Forfulgt af ulykker //David_//

Dato :22/1
Årstid : Vinter
Dag : Lørdag
Vejr : Der er koldt og det er lige begyndt at sne.
Sted : Gågaden
Tid : 21.30
Omgivelse: En masse små butikker og nogle få folk hist og her.

Det var en kold vinterdag i Deepshell, der var ikke mange folk på gaden idag, da de fortrak at sidde inde i en varm stue, med en kop te eller kakao. Men få mennesker så man dog. Ned ad gaden kom Asteri gående med sine bare tær som altid og hendes hvide kjole, det var en sær beklædning i dette vejr, men hun kunne ikke fordrage at have sko på, hun kunne meget bedre føle og se med bare tær.
Men der gik hun slentrende ned ad gaden, mens de små snefnug satte sig i hendes gyldne går, så det så ud som om, at de var helt små diamanter. Mens hun gik derhen ad gaden, lagde hun ikke mærke til det is glatte stykke, lige foran hende og 1-2-3 sekunder senere sad hun nede på jorden og ømmede sig efter det fald hun lige havde lavet, da hun prøvede at komme op igen, gik det ikke meget bedre, for hun havde formået at slå sin fod i det første fald, så hun faldt endnu engang. Så der sad Asteri nede på den kolde jord med en forslået fod, uden held med at komme op.

David havd lige været ind på en café, for at få varmen igen. Han vidste ikke helt hvor han ville tag hen, men han var sikker på at godt kunne tag en kop kakao med sig. Han havde en i hånden. Han havde et par bukser på og en rød trøje. Han havde ikke mere på, han vidste ikke hvorfor. Han så en pige falde, han betragtede hende lidt, for at se om hun selv kunne komme op. Men det gik vist ikke helt så. Han kiggede lidt på det hun havde på og rystede så hovedet, hun kunne nemt blive forkølet. Han gik hen til hende. "Har De brug for hjælp?" spurgte han høftlig og venlig om. Han rakte hånden ned mod hende, han havde kakao i den anden hånd. "Og burdet De ikke se at komme indenfor, når De ikke har mere tøj på?

Asteri så lidt forvirret op da der stod en foran hende, men efter et stykke tid opfattede hun endelig hvad der blev sagt. "Øh.. jo tak, jeg kunne måske godt bruge en hånd til at komme op" Svarede hun lidt forvirret. Hun tog glad imod hans hånd og kom så endelig op at stå igen, hun støttede ikke helt på foden, da den stadig gjorde ondt, men alligevel god hun ikke rigtig tage notis af det.
" Hvorfor skulle jeg da gå indenfor, jeg har da nok tøj på" Sagde Asteri med en lattermild stemme og fandt det lidt sært, at han syntes, hun havde lidt tøj på. "Jo forresten tak for hjælpen" Sagde hun og var klar til at gå videre, men da hun trådte ned på den ømme fod jog der en slem smerte igennem hende, der fik hende til at standse på stedet.

David smilte venligt og høftlig til hende. Han trak hende blidt op, da hun havde taget fat i hendes hånd. Da han var sikker på at hun ikke faldt slap han blidt hendes hånd igen. Han betragtede hende lidt, og lagde hurtigt mærke til at hun ikke støttede på sig fod, han rynkede let panden. "Slå du dig?" spurgte han venlig med en høftlig undertone.
"Så du har det ikke koldt? Synes ikke lige frem at du har vintertøj på... Men så længe du ikke selv fnyser, er der ikke noget problem," sagde han rolig med en høftlig undertone. "Det var så lidt," sagde han rolig, og tænkte sig lidt om. Han betragtede hende blidt og så på hendes fod. "Lad mig hjælpe dig," sagde han høftlig og tog fat i hende.

Hun var lidt forvirret og rund på gulvet efter faldet. Asteri forstod egentlig ikke hvorfor, at han mente hun kunne fryse, hun var jo vandt til, at temperaturen bare var den samme hele året rundt. Grunden til det var hendes betvingen af vandet, derfor uden egentlig at tænke over det, holdt hun den bare altid på den samme. Asteri lagde mærke til. at drengen prøvede at hjælpe hende, men var ikke helt tryk ved det og brød sig ikke om at vise svagheder. "Nej, nej det går helt fint" Sagde hun anspændt til ham, men det var meget let at se og høre på hende, at det var en løgn. Hun begyndte at gå lidt videre, hen mod en af caféerne, egentlig ikke fordi hun havde penge til at få noget, men bare for at komme et sted hen, hvor hun kunne sidde ned. Men på vej ind til caféen med sin dårlige fod, havde hun ikke set den store mand, der var på vej ud med en kop skoldhed kaffe og igen var hun uheldig, hun snublede lige ind i manden, der fik tabt halvdelen af sin kaffe ud over hendes hvide kjole, så der nu var kommet en stor brun plet lige midt på hendes mave. Dette var bare ikke hendes heldige dag.