Do people actually enjoy this?!

Tid: Omkring 2
Vejr: Blæsende koldt med en snert af den første sne i luften
Omgivelser: Svedige kroppe, parfume, alkohol - aka endnu en festlig og højlydt aften på diskotek

Procella smed den tunge duster hos garderobepigen, hun måtte slugte et tilfredst grin da den unge pige var ved at gå i knæ over tyngden. Grinet holdt dog kun et kort sekund. Hun følte sig halvvejs nøgen uden tunge duster på. Ryggen føltes ubeskyttet på denne måde. Hun så ned af sig selv. Kevlar-korsettet sad som det skulle - men det føltes utilstrækkeligt.

Langsomt banede hun sig vej gennem festglade folk i forskellige stadier af overstadig beruselse og alkoholforgiftning. For mange lyde. For meget lys. For mange mennesker! De ravfarvede øjne skannede metodisk lokalet konstant, de var aldrig i ro. Hendes sanser blev bombarderet af en kagofoni af piger der sang med på et omkvæd, en højtaler der bragede nyste hits ud, og generel støj. En let knurren i hendes hals undslap hende i protest. Det ville være for let et sted som det her. Hvor mange af de her stykker kvæg ville miste livet, simpelthen fordi de ikke havde fornuft nok til at passe på sig selv?

Lige da hendes instinkter begyndte at skrige at hun skulle UD - Da hendes sansers bombardement synes at drive hende ud over randen af fornuft, var der...noget. Skikkelsen der var begyndt at synke sammen i skuldrende til begyndende beskyttelse af sig selv rettede sig med et sæt. Det let forpinte udtryk i de ravfarvede øjne forsvandt og de lyste op med noget...andet...

Procella drejede langsomt rundt om sig selv. Hun vidste hvad hun søgte. Det var ikke en speciel lyd. Ikke en speciel duft. Det var fraværet af begge. Det som udenfor ville have skreget til hende om fare, var herinde hendes redning. De farvede læber krusede sig i et glædesløst smil. Det lange blonde hår. De ulæselige øjne der betragtede hende. Musikken slukkede i hendes verden. Den næsten lydløse hvisken fra hendes læber var det eneste hun hørte.

"...Frost..."

frost havde siddet for sig selv i en mørk krog, så isoleret fra al det folk opsøgte sådan et sted.
Men det var ikke noget for ham. Han foretrak det afsonerede og han klarede det til perfektion. Alle havde så travlt med at blive set at ingen ville kunne svare på om der havde siddet en i en mørk krog og observeret, skjult af en hjertepumpende bas og flakkende lys.

Han rejste sig langsomt op. Ædru og elegant. Han lagde hånden på brystet og første den ned over den hvide skjorte for at rette eventuelle folder ud.
Han genkendte hende, men det var ikke til at se om det var med glæde eller ærgelse. Kun den kølige høflighed.
"Procella." svarede han hende.

Han behøvede ikke hæve stemmen. Hun hørte ham. Tydeligt. Han var en af de få der kendte hendes navn. Hun blottede tænderne, ikke i et smil men en lydløs snerren. Hvor hun længtes efter at møde ham et ubefolket sted. Kun med øje for den slanke intethed bevægede hun sig gennem folkemængden. Uden at tænke over det drejede hun kroppen så hun undgik berøring med de dansende mennesker. De var uden betydning.

Hun stoppede da hun nåede omkring en armslængde fra ham. Det var lige før hun dirrede svagt af iver. Blikket fløj kort ud til siderne. Skulle hun...hm...nej...dum risiko at løbe. For mange chancer for at skade mennesker. Frost ville ikke gå ned uden at kæmpe for det. Forbandet. Hun nærmest vejrede kort. Duften af...ingenting...var nærmest berusende i havet af billig parfume, sved og tekstiler.

"Jeg går ikke ud fra at du er blevet så sløset at du leger med maden..."

Sagde hun så lavmælt og koldt. Ville hun blive skuffet hvis han sagde ja?

"Lærte din mor dig ikke at spise pænt Frost? Fangbangers?"

