Had? Hvem ved?- Abaddon..

Rafael bliv grebet af Catherine, han var svag, og han hadet det som helvede, han ville bare have lov at gå sin vej, ikke fordi han ville forlade hende, men han ville bare gerne have lov at tænke over hans oplevelser her til aften, og han ville også sove, og han kunne gøre ingen af de ting, mens han var her. han så Catherine gå, og tænkte det sikkert var godt nok et eller andet sted, så kunne han komme hjem af, for han ville ikke helt gå mens hun var der, da hendes selskab var hyggeligt. Rafael så hun kom tilbage som en leopard, han lagde en hånd på hendes hoved, og nussede hende kort, før hans arm bliv træt, det gjore stadig ondt, så han valgte at blive liggene med hyggeligt selskab på sig. han kigget på leoparden, og sagde så meget udmattet og smadret "Du kunne dræbe mig nu...Jeg kan ikke stå imod...tak...du har en tjeneste hos dæmonernes leder.." Rafael lukket øjnene og slappet af

Catherine løftede sit gyldne blik og så på Rafael. Hun rystede på hovedet da han nævnte at hun kunne slå ham ihjel. De var og ville altid være venner. Hun spandt højere da han nussede hendes på hovedet og lagde sit hoved i hans skød. Hun ville bare være et dyr. Kun for en tid selvfølgelig men stadig et dyr. Hun spandt selvom han ikke nussede hende på hovedet mere. Hun slappede af og mente selv at hun kunne være tryg for nu. Hendes sorte pels var varm og tryg. Det gjorde hende beroliget og hendes hjerteslag sænkede rytmen. Hun var mindre vagtsom. Hun puffede sin snude ind mod Rafaels brystkasse og væltede ham. Hun lå tryg ind mod hans side og hendes store hvide tænder kom frem da hun smilede med tungen ude af munden. Hun kiggede på ham og hendes øjne havde antaget samme farve som flydende guld..

Rafael nussede hende hoved, da hun havde lagt sig op af hans side, og smilte til de store hvide tænder, han stolet på at Catherine ville holde ham i live, og ikke misbruge ham, hvilket han var glad for, og han ville også havde gjort det samme hvis det havde været omvendt, han følte han fik noget stryke tilbage, men han ville lige nyde hendes selskab. han fik en kold fornemmesle og sagde så "du skal ikke drejet hoved og kigge rundt, men jeg kan føle vi bliver ijagtaget af nogen" han følte noget var helt galt, og lige pluselig kunne han lugte diesel olie. han lagde en hånd på Catherine, for at vise hun ikke skulle bevæge sig, han kunne høre lyden af et våben som blev ladt, han havde på fornemmelsen dette var en fælde, men han var bange for at hvis de bevæget sig, ville fælden virke. han viskede til Catherine "Løb, når jeg rejser mig, og lige meget hvad må du love at forsætte" han rejste sig op, og i det samme fik han en armbrystpil i brystet, men før han kunne rive den ud, så han den lange snor der var på den og hele vejen hen af snoren kom ild, og han kigget op, de var undre nogen rester af forlystelsen som ødelagde, og lige over dem, var der en tønne med olie, Rafael så ned, og så Catherine ikke var løbet, han havde ikke lang tid til at vælge mellem at flytte sig, eller sparke Catherine væk. han valgte at tage hende i pelsen og kastede hende væk, og skulle til at flytte sig, men nået kun at flytte sig lidt, så hans ben bliv ramt af olien, og hans ben og ryg begyndte at brænde. han faldt til jorden, og prøvede at slukke ilden ved at rulle rundt, men da en svækkene pentagram kugle ramte ham i siden, bliv han bevidstløs, før han kunne slukke ilden. ud af mørket kom en ukendt mand som ligenet Sean, men han var lidt yngre end Sean. han peget mod Catherine og hvis hun løb mod ham, ville han skyde hende med sølvkuglen i pistolen, som var dækket i helligt vand, og hvis hun kom helt hen til ham, havde han en falske med helligt vand glemt bag ryggen.

