Regn <> Markus "Wolffang"

Årstid: Efterår
Tid: 18:23
Vejr: Skyet, regn, koldt og blæst
Sted: Sheria by
Omgivelser: Vandpytter og andet som hører til i byen
Påklædning: En knælang lysegrøn regnfrakke som er strammet ind i taljen, lysegrå jeans og grønne gummistøvler

Ellen kom lige så stille gående. Endnu en gang var hun ude for at lufte sin førerhund, den store brune labrador ved navn Jack.
Hendes grønne støvler svuppede i de små vandpytter på fortorvet, mens hun lige så stille gik ned af gaden. Hun smilede og virkede ikke på nogen måde påvirket af det dårlige vejr. Hun elskede natur og det var ligegyldigt hvordan vejret var. Hendes lange brune hår havde suget masser af vand til sig og hang ned omkring hendes yndige ansigt. Hendes lysegrå jeans havde også fået suget vand til sig og var blevet mørkegrå fra knæene og ned til midten af anklerne hvor hendes flotte gummistøvler begyndte. Hun vidste godt hvilken farve hendes regntøj havde, hendes søster havde købt det til hende, faktisk købte hendes søster alt for hende og ordnede hendes tøj, så hun ikke skulle bekymre sig om det.
Det var ikke let at se at Ellen var en blind elver, hendes spidse elverøre var gemt under det lange hår så derfor var det ikke helt let at se at hun var elver. Til det med at hun var blind og det var svært at se nogle gange var at, hun ikke brugte mørke briller eller stok, Jack brugte heller ikke noget udstyr, han var ikke engang i snor. Han gik bare pænt ved siden af hende med logrende hale, og førte Ellen frem ved at hun havde lagt sin spinkle hånd på dens brede ryg.

markus kom gående den modsatte vej, han var iført en læderjakke og et par slidte cowboybukser. han albuelange hår var vådt og dryppede, det var dage som denne, hvor han ønskede det var kortere. han havde sin egen hund, en stor ulvehund.
han fik øje på hunden, og dens ejer. "hej, sikke en flot hund, må jeg få lov at snakke med den?" spurgte han med et ivrigt smil, han elskede hunde. Rolf, ulvehunden, logrede ivrigt, da den fik øje på den anden hund, og trak i snoren.

Ellen kunne høre at der var en anden ude at gå med sin hund den dag. Hun smilede og mærkede Jack der logrede vildt med halen i begejstring. Det var tit at folk ikke ville lade deres hunde snakke med andres hunde, de trak bare i dem og skyndte sig væk. Ellen forstod ikke altid folk og deres måde at behandle dyr på.
Hun stoppede op da en mandestemme talte til hende, hendes smil blev venligt da hun rettede sit ansigt mod ham og håbede at hendes æjne nogenlunde var rettet mod hans ansigt. "Selvfølgelig"svarede hun glad og gav Jack et klap på ryggen som tegn på at han godt måtte gå fra hende. Normalt ville hun bare have snakket med Jack, men når der var andre gjorde hun det ikke så tit, hun var van til at skjule sin evne til at tale med dyr at hun nogle gange glemte at hun godt kunne bruge den sammen med andre væsner, men hun havde endnu ikke lagt mærke til at denne mand var et væsen.

han satte sig på hug og klappede hunden "du er godt nok en fin hund, hva?" han strøg den over ryggen, "sikke en flot hund, er det en dreng eller pige?" spurgte han henvendt til kvinden.
den store ulvehund snuste nysgerrigt til Jack mens den logrede med halen, den elskede at snakke med andre hunde.

Ellen smilede muntert over hans spørgsmål, han kunne vel se det. "Jack er en dreng"svarede hun venligt og stod stille, da Jack ikke var ved hendes side mere. Hun havde rettet sit ansigt så det vente ned mod hans stemme. Hun lyttede til lyden af haler der susede gennem luften og lyttede til den anden hund. Hun kunne tale med dyr og ville se om hans hund ville snakke lidt med hende, eller om den var mere interiseret i Jack. Hun rakte sin spinkle hånd lidt frem "Kom her"sagde hun kærligt til den og gik lidt ned i knæ. Dyr reagerede forskelligt, når de opdagede at hun kunne snakke med dem. Nogle blev forvirrede, nogen blev bange og andre tog det helt pænt.

rolf blev overraskede, han var ikke vant til at tobenede kunne snakke med ham, ikke engang markus, som ellers var meget klog, kunne den slags. han logrede glad med halen og slikkede hendes ansigt.
markus lo da han så dem, "godt at se, i kommer godt ud af det med hinanden"

Ellen klukkede sin perlelatter da hun mærkede en våd tunge i ansigtet. Hun smilede stort til hunden og aede den på siden af hovedet, og sendte hurtigt Markus et smil og vendte så sin opmærksomhed mod hunden igen. "Hvad hedder du så?"spurgte hun den smilende og nussede den på siden af hovedet. "Lad det være vore lille hemmelighed ikke?"hviskede hun muntert til den, helt henne ved dens øre og kyssede den på kinden.
Jack hoppede rundt om Markus og ville have ham til at lege med sig, han hoppede ind i ham som han havde for vane at gøre når der var noget han ville, så skubbede han altid.