For mange film og bøger havde romantiseret den virus der var foran hende. Hun tvivlede dog på at Frost havde noget med det at gøre. Det lød mere som sløset nyfødt arbejde. Et faktum der nok ville få Frost til at tænke. Ingen brød sig om unge brushoveder der ødelagde hemmeligholdelsen. Ikke at det gjorde den store forskel for Procella. I hendes verden skulle de alle dø...igen. Men hvis Frost kunne rydde op i egne rækker først, ville det betyde så meget mindre spildarbejde for hende i sidste ende.

frost forblev i sin høflige anerkendelse af hendes tilstædeværelse, hvor han lod til at regne hendes usagte noneverbale sprog for relevant.
Han løftede hovedet og antog en mere stiv og formel fremtoning. Så langt fra hendes udtryk.

"jeg har lært mange ting, unge Procella." hendes tirren trængte ikke igennem hans mur af gennemsigtig kulde og selv om hans stemme var lige så klar og følelsesløs. En konstatering frem for en hån om hendes alder og uerfarenhed i modsætning til hans der stregte sig så langt tilbage at den forsvandt i tidens tåger.
"hvad bringer dig hertil?" der var intet ønske om at 'hyggesnakke' eller bruge tiden på at smide fornærmelser efter hinanden.

"Præcis hvad jeg sagde. Jeg har ikke tænkt mig at sende et brev og advare pænt om at jeg kommer og rydder op når dine børn har brug for en hagesmæk"

Svarede hun koldt. Til forskel fra Frost var hun let at tirre. Dog ikke med sin alder. Det kunne kun være kontakter der fik ham ind på et sted som dette. Han så jo ikke ud til at være en dag over 14. Nah...16 max.

"Og jeg siger børn, for de har åbenbart brug for en pædagog når jeg kan høre om dem på fastlandet. Et spor af fangbangers virker...sløset...og et lille sted som det her? Frost..."

En mild spottende bebrejdelse i hendes stemme kunne ikke tilbageholdes. Hun nød lidt at der var rod i rækkerne. En mere alvorlig detalje var så at sporet af fangbangers var så vådt at Ripper faktisk havde ringet til hende. Hvor var de lokale hunters? Og var Frost uvidende eller var han ligeglad? Ingen af de to scenarier var noget der ligefrem var tiltalende.

Procellas overskudsfacade blev knust da en fuld ung pige stødte ind i hende bagfra. De ravgule øjne flammede op, og tænderne blev blottet. Det var ganske kort, men nok til at få hende til at svaje en brøkdel af et sekund, og fik hendes hånd til instinktivt at glide mod støvleskaftet. Procellas knurren var lydløs for mennesker, men vibrationen i hendes hals afslørede hende for hende selv. Et øjeblik lignede hun en der var parat til at...

Procella trådte et halvt skridt tættere på Frost og frigjorte sin privatsfære fra den fulde pige. Blikket der hvilede på vampyren var stadig flammende. Raseri, jagtens iver. Blodrus. Og en advarsel.

frost trådte et halvt skridt tilbage da hun gik et frem, hvor uønsket det end havde været for hende. De delte nok ønsket om ikke at være for tætte for hinanden. De var rivaler der gik efter drab i første hug. Og ofte havde succes i første forsøg af forskellige årsager. Procella var en endelig jæger og frost forstod at udnytte de forbedringer hans skift i race havde ført med sig.
Men for ham var det ikke den eneste grund. Han foretrak og søgte en afstand imellem ham og alle andre. Selv dem der var tæt på ham holdte han med en vis afstand.

Hans facade af intethed blev for et øjeblik ødelagt af et minimalt koldt smil.
"vi er her af forskellige årsager." et indlysende og helt ubrugeligt svar for hende. "hvis du vil redde de trøstesløse gør du det bedre et andet sted."

Hvad andre gjorde var for ham ligegyldigt. Men hvad hun anklagede ham for var ukorrekt. Men han kunne ikke afvise at andre af hans slags udnyttede og jagtede menneskerne og sikkert fandt en morskab ved det. Men ikke ham og han var ligeglad.

