Den indre ro.

Vicente hoppede tilbage og landede sikkert på fødderne, stadig i sin defensive kampstilling med de to katana. "Fortæl mig, hvem du er, hvad du vil og, hvorfor de oplysninger om mig er så vigtige for dig", sagde han.

Etheldreda rynkede undrende på brynene, da flammerne syntes at blive større. Hun sprang ned fra træet og var henne ved dem i løbet af meget kort tid.
"Sluk den forbandede ild!" råbte hun irriteret, men dog overbevist om at det nok ikek ville hjælpe xD

"mit navn er sasori no akasuna, jeg vil blot vide hvem du er, hvis jeg ser dig igen." flammerne rykkede tættere vicente.

Vicente kunne mærke, hvordan flammerne nærmede ham. Han puttede sin ene katana i den skede og løb mod et træ. Med hans inhumane fart løb han op ad træet, fik fat i en gren og hoppede fra det træ til et andet og derefter til det tredje. "Jeg er Vicente Valentieri", sagde han og så på ham fra træet.

"godt, var det så svært?" sasori lod sine flammer forsvinde.

Hun kiggede vredt på drengen, og ville i det øjeblik ønske at et blik kunne dræbe.
"Var det virkelig nødvendigt?!" spurgte hun irriteret, og kiggede på Vicente, med et lille bekymret blik, men sagde ikke noget.

Vicente ignorerede ham og hoppede ned fra træet. Han tog sin taske frem igen, lynede den op og tog sin fløjte frem og lagde derefter tasken væk igen. Han begyndte at spille en rolig melodi på sin fløjte imens at han satte kursen ind i skoven.

"ja for din elsker her var temmelig stædig." sasori fik et smil på læben.

Hun smilede "Du er vidst ikke meget bedre selv.." hun sagde ikke mere, da hun ikke ville risikere endnu et brændende cirkus. "Jeg tror du har irriteret os begge tilstrækkeligt.. Hvad vil du nu lave?" hun smilede koldt og var igen oppe i et træ, hvor hun kastede et blik på stjernerne.

Vicente holdte en kort pause i den rolige melodi, hvor han kastede et hurtigt blik over skulderen over på Etheldreda, hvorefter at han fortsatte sin melodi og sin gang længere ind i skoven, hvor det var mørkt.

"jeg havde tænkt mig at snakke." sasori smilede blidt.

Vicente fandt et roligt sted og satte sig på den nærmeste faldne træstamme. Han stoppede sit fløjtespil og lagde fløjten i sit skød. Han lukkede sine blodrøde øjne. Efter så meget lys trængte hans øjne til at slappe af og vænne sig til mørket igen.

Hun kastede et blik på ham "Så begynd hellere med at finde nogen at snakke med" svarede hun kort, hoppede ned af træet, og løb efter fløjtespillet. Vicentes skikkelse sås kort efter og hun betragtede ham, men sås ikke til at ville forstyrres og vendte derfor opmærksomheden ud i mørket.

Vicente kunne mærke hendes tilstedeværelse og åbnede stille sine øjne og rettede dem over på hende. "Stupide dæmon", sagde han før at han rettede sit blik ned på sin fløjte og løftede den kort imens han ændrede stilling til skrædderstilling.

"Ikke en du holder af" sagde hun med en kort latter. "Han er værre end de pokkers dusørjærgere" konkluderede hun og rystede let på hovedet. Det var irriterende nok at der var dusøjærgere, men dæmoner måtte vidst få førstepladsen over irriterende skabninger.

"En holdning, som jeg altid har haft: De andre racer er kun skabt så vi kan bruge dem, som føde", sagde han og strøg en lok af sit kulsorte hår væk fra sine blodrøde øjne og så på hende.

Hun smilede kort "Her bliver jeg vidst nød til at give dig ret.. Men ville dog ønske at der var andre fornuftige racer end vampyren" sagde hun med et blik på ham "Møder så sjældent en af min egen race" forklarede hun med et lille skuldertræk.

Vicente nikkede. "Jeg er dig enig", sagde han og rejste sig. Han tog sin anden katana, som lå på den træstamme han før sad på og stak den i dens skede og fløjten i taksen før at han tog nogle skridt over imod hende.