a date with death himself or her? (abaddon)

Tiden gik af sted, som den altid har gjort. Stille og roligt blev denne del af havnen til den skummel og særdeles mørke del. Store skyer gled over himlen og kvalte den store flotte runde fuldmåne. Det var næsten, som om at selve mørkets gud havde slugt selve månen. Mennesker og væsner som gik på gaden begyndte hurtigt at gå væk fra denne del af havnen. Ingen ude over de jagende væsner og de få mennesker med skumle hemmeligheder og planer blev her ret længe på havnen. Inden ret længe ville lyset så blive helt slukket, for kommunen måtte spare penge. Så de havde valgt den fattigste del af byen, nemlig den nederste del af havnen. Gamle beskidte og særdeles rustne både var de eneste der stod til kajs her. Der var et par enkel fattige sømand, som søgte hurtigt indendørs i deres fiskekutter. Det var deres hjem, selvom det hverken var trygt eller sikkert.
Pludselig forsvandt alt lyset, og et skummelt dyb mørke lagde sig over havnen. Det eneste lys der var, var fra over på den anden side, hvor lyset stadigvæk skinnede fra den rigere del af byen. Dette var det perfekte sted for jagt, men ikke kun for væsner, der søgte efter blod eller frisk kød. Nej det var også et godt sted for en dusørjægere. En kvindelig mørk skikkelse sad inde i en gammel lukket kro og havde blikket rettet udenfor. Man kunne ikke se hendes øjne eller ansigt, for hun havde en gasmaske på med to filter i hver side. Hun havde ellers helt sort militær tøj på. En solid sort hættetrøje som dækkede over hendes hovede og gode bevægelige bukser på. Normale dusørjægere ville ha haft det svært med at se her uden at have haft natkikkert eller andre hjælpemidler. Det var en af de få ting Ancilla var glad for, at hun var varulv, hun havde denne naturlige medfødte nattesyn. Selvom månen var gemt langt væk, kunne hun stadigvæk føle fuldmånens kraft gemt lige bag ved skyerne. Mange ville sikkert ha forbandet de mørke skyer langt væk, men ej Ancilla. For hende fjernede det påmindelsen om hendes virkelige væsen.
Hun var fuldt kampklar og havde mange våben på sig. I bæltet havde hun to desert eagles hængende, de var hendes ynglings. De havde patroner som hun selv havde lavet, som havde en træspids i enden, for imod vampyrer. Så var resten lavet af tyndt sølv, hvor kuglen inden i var delt i to dele. Den ene del krudtet den anden vievand. Så ville vievandet flyde ud og brænde dæmoners blodåre op. Hun måtte endelig også selv passe på med at røre dem, derfor havde hun tynde sorte handsker på. Men ved bælte hang også to sølvknojern med kors på forenden. Så havde hun flere gashåndgranater, både med vievandsdampe og sølvpulver. Det var blandt andet den store grund til at hun bar gasmaske.
Så lugtede hun noget og spottede noget langt nede af vejen. Hun lagde hånden klar på sin artic warfare magnum med lyddæmper. Det var en sniper, som hun havde fået af sin læremester, som hun har haft i mange år. Hun kunne lugte lugten af vampyr, og hun kunne se hans glødende røde øjne. Hun kunne ikke lade vær med at smile, så som om han vidste nogen holdte øje med ham. Så skyndte han sig rundt om hjørnet, men det kunne ej skjule for hendes kugler. Hun tog sniperen, lavede en drejende bevægelse og skød. Kuglen fløj i en bue imod over havnens hav og så skruede den så den drejede rundt om hjørnet. Uheldigt for ham, så havde han været dum og lige blevet stående lige om hjørnet, så hun hørte et dødsskrig og væk var det, borte med vinden. Ingen forskere eller noget som helst kunne forklare, hvordan Ancilla kunne få kugler til at dreje i luften. Den eneste forklaring var bare, at det var hendes evne.

Rafael gik med lange tunge skridt ned af molen på havnen, men kunne høre de store britiske militær støvler komme som en stille torden ned gennem havnens mørke. Rafaels afdøde brors kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på Rafael store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema. Rafael var ikke kommet her for det smukke syn af det mørke og stille hav, eller for at nyde den kolde friske natte luft, i aften stod i dæmons tegn, man kunne se hadet, blodlysten og brutaliteten i hans øjne. Han gik med skuldrene presset frem, han havde ingen frygt eller angre, og det kunne man se i den selvsikkerhed, som drevet ham frem af, han kiggede på ver eneste menneske eller væsen, som han mødte på sin vej, dette var ikke en aften hvor han var på jagt, han var her med et andet formål. Hans målrettet blik fik øje på et velkendt ansigt, og et svagt lumsk smil kom frem på de ellers kolde, ligegyldige læber. Rafael kunne se menneskene og de fleste væsner undgå ham, og gik langsomt væk fra den mand som Rafael var på vej over imod, manden hed Cassva, han var tydelig vampyr, han havde lige afsluttet en jagt efter mad, men fik alligevel en klump i halsen, da han fanget Rafaels blik. Cassva nikkede anderkendene mod Rafael, og langsomt, kom 3 folk bag Rafael, og fulgte efter ham på vej hen til Cassva, Rafael kunne ikke være mere ligeglad. Rafael stoppede da han ikke var mere end 50 censimerter fra Cassva. Cassva kunne mærke en kold følese komme ned af ryggen på ham, han havde hørt om Rafael brutalitet, og styrke, men Cassva prøvet at se ligeglad ud med at Rafael stod tæt på ham, Cassva snerret af Rafael, og med en hæs stemme sagde han ”Du spilder din tid, jeg ved ikke hvor den kære Thomas befinder sig” Rafaels smil bliv større, og hans øjen bliv lige så sorte som den mørkeste nat. Rafael tog en dyb indånding, og kunne lugte de 3 folk bag ham var vampyre ligesom manden foran ham. Rafael grint kort og sagde så med en frygtingydene tone” Min lille ven, du har intet at frygte, man skal kun frygte ting, som man kan gøre noget ved, men dette der sker med dig, har du ingen indflydelse på, du kommer til at græde som et lille barn, som får skåret sin hud af stykke fra stykke, og ingen kommer og redder dig, så din gråd, din frygt er ligegyldig, du dør alligevel smerte fuldt, og Når du kommer ind i efterlivet, vil du se floden styx, og en mand vil komme og tilbyde dig at sejle dig over floden, men han vil opdage du er et tomt kar uden sjæl, og han vil efterlade dig, du vil stå alene i et tomt landskab forevigt, og overtiden vil du føle sult, men kan intet spise, du vil blive træt, men ikke kunne sove, du vil tørste, men drikker du af floden, vil du kun finde mere og mere tørst, du vil gispe efter luft, men der ingen at indånde, du vil tigge om at dø, men ingen høre dig, og mens du lider på denne måde, vil verden her glemme dig, din kød vil forsvinde, dit liv vil være lige meget, alle de ting du har gjort vil blive glemt, og hvis folk kendte til din skæbne, ville de få en dårlig smag i munden, men når dagen efter komme til dem, vil de ikke give dig en tanke" Rafael holdt en pause og sagde så, med en stemme som ligeså godt kunne være vilde hunde, ”Du behøver ikke vide noget om Thomas, jeg vil bare bare suge sjælen ud på dig bid efter bid alligevel, jeg skal nok finde nogen der ved noget om Thomas, og når jeg gør, skal du vide at din herren vil lide samme skæbne som du vil begynde med inden natten er omme” Cassva fik en tydelig klump i halsen, og Rafael kunne mærke en hånd på sin skuldre, den var kold, og tilhørte en af de store lejesoldater som Cassva havde sat bagved Rafael. Men i samme øjeblik, om hånden bliv lagt på skuldren, tog Rafael et fast greb om håndledet, og med sin store styrke fik han manden bag sig til at flade på knæ, da hans håndled i en hurtig bevægelse, bliv drejet rundt, og da den store mand lå på sine knæ, gik de 2 andre tilbage, men der gik ikke længe inden den ene af de 2 folk gik frem, og prøvet at give Rafael en lige venstre, men Rafael brugte din fir hånd til at gribe hånden på vej mod ham, og før nogen kunne reagere på det, trådte Rafael op på skuldren, af den store mand som sad nedpå knæ, og Rafael pgav en velplasret fod, lige på næsen, af den mand, som ikke havde slået ud efter ham endnu, man kunne høre knogler blive brækket i den stakkels vampyrs ansigt. Rafael drejet bliket mod den store mand som stadig prøvet at bide smerten i sig, og rejse sig op fra hans knæ, men Rafael lagde vægten og styrken fra hans store krop ned over ham, og armen brækkede, og som lynet faldt manden til jorden, og på mindre en et sekund, havde Rafael taget sin store støvle 20 centimeter over vampyres hoved, og som torden, bliv støvlen, smadret ned over vampyrenes ansigt, og man kunne se hvordan hoved bliv misformet af mødet mellem støvlen, og jorden. Manden som stadig stod op, slog ud efter Rafael med den anden hånd, men bukkede sig ned under armen, og tog fat i mandens liv, og løftede ham op, til hoften, og med tyngde kraften, og Rafaels styrke, knak han ryggen på vampyren, ved at presse vampyren mod sit knæ, længe nok. Rafael gav slib på vampyren, og som forventet var Cassva løbet væk, Rafael havde en underlig følese af at noget havde holdt øje med ham under det hele, men han bid sig ikke mere i det, og gik den vej han havde set Cassva løbe, han så Cassva ligge på jorden. Rafael sukket, da han kunne lugte sjælen var væk.

