Pardon, come again? - Gaby

Dato/Dag: IRL
Tid: 8.55
Vejr: overskyet udenfor
Omgivelser: Nogle ældre dusørjægere. Et skrivebord og andre ting man finder på et kontor.

Tristan stirrede lidt dumt på den ældre herre foran ham. Han havde det ene øjenbryn lidt hævet. "En gang til, hvad har i planlagt?!" Udbrød han til manden.
Det var ikke ligefrem det bedste tidspunkt at give ham en sådan besked. Det var søndag, en dag han normalt havde fri. Klokken var lidt i ni, han kunne have sovet omkring 3 år længere!
"Nu når de har taget over så mener vi at det ville være godt at de lærte at arbejde sammen med nogen. Vi har informeret din nye partner om at mødes her kl 9 med samme information" Svarede den ældre herre med et fjernt smil.
Tristan kunne have banket hovedet ned i sit skrivebord. Han havde troet at med leder posten fulgte frihed, men åbenbart ikke. Et par af de ældre dusørjægere var sat til at guide ham de første par uger og det gav ham et helvede. Hvorfor skulle de bestemme sådan noget uden ham!?
Da han var tumlet ud af sengen den dag havde han valgt at tage et par army grønne løse jeans på, en sort t-shirt og et par slidte converse sko.
De var lige nu pladseret i hans nye 'kontor' og ventede på at denne 'partner' skulle komme til møde.
Han kunne have rejst sig fra sin stol bag skrivebordet og råbt af den ældre herre at han arbejdede alene og at han nok selv skulle bestemme, men lod vær' .. Han skulle kun udholde de ældre i et par uger, så bestemte han selv.

Gaby var klædt i en sort, tætsiddende t-shirt med en forholdsvis dyb udskæring. Over den havde hun den sædvanlige jakke, der lignede en skovmandskjorte med hætte, hvor hun havde slået hætten op så den dækkede størstedelen af det orange hår. Hun havde et par fingeløse læderhandsker på hænderne, og om benene smøg der sig et par mørke jeans. Og så havde hun selvfølgelig også et par højhælede støvler på fødderne.
Hun havde et køligt, lettere reserveret udtryk i ansigtet, da hun trådte ind i det rum hvor hun var blevet bedt om at stille klokken 9. Hun var utilfreds. Meget endda. Men hun havde valgt at ligge en dæmper på sit humør, indtil hun havde fået noget mere information om hvad fanden det her drejede sig om. Hun var vågnet til et lille anonymt brev, der fortalte at man havde valgt at give hende en arbejdspartner, og at hun skulle møde op på hovedkvarteret klokken ni. Hendes reaktion til dette havde været at rive papiret itu og haste ud af døren. Hun havde haft brug for at køle af, hvis hun skulle holde sig selv fra at rive hovedet af en eller anden.
Men det ville hun nok ende med at gøre alligevel, med mindre der var nogen der fortalte hende at det hele bare var den dårlig joke, og hun kunne vende tilbage til sine vante rutiner.
Der var fandme ikke nogen der sådan skulle komme og fortælle hende hvordan hun skulle arbejde, og ikke skulle arbejde.
Hun lod et køligt blik glide over forsamlingen før hun uden et ord placeret sig op af væggen få meter fra skrivebordet. Egentlig undrede det hende at se den yngste person - han var næppe mere end en dreng - sidde bag skrivebordet, mens de ældre mænd stod samlet foran det. Dog kommenterede hun det ikke, men ventede blot på at en eller anden skulle få munden på gled.