Catherine sad ved et bord og fingerede ved et glas rødvin. Hun vidste ikke hvorfor hun var kommet herhen men det havde hun nok bare fordi hun havde opfattet at der kom noget ballade senere. Hun kunne jo også få sig noget at spise. Blod Mmm. Hun var ikke sulten men vold så ud til at være et godt punkt på listen. Hun gik langsomt ud på gaden udenfor og stod op af muren. Hun ventede med sine vagtsomme øjne der kiggede på de få der gik forbi. Hun kunne mærke lysten til Vold stige da en smuk ung pige gik forbi. Hun tog fat i pigen. En hånd over munden og en hånd over halsen. Hun trak hende med ind i gyden og snerrede vredt. Hun sparkede pigen ind i maven og skriget kunne høres indenfor. Hun sparkede en gang til og en smule blod kom ud af pigens mundvig. Pigen stod stadig op og Catherine gav hende en sungende lussing. Pigen faldt hulkende sammen. Catherine havde ikke lyst til at tænke. Bare slå. Give efter for sin onde side. Hun blev ved med at sparke til pigen der til sidst skreg meget højt for så at dø. Hun sukkede og kastede liget ned i en countainer. Hun gik hen til væggen igen og tændte en smøg. ...

Procella skulle til at åbne munden og svare Frost da et svagt skrig nåede hende. Det var ikke som de suk og skrig der nåede hendes forhøjede sanser, fra toilettet eller den øvre etage. Denne form for skrig indeholdt dødsangst.

"Looks like you are wrong again..."

Procella gjorde mine til at ville træde yderligere frem. Alt i hende skreg på at slå til. Han var så tæt på. Endnu et skrig fik det til at trække i hendes ansigt. Hun kunne ikke modstå det. Det var et fysisk kald nu hvor hun var blevet opmærksom på det. Det var lige så umuligt for hende at stoppe, som sit eget hjerteslag.

"Hvis du vil redde din art bør du nok overveje at få styr på tropperne, før verdenen får øjnene op for hvad der sker, eller før du svømmer i jægere. Du kan ikke løbe for evigt"

Med en lavmælt growlen og en tydelig kraftanstrengelse vendte hun rundt på hælen og satte kursen mod garderoben. Dusteren var nødvendig når hun skulle ud i natten. Hvem vidste hvor mange der var derude. Procella lagde ikke mærke til de mange mennesker der begyndte at støde ind i hende. Hun pløjede sig gennem dem, som var hun en sneryder, midtvinter på en landevej. Sanserne var i overdrive, og alle tunet ind på et punkt uden for hendes syn. Det sted hvorfra skrigende blev svagere.

"...Satans..."

Hvislede hun og flåede dusteren til sig over skranken, netop som musikken vendte tilbage for fuld styrke, da de kvindlige skrig stilnede ind og et liv blev slukket. Nu kunne hun ikke forlade sig på sanserne længere. Hvor helvede var køkkenet det her sted?!

Procella fulgte væggen i halvløb, allerede storsvedende i den tunge læderfrakke. Hun dukkede ind af døren sammen med en afryder og ignorerede de højlydte protester. Hvor fanden var så vejen ud i den anden ende?

frost hørte skriget, men det var ikke til at se. Modsat så mange andre var det næsten unormalt for frost at reagere synligt, hvis overhoved, på sine omgivelser.
Han kunne have givet udtryk for at der skete noget der ikke burde ske, men skulle den lille mulighed for at procella ikke havde opdaget noget på grund af musikken og menneskerne, hun var trods alt stadig kun og næsten et menneske, ville han ikke være den der ledte hende på sporet. Så hellere beholde hende her hvor han havde hende i syne.

Han lod hende gå uden svar og så efter hende til hun forsvandt i menneskevrimlen. Først da bevægede han sig væk fra sit afsondret hjørne og bevægede sig mod udgangen.
Han undgik med lethed de mange mennesker og stod ude på gaden. Han kunne lugte en anden vampyr og blod i luften og ventede på at scenen ville udspille sig i sin fulde ynde.

