Had? Hvem ved?- Abaddon..

Sted: Forlystelses parken
Tid: 23:59
Omgivelser: Ingen andre end hende selv og rutschebanerne
Påklædning: En mørkerød kort nedringet kjole med et par sorte laksko..

Catherine sad på en bænk og tænkte igen. Hun tænkte på godt og ondt. De løgne hun stak folk hun elskede for at holde dem væk fra hende når hun havde mest brug for dem. Hun kunne ikke være sammen med nogen da det næsten altid gik i stykker. Hun huskede dog to forhold der gik godt. Walter og Sebastian. Indtil hun bedst kunne lide Walter selvfølgelig. Hun smilede og rejste sig op. Hun gik rundt og stirrede på de skræmmende forlystelser der så så dystre og mørke ud i månens blide lys. Hun gik hen af stien og stoppede da hun kom til en stor rutschebane kaldet Ærkeenglen. Hun gik ikke videre men satte sig ned på en bænk overfor rutschebanen. Hun tænkte på at Rafael hadede hende så meget at det næsten måtte være umuligt.

Rafael havde ledt efter Catherine det meste af natten, han havde mistet sine føleser for hende, det mente han var hendes skyld, men han ville ikke slutte med at være fjender, de havde stadig haft nogen gode oplevelser, og syntes det var synd hvis de skulle blive til fjender, tros alt ville hun være en god ven, men han kunne stadig ikke slå tankerne om at hun brugte halskæden imod ham, det gjore ondt at tænke på, han havde stolet på hende, og hun snyd i en ærlig kamp, men det var mere det med han gav hende den fordi han engang stolede på hende over alt på jorden, men den tillid havde hun misbrugt, han kunne mærke halskæden var tæt på, han kigget ned fra himlen, og så forlystelses parken, han kunne føle halskæden kraftigere, og landet som et lyn fra himlen meter fra hende. han var lidt sur på hende, og sagde med lidt vrede "Jeg stolede på dig"

Catherine kiggede op på ham og snerrede svagt. " Hvorfor har jeg hørt de ord komme fra din mund før? " Sagde Hun trist og mødte hans blik. Hun følte sig svag i aften og halskæden mistede dens glød hvilket Rafael udmærket skullle kunne se. Den ville gløde resten af aftenen men ikke nu da Rafael var så tæt på hende. Hun ville ikke tvinge ham. Hvornår havde hun nogensinde villet det?. Nogle gange var hun nødt til det men andre gange var det for at holde folk væk fra at kende hende. Hun smilede trist. " Jeg stolede også på dig Rafael og det er grunden til at jeg ikke dræbte dig da du forsøgte at dræbe mig " Sagde Hun vredt og rejste sig op i et udbrud af raseri..

Rafael bliv ikke mere rolig, og sagde med en arrogant stamme "grunden til du har hørt det før er fordi jeg har sagt det før". han lagde sine arme over kros, han kunne mærke hun var svag, måske kunne han overvinde halskæden?, og hvis han gjore det ville hun ikke være noget problem, han rystede på hoved, han ville ikke såre hende endnu, så sur var han ikke blevet. hun bliv lidt irriterende da hun sagde det næste, "Jeg forsøgte ikke at dræbe dig, hvis det var min plan, havde jeg lagt sprængstof i kirken, og ventede på i gik der ind, men der var ikke min plan, tror du helt seriøst at den lille menneske mand, havde været levende når du kom, hvis jeg bare ville slå jer ihejl, jeg havde ikke tænkt mig at slå dig eller din lille luder ihjel"

Catherine satte sig ned med et suk. " Lad være med at kalde ham min ,Rafael " Sagde Hun eftersom hun ikke elskede ham mere. Hun elskede Walter/Victor. Hun sukkede. " Du skal ikke tale sådan der til mig " Snerrede Hun vredt og rejste sig op igen. Halskæden begyndte at lyse igen den glødede af hendes had til Rafael. Hendes metoder var vilde og hun vidste at Rafael var blevet Dæmonernes hersker. Hun snerrede stadig og lod ikke den detalje sætte hende på plads. Leder eller ej?.. Han skulle stadig behandle hende med værdighed eller kunne hun godt sige at hun nedsatte hans...

