Nothings impossible for the steady one - Chika

Dato/dag: IRL
Tid: sen aften, lost track of time...
Sted: Headquarters træningsal
Vejr: Udenfor blæser det kraftigt og regner en smule.
Omgivelser: Diverse øve dukker, våben og boksebolde

Tristan svingede sig bagover og lod hårdt sit ben ramme toppen af den boksepude han nu i ca en time havde slået løs på. Han hoppede et skridt bagud og lænede sig forpustet fremad i det han tørrede lidt sved af panden. Han smilede lidt for sig selv og gav boksebolden endnu et spark og et slag.
Det var ved at være sent og han var efterhånden den eneste person i træningssalen. Der ville nok være nogen andre jægere rundt omkring i hovedkvarteret. Det var der altid, men for nu, var han den eneste der trænede. På det sidste, for første gang i hans liv, havde alt den træning faktisk givet pote. Han blev bedre og bedre. Det var rart at vide at det ikke var forgæves. Selv overhovederne var begyndt at vise interesse for det. "Endelig er den Wonder dreng begyndt at tage det seriøst" Ville de sige. hvad de ikke vidste var bare at han altid havde taget det seriøst. Men det var nu rart endelig at får noget respekt indenfor jægerne og ikke kun på grund af hans familie.
"Hell yeah!" udbrød han pludseligt og hoppede højere op for at give boksebolden et 'finishing blow'. Hans fod hamrede hårdt ned i den ubevægelig boksebold og Tristan lod sig forpustet synke ned på trægulvet med et 'phew'.

Dette var første gang Chika besøgte hovedkvarteret, så det var ikke helt unaturligt at hun havde faret vild. Og nu stod Chika foran den store bygningen, hvor hun overvejede om hun måske burde tage hjem igen. Det var jo egentligt, bare lidt for sent, at møde op nu. Mente Chika med sig selv, men trak på skuldrene og åbnede døren så hun slap for støvregnen som havde gjort hendes hår vådt. Chika så sig omkring, men fandt intet specielt interessat, men bevægede sig dog ind af i de mange gange. Mennesketomme! Chika frøs faktisk, og hendes dusør hang tungt på hendes ryg. Måske skulle hun give op og komme igen en anden dag? Chika overvejede kort at overnatte med den afhuggede legemspart, men rynkede med næsen ved tanken, HELL NO!.
Chika åbnede den første og bedste dør - ingen. Hun bevægede sig længere ind og endelig kunne hun hører lyde. Chika fik farve i kinderne af glæde og småløb mod lyden, som måtte være hendes redning. Og måske havde personen også en kur mod hendes begyndne snue hun kunne mærke.
"HAAAAL OOOOO.... ER DER NOGEN?!"
Da Chika småløb, var hendes råb afkottet men ellers kraftig nok. Råbe har hun altid kunne.

Tristan lå lidt og pustede for at få vejret. Han smilede stadig for sig selv og var faktisk næsten ved at døsse hen da han hørte et råb. Han slog øjnene op igen og satte sig helt op. Var der nogen der havde sagt noget?
"hallO?!" Råbte han tilbage og hoppede på benene. Han trak vejret dybt og råbte lidt højere. "Herinde!" Han rynkede let brynene og kunne ikke helt forstå at der skulle være andre her i træningsbygningen på denne tid? Alle andre sad nok i varmestuerne bagerst i hovvedkvarteret.
Han kløede sig lidt i baghovedet og var ikke helt sikker på om han havde hørt syner. Han sukkede og kiggede sig rundt. Der var ingen lige nu, men han havde altså hørt noget.
Med et smil rystede han på hovedet af sig selv. Hvor dum kunne man være, at blive paranoid over noget man havde hørt da man var halvt vågen? Han grinede kort og vente rundt igen og så på boksebolden.

Chika stoppede helt på response da hun hørte et svar, og faldt næsten over sig selv da hun prøvede at være heeelt stille. Hun tog som refleks hånden rundt om håret, så det lyden eventuelt kunne blive højere, uden held. Ingen sagde noget mere.
Men nu havde Chika præget sig mere ind for lyden, i midten! Typisk hende, hun havde rendt rundt og rundt omkring hallen i midten! Chika fandt hurtigt den nærmeste dør, hvor hun bankede på to gange, inden hun helt rød i hovedet, åbnede den og tittede ind. Hun var bange for at salen var til møder, og hun trængte sig på, men blev helt overvæltet over træningssalen. Hele hendes ansigt sagde det hele ' WHOAW'.
"Eh....."
Chika vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hørte hun spøgelser, der var jo ingen inde i salen? Chika missede med øjne, men så stadig ingen.
"ACHJEEEEEW..."
Chika nøs højt mens hendes øjne løb i vand.

Tristan slog et par gange mere til boksebolden og vente rundt da nogen bankede på døren. Så der var nogen? En pige kiggede ind i salen med et forvirret blik. Det så ikke ud til at hun havde set ham. han sagde ikke noget først, men betragtede bare hende og den ting hun havde på ryggen?
Et højt nys kunne høres og han måtte grine lavmælt. "Prosit.." Sagde han roligt og selvom han ikke sagde det særlig højt så rungede det stadig i hele den store sal. Pigen foran ham så ud til at have været ude i regnen et stykke tid, var hun faret vild? Han lignede en der ledte efter et sted at dumpe det der hun havde med sig også et sted at få varmen.