Catherine kiggede på ham og løftede sit store sorte hoved. Hun forvandlede sig tilbage i en bevægelse og den store tiltræknings kraft ved alle vampyrer blev skruet op da de var i fare. Hun smilede frygtindgydende med hugtænderne ude og da hun så at Rafael blev ramt ,snerrede hun højt. Hun havde ikke tænkt sig at løbe. Rafael var ligesom en bror for hende og vis han døde ville hun gå amok i byen. Hun havde ikke vendt sig om men da angriberen gik tættere på vendte hun sig langsomt og med blottede tænder. Da han skubbede hende væk rykkede hun sig ikke en centimeter. Manden der kom gående lignede Sean og det skræmte livet af hende. Hun så dog at det ikke var Sean og snerrede svagt. Hun kunne dufte det hellige vand og sølvet. Det var det eneste der afholdt hende fra at gå amok. Hun havde kun sit øje på angriberen og Rafael. Hun var Vagtsom overfor farer og sølv var bestemt en svaghed. Helligt vand kunne hun klare i et vidst tidsrum. Hun trådte et skridt frem med armene krydsede over brystet. " Godaften min gode mand " Sagde Hun iskoldt med sin smukke stemme..

Manden fjernet ikke sin pistol fra Catherine, hans blik var lige så koldt som hendes stemme, han så ikke ud til at ville snakke om noget som helt, eller at han havde nogen føleser overhoved, man kunne ikke en gang se blodlyst eller had, han virket til at han overhoved ikke var påvirket på nogen måde af det hun sagde eller det der skete. manden lod den ene hånd som holdte flasken med helligt vand komme frem, han kastede den over til Catherine, og sagde så "Drik det" sagde han med et meget seriøst tonefald.
han holdt pistolen i en trakt arm, og da han nu havde en hånd, tog han et billede frem for lommen med Sean på "Hvor er nummer 44 fra den røde afdeling?" han hentyde til Sean mens han viste billedet mod hende, også lagde han den ned i lommen igen. Rafael lå stadig lidt omtåvet, men man kunne høre han langsomt kom til sig selv, og han udgav en lille snerene lyd, og da han kunne se ilden var væk, overvejet han at rejse sig, men at blive skudt af en kugle med et pentagram, og blive sat ild i, mens han stadig var lidt svag fra forlystelsen, var for meget til han kunne bruge krafter på at rejse sig, uden at falde om efter et par sekunder, så han valgte at samle kræfterne, men kunne se hans udmattelse i hans øjne.

Catherine kæmpede mod sin indre dæmon der ville slagt manden på under et sekund. Pistol, Helligt vand eller ej. Hun greb flasken men smed den ned på jorden. " Jeg drikker ikke andet end blod " Sagde Hun koldt og det eneste der vidste noget var hendes glødende sølv øjne. Hun lyttede vagtsomt. " Nr. 44 Mmm, Hvem er det? " Spurgte Hun og man kunne ikke se eller høre at hun løj. " Og hva fanden er det røde område " Sagde Hun en smule irriteret. Hun vendte ikke blikket mod Rafael selvom hun kunne høre ham få krafter. Hun holdt blikket på manden og trådte foran Rafael så han ikke kunne skyde på andre end hende. " Du gør ham ikke noget " Snerrede Hun vredt og hendes øjne blev lysende rød. Hun trådte et skridt væk fra Rafael så der var 2 meter imellem dem. Hun ville standse den kugle manden skød vis han skød...

Manden viste stadig ikke følser, han lagde billedet ned i lommen, og sagde så "Nummer 44 har brudt lydigheds loven, og er blevet dømt til eliminering, og de skal vide det røde område ikke er noget de skal bekymre dem om, nu spørg jeg igen, hvor er nummer 44?" han dejet pistolen mod Rafael, men Catherine gik ind foran, manden viste lidt irritation, men det var hurtigt væk igen "Rafael Dominatrix er dømt til eliminering, de bedes flytte dem, de er ikke på min liste frøken, og de ønsker det heller ikke"
Rafael ville ikke have Catherine skulle stå i vejen for nogen kugler for ham, han lagde en hånd på hendes fod, for at vise han hellere ville blive skudt end hun skulle det, men han var for svag til mere end det, han trak armen til sig, for at spare kræfterne op.
Manden sagde roligt "Min frøken denne mand er dømt til døden af selveste Thomas Dominatrix Floking, de bedes flytte dem, og fortælle mig hvor jeg kan finde nummer 44"

Catherine smilede ondskabsfuldt. " Nr 44 ved jeg hvor er og du kan ikke få ham da han ligger i lænker " Snerrede Hun vredt og Luna tog over. Håret blev sort son natten og øjnene blev mørkerøde som en rubin. " Rafael er en del af mig, vis du prøver at dræbe ham dør du først " Sagde Hun vredt med et hadefuldt underlag. Hun vidste at manden ville dø før han kunne affyre da Luna havde taget over. Luna smilede over hele ansigtet og hendes tænder blev blottet i et frygtindgydende smil. Hun gik en smule ned i knæ og snerrede højt. " Du skyder ikke " Snerrede Hun vredt og trådte hen til Rafael der stadig var svag..