Rafael smilte undskyldene, "Undskyld Catherine, jeg skulle behandle dig med respekt, selvom jeg ikke bryder mig om dig, så forfærdeligt meget." han holdt en pause, og sagde så "Jeg er kommet med en grund, jeg har som du nok har gættet mistet mine føleser for dig, men jeg vil ikke have en fjende, hvis jeg kunne have en ven, jeg har noget vrede mod dig, ligesom du har nogen vrede føleser mod mig, og jeg syntes ikke vi skal gå ver til sit, før vi har løst det" Rafael mente hvad han sagde, selvom han følte nogen sure føleser mod hende, ville han gerne have det løst. Rafael tog sig til halsen, og sagde hæst "din halskæde kvæler mig, kan vi ikke snakke uden du skal bruge den" han ville ikke være så venlig mod hende, hvis hun vil bruge den for at få ret

Catherine kunne ikke gøre for det da halskæden fulgte hendes følelser men hun fik den dog til at lade være med at knække ham helt. " Venner, Mmm, Det er ikke noget at tage stilling til da vi hader hinanden og halskæden hører forresten efter mine følelser og ikke tanker " Sagde Hun og snerrede surt. " Du burde ikke have givet mig den " Sagde Hun trist da de ikke kunne fungere sammen. " En eller anden dag dræber dens vilje dig " Sagde Hun da hun regnede med det. " Medmindre vi kan finde ud af det uden vold " Sagde Hun..

Rafael bliv lidt såret, over hendes ord, han ville ikke bruge vold mod hende, de havde jo haft nogen gode tider, og han syntes det var trist hun troede han ville bruge vold. "Jeg vil ikke bruge vold mod dig, og det smerter mig, at du ikke kan ligge din vrede ned, bare for en aften, så vi måske kan løse det" han tog Gabriel kniv ud af lommen, og mærket halskæden give ham store smerter i hoved, han smilte og sagde "Jeg vil bare ligge den på jorden" han lagde den stille ned, og sagde "Lig nu halskæden, jeg lover at intet vil såre dig"

Catherine ville til at tage halskæden af og det kunne han se men den gik ind under hendes hud og hun sukkede da den blev der. " Det er lidt umuligt, jeg har prøvet at tage den af men den bliver der " Sagde Hun og mærkede efter. Den var der ikke den var i hendes sind. " Det er svært at ligge sin vrede ned når en man elskede prøvede at dræbe en for er par døgn siden " Sagde Hun og halskæden kom frem for så at gå væk igen. Hun fik fat i den men det var forsvundet igen. " HA " Sagde Hun da hun troede at hun fik den men da den var væk skulede hun bare til der hvor den burde være..

Rafael grinte kort, og sagde så "bare du prøver at tage den af, så er det fint nok, men jeg vil helt ikke føle smerte, når jeg prøver at være venlig" han skiftede til en mere seriøs stemme, og sagde "Catherine..Jeg prøvede ikke at slå dig ihjel, der er ingen måde jeg kan overbevise dig, men jeg bare bare forvirret, og ked af det, den følelse må du da kende, jeg mener heller ikke jeg gjore dig noget?, det var dig der havde en hånd på min hals, ikke omvendt" han holdt en pause "Jeg vil indrømme jeg ville gøre Sebastian ondt, men det var fordi han tog min Ez fra mig, han dræbte hende i koldt blod, og han havde også taget dig fra mig, så jeg var sur, men jeg rev ikke hans hud af, jeg knækkede ikke knoglerne på ham, eller spiste hans sjæl, jeg ville ikke gøre noget der såre dig Catherine, for selv jeg ikke vil bruge mit liv som din partner, kan du vel ikke nægte vi skylder hinanden at opføre hos ordenligt"

Hendes øjne antog en rødlig glød da en hånd blev lagt på hendes skulder. Hånden tilhørte hendes far Lucifer. Hun stivnede og kiggede lidende på Rafael. Hun kiggede ikke på Lucifer da han kendte hende for godt. Han ville se at noget var galt og dræbe Rafael. Lucifer smilede og sagde " Min datter hvorfor præsentere du mig ikke for din ven ". Hun trak vejret dybt og langsomt. " Lucifer det er Rafael, Rafael mød min far " Sagde HUn stille og gik væk fra sin fars hånd og snerrede lavt med dybt og dyrisk. Hun kiggede vredt på sin far. " Hvad laver du her Lucifer?, skulle du ikke lave en aftale med Djævlen? " Sagde Hun med en tør sarkasme..

