Happy Halloween... Madelaine

Tid: Næsten midnat.
Sted: I midtbyen.
Vejr: Gråskyer, blæsende, koldt, fuldmåne.
Omgivelser:Hele gaden er pyntet op, folk går rundt udklædte, mennesker er over det hele, slik bliver kastet hist og her.

Ah, halloween, den elskede højtid hvor børn - og voksne med barns glæde - render rundt og tigger slik. De havde haft pyntet op i over en uge, men denne nat var helt speciel. Folk strømmede dertil, det var en kæmpe turist attraktion. Nogle folk gjorde alt for meget ud af deres kostume, det blev alt for realistisk. Selvfølgelig var der ikke mange der var klar over at nogle af de udklædte ikke var udklædte..
Mathias så ned af sig selv, blod fra top til tå. Hvilken rædsel det ville blive når folk skulle til at rydde op dagen efter, finde en krop, som ikke var lavet af skumgummi og maling. Tænk engang, det var da heldigt at det lige skulle være i dag at folke klædte sig ud som uhyrer, og at han havde fået et sjovt bytte. Et der gerne sloges for at komme væk. Ikke engang skrigende den grådkvalte pige kom med tiltrak opmærksomhed, alle græd, lo eller skreg. Blodet havde han fra mundvigene ned af halsen, og det havde gennemblødt hans t-shirt. Han lignede et sandt uhyre sådan her, og det morede ham. Mennesker ville ikke kunne se at det var ægte, alle de bizarer lugte der var lige nu, overdøvede det.
Han trådte ud fra den smalle gyde og ud på hovedvejen, der var helt tåget, og farvede lamper lyste, så man kunne dårligt se noget. Det var fantastisk lavet, der var virkelig gjort noget ud af det. Skeletter hang rundt omkring og dinglede i snore fra balkoner. Cafeer havde de mest utrolige skulpturer sat op, for at få så meget opmærksomhed som muligt. Noget af det første han blev mødt med var en mand, smurt ind i kunstigt blod og et falsk løst øje hængende ned af kinden. "Boooooh," sagde han og afslørede sortfarvede tænder og en ånde der lugtede langt væk af slik.
Der var massere af se, massere at udforske. Og hans mord var nok ikke det eneste der ville blive begået denne nat.

Madelaine gik ned af gaden da hun skulle mødes
sammen med sine piercer kollager på en bar. Dog
skulle man være klædt ud for at kunne få adgang,
til deres selskab, men også selve baren. Hun vrissede
lidt i det hun begav sig ned af de små veje, fra sin
lejelighed. Hendes krop var iført nogle stramt sort
tøj, som linede en hel dragt, sat sammen med nogle
høje plateus støvler på hendes fødder. Hendes kostume
var slange, eller et slags krybdyr. Da Madelaine var
utrolig dygtig inden for sminkning, havde hun sminket
sig selv så dygtigt så skulle man tro hun var et afkom
af slange samt menneske. Hun var selv ganske tilfreds
med resultatet, og blikkende fra de forbi gående, gav
hende kun et smil på læberne. Hendes ellers grønne øjne
var dækket af et par katte/slange øjne, i grøn/gul kulør.

Gaden var fyldt med unger og deres mødre, som blev
slæbt med ud på vandring efter slik, og flere huller i
tænderne. Dog vraltede der også mange unge rundt, godt
berusede og klædt ud som forskelligt, dog var der mange
der var inspireret af zombier, og hun fandt det alt for traditionelt,
men dog var hun i tvivl om hvor skræmmende hun selv var,
men hun havde gjort en masse ud af det.

Mathias tørrede blodet af ansigtet, eller prøvede på det, det resulterede i at han fik det smurt hele vejen op af kinderne, ikke at han lagde mærke til det. Hmph, det eneste der manglede nu for at aftenen skulle blive perfekt, måtte være alkohol. Nu var det bare at finde det rigtige sted. Sukkende gav han sig til at lede efter noget der så spændende ud. Han nåede at blive overfaldet et hel snes gange, unge fulde mænd der mente at han lagde an på deres piger, ved at gå forbi dem. Det fik ham blot til at le og gå videre. Det var lidt for tåbeligt.
Det var ikke det vildeste kostume han havde på, sine stramme grålige bukser, hvor der var blodaftryk på, og t-shirten der klæbede sig til hans krop. Men de ville forhåbentlig lukke ham ind et eller andet sted, der måtte bare også gerne ske noget, andet ville være en smule trist.
I ca. et kvarter gik han rundt omkring for at finde det sædvanlige sted han plejede at være, det var dog lidt svært, intet lignede jo sig selv. Efter at have dukket under et vældigt lag af falsk edderkoppespind, fik han øje på stedet. Dørvagten stoppede ham kort, og Mathias så tomt på ham, stak armene frem for sig og proklamerede: "Raawr, jeg er en zombie," i en meget død tone. Vagten rullede øjne af ham, men lukkede ham dog ind i varmen.

Vejen til baren blev kortere og kortere og flere
og flere sms'er vrimlede ind på hendes telefon,
i det hun var kommet forsent ud af døren.
Hun vrissede og satte farten op i sin ellers hurtige
gå gang. Hendes højesko lavede genlyd i de smalle
gader, men dog jo tættere hun kom på den fyldte bar
begyndte musikken at overdøve hende.

