Kaffe er en god måde at starte natten på //Zean//

T: tusmørke
D: Irl
V: let blæsende
O: Folk rundt omkring i gaderne, afslappet stemning.
S: En lille café i Werclare og hovedgaden.

Tusmørket havde sænket sig over Werclare og en lille hætteklædt skikkelse pilede ud på gaden mens døren ind til et gammelt smalt hus smækkede bag hende.
Et par røde hårtotter strittede ud fra den bløde hætte på hættetrøjen, og selvom den lille skikkelse virkede til at have travlt gav hun sig alligevel tid til at kigge ind igennem flere butiksruder og slog endda også et smut forbi kirkegården før at hun nåede sit bestemmelsessted: En lille café på et gadehjørne med et velpudset mokkafarvet skilt over dobbeltdørende.
Skikkelsen slog hætten ned og et hjerteformet ansigt omringet af rødt hår kom til syne. pigen så ud til at være midt i teenageårene og hendes øjne var store og grønne. Hun hilste stedkendt på pigen der betjente hende og prøvede forsigtigt at balancere en kop brandvarm kaffe ned til et bord da hun var ved at snuble over sine egne ben og måtte kæmpe for at holde kaffen i koppen.

Han var ikke den store cafe-elsker. Han var der kun vis han havde en eller anden at bruge tiden med...Men lige nu havde han bare lyst til at sidde og slappe lidt af, bare i et hjørne for sig selv.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt.
Hans mørkebrune hår strittede lidt, hans mørke øjne gled kort rundt i cafeen da han lugtede vampyr...
Han lod kort blikket glide over hende, købte en kop kakao, varm, med flødeskum og gik over til et hjørnebord. Han ville læse sit brev igennem igen...om at han skulle til militæret. selvfølgelig først gennem en slags optagelsesprøve eller noget, men han viste han ville komme ind. Og det glædede han sig til.
Han så op da vampyren så ud til at falde...
Han var tæt nok på, så han rejste sig og greb fat i hende, for hun ikke skulle falde og få kaffe ud over sig. noget af kaffen blev vist spildt alligevel, men i det mindste var det langt fra så slemt som det kunne have været. Eller som man kunne forestille sig det kunne have været.
"Hovsa" han sendte hende et kort smil. Og slap hende igen da hun havde balancen.

"arh.. undskyld.. jeg er så klodset en gang i mellem. men tak for at du greb mig.."
Hun vrængede irriteret ansigtet da noget at den spildte kaffe løb ud over hendes hånd, men smilede venligt til manden over for hende. han så ud til at være et par år ældre end hende, men hvem vidste i denne by. der var en lugt omkring manden som afgjort ikke var menneske og den mindede om noget fordærvet.. kunne det være... endnu et ikke-menneske!?
Denne her by var altså underlig, så mange andre væsner. Det havde hun aldrig oplevet før, selvom hun ikke var en grønskolling mere.. I nogle byer havde der godt nok været mange væsner en gang i mellem, men aldrig så stopfyldt som her.
Hun så med store øjne op på dæmonen og trådte lidt væk fra ham selvom han virkede venlig nok, men dæmoner kunne man ikke stole på.. når hun tænkte nærmere over det.. så hvem var overhovedet værd at stole på.. det var de færreste vampyrer hun ville ligge sit liv i hænderne på.. de fleste havde deres egen dagsorden, og hun ville ikke fanges i et spil som hun ikke kunne komme ud af.
"du er ikke menneske.."
dæmon.. helt sikkert dæmon!

