Stemmer i mørket <> Walter

Tid: 18:23
Sted: Den lykkelige eng
Vejr: Koldt, vådt, blæst og skyet
Omgivelser: Mørkt og stille
Påklædning:
Dag: Lørdag den 30 oktober

Marlisa stod helt roligt midt på den lykkelige eng, hun havde været der ude for at se solen gå ned. Derefter havde hun gået lidt rundt, mens hendes øjne havde vendet sig til mørket der langsomt havde lagt sig omkring hende. Hun havde været på vej hjem da en stemme havde kaldt i mørket. Da hun var lille hørte hun også stemmer, hun stoppede aldrig op, løb bare hjem og gemte sig under dynen. Men da hun vidste hvad stemmerne hvad, hvorfor hun hørte dem, så løb hun ikke hun blev og snakkede med dem. Tit manglede de bare at snakke, nogle gange ville de have hende til at hjælpe dem med noget. Hun ville gerne hjælpe dem, men hun kunne sjældent andet end at snakke med dem.
En ung mand stod foran hende, han var næsten helt usynlig i det sparsomme lys fra den lysende måne som af og til gemte sig bag skyerne. Hun snakkede dæmpet til ham, hun ville ikke skræmme andre væk som ikke var døde og måske ikke væsner, folk som måske ville tro at hun var skør, måske endda sindsyg. "Det gør mig ondt..." Hendes altid venligekærlige stemme var næsten uhørlig i blæsten som lagde sig over den lykkelige eng og som nu legede med Marlisa's lange røde hår.

//nu det ikke mig der er i skoven for ellers se jeg det igen som goodplay og det er i mod reglerne bare så du ved det//

//Altså ham den unge mand skal forestile at være en død, som hun står og snakker med ;) //

//ahh okay skulle lige være sikker sorry//

//Gør ikke noget ;) //