han gengældte hendes smil; men så tog hunden hans opmærksomhed med et stort puf. Markus lo ad hundens skubben og gav sig til at lege med den, først en smule forsigtigt, for at finde ud af, hvor vildt den ville lege.
"rolf" svarede hunden glad, han lagde undrende hovedet på skrå ad hendes benærkning om hemmelighed "hvorfor må de tobenede hunde ikke vide det?" spurgte han forvirret, han ville nok ikke kunne fortælle det ordret; men de var normalt gode til at forstå ham, lidt som hvalpe.
// er det sådan din evne fungere?^^//

//Ja sådan fungere den, hun sankker med dem på samme måde som med mennesker;) //

"Det er ikke normalt at tobenede snakker med hinanden"svarede Ellen den smilende med en hviskende stemme og lyttede til lyder af Jacks poter der plaskede rundt i de små vandpytter på gaden, det lød også til at Rofls ejer var gået med til at lege lidt med ham. Hun smilede muntert og vende så sin opmærksomhed mod Rolf igen.
"Men vi kan da se hvor opmærksom din ven er"sagde hun hviskende smilende til Rolf, hun valgte at sige ven og ikke ejer eller herre. Hun var i hvert fald ikke jack ejer, han måtte lige hvad han ville, hun ville ikke holde ham tilbage bare fordi man i sin tid valgte at bruge dyr som kæledyr.

markus prøvede at lege med ham lidt som en hund ville gøre, han elskede den slags.
Rolf så interesseret på hende "hvordan? han er ret opmærksom, ellers ville jeg ikke lade ham være flok leder, eller næsten flok leder"

Ellen klukkede sin perlatter til Rolf og klappede ham på siden af hovedet. "Han har da ikke opdaget det endnu....så hvor opmærksom er han lige?"Spurgte hun drillende og lyttede til lyden af de to legende. Hun strøj sit våde hår om bag det ene øre så hende spidse elverøre kom til syne, hun havde ikke lige så spidse øre som var normalt for elvere, hende var en smule mere runde i det. Hendes søster havde spidsere øre end hende og ingen vidste hvorfor.

"det plejer han at være" sagde Rolf opgivende og kiggede sigende over mod den optaget Markus.
da hun strøg sit hår tilbage, ramte hendes lugt Rolf, og han opdagede noget, han ikke havde lagt mærke til før, hun var ikke menneske. han gav pludselig en svag knurren fra sig, og Markus holdt øjeblikkeligt op med at lege, og kiggede på ham "hvad er der?"

Ellen lagde hovedet på skrå og lyttede til Rolfs knurren, Jack stod helt stille og lyttede i et sekund. I det næste stod han ved siden af Ellen og knurrede af Rolf.
"Stop Jack"sagde hun venligt til ham og lagde en beroligende hånd på dens hoved. "Hvad er der galt Rolf?"spurgte hun den forsigtig og meget venligt og sad på hug foran den og virkede ikke på nogen måde bange eller urolig af at blive knurret af. Jack stod stille og så på Rolf og sagde ikke en lyd.
"Jeg er jo ikke farlig"sagde hun med et smil og vente sit ansigt mod den og lyttede.

"nej; men Marhus skal vide, hvad du er, så han kan passe på flokken" forklarede han roligt, han kunne godt lide pigen; men flokken var vigtigst.
Markus så på Ellen, med et på vagt, "hvad er du?" spurgte han stille, "så, rolig" sagde han bagefter til rolf, som øjeblikkeligt stoppede sin knurren og undskyldende slikkede hendes hænder. "du må undskylde spørgsmålet, det er ikke for at være uhøflig" sagde han mere roligt, nu da hunden viste at den var rolig.

Ellen smilede til Rolf og var ret så sikker på at flokkensleder var et væsen. Hun drejede kort sit ansigt mod mandestemmen og smilede venligt i retning af den. "Ikke undskylde spørgsmålet, jeg kan jo stille det til dem også"sagde hun med en munter stemme og nussede Rolf på hovedet.
"Bare rolig Rolf, jeg udgør ingen fare"snakkede hun videre med Rolf, og tænkte ikke på at dæmpe stemmen. Hun kunne mærke at regnen ikke længere var særlig kraftig, mere hen ad støvregn.

Rolf logrede tilfredst med halen "det ved jeg" svarede han, "men markus måtte vide besked"
Markus forsøgte at opfange hendes fært; men regnen og lugten af hund gjorde det svært. han rynkede irriteret brynene. "jeg er en varulv, og du er?"spurgte han endnu engang og håbede han snart ville få svar, han var ikke interesseret i at blive uvenner med Ellen. Lige nu var det vigtigste at sikre flokkens overlevelse, det var trods alt derfor han var ude at gå, for at holde øje med andre ikke-mennesker.

