Hvad er det for en irreterende lyd?(Kasandra-privat)

T: Sidste time
O: Nogle elever og et par lærere.
S: Sheria High School

Esther gik ned ad gangen til fysik-lokalet. Hun gik forbi et par drenge der lydløst sneg sig ud, et par elever der hastede til time.
Esther selv havde ikke søndeligtt travlt med at komme til time, selv var hun faktisk lidt ligeglad med om hun nåede det eller ej, hun ville bare tænke færdigt og det kunne tage laaaaang tid.
Hun gik forbi biblioteket og stopped op, en lyd derinde fra fik hende til at afbryde sin tankegang. Esthr listede lydløst derind, men selvfølgelig døde lyden hen.
Hun kiggede ned gennem de lange rækker af reoler og bøger, der var ingen. Hun kiggede sig om en ekstra gang og gik så ud af biblioteket, men så begyndte lyden igen. Det lød som når en fugl baskede men højere. Som en albatros eller.....som en engel!

//Sorry, ingen krea:(//

Kasandra skulle lige kort inde på biblioteket. Hun var ny på stedet, og skulle ind og hente sine bøger. Hun gik ind gennem døren og op til damen som fortalte hende hvor hun skulle lede. Hun fandt sine bøger og ville lægge dem i tasken, men idet hun tager tasken af slap hendes vinger fri.
Hun så sig hurtigt omkring for at sikre sig at der ikke var nogen der havde hørt dem. Hun puttede hurtigt bøgerne i tasken og skyndte sig ellers ud. Hun var selvfølgelig nød til at se sig for, da hun ikke ville have at nogen så hende og løb så ellers hen til toilettet.
Hun var sikker på at ingen havde set hende, men hun vidste ikke om nogen havde hørt hende. Hun tog hurtigt tasken af, baskede lidt med vingerne og tog sin trøje op af tasken. Hun kunne bedst gemme vingerne når fjerne lå lige. Ik buskede som da de gled ud fra tasken af. Hun baskede lidt mere med vingerne og hørte en lyd ude på gangen.

//Det er helt iorden. Nogen gange skal man bare inspireres lidt. ^^//

Esther gik ud af biblioteket og nåede lige at se en pige forsvinde bag hjørnet til toiletterne.
Esther stod og grundede lidt over, hvad en elev lavede herude på gangene.
Esther fulgte efter pigen lydløst og langsomt, så hun ikke så hende.
Pigen gik ind på toilettet til piger.
Esther fulgte med og åbnede døren. I rummet stod en..en..en..engel?
Ja, det var det. En engel. Hun var ved at skjule vingerne, så Esther gik stille ud og gav sig til fløjte, mens hun stod lænet op ad muren uden for toilettet.

Kasandra synes hun hørte døren bag hende åbne. Hun vendte sig om, med den ene arm inde i trøjen, og kiggede på døren. Den var lukket. Hun kunne ikke lide det.
Hun rettede lidt på sine vinger igen, og trak så ellers trøjen på. Hun kiggede i spejlet for at se om man kunne skimte hendes fjer under eller over trøjen. Men hendes ryg så helt normalt ud.
Idet hun vender sig om høre hun nogen snakke. Hun fik sådan et chok at hun sprang tilbage og ind i døren til et af toiletbåsene. Der stod en pige nogle få skridt fra hvor hun lige havde stået. Hun var en smule gennemsigtig, og virkede omtåget.
Pigen så ikke ud til at hun vidste hvad der foregik, og Kasandra faldt til ro, da hun indså at det bare var en af de døde igen.
"Kan jeg hjælpe dig," Kasandra havde brugt en rolig og venlig tone, men det virkede ikke som om hun hørte hende. Hun kiggede bare fortabt ind i spejlet. Kasandra kiggede sig omkring, for at se om der var flere døde derinde, men der var kun pigen.
Kasandra gik lidt tættere på hende og kiggede hende i øjnene gennem spejlet. "Vil du fortælle mig hvem du er?" Der kom stadig ikke noget svar, og til sidst forsvandt hun.
Kasandra var alene på toilettet og havde glemt alt om den underlige dør eller fløjten fra gangen. Hun sukkede lidt, tog sin taske og lagde den nænsomt over skulderen, så det ikke blev for ubehageligt for hendes vinger, og gik gennem døren og ud på gangen.
Hun lagde mærke til nogen der fløjtede ved siden af sig. Hun fik sin anden store forskrækkelse da hun så en ung pige stå lænet op af væggen og fløjte. Hun havde et eller andet blik som Kasandra ikke helt kunne fast lægge, og hun var som frosset til stedet.

