hvad kan der ske?(Joy-privat)

S-Werclare by
T-12.00
O-lidt folk og hvad der ellers kan være
P-sort t-shirt blå cowboybukser og sorte sko
V-lidt sol


laroy var gået sig en stille og roligt gå tur da han ikke sådan vil sidde der hjemme og glo så kunne han jo lige så godt få sig noget motion i stedet for og alt det han var jo også næsten lige komme til byen så nu vil han også gerne se lidt at byen som han boede i og den var jo nok ikke den pæneste by men det var en by og han var ligeglad med dens udseende og sådan noget. Han kiggede sig roligt omkring der var ikke helt vildt mange ude på sådan et tidspunkt som dette da det var starten af eftermiddagen og noget vil mene det var morgen hvis de var stået sent op.
Men for ham var dage begyndt for længst da han var en menneske der stod op ved en rimelig tid i stedet for at sove det meste af dagen væk det gjorde han kun når han havde været ude og drikke sig fuld med nogen. Han rettede lidt på sin t-shirt da han ikke syns den sad rigtigt og sådan og det kunne jo godt være træls syns han.

Joys latter skar sig tydeligt gennem Werclare by - lys og perlende. Hun havde besøgt en gammel ven, som havde sin egen butik i Werclare - lille og snusket, var den, men han solgte alle mulige forskellige ting, og Joy elskede at gå rundt og kigge. Og nu skulle hun ud - hurtigt. Hun så ikke Laroy, inden hun løb ind i ham. Overraskelsen var tydelig at læse i hendes ansigt, men den varede kun et øjeblik inden den blev erstattet af smil og latter.
"Kom!" udbrød hun smilende, inden hun tog hans hånd og trak ham med sig. Hun ville stikke af, da vennen havde opdaget, hun havde gemt løse ris i hans artefakter, og hun havde ikke andet valg end at tage Laroy med sig. Hun skyldte ham trods alt en undskyldning for sådan at støde ind i ham, og det var tiden altså ikke til.

Han fik sig lidt af en overraskelse kunne man godt sige da der lige pludselig var en eller anden kvinde der stødte ind i ham, og ligefrem tog ham med sig uden et ord men okay han fulde med hende stille og roligt.
Han kiggede på hende og slappede bare af mens han fulde med "hvor er vi på vej hen"sagde han roligt mens de løb eller hvad de nu gjorde og hvorfor havde han ikke lyst til at vide lige nu og her måske bagefter.

"Orh, ikke noget særligt sted..." lød Joys svar, mens hun blot trak videre med ham. "Bare lige rundt om hjørnet." Hun pustede lettet ud, da de nåede om hjørnet, og slap hans hånd, mens hun lænede sig op ad muren, som om hun var udmattet.
"Du må altså undskylde, jeg løb ind i dig." skyndte hun sig at sige, dog stadig med smilet spillende i øjnene. "Jeg så dig slet ikke."

Han kiggede på hende da de nu stod der og ikke løb mere "det går nok der jo ikke sket noget som helst vel"sagde han roligt og var bare glad for at hun sagde undskyld og sådan noget "men hvordan kan det være du havde den fart på som du havde"spurgte han roligt og var bare venlig at spørge hende om det.