Tristan kiggede op da døren gik op. For hans skyld kunne jorden have åbnet sig op og slugt ham. *Hvorfor, hvorfor, hvorfor?* beklagede han sig sit hoved.
De havde sat ham sammen med en kvinde...Skønt... Og ikke bare det. Hun lignede en der ville skabe problemer, gøre livet surt for ham. Han betragtede hende kort. På et pukt havde du ældre da ramt plet. Håret. Hun havde lige så orange hår som ham selv, men dte var nok ikke lige så naturligt som hans. Det næste han bed mærke i var hendes støvler, høje hæle? Give me a break... Det var ikke kun hendes fremkommen. Hun lignede ikke ligefrem en der var glad for planen.
"Du skal være velkommen til at træde tættere på, jeg bider ikke" Mumlede Tristan irriteret og lænede sig tilbage i sin stol.
Den ældre herre hostede en gang og sagde roligt. "De må være Gabrielle Sallinger. Velkommen til, godt at se at de kunne være her. Som du nok ved har vi sat dig sammen med en ny partner" Han lagde en hånd på Tristans skulder og fortsatte "De evner har vist sig meget imponerende, det er derfor vi har valgt dig til at deltage i vores lille eksperiment" Manden smilede stadig intetanende imens Tristan bare kiggede på hende. Han var sikker på at han så både træt og irriteret ud, men orkede ikke at ændre dte.

"Det gør jeg tilgengæld." Bed hun ham lavmælt af. Sådan ville hun fandme ikke finde sig i at blive talt til. Og så kunne det være ligemeget hvem der sagde det.
Hun kneb øjnene en smule, og lod et misbilligende blik hvile på manden, der præsenterede 'eksperimentet for hende. Hun nikkede let. Opførte sig som om hun var interesseret, og lyttede opmærksomt. "Lad mig lige se om jeg har forstået det ret; I er imponerede af mit arbejde, og derfor vælger I at jeg skal arbejde sammen med ham der?" Hun nikkede let over mod drengen bag skrivebordet. "Glem det. Jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig at indvillige i det her." Gaby rystede på hovedet, mens en let latter boblede op i hende stemme. Hendes blik, der før havde været rettet mod gulvet løftedes nu, så det hvilede på manden der stod bag stolen. "Se dog på ham! Han er ikke meget mere end et barn! I må finde jer en anden, der har tid til at lege babysitter, for det har jeg i den grad ikke." Hun havde hævet stemmen nu, og i hendes ansigt begyndte den blussende vrede langsomt at komme til syne. Hvor vovede de at sætte hende sammen med en dreng på den måde!
Hun havde arbejdet alene siden sin fars død, og agtede at forsætte på den måde. Når hun arbejde alene kunne hun ikke påvirkes af andres skade på samme måde, som hvis hun havde andre hun var nødt til at tage hensyn til.

Tristan skar tænder inden under de sammenpressede læber. Hun var flabet, stædig, tilbage snakkende og hasty. Så meget havde han allerede fået ud af mødet.
Den ældre herre nåede lige at svare på det første med et. "Jeg er bange for at du ikke har meget valg her frøken Sallinger" Mere nåede gamle mand ikke at ytre inden hun havde sagt det næste og Tristan havde rejst sig fra sin plads med begge håndflader hamret ned i bordet.
Ikke tale om at han havde tænkt sig at finde sig i den tone. Hun ville ikke lege babysitter? oh no, she did not.
"Undskyld hvad sagde du? kom igen? Du burde vise lidt respekt og finde det ærefuldt at få fornøjelsen af at arbejde sammen med mig!" Udbrød han irriteret og holdt blikket fast rettet på hende. Hun skulle ikke tro at hun kunne valse her ind og sige sådan. Havde hun ingen ide om hvem han var?
Bare hendes attitude gav ham næsten lyst til at arbejde med hende bare for at være irriterende.
"tag dog lidt ansvar. Det er dig der er barnet" Afsluttede han.
Den ældre herre så lidt skræmt ud over dem og de andre ældre mumlede noget uforståeligt til hinanden.