Mmen han kunne også lugte noget andet, han så noget damp komme fra det hul i hovedet han havde. Det var vievandet han kunne lugte, som brændte inde i vampyrens hjerne. Men udregningen fra det, hvor han stod til hvillen vinkel han skulle ha skudt fra. Så kom det over fra den anden side, men selvfølgelig kunne rafael ikke havde en anelse om at kuglen var blevet styret i luften. ancilla så tydeligt den næste person nærme sig liget, hun vidste ikke om det var det var et menneske eller ej, men så så hun tydeligt at han var en dæmon.men igen forsvandt han for hendes synsfelt på grund af hjørnet af huset. Hun kunne ikke lade vær med at smile, dette var lidt alt for let. Men så opdagede hun straks nået inden hun trykkede på aftrækkeren, et væsen gik ned af en anden gade imod kroen. Man kunne tydelig se, at han var et væsen. For hans ravgyldne øjne var tydelige i mørket. Han stoppede op og snusede i luften, han kunne tydelig lugte død og blod, en dæmon og en varulv. Han var sulten og havde ikke spist i mange dage. Så fik ancilla en idé, hvis hun ventede på til at han gik forbi kroen kan hun skyde ham og få kuglen til at vende og dræbe, den anden længere væk. Hun vendte sniperen imod ham og ventede tålmodigt til at han gik videre. Han gik for langsomt efter hendes mening, for den anden måtte endelig ikke slippe væk. Så skulle hun så jagte ham til fods, som hun sagtens ville kunne. Hun var i utrolig god form, hun løb mindst en time hver dag og lave en halvanden times styrketræning, dans og yoga. Hun kunne også meget lettere opspore væsner end andre, for hun havde en næse som en sporhund. Endelig gik manden foran kroen og videre imod havnen. Ancilla tog en dyb indånding og holdte vejret for at sigtet. Så skød hun mens hun rykkede frem og lidt til side med geværet, så kuglen kan flyve i den retning hun ville. Ancilla var rigtig god til at udregne vinkler og bue, for ellers ville hun ikke kunne bruge sin evne så præcist som hun kan. I folkeskolen var den bedste til geomatri i matematik og hun interesserede sig rigtig meget for det, for det styrkede hendes evne.

rafael kunne høre en lav lyd af et skud, som var dæmpet af en lyddæmper. Før havde han nemlig ikke haft hørt det, fordi der kæmpede han og som overdøvede det lave skud. Han kunne se den varulv længere fremme, men lige pludselig faldt han og blev liggende og så mærkede han et sus lige foran sit ansigt. Han hørte skuddets slag imod muren og så den splintrede kugle i væggen, hvor det lidt vievand flød ud. Men det hang ikke logisk sammen, ham varulven var død, men vinklen fra skuddet kom fra over havnen af. Så måske var der en anden på den anden side af havnen, men lyden af skuddet virkede for tæt på. Ancilla ærvede sig over at hun ikke havde ramt, og ville vente til at hun kunne nå ham.

Rafael bukkede sig ned, "Vand?...helligt en da" han kiggede på vinkelen, og så en bygning han kunne ikke se nogen derinde, men medmindre der var en usynlig skytte, så var snigskytten der oppe, han ventede lidt med at gå derhen, han havde lige noget der skulle gøres, også noget der skulle gennem tænke først. han besluttede at gøre det der skulle gøres først, han tog sin hånd ned i lommen til Gabriels gamle kniv, og tog den op, for derefter at læne sig indover vampyren, han lagde knivens blad på kinden af vampyren, og skar et lille hul i det bløde væv, og gjore så det samme ved mundens slutning i samme side, og lagde så kniven på den anden kind, og skar igen et lille hul, og ved mundes slutning, han rev kæben af led i en hurtig og brutal bevægelse med den frie hånd, hvorefter hans kinder gik fra hinanden, og man kunne se ind til kødet på begge sider. Rafael var ikke helt færdigt, denne vampyr skulle ikke finde glæde i efter livet, desværre havde kuglen taget sjælen, så han kunne ikke tvinge sende ham sjæle løs i efter livet, men han kunne gøre det svært at betale færgemanden der skulle tage ham over floden til dødsriget, derfor havde han taget hans kæber efter den gamle metode, for at han ikke kunne tale, men det var ikke nok, så Rafael tog 2 mønter frem og spyttet på den, og lagde vampyren ned, og lagde mønterne på øjnene, så færgemanden ville nægte hans betaling.
Rafael var ikke tilfreds denne vampyr var et symbol Thomas, og den fortid Rafael havde haft med Thomas, så Rafael satte kniven mellem benene på den afdøde vampyr og sagde til sig selv "Vi ses Thomas". Rafael rejste sig op med hans kniv, og kigget nu mod den bygning han mistænkte skytten var i, han vidste ikke om han skulle takke eller straffe, måske begarve skytte levende, men så igen selvom skytten havde ødelagt hele hans arbjede for idag med en kugle, så var han godt tilfreds med døden af vampyren, og det ville jo ikke hjælpe at slå skytten ihjel, det ville hverken være respektfuldt eller ærefuldt, og det var 2 ting som Rafael gik meget på i. Rafael ville gerne være sikker inden han sparket døren ind til huset som han stod at så på, han vidste det ikke helt, måske skulle man bare kalde det skæbnen, selvom han ikke troedet på skæbnen, så ville det passe ham fint at gå hjem til sin kone for iaften, og glemme alt dette bare for en nat, de havde jo ikke ligefrem haft særlig mange netter med dem selv, da Rafael altid var på jagt eller på et politiks møde. han kom til at tænke om det kunne være den kære Tristan som var inde i huset, han havde ikke noget mod Tristan, han var faktisk en respektfuldt menneske, selvom at Tristan havde nogen holdninger, så var han flink nok, og Rafael havde faktisk en del respekt for ham, og efter at have snakket med ham til hans middag med ham, syntes Rafael godt at dusørjægerne havde en grund med deres had, men han mente også at de burde stoppe, da tiden var kommet hvor racerne begyndte at komme til orden, engang havde der jo været kaos, som gjore væsner og menneske respektløse og brutale uden grund, og så længe at Tristan og de andre ikke kan ligge deres våben bliver det svært at overbevise de respektløse, om at orden er en god ting..Rafael ville ikke kalde hans samfunds ide for god, da han jo ville tvinge orden og respekt ned i halsen på alt og alle, men så snart at det var presset ind i deres hover, kunne man begynde at gøre noget godt. Rafael var meget en greater good kind a guy, selvom nogen ville kalde for ren orden for ondskab, men dem skulle han nok tage sig af, med pinsler eller død, skulle ideen om at kaos er godt nok forsvinde.
Rafael gik lidt væk fra den afdøde, for at forlade for iaften han hørte en lyd, og så itide vareulven som faldt om på jorden, og med det samme ramte en kugle muren og splintret ved siden af ham, han fik nogen kulge stykker i munden, og hans første tanker var at han ikke kunne blive skadet af hverken sølv af helligt vand, men han var lige kaste op, da han kunne mærke stykkerne at et pentagram, og selvom det var brudt, havde det stadig lidt kraft, han spytte det han kunne ud, og satte sig bag muren, han kunne mærke hans hud brænde som ind i helvede, og gispede efter luft, men han kuuen næsten intet få, han følte sin hud var igang med at smelte selvom han vidste den ikke var. han fik sorte mærker spredt rundt på kroppen, han vidste ikke helt om han besvimet, men han vidste der skulle mere til at dræbe ham, men det ændret ikke på det var svært at finde kræfter til noget, han lukkede sine øjnene, og prøvet at holde sig vågen, men vidste ikke hvor godt det ville gå.