Rafael nikkede til hendes far, og gik over til sin mere officielle tone "Jeg selv er Rafael, det er en ære at få mulighed for at behage dem med mit selskab" kan kiggedet på Catherine, for at se om hun skulle have hjælp, med at bede ham om at skide. Rafael rettet bliker mod Lucifer, "Jeg selv er beæret over at måtte være i selskab med min ex partner Catherines far, men jeg vil bede dem høfligt om at forlade, jeg og hende har nogen ting der skal ordnes, og de vil vel ikke stå i vejen for deres datters glæde?...forresten selvom deres navn betyder lys bringer, betyder det ikke du skal stå i min vej din gamle nar" han kunne mærke høfligheden forsvandt, han kiggedet underligt på Lucifer, han vidste ikke hvorfor han bliv så sur, men fandt ud af det, da en velkendt hånd bliv lagt på Rafaels skuldre. han fik en kold fornemmelse da Thomas kom ud af mørket bag ham, og sagde "Min kære Lucifer, det er længe siden" Thomas holdt og sagde så "Deres datter er langt fra som dem, ligesom min gud-søn heller ikke er den bedste..men det er dejligt at mødes igen"

Catherine kunne ikke lade være og tog et par skridt tilbage. Lucifer grinede af Rafael. " Jeg bestemmer over min lille pige " Sagde Han og kiggede alvorligt på Catherine for at hun skulle gøre hvad der blev sagt. Hun snerrede da Thomas kom ud fra mørket. " Min gamle ven, længe siden " Sagde Lucifer og Catherine følte sig som et lille barn. "Kære gamle ven, Min datter har et problem med at høre efter og i stedet gøre hvad hun har lyst til " Sagde Lucifer og smilede med sine alt for lange hugtænder. Catherine gik om muligt længere tilbage men kom der i tanke om at den halskæde der styrede Thomas jo var smeltet sammen med den der styrede Rafael. Halskæden delte sig i to så man kunne se at det var Rafael og Thomas den styrede. Hun blev bange da hun aldrig havde brugt Thomas del før. Halskæden lyste kraftigt og Lucifer stirrede på den...

Thomas tog sig til halsen, og sagde så roligt til Lucifer "Min kære ven, jeg vil gerne inviter dig på middag imorgen, men lige nu, skal jeg kaste rundt med dig, det er ikke personligt, det er min gud-søn, og din datter som ejer en meget ubehagelig halskæde, jeg håber du forstår" Thomas slag sin stok, han havde ikke brug for den, stokken var bare til pønt, han lignede den pæne unge mand med langt sort hår, som var hans sande udsende. i det stokken ramte jorden havde Thomas lagt en velplasret militær støvle i Lucifer i bryst, og han flyv gennem luften, og den stor rutsje bane væltede da den stor Lucifer ramte den. Rafael kastede sig ned over Catherine, og bliv ramt af en stor jern bjælke fra rusje banen. og mistede luften, han rev med stor styrke Catherine væk fra under ham, og lod sig falde ned på jorden under bjælken. Thomas have kiggede mod Catherine og sagde "Ilumaticks tolastus ymakulatioan" halskæden der styre ham, flækket og fald til jorden, og glæden forsandt. Thomas gik langsomt hen, og rakte hånden mod Lucifer, som lå ned, og sagde "Det beklare jeg, hvad for en slags blod ønsker du sug til imorgen?"

Lucifers vinger kom ud da han blev kastet. Han snerrede vredere end sin datter og hans øjne lignede ild. Catherine nåede ikke at forsvare sig og blev et øjeblik meget glad da Rafael beskyttede hende men da han blev skadet faldt hun ved hans side og en enkelt tåre gled ned fa hendes tåre. Hun rejste sig op med vreden der eksploderede i hende. Lucifer kom hen til hende og deres vrede var så ens og rettet mod Thomas. " Jeg tror ikke at der bliver noget imorgen " Snerrede Lucifer og i en bevægelse havde han puffet ham selv og Thomas ind i en portal. De var væk øjeblikket efter. Catherine faldt ved Rafael og puffede bjælken væk. " Rafael du skulle ikke have gjort det " Sagde Hun og hendes øjne var mere bekymrede end alt andet. Hun hadede ham jo ikke og det vidste hun. Hun havde bare så mange problemer og kærligheden var den største. Forelsket i to. Åndsvagt. Hun tog fat i ham og lænede ham op af en bøjet lygtepæl der også var ramt. Hun smilede bekymret til ham. " Du heler ikke også? " Spurgte Hun og hulkede måske en smule over at lade ham tage det for hende..

