Rose In The Forest!

Sted. Den Triste Skov
Vejr. Det er koldt og regner lidt
Tid. 02.32
Omkring. No one
Dag. Søndag
Dato. 27. december
Påklædning. En hvid sommerkjole som går til knæet, sorte ballerina sko og armbånd.

Rose gik rundt i skoven. Hun havde gået herud for at tage en genvej hjem. Hun sukkede over sig selv. Over sin dumhed at faktisk have gået herud. Hun havde trukket sine vinger tilbage da hun lige havde været i byen i blandt mennesker. Hun ville ikke få dem frem da hun derfor ikk ville have så mange kræfter. Hun gik med blikket søgende rundt.

Vicente sad på en gren oppe i et træ og han havde, som altid sin sorte frakke på. Han så ud i mørket og fandt sin fløjte frem. Han satte den mod sine læber og begyndte at spille en rolig melodi. Han fornemmede ingen i nærheden, men var dog stadig på vagt.

Rose spidsede øre da hun kunne høre en rolig fløjtende melodi. Hun gik langsomt og forsigtigt over mod det sted hvor det kom fra. Hun vidste at det var dumt, men ville gerne lige se hvem det var som spillede på fløjten.

Vicente fornemmede pludselig nogen, som nærmede sig. Han så søgende rundt, men stoppede ikke fløjtespillet. Mon han var så heldig at det var en vildfaren engel? Hvis det var så satsede han ihvertfald på at sætte tænderne i englen.

Rose vidste at det var hendes dumdristige nysgerrighed der trak hende over mod fløjtspillet. Hun hadede at være så nysgerrig, men kunne ikk rigtig gøre noget ved det. Hun gik og stod hurtigt nogle få meter der fra hvor Vicente sad. Hun så rundt og kunne mærke en bekendt persons tilstedeværelse.

Vicente stoppede fløjtespillet og så søgende rundt. Det varede ikke længe får han fik øje på englen. Han genkendte hende. Det var den samme engel, som han havde set på hospitalet. Han puttede fløjten tilbage i hans sorte frakkes inderlomme og hoppede ned fra træet.

Rose fik et mindre chok da en dreng lige pludselig hoppede ned fra træet. Hun så lidt på ham med et koncentreret blik da hun prøvede på at se hans ansigt i mørket. Hun genkendte ham. Det var den samme dreng som hun havde set på hospitalet. Som havde prøvet at få fat på hende og kom så op at slås med en af sygeplejeskene som der åbenbart var en varulv. Hun vidste at det ikke var særlig godt at stå tæt ved ham og gik derfor et par skridt baglæns.

"Godaften. Hvad laver en fin lille engel som dig ude på denne tid?" spurgte han og gik med rolige skridt imod hende. Han fik ikke sat tænderne i hende sidste gang, men han denne gang var han fast besluttet på at gøre det.

"Ikk noget!" sagde hun hurtigt og gik nogle fler skridt tilbage og ville holde en god afstand på ham. Hun vidste dog at hun ikk kunne blive ved med at bakke. På et tidspunkt ville hun støde ind i et træ..

Hans skridt var lange, men forblev rolige og hans stemme var også rolig. "Det lyder ikke som 'ikke noget'" sagde han og blev ved med at gå imod hende. "Jeg har næsten lige haft tænderne i et offer, så du kan være helt rolig.. Jeg gør dig ikke noget," løj han.

Man kunne let se at Rose ikk stolede på ham "Ja, som om" sagde hun og blev ved med at gå baglæns. Da hun så at hans skridt var længere end hendes begyndte hun at gå med hurtigere skridt baglæns. Flere gange var hun tæt på at snuble. Hendes hænder var bagud så hun kunne mærke hvis der kom et træ så hun ikk slog hovedet ind i det.