Hun kunne ikke se ham længere eller høre ham, måske var han stukket af, eller så var han dernede og prøvede at regne ud hvad der skete. Ancilla så vurderende, og prøvede at vurdere situationen. Hun huskede en af hendes læremesters visdomsord, aldrig undervurdere en fjende. Hun kunne ikke lade vær med at smile, denne berømte Jacob Smithson har altid været en meget klog mand. Det var jo ham, som havde opfostret hende, som sin egen. Hun måtte nedlægge dette væsen, som er skabt i mørket. Hun vidste, ikke om han var dæmon eller vampyr. Men så kunne hun lugte lugten af dæmon. Så hun samlede hurtigt sit sniper op og puttede den omme bag ryggen, så tog hun sine to desert eagles i hånden, og gik med hurtige og næsten lydløse skridt ned af trappen til udenfor. Da hun kom udenfor, kunne hun straks mærke månens kraft, som var tydeligere fordi skyerne var blevet tyndere. Hun kunne så lugte, at manden foran hende havde været varulv. Men det gav ikke den mindste medlidenhed med ham, faktisk stik modsat. Hun hadede dem, og har altid gjort det. Hun forbandede månen væk og begyndte, at gå stille og roligt i en bue imod vandet. For hvis hun fulgte langs muren ville han kunne dukke frem og så kan han måske få en chance til at overleve. Hun gik med hurtige og smidige skridt. Hendes gasmaskes øjne glimtede i det svage lys, der var hist og her. Så opdagede hun ham og så at han var svag. Havde hun virkelig ramt ham. Så sagde hun med en mørk stemme på grund af masken.
"Dæmon, det er din sidste time"
Sagde hun med et veltilfredssmil. Men noget afbrød hende før hun ville skyde.

Før Ancilla var kommet hen til Rafael. Så var det kommet nogle ekstra personer. 3 Vampyrer gik ned af gaden, ham der gik i midten var lederen for området og han skulle ha haft mødt med Cassve. Hans navn er michael. Men da han var på vej ned i området kunne han tydelig lugte død og blod af vampyrer. Han var høj og spinkel, men man skulle ikke undervurdere ham. Han var over 1000 år gammel, og det gjorde ham stærkere end mange andre vampyrer, plus han var heller ikke dem. De to han havde ved sin side lignede to bodyguards, selvom han ikke behøvede dem. De var bare mere til pynt, og til de mere praktiske formål. Da de nærmede sig, så de hvordan Cassve lå død på jorden og den lidt blodige og bukkende dæmon op langs væggen. Længere henne kunne Michael se en sortklædt person, som kunne ligne en dusørjæger ekspert. Michael var ikke bange for våben, for han havde nemlig lynets hurtighed, så det ville være næsten for let at nedlægge denne dusørjæger. Dog blev han forvirret, da han kunne lugte varulv. Var hun en varulv? men han kunne ikke spekulere over det, han så hen på dæmonen.
"Så du har dræbt en af mine undersåtter, det kommer du til at betale for"
Sagde han med et smil, og var klar til at hurtigt dukke eller gøre noget andet, for at undgå måske angrebet fra dæmonen.

Rafael kunne smage hans eget blod i mundvigen, han hadet pentagrammer, det var lige meget han var 2407 år gammel, og hvor frygtindgydende han var, man kunne ikke gøre andet end at være et forsvarløst lille barn så længe effekten var aktiv, han prøvede at sukke med var bare ved at bliv kvalt i blod, han havde ikke kræfter til at spytte det ud, så han lod det bare flyde ned af hagen, han kunne ikke finde på noget værre end sådan ting her..måske lige at miste Dominas tillid, men ellers var der ikke rigtigt noget, han kunne se en skygge komme nærmere, men ikke hvordan personen så ud, hans syn var lidt fordrejet og for hans skyld kunne det være dronningen af england eller den forbuelede jæger som skulle til at føle hans....arr..nej hans vrede måtte vendte, han kunne lige rejse sig lidt, men faldt bare på hale benet igen, og fandt denne gang kræfter til at sukke. han lugtede for at få en sus af sjælen, men det gik ikke så godt, han kunne lugte noget vareulv, eller måske engel, eller måske noget menneske blandet med en af delene, han var langt fra sikker. han hørte hende sige hans sidste time var kommet, hvad troede hun at han var?, han var Rafael romersk dæmon tak!, men han måtte bare kigge på hende, og ville gerne smile lumsk og sige noget klogt, men han kunne ikke se på hende med anden end udmattelse. Rafael kunne lugte noget andet, det var nogen vampyre, og langsomt kunne han føle sin krop lystre igen, han begyndte at kunne se, og så en spinkel mand og 2 andre, de nogen der var bygget af noget, istedet for det normale, det gjore ham næsten varm om hjertet, han kunne godt lide dem, selvom de lignet en afsnit fra matrix, så var deres hjælp ikke ligefrem noget dårligt, han fandt kræfterne, og rejste sig op, mens han støtte sig op af muren, han håbet de var Azriels folk, men da de navnte den idiot Cassve, måtte han bare undrede sig om man skulle give dem et hollandsk væg kys, eller om man kunne lade dem lege med denne vareulv, han kunne ivertfald lugte det var i hende, så det måtte hun være. han fik næsten alt sin styrke igen, han var ikke helt på toppen, men han var jo også gammel, han drejet sig mod Ancilla, og gav slip på muren, han bliv dog stoppet da han hørte vampyren tale til hende. Rafael kunne ikke klare det toneflad, hun var tydelighvis en kvinde ud fra hendes former, havde den vampyr ikke respekt eller bedte han bare om en at få revet huden fra hans krop.
Rafael kunne ikke lide damen, men de ville måske angrebe ham når hun var dø alligevel, også kunne man lige så godt give dem et par tæv, hvis han aliegevel skulle lege vild med vampyre kunne man vel lige så godt gøre dem sammen med en frem for alene, Rafael var ikke sikker på om det var fordi han syntes deres respektløs var for stor, eller om han bare ikke kunne lide dem, men han ville ikke vente med at tæve dem. han drejet bilkket mod Ancilla "hvis dette er min sidste time, så har vi stadig 58 minuter at tæve vampyre i" han kigget mod vampyrene "Dejligt at møde dem, må jeg få æren af at bede dem om at fucke af helvede til..." han lod sin egen hånd glide skjulet hen af muren, og fik noget af det hellige vand fra kuglen på hånden. han var klar til at lege, dette var hans ynglings leg.