"Det forstår jeg"sagde Ellen til Rolf og kløede ham bag øret. "Du er en god flokfælde, Markus må være stolt af dig"sagde hun smilende og brugte hans navn, da Rolf selv brugte det.
"Bare rolig Markus, jeg er from som et lam og blind som en muldvarp"sagde hun muntert til ham og ville lade ham opdage hendes øre, da hun trak håret om bag dem. Hun rejste sig op og lod sin hånd hænge ud til siden. Jack gik hen til hendes side og lod hendes hånd hvile på hans brede ryg.

markus kiggede undrende på hende da hun henvendte sig til Rolf, og tilsynladende kendte hans navn, havde han fortalt det? "det er jeg også" sagde han og smilede, stadig en en smule forvirret, "men hvordan ved du det, og hvor kender du mit navn fra? har vi mødtes før?" han kom til at tænke på den ukendte dæmon, som efter sigenet ønskede ham død; men så fik han øje på de spidse øre og slappede af igen "elver? en blind elver?" spurgte han da meningen med hendes ord sank ind.

Ellen smilede og lyttede til havd Markus sagde, mens hun nussede om Rolf. Hun kunne lide dens bløde pels mellem hendes fingre, hun funderede på hvilken farve pelsen havde og han var brun som Jack. "Vi har ikke mødtes før så vidt jeg ved"svarede hun med et muntert smil og klappede Rolf på siden inden hun rejste sig op og vente sit ansigt mod Markus.
"Og ja, jeg er en blind elver"sagde hun med et lilel skævt trist smil, hun svarede ikke på hvordan hun kendte til hans navn, hun undlod det ikke men hun glemte blot at svare på det. Hun var van til at holde det hemmeligt, hun mente ikke at alle og en hver behøvede at vide at hun talte med dyr og de med hende.

han så alvorligt på hende, "det gør mig ondt at høre ... men du har stadig ikke svaret på, hvor du kan mit navn fra?" han var ikke uvenlig, bare overraskede og en smule bekymret. hendes uforklarlige kendskab til hans navn, mindede ham om, hvor vigtigt forsigtighed var, især når man var en varulv, med en flok at stå til ansvar for. "du har heller ikke sagt, hvordan du kunne .. snakke? sådan til ... med rolf?"

Ellen viftede med hånden for at vise at emnet med at hun var blind ville hun gerne springe over, men smilede venligt i mens. Hun havde endnu ikke vendet sig til at snakke om det og var ikke glad for at folk viste hende medlidenhed, hun behøvede det jo ikke, andre som havde oplevet meget værre ting fortjente at få medlidenhed af andre.
"Rolf fortalte mig dit navn"svarede hun og regnede med at Markus var klog nok til at opfatte at hun snakkede med dyr og der var vel ikke nogen videre forklaring på hvordan, hun kunne det bare.

måden hun affærdigede sin blindhed på fortalte ham tydeligt, at hun ikke var en af de frustrerende typer, som gik rundt og fortalte det til alle, som gad lytte, for at få så meget medlidenhed som muligt.
"aha ..." han tænkte lidt, og kom så frem til at de måtte kunne komunikere på en eller anden måde, "har han slsdret om andet?" spurgte han med påtaget irritatation, mens han kløede hunden venskabeligt bag det ene øre.
så så han på hende igen, "nu hvor du kan mit navn, så vil du ,måske gi mig dit?"

Ellen smilede muntert da Markus tog det så pænt, men han var vel også et væsen og de fandt det nok ikke lige så mærkeligt, måske enda lidt skræmmende at hun kunne tale med dyr.
"Han har bare afsløret dit navn og at du er flokleder, så han har ikke fortalt dine alle dine dystre hemmeligheder, bare rolig"sagde hun venligt og klappede Jack på hovedet da han lænede sig op af hende. "Og selvfølgelig vil jeg da give dig mit navn, det er ikke nogen hemmelighed"sagde hun med en munter stemme og rakte sin hånd frem for at give hånd. Hun håbede at hendes hånd pejede nogenlunde mod ham, men hun kunne jo kun lytte sig til hvorhenne af han stod. "Ellen"

"flokleder?" spurgte han undrende, hvad mente Rolf med det, så kom han til at tænke på, at hunden jo modtog ordre fra ham, han smilede "han må hentyde til min position i forhold til ham ... hvilket nok også er meget naturligt, han er ikke ligefrem en del af resten a flokken" han tænkte på, hvordan Rolf for det meste blev hjemme.
Rolf gøede bekræftende, Markus var hans flok leder; men af en eller anden mærkelig grund ikke leder af den anden flok.
Markus tog i mod den udstrakte hånd "rart at møde dig"

Ellen smilede venligt og gav hans hånd et lille venligt klem inden hun slap hånden igen. Hendes hånd var meget spinkel, fantisk var hele hendes krop meget spinkel, hun havde ikke et eneste gram fedt på kroppen, men hun så ikke undervægtig ud, bare meget slank.
"Du kan være stolt over at Rolf ser dig som sin flokleder"sagde hun med et smil og klappede Jack på det bagerste af ryggen, da han gik frem for at hilse noget mere på Markus. "Også rart at møde dig"sagde hun så kort efter og smilede sit muntre smil.