De sorte jeans strammede godt omkring hendes ben,
og gjorde dem næsten tyndere og længere end de
allerede var. Hendes magre ansigt passede perfekt til
den tynde og snedige slange hun udgav sig for at være.
Et selvsikkert smil sad fast på hendes læber og i det at
hun var få meter fra baren, rettede hun ryggen, og lod
et mere koncentreret ansigt vise sig.

En masse stemmer og musik kom strømmende ud af
den åbne dør til baren, og Madelaine kunne sagtens
gætte sig til der propfyldt og at det nok skulle blive en
god aften. Dørmanden der stor stor og farlig i døren,
lod et lille blik falde på hende, men en kold attitude,
blev sendt fra hans rette og muskelløse krop. Madelaine
trådte indenfor, og så en masse udklædte mennesker.
Da hun havde været inde på baren i under et minut,
bliver der råbt for vide vinde af hendes berusede kollegaer:
" MADELAINE!"

Mathias bevægede sig op imod baren. Det var en smule svært, for den var overbefolket. Folk dansede, sprutten kunne lugtes langt derfra. Allerede nu nødt han det. Hænder krøb sig op og ned af hans krop, da han maste sig igennem de varme dansende kroppe. På grund af varmen derinde piplede små sveddråber frem på hans pande. "Jack D og cola, tak!" var han nødt til at råbe hen over bardisken.
Ikke så langt fra ham råbte nogle, meget vilde typer, ud over mængden. Mathias smilte lidt over det, inden han fik stukket sit glas i hånden. Det tog ham ingen tid at få det tømt og bestilt et nyt.
Han betragtede lidt dem der sad der, og kiggede så ud over mængden. En slank kvinde bevægede sig op til dem. Mathias hævede øjenbrynet en smule. Ikke værst, ikke værst. Selvom hun ikke var en type han normalt gik efter. Hendes make-up var virkelig godt lagt, det var helt utroligt. Normalt var han vant til nogle af de vildeste ting. Enten måtte have en karrier inden for enten make-up verdenen eller speciel-effekt verdenen.
Han flyttede blikket fra hende, hvis hun var sammen med dem der, ville det nok ikke være for smart at starte et eller andet.

Madelaine lod sine hvide tænder blotte sig i et smil.
Hun holdte det imens hun smuttede igennem folkemængden.
Hendes kollegaer blev ved med at råbe efter hende, men
hendes smil forsvandt hurtigt i det hun mærkede en usikkerhed
på hendes magre ben. Hun kiggede ned på det mørke og tiltrådte
gulv, og kunne ikke få øjnene på sine egne fødder. En hvis nervøsitet
for at falde slog hende, og ikke hurtigt efter faldt hun imellem de
berusede stående mennesker. Hendes krop lå lodret på gulvet, og
havde ingen mulighed for at stå, pågrund af de blinde væsner.
Hun vrissede, og en smule panik gik igennem hende, i det at folk
begyndte at træde på hende. Hun blev samt chokeret da hun fandt
det meget voldsomt, nok mere end det egentlig var. Hun følte sig
utrolig lille da hun lå næsten lammet af forvirring på gulvet. Flere
gange prøvede hun at komme op, og lod sine hænder i irritation,
tage fat om nogle af de stående menneskers ben for at trække sig
op, men hun nåede ikke at få halvdelen af sin krop på vej, inden et
hårdt spark kom i hendes kæbeparti. Hendes hovede røg hurtigt ned
på gulvet igen, og gav et ordenligt bump. Hun lod ikke ret meget lyd
komme fra sig, men ingen ville ha hørt hende alligevel i det at musikken
var så høj, samt folks stemmer.

Mathias drak op, og kiggede tilbage ud over mængden af folk. Kvinden var blevet væk, hans blik gled hen til hendes venner. Der var hun heller ikke. Hvordan kunne hun blive væk så hurtigt? Som af besættelse blev han ved med at kigge efter hende, indtil at han så hende ligge på gulvet. Mathiases blik gled igen over på hendes venner, de gjorde intet, det måtte betyde at de ikke havde set det. En eller anden fod ramte hende i ansigtet, og han maste sig igennem og fik flyttet folk væk. Uden det mindste besvær fik han samlet hende op i sin favn. Og med en snerren af folk, fik han da også lov til komme væk fra menneskerne igen. Han så ikke ned på hende, det virkede alt for akavet, men det havde han ikke kunne holde ud at se på. Kvinden vejede intet overhovedet, hvilket også gjorde det betydeligt lettere at kunne få hende væk fra mængden. Mathias fik sat hende ned på en barstol, efter et par enkelte ord fra ham havde personen der havde siddet der flyttet sig, rimelig hurtigt også.
Først der lod han sit blik møde hendes. Dæmon, konstaterede han for sig selv. "Er du okay?" spurgte han og udviste sin bekymring. Det gik op for ham at han var smurt ind i blod, godt nok ville mennesker ikke kunne lugte at det var ægte, men kvinden ville helt sikkert vide det. Han rykkede sig kort, så han var rimelig meget dækket af skyggerne. Sådan var det, når man var vant til hvordan lyset lagde sig perfekt. Måske var hun i stand til at lugte det, men på den anden side... der var rimelig mange forskellige lygte herinde, den lugt der overgik alle andre mest var lugten af sved. Man blev vænnet til den, men det var alligevel små-klamt.