Ancilla blev noget forundret og så vurderende på ham med stadigvæk pistolerne rettet imod ham. Ville han have hende med til at dræbe de andre? Det lød ret så mystisk i hendes øre, men som hendes læremester også havde sagt mange gange, man kan lige så godt slå to fluer med et smæk og min fjendes fjende er min ven. Hun lod sine tog desert eagles synke lidt nedad. Men så nikkede hun og med det sigtede hun hurtigt med sine våben, kuglerne fløj afsted. Michael var allerede med lynets hast straks trukket sig hen mo muren, de to bodyguards sprang ud til hver sin side for at undgå. Men Ancilla havde taget højde for det, hun havde nemlig sørget for at de begge skruede sådan, at de ramte ved siden af der hvor de stod, så de nemlig ville ramme dem. For de fleste væsner plejede at dukke eller springe til siden, for at undgå skuddet. De tog faldt hurtigt bagud og landede fladt på jorden, som om de var nogle kludedukker. Det syede straks fra deres sår i brystet over hjertet på grund af vievandet, hvis det ikke havde været, fordi de var blevet dræbt på stedet af træspidsen på kuglerne. Michael så til, mens hans undersåtter var faldet til jorden. Han blev fyldt op med vrede, især med det dæmonen sagde, men det forundrede ham dog også. En dæmon samarbejder med en dusørjæger? Men han smilte bare grumt, og syntes at kunne fornemme at dæmonen havde en plan, især med den måde han holdte hånden bagud.
"jamen er det sådan vi leger?"
Sagde han med en morende stemme og hans øjne lyste straks glødende rødt. Han havde levet længe nok til at det eneste han sådan set nød var at lege med andre. Med hans lynhurtige fart løb han rundt om Abaddon sparkede ham i ryggen, og før Ancilla kunne reagere var hendes tog desert eagles revet ud af hendes hånd. Dog smed Michael dem hurtigt da han mærkede hvordan de brændte i hans hånd, men de var flere meter far Ancilla. De var nemlig lavet af ren sølv, derfor gik Ancilla også altid med handsker, for ellers ville hendes hænder også være brændt op. Ancilla kiggede forundret, da de var væk. Men der var jo en grund til, at hun var førsterangs dusørjæger. Hun var ikke helt dum, hun så imod Michal, hvor han var nu og han stod lænet op af en mur længere væk med et veltilfreds smil på hans læber. En plan formede sig i hendes hoved, men først ville hun lige vente, og se hvad dæmonen gjorde. Det kunne være meget bedre, hvis de to slagtede hinanden, så behøvede hun hverken at dræbe den ene eller den anden. Selvom de begge virkede rets så stærke.

Rafael smilte bare lumsk, og var stadig ikke på toppen, og da han bliv sparket i ryggen, gad han ikke lege blødt længere, og dan han mærket den kolde jord, kigget han mod Michael, han stod op af muren, Rafael følte vrede sprede sig gennem hele hans krop, denne Michael var stærk og det kunne Rafael mærke gennem hele sin krop, men tanken om nederlag havde aldrig ramt Rafael, han havde brugt sin ungdom på at lege vildt, og havde brugt sit voksen liv på at ege vildere, og med 2407 år på sit cv, havde han haft en del tid til at blive stærkere. hans vrede bliv større og større, og følte at den dæmoniske side snart fik den fulde kontrol over kroppen. ud gennem hans ryg kom der nogen store sorte vinger, selv for gamle dæmoner var de grusomme at kigge på, og ud af hans pande kom der nogen horn der var højt frygtindgydende, og hans hænder bliv til en mellem ting mellem hænder og klør, og hans krops fysiske form, bliv omkring omkring 2.2 meter i højen. Rafael rejste sig stille op, og sagde så med en hæs stemme "Jeg har vist ikke præsentret mig, mit navn er Rafael Dominatrix, lederen over dæmonerne på denne ø" Michael smilte bare afslappet, og sagde så tilbage til Rafael "The kittys got claws" Michael stormede mod Rafael og regnet med at hans store vampyr styrke kunne knuse ver eneste knogle i kroppen på Rafael, men da han kom hen og lagde armen omkring ham, flyv den begge op i luften og på få sekunder var de 100 meter oppe i luften, Rafael nikkede ham en skalde og gav slip på ham, da Michael havde givet slip på grund af slaget til hoved, og da Michael ramte jorden landede Rafael først på Michael mave, og lagde en stor militær støvle på hans hals "Løb din vej nu" han drejet bliket mod Ancilla, og sagde så hæst "Beklare deres vente tid min frue, Jeg selv er Rafael, vil de give mig æren af få tilladelse til at spørge om deres navn?"

Ancilla så lidt chokeret til, mens Rafaels rigtige form dukkede frem. Hun havde set mange dæmoner, bare skræmmende, ulækre og frygtindgyende. Men helt klart var han en af dem, der toppede listen indtil videre. Endnu engang en god grund til at dræbe ham. Hun blev da noget forundret over, at han var lederne over dæmonerne. Men på sin vis var tanken ikke fjern for hende, for han kunne godt virke som en stærk ledertype. Hun kiggede omkring og så hendes våben ligge ca 20 meter fra hende, men før hun løb der hen. Så faldt Michael til jorden, fordi Rafael havde sluppet ham og nu var de begge på jorden. Hun kunne måske ha nået at løbe derhen, men det var ikke lige frem et godt træk, at genere denne dæmon, når han var i sin aggressive form. Michael løb straks væk, da Rafael gav ham chancen og væk var han borte med blæsten. Men Ancilla blev mere forundret over for Rafael, selvom han var lidt halvblodig på de tidligere ofre, og selvom han så frygtindgyende ud som et bæst. Var der et eller andet ved ham, der var fascinerende. Han var på sin måde en gentlemand. Hun så på ham, som hun aldrig nogensinde havde set på andre væsner, og det fik straks hendes kinder til at blive røde, både af skam for sine tanker, men også bare normalt rødmen. Han var helt klart smuk på sin egen måde, og på en eller anden måde følte Ancilla hvordan hun blev drevet imod ham. Hun er aldrig selv blevet rørt af hverken en kvinde eller en mand, selvom hun er 28. Hele hendes liv har hun bare trænet og næsten ingen kendt. Hun kunne faktisk se, hvordan hun savnede det. Men så gjorde hun sig helt koldt. Så brød månen frem fra skyerne og sendte sit blege lys omkring. Nu forstod hun, hvorfor hun overhoved havde nænnede at tænke sådan, om sådan et bæst. Det var månen som styrkede hendes eget indre bæst. Endnu engang forbandede hun månen, men så opdagede hun også at hun skulle svare. Hun lagde hænderne omkring masken og tog den af også hendes hætte. Hun havde et pænt ansigt og hendes lange blonde hår lå omkring hende. Ancilla holdte stadigvæk godt fast i sin gasmaske, for så kunne hun bare hurtigt sætte den for munden, og så ville hun kunne beskytte sig imod hendes selv designet håndgranater.
"Jeg er Ancilla, førsterangs dusørjæger"
Hun kunne på ham med hendes lysende grå øjne, som lyste op på grund af hendes indre ulv blev frembringet på grund af månen.
"Rafael"
Hun smagte på navnet, hun kunne latin og hebraisk, så hun huskede navnets betydning.
"Det var da et sjovt navn til en dæmon, ved du at du er navngivet efter en af ærkeenglerne og at navnet betyder gud har healed?"
Sagde hun venligt men også med et morende smil på hendes læber.

Rafael nikkede anerkendende da hun gas masken af, det var dejligt at se den man snakket med ansigt, og det var ikke ligefrem et dårligt syn, rent faktisk var det et vidunderligt syn. han smilte da hun sagde hun var dusørj jæger, og bukket dybt for hende, han kunne føle en del af ham der ville forsætte planen med at begrave hende levende, men han trak horne tilbage i panden, så den menneskelige del kunne få lidt mere kontrol, men forbliv ellers i dæmon form indtil videre, han grinte højt lydt da hun sagde hvad hans navn betyder, og svaret venligt og underdåigt. "Jeg selv er bekendt med mit navns betydning, det er brugt som udråb til gud om blive helet, Jeg selv har en bror der hedder Gabriel, jeg mistror at det er en tilfældighed, håber ikke det gør frøken ubehag at jeg selv bruger det navn, jeg vil ikke fornærme dem selv eller din tro, og det har skam heller ikke været hensigtet med mit navn, men da jeg ser de er en klog, så vel som smuk frøken vil jeg fortælle dem at deres leder den kære Tristan ville have været stolt over deres præstationer i gammel latin, jeg selv er fra den tid, da jeg er født i herrens år 396 før kristus, så jeg selv kender skam de gamle vers og myter" Rafael satte sig ned i stræder stilling, og folde vingerne på ryggen, "vil de give jeg selv æren af deres behagelige selskab" han så en container, og brugte ingen tid på at sidde sig der op istedet i samme stilling, han kunne godt lide hende som person, hun udviste ikke repektløshed, og hun var en frimodig personlighed, og det havde han respekt for, men hvis hun var overvejet at pege på ham med pistolerne var hans plan at hoppe hende imod hende, mens han kom frem med vingerne. "Man ser ikke ting som de er, man ser dem som man selv er.....jeg selv er her ikke for at tage endnu et liv, vampyrene tidligere på min aften var ondskab nok, og hvis de kan ligge deres blodlyst på hylden for iaften, vil jeg love dem tryghed" Rafael ville ikke slås hvis de kunne ungås, så længe han ikke var sulten, og så længe hun ikke troet hans liv, ville han være venlig mod hende.

