Mødet - privat- (Daisuke og Zophie)

Sted: Stranden
Tid: 20.41
Vejr: Let vind, Dug, Køligt og skyet.
Halv mørkt og stjernerne er begyndt at dukke op på himlen, Nymåne.
Person: Se billed.
Påklædning: Sorte skinny jeans, med seler ned over røven, en sort t-shirt og en rød og sort ternet shoodie. Sorte converse sko.

Sasuke Sad på stranden og nød duggen falde. Han så ud over havet, og lyttede til bølgernes sang. Få stjerner var begyndt at dukke op på himlen, Lige nok til at man kunne tælle dem en efter en. Han havde haft en travl dag på marketspladsen efter et skænderi med en anden vampyr. Han ville ønske han kunne falde lidt til ro. Men han havde ikke fået noget søvn. Han havde ikke kunne klare sine tanker. Kun en ting havde han iorden, hans sult var mættet. Han havde fundet et let offer nær et diskotek. Dog ikke så fornemt blod da blodet var alkoholiseret. Men det var da ok. Selvom det påvirkede hans synsevne. Da han selv havde indtaget alkoholen som flød rundt i den fremmeds blod.
Han smilte ikke, sad blot og kiggede ud over havet. Han havde endelig lært at lukke af fra sin evne til at være synsk. Endelig kunne han lukke andres tanker ude, og fokusere på sine egne. Han sad i det kølige sand med armene om benene og summede lidt over nogle ting...

Zophie kom ned til stranden, hun havde ikke så meget andet at lave, hun var jo helt alene i et stort palæ, så var stranden da meget bedre, hun så der var en person der nede, men hun holde sig på afstand, hun satte sig på en sten, hun kiggede op på himmelen, hun holde ved sin halskæde*hvordan har du det mor? jeg savner dig meget*tænkte hun, en lille tåre løb ned af hendes ene kind, hun tørrede den hurtigt væk, hun ville ikke græde ikke nu, det kunne hun gøre når hun kom hjem igen, der var ikke mange som viste hvordan hun havde det inden i, da hun efterhånden var god til at skjule det med et smil eller bare lade som om det slet ikke var der, men det var der og det ville det altid være, hendes ensomhed, hendes mor var død og hendes far var hele tiden ude og rejse og var aldrig hjemme

Sasuke sukkede, han var alene. I 204 år havde han vandret rundt som vampyr, prøvet at beherske sig. Virkede det? Ja lidt, han havde da lært at styre nogle ting. Men kort lunte havde han nu i den grad fået efter at han blev bidt at Mester Lucious, som kort efter lod ham ligge på gulvet og aldrig kom tilbage for at holde opsyn med sin nye efterkommer.
Ja han var alene. Hans familie var jo mennesker, som han selv engang var. De var døde for længst. Selv hans kusiner, og hans bror's børn og deres. Det fortsatte langt ud i fremtiden. Han havde heller ikke så mange venner. Han havde et par vampyrer. Hans drengerøve og det var jo egt. også ok en gang i mellem. Han kunne da smile, og holde ud at være til sammen med dem. Men andre gange var de meget belastende. Han var rygetrængende men ville ikke begynde igen. Han lavede et rygestop dagen før, og det var jo egentlig gået meget godt indtil videre.

hun begynde at synge en smuk sang, hun havde lært af sin mor" There are times when you feel That you don't know where you fit in So you hide What is real Even when it hurts to pretend To be the one that you think Everybody wants you to be No one sees Yeah The one you really are But you don't have to hide your heart Cause nothing needs to change Sometimes it might seem hard And your whole world falls apart Just know that when you feel that way"sang hun, hun så bare ud over vandet og sang, hun var lidt ligeglade med den fremmede, den fremmede havde jo ikke gjort hende noget, så hvorfor skulle hun forstyrre den fremmede, hun kunne ikke se om det var en mand eller en kvinde, hun var jo også et godt stykke væk

// Sang: Even Heaven cries //

Sasuke lyttede, da vinden blæste stemmen mod ham. Sikke en smuk stemme hun havde. Han rejste sig mere nysgerrigt. Han var en meget nysgerrig person. Han gik langsomt hen mod hende, med hænderne i lommen. Var hun mon en som ham? En Vampyr? Han summede videre mens han kom nærmere og nærmere.

