Kaffe er en god måde at starte natten på //Zean//

Hans blik gled kort ud da vinden blæste op. så hun havde en evne med...vejret?
Han så kort på hende igen hvad var der galt med hende? Hvorfor tog hun det sådan på vej? Forstod hun ikke at det faktisk bare satte hele i større fare...?Hvis nogen der faktisk ønskede at skade hendes familie, så hende reagere så hårdt på det, ville de klart blive ved...Men hvis hun slappede af og ignorerede det, ville de måske hellere tænke at der ikke var så meget at komme efter...Han rystede svagt på hovedet. Folk var underlige.
Han trak derimod på skuldrene mens han så på hende.
"Ingen anelse, det må du også selv om...Om du tror mig eller ej. Jeg ved bare jeg taler sandt...Desuden...bare et lille råd...Når du reagere sådan må du virkelig have et eller andet med din familie, jeg ved ikke hvad og det interessere mig heller ikke, men hvis der kom nogen som faktisk ønskede at irritere dig og din familie, ville de vide der faktisk var noget at komme efter. Hvis du slappede mere af og næsten ignorerede det...var chancen nok større for at de ville lede efter en anden at irritere fordi de ville tro der ikke er meget at komme efter" Det eneste han havde fået bekræftet var at der var et eller andet med hendes familie. Enden hade hun den så meget at hun flippede ud hver gang nogen nævnte den...Eller også elskede hun den så meget.
Men det interesserede ham kort sagt ikke. så måtte hun tro hvad hun ville.

Han havde ret, det vidste hun jo også godt, men hendes temperament var langt værre end det lige så ud til. Ligesom vinden var det uforudsigeligt og kunne slå om fra det ene sekund til det andet. Hun dumpede ned på stolen igen så ud i mørket.
"Mit temperament har været et problem de sidste 300 år.. Det skifter fra det ene til det andet på et øjeblik.. Det skal bare bruge en gnist for at gå af.. Så jeg ved godt at du har ret, i det med min familie."
Hendes øjne var uudgrundelige og de var stadigt mørkebrune hvilket betød at hun endnu ikke var kommet sig helt over sit udbrud. Men hun virkede mere skamfuld over det end egenligt vred nu og hun så kort op på ham. Der var et glimt i som var svært at tyde, men hvis han så godt efter var det et tydeligt glimt af interesse, et behov for at vide hvorfor han havde nævnt hendes familie..

HAn trak svagt på skuldrene.
"Velkommen til enhver dæmons verden" smilte han svagt. Mere sagde han ikke. Hvad skulle han sige? Desuden viste han endnu ikke hvor rolig hun enlig var...Og mere vrede orkede han ikke at blive udsat for...Han så svagt, faktisk fornemmede han det mere end så, at hun måske var lidt interesseret. Men i hvad og hvorfor havde han ingen anelse om.

"Er det en god ting?"
En lille grimasse der godt kunne minde om et smil kom til syne på hendes ansigt før at den forsvandt igen og blev til den samme uudgrundelige maske som før. Det var der det var nemmest at kontrollere hendes følelser, når hun ikke viste nogle følelser
For at lave noget andet end at vride hænderne tog hun om sin kaffekop og drak lidt af den i stedet for bare at sidde og være urolig. Hun beholdt hænderne om koppen, men så rundt i caféen og lagde hurtigt mærke til et par nye ansigter der så hen på dem ind imellem men da hun så væk tænkte hun ikke så meget mere over det. De havde jo lov til at kigge på hvem de ville og hun kunne jo bare håbe på at der ikke var noget specielt motiv bag deres stirren.
"Hvorfor nævnte du min familie? Det var ikke et gæt, så meget ved jeg.."
Strengt taget vidste hun det ikke, men hun var 100 procent på at det ikke var et gæt og hun plejede at stole på sine fornemmelser.. For det meste i hvert fald..

Han sukkede svagt. Denne samtale kedede ham snart...
"Du vil jo alligevel ikke tro mig" sagde han kort.
"Det er det typiske med folk...når man endelig siger sandheden, tror de ikke på den" han så ud, hvor vinden havde lagt sig lidt igen. Han var også ligeglad med om folk kiggede på dem.
Det havde han altid været.
Han tog en tår af sin kakao for at bekræfte, for omgivelserne, at alt var roligt igen. For nu.

"Jeg tror ikke på det fordi at det ikke giver mening at du bare lige kommer på det, af alle de emner som der var at tale om.."
Hun drak sin sidste slurk af kaffen og så kort på dæmonen. Der var ikke mere at komme efter.. Han ville ikke fortælle hende det, og ud fra hans alder at dømme så ville der ikke være nogen mening i at prøve at tvinge ham.. Hun ville ikke vinde den kamp..
Hun kneb det ene øje tænksomt sammen mens hun så på ham med hovedet på skrå og rejste sig så op. Hun virkede ikke vred mere bare ærgerlig over at han ikke ville fortælle hende hvorfor han vidste noget om familien.
Wilith trak sin hætte op og vendte sig væk fra bordet mens hun kastede et sidste blik på dæmonen.
"Det var ærgerligt.. Du virkede ellers venlig, som en af de få i dette her cirkus.."
øen her var efter hendes mening en cirkus, eller et galehus alt efter hvor man tog hen og selvom kaos plejede at tiltale hende så var her lidt for mange væsner til at hun kunne føle sig sikker.