Hun så på ham og kunne ikke lade vær med at komme med et lille skævt smil, da han snakkede omkring hans modsigende navn. Aldrig har hun nogensinde snakket på et civiliseret plan med en dæmon! De eneste samtaler har været, da hun havde sit drabelige våben imod dem, og de bad for deres ynkelige liv. Hvorfor havde hun et anderledes syn på ham?
"Men nu hvor du kan latin, så burde du også vide at mit navn betyder slaveinde. For jeg er slaveinde til min gud"
Hun tog armene over kors, men det var mere afslappet. Men hun var stadigvæk klar til at tage hurtigt sine sølvknojern under trøjen med pentagram og kors, ellers var hun også klar på at løbe hen til sine andre våben, for hun ville ikke kunne nå at tage sniperen før det var for sent. Hun tog imod hans tilbud med at tage hen til containeren, men noget veed hans ord omkring tryghed kunne hun ikke lide. Hun vendte blikket op imod den runde månen, hendes grå øjne lyste op med lysende ulveøjne. De var dem der afslørede hendes rigtige herkomst, for det var faktisk så længe siden, at hun sidst havde forvandlet sig om. At hendes lugt var blevet langt mere svagere, hun har oplevet andre varulve tro, at der var en varulv længere væk, fordi den svage lugt passede med, at det kom et stykke fra og ikke tæt på. Hun vendte blikket tilbage på ham, øjnene lyste stadigvæk op af sig selv. Som om de havde taget selve noget af månens lys og genspejler dem. Men sådan var ulves øjne altid, og Ancilla hadede dem. Hun hadede disse tidspunkter, hvor der var fuldmåne. For hendes skyld kunne de godt springe den i luften, det ville sikkert gøre verden et bedre sted, for varulvene ville ikke leve godt uden månen. Men som sagt uden månen, så ville der ikke være alle disse varulve, der ville blive synlige det. Så er det langt lettere at nedlægge dem. Hvor mange varulve var det, hun har dræbt? Det havde hun slet ikke tal på, men mange 100. For hun har jagtet siden hun var lille, godt nok ind til hun var 14 havde hun hendes læremester Jacob Smithson ved sin side, men ind til hun blev 18, så havde han altid kun været i baggrunden, for at sikre sig at hun gjorde det godt. Nu var han så bare død for nogle år siden, men Ancilla sørgede ikke over ham. For han dødede i kamp lige, som han havde ønsket sig og bæstet havde han fået med sig i døden. Han havde nemlig været i kamp imod en af de få første varulve, som er fra den første generation. Ancilla huskede tydeligt billedet i sit hovede, for hun havde selv været der. De havde været mange jægere, og denne varulv levede dybt inde i den triste skov, hvor træerne var over 30 meter høje. Den var over de 3 meter høj på dens bagben, den var massive stor med kulsort pels. Dens øjne så dybe blå, den havde udviklet massive horn og den så frygtindgydende ud. Ancilla gyste, ikke fordi den havde set uhyggeligt ud, men fordi hun huskede dens øjne vække noget op i hende, som hun aldrig har følt før. Dens øjne havde gjort, at den havde sat et stort fodaftryk i hendes nethinde, så hun hele tiden blev mindet om hendes race. Før hen havde hun næsten glemt det i mange år.

Rafael nikket til hende ord "Jeg er bekendt med Latin, men de skal vide at hvis de, og min bror Gabriel tilbad den samme gud, skal du vide at deres gud ikke go tager deres navn som deres sande, da betydningen om at være slave for gud, er mod betydningen med gud, hans mening er bygget på at være den tjenende herre, og vil ikke godtage slaveri i hans navn, da det er meningen man tager imod ham som sin herre for selv at blive betjent"
Rafael havde en del forstand på religion, han var der jo da den der gut kom løbene til rom fra mellemøsten, for at forklare om kristendom, så han vidste en del om troen, ha var dog ikke troende, men det ændre ikke på han havde respekt for det, hans bror havde jo været det den gang han levet, så Rafael havde skam respekt for det, men det virket ikke til denne kvinde kunne lide ham særlig meget, eller ivertfald stolet hun ikke på ham, men det var fint nok, han stolet jo heller ikke blindt på hende, de var jo begge dræbere, og selvom han ikke ville gøre hende noget så længe hun kunne holde sig i skindet, kunne han godt forstå hendes mistillid.
Rafael kunne høre nogen velkendte lyde, men valgte at lade som ingen ting, men da han lugtede lugten af diesel olie, vidste han at han ikke havde tiden til at sidde og slappe af længere, han drejet bliket mod Ancilla, og sagde så roligt, men med et meget seriøst tonefald "Jeg tror vi skal fordufte fra dette sted, men ville gerne nyde æren af at blive behaget af deres selskab, så hvis de vil gøre mig glæde ved at gå en tur med mig" Rafael hoppet ned fra containeren og kigget på hende, for at se om hun ville med eller ej.

Ancilla kunne ikke lade vær med at smile bredere.
"Der er det jo der, hvor du tager fejl. Normalt kalder folk dem selv tjener af gud, men hvis man er en tjener, så forventer man noget igen enten tilgivelse eller sådan noget. Og er det ikke egoistisk når man er god fordi man vil i himlen fordi man ikke vil i helvedet? og ikke god for at bare være god? Det kan godt være at du ikke ser det sådan, men jeg er slave for min gud. Fordi jeg tjener ham uden at forvente noget igen, godt nok ville jeg håbe at jeg får en smule nåde eller tilgivelse for dette mørkets væsen jeg er, men som sagt hvordan skulle han kunne tilgive et mørkt ondt væsen som mig."
Sagde hun med et sørgmodig smil. Da han kom med hans forslag, var hun delt i mange sider. Den ene side ville gerne snakke med denne særdeles kloge herre, en anden ville gerne dræbe ham på stedet, men en anden del ville ikke. Hun rystede let på hovedet, det ville være godt, hvis hun lærte mere om disse dæmoner især de gamle, og især ham fordi han er lederen. Måske kunne hun bruge disse oplysninger til at kunne dræbe ham sikkert på et andet tidspunkt? Det lød som en god løsning for Ancillas øre, så hun nikkede ja til hans forslag. Så hoppede hun ned fra containeren og lavede rullefald imod hendes våben. Hun tog dem op og puttede dem straks skjult under hendes trøje. Dog havde hun sat dem, så man stadigvæk lige kunne se spidsen, bare som en lille reminder til Rafael. Hun tænkte faktisk nysgerrigt over, hvorfor han ikke bare havde dræbt hende straks.
"Hvorfor har man egenligt ikke dræbt mig, når jeg er jo dusørjæger?"
Hun kiggede nysgerrigt på ham og hvis han begyndte at gå et sted hen, ville hun følge efter ham.