hun sang bare videre, tåre løb ned af hendes kinder, men der var ikke noget at høre i hendes stemme "Even heaven cries Everybody cries It's okay to doubt Yourself sometimes You don't have to be afraid Of what you feel inside It's alright (it's alright) Cause even heaven cries" hun sang jo bare videre på sangen, hun havde ikke tænkt sig at stoppe, hun havde en sød sort kjole på som gik hende til lige under knæ'erne og den var stropløs, men den sad som var den syet til hende, men det var den også, hun havde nogle små fine sko på, hun havde ikke sine katteøre på denne her aften, men et helt normalt sort hårbånd, hendes lange brune hår hang løst, hun gik meget i sort efter hendes mors død og hun var viste aldrig rigtigt kommet over det igen

Han stoppede op kun få skridt fra stenen hun sad på, og han nød hendes sang stemme. Han havde næsten lyst til at tage hende med hjem og få hende til at synge ham til ro. Hendes stemme kunne få noget frem i ham. Noget afslappende og beroligende. Hendes stemme var så fin og ren at han næsten ikke kunne andet end at lytte til sangen. Han blev helt glad indeni.. En følelse han ikke havde haft igennem de sidste 100 år. Han var træt af at alt var så gråt og koldt, og så møder han en med en stemme så ren som det fineste sand. *Burde jeg tale med hende? Spørge hende om ting?* Tænkte han lidt videre over.

det var først nu hun opdagede hvor tæt på den fremmede var kommet, hun stoppede med at synge, hun rejste sig op, hun gik lidt væk, hun var blevet forskrækket og så var hun jo alene, hun tørrede tårene væk fra sine kinder, hvorfor havde hun også grædt, det passede jo ikke til hende ville hendes far ha sagt, men det gjorde han jo ikke, han var slet ikke i landet over hovedet, han var meget langt fra hende og der hvor de boede, men hun havde lært at leve med det efter de sidste 3 år

Sasuke lagde mærke til den forskrækkede reaktion pigen lavede og så på hende en smule varsomt. Han kunne lugte hun ikke var en vampyr, heller ikke en engel eller dæmon.. End ikke en varulv. Hun var et menneske?.. En pige, en rigtig pige. Heldigvis kunne han styre sin sult nu. han havde jo spist idag. Han var mæt, og det ville da være ærgeligt at spise en så kær pige, med sådan en smuk stemme. Han kiggede over på hende. Burde han tale til hende? Han blev lidt nervøs. Det gjorde han ellers aldrig, men han følte sig presset, han følte hun ville løbe fra ham.
"D-Du har en smuk stemme" Han stammede en smule af nervøsiten og stressen over at skulle finde på noget at sige, på så kort tid. Han plejede jo altid at summe over sine ord før han vidergav dem.

"tak, du forskrækkede mig"sagde hun, hun kunne ikke lade være med at grine over sig selv, det gjorde hun tit, grinede over sig selv, så havde hun jo bare lidt sjov i livet for ellers var der ikke noget som var sjovt"jeg hedder forresten Zophie, Zophie Hansper von Hersling"sagde hun og smilede til ham, hvorfor var hun så venlig, det viste hun ikke, han havde jo ikke gjort noget for at fornærme hende eller gøre hende sur, så hun var venlig

Han nikkede, der var intet smil på hans læber. Han så kold og lidt skræmmende ud. Men det var ikke hans egen skyld, det var han vant til. Han var hverken vant til at smile, eller til venlige væsner. "Zophie".. Han summede lidt og nikkede forstående " Rart at møde et så venligt et menneske.. Jeg hedder Sasuke.. Sasuke Damian Gore".. Han så på hende, stadig med hænderne i lommen. Han var høj og spinkel. 182 høj og vejede blot de 49 kg.

