Forfulgt i intetheden. [Zazriel <>Privat]

Sted:intetheden
Dato:22/8 eller der er ingen dato.
tid: tiden står stille/der er ingen tid
Vejr: inte vejr
Omgivelser: Absolut intet, ingen farve, ingen små prikker eller atomer, slet intet.

Der lød nogle hurtige skridt, et hjerte der bankede hurtigt, en masse hurtige åndedrag. Man så en pige løbe, løbe så hurtigt hun kunne, som om hun prøvede at flygte fra nogen eller noget, men der var ikke noget at se bag hende. Hendes kjole og hår flagrede, så hurtigt som hun løb og så gjorde den kolde vind også noget af det. Man så bare pigen løbe, men så pludseligt intet, ingen lyd, ingen ,farve, bare intet. Og dog for jo bedre man kiggede efter, så kunne man se noget. Midt inde i ingenting var der faktisk noget, en fortvivlet pige med langt gyldent hår og den knækorte hvide kjole hun altid gik i. Pigen var flygtet fra noget, intetheden.
Asteri stod nu fanget der i intetheden, hun vidste hverken hvordan hun var kommet dertil eller hvordan hun kunne komme ud igen, det eneste hun egentlig vidste om det her, var at det var intetheden. Det hele var begyndt nogle få dage før, hvor hun var stødt på en mystisk mand der var blind. Manden have tabt noget og da Asteri var venlig at give det til ham, var han begyndt at tale om, at der ville ske hende noget slemt. De første to dage tog hun det ikke seriøst, men som den tredje dag kom og der skete mystiske ting troede hun på det. Hun havde egentlig ikke troet på at det hjalp at løbe fra intetheden, men det var vel forsøget værd.
Manden havde også nævnt noget andet, noget meget vigtigt og ironisk nok, var det netop, det hun havde glemt. Hvordan skulle Asteri nogensinde kunne komme ud fra intetheden og hvordan havde den blinde mand, kunnet vide dette ville ske. Måske var der et formål med det hele, måske ikke.