Rafael kiggede på hendes rollefald, og svaret på det første inden an begyndte at gå, "Den romerske bibel, som bliv skrevet på et første hånd vidne til Jesus ord, havde en skrift hvor der stod at gud var den perfekte herre, fordi han hjælp den som havde viljen til at hjælpe sig selv, og han aldrig elsket dem som ikke elsket sig selv som gud, og jeg beklare meget at sige det, men deres slave idelogi gør ikke din herre være tikfreds, fordi du er en tjener som intet kræver, og intet forventer, den bilbe du tager dine fortolkninger fra kommer fra nord Italien, skrevet af et råd af tykopanske munke, som ville ændre synet så slaverne i det romerske imperum ikke ville have nogen fri vilje, og udover det er den bible skrevet på 6 hånds vidner, mens den som jeg ser som den sande bible til din gud, er skrevet direkte efter Jesus død, af den mand som var udpeget af Jesus til at rejse til Rom for at fortælle historien om gud."
Rafael undgik at svare på det andet spørgsmål, han begyndte bare at gå, han vidste ikke helt om han skulle se hende som et problem, men noget sagde ham hun ikke ville gøre noget dumt, og hvis hun gjore kunne han vel godt tage hende, han var jo ikke ligefrem langsom, og med dette lille stykke mellem den havde han ide om han ville kunne reagere på, men han var generelt ikke bange af natur, og hendes pæne ansigt gjore det nemmere at slappe af. han gik ikke mere end omkring de 10 meter før han svaret hende på det andet spørgsmål, mens han forsatte med at gå "Jeg har snakket venligt med jeres leder Tristan, og fået en forståelse med jeres sag, i har et behov for tillid til de andre racer, som er blevet misbrugt gennem lang tid, og jeres reaktion til det er at gå til desperation, da alle racer har behov, og en måde at reagere på hvis de ikke bliver opfyldt, og gennem en lang periode med kaos og respektløshed har ingen væsner en ren samvittighed, og det er gået meget udover menneskene, som har skabt organisationer som din, til at beskytte jer fordi jeres behov for respekt og tillid ikke er opfyldt, og det respektere jeg fuldt ud, og jeg ser dig ikke som en modstander, fordi vi prøver at gøre det samme de og jeg selv, vi vil begge have kaos og respektløshed byttet ud med orden og respekt, så vi kan begynde at skabe en fælles forståelse for hinanden, som kan gøre vi får retfærdighed i vores verden, men konflikten mellem dig og mig, er du har svært ved at tror den forandring er ved at ske, så du skyder bare på alle dem af min slags du kan finde, uden at vide om de vil have orden eller kaos, og det forstår jeg godt, vi har jo været fjender de sidste 1500 år, men jo længere vi kæmper mod hinnaden på grund af ren racisme, får vi aldrig nogen behov opfyldt, og det skaber intet brugbart samfund, rent faktisk kommer der bare mere død og kaos, for der kommer flere af din slags, og der kommer flere af min ven Alisters slags, som er ond for ondskabnes skyld, også er det lige meget om man er menneske eller væsen, så er verden et farligt og forfærdeligt sted at leve, fordi det er nemt at opfylde de forskellige krav, men bliver de ikke opfyldt bliver reaktionen overdrevet meget blod....svar mig ærligt, vil du helst have dæmoner som har mistet konceptet af ære og medfølese, som kommer fra kaos, eller vil du have dæmoner til at have forståelse for dig, som folk som mig skaber, og hvis din kugle havde ramt mig, og jeg var død, ville det eneste der var sket, var at du havde en hel race i borgerkrig mod alt og alle, som vil kræve alt andet end dæmon liv. for jeg kan love dig dette, begge vores racer er for udviklet til at vi ud dør, så du kan ikke dræbe os alle, men du kan presse dæmonerne til grænsen af desperation, også kan jeg love blod og pinsler til alle, men det er ting som det jeg kæmper mod, så vi er på samme side, du vil jo også inderst inde have fred, du vil have dit behov opfyldt....og svaret på dit spørgsmål må være jeg syntes du er for respektuld go dejligt selskab, så deres død vil kun smerte mig."

Hun lyttede interessant med, og hun undrede sig især, da hun hørte at deres leder Tristan havde snakket med denne dæmon. Det var blevet nye tider, førhen ville der intet have været af det, men åbenbart var det muligt nu. Hun undlod at svare videre angående med hendes navn, det var tydeligt, at de var uenige og som sagt, man kan sagtens være enig om at være uenig.
"Men desværre er jeg ikke optaget endnu af orden, jeg er jo varulv, så det kræver ekstra tid. Så faktisk repræsentere jeg ikke for orden."
Hun gik med ham og lyttede om alt det han sagde, selvom hun kunne se logikken i, det han sagde. Men desværre var hun nok, det man kaldte for hjernevasket alt for meget, så hun kunne ikke føle det han mente med et.
"Jeg kan se din logik, og jeg får mere repekt for dig, nu hvor du er så veltalende. Ja hvis vi følger din måde alt er fredeligt osv, men så er bare spørgsmålet, tør vi at tage chancen? Det er det sammen princip, som hvis man får en tigerunge som kæledyr, den er sød, og den vil den nok altid være sød. Men en eller anden dag, så vil den gå amok, nemlig fordi sådan er dens natur, eller måske gør den ikke. Men som sagt tør vi at tage chancen.. Så vi skal nedlægge vores våben, så vil der måske være fred i lang tid. Jeg tror gerne, at du vil holde styr på din orden, men hvad med alle disse freelancer, eller hvis du en dag ikke er der længere enten på grund af død, eller nogen har myrdet dig for at overtage din plads. Hvordan vil de så være? Især måske fordi vi til den tid vi dusørjægere ikke har rigtig nogen dusørjægere, fordi vi lever så kort, og at vi selvfølgelig ikke behøvede at dræbe nogen, for vi havde fred. Så skal vi bare stå der og være forsvarsløse, med våben der er beregnet til at dræbe mennesker?"
Hun rystede også på hovedet af det han sagde om*Du vil jo også inderst inde have fred*.
"Du har på sin måde ret, ja jeg ønsker fred. Jeg ønsker at mørkets væsner skal forsvinde fra denne jord inklusiv mig, for jeg er af sammen stof som dem. Jeg ønsker selvfølgelig at jeg på en eller anden måde kan blive bekræftet, at jeg vil blive skånet. Men jeg vil aldrig være i fred, før jeg ved at jeg har gjort mit bedste for at gøre verden et bedre sted om jeg så dør i forsøget"
Hun undlod at kigge på ham men kiggede fremad, for ellers ville han kunne se frustrationerne, sorgen og vreden, over alle de ting hun ønsker og over den hun er.

Rafael bliv lidt skuffet over hendes syn på hendes egen race, han valgte dog stadig at smile, men ville gerne understrege hans uenighed.
"Jeg er skuffet over de ikke søger orden, det er en del af alle væsner, det er jeg overbevidst om, men hvis det skulle vise sig de har ret, vil jeg nok blive mindre venligt stilede mod vareulve i fremtiden, da jeg ikke har i sinde at stoppe med at lave orden, og hvis en race står imod det, må det ændre sig eller blive knust"
Rafael vidste ikke om hun ville blive stødt af han ord, men det var ikke mindst hans holdning, han ville ikke sky midler for drømmen, selvom han skulle træde på andres.
Rafael hørte det næste, og bliv glad ved hendes ord, og sagde så
"Jeg er glad for deres respekt og jeg vil gøre mit bedste for at betale den tilbage i fremtiden, men jeg vil sige at den tigerunge som du tager ind i dit hjem, bliver glad for at være indenfor, og du bliver glad ved dens selskab, også er begges behov dækket, men hvis du havde frygtet at have den inde i dit hjem, ville den bare samle vrede, som til sidst medføre døden for en af jer når de kravler ind af dit vindue, for ingen kan være undertrykt for evigt, og det tvinger folk til at gøre forfærdelige ting, menneskene bliv undertrykt i mange år, og se hvor mange jægere fyldt med eneløst had der er kommet ,hvis vi frygter at lukke tiger ungen indenfor, har vi bestemt vores egen skæbne...at leve alene og på andres smerte, og dø i søvne."
Rafael kigget på hende, da hun sagde det andet, og spurgte nysgerrigt "Ser du mig som et monster?"

