Dufte <> Walter

Tid: 20:23
Sted: Sheria by
Vejr: Aftensol, lunt og få skyer
Omgivelser: Få folk rundt omkring på gaderne og ellers hvad der nu befinder sig i byen
Påklædning: Lang lysegrå bluse, sorte leggins og limegrønne allstars sko


Ellen kom lige så stille gående ned af en tilfældig gade, sammen med sin førerhund, den store brune labrador, Jack. Hendes spinkle hånd hvilede på dens ryg, da hun ikke brugte alt det udstyr som en førerhund skulle have på. Hun var jo elver og havde en forkærlighed for naturen og hun ville ikke sætte Jack i snor, men lod ham gå som han ville. Det var også en grund til at det ikke var let at se at hun var blind, hun brugte selv heller ikke de mørke briller og heller ikke blindestokken. Det eneste afslørende var de chokoladebrune øjne som bare var rettet frem ad uden at se noget af det de var rettet mod.
Jack logrede lige så stille med halen mens de langsomt gik ned af gaden. Lugten fra de små restauraner som lå ned af gaden. Hun gættede sig til at der nok ikke lå så mange butikker på denne gade, da der var mange forskellige dufte af mad. Jack havde også travl med at få suget så meget luft ind gennem sin næste at han flere gange var ved at få hende til at gå ind i folk. Ellen fulgte blot med ham og håbede på at duftene ikke tog alt hans koncentration, hendes frie hånd, den der ikke lå på hans ryg, trak hun gennem tit lange brune hår for at få det væk fra ansigtet, da det kilede hende på den lille fine næse. Hun satte sjældent sit hår op, hun passede altid på med ikke at afsløre hendes spidse elverøre, selvom hendes øre af en eller anden grund ikke var lige så spidse som andre elvers. Hendes storesøster havde forekssempel meget mere spidse øre end Ellen havde og ingen vidste helt hvorfor det lige var sådan.

Ellen mærkede en hård skulder som ramte hendes, Jack havde ikke lagt mærke til at en modgående havde været lidt for tæt på Ellen. Ellen blev så overrasket at hun var lige ved at vælte. Men Jack var det med det samme og stillede sig så hun kunne støtte sig til ham. "Jack altså"sagde hun venligt men bestemt til sin hund, der svarede igen med et lille lavt bjæf. "Det ved ejg"sagde hun så og klappede den på hovedet. Ellen kunne snakke med dyr, noget der gjorde det noget nemmere at få Jack til at gøre ting for hende, eller fører hende til et bestemt sted. Hun mærkede Jacks fugtige snude blive presset mod hendes hånd og hun lod hånden glide op på dens hovedet og nussede ham bag øret tilsidst.

Walter dukkede op i en lille side gade hvor der ikke var nogle eller nået som ville kun se ham da han ikke var som mennesker, nej han var en dæmon og derfor havde han og en naturlig evne til og kun lave en portal som han ville kun bruge til eget formål nå han nu havde lyst.
Han havde en sort jakke på som altid mens hans t-shirt havde den samme farve og hans bukser var lige så sorte som alt det anden han nu havde på, hans hud var hvid med en svag grå og hans hår var farvet sort med røde striber mens hans øjne var røde af natur og det sagde tit han var en vampyr men det var han ikke.
Hvad han lave i gaden på den her tid tja han skulle jage og derfor kom han nu ud om natten hvor der ikke ville være alt for mange som så ham, han gik langsomt ud af den lille gade mens han var helt stille da han ikke havde den store grund til og lave lyd når han nu var alene.
Han gik bare mens han fanget de mange dufte af mad, det sagde ham ikke det store da han ikke levet af menneskemad eller han gjord det for hold rollen som et af dem men det stoppede aldrig sulten efter en sjæl, nej der skulle mere til før han var mæt..

Ellen fortsatte lige så forsigt og havde stadig sin hånd til at hvile på Jack ryg. Jack snussede ikke mere rundt, han havde nu travlt med at se sig for og ikke føre Ellen ind i folk. Andre kunne jo ikke se at hun var blind og tog derfor ikke mere hensyn end til andre folk der kunne se. Det gjorde ikke Ellen noget, hun ville ikke specialbehandles fordi hun var blind, hun ville behandles som alle andre. Hun ønskede jo ikke at være blind, og når folk behandlede hende som en blind, så blev hun altid i lidt dårligt humør, da det mindede hende om at hun var svag.
Hun nussede Jack med fingerspidserne, for at vise at hun ikke var sur på ham og at han godt måtte slappe lidt af, hun kunne mærke at han var anspændt nu. Hun smilede et lille venligt smil og smagte på de forskellige dufte, dog rynkede hun på næsen engang i mellem når lugten af kød nåede hende, hun var jo vegetar og snakkede med dyrene. Så at spise dem ville hun ikke, dog var hun ikke en der så galt på at andre spise dyr. Men hun så helst at dyrene fik lov til at leve og dø af alderdom, i hvert fald en naturlig død.

Walter gik stadig mens han fangede de mange dufte og der var en særlig duft som optaget ham ret så meget, det var duften af en eller som gik mellem de mange mennesker og han gik nu efter den duft da han ikke havde så meget andet og gøre for han havde ikke den store lyst til og snakke med mennesker.
Nej de var for kedelige til ham så han ville heller møde et andet væsen som han kun snakke med selv om han ikke lige frem havde let ved og gå efter duften på grund mennesker og mad, han trak vejet langsomt mens han gik gennem gaden og han kiggede ikke en gang på dem som han gik fordi da de ikke betød det store for ham eller hans tanker om mennesker..

Ellen overvejede at vende snuden hjemad, det var jo sent og det havde jo bare været meningen at Jack lige hurtigt skulle luftes inden det blev sengetid og hun brød sig ikke rigtig om at være udenfor når det var mærkt. Hun var jo ikke stærk, hendes evne var at tale med dyr og hun ville aldrig bruge dyr til at forsvare sig hvis hun mødte et fjendtlig væsen efter mørketsfrembrud. Hun var jo harmløs. en blind elver som var nød til at lade en hund finde vej for sig. Nogle gange følte Ellen sig så svag at hun havde lyst til at græde, men hun græd aldrig, det var selvmedlidenhed og det brød hun sig ikke om.
Jack opførte sig en smule underligt, da han havde opfanget en fært. Han var stadig ikke så bekendt med de forskellige væsners lufte i byen. Inden kendte han jo kun til elvere og nu mødte han hele tiden nye væsner med nye dufte og det forvirede ham til tider meget.
Ellen klappede ham beroligende på ryggen, og fik ham til at stoppe ved at hviske lavt til ham. Hun lyttede til de mange fødder som gik hen over fortorvet og sugede luft ind i sin lille næse for at finde ud af hvad det var for et væsen. Elvere havde jo ikke en lige så god lugte sans som nogle andre væsner, men bedre end menneskers var den dog. Hun kunne godt lugte et væsen hvis det var tæt på, men nolge gange havde hun svlrt ved at bestemme hvilken race det var.