a date with death himself or her? (abaddon)

Rafael fik et bredre smil, da hun sagde hun ellers bare ville tage hjem til hendes hund, den skulle da også have chance for at blive behaget af hendes selskab, men han ville ikke blande sig, det var hendes hund og ikke hans, han kunne også godt lide at have hende i nærheden, så han var ret glad for komme før hunden, han syntes hans tanker var sjove lige nu, hvad var det der gjore ham nervøs?, han vidste det ikke, men det føltes ikke som kærlighed, det føles anderledes syntes han, han havde jo efter hånden følt det med nogen forskellige gennem hans lange liv, måske var det venskab han kunne mærke gå ind i ham, han vidste det ikke, men han kunne lide det, så kunne han altid finde ud af det sener. Rafael kigget på hende da hun spurgte ind til Liv, han ville ikke holde det tilbage, for selvom det sikkert var en dum ide, så stolet han på hende, han forstod ikke hvordan han gik fra respekt til tillid, for det var ellers ikke noget han gav ud af, men Rafael svaret afslappet som han var lige nu "Hun hedder Liv, hun er fransk dæmon, hun er ligesom dig på en måde, hun bliv lært til at slå ihjel for sin sag og det fyldte hendes liv, hun kunne ikke føle andet end had, hun lærte bare at slå dusørjægere ihjel istedet for væsner, hun var en meget smuk i både krop og sjæl, men hun havde aldrig lært at forstå ting fra mere end en vinkel, til gengæld er hun dødsens god til at slå ihjel..." Rafael holdt en pause og forsatte så "En dag fik hun en opgave om at slå en dusørjæger ihjel, men hun kunne ikke, jeg havde prøvet at tale hende fra det, da jeg ikke mente han var en trussel for hendes sag, og syntes det var spild af et liv, og til min overraskelse fik jeg hende til ikke at kunne slå den kvindelige dusørjæger ihjel, og mig og Liv bliv forelsket, men en dag kom min bror Gabriel til mig sagde at hendes død var påkravet, og selvom jeg så op til min bror, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre hende ondt, så jeg gav hende et valg enten kunne hun tage mit liv, ellers ville jeg tage hendes, men da hun ikke kunne vælge valgte vi at sove sammen, og tage beslutningen dagen efter, men min bror Gabriel kunne ikke vente, så han brød døren ind, og slæb hende til krike gården, hvor hun bliv begravet levende, jeg prøvet at redde hende, men jeg var ikke stærk nok....hun lå nede i den kiste i 5 dage, og den dag fødte hun min søn, men barnet døde uden mad og luft, Liv kunnen kun holde sig i live fordi dæmoner ikke dør af luft mangel, men barnet var ikke stærkt nok, så hun lå nede i den kiste i 1 uge, uden føde, og med hendes døde barn i hendes favn, men så kom hun ud, da hendes mentor kom og fik hende op af jorden...hun har bebrejdet mig lige siden, og det eneste hun jagter nu er mig....jeg var bare ikke stærk nok, jeg ville gerne tilbage og redde hende..men" Rafael fik en tåre ned af hans kind, men tårret den hurtigt væk "Jeg elsker hende ikke længere, men jeg føler stadig med hende" Rafael kigget op på Ancilla "undskyld frøken"

Ancilla var totalt gået i stå i hendes tanker og lyttede helt med. Det var en sørgelig historie, og hun kunne ikke lade vær med at knuge hænderne sammen, fordi det var så sørgeligt at høre om denne baby der dødede. Hun tog også sine handsker af, for de var irreterende at have på i længden, fordi de skal være stramme og tætsiddende, så hun kan lave det mindste finarbejde, men stadigvæk blive beskyttet. og det ramte hende fuldstændigt, at denne dæmon fældede en tåre? Hun fik ej mindre respekt, faktisk mere respekt. Hun tog hånden til hans kind.
"Du skal da ej sige undskyld, hvad grund har du til at undskylde?"
Sagde hun meget venligt. Han havde ikke fjernet hele tåren væk, så hun fjernede det sidste med en blid finger, og trak dem hurtigt til sig. Da hun indså, hvad hun gjorde.
"jeg er ked af det, at høre med dig barn. Det må ha været hårdt."
Sagde hun omsorgsfuldt, hun har kun selv skænket tanken få gange, at få et barn. Men hver gang har hun skubbet det væk, for det hjalp ikke at føre endnu et af mørkets væsner ind til verden, som hun jo nemlig prøver at kæmpe for at fjerne. Så kom hun selv i tanken om at nogle få gange, har hun tænkt over at der var nogle af hendes forældre derude. Som bare gik rundt og ledte efter hende, at hun var blevet forladt uden deres mening at hun skulle forlades. Men hun rystede dem af sig, det var for usandsynlige tanker.