Hun lod vær med at svare men lyttede bare til han var færdig med at stille hans spørgsmål. Det sidste spørgsmål vidste hun svaret fuld ud til, men alligevel var der denne del af hende, som så ham som langt bedre, som hun aldrig har set på dæmoner som. En let rød farve kom på hendes kinder men det forsvandt hurtigt igen.
"Hvis jeg skal være ærligt, så ja det gør jeg."
hun undlod at se på ham, for hvis hun så på ham, så kunne han måske se fascinationen i hendes øjne. Måske var dette hans evne? Måske kunne han påvirke hendes følelser, det var derfor hun var sådan? Sådan måtte det være eller er det? Hun var tvivl inde i sig selv, men valgte at skubbe det væk, for vrede ville ikke hjælpe lige nu.
"Jeg kan desværre ikke søge efter orden, for jeg er ikke et væsen af orden. Jeg skulla ha været rigtig død for 27 år siden, hvis man skulle ha valgt det rigtige. Men min læremester tog mig til sig, for at nemlig skabe en der er stærkere end de normale dusørjægere og plus kan gå skjult imellem væsner"
Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt ved tanken af hendes læremester. Rafael ville sikkert kunne ha lide denne mand, for han var også en vis og særdeles klog mand. Men Ancilla stoppede op og kiggede på Rafeal, da hun opdagede at han havde sagt, at han ville betale hende tilbage for hendes respekt? Hun kiggede undrende på ham, mens hun havde armene bag ryggen ligesom militærfolk, det havde hun en vane med at gøre.
"Betale mig tilbage? Hvorfor mener du, at du overhoved kan skylde en dusørjæger noget? Så ved du åbenbart ikke, hvor mange jeg har dræbt af din art?"
Hun skulle måske ikke have sagt det, men det fattede hun ikke lige. Selvfølgelig er respekt en god ting, men hvis man vejede det i vægten, så ville det i hvert fald ikke være sø meget.

Rafael var glad for hendes ærlighed, det var en god ting at være, og som han var blevet lært af Gabriel så var en sand mening aldrig noget man skulle blive fornærmet over. Rafael var uenig på det groveste med sagde bare roligt "Jeg håber de vil give mig muligheden for at ændre deres syn...det kræver ikke en stærk vilje at holde om sin mening lige meget hvad, det tager en stor vilje at ændre den lige meget grunden"
Rafael hørte om hun mente hun skulle være død, men han var bare igen uenig med hende, han kigget varmt på hende og sagde så "Din læremester lyder som en klog mand, men håber ogsp han har givet dig evnen til at kende jeres grunde, og se om de er der ved dem i slår ihjel, jeg ville syntes det ville være ærgeligt hvis en sød pige som dem, skulle tage et liv som mit når vi ellers kunne stå samme side af våbnet"
Rafael hørte det næste og hans smil bliv bredre end det har været hele aften. "Jeg tænker på handlinger og ære, og i mine øjne har du fortjent min respekt, vi har vel begge taget liv, det handler mere om hvorfor du dræbte dem, og siden jeg ikke kan se i tiden, kan jeg ikke dømme dig"

Hun kunne ikke lade vær med at stadigvæk blive overrasket over de kloge ord han sagde. Hvis det ikke var, fordi han var gammel, så havde hun næsten troet på at han var reinkarnation af hendes læremester. Hun mrækelige tanke fra sig, hvordan kunne hun dog overhoved sammenligne hans læremester med denne dæmon. Hun vendte blikket flabet og udfordrende på ham.
"Du kan prøve, men mig kommer du nok aldrig til at forandre. Fordi for den første grund, var det slet ikke meningen, at jeg skulle lade dig leve, og de eneste grunde der holder mig fra at skyde dig, er fordi underligt nok, så er jeg i humør til at snakke og så er det på grund af den der"
Hun pegede op med den ene hånd imod månen, de fleste varulve blev påvirket af den så de fik mere blodlyst, men for Ancilla virkede den, som en hæmmer imod at dræbe væsner. For hun har det tit sværere ved at dræbe væsner, når den er der.
"nej men så har vi det sammen problem igen. Du kender min natur, du ved min holdning. Så du ved at jeg vil dræbe igen af ikke kun grunde af selvforsvar. Så selvom du ved det, vil du stadigvæk lade mig gå?"
Sagde hun med en drilsk smil på hendes læber. Men så kom hun i tanken om, at han kunne selv spørge hende om det sammen, hvorfor lader hun ham gå? Hun tog sig i hendes smil og kiggede bare kun lidt venligt på ham. Hun vendte blikket tilbage på månen. Hun havde på en eller anden måde på fornemmelse, at hun snart vil forvandle sig om til sin rigtige form. Hun håbede det virkelig ikke, for hun har kun 4 gange forvandlet sig om. En gang da hendes læremester havde fundet hende og 3 gange, fordi hun var i stor livsfare og intet andet valg havde. Hun huskede tydeligt engang hun, hvor hun kiggede i det spejlglatte vandoverflade, som viste hvordan hun så ud. Det var et frygtelig skræmmende billede, et som hun rigtig sådan har sluppet, selvom det var 8 år siden.

Rafael forstod hende ikke helt, hun bliv ved med at holde i hende latterlige ide om at han var sat på jorden for at oine og plage hende, det var nok en form for tvangs tanker som jæger miljøret havde skabt for hende, men han ville ikke kritisre hendes synspunkt, han ville bare lære af hende, og forstå.
"Jeg vil ikke ændre dem, jeg vil lade deres gud bestemme hvad han ønsker for dem, det er jo hans og deres eget valg, men jeg ville synets det skulle være synd hvis en hyggelig snak som denne bliv glemt" han hørte på hendes klage sang over at hun ikke dræbte i selvforsvar troet hun da han selv gjore det, han tog da ingen hen syn til det når han selv var på jagt, han nikkert anderkendene og sagde venligt "Jeg ser ikke mig som bedre en dem, og deres grunde for deres handlinger kan være lige så sande og virkelige som mine egne, og det er ikke op til mig at slå dig ihjel, jeg ser på dem som jeg ser mig selv, og sådan bude det også være, og selvom du ville prøve at slå mig ihjel hvis månen ikke var oppe, vil jeg stadig se på dem som den kønne søde kvinde du er, og selvom du er jæger står min dør open hvis de skulle finde himlen falde ned over dig, og undskylder jeg for ikke kunne overbevise dig om andet end jeg er dracula uden tænderne" Rafael grinte ved sig selv, og sukket, det var synd hun ikke var klar til at være andet end det hun var blevet lært hun skulle være.

Det hele ramte lidt som et slag både, at han sagde at hun var køn og at han sagde at hun så ham som en dracula unden tænder. Hun kløede lidt i baghovedet og så løsnede op for sin hår elastik, så håret lå løst omkring hende. Hun så ham som et monster, men alligevel gjorde hun ikke. Hun forstod det ikke, og vidste slet ikke hvor det kom fra. Men så prøvede hun at minde sig selv om, at dæmoner var satans tjenere. De tjente for det onde, om de så skal være i god form for at kunne gøre deres onde gerninger, så ville de gøre det. Var der virkelig sandt at væsner kunne være gode? Hun begyndte at tvivle på sig selv, endnu engang forbandede hun månen, og ønskede at hun ikke havde taget afsted på jagt i aften, eller gjorde hun? På en eller anden måde var hun glad for at måde denne unge eller rettere sagt ældre dæmon, som ikke ville bare flå hende levende på stedet. Men det kunne være at der eksisterede, hvorfor vaar det ellers at hendes læremester havde ladet hende leve? Hun lod hånden køre igennem hendes hår og hun greb uvilkårligt efter hendes guld kors halskæde under hendes trøje og holdte omkring den. Hun kiggede nu ligeud, for dette var svært for hende at indrømme.
"Nej jeg ser dig skam ikke som en dracula uden tænder"
Sagde hun lavt og begyndte at automatisk gå lidt hurtigere, ikke fordi hun prøvede at gå væk fra abaddon, men fordi hendes følelser er op og køre. Men så stoppede hun op, fordi hun fornemmede en tilstedeværelse, hun kunne ikke bedømme hvem denne person var eller hvor vedkommende kom fra, men et eller sted var denne person. Hun lagde hænderne klar på sine pistoler og kiggede omkring, og vendte også blikket imod Rafael om han også kunne fornemme det.

