På flugt~ Elion n___n

Da den bløde silke på sengen rørte Elodis hud stårlede hun nærmest og fik et smil frem på læberne, hun havde altid regeret når noget dejligt og koldt rørte hendes hud, hvilket bare fik hende hen i et drømmende skær, af hende selv som hendes brødre altid havde sagt, hun var mest med gørlig når hun havde fået sin morgenmad, eller når hun lå på sin silkedyne, det var vel derfor hendes mor kunne vække hende om morgenen fordi hun sov på silke nu, dog blev hun stadig hidsig når andre gjorde det udover hendes mor, uden at tænke over det lagde hun sig på siden og gik fra sig bevistløse stilling til en sovende, da hun var et sted hun kunne sove nu, dog vidste hun ikke hun lå i sin egen seng, og det betød intet bare hun lå på noget køligt, og blødt, og glat for den sags skyld, et smil der nåede hendes øjne dukkede frem på hendes læber i det hun lagde sig på siden og skar en grimasse, da hendes krop stadig smertede en del,

Azriel så sig over skulderen da pigen lå og vendte sig lidt i søvne. Hun var egentlig blevet overrasket over hvor stærk denne pige var, når man tænkte over at hun bare var et sølle menneske. Azriel havde fået nogle sår og skrammer rundt omkring, men disse ville selvfølgelig snart forsvinde igen. Azriel rejste sig langsomt op og bevægede sig igen rundt i værelset. Kiggede på de diverse ting. Hun kunne godt se at det ville blive svært at forlade dette, men selvfølgelig vidste hun det ikke med sikkerhed, da hun ikke var nødt til at forlade nogen, da Azriels familie blev dræbt, og Azriel selv blev taget til fange af vampyrene som havde dræbt hendes familie. Et lille suk undslap Azriels læber og hun begav sig hen imod sengen igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med dette menneske. Men hun vidste at hun ville få pigen forvandlet til en vampyr..

Elodi lå bare stille med hovedet imod puden og sov trygt og varmt i hendes dejlig store seng, hun nok aldrig ville forlade, stille kunne man høre skridt på trappen og en mande stemme, der tydede på han var en vampyr, hvilket kun væsner nok ville kunne opfange for elodi lød han som alle andre, døren blev åbnet lidt på klem og hendes fars ansigt dukkede op i døren, hans hår sad hulter til bulder på hovedet af ham da han havde været ude og jage med hende bror, nok var han en vampyr men han jagde skam de onde af sin slags da de ikke skulle havde lov til at gøre uskyldige ondt, et smil bredte sig på hans læber da han så hun bare lå og sov, og lagde ikke mærke til der var en anden i værelset, døren blev lukket kort efter og man kunne høre trin hen imod værelset længer henne på gangen hvor hendes bror burde havde ligget og sove. men han havde jo været med på jagt, en ting Elodi igen ikke vidste, skønt,

Azriel havde siddet lidt i sine egne tanker, men var hurtigt kommet ud af dem og var blevet helt fokuseret og klar i hovedet, da hun hørte stemmer og fodtrin. Følelsen af et andet væsen var helt klar for Azriel, og hun løb hurtigt hen i skyggerne, hvor man ikke kunne se hende. Hun så over mod døren og kunne se en mands ansigt, hvilket hun gættede sig frem til at var faderen. Hun blev lidt nervøs, da hun ikke vidste at der boede en vampyr her, hvilket ville sige at Azriel var kommet ind på en andens vampyrs territorium og angrebet hans datter. Azriel stod lidt og tænkte over dette, men rystede så på hovedet. Hun vidste det jo ikke, og hvad der var sket var sket. Hun lod sit blik gå over på pigen og gik langsomt over til hende og prikkede til hende "Hey! Vågn op!" sagde hun lidt hårdt, men var stadig lidt sur over kampen. Azriel var egentlig blevet lidt overrasket over at faderen ikke havde set det blod som hans datter havde mistet på ved ned ad trappen, eller bare havde mærket en anden vampyr i huset. Måske var han for træt? Eller måske var han ikke en gammel nok vampyr til at kunne mærke dette.

