bjergenes stemmer (mihael)

Dato : 2. december - 09
Årstid : Vinter.
Dag : Onsdag.
Vejr : Snevejr med let blæst, Koldt.
Sted : bjergene
Tid : 17:35
Omgivelser : øde bjerge og trær osv..

zandy så sig rundt, da hun ikke helt vidste hvor hun havde begivet sig hen. hun havde aldrig været der før, og selvom der var koldt i bjergene, havde hun aldrig set et smukkere sted, hun tog en håndfuld sne op i hånden, og så det smelte mellem hendes fingre.

Mihael kom roligt gående på en af stierne.
Vinter. En kold og kedelig tid, med mere mørke end lys.
Men stadig smuk, på sin egen måde.
Han havde sine mørke jeans på, en stor mørk vinterjakke med pelskrave og for en gangs skyld sko på.
vinter var det eneste tidspunkt han tog sko på.
De var underlige at vænne sig til.
hans ånde kunne ses som små skyer ud af munden og næsen på ham, mens han gik, han så sig omkring, selv om solen allerede var næsten væk var der stadig smukt.
Han begravede sine hænder i lommerne på sin jakke.

zandy så ud over bjergene, og bevægede sig nærmere toppen.
hun smilede svagt, og begyndte at nynne, man kunne høre hendes stemmes genlyd i bjergenes stemmer. hun gik roligt, og havde ingen bekymringer og fremtiden.
sneen dalede stille ned fra skyerne, zandy's hænder var kolde og hendes læber var blå, men det var indet hun bekymrede sig om.

Han trak vejret dybt og mærkede hvordan den kolde luft kom ned i hans lunger og blev varm.
Han fornemmede en svag duft, lidt ala menneske? Faktisk var det en neutral duft og han gættede mere på menneske.
Han så sig ldit omkring, men gik så lidt op af et bjerg.
Længere oppe var der nogen der bevægede sig.
Han bandede lidt, der var en god gåtur derop.... Menneske? Han rystede på hoved og bredte sine hvide vinger ud, vis mennesket så ham, kunne han altid sige personen så syner, sneen var jo hvid, han skulle bare flyve tæt på sneen.
Han baskede lydløst med dem og begyndte så at flyve opad langs stien, mens han holdt øje med hvor mennesket var.

hun havde nået et indhak i bjerget og stoppede op, hun så ud over landskabet, og smilede roligt. zandy sang en rolig og blød sang, det svagt gav genlyd fra bjergene, hun kunne mærke den blide og kolde vind der kertegnede hende, hendes hår bølgede i vinden.
hun så tilbage ned af stien, og synes hun kunne ane en skikkelse, hun rystede blidt på hovedet, og gik stille vidre op ad bjerget. hun nåede toppen og kune se den store og smukke udsigt. det var koldt på toppen.

Han smilte lidt, mennesket havde ikke rigtig lagt mærke til ham, ikke ordentligt i hvert fald.
Snart kom han til indhakket hvor han landede og tog vingerne til sig.
Han så lidt op mod toppen som var lige foran ham, han gik der op ad og stod snart ved siden af hende.
han stod lidt og nød synet og over landskabet og den kolde vinds kærtegn.
"Flot" smilte han åbent

hun nød den blide brise, og sneen der blidt dalede ned fra himmelen. hun så roligt på ham og svarede, "meget. men nu har jeg også altid elsket vinterens smukke men kølige lanskab" hun smilede venligt, og så ud over landskabet. hendes blik var roligt, og blidt.

"Aha" smilte han og hans hjerne var allerede igang med den sædvanlige analyse af dem han mødte.
Faktisk ubevidst.
Hun virkede som en venlig kvinde, en der sagtens kunne male et flot maleri, synge en god sang, eller skrive et digt, en der elsker smukke ting og kreativitet....Eller hvad? han lod hurtigt blikket glide over hende.
Jo, noget i den stil.
Hun var nok ikke den dummeste i skolen, endten da hun gik i skole eller den skole hun eventuelt gik på.
Hun kunne umuligt være mere end de 20, måske lidt mere, måske mindre, lidt svært at se på den unge alder.
Af en eller anden grund fik han den tanke at hun nok ikke havde en kæreste.
"Det er også smukt...Selv om jeg er mest til flotte grønne farver på en varm dag" smilte han

hun så roligt på ham og smilede venligt, hun kunne godt følge ham. "helt bestemt, foreskællen fra vinteren og foråret eller sommeren er at om sommeren, er livet meget mere blomstrene og fuglene synger deres sirenader, og om vinteren, viser naturen dens kræft til at få selv en kæmbe bjørn til at gå i dvale, og man oplever verdenen på en hel anden måde.." hun holdte en lille pause, og smilede "det er selvfølgelig kun min teori" hun så op på himmelen, og nød de kolde snefnug der stille kertegnede hendes kind.
hun tænkte meget fillosofisk, det havde hun altid gjordt, og hun havde altid haft sine egne holdninger og meninger, men var veget blid af væsen. hun så roligt på den unge mand, der stod ved siden af hende, som hun faktisk synes gav udtryg til at have en venlig personlighed, og stærk aura. hun så ud over skovene og bjergene.