Hendes hånd lå tungt på hendes hovede og folkene
omkring hende virkede virkede meget større end de
egentlig var, men ingen at hun lå der ret længe mærkede
hun et par varme og stærke hænder omkring sig, som
løftede hende op. Hun nåede hverken at orientere sig
eller forstå hvad der skete før hun så sad ved baren.
Hun tog sig stadig til hovedet, og hun kunne stadig
mærke de varme hænder på sin kolde krop, men det
var nok pågrund af adrenalinen.

Madelaine fik åbnet sine øjne i det en ung fyr spurgte
hende omkring hendes tilstand. Hun åbnede øjnene
og fik hurtigt øje på en ung og flot ung mand. Dog
fandt hun stedet både larmende og lysirriterende.
Men dog efter hun havde blinket et par gange, så
så hun mere og mere, og i sidste ende kunne hun se
normalt igen. Med en små flov og grinene tone svarede hun:
" Tja, jo.. det gør ondt " svarede hun og pegede på punktet,
men et smilende og grinene stemme, hvorefter en hovedpine
sneg sig på.

Hun så ikke ud til at have det alt for godt. Mathias lænede sig ind over bardisken for at få bartenderens opmærksomhed. Der var så mange der overdøvede hinanden på en gang at man dårligt kunne få et enkelt ord igennem. Igen lå hans bekymrede blik på hende, "Bliv lige siddende," sagde han, inden han sprang indover bardisken, der fik han i det mindste noget opmærksomhed. En forfjamsket ung pige kom løbende hen til ham og begyndte at råbe af ham. Hurtigt satte han hende ind i situationen og fik rakt sig et glas fyld med isterninger. Denne gang valgte han at være knap så dramatisk og gik udenom baren.
"Jeg tror det her vil hjælpe lidt," sagde han og sendte hende et skævt smil, i det at han gav hende det rimelig kolde glas i hænderne. Måske skulle han hente hendes venner? Men på den anden side kunne det være han gik glip af dette så. Hun virkede lidt for interessant til bare at lade flyde igennem hans fingre. Da hun så rimelig usikker ud, med hensyn til balance og sådan lige nu, lod han sin arm holde fast om hendes ryg. Der skulle jo ikke ske flere ulykker. "Må jeg spørge om hvordan det lige var at du endte på gulvet?" spurgte han med en undrende rynke imellem øjenbrynene. Det var sket så hurtigt at ikke engang de der mennesker, som han var overbevidst om at hun kendte, havde lagt mærke til det.
De var selvfølgelig også lettere beruset. Heldigvis var virkningen af alkoholen der var i hans blod, ikke engang begyndt at virke.

Overrasket sprang øjnene op på hende da den hjælpsomme
fyr sprang indover bardisken, og bagefter fik en masse postyr.
Pigens skingrende stemme skar inde i hendes øre, og et små
irriteret blik blev sendt fra hendes blanke øjne.
Dog kunne Madelaine ikke undgå at tænke over den søde fyrs
omsorg og ansvarlighed. Hun smilede lidt ved at der endelig var
nogle venlige folk i byen, alle var blevet højrøvede og egoistiske.

Det kolde glas med is lå fast i hendes hænder i det de blev rakt
til hende, et venligt smil blev forsøgende sendt, pågrund af de
irriterede sanser.

" Tusind tak for din hjælp" takkede hun til ham, imens hun lod
glasset falde på hendes pande. Et rødt små lilla mærke var tonet
frem på hendes blege hud, og kulden som skar ind i det ømme punkt,
gav hende skæve grimasser.
Den unge fyr, som hun stadig ikke kendte navnet på var utrolig, og
næsten for kærlig til at være sandt. Hun var forbløffet positiv, pågrund
af hans behandling af hende.

Et grin tonede dog frem på hendes læber i det han spurgte omkring
hændelsen. Madelaine fandt det flovt, da det var så offentligt, og at
hun næsten blev slået ud pågrund af et spark. Hun var ellers en stærk
pige, men de sidste ugers hændelser havde taget voldsomt på hendes
dømmekraft.

" Hah, jamen, jeg kom ind og ind igennem folkemængden også gætter
jeg på der kom en fod i vejen, og som du kan se.." Hun lod sit ene ben
vise sig frem, med de høje sorte støvler. ".. så er de ikke de mest praktiske
sko. og.. bum, så lå jeg nede".
Glasset brændte næsten ind i såret, og gav hende til at gispe lidt, dog
efter hun havde bidt den overraskende smerte i sig, præsenterede hun sig.
" Madelaine.." udstødte hun, og rakte sin magre og grønmalede hånd frem.