Elodi mumlede bare noget i søvne og lagde sig bare med ryggen til pigen, men vågnede med det samme i det hun snakkede hårdt til hende, og fortrød hun havde sat sig op så hurtigt for det snurede helt for hende. stille tog hun sig til hovedet imens hun kiggede rundt og lagde så mærke til pigen havde været godt nok, fantastisk det var ikke en drøm, "Er du ikke skredet endnu!"Mumlede hun bare hidsigt og var faktisk glad for hun ikke havde slået hende ihjel for det kunne havde endt galt for hende, meget galt enda.. hun gøs kort og kom så på bene men fortrød i det hendes ene ben knækkede under hende så hun faldt ned at ligge på gulvet, så der lød et blødt bump, men det betød intet faderen var for træt til at lægge mærke til det, og sulten, han havde hvist ikke spist i 3 dage nu.. Elodi rettede blikket imod sit ben og gøs kort, den så helt forkert ud med alle de blå mærker..

Azriel så ned på pigen og prøvede at få hende til at tie stille og sukkede da pigen kom op at stå og derefter faldt "Okay, ti stille.." sagde hun lavmælt og hjalp hende op at stå og hen og sidde på sengen "Du burde hvile dig lidt. Du har mistet en del blod" forklarede hun som om at det var det mest naturlige i verdenen. "Ved du hvad din far er?" spurgte hun ligeud, for at få det hele på plads. Pigen virkede ikke til at vide noget om væsnerne, men alligevel havde hun en far som var vampyr. Hun burde da vide et eller andet...

Elodi gloede på hende, "Han er min far?"svarede hun så bare hun troede jo han var menneske for han var jo sammen med hende og familien om aftnen om dagen var han på arbejde jo, hun rystede på hovedet, pigen var sindsyg gid hun bare kunne forsvinde ud af hendes liv igen, så lod hun sit hovede hvile imod sin hånd imens hun kiggede på pigne, og ventede nærmest hun ville gå igen, hun kendte jo ikke til de overnaturlige væsner overhovede, og hun anede ikke at hendes far var vampyr,

Azriel så på hende og rystede på hovedet "Du ved det altså virkelig ikke?.." mumlede hun og sukkede. Hun satte sig ned ved siden af hende "Jeg vil ikke fortælle dig det, da jeg selv syntes at du skal finde ud af det" forklarede hun og så på pigen og var glad for at hun ikke var så pokkers sur som hun var for et øjeblik siden. Hun så på pigen og derefter på hendes hals. Hun rakte langsomt op og lod en finger gå blidt hen over de to bidemærker "Ved du hvad jeg er?" spurgte hun så, og regnede med at hun havde gættet sig lidt frem til det.

Elodi svarede hende ikke hun ville faktisk ikke tænke over det, dog kom hun bare på bene og humpede hen imod sin dør, og lod sig glide ned af den imens hun gloede hen på pigen, med et trodsigt og ondsindet blik hun havde ingen planer om at lade tanken glide igennem sit hovedet, det kunne ikke passe, hun ville heller ikke tænke på det, hun gøs kort og kiggede ned i jorden og overvejede det ganske kort, det tydede stærkt på at hun var vampyr?, hun gøs og gloede nu hen på sin reol og sagde intet, hun havde ingen planer om selv at blive en vampyr, da hun godt kunne lide at leve og trække vejret for den sags skyld... men trak sine ben op til hagen og tænkte nu over det. og kunne allerede gætte sig til hvad hendes far var "Nej ikke sandt"Mumlede hun bare og tog om sit hovede imens hun gjorde alt for at tænke på noget andet, sådan noget møg bare hun sov tungere så ville hun aldrig havde været vågnet og mødt den pige... VENT! Hvor gammel var pigen lige hvis hun var en vampyr!

