Den indre ro.

Dato: 25. september
Årstid: Efterår
Dag: Fredag
Vejr: Køligt og stjerneklart.
Sted: I skoven
Tid: Omkring kl 00:00
Omgivelser: Ingen

Etheldreda bevægede sig rundt i skoven, og kiggede på sine omgivelser som hun nød i fulde drag. Hun havde lige haft nydelsen af at drikke blod fra et menneske, og var gået ind i skoven for at finde ro. Hendes humør var højt, og rester af blod var endnu at finde på hendes tøj.

Vicente kom gående igennem den triste skov. I sine hænder havde han en fløjte, som han spillede på. Det var en rolig melodi, men trist melodi, som han spillede. Måske var det skoven der gjorde den trist? Hans øjne flakkede rundt på træerne, han var stadig godt på vagt, selvom han gik der og spillede.

Etheldreda stoppede op, da hun hørte lyden af fløjtespil. Hun kiggede ud i mørket for at se tilhørerne af fløjte, men kunne intet se i mørket. varsomt fulgte hun lyden og så at skikkelse var en varmpyr, lige som hende selv. Hun slappede lidt af, da alle andre væsener end hende selv, virkede så modbydelige, men regnede ikke med at det samme galdt for ham.
"Det er ligefør at musikken ødelægger mit gode humør" kommenterede hun og bevægede sig nærmere moed ham.

Vicente stoppede brat da han hørte stemmen. En kvindelig stemme var det. Hans blik fandt hende hurtigt og han stoppede fløjtespillet. Med hans stærke sanser kunne han føle, nærmest lugte at det var en vampyr, som havde sagt noget. "Jeg kender ingen glade melodier", sagde han med en næsten toneforladt stemme.

"En skam" hun trak på smilebåndet, og slog en lille latter op. Det friske blod havde gjort hende utrolig glad, og hun følte sig beruset med glæde.
"Spil videre!" opfordrede hun, og satte sig på et væltet træ, hvor hun betragtede ham min sine mørke øjne.

Vicente studerede hende kort før at han lukkede sine øjne og tog fløjten op til munden. Han fokuserede på en sang, som han havde hørt i radioen for et par dage siden. Det var en fredfyldt og stille melodi, ingen spor af glæde eller sorg i den. Stairway To Heaven hed sangen.

"Smukt" hun smilede kort og lyttede til melodien, sammentidig med at den alt for store glæde, stilnede lidt af. "Du er god" det lignede ikke hende at komme med komplimenter, men hun kunne ligeså godt være rar, nu hvor der var en af hendes slags.

Han stoppede sit fløjtespil. "Det ved jeg", sagde han og så ned på sin fløjte. Han tog et par skridt frem. "Jeg har også spillet længe", sagde han og rettede sine røde øjne over på kvinden, som han endnu ikke vidste, hvem var.

"Øvelse gør mester, som man siger" hun rejste sig og kiggede på hans røde øjne.
"Det er nu så kønt med røde øjne.." et lille smil krusede op på hendes læber, og hun gik rundt om ham med et bedømmende blik.

sasori kom gående og så to skikkelser. han løb derhen for at se hvem det var.

"Hm?" var det eneste der kom fra ham imens at han fulgte hende med sine røde øjne.
Han hev en taske frem, som hans lange røde kappe dækkede. Han lynede den op og lagde sin fløjte ned i, hvorefter at han satte tasken om igen, hvor kappen dækkede den.

Hun stirrede ind i mørket, da hun syntes at høre knækkende grene og hvislende blade.
"Hmm.. Du kunne være lækkert med en hjort" hun slikkede sig om læberne og bevægede sig langsomt ud i mørket, sikker på at det var et dyr der havde brudt stilheden i skoven.

sasori kunne høre nået der rørte på sig. han kiggede sig omkring for at finde ud af hvad det var.

Vicente så efter kvinden. Han undrede sig over, hvem hun egentlig var. Han rystede kort på hovedet. "At slukke sin tørst på dyr... Mennesker er nu mit personlige valg", sagde han og strøg en lok af sit kulsorte hår væk fra sine blodrøde øjne.

Hun kiggede tilbage på ham, og kom med en kort latter.
"Du har ret.." med et smil gik hun tilbage til ham og slog sig på maven. "Jeg har også lige spist.. Men det morer mig nu at jage" hun kiggede endnu engang ud i mørket, men vendte så blikket på ham igen. "Jeg har hørt at engle skulle smage helt fantsatisk"

"det gør de skam." sasori trådte ud af mørket.

Vicente nikkede stille. "Så er jeg ikke den eneste der har hørt det", sagde han og hvilede sit blik på kvinden. Han tog nogle skridt imod hende og spurgte så "Hvem er du egentlig?"

Etheldreda kastede et irriteret blik hen på drengen.
"Find nogle andre at sætte ild til" sagde hun vrissende og vente opmærksomheden mod vampyren. "Jeg er Etheldreda" hun smilede "Og du?"

sasori bukkede "vi kom vidst skævt ind på hinanden."

Vicente gentog lavt hendes navn og nikkede stille. "Mit navn er Vicente, Vicente Valentieri", sagde og bukkede kort og høfligt. Han var altid mere høflig overfor de kvindelige vampyrer end alle andre, ikke fordi at han prøvede på noget. Han var bare galant.

"Det gjorde vi vidst, og det er derfor jeg gerne vil have at du vender om, og går nu" hun smilede koldt "Vi kan ikke have at nogen kommer til skade.." igen vendte hun opmærkesomheden mod Vicente.
"Jeg må indrømme, at jeg er glad for jeg mødte dig," hun smilede smigrende, og kom med en lille latter.

Vicente ignorerede ham den nyankommne. Han følte ikke at han var værd at bruge tid på, så fokuserede på Etheldreda. "Hvorfor det?" spurgte han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine blodrøde øjne.

sasori blev lettere irriteret over at hun afviste at han prøvede at gøre det godt igen. "jeg prøvede sådan set bare at hjælpe."

"Jeg har ikke brug for hjælp" snerrede hun uden at flytte blikket fra Vicente.
"Fordi man godt kan have brug for at snakke med en fornuftig person engang imellem." en lille snert af irritation var stadig i hendes stemme, men hun kom hurtig med et lille smil.

"du ville altså hellere skydes i halsen med vievand end at brænde dig." sasori begyndte at føle sig provokeret.