"Du behøver ikke at takke," sagde han og rullede med øjnene, som var det en selvfølgelighed, med hans tilføjelse: "Det var på ingen måde i orden at du skulle ligge der nede, og blive trampet ihjel." Folk var alt for uhensigtsmæssige når de var fulde, de var komplet umulige at styre. Og det ville på ingen måde gavne dem selv hvis der var sket videre, så ville det hele jo nå at blive lukket ned.
Den lille bartender kom endnu engang styrtende hen til ham, uden et ord rakte hun ham nogle piller, og han takkede han hurtigt, inden han vendte opmærksomheden imod kvinden igen. "Jeg tænkte at du nok ville få ondt i hovedet," sagde han og rakte pillerne frem imod hende. Han tog hurtigt hånden til sig igen dog, "Okay, det kunne godt virke meget forkert det her," sagde han og kløede sig let i panden. "Du burde selvfølgelig ikke tage imod piller fra en fremmed," et øjeblik stoppede han sin talestrøm. Let rodede han op i sit hår, inden han så hende i øjnene. "Men jeg har fået dem fra en ganske almindelig bartender, og så vidt jeg ved er det her sted ikke kendt for dets stofomløb og sådan, så jeg regner selv stærkt med at det bare er en hovedpinepille," et lidt fjoget smil kom op på hans læber, nu følte han sig bare utrolig akavet, hvorfor havde han lige skulle komme ud med den lange talestrøm? Og hvorfor påvirkede lige netop denne person ham så meget? Det virkede altså underligt.
Han hørte på hende fortælle, og grinte lidt. "Ah," sagde han, "Ja, det er faktisk en rimelig god forklaring." Kvinder kunne også være på upraktiske, men alligevel havde han ikke selv noget imod at se på de forlængede ben. Måske blev han øjne lidt for længe på benene inden at han igen fokuserede op på hendes ansigt. Han rakte hende sin hånd, "Mathias, hyggeligt at... redde dig ud af en knibe," han fik fundet ordene frem så de lød nogenlunde rigtigt.

Madelaine svarede med et kært og taknemmelig
smil. Hun ville ha slået sig meget mere hvis han
ikke havde hevet hende op fra de beskidte og hårde
gulv. Dog blev hendes opmærksomhed fanget af den
unge tøs bag baren, som rækkede fyren nogle hvide
piller. Hun kunne hurtigt regne ud at det nok var smerte-
stillende, da hun kunne genkende formen, farven og antallet.
Hun tog pillerne ud af hans hånd, og lod et små charmerende
blik falde på ham, hvorefter hun udstødte:
" Burde jeg ikke stole på min redningsmand?".

Pillerne lå i bukningen af hendes feminine hånd, og hurtigt fik
hun dem smidt i munden, og sunket dem. Hun rømmede sig
lidt efter, og bedte om et glas vand til bartenderen.

Madelaines hånd blev venligt modtaget af fyrens hånd.
Hans navn passede ham godt, og i det samme øjeblik fik hun
øjnene op for hvilket pæn mand han var. Madelaine strøg sig
rundt i pæne og charmerende mænd, men måtte dog indrømme
at hun længe ikke havde følt sig så tryg og charmeret af blot få
ord og en masse handling.
En små rødmen blussede på hendes kinder, men dog vente hun
hovedet langsomt for ikke at vise det.
Hun brød sig ikke om at være sukkersød eller klæbrig.

Dog i det hun vendte sit ansigt imod ham, havde hun et mere
afslappet ansigt, men så at hans øjne ikke mødte hendes, men
hendes lange ben. Hun smilede for sig, lignede næsten et lille
grin uden lyd. Vandet kom efterfølgende, og i et par tåre fik hun
det ned, dog med væmmelse, da hun ikke brød sig helt om vand.
Men whisky elskede hun.

Han kiggede kort ned i jorden, en svag rødmen af flovhed sås på hans ellers blege kinder. "Nej, du har ret," sagde han taknemlig, det var rart at vide at hun stolede på ham. Også selvom de blot var fremmede. På den anden side blev han også lidt bekymret for hende, det kunne ikke være alt for sundt at stole på folk man ikke kendte. Især med alt det lort han før hen havde været ude i, alt det lort han havde lavet generelt.
Mathias lo kort, og næsten uhørligt. Den stakkels bartender måtte være fuldstændig smadret, godt man ikke havde sådan et job. Livet kunne være hårdt nok i forvejen, hvis man så også havde et arbejde for at tilfredsstille andre... Utrolig trættende at tænke på.
Da hun slap hans hånd, følte han en mangel på et eller andet. Mathias fik næsten lyst til at gribe den igen, men han lod være. I stedet skubbede han blidt glasset med is lidt væk, så han kunne se hendes pande. Roligt, og næsten uden at røre hende, lod han to fingre glide hen over bulen. Det var stadig lidt hævet, så det havde hjulpet lidt i det mindste. Til gengæld var makeuppen blevet tværet lidt ud, fra glasset af. "Det ser ud til at den er faldet lidt," sagde han venligt, og lod fingrende kører blidt over hendes pande igen. Han tog hånden til sig og sendte hende et charmerende smil.
Han begyndte at le, "Hvad, du bryder dig måske ikke alt for meget om vand, eller hvad?" spurgte han igennem latteren. Aldrig nogensinde havde han set en person få tåre i øjnene af vand. Det plejede at være den reaktion der kom af alkoholer med høje procenter. Hun var en mystisk type, og det gjorde ham mere interesseret i at vide mere om hende.