Azriel betragtede pigen og ville ikke forstyrre hende. Hun kunne godt se at pigen tænkte så det knagede. Hun vidste ikke rigtig hvilke tanker der fór igennem pigens hoved, andet end at det var nogle tanker som hun ikke havde lyst til at tænke over. Azriel rejste sig hurtigt op og bevægede sig langsomt og forsigtigt over imod pigen, da hun godt havde set at pigen ikke var i særlig godt humør "Har du forstået nu?" spurgte hun lavmælt og satte sig ned foran hende. Hun håbede lidt at pigen ville regne det hele ud, så Azriel ikke skulle til at forklare meget til hende, da hun ikke orkede at gøre det, men kunne godt gøre det hvis det blev nødvendigt, og ville oss forstå det..

Elodi sagde intet til hende, derimod tog hun bare fat i nogle af de ting der stod på komoden ved siden af hende og kastede efter pigen, og ønskede hende død af hele sit hjerte! Hvorfor skulle hun også været hoppet ind igennem hendes vindue, og hvorfor i nat, hun havde så mange spørgsmål og tanker hun ikke kunne finde svar på og ønskede inderligt det bare var en drøm. men hun vidste jo godt det ikke var det, så lod hun sig glide ned på siden og snøftede kort, hendes hovede hverkede for hende! Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre pigen havde total forandret hendes hverdag, til noget møg bare på en nat! Hvorfor kunne hun ikke bare forsvinde, hun lå og udspikolerede en ond plan om at slå hende ihjel langsomt og smertefuldt..

Azriel så på pigen og fangede sig selv i at have ondt af hende. Hun forstod godt at pigen begyndte at kaste ting efter hende, og undveg dem blot og satte sig til rette ved siden af hende. Hun lagde en hånd på hendes ene skulder og så ned på hende "Disse ting var jeg nødt til at fortælle dig. Det med din far. Du vil se hvorfor, og en dag vil du takke mig" sagde hun og forudså nærmest at pigen ville sige, at hun aldrig ville takke hende. "Der er nogle ting jeg er nødt til at gøre, okay? Jeg ved du ikke vil kunne lide det, og du vil bare hade mig mere, men det skal bare gøres" sagde hun og havde nogle planer med hende, og så også med hendes far. Det burde ikke være lovligt at en vampyr bor sammen med mennesker. Pigen og hendes familie ville hele tiden være i fare, og det var faderens skyld. Derfor måtte Azriel have en lille snak med ham på et tidspunkt. Han ville vide hvem hun var, og han var nødt til at gøre som hun sagde...

Elodi sagde intet lå bare stille da det slog hende, pigen ville gøre hende til vampyr! Hun blev nærmest med det samme panik, og havde lystil at sige hun kunne rende hende, men et sted, var det fristende? aldrig kunne dø aldrig kunne blive ældre, og være smuk resten af livet, så rettede hun sine brune øjne imod hende, og tørrede den tåre væk der løb ned af hendes kind, hun så ikke bange ud eller noget, mere som om hun forstod hvad pigen ville med hende, så gøs hun kort og håbede det ikke ville gøre ondt, eller om hun bare ville vente til hun var 18.. hun ville ikke være 16 hele sit liv.. hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre så hun krøb bare hen til pigen og lod sit hovede hvile imod hendes skød, imens hun lukkede øjnende i igen, og gennem gik det hele i sit hovedet, og anede ikke hvad hun skulle sige til det, så hun holdte bare sin mund lukket.

Azriel havde forventet stort kaos fra pigens side, og at hun ville blive slået igen, men pigen overraskede hende ved at se op på hende og ligge sig over til hende. Det havde hun aldrig været ude for før. Azriel strøg pigens hår for at prøve at trøste og berolige hende lidt "Jeg hedder Azriel" sagde hun lavmælt for at bryde tavsheden. Hun ville ikke til at snakke mere om forvandlinger og fædre som ikke var hvad børnene troede de var, da hun godt kunne se at det var hårdt for pigen.

Elodi kunne ikke lade vær med at grine med det samme da pigen sagde sit navn det meste af aftnen havde hun jo prøvet på at få det ud af hende, og se hvordan det endte"Jeg hedder Elodi"Sagde hun så bare med et smil på læberne, og kiggede så atter op på pigen, og tænkte lidt over hvor gammel hun mon var? 100 år måske? mere hun smilede ved tanken og følte sig faktisk lille nu.