Esther hørte døren gå op og hun vendte sig om mod den.
"Hej, mit navn er Esher", hilste hun.
Hun mærkede et eller andet dybt i hende, en trang til at stjæle den andens skygge, men først skulle den anden jo faktisk have en skygge.
Englen så ret forskrækket og det var jo på en måde godt, da Esther jo faktisk var dæmon og på en måde skidt da Esther rent faktsik var meget faschineret af engle.
Esther kunne ikke helt bestemme sig til om, det var en god oplevelse eller en dårlg. Men anyway, det var jo rent faktisk lidt ligegyldigt.
Hun ventede stadig på svar fra den anden, men hun var jo som frosset fast til gulvet.
Esther måtte virkelig bekæmpe sin trang til ikke at tage sin hånd og vifte den frem og tilbage foran den anden.
"HAAAALOOOO", sagde Esther og så på den anden, stdig intet svar.

Kasandra kunne ik fatte at der stod nogen uden foran døren til pige toilettet. Havde hun mon set noget? Hun så på pigen, Esther hed hun. Hun var køn.
"Jeg.. Jeg hedder Kasandra." Hun hadede når hun stammede, men hun var så nervøs. Denn pige havde måske set hendes vinger, og hun vidste ikke hvor stor indflydelse hun havde på skolen. Hun kiggede frem og tilbage på gange for at se om der var andre på gangen, men det var der ikke. Hun kiggede tilbage på Esther.
Hun rømmede sig og prøvede på at få mere kontrol over hendes stemme, da hun ikke ville lyde for skræmt og sagde, "Hvor lang tid har du stået der?" Og tilføjede i hendes hovede *og har du set noget*


//Sorry løb lidt tør for krea :/ //

"Åh, sådan ca. et kvarter.", svarede Esther."Er du ny? Jeg synes ikke jeg har set dig før."
Esther kiggede hen på englen. Hvorfor skulle der lige komme en ny engel til skolen? Der var allerede nok. Men..måske kunne hun godt være venner med denne engel, også selvom hun var dæmon. HAHA, sjov tanke...totalt latterlig tanke! Hun måtte jo på en eller anden måde værne om sit rygte Men denne pige var ny... måske..? Jo..Nej..Jo, måske kunne hun bare hjælpe hende med finde sig til rette og så vende sig imod hende til den tid. Jo det var en rigtig god idé

//Gør ikke spor. Som u kan se løb jeg også selv tør:) //

Kasandra nikkede og rettede lidt på trøjen, da det føltes som om den var kravlet lidt op.
"Ja, jeg er nu. Min far fik job i byen og så skulle jeg bare følge med." Hun smilede lidt. Esther virkede sød, og hun kunne måske blive en god ven. Men det var en dum tanke. Venner holder ikke ting skjult for hinanden, og hun var ik helt klar til at fortælle nogen om hendes vinger. De vil sikkert bare tro at hun var et misfoster, og blive jaget væk.
"Hvad med dig? Hvor lang tid har du boet her?" Spurgte Kasandra med en venlig og imødekomne stemme. Hun var ik sånervøs mere, og følte at hun kunne snakke mere frit nu med hende. "Og undskyld jeg spørger, men er der ik time nu?" Hun kiggede rundt for at se om der var en klokke et eller andet sted. Hun smillede sødt til pigen og trak lidt op i tasken da den var ved at glide lidt ned af hendes ryg.