Hendes blanke øjne blev hurtigt klare igen, og de kiggede interesseret
på fyren imens han tog et blik på hendes skade.
Madelaine begyndte med det samme at undre sig over hvilket
fyr han var, ham der sad så venligt foran hende. Flere spørgsmål
strømte igennem hendes lille hovede, men stoppede dog
idet fyren skubbede let til hendes venstre hånd med isglasset.
Følelsen af hans to fingre over det skadede punkt, gjorde hende
mere roligere. Hun rynkede lidt på brynet, dog hverken af ham,
eller så det kunne tydes, men over hvorfor det var hun var så
tilpas i hans selskab.

Et overrasket grin kom fra hende i det at hun ikke havde
tænkt over hvor dumt det lød. Alle kunne lide vand, eller
i hvert fald drak det. Men det eneste hun brugte vand til
var kaffe, bade eller varmtvand for at hele hurtigere. Det
virkede og det lærte hun af en gammel eks.
" Det kan jeg faktisk ikke.." svarede hun og lod et charmerende
blik falde tilbage på ham. Blikket blev siddende og det gjorde
det egentlig et stykke tid. Hun var fascineret og en smule tiltrukket
af ham, men lod det ikke skifte hendes facon. Hun ville nød skræmme
ham væk, samt var pillerne ikke startet endnu, og hovedpinen sad
stadig stramt om hendes hovede.

Hendes personlighed strålede ud igennem makeuppen, en egenskab mange ikke kunne klare, det fik ham til at undre sig lidt over hvordan hun mon så ud uden.
Han kunne ikke lade være med at smile, der var noget ved hende. Normalt ville en som hende overhovedet ikke være hans type, men der var et eller andet specielt over hende, der gjorde hende enormt tiltrækkende. Han havde været sammen med så mange forskellige typer af personer igennem sit liv, men det var sjældent at han så hurtigt følte sig tiltrukket af en person. Måske fordi at hun var så svær at regne ud. Det gjorde ham i hvert fald nysgerrig.
"Du er en underlig skabning, er du ikke?" spurgte han og grinede charmerende. Det gik op for ham at han havde virkelig svært ved at tage øjnene fra hende. Især fordi at sidst han gjorde det havde det endt utrolig dårligt, eller.. han havde fået hende i snak, men hun var stadig kommet tilskade. Og på en eller anden måde følte han en trang til at skulle beskytte hende, hun virkede så skrøbelig.
Mathias fik blikket af hende, og så hen på de folk, han var sikker på at hun kendte. Han var i tvivl om de virkelig kendte hende, men det måtte de have gjort siden de kendte hendes navn. De så også ud til at lede efter nogen, så de måtte kende hende. Han skulle ikke miste hende nu. Han skar en grimasse og rettede igen blikket imod hende, sendte hende et varmt smil.

Madelaine fik godt øje på sine kollegaer, men havde
glemt efter fladet at de egentlig var der. Dog havde
hun egentlig ikke lyst til at gå derover, samt at de
havde glemt alt om en, og en komplet... charmerende,
fyr måtte fange hendes op for ikke at blive trådt ihjel.

Isen hjalp en smule på hævelsen, men ikke helt så
meget som det varme vand ville. Hun lod sin hånd
ligge sig på skaden, for at få noget varme i såret.
Men hun ville gerne snart af med det, og det kunne
det varme vand jo hjælpe på. Isen lod hun stille på
bardisken. Hun skiftede rundt på sine ben, så det lå
overkors bare med skiftet plads.

Hans stemme charmerede hende, og det frustrerede
hende en smule, men lod det dog ikke vise sig. Hun
bed sig halvt i læben og smilede over at et fald egentlig
kunne få fyre hen til hende. Men dog vidste hun at der
ikke var mange mænd som Mathias. Hun kiggede en
smule skævt til vandet. Hvorefter hun svarede på hans
små drilske spørgsmål.
" Hellere underlig end kedelig. Har jeg ret?". Hun løftede
et øjenbryn for at vise hun også kunne give nogle svar
tilbage. Et skævt og små forførende smil blev sendt ham,
dog mildt så der skulle være lidt uvished hos ham over
hendes signaler.

Derefter besluttede hun sig for at få helet såret og rejste
sig så fra barstolen, eller rettere hoppede ned. Hun kiggede
med sine kontaktlinse øjne på ham i den mørke bar.
"Kom med" inviterede hun ham, bare for at holde hende ved
selskab, og for ikke at slippe ham. Der var mange kønne
tøser i byen, og mange ville sikkert gå på ham hvis de fik lov.
Men dog turde mange piger og kvinder ikke at nærme sig helt
så meget Madelaine, da hun var små omtalt i byen.

