Hvad er det for en irreterende lyd?(Kasandra-privat)

Kasandra blev næsten lykkelig, da Esther ik trak sig væk. Nu havde hun en ven på skolen, også selvom hendes forældre ville slå hende ihjel, hvis de nogen sinde fandt ud af at deres ældste datter var venner med en dæmon. Så var det jo bare godt, at de var i europa lige for tiden.
Hun gav slip på Esther, da hun trak sig fri af hendes arme, og smilede tilbage. Da hun så tåren, blev hendes smil endnu bredere, for hun kunne se på Esther, at det var glædes tårer. Kasandra rakte en hånd frem og tørrede tåren væk.
Hun var selv glad for at de var blevet venner, og hendes øjne blev selv lidt våde, efter at se hvordan det berørte Esther.
"Det var så lidt" sagde hun med et smil. Det var begyndt at tømme ud i gangen, og der var meget få elever tilbage. Hun rettede lidt på trøjen, og kiggede så over på Esther.

Esther smilte til Kasandra, en af hendes eneste venner.
Selvom Esther var populær på skolen, havde hun meget få rigtige og ægte venner. De fleste ville bare sole sig lidt i hendes "berømthed".
"Kunne du tænke dig at komme med hjem til mig?", spurgte hun og smilte bredere til Kasandra.
Esther kunne se på Kasandra at hun var lidt, ja.. hvad skulle man kalde det? Lidt hvad-skal-jeg-lave-nu-agtigt, og esther ville gerne bruge lidt mere tid sammen med Kasandra og lære hende at kende.

Kasandra gengældte Esthers smil. Det virkede så varmt og venligt, at Kasandra vidste at det ik var noget fejltrin, at prøve på at blive venner med hende. Selvom hendes forældre ik ville kunne lide det. en de behøvede ik at få noget at vide. Hun kiggede rundt i gangen, og kunne ik vente til at starte på skolen, og lære flere mennesker at kende, og nu havde hun Esther, så det ville nok ik blive lige så slemt som hun havde forstillet sig.
"Jeg vil gerne med hjem til dig," svarede hun med et smil.
Det ville være den perfekte måde til at lære hende bedre at kende på.

Esthers smil blev bredere og hun måtte virkelig kæmpe for ikke at styrte i Kasandras arme.
Hun fik dog sin glæde under kontrol og spurgte:"Hvor bor du?"
Esther ledte Kasandra ned mod busstationen.
De skulle nemlig først med bus og så gå et lille stykke.
Esther ventede med nysgerrighed på Kasandras svar, hun elskede nemlig nogle gange at udspørge alle om alt.

Kasandra kunne se at Esther skulle beherske sig for ik at give hende et kæmpe knus, og hun smilede invendigt. Hun kiggede på Esther og fulgte så efter hende ud mod bussen. Hun gik lige ved siden af Esther og kiggede sig omkring.
"Jeg bor i en lille lejlighed ved den fredfyldte skov," Sagde hun glad. Hun var lykkelig over at hun var flyttet hertil, og at hun havde valgt at gå på skolen.
"Hvor er det vi skal hen?" Spurgte hun nysgerreigt, og ventede på bussen sammen med Esther, Kasandras nye veninde.

"Hjem til mig, jeg bor jo som jeg sagde før i Deepshell.", forklarede hun glad.
Hun var vildt glad for at det var Kasandra hun var stødt på mens hun pjækkede og ikke skoleinspektøren eller en eller anden pige.
En gysen løb gennem hendes krop. Skoleinspiktøren var det mest forfærdelige menneske Esther kendte, han var jo sandsynligvis heller ikke noget menneske, men det var og blev sagen uvedkommende.
"Har du søskende?", røg det pludselig ud af hendes mund.