Going for a walk? ~ Silvianne

Dato: 23/09
Dag: Fredag
Tid: 02:23
Sted: Kloakerne
Vejr: Oppe op jordens overflade regner det ned som en syndflød.
Omgivelser: Der er ikke rigtig andre end Ned, surprise surprise

Ned sad på hug, på den lille afsats der var lavet sådan at kloakarbejdere ikke behøvede at gå i det uhumske vand. Han havde lukket øjnene, og hvilede albuerne på sine knæ, hvilket tillod hende at begrave ansigtet i hænderne. Hun havde lyst til at råbe og skrige, sparke og bide, gøre fortræd. Ja, dér var den... At gøre fortræd, det var det hun havde lyst til. Hun havde lyst til at andre skulle have ondt, og føle smerte. Egentlig havde hun ikke ondt. Ikke på noget plan over hovedet. Ikke lige nu. Hun skammede sig. Hun skammede sig på sine fædres vejne. De havde gjort så meget for hende, og her sad resultatet; En oprørsk pige der konstant kom i problemer.
Hun sukkede tungt og rejste sig op. Trak hætten på den rødlige hættetrøje op over det lyse hår. Kun en tot af det forreste hår strittede lige op i luften, udenfor hætten. Hun stak hænderne ind i den store mavelomme, og begyndte at trave afsted mod Sheria hvor hun boede.
Det var det hun elskede ved kloakerne, selvom de stank forfærdeligt, man kunne bevæge sig rundt fra by til by, uden at andre kunne sende en misbilligende blikke.

// Jeg vil gerne have lov at pointere at Silvianne er stum. //

Man kunne ikke høre de døve toner der bevægede sig fra det mørkebrune, slidte instrument, pigen sad med. Man hørte dem ej af den helt simple grund: Hun sad i et rum, der efter mange års skjult arbejde, var blevet ridset og kradset ud af en dæmon med nogle krokodiller som kæledyr. Længere inde i rummet var der en indhuling, hvor der var endnu et lille rum.

Silvianne kaldte det hjem. Andre kaldte det klamt.

Men det var indrettet som et hjem! Der stod et piano ovre ved den højre væg. Hvordan det var kommet ind og blevet placeret så vellykket, vidste man ikke. Silvianne selv havde glemt hvordan det var sket. Ved siden af pianoet stod der en stor, sort kasse, der havde samme form som en violin, der var blevet ramt af en forstørrende stråle lidt for mange gange. Det var blot Milain, hendes cello. Pianoet bar navnet Rasmus. Det eneste instrument af hankøn der nogensinde havde været berørt af Silviannes fingre. Men hendes allermest elskede, det var det lille instrument hun sad og spillede på. Det var en rødlig, gammel violin, hvis strenge var blevet spundet af det smukkeste, mest sensitive sølv. Emily. 294 år gammel, men den var ej gået i stykker endnu. Hun bar blot nogle få ar, men hvem gør ikke det?

Spontan handling. Silvianne rejste sig, lagde Emily forsigtigt fra sig og skubbede hende i sikkerhed bag Milain, halvt inde under Rasmus. Så bevægede hun sig ud af den snævre åbning, der førte ud til selve kloakkerne. Lugten generede hende ikke. Hun havde nemlig lært at skelne den lugt, for ikke at sige alle lugte, fra mere sensuelle dufte som...
Menneske!
Silvianne løftede straks hovedet så den grå hue gled et par centimeter tilbage og blottede noget af det blonde hår. Hun var iklædt en lysegrøn t-shirt og et par lange, lysegrå jeans, der sad løst på hende. På fødderne sad et par meget gamle, slidte sko, der bevægede sig lydløst henover den smalle afsats. Duften blev tydeligere for hvert skridt der blev taget. Så kiggede hun frem for sig og så hvordan en kvinde trak en hætte op over sit hoved, så en tot af det blonde hår stak frem. Så begyndte kvinden at trave afsted, ganske langsomt.

Ned havde de blå øjne rettet med sine slidte sko. Hun vred hænderne lidt inde i lommen, og rystede på hovedet. Så rettede hun blikket fremad, og kunne skimte en lille skikkelse længere fremme. Hun rynkede panden, og missede let med øjenene for at kunne se bedre i den mørke kloak. Kunne det virkeligt passe? Var der et barn hernede? Et barn?!
"H-hey? Er du okay?" spurgte hun højlydt, tøvende. Hun var ikke sikker på om hun så syner eller om der faktisk var et lille barn.
Hvis det virkeligt passede, så måtte dette barn da være kommet til skade, ikke? Altså, hvilket barn kravlede frivilligt ned i en kloak? Med mindre det var er forældreløst barn, der var stukket af fra plejefamilie, børnehjem eller whatever. Eller det var et barn der var blevet tvunget derned. Eller et barn der var i knibe. Hun fortsatte fremad mod skikkelsen, og som hun kom tættere på blev den mere og mere tydelig. Efter noget tid kunne hun se at det var en lille pige. En pige med en grå hue, grøn t-shirt og grå jeans på. Og med langt, blond hår.
Hun satte sig på hug kort fra pigen, og rakte let en hånd frem mod hende, for at tage hendes hånd. "Hey... Er du okay, lille ven?" spurgte hun stille, og så undersøgende på barnet.

//Fair nok//