Rafael vidste ikke om Luna var på hans side eller ej, hun havde jo ikke vist den største tillid til ham endnu, men det så ud til at hun hjælp ham, han tog sin hånd på sit hoved, og tørret øjnene, for at være sikker på han havde ret, han tabte armen ned på jorden og sagde "Luna?.." han fik en klump i halsen, og lukket øjnene, hvis luna gerne ville afslutte hans liv kunne hun gøre det, hun skulle bare flytte sig, men på et eller andet sted, troet han ikke hun ville gøre det.
Manden med pistolen fik en bane fornemmelse, han vidste ikke om han ville kunne klare den tydelige vampyr, men han ville ikke fjerne våbent, han sagde bare "Jeg skal bruge nummer 44, om du vil give mig information eller ej, skal jeg nok finde ham, og afslutte den forræders liv, giv mig informationerne, også glemmer jeg Rafael for iaften, og skriver dig ud af min rapport"

Luna blottede sine tænder og holdt vagtsomt øje med pistolen. Hun havde haft nogle grusomme oplevelser med sølvkugler og derfor afskrækkede det hende en smule at stå overfor sølv igen. " Hvad Rafael? " Spurgte Hun blidt dog uden at tage blikket fra manden. Hun lyttede nysgerrigt til det mande sagde og snerrede svagt. " Nr 44 får du ikke og vis du rør Rafael er du død inden du overhovedet prøver " Sagde Hun venligt og forstående. Luna var meget klog og vidste at hun kunne få en kugle i maven men den tanke skubbede hun væk da hun havde lært at skubbe tanker om at dø selv væk. Hun kiggede på mandne med armene over brystet. Hun smilede. " Jeg er dog villig til et kompromis " Sagde Hun venligt....

Manden vidste ikke hvad hun mente med et kompromis, men han havde ikke sat denne fælde for ingen ting, så han ville have 44 ud af det, han ville ikke stille sig til rette med jule lege, men hvis hun gav ham 44 kunne de havde en aftale om næsten alt, for lige nu var det hans opgave at dræbe Rafael var ikke hans, men en anden job. han nikket til hende, og sagde følsetløst "Vi kan godt bytte jer for 44, men hvis du leger med mig, lover jeg at brænde dig levende" han lagde pistolen ned i hylsteret, men havde den ene hånd på bæltet ved sin sølv kniv, han vidste godt hun var stærkere og hutigere end ham, men han havde en vilje som ikke kunne knækkes.
Rafael kigget på Luna, han vidste ikke om han skulle grine eller græde, for han kendte ikke lunas mening med det her, men måske var hun enlig på hans side, ellers vilel hun bare dræbe ham selv, han vidste det ikke, men noget sagde ham, hun var på hans side.

Luna skiftede til Catherine øjeblikkeligt og i en bevægelse havde hun bundet manden på hænder og ben og lagt sin arm og Rafaels liv. Hun trak ham op og med en del besvær løb hun afsted med ham mod en lysning i nærheden. Hun stønnede og gispede da hun kom til lysningen og lagde Rafael ned på jorden. " Du vejer " Sagde Hun imellem gispende. Han var dæmon så hendes styrke hjalp ikke vis hun gjorde noget godt kun vis hun ville dræbe ham. Hun satte sig tungt ned ved siden af ham og hendes øjne mistede deres glød og gløden forsvandt for at komme ned i halskæden. Halskæden gav Rafael en masse kraft og det tog en del energi fra Catherine. Hun kiggede på ham med lykkelige øjne og Halskæden fuldte ham op med energi. " Du regnede vel ikke med at Luna ville dræbe dig vel? " Spurgte Hun venligt og nysgerrigt...