Han grinte kort. men det var ikke et ondt grin.
"Åh...nej, det er jeg glad for at give dig ret i" nikkede han en anelse.
"Og det er du heller ikke..." han så kort på hende...hun virkede højst en smule overrasket, men ikke...kamplysten. det var jo godt. han orkede ikek kampe lige nu...desuden havde de heller ingen grund til det.
Han nikkede kort til hende som i en hilsen og gik tilbage for at sætte sig ved hjørnebordet han havde fundet. Han tog sin kop med kakao og drak lidt af det. Lod blikket rundt, men lod dem så falde på brevet foran sig. hun sukkede svagt og pakkede det sammen igen, gemte det væk.
Det var med vilje han var gået fra hende uden at sige mere. Så kunne hun altid selv vælge om hun ville være i selskab med en dæmon...desuden gjorde det også tit folk nysgerrige. Men man viste jo aldrig...

"så du er dæmon.. og du ved jo nok hvad jeg er så."
hun smilede træt og så op på ham. Siden at hun var ankommet til øen havde hendes dage været urolige, og hun kunne ikke falde ro, når hun prøvede. Wilith fulgte tøvende efter dæmonen over til hans bord og stille kaffe koppen maget forsigtigt på hans bord, for at undgå at spilde mere og så irriteret på kaffepletten på gulvet.. nå det måtte være som det var..
"hvorfor er du så glad for ikke at være menneske?"
Der var tydeligvis intet ondt ment med spørgsmålet, men hun undrede sig faktisk lidt over det. Altså jo som vampyr eller dæmon havde man et par fordele, men tilgengæld levede mennesker så meget mere intenst end væsner der havde den næste evighed til at leve.

Han grinte svagt af hendes spørgsmål. Hun...virkede ny. Siden hun ikke viste det...De fleste accepterede det bare, eller blev sure.
"Fordi mennesker er mad. De er svage...Og der er alt for mange af dem. De er alt for uvidende...At være dæmon ser jeg som meget bedre..." han så lidt på hende og lænede sig frem i stolen.
"Selvfølgelig kan man så begynde at diskutere værdierne i det...mennesker lever kortere og hvis de ikke spilder deres korte liv, kan de måske få meget mere ud af det...Hvorimod bla. dæmoner lever alt for længe...Alt for længe til måske rigtig at forstå visse ting, som nogen nok vil sige...Jeg vil mere sige at vi kan opleve alt det...Og mere til...Hvis vi vil." han lænede sig lidt tilbage igen og drak lidt af sin kakao. Hans øjne hvilede på hende.

"da jeg var menneske, så føltes det hele mere intenst.. nu hvor jeg har den næste evighed til at leve.."
Hun trak på skuldrene og rørte med en ske i sin kaffe.. Hendes hår faldt ned over hendes øjne men da hun kiggede op igen var den korte sørgmodighed næsten væk og hun smilede stille..
"Men så får jeg så mange andre oplevelser som jeg aldrig ville kunne få som menneske.. At kunne leve og opleve verden.."
Hun strøg en hånd igennem det rodede røde hår og lænede sig eftertænksomt tilbage.. i løbet af hendes tid som vampyr havde hun oplevet mange smukke ting, men desværre også mange grusomme ting i forbindelse med de sidste par verdenskrige.. Det eneste minus var at hun ikke kunne være ude i solen.. hun savnede den efter tre hundrede år under månens skær..
"Jeg savner solen.."
Et lille smil spirede på hendes ansigt som hun så ud af vinduet mens hun huskede sin sidste dag i solen, havde hun vidst at det blev den sidste havde hun løbet ud på marken til hestene og nydt den.. I stedet havde hun brugt dagen på at arbejde på marken og forbande varmen.. Hendes blik blev nærværende igen og hun så kort over på dæmonen, lettere skamfuld over sit udbrud.. hun kendte ham jo ikke engang..

Han rystede svagt på hovedet.
"Så har du misforstået noget...Du kan stadig opleve ting, som du ville som menneske...jeg ved ikke hvad du mener med intenst, jeg har aldrig været menneske...Og det for mangler jeg nok lidt forståelse for det. Men det er forkert at mene man ikke kan det samme...For det kan man, med mere til" sagde han. Sådan så han i hvert fald på det. Han havde oplevet mange ting...flere end hende. Og alt havde været med til at gøre ham stærkere. krige, ulykke...alt muligt. havde ikke interesseret ham. Det var menneskernes problem. Men der ud over...
Han så sig lidt omkring. savnede solen? Han kunne se den...Men det hjalp jo ikke på det.
Han valgte helt slet ikke at svare på det, da hun alligevel så lidt flov ud over at have sagt det.