Gaby lagde armene let over kors, og så for førte gang vurderende på ham. Nikkede let til hans afslutning. "Selvfølgelig er jeg det. Men fortæl mig lige, hvor gammel er du? 16, 17 år? Måske endda 18? Så har du hvor meget, 5 års erfaring som jæger? Deromkring?" Gav hun igen, og løftede let det ene øjenbryn.
"Det kan godt være at du skal til at sidde på tronen, og lede jægerne, men det betyder ikke at du har ret til at fortælle andre hvordan de skal gøre deres arbejde. Jeg ved ikke hvis idé det her var, men jeg tør godt kalde den en fiasko allerede. Jeg har altid arbejdet alene, og det agter jeg at blive ved med." sagde hun mens hun lagde bånd på sig selv, for at kunne forsætte med sin sædvanlige rolighed. "Ligegyldigt hvor stor en ære jeg så må afvise." tilføjede hun og sendte drengen et spydigt blik.
Det kunne godt være at Gaby opførte sig som om hun regnede med at hun kunne nedlægge hele verden på egen hånd, men sådan mente hun det nu ikke. Hun havde blot problemer med autoriteter, og med at følge ordrer. Og hun brød sig bestemt ikke om at blive trukket rundt i manegen som en anden cirkushest.

Han måtte fnøs og vifte hendes kommentar af med en hånd. Hånede hun ham nu? Eller var det et ynkeligt forsøg på at slippe for at arbejde med ham.
"18, det giver mig præcis 18 års erfaring. Og hvad er du 43? Hvis du nu har så meget erfaring som du hentyder" Gav han flabet igen og havde stadig begge hænder plantet på skrivebordet.
Nogle af de ældre kiggede nervøst fra den ene til den anden og havde tydeligvis noget at sige, men kunne ikke få det mast ind.
"Jeg agter ikke at fortælle folk hvordan de skal arbejde, men jeg forventer at få vist en del respekt! Se ikke på mig som om det var min ide, jeg ville ikke have noget med dig at gøre hvis jeg selv kunne vælge!" Snappede han igen.
Den ældre herre hostede to gange og tog hænderne beroligende frem foran sig.
"Så så, i kan fortsætte denne samtale senere. Vi har allerede jeres første mission klar" Prøvede han og rakte Tristan en missionsbeskrivelse på et stykke papir.

Gaby lo og pege let på ham, mens hun rettede blikket mod de ældre. "Ham kan jeg lide" klukkede hun, før hun vendte et par kølige øjne mod drengen, hvis hår havde samme farve som hendes, og tilføjede med en stemme der nærmest dryppede af iskold sarkasme. "Han er sjov."
Hun kenb øjnene sammen og så til mens hendes tilsyneladende nye 'makker' fik tildelt et stykke papir. Missioner. Hurra. Ikke nok med at hun fik at vide hvordan hun skulle arbejde, nu fik hun også at vide hvad hendes arbejde bestod i.
Hun sukkede kort og skubbede sig ud fra væggen, med en lille bevægelse med skulderen.
"Godt så, hvem er den heldige vinder af en enkeltbillet til endestationen?" spurgte hun i et noget mere forsonligt tonefald, idet hun stillede sig bag drengen, for at kunne læse med over hans skulder. Hun tænkte at hvis de bare kunne få det overstået hurtigst muligt, så behøvede de vel ikke at se mere til hinanden lige forløbig. Det var i hvert fald sådan hun håbede at det forholdt sig.
Hun havde ikke tænkt sig at smide alt hvad hun havde i hænderne, blot for at tage på hemmelige missioner, med denne harekilling af en leder hun havde fået sig. - Hun havde nemlig rigeligt med mål hun arbejdede på at få nedlagt i øjeblikket.

Tristan kiggede et øjeblik op fra papiret og op på hende med hovedet på skrå og et tydeligt misfornøjet blik.
Så kiggede han tilbage ned i papiret for at få missionsdetaljerne med. Han skimtede det hurtigt ned og lagde det fra sig på bordet uden at bemærke om den nye makker havde læst færdig, eller det håbede han ikke at hun havde - bare for at være træls.
"Så vi skal efter en bloddæmon.. Ligner en i midten af tyverne og kan tilsyneladende dublikere sig selv i kloner" Han holdt en pause og løftede øjenbrynet ved det sidste "Og har allerede taget flere af vores jægere ud" Et blik hen på den ældre herre som bare smilede overbærende.
"I tror da ikke i er blevet slået i sammen for at jagte små ubetydelige væsner. I for tildelt nogen i skal ud at opsøge - dem de andre ikke kan tage.. Det var vidst alt" Manden smilede bare og bakkede lidt væk.
Tristan kiggede stadig lidt dumt efter ham også op på kvinden ved siden af...Skønt... Bare...skønt..