//Jeg synes da det går godt for dig ^^//

"Jeg bor faktisk ikke i Sheria, men i Deepshell.", svarede Esther, og tilføjede:"Jo, men det er matematik og jeg HADER det fag."
Esther konkluderede yderligere at Kasandra var en smule nervøs, men det var der måske en grund til. Esther var jo trods alt dæmon.
"Skal jeg vise dig rundt. Bare rolig, de bliver ikke sure på hverken dig eller mig. in undskyldning er at du er ny, min er at jeg viser dig rundt", spurgte Esther, hun ville være sød ved Kasandra. Det var jo ikke hendes skyld at hun var engel, ligesom det ikke var Esthers skyld at hun var dæmon.
Kasandra lod virkelig til at blive en god veninde, Esther kunne mærke at det ville hun. Men så skulle de jo fortælle hinanden at de var dæmon og engel. Esther var ikke helt sikker på at hun ville fortælle at hun var dæmon, og Kasandra ville sikkert heller ikke fortælle at hun var engel. Esther smilte et af sit sødeste smil til Kasandra og optog fløjteriet igen.

Kasandra var helt vildt glad for at have mødt Esther, hun var simpelthen så venlig.
"Jeg er hellere ikke vild med matematik, og jeg vil meget gerne vises rundt. Sagde hun med et stort smil, "tak"
Kasandra gik hen ved siden af Esther, og da hun kom tættere på var det som om der var noget der sagde fare. En lille stemme, som dem hun plejer at høre når der er fare på færde, men hun kune simpelthen ik regne ud hvad det skulle være der var så farligt. Hun var jo på en skole, hvad kunne der ske.
Hun kiggede sig lidt rundt som for at se om der var nogen døde til stede, men der var ingen. Så det kunne ikke være en af deres tricks, som de laver med hende engang imellem. Hun kiggede på Esther og så var det som om at advarslen tog til, og det gav et lille gip i hende. Hun havde aldrig oplevet det her før, og hun forstod ik hvad der foregik.

"Det her er fysiklokalet, her laver vi sjove forsøg og hører på dødkedelig undervisning. Her er pedellens kontor, og her er rengøringsdamerneskvarter.", Esther viste hende alle mulige forskellige lokaler. Hun fortalte om dem alle sammen fra rektorens kontor til vaskekælderen."Og det her er...", Esther så på Kasandra, det var som om hun slet ikke hørte efter som om hun bare fulgte me som en hundehvalp i trance."Kasandra? Er der noget galt?", spurgte hun, hun var alvorligt bange for at hun vidste at hun var dæmon.

Kasandra gik med rundt, men hun kunne bare ikke slippe den følelse om at der var fare på færde, og hun kunne bare ik regne ud hvad det skulle være. De havde kun set en enkelt lære og en lille gruppe elever, eller det var hvad hun mener de havde set.
Esther fulgte hende rundt på hele skolen, og hørte også hvad hun sagde, men hun var mere opmærksom på det fare signal hun fik tidligere. Hun gik og prøvede på at fokusere på Esther, men hun kunne ik lade være med at få en mistanke om at det var Esther der var faren. Men Esther var da bare en pige, hvad skulle hun kunne gøre.
Hun rystede på hovedet da Esther spurgte om der var noget galt, "nej alt er iorden. Det her sted er bare meget størrer end hvor jeg var før, og det er rimelig meget at lære. Jeg tror jeg fare vild de første par dage." Svarede hun med et smil, og gik så op til døren, "hvad var det du sagde det her rum var?"

"Øh, faktisk var jeg ved at sige det.", sagde Esther lidt tøvende."Det her er sløjd-lokalet. Det er her de fleste dør. Just kidding"
Esther prøvede at grine af sin egen joke, men grinet blev ret anstrengt og smilet blev alt for stort og kunstigt.
Der var et eller andet der fortalte hende at hvis hun ikke ville opdages som dæmon, så skulle hun sige farvel til Kasandra og ALDRIG se hende igen.
Men... mens hun stod og forklarede ting for Kasandra og fulgte hende rundt, følte hun sig for første gang...ja, levende. Det var ikke noget hun ville smide bort, bare fordi en eller anden understemme fortalte hende det. Men....alligevel.

Kasandra kunne se at Esther var begyndt at tøve lidt, og blive anstrengt, og hun var bange for at det var hendes skyld. Da hun kom med bemærkningen om sløjd lokalet, var hun lige ved at besvime, indtil hun sagde at det var en joke. Kasandra smilede lidt og gik så ellers op ved siden af Esther, selvom hun havde den der følelse med fare.
Kasandra smilede opfordrende til hende, og kiggede så ind i lokalet. Der sad en enlig pige derinde, og hun var lidt gennemsigtig. Det var den samme pige som hun havde set ude på badeværelset. Hun vendte sig rundt og kiggede direkte ind i Esthers øjne, "Er der nogen sinde sket et uheld og nogen er død derinde?" Hendes stemme var bydendeog intens.