"som menneske har du så kort tid at leve at de ofte har en tendens til at gøre ting mere impulsivt.. de kan jo ikke bare vente hundrede år, som man kan når man lever evigt.. Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal forklare det sådan rigtigt.."
Hun smilede stadigt lidt mens hun så ud i det tiltagende mørke, usikker på hvordan hun skulle forklare en der aldrig havde været menneske hvordan det var at være menneske.. Havde hun selv vidst at hun skulle dø så ung, ikke vidste om hun ville leve igen havde hun nok sat mere pris på den tid hun havde med sin familie og den tid hun havde i solen..
"De ved at de ikke har så lang tid at leve i og er oftest opsatte på at nå alting.."

"ahh...Men det passer jo ikke helt" sagde han med et lille smil.
Han tog endnu en tår af sin kakao.
"Det re altid dem der spilder sin tid, sit liv...desuden tænker folk jo ikke rigtig over det, medmindre e lider af et eller andet der tvinger dem til det...Sådan har jeg i hvert fald fået en fornemmelse..og der har de sidste hundrede år lært mig" sagde han

"Det har du ret i, men de der tænker over det har så meget mere fart på.. jeg har allerede eksisteret i lang tid og at forstille sig at om et par hundrede år eksisterer jeg også er.. underlig.. på et eller andet tidspunkt må man virkelig komme til at kede sig.."
Hun trak på skuldrene og så eftertænksomt op, mens hun tænkte grundigere over hvad der ville ske hvis hun levede så længe.. på et eller andet tidspunkt måtte man vel have oplevet det hele og bare komme til at kede sig? det er der ulykker sker.. når væsner der kunne blive så magtfulde som vampyrer, eller dæmoner for den sags skyld, kunne kom til at kede sig så kunne nogen sikkert finde på at starte en krig lige som andre starter et værtshusslagsmål..

Han grinte lidt. Ja, man kedede sig til sidst. Men der vil altid være noget at lave...Om det så var godt eller skidt, det var jo lige det.
Han drak lidt af sin kakao og lænede sig godt tilbage i stolen, mens han kiggede ud. Kiggede ud på folk der gik forbi, selv om det allerede var ved at være ret mørkt. men her i vinterhalvåret var der jo altid mørkere, til glæde for vampyrer.

//undskyld, har ikke så meget rkea lige nu...//

"så jeg havde ret? folk keder sig?"
Hun så ligesom ham ud af ruden og vrængede ansigt da hun så et ungt par gå forbi i mørket kun oplyst af butiksvinduerne. En latter boblede over hendes læber og hun dæmpede sig hurtigt..
"Jeg føler mig så gammel på trods af mit udseende.."
Hendes øjne glimtede muntert, men længere inde var der også noget lidt sørgmodigt over hendes øjne. For et eller andet sted var hun også ret ked af at skulle fortsætte med at være seksten år resten af evigheden. Hvis hun skulle ønske en ting anderledes så var det at hendes skaber havde ventet et par år med at forvandle hende.. Hun kunne lide at være en vampyr, det kunne hun virkelig, men det med alderen var altså lidt irriterende en gang i mellem..

//helt i orden ;)//

Han grinte svagt og nikkede.
"Det er ganske normalt...hvis du spørger mig. Jeg holder af følelsen..." han så kort på parret. jaja. så forelskede nu. Det varede aldrig ved.
Han strakte sig kort og drak resten af sin kakao. han lænede sig lidt frem og lod kruset glide mellem hans hænder, frem og tilbage, mens han kiggede ud, som i egne tanker.