Azriel så Elodi ind i øjnene og smilte "Elodi" sagde hun nikkende. Hun havde et varmt smil, og hendes blik var blødt og venligt. Azriels blik var som en gammel kvindes blik, rart og fyldt med visdom. Man kunne se at Azriel havde været i gennem meget, og vidste en hel del.
"Hvor gammel er du Elodi?" spurgte hun og gættede sig frem til de der 16-17 år. Det var en vigtig fact når det gjaldt Azriel og forvandle mennesker. De skulle være i den rigtige alder, ellers var det fuldstændig meningsløst. Og hun ville ikke forvandle en alt for ung person, ligesom den person som havde forvandlet hende. Hun var jo oss kun de der 12 år da hun blev forvandlet.

Elodi kiggede bare på hende hun så faktisk smuk ud, selvom hun var så ung som hun nu var, så kom hun lidt mere til sig selv efter at havde dagdrømmet lidt "16"Sagde hun så med et svagt smil på læberne, hun var ganske ung, og der var længe til hun fyldte år faktisk, men det behøvede hun jo ikke vide, for det betød intet hun regnede heller ikke med hun ville forvandle hende, for hun selv lignede en på 12 og ville sikkert ikke lade nogen gå igennem det som hun skulle, hun gøs kort, tænk at være 12 hele livet, det måtte ikke være rart når det kom til sagen, hun ville ingengang kunne klare at være 16 hele sit liv..

Azriel smilede "16. Det er en god alder.." sagde hun, men mere stille. Hun syntes ikke at det var særlig rart at snakke om, men hun var nødt til det. Elodi var faktisk en af dem som vidste hvad der ville ske inden Azriel forvandlede dem. Hun sukkede lavmælt og rodede i en lille lomme hun havde i kjolen, og fandt et lommeur frem. "Hmm..." mumlede hun og åbnede den og sukkede igen "Jeg er nødt til at gøre noget inden at solen stiger op.." mumlede hun, men mere til sig selv end til Elodi..

Elodi gøs over det hun havde sagt men lå bare helt stille og ventede på hvad hun ville gøre nu, måske bare forsvundet ud igennem vinduet og komme tilbage en anden nat? eller en anden dag, eller i et andet år? måske næste år, det ville passe hende meget godt, da hun ikke ville være 16 i alt evighed! hun sukkede kort og bed sig i underlæben da hun ikke anede hvad hun skulle gøre eller sige, for hun havde allerede opdaget hun intet valg havde i denne sag, så hun kunne nok regne ud hun ville blive vampyr en dag... hun gøs kort ved tanken, og vidste hun ikke ville kunne klare at forlade sin familie, det kunne hun bare ikke.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun var forvirret hvordan skulle de kunne klare sig uden hende!

Azriel betragtede Elodi og strakte sig træt "Du er nødt til at snakke med din far. Og jeg bliver her indtil du har gjort det" sagde hun og nikkede "Jeg vil ikke lade dig snakke med din far uden at jeg er her. Jeg føler mig ikke tryg ved det" sagde hun og så ned på Elodi, og vidste ikke om hun forstod hende. Hun ville ikke lade faderen gøre Elodi noget, da vampyrer kunne blive virkelig hidsige. Og faderen skulle intet gøre ved Elodi som kunne ændre hendes syn på det hele, og bare ændre sin mening.

