Taget

Dato: 22. dec
Dag: Tirsdag
Tid: 20.42
Vejr: Stille og roligt
Sted: Havnen
Omgivelser: Ingen

Stjernerne glimtede villigt, og månen oplyste gården, og Elisabeths hus - Og alligevel havde Elisabeth konstateret, i sit stille stind, at alt omkring hende, var hamrende mørkt. Elisabeth mørke hættetrøje, som gik hende til lidt over knæene, var fugtig på ryggen, men det var ikke noget, som hunvampyren havde bidt mærke i. Elisabeth inhalerede, og smøgen oplyste en svag cirkel af hendes hoved, før hun pustede ud igennem næsen. Elisabeth's tag var helt fladt, og det havde slet ikke været noget problem for hende, at komme op. Kvinden grinede mat, og den nybagte far holdte det skrigende barn i armene. Rundt omkring i rummet, var der på væggene, malet blomster og det hele var meget smukt. Elisabeth inhalerede desperat af smøgen, og pustede ud af næsen. Elisabeth's øjne var på stjernerne, men hendes tanker var i rummet. Hos hendes mand og søn. Et stik af sorg, ramte ind over hende, og hun inhalerede igen. Hurtigt. Lidt efter smed hun minderne fra sig, og satte sig op. Hun kunne ikke klarer et sekund til, hvis hun konstant skulle hører, på hendes søn der skreg, eller Richard der konstant lykønskede hende.

Jalaz stak hovedet op på taget, og fik hurtigt øje på Elisabeth. Hun gik så helt der op, og satte sig ved siden af hende. Hun havde været ude hele dagen, længere tid end hun egentlig havde planlagt. Hun kunne godt lide at være sammen med Elisabeth, men hun kunne ikke være oppe hele natten, og havde trodsalt brug for noget D-vitamin. Tidligere på dag havde Jalaz's kinder været røde og ophovede af ufrivilge tåre, men var nu nomal størrelse og farve igen. "Hej.." sagde hun stille og så op på himlen. Hun bed sig svagt i læben, men slap den så i et lille suk, og så på Elisabeth med et lille smil.

Elisabeth havde været så opslugt af minder, og tanker, at hun slet ikke havde duftet englen. Englen? Hvor var det fjollet, hun stadig kaldte hende det. Elisabeth vende langsomt hovedet, og snøftede, før hun inhalerede igen. Hun lagde den ene hånd i lommen på hættetrøjen, og betragtede englen. "Hey," mumlede hun roligt, før hun igen vende blikket mod himlen. Elisabeth vidste jo selvfølgelig ikke, at englen havde grædt, for hun tilbragte ikke de stille tanker med at begrave sig i hendes. Elisabeth lange hår, var desuden samlet i en pjusket knold.

"Du snøfter meget, er du godt klar over det?" spurgte Jalaz, og slog lidt ud med den ene arm. Hun havde ikke kunne undfå at lægge mærke til hvor meget Elisabeth snøftede, og synes at det var helt utroligt. Det var jo næsten som om hun var syg, men hun virkede på ingen andre måder som om hun var den mindste smule syg, overhovet..

En latter undslap Elisabeths smalle læber, og ubevidst, snøftede hun igen. "Det.. Er svært at forklare," sagde hun roligt, før hun inhalerede fra smøgen, og betragtede diskret englen. Elisabeth så op på stjernerne igen. "Hvad har du lavet i dag?" spurgte hun roligt, før hun strakte sine ben. Først nu, kunne man se, at Elisabeth ikke havde nogen sko på, men kun et par store sorte uldsokker. De havde garanteret været rigtig varme, hvis hun ellers kunne mærke dem.

Jalaz sad lidt tavs og tænkte over sit svar. "Været ude?" prøvede hun, og så ned mod jorden under dem. Hun strammede sin hestehale, og bed sig kort i læben. Hun havde ganske rigtigt været ude, men havde ikke videre lyst til at komme længere ind på det emne.

