Alene for første gang :: Ellen ::

T: l22.30
S: Den lykkelige eng
O: blomster og alt det der, ingen personer udover Valerius
P: profilbillede
V: stjerneklart, måne er fremme, ikke en eneste sky.

Valerius kom gående fra en lidt fjern sti, ud på engen.
Han var rejst fra sin landsby fordi hans sagde var han mente der var rigtigt, det var der åbenbart delte meninger om, så det var enten bortvisning eller en smertefuld død...... Svært valg.
Som Valerius fortsatte ind på engen så han op på himlen, stjerneklar, som altid.
Udover sin rygsæk havde Valerius sine våben, et sværd, bue og pil standart elver våben.
I rygsækken havde Valerius de sidste af hans egen dele, tøj, et telt og noget mad hvis han var heldig ville han kunne nå ind til den nærmeste by inden hans mad var sluppet op.
Valerius stoppede og smed sine ting, han var kommet til et sted var der ikke vare særlig mange blomster bare græs.
Valerius tænde op i et bål og begynde at sætte et telt op.

Ellen var som en hver anden dag ude for at gå sig en tur, når man boede alene sammen med en hund kunne dagene blive kedsommelige hvis man ikke kom udenfor dørene. Hun havde da heller intet imod at være udenfor, hun elskede nemmelig alt ved naturen.
Ved siden af hende gik den store forvoksede brune labrador Jack, hendes spinkle hånd hvilede på dens ryg og på den måde kunne hun lagde den føre sig frem. Ellen var blind og havde ikke villet bruge den hvide og røde stok, de mørke briller eller andet udstyr til sig selv og Jack. Hun mente at hun sagtens kunne klare sig med en hånd på ryggen af Jack. Dog havde hun en stok et eller andet sted hjemme i det lille hus. Jack snussede sig langsomt afsted og Ellen lyttede glad til lydene omkring dem.
De var på vej mod den lykkelige eng, et af deres ynglings opholdsteder. Jack fik færten af noget og satte med det samme farten op. Ellen fulgte med så godt hun kunne, men hun kunne dog ikke lide at gå så hurtig. Hun var altid bange for at falde eller gå ind i nogen eller noget.
"Tag det roligt Jack"sagde hun muntert til sin elskede hund. Jack bjæffede med logrende hale og havde fået øje på en længere fremme. Han kendte til racernes færte, og kunne bedst lide mennesker, elver, engle og nogle varulve.