Elodi kiggede på hende, og blev helt forvirret hendes far havde aldrig gjordt hende noget ingengang når han var sur på hende, et suk gled bare over hendes læber i det hun kom på bene og fik åbnet døren, og luskede ud på gangen, hendes far kom ud fra hendes broderes værelse kort tid efter og kiggede hen på Elodi "Godmorgen du lille sovet godt?"Spurgte han bare venligt og helt mild, Elodi kunne ikke lade vær med at smile og haltede bare hen og krammede ham hårdt, "NåNå nogen er i morgen humør, hvad er der sket med dig? faldet ned af trapperne igen?"Spurgte han så med et grin på læberne, imens han strøg hende over håret, han kunne skam godt dufte den saftige blod på hendes ben og arme da hun ikke havde haft gjort sig ren, men han fandt hende ikke fristende nok til at tage en bid af hende, det kunne han heller aldrig finde på, "Jah faldt ned af trapperne"Sagde elodi så bare, og slap ham med et smil på læberne, han rystede på hovedet at hende og uglede hende i håret "Du henter selv morgenmad jeg skal på arbejde"Sagde han så bare, og smuttede ned af trapperne,

Azriel så efter Elodi da hun forsvandt ud af døren, og kort efter rejste hun sig op og gik hen og lyttede med døren på klem. Hun sukkede lavmælt da hun ikke snakkede med ham, om det som hun skulle. Azriel så ud på gangen, og gik langsomt ud på gangen da faderen var forsvundet ned ad trapperne "Jeg kan godt se at du ikke kan tro på det jeg siger" sagde hun og havde set hvor venlig han var, men på et eller andet tidspunkt så ville det gå galt. Og det kunne gå virkelig galt. Azriel gik langsomt over mod hende og var ikke bange for at blive fundet af hendes brødre, da de ikke rigtig skræmte hende. "Men jeg siger dig, du er nødt til at få sandheden fra ham. Jeg er ikke tryg at du er her, med ham i huset..." mumlede hun og ville ikke sige noget forkert, selvom at det var jo sandheden, og hun sagde det kun for at beskytte Elodi..

Elodi sendte hende bare et blik der sagde hun skulle holde mund, for hun ville ikke høre på det, han var hendes far ligemeget hvad, så gik hun bare ind på sit værelse og lukkede døren bag sig for at holde hende ude, og krøb bare op i sengen hvis hun ville beskytte hende, så kunne hun jo bare gå og lade dem være i fred, hun stolede blindt på sin far, ligesom hendes mor og brødre gjorde så hun kunne ikke se en grund til at få en sandhed ud af ham, som hun allerede kendte, det kunne også være ligemeget, hun gik hen til den dør der førte ind til hendes eget bad, og gjorde badekaret klar til hun kunne få vasket sin temmelig forslået krop ren fra hendes eget blod, en ting hun havde gordt tit da hun faldt meget ned af trapperne da hun var yngre..

Azriel løb ikke efter hende, men gik dog hen til døren "Elodi! Jeg siger det kun for at beskytte dig! Han vil på et tidspunkt ikke holde sig tilbage!" sagde hun højt. Hun ville ikke gå ind på hendes værelse, da hun ikke ville have tæsk en gang til. Hun ville bare holde Elodis humør oppe, så hun kunne få sit arbejde gjort færdigt. Azriel sukkede endnu en gang "Hvorfor ska det her være så svært?..." hviskede hun for sig selv. Hun kunne høre vand løbe, og gættede sig frem til at Elodi skulle til at tage et bad, så Azriel blev udenfor. Hun stillede sig op ad døren og satte sig langsomt ned, så hun havde ryggen ind mod døren, og ventede til at hun kunne blive lukket ind igen.

Elodi sagde intet, og trak bare af tøjet og smuttede op i badekaret imens hun lukkede øjnende i med det samme og lod sig glide ned under vandet hvor hun lå i et godt stykke tid før hun skulle op og have luft igen, hun sukkede kort og kiggede bare op imod loftet, og havde ingen planer om at lukke hende ind igen, hun skulle aligevel også snart videre da solen nok snart ville stå op, hun kiggede hen imod klokken og nikkede kort, og lod sig så glede ned under vandet igen imens hun gned sine arme og ben rene for blod, imens tanker flød igennem hendes hovede, hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu eller skulle sige da hun intet havde at sige, hun sukkede perfekt, hendes far var en vampyr, en vampyr pige vil have hende som legetøj, kunne man ønske sig mere sikkert ikke... hun sukkede igen og plaskede lidt med vandet imens hun drømmede sig lidt væk,