfølgelig var den en kat der sagde det, "sødt" sagde hun i
mens hun betragtede den orange kat. Hun hoppede stille ned af gyngen,
og gik over til katten som rullede sig på jorden og spindede.
"Du da nuttet er du ikke? Hvor er dine ejer?" Sagde hun og betragtede katten.

Katten stoppede kort da englen gik over mod den
men gik så endnu engang engang med at spinde og hygge
sig med at nusse osv....
Den miavede igen, "Miaw!" lød det blidt fra katten.
Den havde en stor pels og var faktisk en rigtig stor han
kat i selv selv, en rigtig lille bjørn faktisk.

"Sødt" sagde hun, men hun ville ikke røre ved den. Selv om
hun havde lyst til det, men hun anede ikke hvordan katten
ville reagere hvis hun rørte ved den. Selv om den nok ikke
så ud til at have noget imod at blive rørt, forsigtig lod hun sin
hånd glide ned over pelsen på den.

Den spandt utroligt højt i det at hånden
sprøj hen af dens ryg. Det var utroligt dejligt
som når en hund fik lov til at løbe efter en
bold, det var mildt sagt skøn herligt.
Og den ville have mere, da hun stoppede
satte den sig op et kort minut og derefter
kune man finde den omkring hende, hvor
den spandt op og ned af hendes ben.

Hun smilte over at katten ikke lige frem kredsede, hende selv om
det var det hun havde forventet at den ville gøre. Hun grinte lidt
over at den nu spandt sig over hendes ben, hun satte sig roligt
på hug for at aede lidt mere med katten. Sød var den nu, men
det undrede hende nu lidt over hvorfor den ikke var hjemme
hos sine ejer, hvor den kunne få godt mad.

Den miavede nu flere gange fordi
at hun begyndte at nusse den og pluselig
sad der en dreng/mand foran hende.
Det var Demetri, med de samem metalliske lokkende grå
øjne som katten også havde haft.
Han smilte et underligt smil til hende imens han sad på hug lige
foran hende der hvor katten før ahvde siddet.

Hun gav et spjæt fra sig, og trak hånden til sig. SHit hun havde sgu
helt glemt at nogle væsner kunne forvandle sig til et dyr. Hun
kiggede på drengen eller manden, eller hvor gammel personen
end måtte være, som før havde været en kat. Hun bakkede lidt
bag ud, da hun ikke særligt meget kunne lide hans smil. Det så
underligt ud, lige som hans øjne så underlige ud.

Han rejste sig op og kiggede på hende, lagde hoved
på skrå med det samme smil som før, "Havde du slet
ikke gennemskuet det" sagde han med et letter grin i
stemmen, enden var engle dumme eller også havde de
virkelig ikke en god lugte sans! Han gik 2 skridt mod
hende, "HMHM" grinte han

Hun gik et skridt tilbage, da han tog to skridt frem mod hende,
"nej havde ikke gennemskuet det" mumlede hun. Vampyr? Det
måtte han vel være, hun burde have fornemmet hvad han var.
Men alligevel ved vampyr og dæmoner. Havde hun en forfærdelig
fornemmelse omkring deres racer, bare han ikke lige frem var sulten.

HAn kiggede op og ned af hende eller rettere gav hende
et elevator blik som ham også kaldte det, "Du ligner
ikke en engel" sagde han hvilket han faktisk syntes var
dejligt, men nok om det. Han smilte nu til hende så tænderne
blottede sig, ikke nok med han havde de normale hugtænder,
lige ved siden af hugtænderne sad et mindre parhugtænder,
som hjalp han til at holde fast i byttet med.

"Men det er jeg altså" sagde hun, i det han havde sagt at hun ikke
lignede en engel. For det var hun jo, hun kiggede på ham. Hun
brød sig bestemt ikke om hans smil, bestemt ikke når hans
hugtænder kom til syne. Hun bed sig kort i læben, i det hun
overvejede om hun skulle gå mod udgangen af legepladsen.
For at være i nærheden af en vampyr kunne ikke lige frem
ende godt eller være særlig genialt.

"JA det er du jo" han trak på skulderne, det var også blevet ret
sent for en lille engel at gå udenfor, "Demetri" præsenterede han
sig selv i et lilel buk, "Og du er?" lød det næremst kommanderne
fra ham

DemetrI? Det må da have været et sjovt navn til en vampyr, men nogle
hed bare noget sjovt. Lige som hun selv gjorde," Zazriel" sagde hun.
Hun lagde hoved let på skrå, da hans stemme lød kommanderende,
hun brød sig normalt ikke om når folk kommanderede rundt med
hende, hun var vant til at bestemme over sig selv.

Han gentog hendes navn "Zazkiel" han slikkede sig over
de hvide. dræbende våben han havde i munden som nogen
kaldte tænder. "Hvad laver en engel så sent ud, Zazkiel"
hans blev blev mere grumset og afslappet dog skulle hun
ikke forvente at hun slap væk fra ham

Hun kiggede lidt på ham, Zazkiel? Han udtalte hendes navn forkert,
men hun undlog dog at bemærke at han sagde hendes navn forkert.
"Jeg er blot på vej hjem" svarede hun, hvad skulle hun ellers svare?
Hun kunne ikke helt så godt lide den måde han slikkede sien hugtænder på.
Hun kiggede på ham, uden at sige noget mere. Hun kunne vel altid bruge sin,
evne? Men den virkede jo ikke så godt på vampyr hvad forskel gjorde det så
hvis hun forsøgte at liste sig væk.

Demetri lagde ikke mærke til hans forkerte udtale
da han alligvel gjorder det så tit nogen gange da hans
agsang var russisk og ikke dansk som de fleste her
omkring. "Ja det siger de alle samme" sagde han og
op pluselig forsvandt foran hende, han var væk, igen
dykkede han op bag ved hende. "Men den holder jo ikke
rigtig vel?"

"Hvad jeg er rent faktisk på vej hjem" sagde hun, og opdagede at
han var forsvundet fra hvor han havde stået før. Vampyrer
hvorfor skulle de være så hurtige? Hun lagde ikke mærke til at han
dukkede op bag ved hende først da han talte igen. "Men jeg er da
på vej hjem, kiggede på lige ind på legepladsen" sagde hun, og
vendte sig om. Hun ville ikke stå med ryggen til ham, det ville hun bare ikke.

"Tja du havde åbenbart ikke så travlt før du så mig"
sagde han og grinede afslappet. Hans å endnu engang
op og end af hende, "Du da ret ny her i byen er du ikke?"
Demetri havde ikke set hende her før,og han ahve været her siden ja...
siden altid

"Nogle gange for man bare travlt af og til" mumlede hun, han
havde jo ret i at hun ikke havde travlt lige før som hun havde nu.
"Jo er ny i byen men bor ikke lige frem i den her by. Sheria hedder
den ikke?" Sagde hun og så på ham, hun anede ikke rigtig hvad
denne by hed, hun kendte dog mest til Werclare byen.