Gaby sukkede kort, da makkeren lagde papiret fra sig, men valgte ikke at kommentere det. Hun tog i stedet op for at nærstudere det lidt mere. En ide begyndte langsomt at tage form i hendes hoved. En mandlig bloddæmon i tyverne af udseende. Og han kunne klone sig selv. Hendes blik søgte over mod den unge dreng, mens et svagt, lettere ubehageligt smil langsomt tonede frem på hendes læber. Pludselig kunne hun godt se visse fordele ved at have en makker. Hurtigt gennemgik hun scenen i sit hoved, og smilet forsvandt. Det ville gå. Knægten havde bare at kunne sit kram, for ellers ville dette uden tvivl ende med de rene ravnarok. Hun lagde papiret fra sig, og kørte roligt en hånd igennem det korte hår. "Det burde være muligt. Med den rette teknik burde det bestemt være muligt." sagde hun, og nikkede kort. Skævede let til sin uønskede makker. "Skal vi så se at komme afsted?" spurgte hun, og et lettere udfordrende glimt var at se i hendes øjne. Hun havde tænkt sig at drille ham. Gøre livet surt for ham. Men hun var også klar over at de måtte kunne begrave stridsøksen under en opgave. - Man kunne ikke tillade sig at lade følelserne komme i vejen når man havde med væsnerne at gøre. Det ville blot koste en livet. - Og Gaby havde ærlig talt ikke tænkt sig at lade livet for en knægt som ham.

Han skulede til hende da det virkede til at hun havde fundet en plan. Eller i hvert fald havde modet til det. Det irriterede ham stadig at hun manglede respekt, men gik med det - for nu. "Det er muligt.. Han burde ikke blive et forfærdeligt stort problem" Svarede han og løftede flabet et øjenbryn. Uden at lægge skjul på at han havde gjort dette selv hvis han kunne.
"Der står han holder til ved diverse natklubber.. Starter vi med Petronia?" Sukkede han og tog sig til hovedet inden han satte retning imod døren.
"Du ligner en der har en plan? mind to share it?" Fortsatte han da de var kommet ud af døren. han gik med selvsikre skridt igennem gangene og ud til hovedindgangen til hovedkvarteret. Uden at stoppe eller se sig tilbage en enkelt gang for at tjekke om hun var med. For hans skyld kunne hun falde og være ukampdygtig. Han smilede næsten ved tanken. Det var ondt ja, men han vidste bare at hun var sådan en kvinde der ville gøre hans liv til et helvede.

"Petronia lyder som en god ide." nikkede hun let, og kastede hurtigt et blik ned af gangen. Hun havde ingen problemer med at holde trit med ham. Hendes gang var lettere vuggende, og hælene klappede let mod gulvet i takt med hendes skridt.
"Nærmere begyndelsen til en." svarede hun, og tænkte sig kort om. "Hvis målet kan duplikere sig selv, er vi nødt til at mærke originalen, så vi kan kende den fra klonerne. - Maling vil umiddelbart være den bedste løsning på det problem. Dernæst skal han væk fra menneskemængden. Hvilket vil sige at vi får brug for en form for lokkemad. - Og her ville nogle inputs fra din side ikke være af vejen." fortalte hun, og lynede sin jakke. Kastede et overvejende blik på ham, før hun åbnede munden igen. "Har du selv et transportmiddel herfra?" spurgte hun så, og smilede skævt. Selv havde hun en motorcykel, der var parkeret ikke langt derfra, og hun var ganske interesseret i at vide om han selv kunne klare at komme til Petronia, eller om han havde brug for et lift. - For ærlig talt vidste hun ikke hvor glad hun ville være for at lade ham sætte sig op på sin motorcykel...

