Latterligt navn - C. Luna

Bussen stoppede op, og ud steg Jasper iklædt en sort lang frakke der stod åben så man kunne se en skjorte i en mørk farve, samt mørke jeans. På fødderne bar han sorte støvler, mere præcist Dr. Martin støvler. Han trådte ud af bussen med hænderne begravet i frakkens lommer, mens han gik ned af vejen, før han nogle meter længere hende skred over vejen. Hans lage let nakken tilbage, så han fik et fint udsyn op til den stjerneklare himmel over ham. Den var ganske smuk og behagelig at se på denne aften. Han sukkede let for sig selv, før han igen rettede sine sølvgrå øjne mod vejen foran ham, eller det var ikke mere en vej, men nærmere en lille sti der gik fra vejens fortov ned igennem nogle træer der stod som et hegn omkring den lykkelige eng han efter nogle minutter trådte på.
Han stod lidt stille, og kiggede på det dugvåde græs, før han kort rystede på hoved med en lille krumning i mundvigen. Det var et latterligt navn efter hans mening. Man kunne da ikke kalde noget for lykkeligt hvis man ikke vidste om folk var lykkelige på stedet. Han trak hænderne ud af frakkens lommer, og gik med lange skridt over græsplænen for til sidst at stoppe midt ude på engen hvor han kiggede rundt omkring sig. Ja, det virkede til at være et perfekt sted til at kigge lidt på stjerner, og fordybe sig i sine tanker, dem som man ikke fik tid til at komme igennem når den travle hverdag meldte sig. Han trak frakken af, og spredte den på jorden foran ham. Derefter lage han sig ned på frakken, og lage armene om bag nakken som en pude, hvorefter hans øjne kort opfangede et stjerneskud. Måske var det ikke et helt latterligt navn, det var jo frygtelig smukt og afslappende. Måske var det ikke bare et latterligt navn der var givet væk fordi det lød smukt?
Han lukkede øjne og trak vejret dybt mens han lyttede til de lyde der ikke var der. De eneste lyde han rigtig kunne opfange var en lav summen fra nogle biler der susede forbi ude på vejen, og vinden.

Catherine gik med stien og lyttede til bilerne. Hun nød den varme vind der blæste ind i hendes hvide ansigt. Hun så op på nattehimlen og den halve måne der skinnede på hende som om hun var født af natten. Hun var en af nattens mange dæmoner. Nattens skabninger forlod aldrig verden. De styrerede den. Hun smilede med de lange, smedige hugtænder ude. Hun ville dræbe personen vis de så hende medmindre det var en Race og ikke menneske. Hun nynnede en gammel sang men stoppede da hun hørte lyden af lette fodtrin. Hun havde mødt mange engle og derfor vidste hun hvilken race det her var. Hvorfor var der så mange engle?. Engle var fra himlen og Vampyrer kom fra Helvede. Modsætniger er den eneste betegnelse for dem. Hun trak dog hugtænderne ind og gik langsomt og elegant hen til Englen. " Godaften gode mand " Sagde Hun koldt og smilede. Engles værste mareridt burde være at møde en vampyr om natten eftersom der blod smager godt og de er derfor et godt bytte. Catherines øjne var en dyb mørkerød farve og den sorte kjole fremhævede det på en møde. Vis denne engel var en af de alt for gode måtte han gå da blodet så ville smage klamt sukkersødt....

Jasper blev pludselig stoppet i sine tanker, da der kom en vampyr ind i hans synsfelt. Først vidste han ikke det var en vampyr, men med det sekund der var før hun sagde noget, kunne han hurtigt høre og se hvad hun var. "Godaften ..." Mumlede han tilbage og kom inde i hoved til den beslutning at det ville være latterligt at springe skrigende væk, men det kunne han nok sikkert heller ikke finde ud af. Han lod luften passere ud igennem næsen, mens han stadig betragtede kvinden over ham der virkede til at ville have noget at drikke.
Om han helt var villig til at give væsker fra sig vidste han ikke helt, måske var han så heldig at vampyren ikke ville kunne lide hans blod. Chancerne var så godt som ikke eksisterende, men man havde vel lov til at håbe? Han drejede let hoved, så han kort kiggede den anden vej, og tog bestik af omgivelserne, dog droppede han også plan b, at flygte, det ville ikke være til nogle gavn. Til sidst satte han sig op på jakken, og betragtede kvinden med et afmålt blik der tydeligvis ventede på et eller andet fra hendes side af.

Cathrine løftede det ene øjenbryn og smilede. En enkelt trækning i mundvigen. " Må jeg holde dig med selskab? " Spurgte Hun venligt og vidste at første punkt var at få ofrets tillid. Hun smilede beroligende til den unge mand. " Bare rolig engel jeg er ikke tørstig " Sagde Hun og man kunne desværre ikke høre at det var en løgn. Hun ventede beroligende på hans svar. Hun havde ikke lyst til at skræmme ham. Hun fattede ikke hvorfor men han lignede faktisk Sean. Hun kiggede på ham med øjne der nu skiftede til sølv. Hun kunne godt se at han overvejede at flygte og tanken fik hende til at grine i sindet. Hun smilede til drengen. " Hvad laver du så en aften som denne? " Spurgte Hun nysgerrigt og stadig venligt. Hun forstod ikke helt hvorfor en engel gik herud midt om natten når vampyrerne og andet kravl luskede rundt efter mad. " Det er ikke en god ide at gå herud midt om natten Engel " Sagde Hun og grinede. " Hvem ved hvad eller hvem der kunne komme forbi? " Sagde Hun og smilede...