Rafael kigget op på Catherine, da hun først sagde han ikke skulle have gjort det, han smilte venligt, og sagde med en sarkastisk undertone "kunne vi ikke have stået i børne afdelingen?" han havde ikke kræfter til at bevæge sig, han havde var jo lige blevet ramt af 1000 kilo, med 100 kilometer i timen, så han havde det ikke pisse godt. han smilte da han bliv sat op af lygtepælen, han tog en dybindånding og sagde roligt "Jo...Jeg kan ikke være sur på dig Catherine, jeg undskylder for den anden aften, kan vi ikke være venner" han kiggede op på hende, han havde ikke længere følser for hende som partner, men han ville stadig ikke have hende til at komme noget til, og selvom han sikkert ville have været sur over en masse ting, kunne han ikke hade hende, når det kom til stykket. lige meget hvad hun svaret, tog han han fat i enten hendes skuldre, eller lygtepælen, og rejste sig op. han stod lidt op, og faldt så ned igen. "hvorfor skulle jeg også gribe den med ryggen" han kunne mærke halskæden ikke kvalte ham mere, det lagde han først mærke til nu.

Hun grinede trist. " Jo det kunne vi " Sagde Hun og halskæden blev en smule rød. " Jeg bliver nødt til at have tid " Sagde Hun da hun ikke var sikker på noget som helst lige nu. Det føltes ikke som om det var hende selv. Hun lod Luna tage over. " Catherine vil have tid, du vil være venner men hvad med mig " Sagde Luna og sukkede opgivende. Hun rejste sig op og halskæden følte sig straks mere tryg med Lunas sind end med Catherines. Luna vidste hvordan verden lå og hendes følelser tilhørte kun en person. Hun havde det lettere end Catherine og fortrak derfor at bliver sat fri. Halskæden trykkede blidt på Rafaels hals da Luna stadig hadede ham en del. Luna kunne ikke rigtigt se dem som venner. " Jeg tror ikke at det er godt vis vi er venner men måske kan det vise sig at være godt " Sagde Hun til sig selv..

Rafael hørte hende godt, og vidste ikke om han skulle reagere venligt eller ej, han sukkede, og sagde så, da han godt kunne føle det var luna, han havde efter hånden lært at skille de 2 fra hinanden "Jeg har aldrig haft noget mod dig luna, det har ligesom været dig der har haft noget mod mig, selvom jeg har reddet Catherine fra at dø nogen gange, jeg vil gerne være venner med jer begge Luna, det handler om du vil prøve at ligge hadet væk, og jeg kunne forresten godt høre dig, men jeg vil ikke have falske venner, og jeg kan godt se forskel på dem, men hvis du vil lukke en ven ind i Catherine liv, så træd tilbage, og hvis du vil have en ven i begge jeres, så hjælp mig op" han kunne nærmest godt rejse sig selv nu, men det var mere symbolsk syntes han. han rakte hånden mod Luna, og ventede på hun tog en beslutning

Luna kiggede nysgerrigt på ham og grinede hånligt eftersom hun ikke var kendt for overhovedet at have en god side. Hun smilede ondskabsfuldt men smilet falmede da Catherine ville have grædt vis hun trådte frem i personligheden. Luna mistede sit ondskabsfulde smil og et hånligt smil overtog pladsen. " Du har reddet Catherine ja, men tænk over at du har ødelagt det gode liv jeg havde ved at få lov til at styre Catherines liv uden at hun blandede sig, Hun sidder og græder i sjælen og vis jeg satte hende fri ville hun gøre alt for dig " Sagde Hun men en enkelt trækning i mundvigen viste at hun ville være venner med ham. " Jeg vil bare ikke tage den chance at hun giver dig halskæden " Mumlede Hun utydeligt og tog fat i hans hånd. Hun trak ham op og gav hurtigt slip da hun ikke var for glad for det her. *Hvorfor skal Catherine have indflydelse på hvad jeg gør* Tænkte Hun bidsk og en enkelt glød af had dansede i hendes kolde øjne...

Rafael nægtede at høre mere på denne luder, han rejste sig selv op, og snerrede af hende og sagde ondt "Luna jeg er langt stærkere end dig, og nu høre du efter...." gan gik i ren dømonisk form "nu giver du Catherine kontrollen, for hvis du ikke gør det, vil jeg ødelægge dig, jeg vil suge sjælen ud på dig og har intet at frygte, man skal kun frygte ting, som man kan gøre noget ved, men dette der sker med dig, har du ingen indflydelse på, du kommer til at græde som et lille barn, som får skåret sin hud af stykke fra stykke, og ingen kommer og redder dig, så din gråd, din frygt er ligegyldig, du dør alligevel smerte fuldt, og Når du kommer ind i efterlivet, vil du se floden styx, og en mand vil komme og tilbyde dig at sejle dig over floden, men han vil opdage du er et tomt kar uden sjæl, og han vil efterlade dig, du vil stå alene i et tomt landskab forevigt, og overtiden vil du føle sult, men kan intet spise, du vil blive træt, men ikke kunne sove, du vil tørste, men drikker du af floden, vil du kun blive mere tørstig, du vil gispe efter luft, men der ingen at indånde, du vil tigge om at dø, men ingen høre dig, og mens du lider på denne måde, vil verden her glemme dig, din kød vil forsvinde, dit liv vil være lige meget, alle de gode ting du har gjort vil blive glemt, og hvis folk kendte til din skæbne, ville de få en dårlig smag i munden, indtil dagen efter, hvor de ikke giver dig en tanke"