Rafael bid sig i tungen så hun ikke kunne se det, da hun rørte hans kind, han var ikke glad for den slags kontakt, det fik ham til at føle sig svag og ubrulig, men han kunne godt lide hendes hånd mod hans hud, så han ville ikke sige noget, det var bare uvant for ham, for selvom han var dæmon havde han næsten ikke fysisk kontakt, da han var blevet hjerne vasket til at se det som svagt af sin bror. Rafael ville helt ikke svare på hendes sprøgsmål, han havde ikke lyst til køre rundt i det emne, men hun fortjente at få svar, så modvilligt sagde han venligt "Mit barn døde, men det er fortid" han ville gerne sige hvordan han havde det med det, men han kunne ikke sige det, han vidste ikke om man kunne se det på ham, men hele hans 2000 år lange liv, har en søn været hans drøm, og synet af hans lille dreng ligge som slim i kisten ødelagde ham i de første par år, han ville gerne sige det, men han kunne ikke, både fordi en dæmon leder ikke skal være svag, men også fordi det var svært at sætte ord på.
Rafael var glad for hendes omtanke, og glemte helt hun var jæger, hans triste øjne bliv varme, og sagde så "Tak....Jeg siger ikke det her to gange... Jeg er glad for at kende dig" Rafael hoppet op, nu ville han ikke lege med på denne græde klup mere, han lagde blødt en hånd på hendes hage, og fik en sus af sjælen i hende, han fik hen til galenret og kigget ud over vandet "Hvordan kan jeg betale deres selskab?"

Hun kunne tydeligt se, at han ikke havde godt over at tale over det. Det virkede som om han virkelig fortrød at barnet var død, og at han virkelig ønskede dette barn, men som for længst var væk. Men hun vidste stadigvæk ikke helt, om det var rigtigt det hun kunne fornemme eller ej. Hendes humør skiftede også helt over, da hun så varme i hans øjne. Hvorfor påvirkede dette væsen mig så meget? Sagde en lille stemme i hendes hovede, og en anden tanke kom. Fordi du jo selv er et væsen. Men hun skubbede tankerne hurtigt væk, det ville ikke hjælpe at hun var trist, især nu hvor han er glad. Hun kunne ikke lade vær med at smile bredere, da han sagde at han var glad for at kende hende. Hun lod hånden køre nervøst/forlegen igennem hendes hår, og vendte blikket tilbage til ham. Hun mærkede hans blide hånd imod hendes hage og hun så direkte dybt i hans øjne venligt. Nu kunne det så ikke overraske hende længere, at han ønskede at betale tilbage for hendes selskab. Hvordan han kunne betale tilbage? Tankerne kørte rundt på forskellige ting, men så indså at bare at han var i hendes selskab, så var det nok til at betale hans såkaldte "gæld".
"Du har ikke noget at skulle betale, du betaler allerede for at sidde her og snakke med mig"
En knugende fornemmelse begyndte at danne sig i hendes mave, som faktisk allerede har været der i et stykke tid. Men intet tegn var synligt ude over hvis man kunne se hendes splittet sind. Det var denne skam, at hun var i selskab med en dæmon. Det var hendes pligt at udrydde disse væsner, så hendes sammenvigtighed begyndte at plage hende. Hun var opvokset med dette lige siden hun blev fundet, har hendes mål været at dræbe væsner. Men Ancilla prøvede at dække denne klump. Bare så hun kunne være lidt længere i selskab med dette fascinerende væsen.