hun stod i sin fulde højde, hun var vil imellem 157 & 160 cm og så vejede hun ikke mere 43 kg, hun spiste ikke så meget som hun normalt skulle det, men det var fordi hun ikke var så meget hjemme"hyggeligt at møde dig Sasuke"sagde hun med et venligt smil, det var først nu hun opdagede at hendes fødder var dækket af sand, hun tog så sine sko af for at tømme dem for sand, hun kom til at skære sig på et eller andet"av"sagde hun, hun satte så på stenen igen, det bløde lidt, hun fik hurtigt sandet væk fra sit sår"pokkers"sagde hun, hun var kommet til skade, hun sukkede lidt som om nogle ville bekymre sig om det, der var jo ikke nogle hjemme alligevel

Han kunne tydeligt lugte blodet. Den dejlige duft af blod, og han kunne skimte det flydende røde stas på hendes fod. Han blev lidt ivrig, ivrig efter smagen af det. Men hvorfor? Han havde jo lige spist? Desværre kan duften af blod gør enhver vampyr hungrende. Det var det rene tortur. Han smilte skævt, og man kunne skimte hans ene vampyr tand. Den var spids, og skarp men kun lidt længere end en normal menneskes. Hans øjne var rødlige og han så ret desperat ud. * Jeg holder det inde. Jeg har spist i dag, jeg skal ikke ende som en agressiv skændsel for de ædle vampyrer. Jeg er stærk nok til at stå imod* Tænkte han, men desperat blev han. Mere og mere.. Han havde svært ved at kunne modstå trangen til bare at gå hen og bide i hendes saftige hals. Han holdte meget øje med hendes bevægelser. Hun var det næste bytte? Måske.
Han fik en slags krampetrækning i brystkassen da han prøvede at holde sit indre monster tilbage. Han ville ikke ødelægge en hyggelig snak med et menneske. Efter første gang i mange år var han endelig faldet i snak med et menneske. Så det skulle ikke ødelægges. Ikke nu..

hun så på ham, med et smil, hun tog lidt stof frem og bandt det rundt om sin fod"det gjorde ondt"sagde hun og grinede bare, men hun stoppede igen, hun tog sin sko på igen, hun rørte lidt sin halskæde, noget eller nogle væltede hende af stenen og ned i sandet, hendes hoved ramte en anden sten, hun blev slået ud, det var en anden vampyr, der løb lidt blod ned af hendes pande, men hun lå bare i sandet

Sasuke Så opmærksomt rundt, han nåede ikke at reagere før skaden var sket. Han så på vampyren og hvæste truende. Han stillede sig ind foran Zophie med håb om hun snart ville vågne op. Han viste vampyren sine tænder som tegn på magt og vrede.

den anden vampyr tog hurtigt afstand og hvæste af ham, den anden vampyr var sulten og hun lignede jo et nemt bytte for den, hun vågnede lidt"mmmhh"sagde hun da hun vågnede, hun tog sig til hovedet, hun så på sin hånd, den var rød af blod, hun blev forskrækket over det"avu"sagde hun, hun satte sig op, hun så op på dem, hun blev lidt bange, men hun holde bare på sit sår i hovedet, hun skulle på hospitalet hurtigt, da det bløde meget og ville bare tiltrække flere vampyrere

Sasuke hvæste mere og mere advarende. Han vidste at han ville kunne klare den fremmede vampyr, men ville helst undgå kamp. Han så om på Zophie og løb hen og greb fat om hende og løftede hende op i brudestilling. Han så kort ned på hende imens han begyndte at løbe væk fra stranden og ud på vejen. * Forfølger han os? Jeg må ikke kigge tilbage, så ender jeg med at falde over mine egne ben* Tænkte han og fokuserede blot på vejen. "Du må ikke sove.." Sagde Sasuke koldt mens han løb i et normalt tempo mod hospitalet. Han turde ikke løbe mere til, han ville jo bare skvatte ind i noget og vælte. Han var nu også ret klodset når det kom til stykket.

vampyren var efter dem"jeg skal nok lade være Sasuke"sagde hun, hun lagede hovedet indtil ham"jeg er aldrig heldig"sagde hun stille, hun holde sig bare vågen, hun havde jo sagt til ham at hun ikke ville sove, hun holde bare på sit sår i hovedet, hun ventede bare på at de skulle komme til hospitalet