Han undlod at sige det, men den klikkende lød der kom fra hendes sko kunne han godt have undværet. Helt ærligt, høje hæle til en dusørjæger? Det minede ham om en sang.. Noget med 'you don't know , the way that you look, when your steps make that much noise shh!'.
"Men hvad nu hvis han dublikere sig selv som han er det øjeblik? Så ville han få malingen med.." Svarede han skeptisk og prikkede lidt til sin ene kind med et tænksomt udtryk.
"At bruge mig som lokkedue? Sikke en hold ånd.." Fortsatte han sarkastisk og folede armene over kors. "Men fint, jeg er alligevel god til at tiltrække mig væsners opmærksomhed.. men du har bare at kunne dit kram" Han kiggede hurtigt på hende og væk igen.
Selv havde han en motorcykel stående lige udenfor. Det virkede dumt at en dusørjæger ikke skulle have eget transportmiddel.
"Selvfølgelig, jeg er ikke et barn.. Min motorcykel står lige herude" Afsluttede han og åbnede døren ud til.

Gaby var udemærket godt klar over at hun kunne have valgt nogle langt mere praktiske sko til sit job. Men hun mente nu at disse sko var bedre end nogle andre overhovedet. For disse sko kunne noget de fleste andre ikke kan. - De kunne bruges som våben. Og når man var så vant til at gå med høje hæle som Gaby var det, så var det intet problem at løbe i dem, og bevæge sig rundt som havde det været flade sko hun havde på. Men på stilletter blev vægten for delt anderledes, hvilket betød at hælen, hvis man sparkede med den, rent faktisk kunne ødelægge knogler. Så ja, i følge Gaby var højehæle et stærkt undervurderet stykke beklædning.
Hun rynkede brynene let da han skød den første del af hendes 'plan' ned som en død papegøje. "Hvordan foreslår du så at vi sikrer os at vi får ram på originalen?" spurgte hun, og løftede let et øjenbryn. Sådan en møgunge...
Hun himlede med øjnene, da han valgte at kommentere hendes holdånd. "Det var nu ikke det jeg mente. - Jeg mente bare at du måske kunne have nogle idéer til hvordan vi får det gjort, uden at vække hans mistanke." forklarede hun roligt. Ikke om hun ville finde sig i at han talte sådan til hende. Men på den anden side mente Gaby også at respekt var ligesom tillid, noget man kunne fortjene, ikke kræve. "Egentlig havde jeg tænkt at vi burde spille på dæmonernes overdrevne sexlyst, men hvis du har så stort et talent for at tiltrække dig opmærksomhed, så go for it." Tilføjede hun så, og trak let på den ene skulder. Sendte ham så endnu et af sine spidende blik. "Du kan være helt rolig. - Jeg ved hvad jeg foretager mig." sagde hun til sidst med en isende stemme.
Hun smilede svagt ved hans sidste kommentar. 'Jeg er ikke et barn'... Måske ikke, men han var i hvert fald heller ikke en voksen.

Han smilede roligt og tænkte sig hurtigt om.
"Det mest effektive ville være at få ram på dem alle på en gang. Så er det bare hvordan vi gør det... Om ikke andet må vi kæmpe os igennem til originalen. Alle kopiere vil sikkert ikke bare være illusioner, de vil højst sandsyneligt kunne angribe og skade os..." svarede han og fandt hen til sin motorcykel. Han kiggede kort ned af hende da hun sagde hvad hun havde tænkt sig. Ja hun var da pæn nok. Langt fra hans type Though...
"Hvis du gerne ville lokke ham på den måde så skal jeg ikke holde dig tilbage... Det ville måske være en god måde at få ham ud af klubben og ud i det åbne ... Hell, det er jo det bedse du har sagt endnu" drillede han og ignorerede det sidste hun sagde. Selvfølgelig kunne hun sit kram, ellers havde han ikke fået hende som partner.
Han steg op på sin sorte motorcykel og gasede. Et hurtigt blik hen imod hende for at se om hun var med.