Rafael smilte da han lå i lysningen, og kunne mærke kraften komme til ham, han kigget på halskæden, den ting var både nyttig og farlig, nok mest farlig, men han stolet på Catherine kunne have den uden at misbruge den. Rafael kiggede på hende da hun spurgte ind til hans tanker på luna, han svaret roligt "Jeg vidste ikke hvad hun ville, jeg håbet hun ville gre det hun gjore, men vidste ikke om jeg kunne stole på hende, men det ved jeg at jeg kan nu, og jeg ville gøre det samme for hende" Rafael rejste sig op, og hoppet 2 gange for at føle sig levende, også sattehan sig ned i skræder stilling, og smilte til Catherine, "I er begge nogen jeg er glad for, og det håber jeg i vil huske, også selvom jeg kan være en tosset person nogen gange" Rafael smagte lidt på ordne, og sukket glad og tilfreds.

Catherine smilede blidt og slappede en smule af. " Hun ville ikke skade mig og det ved hun at det vil vis du dør " Sagde Hun og lukkede øjene. Hun lagde sig på ryggen og slappede af. Hun lyttede til ham og nikkede. Hun åbnede øjnene og smilede til Rafael. " Du betyder meget for mig Raffi " Sagde Hun blidt og hendes krop slappede mere af. Hun var glad og halskæden viste det ved at gløde kraftigere. Hun var glad men der var et eller andet der nagede hende. " My Man, Do you think that i can meet your wife one day " Spurgte Hun med sin gamle kraftige accent og lukkede øjnene. Hun mærkede det tørre græs mod ryggen og hun kunne høre de små dyr kravle i græsset...

Rafael hørte hvad hun sagde og svaret det første, "Men hun reddet mig, og det betyder noget for mig, så hun har ivertfald noget respekt til gode hos mig, så må hun selv vælge om hun kan lide det eller ej". Rafael hørte det næste og svaret så "Du betyder også meget for mig Cath, det skal der ikke være tvilv om, du er en ven jeg er glad for at have ved min side..." Rafael hørte det næste og svaret igen "You are welcome, my house is always open to you and Luna, no matter what between me and the leder of the vampyres, I will keep you both safe from harm"
Rafael lagde sit hoved på hendes mave, og slappet af "hvorfor var Liv i kirken, jeg havde forventet dig og Sean, men hvor kom hun ind i det hele...og endnu bedre hvorfor holdt hun hånd med Sean?"

Catherine sukkede da han lagde sig på hendes mave og det var et tilfredst suk. Hun kiggede op i den mørke nattehimmel og smilede af stjernene. Hun måtte synke en klump ved tanken om kirken. " Liv var med fordi hun ligner mig en del, Hun holdt Sean i hånden fordi hun kan lide ham " Sagde Hun i et og hendes mave bevægede sig da hun trak vejret dybt. Hun sukkede og lod være med at trække vejret . Hendes sanser var vågne som om hun ventede satan og hun hviskede blidt en gammel sang på Latin. Hun nynnede med og kunne høre en puma der langsomt kom tættere på. Pumaen lagde sig op af Rafael og spandt. " Blacky " Mumlede Catherine og pumaen sagde en underlig lyd der stemte i med hendes nynnen. Hun smilede men blev liggende. Hun var glad over at Blacky ikke var død som hun havde troet...


// Bliver nødt til at logge ;) //

Rafael kunne ikke lade være med at smile da han hørte at Liv havde fundet en anden at elske, det havde han ventet længe på, så slap han af med den skøre pige. han syntes ikke Liv og Catherine var ens over hoved, den ene var en han ville slå ihjel fik han muligheden, og den anden var en han så som en søster, og de ting syntes han var en stor forskel i.
Han hørte et dyr komme, og det lyd til at have fire ben, han var ikke bange for dyr, og lukket bare sine øjne og slappet mere af, han mræket den store puma ligge på ham, men det var hyggeligt nok. "Catherine jeg bliver nød til at gå... jeg har en aftale med min kone at jeg er der om morgen når hun står op, og vil gerne selv ligge lidt med hende i nat... men vi ses igen" Rafael skubbe pumaen blødt af, og gjore sig klar til at rejse sig op.