Catherine var ikke færdig og tog fat i en anden ung mand. Hun smed smøgen og kastede ham ind i væggen. Hun smilede da han skreg og gav ham en kæberasler. Hun smilede da blodet gled ud af hans mund og satte sine hugtænder fast i hans hals. Hun pressede ham op mod muren og drak så meget at han døde ved et sidste gurglende skrig. Hun smed liget hen til det andet og tørrede sig om munde. Nu blev hun opmærksom på en Vampyr der så på. Hendes hugtænder var ude og hendes øjne var samme farve som flydende sølv. Hun syntes at hun havde set manden før. " Hey " Ssagde Hun nysgerrigt. Hun havde set ham et eller andet sted. Kun flygtigt men dog stadigvæk. Hun var en del nysgerrig men holdt det nede for at være koldt og ligeglad. " Har jeg set dig før? " Spurgte Hun ligegyldigt men man kunne høre nysgerrigheden pirre hendes stemme...

(Eftersom Procella ikke lige har fundet ud af køkkenet endnu, kan i to få lov til en post eller to mere hver, før jeg kommer brasende og ødelægger festen :p )

((hehe okay. Sådan går det når man er for dum til at tage den direkte vej))

Frost så over på hende. Hun udviste en al for stor magtanvendelse. Det var sløret af hende. Hun udviste samme overkådeadfærd og manglende omtanke for konsekvenserne som et barn. Han antog at hun måtte være en yngre vampyr. I hendes øjne usårlig.

Han havde hænderne i lommen på den åbne sorte jakke, da han med ret ryg og målrettet skridt gik over mod hende.
"måske. Men det er ikke det vigtige her. Det vigtige er at der er en jæger her og hun ved at du er her." han lød ikke bebrejdende. Hun havde taget sine valg og måtte nu tage konsekvenserne deraf.

Catherine fik en smule store øjne da han sagde at der var en jæger. Hun udviste tegn på at være yngre men det var blot et skuespil. Hun tog skuespillet væk og hendes øjne blev seriøse. Hendes hugtænder gled ind og hendes blik så gammel ud. Hun vidste en del. " Jeg skal tage straffen for at gøre det der ikke? " Spurgte Hun og nikkede over mod ligene. " Jeg har mine egne metoder til at undgå at folk skal opdage at det er mig" Sagde Hun stille og roligt. Hun vidste at hun ville forvandle sig til en sort ravn når jægeren kom derud. " Formskift har du jo hørt om " Sagde Hun og en enkelt vinge kom ud fra hendes ryg for så at glide ind igen. Hun smilede ikke og hendes blik var ældgammelt og trist efter alle de ting hun havde prøvet. Hun betragtede manden og hendes øjne blev en smule vågne selvom der stadig var en hinde udenom dem...

frost nikkede som svar. Det ville ikke gå lang tid for procella ankom. Han undrede sig faktisk over hvor hun blev af.
Han løftede blikket og spejded op mod tagene. Måske holdte hun øje med dem nu og ventede på det rette øjeblik.
Han så på hende og nikkede igen. "jeg er bekendt med dem." svarede han hende. "en nyttig egenskab." gav han hende. Men der ville ikke være meget tid til snak. Han så sig over skulderen mod diskoteket hvor han havde efterladt jægeren.

Hans antagelse af hende ændrede sig da han genkendte hendes blik. Det var næsten de samme følelser der var i hans øjne.
"mit navn er frost."

// Procellas tur //

Procella smilte stille for sig selv da Frost spejdede rundt. Han var ikke helt dum. Pistolen der lå i hendes hånd, og hvilede på hendes underarm pegede på kvindens skulder. Hun kunne ikke vente, hvis de blev for opmærksomme på deres omgivelser ville løbet være kørt. Procella trykkede ind og sendte den lille kugle afsted. Undseelig, men ganske speciel. Smedet som de var med kors i spidsen af projektilet, og afkølet i vievand. Sigtet ville ikke slå kvinden ihjel men...

Try to fly with only one wing you fucker...

Tænkte hun, samtidig med at hun satte af fra brandtrappen hun havde holdt sig i skjul på

...oh crap...