Hver gang hun bevægede sig registrerede hans blik det. Han var som tryllebundet. Det ville måske være bedst hvis han kom ud af denne trance, men det havde han bestemt ikke lyst til. Charmeret, sendte han et smil til hende, "Hellere underlig end kedelig," gav han hende ret. Til tider følte han nogle signaler fra hende, men blev i tvivl om det bare var noget han bildte sig ind, og valgte at forblive sit normale høflige selv...
Hun virkede ikke specielt interesseret i at komme hen til de folk der havde kaldt på hende, han tog det som et godt tegn og betragtede hende som hun hoppede ned fra stolen. Selv med de høje sko på, var hun stadig lavere end ham, hvilket kun var godt. Han foretrak at kunne beskytte dem og være den store. Men han kunne også godt lide at skulle kæmpe om magten med en kvinde, at han ville kunne blive overrasket.
Smigret over at hun fortsat ville have ham med, fulgte han hende. Måske var hun rent faktisk interesseret i ham? Det ville han ikke have noget imod. Da hun begyndte at gå, kunne han ikke lade være med at lade sit blik glide ned over hendes ryg, studere hendes røv, som så fint bevægede sig da hun gik. Et fjoget smil lå om hans læber, inden han kort rystede på hovedet og fulgte efter hende. Han følte sig som et lille barn, den måde han reagerede på. Det skræmte ham lidt hvor charmeret og tiltrukket han var af denne kvinde, og så hurtigt.

Baren var blevet endnu mere proppet, og frygten for at
falde igen, slog hende en smule. Men hun holdte den nemt
kontrolleret, da hun var en kontrolleret kvinde, men tit lod
som om hun ikke var, da mænd tit blev skræmte af det. Men
tanken om at Mathias gik bag hende, gav hende et smil på
læben og der gik ikke længe før hun havde fået kæmpet sig
igennem mængden og stod foran toiletdøren. Dog kom hun
lidt i tvivl, og hvad han troede de skulle. For det meste betød
det, hvis man inviterede en med ud på toilettet, at man skulle
ha sex, men det havde Madelaine dog ikke lige tankerne.

Hun skubbede langsomt til døren, og da den var gået halvt op
lod hun sit ansigt vende sig tilbage for at få øje på Mathias.
Menneskerne gjorde hende forvirret, men fangede hurtigt hans
ansigt imellem de berusede væsner. Et charmerende smil kom fra
hende, hvorefter hun vendte ansigtet mod døren. Hun gik stille ind
og kiggede rundt, og lyttede lidt om nogle havde fået ideen om at
gå sammen på toilettet. Dog hørte hun hverken støn eller stemmer
og lettede lettet op. Dog utrolig var der ingen på toilettet, der plejede
næsten altid være kø, eller bare en eller to være inde.

Straks gik hun hen til en vask der var længst nede i rummet, så hun
ikke stod i vejen hvis nogle skulle komme ind, men også for at Mathias
kunne komme med. Vandet startede ud med at være koldt, men en finger
under strålen afmålte temperaturen, og som det fik lov til at løbe, blev
det varmere og varmere. Hun lod det køre imens hun gik ind på toilettet
og lod en lidt større mængde toilet papir end normalt, og foldede det sammen.
Derefter lod hun det ligge indenunder strålen, og med det samme
sugede papiret det lunkende vand til sig. Hun lænede sig op af væggen ved
siden af og lod papiret lande på hendes skadede pande.

Madelaine var hurtigt væk igennem mængden af mennesker, som en slange snog hun sig igennem dem, det var svært for ham at følge med, men han havde overbevist sig selv om at han ikke måtte lade hende af syne. Og det havde han også tænkt sig at holde. Hun førte ham hen til toilettet, et øjeblik blev han i tvivl om hvad der skete nu. Det første der faldt ham ind var sex, men det gik det ligesom lidt for hurtigt til. Han krøb sig igennem menneske vrimlen og kiggede sig hurtigt for inden han gik ind på dametoilettet.
Da han kom ind hævede han det ene øjenbryn, og sukkede tungt. "Du syntes virkelig lige at jeg skulle med herind?" spurgte han, det var lidt underligt at være inde på en dame toilet, der var så rent, og der lugtede nogenlunde godt, selvom alle de forskellige parfumer der var mikset sammen, lugtede lidt underligt. Med et smil betragtede han hende, hele hendes skikkelse. Larmen blev dæmpet lidt herinde, hvilket kun var behageligt, det kunne godt blive lidt for kaotisk til sidst. Han bevægede sig hen til hende, så han kunne fokusere på hendes ansigt, og ikke være for optaget af hendes skikkelse som hun stod der. Elegant stilte han sig ved siden af hende. Hun så ud til at være med afslappet herinde.
Det gik ikke op for ham at han nu var inde under det kraftige lys, det gjorde så det stadig klæbrige blod tydeligt kunne ses. "Varmt vand?" han så spørgende på det våde stykke papir hun havde imod sin pande. Hvad skulle det hjælpe?

Hendes øjne, som før stirrede ned i gulvet, rettede
sig op på Mathias i det han trådte ind på damers toilet.
At der faktisk var den køns ordning på baren, huskede
hun ikke og havde ikke tænkt sig at smide ham ud.

Hun nikkede og smilede med lukket mund til Mathias,
i det han ironiske spørgsmål blev spurgt. Det varme vand
løb en smule ned af hendes sminkede ansigt og pågrund
af Madelaines lave økonomi, var det ikke vandfast. Farven
tog fat omkring dråberne, og de efterlod sig striber, hvor
man så hendes blege og fine hud inden under.