Han ville ikke forhindre hende at gå, hvis det var det hun ville.
For hans skyld kun hun blive eller gå som hun havde lyst til, det gjorde ikke det store for ham.
Men det undrede ham at hun ikke ville blive siddende for at høre hvad han ville sige. For han var ikke færdig endnu.
Han så op på hende.
"hvad angår venlighed, er jeg ligeglad...det er folks måde at se mig på" svarede han kort for hovedet.
"Men det undre mig nu mere hvorfor du ikke bliver siddende og høre hvad jeg har at sige...for mig set, er emnet ikke slut endnu...Men jeg vil ikke holde på dig" han trak kort på skuldrene.

Hun sukkede. Han havde fanget hendes nysgerrighed og den vandt som sædvanlig over hendes lyst til at gå.. Igen dumpede hun ned på stolen og tilbagelænet så hun op på ham.
"Okay, hvad er det som du vil fortælle mig?"
Hun havde armene over kors og sad næsten demonstrativt på sin stol, og hun så vurderende på ham. Wilith håbede bare at hvad han ville fortælle hende var af interesse ellers havde hun spildt noget mere af hendes nat.. Og hun havde endnu ikke fundet sig noget at spise og hun havde flere stykker arbejde som nærmede sig deres deadlines..
Selv malere havde deadlines havde hun fundet ud af..

"Jeg vil ikke fortælle noget...Jeg vil svare på dit spørgsmål" svarede han kort.
"Men igen: du vil ikke tro mig." han trak svagt på skuldrene. enlig var det jo bare spild af tid...hvis hun alligevel ikke ville tro ham. det var åndssvagt. hvorfor gjorde han det enlig?
"Du nævnte du var katolsk opdraget...Og...ja, jeg ved ikke helt hvad du lignede, ikke noget dårligt selvfølgelig, men dit udtryk...som jeg nævnte før, så bare ud som om der var et eller andet.
Min hjerne arbejder ret...analyserende...I hvert fald en gang i mellem. Den tænkte lidt over det. Hvad tænker man på når man tænker på sin opdragelse? Jeg gik efter hvad jeg selv ville tænke på: mine forældre. familien" sagde han kort. Han kunne høre det i sine egne øre...det lød dumt. Men hun skulle ikke have lov at forlade ham igen, som om han var...et eller andet.
"Nå pyt...det er jo også lige meget. det vigtigste var jo også bare at jeg intet ved om din familie og intet vil den" han drak hurtigt en tår kakao, lagde nogle småpenge til tjeneren, rejste og ville selv gå.
"Da jeg ikke antager du vil tro mig, lige som ethvert andet menneske ville gøre..." han lagde et specielt tryk på ordet menneske
"...Men hellere vil tro hvad man ønsker at tro, vil jeg gå" han begyndte at gå mod udgangen.

Da han kom udenfor trak han vejret dybt en gang. Hvorfor havde han enlig gidet sige det? Det lød jo dumt...Og var kun den halve sandhed. han havde tænkt sådan...men hjulpet lidt på vej af hans ukontrollerbar evne. hun havde en hemmelig...han havde en hemmelighed.

Han var nået udenfor da hun fandt ud af hvad hun skulle mene om hvad han lige havde fortalt. Der var stadigt noget der manglede, mente en lille stemme men hun ignorerede den. Der var ingen brug for flere fjender her på øen så hun ville acceptere denne forklaring for nu.
Wilith var i løbet af ganske få sekunder oppe på siden af ham, udenfor og hun så vurderende på ham.
"Godt så.. Jeg stoler på at du taler sandt. jeg er Wilith, forresten."
For hende var det et meget tydeligt signal til fred og hun ventede med vægten på den ene hofte på dæmonens navn. Hun regnede med at han var velopdragen nok til at give hende sit navn til gengæld for hendes. Det håbede hun i hvert fald..
Hun havde stadigt hætten ned over øjnende, så det eneste man kunne bedømme hendes humør var hendes udstråling og lige nu var den stille og rolig hvilket den forhåbentligt ville blive ved med at være.

Han så kort på hende. Uden at bedømme hende, uden at ville hende noget. Faktisk kun en svag overraskelse, på at hun faktisk kom ud efter ham og lagde op til lidt mere snak. Det havde han ikke forventet. Han havde forventet hun ville blive siddende inde i cafeen til han var gået væk, surmulende som et lille barn. Det var heller ikke nemt med vampyrer.
"Glæder mig" svarede han neutralt.
"Jeg...Er Zean" Han havde tøvet et svagt øjeblik. Ikke fordi det ikke var hans navn...men fordi folk begyndte at blive forvirret. Snart var han Zean, så Leonard...Og nu var en Ichabod også begyndt at dukke op.