Luna snerrede men hendes øjne viste at hun overgav sig. Hun lod Catherine komme frem. Håret blev den normale lyse farve og øjnene var våde. Hun kiggede på Rafael. Hun satte sig ned med en tung bevægelse. " Hvordan går det så i øjeblikket for dig? " Spurgte Hun nysgerrigt og halskæden mistede dens glød da Catherine tog over. Luna sad i Catherines sind og snerrede af h til. Catherine kunne mærke det og pev svagt. Hun holdt sin hånd ved den venstre tinding og sukkede. " Det er som at blive sparket i hovedet " Mumlede Hun blidt og trykkede på tindingen. Hun kiggede op på Rafael. " Jeg er nysgerrig for hvordan det går med dig" Sagde Hun svagt..

Rafael faldt på knæ da Catherine tog over, så han lænede sig tilbage op af lygte pælen, og smilte mod Catherine for at få det til at se ud som om det ikke gjore ondt. han hørte hvad hun spurgte om, han ville gerne fortælle hende det meste, men spørgsmålet var om han ville fortælle alt, men efter nogen korte overvejelser besluttede han ikke at holde noget tilbage. han svaret venligt "jeg er blevet leder af dæmonerne, jeg er blevet gift med en kvinde jeg elsker, jeg har det generelt godt, jeg håber min kone giver mig et drenge barn, da hun er gravid, og lige nu er jeg glad fordi jeg snakker med en af mine gamle venner" Rafael glad for at halskæden ikke gjore ondt på ham mere, han var begyndt at blive godt træt af den.

Catherine lyttede opmærksomt men af en eller anden grund var hun så vagtsom at det nærmest gjorde ondt. Rafael?. Var hun vagtsom overfor sin bedste ven?. Hun følte dog at hun blev mere vagtsom efter et sekund og det gjorde fandens ondt med den hovedpine. Hun vidste at det var Luna der legede et vredt barn.. " Det er vist et godt liv " Sagde Hun og smilede. Hun tænkte på Maria. Sin skabning. Sin elskede skabning. Maria betød mere end hendes eget liv. Hun ville dø for sin skabning. Hun sukkede. " Jeg har været heldig men ikke så heldig " Sagde Hun trist og ved ordet gamle ven blev hun vagtsom. " Vi er ikke " Sagde Hun og kunne ikke få sagt resten da det var som om Luna ikke ville have dem op. Det var som om Luna tog sin kraft og sørgerede for at de ord aldrig kom ud af hendes mund. Catherine kiggede på Rafael med store øjne da det føltes som at blive kvalt i et øjeblik. Men så var det væk og hun åndede blidt ud..

Rafael havde ikke glemt hvem han var, han var dæmonernes leder, og hans ansvar krævet ham andre steder, han ville ikke gå, men da han så hun havde problemer med at snakke rejste han sig op med et lydløst skrig, og sagde så "Jeg ved ikke hvad du vil sige, men du kan altid finde tryghed i mit hus, og hvis du skal bruge mig er jeg til rådighed" Rafael vendte sig om, han havde svært ved at gå, og bliv nød til at holde smerten inde i sig selv. han faldt dog efter han var gået 10 meter, og han ømmede sig da han ramte jorden med panden først.

Catherine så Rafael gå og sukkede blidt. Hun ville have ham til at gå men alligevel ikke. Hun så da han faldt sammen og i en bevægelse havde hun grebet ham i luften for så at sætte ham ned. Hun kiggede indtrængende på ham bekymret. Hun gav slip på ham og tog et par skridt tilbage for så at sætte sig ned på jorden. " Du har ingen grund " Hviskede Hun til sig selv. Blidt og langsomt. Hun rejste sig op. " Rafael, nu går jeg " Sagde Hun forsigtigt og begyndte at gå hen mod skovbrynet. Hun så på det mørke skovbryn og lidt efter var hun i leopard form. Hendes sorte pels skinnede og hun tøvede et par skridt før hun gik tilbage til Rafael. Hun lagde sig op af hans krydsede ben og spandt svagt. Hun vidste ikke hvorfor men helt ærligt hun var bare i humør til at ligge der..