Der var megen trafik men ikke på torvet så Sasuke tog vejen gennem de smalde stier og noget hurtigt frem til hospitalet. Han så op på bygningen og trådte indendørs. Han gik hen til skrænken. Blodet var begyndt at løbe stille ned af mine hænder og tøj, og dryppe ned på jorden. Han kunne godt fornæmme at det var et slemt sår som nok skulle syes eller limes. Han bad damen skynde sig at indskrive hende så hun kunne få hjælp. " Det skal nok gå" Sagde Sasuke mere roligt til Zophie. Han vidste at man under ingen omstændigheder måtte stresse en person med hjernerystelse, og det var han nu meget sikker på at hun havde fået efter slaget.
Damen bag skrænken fik en akut tid og bad Sasuke bære Zophie ind på en stue hvor en læge straks ville være der.
Sasuke trådte ind i det lille firkantet lokale. Det var helt hvidt og i midten af det hele stod en båre med lyseblåt papirs lagen og en pude. Han lagde forsigtigt Zophie på puden og så ned på hende. Han håbede hun ville få det godt. Hun havde jo ingen skade gjort, så hun fortjende ikke ligge der med blod overalt.

da hun blev lagt på båren, tog hun hans hånd, hun så op på ham, lægen gav hende lidt bedøvelse, så det ikke ville gøre så ondt når han begynde at sy såret sammen og da han blev færdig, vaskede han forsigtigt det meste blod væk fra hendes hår, lægen så derefter på ham"hun har en mindre hjernerystelse så hun må ikke være alene den næste ugestid"sagde lægen og gik igen, han havde gjort hvad han kunne, der gik ikke mange minutter får hun vågnede igen, hun kiggede op på ham"Sasuke?"sagde hun stille, hun var lidt forvirret, men hun havde også meget ondt i hovedet"mit hoved gør ondt"sagde hun, lægen kom tilbage"her er noget smertestillende"sagde han og gav hende en sprøjte med morfin i som tog de største smerte hun havde i hovedet

Sasuke fulgte med i hele forløbet. Han kiggede ned på hende og han holdte stadig fast i hendes hånd. Han var lidt koldere end et menneske. Hans temperatur var ikke normal, men nu var han jo heller ikke menneske.
Han dannede øjenkontakt med hende "Det skal nok gå, du er blevet syet" Sagde han med en beroligende stemme. Hans stemme var altid rolig. Han havde et lille glimt i øjet af bekymret. Noget han ellers ikke havde haft i meget lang tid. "Har du nogle som kan passe på dig den næste uges tid?" Tilføj han.

"nej, min mor døde for 3 år siden og min far er ude og rejse i 1 år, så jeg er helt alene"sagde hun, hun lagde ikke rigtigt meget mærke til at hans hånd var koldere end hendes, hun prøvede at smile op til ham, men det gjorde ondt, så hun lod være"det gør stadigvæk ondt Sasuke"sagde hun, nogle små tåre løb ned af hendes kinder fordi det gjorde ondt, det smertestillende virkede lidt, men ikke meget

Sasuke bukkede sig forover og gav hende et lille kram som tegn på omsorg. Han brød sig ikke om at se hende i smerte. Han kunne bedre lide hendes smil og søde blik. Men hvad skulle han gøre? Han kunne intet rigtigt gøre , intet andet end at håbe at det smertestillende ville virke..
"Jeg kan ikke forlade dig sådan her. Lægen sagde du ikke måtte være alene en uges tid. Så jeg må blive med dig. " Svarede han.

"vil du godt det tak Sasuke"sagde hun, hun gav ham et lille kys på kinden, men hun tog sig ikke af hans kropstempartur, hun havde alt for ondt i hovedet til at tænke på det"Sasuke må jeg godt sove nu?"spurgte hun og kiggede på ham, hun var ret træt af det smertestillende, lægen gav Sasuke nogle sprøjter med morfin i"hvis hun skulle få voldsomt igen så giv hende sådan en"sag lægen og gik igen

Han så lidt forbavset på hende efter kysset. Han havde aldrig mærket så bløde læber. Han havde næsten glemt hvad et kys var.
Han rystede på hovedet og lagde det let på skrå "Desværre ikke, du har en mild hjernerystelse, og du må ikke sove lige nu. Du må sove når vi kommer hjem. Men jeg skal vække dig hver anden time." Sagde han mens han så på hendes kropsbevægelser