Esther så lidt underligt på Kasandra, indtil hun så over mod bænkene.
Der sad en lyshåret pige, med gennemsigtig hud.
Det var selvfølgelig den pige ved navn meriko der var død, for 8 år siden.
"Ja, den pige derhenne er Meriko. Hun døde for 8 år siden, da en galning ved navn Peter. Ja, han var lidt voldelig med saven", svarede Esther. Hun prøvede at smile, emn Kasandras ligblege blik fik hende til at blive stum.
"Kan du ikke lide at se hende, fordi du er engel?", spurgte hun. Esther havde besluttet at lægge alle kortene på bordet.

Kasandra kiggede forbavset, hvis ik bange på hende og tabte kæben. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun forlade skolen nu, hun vidste jo ik om det var tilladt at der var engle på deres skole.
Hun kiggede på Esther, "hvordan fandt du ud af det?" Spurgte hun. Hun blinkede lidt med øjnene og kiggede så kort ind på den stakkels pige der blev dræbt. I det samme kom Kasandra i tanke om noget. Hvordan kunne Esther se hende, og i det samme kom følelsen tilbage om at der var fare på færde. Og så kiggede hun rigtigt på Esther.
*Dæmon* var det eneste i hendes tanker. Men hvilken en af slagsen det var, vidste hun ik.
Hun kiggede på Esther, "kunne du fornemme det, fordi du er en dæmon?" sagde hun uden frygt i stemmen, for hun var ik bange. Hun var trist. Meget trist.
Nu troede hun lige hun havde fundet en ven, og hvordan er det endt?

Esther kiggede på Kasandra, nu havde hun ødelagt alt. Hun som have håbet at finde en ven i Kasandra havde lige spoleret alt.
"Jeg så diine vinger ude på toilettet, og bare rolig jeg siger det ikke til nogen.", svarede hun og så sig omkring."Jeg er jo som du siger dæmon, nærmere betegnet skyggedæmon.", tilføjede hun med et smil.
Hun gav sine vinger lov til at komme ud, de strakte sig i fuld bredde. Hele de 3,5 meter de fyldte.
"Men bare fordi jeg er dæmon, kan vi så ikke være venner alligevel?", spurgte hun bedende. "Jeg havde håbet på at finde en ven i dig som du ahvde i mig, mindst ligeså meget."
esther smilte opfordrende og håbede at hun alligevel ikke havde ødelagt alting.

En byrde blev løftet fre Kasandras skuldre da Esther sagde at hun ik ville sige noget til nogen. Hendes hovede faldt lidt til den ene skulder, da hun ik vidste hvad en skyggedæmon var. Hun vidste at der fandtes dæmoner, men at der fandtes forskellige slags, havde hun ik regnet med.
Hun kiggede direkte Esther i øjnene og så oprigtigheden i dem. Esther ville altså være hendes ven, lige så meget som Kasandra ville være Esthers. Hun nikkede stille.
"Jeg har aldrig haft en dæmon som ven før, faktisk plejer min mor at sige at jeg skulle holde mig fra dem. Men dig vil jeg gerne give en chance." Hun smilede til Esther og rynkede så brynene lidt. "Men hvad er en skyggedæmon?" Spurgte hun med et skævt smil.

"Min mor sagdeogså at i engle var dødssyge og altid så piget og at i ikke kunne tåle noget,", sagde Esther og tilføjede så smilende:"Skyggedæmoner er nogle dæmoner der lever af at stjæle andres skygger, men bare rolig din skygge vil jeg ikke stjæle"
Esther var jublende lykkelig over at Kasandra ville give hende en chance. Hun foldede vingerne sammen igen og rakte hånden frem som tegn på venskab.
"Venne?", spurgte hun spørgende

Kasandra kendte godt til den fjendskab der lå mellem engle og dæmoner, men at de mener at engle er dødsyge, og de var muligvis piget, men Kasandra var jo også en pige. Hun smilede til Esther og tog hendes hånd. ¨
"Venner!" sagde hun med et smil. I det samme ringede klokken, Kasandra var usikker på om der var flere timer. Hun kiggede på Esther.
"Bor du hjemme hos dine forældre?" Spurgte hun venligt. For hvis hun gjorde, så ville det være bedst at være hjemme hos hende, hvis de skulle hjem nogen steder.