Hun fulgte Mathias med øjnene, og et lille smil kom frem
på hendes læber, i det hun egentlig var utrolig tiltrukket
af ham, og hun følte en smule at han også var i det samme
sted med hende. Men dog, var det egentlig rart for hende
at det ikke var lige på, men venligt og charmerende.
Hun vendte sig lidt for at kigge ind i spejlet, og så de ufarvede
striber. Hun sukkede og valgte så at fjerne malingen fra ansigtet.

" Her er ikke så værst." forklarede hun og grinede en smule sarkastisk.
" Mathias.. kommer du her tit?" spurgte hun med sin krop
lænet ind over vasken for at fjerne maling, men vendte dog ansigtet
og lod et blink komme fra hendes øje, og efterfulgt af et grin.

Mathias tog et skridt hen imod den anden vask, hans fingre holdte omkring de kolde porcelæn, imens han betragtede skikkelsen der kiggede tilbage på ham, fra spejlet af. Det var i hvert fald hvad han prøvede på, men hvert andet øjeblik, gled hans blik over til Madelaine, fulgte hendes mindste bevægelse. Bulen kunne stadig anes på hendes blege hud, der nu var synlig, eftersom, hun var igang med at vaske det af. Det var svært ikke at betragte hende, hun var noget så anderledes, så mystisk. Det var nok noget af det der tiltrak ham mest, men også det, at han havde fornemmelsen af at hun havde det på samme måde som ham, uden at de gjorde det åbenlyst. Det var som et spil for ham, et spil hvor han var nødt til at regne hende ud, med de få oplysninger han fik.
Let kørte han hånden igennem sit hår, en vane, han til tider ville ønske han kunne slippe af med. Der sad blod i kager ned af hans kinder, det var ikke ligefrem charmerende at se på. Spildt mad, kort rystede han på hovedet af sig selv, inden han rakte ind over hende, for at få fat på noget papir selv. Et lettere forfjamsket smil og et undskyldende blik, var hvad han gave hende, da han tørrede det af, efter at have gjort papiret vådt.
Kort vurderede han hende, han havde haft ret i sin mistanke, hun var endnu smukkere uden makeuppen. Han skyndte sig at vende sit blik tilbage til spejlet, og mumlede for sig selv: "Langt fra." Et stort smil havde bredt sig.
Da han var færdig med at fjerne det størknede blod, så han over på hende med et suk, han havde vendt sig, så han nu havde front imod hende. "Til tider, ja," svarede han, "men mest af alt til seværdighederne, der engang imellem er her," tilføjede han.

Madelaines krop var forført, og egentlig undrede hun sig
over hvorfor hun var høj over ham, uden at ha set hans
rigtige jeg, men bare blodige kostume.
Hun lod sit blik falde på hver og en af hans bevægelser.
En stilhed strøg igennem luften, dog ikke akavet, og det
chokerede Madelaine på et punkt.

Hans krop som stille bevægede sig foran hende i den anden
retning, fik hende til at gå i stå med at fange hver plet i
hendes bare ansigt. Hun trak vejret stille, men dog tungt.
Det våde papir var fyldt med sort og grøn maling, og kontakt
linserne var blevet lagt ned i hendes taske. Hendes store og
grønne øjne kiggede blankt inde i spejlet, og i det så hun den
charmerende fyr, som selv var begyndt at fjerne kostume sminken.

Hans hud viste sig langsomt og det kolde lys fra oven faldt tungt på
hans ansigtsformer. Et tomt og betragtende blik lå tungt på hans linjer
og stemninger.

Sminken var fjernet, og kun en smule eyeliner var blevet omkring hendes
øjne. Hun rettede lidt på håret, og lod det små våde pandehår dryppe
ned i vasken. Bulen i hendes pande blev dækket af pandehåret,
og den dunkede og en tung lyd af hendes hjerterytme lød rungende i
hendes hovede. Mathia's svar på hendes små kække spørgsmål, fik
hende til at smile, og et kort grin blev smidt over mod ham, fulgt med
et charmerende og små forførende smil.
Men i samme øjeblik lugtede hun en svag lugt af blod i rummet. Madelaine
kiggede nærmere på blodet på hans ansigt samt tøj, og i det at vandet
ramte hans hud og de diverse blodpletter, forstod hun hurtigt at det ikke
var teaterblod, men raceblod. Dog skræmte det hende ikke.
Men vandet havde opløst blodet en smule fra da det var størknet på tøjet,
og dens restende lugt spredte sig i det det blev flydende igen.