"Det er underligt at føle sig gammel når ens spejlbillede siger noget andet.. Men hvor længe har du vandret rundt? Jeg er oppe på omkring 300 år.."
Hun vrængede igen ansigt, denne gang af hendes spejlbillede men rettede sig så op igen og så imod dæmonen overfor hende. Hun prøvede at lade være med at se på paret der passerede vinduet og på sit spejlbillede.. det mindede hende om hvor ung hun så ud, ikke lige hvad hun havde lyst til at se på..
Hun tog en slurk af sin kaffe og mærkede som sædvanlig ikke nogen voldsom koffeinsus, det gjorde hun aldrig, men af en eller anden grund var hun blevet glad for smagen af denne her drik..

Han kunne ikke fordrage kaffe...havde aldrig kunnet det. Drak altid te eller kakao.
Mest te...
Han så lidt på hende...alligevel 300 år...han måtte øve sig lidt at bedømme folks alder. Men som hun sagde: Det var svært når koppen lignede sig selv.
"Årh..Tror jeg er oppe på en...850 stykker...måske lidt mere...de glider lidt ud i hinanden, årene" svarede han, ved et lille gestus fik han tjeneren til at servere en ny kop kakao. Lige for tiden var han blevet ret forfalden til den drik...varm, selvfølgelig. nok fordi vejret var koldere.

"Det var alligevel en del.. Gad vide om jeg nogensinde bliver så gammel.."
Hendes øjne glimtede muntert som hun så på dæmonen og slappede af i kroppen mens hun nød den afslappede stemning i caféen. Dæmonen virkede som en afslappet person, og det var lige hvad hun havde brug for.. en der ikke var hidsig eller opfarende men som man bare kunne snakke med..
"Du er glad for varm chokolade kan jeg se.. Kaffe er min varme chokolade. Jeg kan godt lide smagen.."
Hun så ned på den søde drik der blev stillet foran ham men trak så blikket til sig igen og tog endnu en slurk af sin kop.. Hun var ved at blive nysgerrig omkring dæmonen igen.. Hvis han havde levet så længe.. så måtte han også have oplevet en del.

HAn grinte svagt.
"Kakao er for mig, stadig en ny ting. Jeg er blevet lidt forfalden til den, mest de sidste par dage...Ellers foretrækker jeg te. Sort, med lidt sukker og helst lidt citron også" han nikkede svagt. Det smagte faktisk godt, selv om det for de fleste virkede lidt fjernt.
Han så lidt på hende...hun virkede...nysgerrig. hvad hun var nysgerrig efter viste han dog ikke.
"Det er aldrig til at vide hvor længe man lever" smilte han
"Derfor må man bare bruge den tid man har og håbe eller frygte"

"Det minder mig desværre om de rædselsfulde og meget kedelige teselskaber jeg blev inviteret sammen med Gwynnet for lang tid siden.. Siden har jeg ikke drukket te.."
Hun trak med et skævt smil på skuldrene og så næsten undskyldende på ham for det var ikke meningen at fornærme nogen med hendes mening om te.. Det hang for hende bare uløseligt sammen med teselskaberne den gang hun rejste med Gwynnet og det var minder om adskillige timers kedsomhed med sladder om ægtemænd, ægteskabet og den seneste sladder.

"Jeg er nu ikke bekymret.. ikke rigtigt i hvert fald, jeg pryder mig af at være optimist på trods af at jeg blev opdraget katolsk."
hendes øjne glimtede af munterhed som hun nævnte det, men indeni smagte det hun havde sagt bittersødt af minder om hendes familie men det var ikke noget denne dæmon behøvede at vide.. Hendes familie var ikke noget nogen skulle vide noget om.. det kunne sætte dem i fare og hun kunne ikke engang forklare dem hvorfor og af hvem..

