Finding Sira

Dato: 27. dec
Dag: Søndag
Tid: 18:12
Vejr: Godt vejr. Kølig luft, sne på jorden.
Sted: Gågaden.
Omgivelser: Mennesker hist og her, søndagsåbne butikker.

"Sira!?" Kaldte Eolith og gik igennem gaden. Folk omkring ham så forbavset efter ham, sådan som han gik og skreg efter sin fætter. Eolith var ligeglad, han gad bare ikke gå rundt i byen alene, nu da han havde lovet at være sammen med ham hele ugen.
Han stoppede op midt på gågaden og så sig omkring. *Det var dog utroligt..*.

Marcus sad inde på en cafee, og stirrede ud af vinduet, hvad skulle han da ellers lave lige nu. Han havde ikke sådan rigtig noget han skulle nå, hans arbejde var der ikke så meget af lige for tiden og han sukkede kort. Marcus havde dog allerede mærket at der var en engel ude på gaden, men gjorde ikke så meget ved det, han kunne bare ikke lige finde ud af hvem det var, han så kort ned i sin kop som der var te i og kørte sin ene hånd gennem håret.

Han kaldte igen, hvor en dame bag ham fik et chok. Han bemærkede hende ikke, da han bare gik videre og så efter ham. *Hvor bliver han af?* Tænkte han irriteret, og så sig omkring. Han kiggede ind af cafeens vindue og så efter ham, men han var ikke til at finde der, heller. Marcus sad der inde, men han bemærkede det ikke i første øjekast. Han stivnede kort, da han genkendte personen. *Det er jo.. Marcus!?*.
Han løb hen til døren og indenfor til det bord, hvor han sad. "Marcus!? Hvad laver du her?" Udbrød han glædeligt, så de nærmeste omkring dem også vendte hovederne for at se, hvem der dog kom og brød freden på den måde.

Marcus fik et stort chok og så frem for sig og så at det var Eolith der havde udbrudt hans navn og han smilte svagt til ham.
Han lænede sig tilbage i stolen og lagde hænderne på bordet, " Eolith hey, jeg sidder bare og slapper af, hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt og smilte svagt igen, det var nu noget tid siden at de havde set hinanden, han viste hvor meget Hayley hadede ham, fordi Eolith havde brugt sin evne på Marcus, men Marcus havde holdt hende fra at slå ham ihjel, og fandt ikke noget problem i at snakke med ham.

"Jeg leder efter min fætter" Svarede han i en mere dæmpet tone. Han satte sig på stolen overfor uden at tænke på, at man normalt spurgte om man satte sig "Du venter ikke nogen..?". Han tænkte lidt på, om hende, hans forlovede nu skulle komme, og flå hovedet af ham.
han tog fat i et menukort, han lige kunne nå fra det andet bord, og læste igennem, hvad han dog skulle slukke tørsten med. Nu da Sira havde løbet fra ham, kunne han jo bare være sammen med Marcus.

Marcus smilte svagt og tænkte kort, " er din fætter blevet væk fra dig, eller er han stukket af fra dig?" spurgte han nysgerrigt og smilte stadig svagt imens han sagde det, nu viste han jo ikke om Eoliths fætter var yngre eller ældre end ham, men trak bare lidt på den ene skulder. Marcus rystede derefter kort på hovedet og smilte, " niks, jeg sidder helt for mig selv, altså indtil du kom selvf" smilte han og så kort på sin kop.

"Jeg ved det ikke" Svarede han og lagde menukortet fra sig igen "Han havde lovet at være sammen med mig hele ugen, men allerede her den første dag, stak han af. Han løb vidst efter en eller anden..". Han så op i loftet med et tænkende blik.

//Skal lige spise//

Marcus smilte svagt og trak lidt på den ene skulder, " det kan jo være at han har en hemmelig date, som han gerne ville møde, men det kommer jo også and på hvor gammel din fætter er selvf" sagde han tænkende og smilte svagt igen, han pillede lidt ved sin kop, men lod den ellers være lige nu.