Elisabeth betragtede hende kort, før hun nikkede. Så inhalerede hun. "Ligger du dig ikke ned? Prøv at kigge på stjernerne," opfordrede hun roligt, før hun sukkede tungt, men det var ikke negativt. Elisabeth lagde begge hænder, på maven og havde sat smøgen i munden. Et eller andet sted, skulle den jo være. Elisabeth havde lagt mærke til, at englen ikke rigtig virkede, som om hun ville komme videre ind på det, og det respekterede Elisabeth. Hun ville sikkert heller ikke kunne hjælpe, hvis det havde været...

Jalaz så lidt på Elisabeth, men smilede så skævt og lagde sig med hænderne bag hovedet. Hun lukkede kort øjnene og slappede helt af, men åbnede dem så igen og betragtede nattehimmelen. Hendes tanker vandrede tilbage til den tid hendes familie havde været samlet, lykkelig og kærlig. Dengang den lille Edalé rendte rundt i haven og plukkede blomster som hun stolt viste frem til Jalaz.

Elisabeth lå i lang tid, hvor hun tænkte tilbage. Præcis som englen. Hun lukkede øjnene, og billederne blev tydligere. Der var et spørgsmål, som Elisabeth gerne ville stille englen, men hun tøvede - For personligt, ville Elisabeth aldrig havet svaret på det, og hun vidste jo, at englen heller ikke ville være meget for det. Så meget havde hun regnet ud. "Hvad tænker du på?" spurgte hun i stedet, stadig med lukkede øjne, og smøgen i mundvigen.

"Edalé" svarede hun fraværende og tog ikke blikket fra stjernerne langt over dem. Så kom hun i tanke om at Elisabeth jo ikke lige vidste hvem Edalé var, og tilføjede derfor: "Min søster..." Hun sukkede tungt - ikke trist bare tænksomt - og lukkede øjnene i.

Elisabeth nikkede, og var tilfreds med svaret. Hun lukkede selv øjnene, og hendes ene hånd, trillede slabt ned på siden af hendes krop. Hun grinede lavt, men lod den være. Elisabeth havde spist, hvilken var til deres held, siden de lå så tæt. Elisabeth tog smøge ud af munden, men stak den lidt efter ind igen, og inhalerede.

Jalaz vendte hovedeet og så på Elisabeth et stykke tid uden at sige noget. "Hvad tænker du selv på?" spurgte hun så og så tænksomt på vampyren. Hvad foregik der egentlig inde i hovedet på hende? Sikkert en masse, som aldrig blev formet i ord.. Præcis som i Jalaz's eget hoved...

Elisabeth stivnede, men det var svært at se i mørket. Hun inhalerede dybt, og pustede laaaangsomt ud igennem næsen. Hun kunne vælge at lyve, for englen ville aldrig finde ud af det. Og så var der sandheden, som ville være mest fair. Elisabeth lå i nogle lange minutter, og tænkte. "Den dag jeg fødte min søn," sagde hun stille. Orderne sved i hendes mund, og hendes mave trak sig sammen. Hun inhalerede desperat igen, og tog en dyb uhørlig indånding.

Jalaz lå længe og betragtede Elisabeth uden et ord. Så nikkede hun tavst, og så op himmelen igen. *En søn?* Jalaz kunne ikke forestille sig Elisabeth som mor, men hun havde jo på den anden side kun set hende som... Ja, som hvad? Elisabeth? Den nuværende Elisabeth i hvertfald.. Hun havde nok været anderledes som menneske... Mon ikke? Mennesker var jo så dumme og uvidende, men Elisabeth var... Hvad? Rar? Jalaz var ikke sikker men hun kunne ihvertfald godt lide hende det var sikkert..

//Må logge nu//

Elisabeth lod tungen kører over tænderne, for at få den dårlig smag væk. Hendes mave havde trukket sig sammen, som en hård klump. Den følelse hun konstant rende rundt med. Savn. Elisabeth inhalerede, stadig en smule desperat, men mere roligt nu. Havde havde sat pris på, at englen ikke havde sagt noget, men bare nikkede. Det var rart, ikke at skulle snakke mere om det, selvom Elisabeth brænde for det. "Jeg døbte ham Charles," hviskede hun, og så op i stjernerne. "Han elskede stjerner. Ligesom sin far," tilføjede hun, stadig hviskende.