Rafael havde det også på fornemmelsen, han vidste ikke om han skulle grine eller græde, men han kunne kende den sjæl som føltes som nåle i hans næse og mund, Rafael så Ancilla kiggede på ham med et seriøst og afventene blik, så var det ikke kun ham der hørte, lugten af brændsel kom igen frem, hvis det var Liv som han skarpt havde på fornemmelsen, ville kunne ikke være i det bedste humør, deres sidste møde var jo da hun bliv smidt i en kiste og begravet af Gabriel. Rafael vidste at liv kunne skabe diesel ud af jord, og siden hun var så god til at holde sig til skyggerne, bliv han en lille smule bekymret i lugten af diesel og følesen af hendes nærvær, for Liv var godt nok en ung dæmon i forhold til ham, men hun var ikke bange for at bruge våben som en dusør jæger. Rafael kigget på Ancilla med et afvendtene blik, han vidste ikke om det var klogt at løbe, Liv havde nok forberedt sig noget tid, og havde sikkert været den der havde givet ham nys om at vampyren som døde for Ancilla kugle var her på havnen, Rafael følte sig lidt dum, og sagde så roligt med en seriøs undertone "medmindre du kan ståle sølv kulger fo..." Rafael noget ikke at sige mere inden en ring af ild kom rundt om dem flamerne var store og brede, og kunne sagten sætte ild til huden. Rafael tog sin læder jakke af, og lagde hans afdøde brors kors ned i lommen, og brugte ærmerne til at binde den rundt om livet på sig selv. og kigget på Ancilla og sagde så "håber ikke jeg misbruger din venlighed, men vil de med ud på en flyve tur" hans tone var ikke så spørgene igen, han regnte ikke med hun ville stå her når flammerne kom tættere på, han vidste godt at Liv sad og ventede med en sniper på at han flyv op, men han regnte med han kunne flyve fra hendes sigte. Rafael foldede vingerne ud, og rakte spørgene armen mod Ancilla.

Ancilla havde selvfølgelig lugtet lugten af diesel, men havde ikke tage sådan rigtig notits af det, for hun havde jo selvfølgelig ingen anelse, hvad det indbar. Ancilla så på ham, og hun kunne tydelig se, at han vidste hvem vedkommende var? Var det derfor diesel lugten blev kraftigere og kraftigere? Men hun blev være vagtsom, da han begyndte at nævne noget med sølvkugler? Var det en dusørjæger? Men Ancilla kunne ikke tåle sølv, derfor havde hun altid handsker på, når hun rodede med sine våben, for de fleste af dem er lavet af sølv. For hvis nogle væsner stjal dem, ville de hurtigt slippe det igen ligesom vampyren Michael. Hun kiggede med store øjne på flammerne, og tog instinktivt sin gasmaske hurtigt på igen, for at beskytte sig imod ilden. Ancilla ville ellers ha hurtigt sprunget igennem ilden, for hendes tøj var lavet sådan delvist brandsikkert, og som sagt så var vandet i havnen få meter fra dem. Men da han nu tilbød det, var der et eller andet, som havde lyst til at tage med ham.
"nej du misbruger skam ikke min venlighed"
Hun gik straks hen til ham og lod ham tage hende ind til sig, mens hun kiggede på flammerne der nærmede sig. Da de skulle flyve op, kunne hun tydelig mærke hans muskler spille under hans dyre sorte silkeskjorte, det vækkede helt klart hendes kvindelige begær, men den blev hurtigt skubbet væk. Mange ulve var flyveskræk, men det var heldigvis Ancilla ikke. Men hun fornemmede et eller andet ved Rafaels væremåde, som om han vidste, at han var på vej i fare. Så da de satte op i luften kiggede hun omkring for at se vedkommende, og hun kiggede i vinduerne for hvis det var en dusørjæger, så ville vedkommende sikkert være der. Hun havde også taget sin ene pistol frem, og så skimtede hun noget. I et vindue længere væk kunne hun se genspejlingen af glasset i et sigtekorn på en sniper. Ancilla skød og kuglen fløj imod vedkommende, den ramte lige ind i glasset men uheldigvis for Ancilla og heldigt for liv. Så sad kuglen fast i glas sigtekornet.

Rafael fik næsten en varmt smil, da hun sagde han ikke misbrugte hendes venlighed, måske havde hun ændret mening om ham?, han var ikke sikker, men han lagde sine betryggene arme om hende, og ventede til flammerne var lidt tættere så det ville blive svært at ramme for liv, Rafael lagde den ene arm om Ancillas liv, og den anden støttet han hendes ryg med, han kiggede på flammerne, og så efter et godt tidspunkt og baskede så første gang med vingerne, han kunne mærke skudet fra Ancilla havde skræmt Liv i dækning, for han bliv ivertfald ikke skudt efter. Rafael havde nogen store vinger og han flyv hurtigt, men da han kom helt op i den mærke natte himmel, holdt han dem i luften, og kigget ned over havnen, og Catherine luxus båd, han regnte ikke hun havde noget mod han lånte den, han kigget kort på Ancilla, og presset hende mere indtil sig, og dykket så gennem luften, og satte først farten ned 6-7 meter fra båden, og elegant landte de på bådens sol dæk, båden var ikke så stor den så bare godt ud, han gav slip på hendes liv, og trak sig tilbage, han satte sig ned på skibets træ gulv, og lænet sig op af siden, og så først op på Ancilla, og drejet så synet mod natte himlen, han kigget kort på Ancilla og sagde så venligt "Hende der angreb, laver aldrig halv hjertet planer, så du skal ikke frygte for jeg mere iaften, de er velkommen til at forlade hvis de ikke gider sidde her lidt, jeg vil bare nyde aften lidt"

Da de kom længere op, tog hun gasmasken af igen og hang den fast i bæltet. Hun kunne ikke lade vær med at smile til ham, og især med det varme smil han gav først. Hun havde aldrig haft en kæreste eller noget, fordi hun har rejst verden rundt for træning osv. Så der var ikke så meget plads til andet, men hun kunne meget godt lide, de mænd der er gentlemans agtig på den gode måde. Ikke at de kun gjorde det for at komme i buskerne hos en, men en der gjorde af det af egen lyst. Hun vidste ikke om, hun havde dræbt vedkommende eller ej. Men så kom hun i tanke om noget, som ramte hende hårdt. Hvis dette var en dusørjæger, så havde hun lige dræbt et menneske! Hun så bekymret derhen, mens de fløj. Men så så hun en skikkelse der kiggede ud af vinduet op imod dem. Hun åndede lettet op, heldigvis havde hun ikke dræbt vedkommende. Det var jo ikke hendes opgave at dræbe mennesker, det måtte politiet og menneskedusørjægere tage sig af. Hun mærkede tydeligt at hun blev presset længere imod ham. Hendes lyse blonde hår bevægede sig let af den friske vind heroppe. Hun så ned og prøvede at se, hvor han ville føre dem hen. Da han begyndte at dukke nedad, var hun lige ved at sige om de ikke skulle sænke farten, ellers ville de jo brase ind i båden. Men heldigvis satte han farten ned. Da han trak sig tilbage, blev hun på en eller anden måde skuffet. Hvad var der galt med hende? Hun stod og så på ham, mens han sagde det sidste. Hvor var han dog en gentlemand!!! Hun satte sig straks ved siden af ham.
"Nej da, jeg vil ikke gå. Det eneste jeg ville lave, hvis jeg skulle gå er så, at enten tage hjem til min lejlighed og min hund, eller så være ude på jagt. Så syntes jeg det lyder bedre at være her."
Hun blev faktisk overrasket over, hvor venlig hun nu var imod ham. Havde nogle af hans ord påvirket hende eller?
"Men hvem er hende, er hun en dusørjæger eller?"
Spurgte hun nysgerrigt, også fordi så hun kunne være sikker på, at hun ikke lige var ved at dræbe en dusørjæger.