"Og hvorfor tror de ikke på mig?" spurgte han og fortsatte mod hende. "Jeg kan vise dig det," sagde han. Han ville prøve at lokke hende tæt på ham, men hvis det ikke virkede så havde han en anden plan. En plan, som englen ikke ville bryde sig om.

"Nejh tak!" snerrede hun og gik hurtigere og hurtigere baglæns. Hun skulle ikke nyde noget som helst og ville nu bare gerne ud af skoven "Hold dig væk fra mig!" snerrede hun advarende og så truende på ham.

Vicente stoppede op. "Kom til mig og jeg lover at der ikke sker dem noget," løj han. Han afprøvede en ny teknik, som han brugte mod hans ofre. I stedet for at angribe dem ville han lokke dem til sig. Han havde før set andre vampyre gøre det og havde besluttet sig for at afprøve den metode.

Rose stoppede langsomt op og gik et skridt over mod drengen, men rystede så hurtigt på hovedet da hun ikke ville lade sig overtale "Nejh!" snerrede hun og hoppede hurtigt et skridt baglæns og knyttede sine hænder og var klar til at slå ham hvis han kom for tæt på.

Vicente betragtede englen. Han tog et skridt tættere på. Han overvejede at gøre, som han plejede når han havde fundet sig et offer. Han var ved at blive utålmodig. "Forklar engel. Forklar, hvorfor De ikke stoler på mig," sagde han.

"Du er en vampyr!" snerrede hun som om at det ikke var åbenlyst. Hun gik et skridt længere væk "Hold dig så væk!" snerrede hun vredt og var ved at gå lidt i panik. Han var lidt skræmmende og hun brød sig overhovedet ikke om ham.

"De er en engel," sagde han og betragtede hende med hans røde øjne. "Og jeg har brug for jer engle." Han bevægede sig med lange og hurtige skridt imod hende. Han ville afprøve den metode på en anden. En som ikke vidste hvem eller, hvad han var. Nu ville han bare have hendes blod og gik derfor tilbage til hans egen metode. Den voldelige.

Rose fik et chok da han pludselig kom så hurtigt over mod hende. I ren reaktion og lidt panisk reaktion, vendte hun sig om og stak i et løb væk fra ham. Ikke tale om at hun bare skulle gøres fortræd uden kamp. Hun løb så hurtigt hendes ben kunne magte og så sig ikke over skulderen. Hun vidste ikke engang om hvorvidt drengen fulgte efter. Det gjorde han sikkert.

Vicente satte i løb efter hende. Hans vampyriske hurtighed ville hurtigt bringe ham efter hende. Dette mindede ham om den anden engel, som han så tit havde jagtet på samme måde som han jagtede den engel nu.

Rose kunne høre drengen et sted bag sig og drejede skarpt til højre. Måske kunne vampyren løbe stærkt, men der var jo oss chancer for at han ikk var særlig god til at dreje skarpt til siderne.. Det var bare ikk en særlig stor chance.

Vicente var allerede lige i hælene på hende. "Jeg skal få dig. Det kan du være sikker på for det nytter ikke at løbe fra mig," sagde han og ventede på han var tæt nok på så han kunne gribe fat i hende og stoppe hende.

Rose koncentrerede sig og kunne mærke sine vinger gå ud gennem sin ryg "Når først jeg er oppe i luften kan du ikke få fat på mig!" råbte hun og koncentrerede sig til at hun kunne mærke at vingerne var helt ude og begyndte at baske med dem.

Vicente kravlede hurtigt op i et træ og hoppede derefter ned mod hende. Var han heldig fik han fat i hende og ville forhindre hende i at flyve væk. Hun måtte ikke slippe væk, som den anden engel havde gjort de fleste gange. Den slags nederlag irriterede ham meget.

Rose så op og fik et stort chok da drengen pludselig havde hoppet ned mod hende. Hun havde ikke kommet op i luften endnu og sprang væk fra det sted hvor drengen skulle lande, men landte dog alligevel på knæ to meter derfra og så sig over skulderen mod drengen.