Han nikkede lidt.
"Jeg kan følge din tankegang" smilte han
"rart endelig at have en der tænker sine egne tanker....Andre gør det også, ja, men du tænker mere....på jeres sprog, filosofisk?" smilte han, han elskede sådanne tanker, elskede filosofi, bare alle de måder ting kunne opfattes på...han smilte mens han så ud over landskabet.
Han havde helt klart haft ret i nogle af hans antagelser.

hun så roligt på ham og smilede venligt og blidt, "tak, det er rart at møde en der anerkende andres holdninger, der er ikke mange i denne verten der forstår de små ting i livet man skal sætte pris på. der er ikke mange der forstår min tankegang eller mine meninger" hun smilede blidt. hun kunne godt lide hans rolige og blide blik, det gav ligesom en helt anden stemning, og rolighed. hun kunne mærke det rolige bjerg der sjælfyldt bevægede sig ved små vibrationer under hendes føder.

Han så overrasket på hende
"jamen så lidt da" smilte han
"Jeg synes alles meninger burde høres og har ondt af dem der ikke selv har en" sagde han lidt efter
"Men ja, folk er blevet lidt firkantet"
Han bemærkede solens sene stråler mod sneen som skinnede som små diamanter, de underlige, men alligevel flotte former sneen lavede.

"det har de ret i, selv den mindste fugl kan have en stor stemme" hun smilede venligt, og tænkte lidt.. "forresten, så hedder jeg Zandy..." hun så blidt på ham og smilede venligt. snefnuggene hang roligt ved hendes hår, der stille boldtrede sig i vinden.

Han så på hende, hun lignede lidt en eller anden smuk kvinde i en film eller bog som havde koden til at redde det hele.
"Mihael" smilte han til hende, der lå snefnug i hans hår, men det så mere klundtet ud fordi hans hår var kort og strittede

hun så roligt på ham og smilede. hendes kinder var røde af den blide aften vind, hun kunne høre en svag piben fra en snedynge der for nylig var faldet ned.
hun gik roligt der over af, og da hun hørte lyden blev stærkere skyndte hun sig og sadte sig ned på knæ i den kolde men blide sne, hun gravede forsigtigt, det var en sneulv der var fanget under sneen, da den kom fri skydtre den sig væk. hun smilede roligt, og rejste sig blidt op man kunne se aftegn i sneen efter der hvor hun havde sadt. hun bøstede roligt sine ben af for sne og så over på mihael, og smilede et skævt men blidt smil..

Han så efter, hende havde også hørt det.
Da han så ulven blev han først bekymret for om den skulle være kommet til skade, men smilte så da den løb af sted, åbenbart i godt behold.
Altid noget sneen var blød, selv om den skulle komme hårdt.
Han så på hende
"Der er altid bagdele ved noget godt" sagde han

hun gik roligt over til ham, "ja det rigtigt" hun smilede roligt, mens hun kørte sin hånd blidt gennem hendes hår. "hvad laver de, egentig. altså i din hverdag.." hun sagde det roligt og med et roligt blik. hendes øjne blev lyst op af de små aften stråler der var tilbage.

"Jeg bruger det meste af min tid på at blive læge" smilte han
"Men ellers elsker jeg bare at gå rundt og så forskellige ting, tænkte over hvad der får folk til at gøre forskellige ting..." han så lidt tænkende frem for sig.
"f.eks...Ej, den er simpel, men god nok til et eksempel alligevel....En mor kommer gående, i barnevognen har hun et barn der vræler lidt, på hver sin side af sig et barn mere, altså i alt 3 børn.
De opføre sig alle umuligt, eller pigen, som det ene barn er, det ældste, er stille og ser bare på, men ellers er børnene helt umulige.
Moren har sorte rander under øjnene, hun er træt, tøjet er lettere beskidt eller hullet, hun har altså aldrig tid nok og måske heller ikke for mange penge.
Moren får nok af hyleri og hiver fat i sin dreng og rusker ham.
Hvorfor er de alle så hysteriske, hvorfor kan de ikke bare slappe af og tage det som det er?" han så på hende