//Okay//

Han svingede lidt med benene under bordet og tænkte. "Hmm.. Nej.. Han er vidst lidt ældre end mig.. tyve år, for at være helt nøjagtig". Han så ned fra loftet og på hans ansigt igen "han er lidt sær, og han kan skærer grimasser hver gang han taler til mig...".
Han tyggede diskret sammen, og så ned på bordpladen.

Marcs nikkede svagt og lagde sit hoved lidt på skrå, det undrede ham meget at Eolith ville gå sammen med denne fætter, hvis han helle tiden skar grimasser, for hans vedkommende, virkede det ikke særlig voksent og fætteren var enda ældre end Marcus. "Hyggelig fætter du har, hvorfor går du så sammen med ham, hvis han er sådan?" spurgte Marcus nysgerrigt og bed sig diskret i læben og så tænkende på Eolith.

Han trak på skuldrene. "jeg kan godt lide at kigge på ham... tror jeg...". Han tænkte lidt over det, og syndes selv det lød dumt og uforklareligt "Han kender mig jo heller ikke endnu. Det er mit første møde med ham, og jeg vil gerne være hans ven..".

Marcus rynkede kort panden og tænkte lidt over det, " du kan godt lide at kigge på ham? du har vel ikke tænkt dig at bruge din evne på din egen fætter, har du?" spurgte han og så tænkende på Eolith. Marcus smilte så svagt og nikkede kort, " han skal vel bare vænne sig til dig, efter mit vedkommende er du en ret god ven, så jeg tror han vil komme til at holde meget af dig" sagde Marcus og smilte igen, han synes selv at han nogen gange godt kunne lyde for blødsøden, men sådan var Marcus, han var knap den hårde type.

Han stivnede i chok over det første han sagde. "...Du får det til at lyde som om, det er noget jeg planlægger...". Han tyggede lidt sammen, og så lidt ud ad vinduet. "Du har også sladret om mig... Til hayley.. Er det ikke det hun hedder?". Han så stadig ud og følte sig krænket af Marcus "Bare jeg nævner mit navn, ved folk hvad jeg har gjort imod dig... jeg troede ikke du var vred ove det?".

Marcus kunne godt høre at Eolith havde misforstået et eller andet og rystede kort på hovedet, han rettede lidt på sin skjorte og lukkede kort øjnene, fordi han tænkte, " jo jeg har selvf sagt til hende hvad der skete, men ikke fordi jeg var vred på dig, jeg har jo allerede tilgivet dig og det var fordi hun kunne lugte at du havde været tæt på mig at jeg blev nød til at sige det" sagde han tænkende og så derefter ud af vinduet.

"M-men..." Sagde han stille og så på ham igen, med et lettere trist udtryk i øjnene "Hun har sagt det videre... Jeg ved ikke hvor mange der ved det...".
Han tog sig til halsen, som om han blev kvalt af noget, men det var bare noget der skete, når han blev ked af det. "...Der er sket så mange ting...".

Marcus så tænkende på Eolith og sukkede svagt, " det må du unskylde, det var ikke meningen at andre skulle vide det, men jeg viste ikke engang at hun havde sagt det videre" sagde han stille og bed sig i læben. Marcus så trist på Eolith da han tog sig til halsen og tænkte lidt, " hvad er der da sket, er det noget du skal have hjælpe med?" spurgte Marcus bekymret og bed sig i læben igen.

"... Jeg ved ikke hvorfor, men folk... Jeg ved det ikke". Han slap halsen lidt og blev stille, indtil en servitrice kom hen til ham, og spurgte ham hvad han skulle have. Eolith så på hende og nikkede kort "Øh.. en iste" Svarede han, bare for at købe et eller andet. Hun gik, og han så på Marcus igen "Jeg blir vraget, bidt og voldtaget af folk, nu efter at jeg forsøger at forandre mig... Er det virkelig den straf jeg må gennemgå..?".