Jalaz lå lidt og tænkte så det knagede. "Hvor gammel blev ham?" spurgte hun så, forsigtigt og lige så hviskende som Elisabeth. Hun havde det ikke nemt med at være den andre betroede sig til, mest fordi hun selv gik og lukkede alting inde. Hun bed sig svagt i læben, og et lille stik af dårlig samvitighed ramte hende. Hun havde ikke fortalt Elisabeth det mindste, og nu lå hun og fortalte om sin familie.. Kunne hun virkelig være det bekendt overfor Elisabeth? Det med ikke at fortælle hende noget, altså?

"Gammel," sagde hun stadig hviskende, før hun vende blikket mod englen. "Jeg gjorde dem ikke noget.. Selvom min lyst var enorm," sagde hun hviskende, og vende blikket mod stjernerne. "Han fik et job hos kongen, og min mand, var meget stolt af ham," fortalte hun stille, og inhalerede dybt. Hun havde aldrig fortalt det til nogen, og havde heller aldrig følt trang til det. Lidt efter lidt, fik Elisabeth sine tanker under kontrol, og hun lukkede øjnene, før hun pustede røgen ud igennem næsen.

Jalaz nikkede bare, og valgte igen ikke at sige noget. Hvad skulle hun også sige? Hun var ikke den der gjorde det i store svadaer med hvor syndt det var for alle andre. Hun havde set meget - og oplevet meget - men hun ville ikke have medlidenhed, og var ikke den der viste synderligt meget af det til andre..

Elisabeth lå lang tid med blikket rettet mod stjernerne, før hun indså, at hun havde sagt for meget. Elisabeth mørke, men kønne øjne, søgte lidt i nattens mørke, efter en god undskyldning. Normalt lettede hun aldrig sit hjerte til nogen på den måde. Elisabeth satte sig roligt op, før hun så ned på englen. Normalt kunne hun blive så irriteret, hvis folk ikke interesserede sig, ligeså meget for de smukke stjerner, som hende, men englen kunne hun ikke blive sur på - Så hvorfor prøve? Elisabeth smilede kort til hende. "Er du træt?" spurgte hun roligt.

Jalaz lå lidt og så på stjernerne og mærkede efter om hun egentlig var træt. Så vendte hun blikket mod Elisabeth og rystede på hovedet. "Nej, ikke endnu.." svarede hun og trak kort på skuldrene. Hun var ikke træt, bare... Mat. Mat efter en dag der helt klart kunne have været gået bedre, men hun var ikke træt, og havde ikke lyst til at sove.

Elisabeth nikkede roligt, før hun sank en besværet klump, og lagde sig ned igen. Elisabeth mærkede, hvordan hele hendes krop begyndte at slappe af. Minderne ville ikke komme mere den nat. "Hvad plejer du at drømme om?" spurgte hun og et kort men varmt smil pryede hendes fyldige læber.

Jalaz kunne ikke tilbageholde latteren ved det spørgsmål. Hun måtte ligefrem sætte sig op og holde sig på maven, før hun igen fik kontrol over det. "Det ved jeg virkelig ikke." svarede hn så med latteren stadig siddende i stemmen. "Man har glemt det inden man vågner." tilføjede hun så da hun havde fået mere kontrol over stemmen.

Elisabeth bed sig smilende i læben, da hun lidt efter betragtede englen, med de mørke øjne. De glødede af begejstring, efter at havde hørt englens latter. "Såså - Jeg har ikke sovet i 640 år, så jeg ved ikke hvordan det er," sagde hun varmt, før hun kiggede smilende op på stjernerne.

"Hvordan er det aldrig at skulle sove?" spurgte hun med et tænksomt smil,og lagde sig igen ned med blikket vendt mod stjernerne. Hun nød det egentlig der her.. At ligge sammen med Elisabeth og bare betragte stjernerne mens de snakkede om alt og intet..