" Vi ses " Sagde Hun blidt men i samme øjeblik kom en mørk skygge der væltede Rafael omkuld og stak Catherine med en sølvkniv. Hun skreg og lidt efter overmandede mørket hende og hun faldt. Den mørk skikkelse var Lucifer og han gemte sig så ingen kunne se ham. Blacky pev og i samme øjeblik løb den. Catherine mærkede smerten men kunne ikke bevæge sig overhovedet. Hun vred sig i mørket og hendes øjne blev slået op. Der var en hvid hinde udenom øjnene og det var fordi hun var i mørket. Hun skreg svagt og hendes øjne flakkede for så at lukke. Catherine mærkede et eller andet og en kniv skar hendes ben op til låret. Hun skreg og blodet væltede ud af såret. Hun kunne ikke bevæge sig og kunne ikke stoppe blodet. Lucifer stod i mørket og lidt efter forsvandt ham i en vind. Catherine sank dybere ind i mørket og blodet samlede sig under hende. Hun spyttede noget blod op af halsen og lidt efter lå hun helt stille...

Rafael så det hele men forstod intet, der var jo ikke noget overhoved, men han besluttede sig at løbe hen til hende, da hun lå helt stille, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, han ville forbinde hendes sår, og det skulle han så til at gøre, men bliv revet væk af Sean, "Sean?" Rafael noget ikke at sige mere før at han bliv løftet over jorden i den ene arm, rafael kunne ikke forstå det, hvordan kunne han være så stærk, Rafael prøvede at stitte imod, men Sean grinte af ham, og sagde så "Godaften Rafael, den kære Lucifer og mig lavet en aftale..jeg tager dit liv, han dræber hende, også kalder vi det en dag" Rafael kunne nu regne ud det var Thomas, men det ændre ikke på han ikke kunne komme ud af grebet om hans hals.
Thomas vidste ikke om han skulle lege med sin Gud-søn eller dræber ham på stedet.

Catherine kunne mærke at sårene healede i en utrolig fart. Hun lod Luna tage over og lidt efter rungede en snerren i lysningen da Luna rejste sig op med blodrøde øjne. Hun vidste at det var Thomas da hans stemme ikke var helt rigtigt og øjnene var forkerte. Luna var godt gal og rasende et humør man ikke ville se hende i. Hun gik hen til Thomas og Rafael. Hun tog fat om Thomases hals og slyngede ham igennem lysningen. De lød et brag da han ramte et træ. Hun var rasende og hendes hud lyste. Lucifer var henne ved hende for at tage fat om hendes hals på et øjeblik men Luna dukkede sig under hans arm og kastede ham ned i jorden. Rafael ville nok forstå at man ikke skulle lægge sig ud med Luna når hun var rasende. Hun tog fat i kniven der sad fast i hendes ben og det sved i hendes hånd. Hun løftede hånden og skar Lucifers hals over. Lucifer forsvandt i en støvsky og Luna havde mistet en del krafter..

Thomas var igang med at beslutte sig, da han bliv kastet igennem luften, og smadret træet da han ramte det, han bliv meget sur på Luna, han havde mistet lysten til at lege med Rafael da Luna fortjente et par smæk mere end Rafael. Thomas rejste sig op, og børstede det værste af tøjet, og rettet bliket mod luna, og i mindre end et skund var han henne 1 meter fra hende, og sagde roligt "Det var et dumt træk, nu vil" han fik ikke sagt mere, før en sølv flyv forbi Lunas hoved, og ramte Tomas mellem øjnene, og han bliv til støv.
Det var en kugle affyret af Sean, som var ankommet til kampen, han sad i en busk med sin riffel.
Rafael rejste sig op fra jorden, og sagde så "skriv det på regningen Luna"