Marcus så kort på servitricen da hun kom hen til dem, han holdte kun blikket på Eolith. Han blev dog meget overraske af de ting han sagde at han var ude for og hans hæner blev knyttet imens de stadig lå på bordet, " hvem gør disse ting imod dig, og det har ikke noget med at du skal straffes, det har du langtfra fortjent" sagde Marcus og bed diskret tænderne sammen, hvordan kunne man overhovedet gøre sådan noget mod en som bare prøvede at forandre sig til det bedre.

Eolith så sig lidt omkring, for at sikre sig, at ingen lyttede. "Fremmede folk... men også folk jeg forsøger at stole på. Da jeg fandt ud af, at du havde sagt det videre... troede jeg at du hadede mig". Han sukkede og blev stille. "Jeg mødte også en vampy forleden, han valgte at suge mit blod, efterlade mig en masse bidemærker... Jeg kan vise dig dem senere... Han har ødelagt min hals fuldstændig...". Han talte lavt, da ingen skulle høre det.

Marcus kunne godt mærke at vreden kom lidt op i ham, selvom nogen af dem som gjorde det imod Eolith var fremmede, men det gav dem stadig ikke ret til det. " Jeg hader dig ikke Eolith, tro mig hvis jeg havde vist at Hayley ville sige det videre, så havde jeg også stoppet hende, undskyld" sagde han stille og vendte blikket ned i bordet. Hans knyttede hænder folede sig lidt ud, han følte sig skyldig i Eoliths lidelser og sukkede svagt, "undskyld" mumlede han stille igen og bed tænderne diskret sammen igen.

"Det gør ikke noget..." Svarede han, selvom det et eller andet sted var for sent, og at han havde været ked af det længe, på grund af det "..Undskyld. Det går mig bare ikke så godt lige for tiden. Måske pisser jeg også bare folk af, rimelig let.".

Marcus vendte sit blik på Eolith og sukkede svagt, " jo det gør, jeg fortjener ikke at være din ven efter det her, det er jeg altså virkelig ked af, jeg ville ønske at jeg kunne tage det tilbage" sagde han stille og ved sig hårdt i læben. "Så er jeg en undtagelse, for jeg føler ikke at du pisser mig af" sagde han og smilte svagt, selvom han ikke fandt tispunktet at smile, så det forsvandt hurtigt igen.

"Du er min ven. Det er slet ikke slemt. Jeg bliver bare oprevet af små ting..." Svarede han, da han ikke ønskede at give Marcus skyldfølelse på nogen måde. Det var slet ikke hans mening, at komme frem med det, men han tværtimod valgt at lægge det bag sig. Han sukkede stille. "Jeg tænker meget på... Hvordan du har det...? Jeg har jo ingen kontakt til dig, udover når jeg møder dig ved et tilfælde".

Marcus sukkede og rystede kort på hovedet, " små ting kan også blive store på et tidspunkt Eolith" sagde han tænkende og så kort væk fra ham, men så så igen på ham og trak lidt på den ene skulder. " jeg har det fint.. sådan da.. jeg har selvf mine nedture en gang imellem, men jeg overlever også skal jeg forresten også være far snart" sagde han og smilte svagt igen, " hvad med dig, hvordan har du det, udover når du er oprevet og kommer ud for nogle ting" sagde han tænkende og lænede sig lidt tilbage

Eolith blev helt stille men smilte stort, idet han nævnte, at han skulle være far. I det korte øjeblik vidste han slet ikke hvad han skulle sige, fordi han et eller andet sted var meget glad for ham. "Tillykke!" Fik han fremsagt "Det er en god ting, ikke?". Han undlod helt at svare på det andet, da der ikke var noget godt at sige der. Han følte sig lidt stresset, på så kort tid.