"Næ, de bor her i Sheria på et plejehjem. De opgav at leve rigtigt for ti år siden", svarede Esther lidt usikker på sig selv,"Og nej, der er ikke flere timer, vi har tidligt fri i dag fordi det er rektorens fødselsdag"
Esther begyndte at gå ned til gangen med sit skab, hun gjorde tegn til Kasandra om at følge med.
Esther tog sine ting fra sit skab og gik hen til hendes lærer.
"Skal Kasandra i vores klasse?", spurgte hun høfligt.
"Ja, det tror jeg", svarede læreren og så strengt på Esther der stod fuldkommen ubevægelig.
"Okay,", sagde hun fromt og smilende.
Da deres lærer var gået vendte esther sig om til Kasandra.
"Hvor bor du egentlig?", spurgte hun, med hovedet på skrå

Kasandra fulgte efter Esther hen til hendes skab, og kunne se at hun var lidt usikker på sig selv. Hun kom op på siden af hende og sendte hende et stort smil, selvom hele hendes væsen sagde, at hun skulle løbe den anden vej.
"Hvordan kan man opgive at leve rigtigt?" Den forstod Kasandra ik. Hun fulgte efter hen til læren. Læreren så meget streng ud, og hun sukkede invendigt.
Hun så efter læren da han gik og rystede så stille på hovedet.
"Jeg bor i en lejlighed i nærheden af den fredelige skov." Sagde hun med et smil.
Hun kunne godt lide Esther og var glad for at det var Esther der havde fundet hende. At hun vidste at Kasandra var en engel, gjorde bare det hele bedre, for hun kunne huske hednes sidste venner, som ik vidste hvad hun var. Det var næsten utålligt at skulle holde sådan en stor del af ens liv hemmeligt, for mennesker som giver deres mørkeste hemmeligheder til en.

"Den fredelige skov, det er et dejligt sted.", sagde Esther og tilføjede:"At opgive at leve rigtigt betyder, at de bare vil dø. Hver eneste dag prøvede de at gå selvmord, derfor fik jeg dem på plejehjem. Af frygt for en morgen at finde dem døde."
Esther sukkede, det var næsten uhørligt men det var der. Også en tåre løb ned ad kinden og efterlod et spor af vand.
Hun tørrede den hurtigt væk, men var ikke i tvivl om at Kasandra både havde hørt hendes suk, og set tåren.

"Jeg elsker skoven og dens stilhed. Det er så beroligende." Hun kiggede på Esther og så hvor trist hun blev over at snakke om sine forældre, og Kasandra følte med det samme at det var hendes skyld.
Hun kiggede på Esther med medlidende øjne, da hun selv havde prøvet det. Hun havde så været så heldig at kunne rede hendes veninde efter at have skåret pulsåren over. Det havde sine fordele at have helende krafter.
Hun vidste ik rigtig hvad hun skulle gøre. Hun ville gerne vise Esther at hun var der for hende, men hun synes et klap på skulderen måske virkede lidt koldt, men et kram virkede lidt for tidligt, da de kun lige havde mødt hinanden. Måske var Esther ik kramme typen. Men da Kasandra så tåren der faldt ned at Esthers kind, trådte hun et skridt frem og tog hende ind i et lidt akavet kram. Det var ik hårdt, bare en let berøring, så hvis hun ik ville have det, kunne hun rive sig fri.

Esther mærkede nogle arme lægge sig om hende.
Ganske let, men det var der.
Esther lænede sig lidt ind mod Kasandra, hun havde ingen intentioner om at rive sig løs.
Efter lidt tid, rev hun sig blidt løs, hun smilede til Kasandra.
Glad over at få sådan en god veninde. Glad over, at selvom hun var dæmon og kasandra engel, kunne hun mærke at venskabet ville blomstre.
Esther mærkede endnu en tåre , men denne gang af glæde over venskabet med Kasandra og over at hun følte at hun havde afsluttet sagen med sine forældr, en gang for alle.
"Tak", sagde hun stille.