Som svar på hendes første spørgsmål flyttede han lidt på sig, så hun kunne sætte sig ned på frakken. Han fnøs kort ved hendes næste kommentar, nej, selvfølgelig var hun ikke det. Selvom det lød yderst troværdigt havde han lært at man aldrig skulle stole på nattens væsner, uanset hvilke. Han vendte sig halvt om, og betragtede lidt vampyren med en neutral mine. "Jeg kiggede på stjerner og tænkte ..." Derefter trak han let på skulderende og kiggede ud i luften. "Jeg havde vel delvist håbet at jeg kunne gå fri for det, men måske er jeg bare naiv ..." Mumlede han og lage nakken tilbage, og betragtede stjernerne. Han havde for længst smidt ideen om at flygte væk. Hun var på alle leder og kanter hurtigere end ham, så hvorfor spilde tid på at flygte? Hvis hun var tørstig måtte hun jo drikke løs og så måtte han jo se hvad der skete derefter, der var to muligheder, han døde, eller overlevede.
Han fæstnede atter blikket ved vampyren, og tøvede kort. "Hvad hedder du?" Spurgte han så efter hvad der kunne føles som evigheder. Han trak vejret dybt, og drejede hoved væk igen, og betragtede træerne der stod længere væk, som en høj sort mur.

Catherine satte sig ned ved siden af ham på trøjen. Hun kiggede op på stjernerne og sukkede. " Mit navn er Catherine, hvad er dit navn " Spurgte Hun venligt men man kunne høre det kolde underlag ulme. Hun havde set at han kort tøvede men det er jo noget som enhver ville gøre vis de stod overfor deres mulige morder. Hun blev dog forbavset over at han så ud som om han accepterede det vis han overlevede eller døde. Det var nyt for hende at se og det gjorde hende nysgerrig. " Du er ikke naiv, alle har deres håb " Sagde Hun og smilede svagt. Hun kiggede ud på skoven der startede 100 meter fra dem. Skoven virkede mørk og indbydende og med måneslyset der kastede skygger gjorde det det hele mere levende og spændende. Månens skygger gjorde det hele levende og det så ud som om de bevægede sig, altså skyggerne. " Det er ellers en klar himmel " Sagde Hun og kastede et blik op på den himmel hun havde kigget på i tusinde år. -...

"Jasper ..." Mumlede han ud til træerne. Han havde forstået at det nu handlede om tid før hun forlangte noget at drikke, men det havde han vel vidst hele tiden. Den kolde stemme hun havde disket op med i starten havde afgjort det, måske havde han bare håbet? Han fnøs kort til hendes bemærkning. Ja, det havde alle vel, til håbet blev knust. Han var lige ved at drive væk i sine egne tanker endnu en gang, da hun pludselig brød dem med noget af en dum kommentar efter Jaspers hoved. Det vidste han da godt, ellers havde han jo ikke sat sig der ud! Han stønnede kort, og vendte øjne mens han kiggede ligefrem for sig, og overvejede hvor meget man skulle tirre hende før hun kom til det hun ville. Hun legede vel bare med musen, og i dette tilfælde var han endte som musen, æv. Han rømmede sig, og kiggede igen hen mod vampyren, eller nærmere søgte hendes søvlfarvet øjne. Han havde ikke bemærket de havde skiftet, så var hun ikke sulten alligevel? Kunne man lade et lille håb spirre eller var det for naivt? Han tøvede kort, mens han slog blikket ned, og kiggede den anden vej.

Catherine mødte roligt hans blik. Hun legede med musen som James havde lært hende. Hun kunne se at lille håb spire i hans sjæl og sukkede dybt. " Du er bange for at jeg bider dig " Sagde Hun og kiggede på ham som om han var en meget fornuftig person. Hun søgte hans blik og håbet glitrede svagt i hans øjne. Jo det var rigtigt nok at han håbede at hun ikke var tørstig denne kolde nat. Hendes hugtænder gled ud i ren refleks da han vendte halsen til hende. Det var bare ikke et klogt træk fra hans side. Hun rykkede sig lidt væk fra ham og stønnede over dumdristigheden. Hun kiggede ned i jorden men kiggede så på ham igen. " Jeg spørger altid om jeg må bide før jeg gør det " Sagde Hun roligt og venligt selv om det var en stor løgn. men nogle gange gjorde hun da..

"Bange?" Han lage hoved let på skrå og sukkede for sig selv. "Det kan man vel godt sige ..." Hvordan han helt skulle være bange for at hun drak fra ham vidste han ikke, han var vel mere skrækslagen for det, og så alligevel ikke, han blev vel bare nød til at affinde sig med det? "Det er du den første vampyr jeg har hørt sige det ..." Svarede han og kiggede mod hende igen. "Hvad er det lige der holder dig tilbage?" Spurgte han med et hævet øjenbryn. "Vil du have jeg skal løbe skrigende væk eller hvad forventer du at jeg gør?" Spurgte han letter irriteret. Selvfølgelig ville hun lege, men det var så lige et spørgsmål om han ville. Selvfølgelig ville han ikke det, men det var desværre ikke ham der var den med magten, det var hende. Han kunne ikke gøre så meget andet end at tirre hende, og håbe hun gad at skynde sig lidt så han enten kunne komme videre i livet, eller ende livet. Det var op til hende hvad hun ville. Sagde man ikke ens skæbne lå i andres hænder? Dét var Jasper ikke så synderligt glad for.

//Out ...//

// Why? //