hun så roligt på ham og fulgte godt med i hvad han sagde.
hun smilede roligt, "det kender jeg godt, met det eneste jeg skal svare med hensyn til det er at der er to forskællige mennesker, et ene menneske er selvcentræret og det andet tænker kun på andre, og har ikke tid til at tænke på sig selv, men jeg kan godt følge dig. men min mening er at men skal huske at tænke på sig selv, men også tænke på ens omgivelser, selvom det somme tider kan være svært. feks. jeg er personen der tænker meget på andre og mine omgivelser, sådan en person der gerne vil have at dem man omgåes har det godt, lytter til dem og giver dem råd, men sammentidig, tæ-nker jeg på mig selv, vis jeg ikke har det godt med den jeg er og det jeg gør, ville jeg aldrig kunne have overskud til andre.. men lige nu har jeg ferie eller retteresagt på overlov eller sygemeldt, da jeg har haft mange problemer med hjemmefronden, der er indviklet.."
hun smilede stille og så på ham, det var som om hun bare kunne fortælle ham alt. at hun bare var tryg ved at fortælle ham alt.. hun var meget rolig og hendes blik og stemme var blid.

han smilte og lyttede til hvad hun sagde.
Hun var da bare en drøm at snakke med!
"Lige præcis, moren er garanteret forladt af manden, svigtet kærlighed, eller også sidder han derhjemme og terroriserer alt.
Det ved man ikke" han trak på skuldrene, han så på hende
"Vis du vil snakke om det har jeg tid nok" sagde han

hun så roligt på ham og smilede, hun havde aldrig været så tryg ved en person før..
"min moder døde da jeg var ganske lille, og min fader har været ude i noge problemer for at skaffe penge nok til at give mig føde på bordet ver dag og passe på mig, men nu da disse personer vil have deres penge tilbage har han indet han kan give dem, og ja.."
hun så lidt ned man kunne se at det var svært at snakke om "de truger min far via telefon opringninger og breve, deres sidste mange trusler var at de ville lade pengene glippe men istedet ville de.. slå mig ihjel for at såre ham da jeg er den eneste han har."
sukker svagt.. kigger blidt på ham og smiler, hendes øjne viser et glimt af sorg men er meget roligt og blidt..

Han lyttede til det hun fortalte og nikkede lidt da hun var færdig.
Han tænkte sig lidt om, det var jo ikke noget man bare lige kunne hjælpe med.
Politiet var allerede udelukket, nå personerne truer, de havde sikkert også truet med at han ikke måtte kontakte politiet eller noget.
"Har din far ikke et arbejde af en art?" spurgte han, det virkede godt nok som et tamt spørgsmål til det hele, men svaret ville endten udelukke muligheder eller give nye.

Hun så roligt på ham, hun ville ikke virke ynkelig.
"Jo men han arbejder af... nå lad OS snakke om noget andet dette giver en trist stemning.
Hun smilede roligt og så på ham. Hun var meget rolig og blid. Hendes hænder var kolde en blid brise strøg hendes kind og fik hendes hår til at bølge i vinden. Hun havde fået sådan en underlig fornemmelse i maven den var ubeskrivelig men rar, hun så blidt i hans øjne, hun rødmede svagt, og smilede blidt, han var virkelig sød, og behagelig.

Han så lidt på hende og nikkede så
"Vis du synes" smilte han, han ville ikke blande sig mere i det, han var jo trods alt stadig væk bare en fremmed.
Hun var meget blid og rolig og det var altid rart, måske kunne det blive for meget, men lige nu var det rart nok.
Han så ud over horisonten og fik et lille kuldegys da den kolde vind ramte ham.
Han opfangede at hendes kinder blev rødere, men sagde ikke noget til det, der kunne jo være mange grunde.
"Hmm, har jeg spurgt om hvad du laver i din hverdag?" smilte han for at køre samtalen hen på noget andet

hun så lidt ned og tænkte.
hun kiggede ned mellem de nøgne trær og så noget tænksom ud, hun havde fået øje på noget, noget underligt. dyrene flygtede fra side til side som om noget var på vej mod dem. "hmmm...." hun bed sig stille i underlæben. det gav et set i hende da han sagde noget.
"åh øm... jo men, ellers er jeg ved at studere til frisør, da vi ikke har råd til en jura udannelse" un smilede venligt, og så søgende ned mod skoven igen...