Han så kort på hende, da hans anden evne, den han ikke kunne kontrollere som han ville, pludelig besluttede sig for at virke.
Han fik en underlig bitter følelse i sig. Så noget familie...nogle underligt rodet sammen billeder. Men lige så hurtigt det var kommet, lige så hurtigt var det væk igen. Han sukkede svagt og lænede sig tilbage i stolen, kiggede lettere nysgerrigt på hende. Men siden hun ikke selv sagde noget, ville han ikke bringe det frem.

Hun lagde hovedet på skrå og så hans nysgerrige blik, det var som om at hun havde sagt noget meget interessant selvom hun ikke lige kunne komme i tanke om hvad.. Havde det været det sidste? Måske var det det med hendes opdragelse? Men det betød også hendes familie og det var et emne ingen i live vidste noget om, så vidt hun var orienteret.
"Hvad er der? Du ser... nysgerrig ud?"
Alligevel på trods af hendes ubehag omkring emnet kunne hun ikke også selv lade være med at blive interesseret i hvorfor han så sådan på hende.. det kunne være vigtigt?
Og hvis det var... så ville hun vide det!

Han smilte svagt og så på hende i et stykke tid for at bedømme hvor vidt han skulle fortsætte emnet.
til sidst sukkede han let.
"Tja...Jeg tror ikke det er et emne der behager dig...din familie" sagde han blidt. Det ville ikke røbe noget. Kun at han måske havde tænkt over det. Hans ukontrollerbar evne holdt han helst hemmelig...som et lille våben om man vil. Men også fordi han som sagt ikke kunne styre den endnu. Han s åingen grund til at give folk den viden.
Han nævnte dog heller ikke sin anden evne...medmindre folk spurgte.

Det hele skete meget hurtigt, hendes øjne udvidede sig en smule og sekundet efter stod hun op og så ned på ham med mørke øjne.
"Min familie rager ikke dig!"
Hvis han så godt efter var der vrede men også en kold frygt i hendes øjne, for hun vidste ikke hvordan han havde fundet ud af noget om dem. De var hendes største hemmelighed og hendes største glæde, og hvis han havde fundet ud af noget om dem så hurtigt, hvad havde han så ikke fundet ud af?
Hun lagde ikke rigtigt mærke til hans tonefald hendes nervøsitet om hvad han havde set var for stor og for sit indre blik så hun slægten i generationer, som hun havde fulgt dem, lige fra midten af 1700 tallet og til nu.. Nej, han burde ikke vide det, det burde han ikke! Ingen vidste det!

Han så roligt på hende, selv om han enlig ikke fattede hvorfor hun reagerede sådan.
"Som sagt: emnet behagede dig nok ikke. Du spurgte selv.
Du kan slap ganske af...Jeg ved intet om din familie. Det var noget jeg gik ud fra, ved at tyde dine udtryk..." sagde han roligt. Det ville ikke hjælpe at reagere surt eller fornærmet nu, som han måske ville. Især fordi hun virkede nervøs, skræmt...
Når det skete, og han ikke ønskede det, behandlede han folk som dyr. Man skulle bare være rolig. Som regl begyndte dyr til sidst at afspejle ens sindsstemning. Men det var aldrig til at vide med mennesker...eller væsner for den sags skyld.

"Hvorfor har jeg svært ved at tro på det?"
Hun var faldet lidt ned fra det første chok og stod nu i stedet bare og så koldt på dæmonen. familien var forbudt område for alle og der skulle mere end beroligende ord til for at få hende ned igen. Men måske var det sandt hvad han sagde, måske havde hun overreageret? De havde jo lige været i hendes tanker og at han så nævner dem lige efter.. nej det var for underligt!
Hun lagde armene over kors mens hendes ikke længere så grønne øjne så ned på ham fyldt med kulde og en hvis tydelig skepsis. Hvis hun skulle falde ned måtte han komme med en bedre forklaring.. Ude på gaden var det begyndt at blæse med en kold hård vind men Wilith ikke så meget som kiggede derud. Nogle gange gad hun ikke gøre noget ved selvkontrollen, og et af de tidspunkter var nu..