Stilheden generede ham ikke, hendes kropssprog sagde nok for ham. Og ligeledes regnede han med at hun havde det. Hver en enkelt bevægelse hun lavede, fik ham til at stoppe op, og rette blikket imod hende, nysgerrigt, betaget. Det var ikke noget han var vant til, at kunne finde sig komfortable med en person så hurtigt. Normalt stolede han ikke på folk sådan lige med det samme. Men tanken om at det hele kunne være et bedrag, strejfede ham ikke. Han ville vide hvis han var snøret ind i et net af fortrylelse. Nej, det her var noget andet, noget ægte. Eller, det var i hvert fald sådan hans krop så på det.
Mathias hørte hvordan hendes vejrtrækning ændrede sig og for et øjeblik kunne han ikke få øjnene fra hendes bryst der hævede og sænkede sig bag det sorte stof. Han rystede det af sig, og fortsatte med at fjern blodet, med mere konsentration end før. En ting ad gangen, var han nødt til at gentage for sig selv. Selvom han mest af alt havde lyst til at springe på hende, lige der hvor de stod, måtte han være en smule dydig. Men de lurede der, under hans hud, de dyriske lyster, pressede sig frem. Især pågrund af lugten fra det opløste blod der nu fyldte lokalet.
Det hjalp ikke at trække vejret stille og roligt, det vidste han, så i stedet holdte han det. Det var ikke ligefrem behageligt, men det hjalp ham til at få sig selv ned på jorden igen.
Mathias rykkede sig let til side, for at smide det våde papir ud. I aktionen kom han til at strejfe hende blidt, og duften fra hendes hud og hår trængte igennem hans barrier. En svag kuldegysning viste sig på hans arme.
Hans blik var i spejlet, men i stedet for at kigge på sig selv, så han på hende. Hun var virkelig smuk, exotisk, sexet og speciel. Det var svært at få øjnene af hende. Og Mathias gjorde intet for at skjule sin betagelse.

Madelaines øjne var rettet mod den hvide og slidste
porcelæn vask, hvor i hendes hænder var igang med
at snørre sig om hinanden, igang med at vaske hinanden.

Uden eftertanke rettede hun blikke top i spejlet og så Mathias
gå forbi hende og strejfe hendes arm. Et sæt gik i hende, og
en små mystisk aura lå omkring hans krop efter nærkontakten.
Hun kiggede hurtigt ned igen i det han vendte sig, hvorfor vidste
hun ikke. Men hurtigt vidste hun at det var pågrund af hendes betagelse
af ham. Hun rynkede let brynene og kiggede tomt, igen, ned i vasken.

En følelse af betagelse sneg sig ind på hendes fornemmelse, og langsomt
lod hun sine øjne glide op på spejlet igen, hvor hun med det samme
mødte Mathias i et ordløst blik. Det blev stående og en ubeskrivelig
følelse strømmede langsomt rundt i Madelaines system. Hun trak vejret
dybt og sammentidig vendte hun sig rundt. Hun fangede hurtigt Mathias's
blik, og lod det ikke slippe. I hans betagelse og charme blev hun trukket
imod ham. Hendes højehæle imod det hårde og ukendte materiale, forførte
næsten den lille afstand. Hendes øjne var store og forførende, og i det hun
havde nået hans placering, stoppede hun langsomt og tæt op, foran ham.

Blikket stod stærk på hans øjne i et godt stykke tid, og da hun havde fanget
ham nok i forførelse blot ved øjnene, lod hun sit blik fange en blodplet på
hans højre side af panden. Hendes højre hånd lod sig hæve op imod hans
ansigt, og hendes magre og feminine fingre spredte sig, og lod hendes
pegefinger komme fri fra de andre. Den lod sig glide over blodpletten så
den satte sig på hendes hud, og derefter føre den ned til hendes forførende
mund. Fingeren gled over hendes tunge, i en forførende bevægelse, og det
små lystige blik havde fanget hans øjenkontakt endnu en gang.
Blodet lod sig falde på hendes tunge og hendes mund lukkede langsomt og
tirrende derefter.

For hvert skridt hun tog der bragte hende tættere på ham, steg hans nu ukontrollerede hjerte rytme. Hun var så tæt på at han kunne dufte hendes hud. En kort latter lød fra ham, dækkede over hans stigende nervøsitet. Underligt, han havde aldrig været nervøs over en kvinde før. Hans krop reagerede så underligt på hende. Han slap ikke hendes blik. Forførelsen virkede, det var alt for tydeligt i hans øjne. Dog gjorde han heller ikke noget for at skjule det.
Varmen fra hende, fik hans sanser til at gå amok. De virkede alt for stærke nu.
Mathias kunne ikke lade være med at betragtede hele hendes krop, nu den var så tæt på. Et tilfredst smil var på hans læber. Igen mødte han hendes blik. Musikken og larmen fra bag ved døren, kunne han ikke høre. Alle de andre sanser overdøvede det fuldstændig.
Da hun rørte ham veg han ikke tilbage, tværtimod var han nødt til at holde sig selv i skak, for ikke at springe på hende. Hans lyst til denne fremmede blev større ved hvert åndedragt.
En dyrisk snerren kom fra hans hals af da hun slikkede blodet af sin fingre. Mathias lod sin hånd glide omkring nakken på hende og gjorde afstanden imellem dem mindre. Let lænede han sig frem imod hende, indtil deres læber kun var få centimeter fra at møde hinanden.
Et skævt smil var på hans læber, han indåndede hendes åndedragt. Hvilket kun tirrede ham endnu mere.
Det tog enormt på hans selvkontrol, da han blidt lod sine læber strejfe hendes. Mathias måtte tilbageholde et suk af tilfredshed, da han flyttede sig væk igen, for at se hendes reaktion. Det ene øjenbryn var hævet en smule, nysgerrigt.