Rafael hørte på hvad hun sagde, han måtte anerkende han kunne lide hendes synspunkt, men han havde mødt den holdning så mange gange efter hånden, så det var ikke ligefrem nytænkning, men måske var det fordi han varhyggelig at være sammen med at folk sagde det?, han dvælede lidt i tankerne, og sagde derefter, "Godt, så kna vi beundre hendes selskab", han vidste ikke helt om det var en klog ting at sidde her, at lade en jæger komme ind i hans sind, for han vidste han havde svært ved at smide folk ud, hvis de førest var kommet ind, men måske ville han gerne have hende ind, måske søgte han venskab med hende?, han var ikke sikker, men han stolet på hun ikke ville gøre ham noget, han vidste ikke om det var klogt at ligge sådan tillid hos en jæger, men han gjore det nu alligevel.
Rafael kunne se hun bliv glad da han sagde han var glad for hendes selskab, men han fik dog stadig tanker om at byde hende forvel, han havde følt sig svag i hendes sleskab, og det ville normalt være en grund til at forlade, men han ville ikke helt gå endnu, men han var tæt på, men besluttede sig at blive.
Rafael kigget lidt op og ned af hende, og sagde så roligt "Kan jeg få dig til at indrømme det ikke er alle væsner der er onde?"Rafaelvar meget spændt på om han havde ændret hendes syn

Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt af den kommentar, at så kan vi nyde hinandens selskab. Men hun fik straks en mere alvorlig mine, da han spurgte hans spørgsmål. Hun kunne mærke tydeligere, hvordan denne klump blev tungere og tungere. Hun kunne mærke at hendes hals snørklede sig sammen. Hvis hun sagde ja, så var hun nød til at lade væsner gå? Hvis hun sagde nej, hvordan kan hun så tillade sig så at snakke med denne dæmon, og hvordan skulle hun så kunne lade ham gå. Hun var i tvivl og bed sig let i læben. Så fandt hun på sin indre løsning. Det var tydeligt, det var svært for hende at indrømme det.
"ja det indrømmer jeg men."
Hun mærkede at hun blev frustreret, og det hun havde besluttet sig for, at hun ville lade ham gå ind til videre. Men hvis hun møder ham et andet tidspunkt, kan hun altså ikke svigtet sit hellige løfte angående med at udrydde alle mørkets væsner. Hun rejste sig op og kiggede ned i vandet. Så sagde hun lavt, og hun valgte at lade vær med at kigge på ham. For ellers ville hun helt sikkert ændre sin beslutning.
"Jeg er desværre nød til at gå, jeg kan ikke være her"
Sagde hun med smerte og fortrydelse i hendes stemme, men hun begyndte så bare at gå op af båden og væk i småløb. Det var tydeligt på hende at hun var ked af det.
"Undskyld"
Sagde hun lavt, men det var højt nok til at nå Rafaels øre.

Rafael nikkede, det var dejligt hun sagde ja til hans sprøgsmål, men han ville ikke prøve eller hentyde til han ville have hende til at blive, da hun sagde hun ikke kunne være her, han måtte bare anerkendene nikke, da hans ære krævet det, så han foldede sine vinger ud, og skulle til at flyve væk, da han høret hendes undskyld, han syntes lige han ville kaste en sidste bemærkning, "Deres ansigt er et jeg vil åbne min dør for, hvis det nogen sinde skulle bruge et sted at søge ly....håber de ser mig som det jeg har vist dem, og ikke hvad de forvendtede at se"
Rafael ville lige sidde ned i fem minuter før han ville forlade og tage hjem til ham selv..han havde set ting her til aften han skulle tænke over.
\\Out ?...Would make sence ;)\\

Ancilla hørte hans bemærkning, og det gav et stik i hendes hjerte. så mumlede hun lavt for sig selv.
"Jeg ville ønske det, men jeg kan ej."
Hun gik hurtigt væk der fra og ville bare hjem. Gerne helst ligge foran fjernesynet og se en film, og have hendes hund ind til sig og prøve at glemme aften.

//out//