Fløj det gennem hendes hoved da hun brasede ned i den åbne container og lod skraldesækkende afbøde det halsbrækkende fald. I mørket havde hun ikke set den døde krop fra den unge kvinde. Procella mistede balancen og bragede sidelæns ind i metallåget. følelsesløsheden prikkede gennem hendes arm da det bløde sted på albuen ramte klokkerent ind i kanten, og pistolen der ellers havde peget fast på kvinden, parat til det dræbende skud, rystede i en nu kortvarigt ubrugelig hånd...

Catherine undveg yndefuldt skuddet da hun vidste at det ville komme. " Frost du burde huske at jeg ikke er dum " Sagde Hun stille og roligt. Hun hørte jægeren og gik hen til kvinden. Hun tog fat i jægeren og gik hen med hende til Frost. " Her du kender hende " Sagde Hun og lagde kvinden for hans fødder. Hun var irretret over at han havde snydt hende. " Hvorfor snød du mig? " Spurgte Hun en smule mere vredt. Hun stirrede på kvinden og tog pistolen for en sikkerheds skyld. Hun smilede ikke. Hendes mund var en lige stram streg. Hun kunne ikke tro at hendes gamle ven Frost havde snydt hende. Snydt. Ordet blev i hendes hjerne. Hun gav dog slip på ordet for at høre hvad han ville sige. " Vidste du at hun ville stå der " Spurgte Hun en smule irretabel...

frost trådte instinktivt et skridt tilbage da skudet bragede. Lyden af pistolen spredte med et en fælles panisk reaktion fra menneskene der kom og gik fra diskoteket og dem der ventede på at komme ind. Folk spredtes for alle vinde i løb og der opstod tumult.

Frost mistede for et kort øjeblik overblikket og kunne mærke den udsatte position de var i. Hun vidste hvor de var. De vidste kun at hun vidste hvor de var.
Han så med undren på Catherine. "du er uforsigtig." svarede han hende. Det var på grund af hendes overmod at de var bragt i denne situation.
Han blev stående mens gaden blev tom, selv om han vidste han burde søge dækning. Det var trods alt en jæger. Ikke en dum nybegynder der lod sig føre frem af optimisme og uvidenhed.
Han fulgte hende med blikket. Hun havde været målet. Det passede ham fint. Han brød sig ikke om at blive skudt på og efter. Og det var med undren at han så Catherine hive procella op af en container. Det var et alternativt gemmested. Selv for en jæger.
Hun så en smule medtaget ud og det var udelukket at det var Catherine der havde påført hende de skader. Hvordan det var lykkedes hende at blive så forpjusket inden for så kort tid var en gåde.

Han så så hende. "på hvilken måde har jeg snydt dig?" spurgte han hende roligt men valgte at holde afstand. Procella var måske lidt omtumlet, men hun var langt fra slået ud og de burde vride halsen om på hende nu i stedet for at give hende tid til at genvinde fatningen.

...great...just great...

Tænkte Procella omtåget og blinkede blodigt hår ud af øjnene. Liget i containeren havde fedtet hende godt til. Hendes let svømmende blik blev skarpt og fokuseret igen da det gik op for hende at kvinden havde flået pistolen ud af hendes følelsesløse hånd, og kastet rundt med hende. Nu var det nok!

I en lang lynsnar bevægelse rullede hun halvt om på siden, knaldede venstre hæl ned i astfalten så sølvbladet skød ud af støvlens jernforstærkede spids og sparkede ud efter kvindens mave. Okay det var godt nok sølv...og ikke hærdet i vievand, men selv et skadedyr som hende ville have lidt svært ved at forsvare sig selv hvis hun samtidig skulle holde indvolde på plads indtil hun havde healet. Hvor meget havde hun drukket? Hvor mange sekunder ville Procella have at løbe på? Ville Frost blande sig? Nå...en ting af gangen...