Chika kunne først nu fastlåse sine øjne på personen i lokalet. Men hendes øjne var stadig meget våde, så hun så bare en masse orange hår. Chika gned sig lidt i øjne, fordi hun var da sikker på at hun tog fejl. Sikke en mærkelig hårfarve!
"Hva dælen, appelsin!"
Chika havde nok ikke ment det, som et udråb, men før da hun igen havde vænnet sine øjne til lyset, og set drengen med det orange hår, var det det første hun kom i tanke om. Det ville blive svært for hende at huske denne dreng for et andet navn, end det hun nu havde i sit hoved.
"Undskyld.. Var ikke meningen..."
Chika blev helt rød i hovedet, igen, og trådte ind af døren helt, og bukkede på bedste maner. Dog som en ligemand.

Tristan skar en grimasse idet han blev kaldt en appelsin... Hvad fanden?
"Sikke et førstehåndsindtryk..." Mumlede han og tog sig til hovedet imens han tog et par skridt hen imod pigen. "Næste gang kunne du også bare kalde mig Tristan" Sagde han med et smil og hævede et øjenbryn. han havde armene follet over brystet og undlod at give et erfternavn for nu, eller hvis hun spurgte ville han bare bruge Cambell. Det fleste andre dusørjægere her omkring kendte godt familien 'Wonder' og han orkede ikke ikke endnu en sammenligning med sin familie lige nu.
"Du ligner en der kommer for at få dusør?" Sagde han så med et lettere drillende tone og nikkede imod det hun havde på ryggen. Det var svært at sige hvad den en gang havde været.

Chika rettede sig op da hun blev talt til, og da vægten på hendes ryg blev nævnt, lod hun den lettet smide af ryggen, hvor den lavede en lille pøl på gulvet. Hun ikke engang bemærkede det, men var mere interesseret i appelsinen foran hende.
"Tristen... det lyder bekendt..."
Sagde Chika lavmelt mens hun tænkte efter, men hun havde, og vil aldrig blive, god til navne. Chikas familie var meget kendt hos dusørjægerne, men de levede outsidigt og sås sjældent personligt i selve forum. Chika var næsten sikker på at hun havde hørt hans navn i en af hendes families stormøder. Måske var han en kendt? Chika så igen på appelsinen, men så intet andet end appelsinen og hans fjogede grin.
"Du kan kalde mig Chika... Det hvad alle kalder mig"
Det sidste var mere end en hentydning, end et fact, hun blev kaldt meget andet latterligt som hun næppe ville ind på.
"Forresten, har du et håndklæde, eller skal jeg fryse ihjel?"
Chika smilte sit bedste smil, for at lokke det bedste hun kunne.

"Chika huh? Jeg har hørt det før, noget specielt indenfor dusørjæger branchen?" Sagde han roligt og konstaterende. Det lød i hvert fald bekendt, måske kendte han familien?
Imens han plantede hænderne i lommerne gik han over imod hende og lige forbi hen imod døren.
"Jeg har intet håndklæde, men jeg ved hvor du kan finde det" Svarede han med et grin og nikkede imod legemet på gulvet. "Og hvis du vil have dusør for den der så må du hellere tage den med, make it quick, hvis de ser at det var os der svinede gulvet så skal vi ses gøre rent" Grinede han og plejede egentlig at være gentlemand nok til at tage en kvindes byrde og bære den for hende, men nu var hun dusørjæger og burde være stærk nok til selv at tage sig af den, samt at han ikke ville tage credit for fangsten hvis nogen så at han bare rundt på den.

Chika skulle til at besvære spørgsmålet, men da han sagde han ville fører hende til et håndklæde, brød et kæmpe ægte smil frem.
"DEAL!"
Udbrød hun, mens hun tog sig sammen og hægtede op i bylen som vejede en del og smed den over skuldren. Så kunne hun endelig blive tør! IKke tanken om hvad bylten har plettet hendes tøj med på ryggen, hun gøs bare ved tanken.
"Er du tit her? Jeg plejer normalt ikke træne i centre... "
Spekulerede Chika som altid havde trænet hjemme, eller i kampens hede. Som selvfølgelig heller har været den helt rigtige måde, og en del uheld har skaret hende. Men ingen øvelse er vel den bedste, som den ægte vare? Igen nøs Chika, og det rungede i gangen mens hun haltede efter appelsinen for at holde trit.

tristan fortsatte igennem gangene og vidste præcis hvor han skulle dreje og hvornår . En gang imellem vendte han sig og kiggede for at se om hun var med, men ellers gik han bare.
"Jeg træner tit her ja. Mine familie invistere en del istedet" Svarede han og trak på skulderene.
Han drejede ind til en stor dør og åbnede den roligt inden han trådte ind. Miljøet var anerledes herinde og der var til og med et par mennesker. En hyggelig ild brændte i en kamin og nogle slidte sofaer stod rundt omkring. Et sted lå der et par tæpper og i et hjørne sad en mand og udgav dusører for bytte.
"her er vi så, varmestuen" Mumlede han og hilste på nogle velkendte ansigter der sad og fik varmen.