Luna trak vejret dybt da Thomas kom tættere på og hun stod stille da hun kunne dufte Sean. Hun lukkede øjnene da hun så Thomas der forsvandt. Hun vendte sig da om og rettede på sit tøj der var kommet en smule i uorden. Hun lyttede til Rafael og sagde " Det havde jeg også tænkt mig " Efterfulgt af en svag snerren der lød som en hvisken. Hun var væk på under et sekund og holdt Sean ind i et kram. Hun slap ham dog hurtigt da hun ikke ville vise en svaghed. " Sean, Jeg vil ikke skælde dig ud men Catherine vil " Sagde Hun blidt og gik hen til Rafael. " Du kender mig men du har ikke et begreb om min styrke " Sagde Hun og tog hans hånd. Hun trak ham op i en bevægelse og et lille knæk kom fra hans arm da den blev forstuet. Hun lænede sig helt hen til ham. " Husk på at det kun er Catherine der kan lide dig " Hviskede Hun i hans øre og trådte så tilbage. Hun smilede og gløden i halskæden var helt vild da adrenalinen stadig strømmede i hende. Hun smilede dog beroligende som tegn på at hun ikke ville gøre mere og Catherine kom tilbage. Hun snerrede og tog fat i Rafaels arm. Hun så på den og mærkede den knogle. " Hun er færdig " Hviskede Hun og et knæk lød da hun rykkede armen på plads. " Godt du er tilbage Raffi " Sagde Hun glad. Hun vendte sig om mod Sean med alvorlige øjne. " Du har ikke sagt hvor du har været " Sagde Hun koldt men man kunne høre at hun havde været bekymret..

Rafael ville ikke kaste rundt med Luna, han ville ikke skade hende, eller Catherine inden i hende for den skyld, og måtte holde en lussing tilbage, da hans arm gik af led, han vidste ikke om Luna bare ville spille stærk, eller om var ligeglad med ham, men han kunne nu godt lide hende alligevel. Sean nikkede anderkendene til Luna, da hun talte til ham, han ville ikke selv sige tak for krammet af samme grund som Luna ikke gav det i så lang tid, men man kunne se på ham at han elskede Luna og Catherine som en mor, den ene ville han bare ikke være svag overfor.
Sean kigget ned i jorden da Catherine begyndte at tale til ham, han skammet sig over han ikke sagde noget, og det kunne man godt se, han kigget på Catherine, og svaret "Jeg beklare at jeg intet sagde, jeg tænkte bare ikke særlig langt lige der, jeg har været van til at arbjede selv, da jeg ikke har haft nogen at snakke med før nu..og jeg håbet du ville hjælpe mig med at lære de ting, jeg aldrig fik lært af min sekt af lejemordere..vil du hjælpe mig med det?...mor?"

Catherine stirrede på Sean og hendes blik blev om muligt koldere da han kaldte hende mor men hun kunne jo være den slags mor der var ligeglad. Hun nikkede anerkendes, en spejling af hans. Luna var vred i Catherines sind over at blive låst væk. Catherine vendte sig langsomt over mod Rafael med lukkede øjne. Hun sukkede dybt og åbnede øjnene der nu var gyldne/røde over den fare der lige havde været. " Du må hellere smutte hjem " Sagde Hun koldt og af en eller anden grund var hun komplet forvirret. Hvordan kunne hun være så ond og kold når det ikke var Luna der styrede. Hun kiggede op i den mørke himmel og et billede strømmede ind i hendes sind. Hendes mor Heaven der vredt gav hendes en lussing. Hun følte det som om det var rigtigt og hun faldt sammen på jorden under hende. Hun huskede det så godt. Hendes mor slog hende gang på gang. Hendes mor var Vampyr og endnu ældre end hende selv. Hun mærkede uforstående røde tårer strømme ned af hendes kinder men hun stoppede da hun så såret på hendes ben der sprang op. Blodet begyndte at løbe igen og hun stirrede bare tomt uden at prøve på at stoppe det. Hendes kinder var stribede af rødt og hendes øjne var tomme som himlen. Hun stirrede på en smuk ung kvinde der stod og stirrede med hånden løftet 100 meter væk..

Rafael nikkede til Catherine, og foldede sine vinger ud og flyv væk, han ville ikke blive talt til på den måde, så kunne hun klare sig selv, men de var stadig venner, han ville bare gerne hjem og sove nu. Sean kigget på Catherine, og var bange for at blive råbt af, så han ville ikke sige noget, han stod bare, og ventede på hun ville sige noget, han håbet hun ville råbe af ham, så han kunne få det overstået, han ville ikke skuffe hende, så hellere hoppe i havet, så det ville være dejligt hvis hun bare ville vise hun var sur istedet for tavshed. Sean kigget bare ned i jorden, og lagde i mærke til noget, tankerne var meget krævende for ham, dette med at have føleser var ikke noget han var bekendt med, og det var svært at tænke syntes han, altså han var jo langt fra dum, når det kom til planer, men til at være ham selv var han dum.