Catherine sukkede højt da sølvet skar hendes bløde maveskind op. Hun vaklede et par skridt tilbage og stirrede på den øelagte mave der var igang med at hele. Hun kunne intet gøre så længe hun helede da hendes krop brugte alle krafter på at få alt på plads. Hun holdt vagtsomt øje med kvinden og ikke mindst Frost. Hun mærkede at det helede og snerrede vredt. Hun slog ud efter kvinden. Håbede bare at hun ville ramme. Hun kunne mærke Luna presse sig på men Catherine afviste hende blankt. Luna måtte ikke overtage lige nu. Vis hun gjorde ville alt være ødelagt og Catherine ville skulle på politi stationen igen hvilket ikke var godt da hun havde været der lidt for mange gange. Hun stirrede på Frost og kvinden. Hun stivnede. Vidste ikke om hun skulle slå igen...

frost så på dem. Slagsmålet havde været uundgåelig. Og det var uundgåeligt at han ikke også ville blive draget ind i den. Som vampyr havde han en pligt til at hjælpe sine egne. Og kun en idiot ville heppe på jægeren.
Nej. Det hele havde faktist ændret sig til vampyrenes fordel. Men kamp var ikke hans ting. Og han havde ikke tænkt sig at begynde på det nu.

Hans blik faldt på Catherine. Procella var en yderst effektiv jæger.
"hvor interessant dette møde end har været vil jeg foreslå at vi alle trækker os tilbage inden ordensmagten dukker op."
Det var procella han så på da han snakked.

Procellas kuretur over den grove astfalt var kort, og hun kom smidigt på benene igen med et skævt smil. Det kunne ikke have undgået at være en ubehagelig overraskelse for kattedyret at bide sammen rundt om en læderduster der mest af alt mindede om en af de ringhandsker slagterne brugte. Hun rullede kort med en skulder. Nej...ikke en skramme. Hun kiggede kort ned på uret. 5 minutter var gået. Hvordan kunne 5 minutter være så kort tid og føles som så længe? Den svage lyd af sirener fik de ravfarvede øjne til at se mod hovedgaden.

"Giv mig den..."

Svarede hun med et blik på Frost, og et nik mod jorden hvor pistolen lå, ikke langt fra hans fod. 2 minutter ville hun have før stedet vrimlede med mennesker

"Og din missekat - det bliver ikke sidste gang vi to mødes. Jeg er slet ikke færdig med dig endnu"

Sagde hun højt. Og så i en åndeløs hvisken, for dyret ikke hørte noget

"...Frost...you gotta controle your pets...this is way to much attention. 2 feedings in a dumpster? you are on a freaking island...people notice..."

Procella vred det lange hår sammen i en klump for at få blodet bort fra øjnene. i mangel af bedre, spidede hun knolden med en blyant og så opfordrende og afventende mod pistolen. Hun gik ikke uden.

Catherine var en smule vred og før Frost kunne give pistolen til kvinden havde hun selv taget den og gjorde mine til at knække den over. Hun kiggede vredt på kvinden. Hun kunne ikke lide at få sprættet maven op. Det gjorde hende vanvittig. Hun tog fat og pistolen med begge hænder og knækkede den. Hun smed de to stumper på jorden og da politiet kom tættere på hoppede hun op på taget af bygningen. " Ja jæger det her er ikke slut " Snerrede Hun åndeløst og kiggede på de to. Hun satte sig ned på taget og ventede blot på at politiet skulle komme og gå som altid. Hun holdt dog vagtsomt øje med Frost og kvinden. Kunne hun stadig stole på Frost?. Hun var forvirret angående det men holdt dog øje med kvinden. Hun kunne ikke lide jægere. De havde dog nogle gode reflekser men ellers var de bare irretrende som en flue. Hun gned sin finger mod sin tinding da en kraftig hovedpine tog fat i hendes sind som en tornado. Hun åbnede øjnene og hendes fine blik kiggede på Frost...

(vi spoler lige tilbage - Hvis Cath tager fat i pistolen med poter eller kæber så brænder hun sig - den er kølet i vievand, så det er umuligt for hende at ligge hånd på den. hvis hun ændre sig tilbage og bliver vampyr så bløder hun over det hele - du må vælge lidt hvad du gør her. du kan ikke gøre begge dele. og vi er ikke på taget, vi er nede ved den container du har smidt lig i...sorry, men nu skal vi altså have nogle ting på plads)

(så er det nødvendigt med en admin ind over, eller spoler vi tiden lidt tilbage, eller hvad gør vi her?)