Så er vi her igen- Melodenia ;)

Omgivelser: Ingen mennesker eller væsner.. Det lyseblå vand
Område: den ene ende af Stranden
Tid: 22:59
Vejr: Klart og stjernerne er fremme..
Påklædning: En kort sort kjole med Fangtasia skrevet med rødt over brystet..

Bredani vidste ikke hvorfor hun var her men regnede med at det var fordi det var den bedste strand i verden efter hendes egen mening. Hun lå på ryggen i sandet og hendes øjne glødede i en grøngrå farve. Hun havde lige løbet igennem skoven i ulveform og det var altid trættene især det med at skifte form. Hun havde stadig de skarpe hjørnetænder der sad ved siden af hugtænderne og det så en smule underligt ud med to par hugtænder. Hun smilede dog stadig svagt mens hun kiggede op i himlen. Hun havde været glad før i tiden men nu var der kun det ensomme mørke der trak i hende. Hun savnede selskab men hvem gad give selvskab til en vred og kold vampyr. Hun fnøs vredt og hamrede sin hånd ned i sandet der sprøjtede op sammen med en masse støv. Halvdelen af hendes arm var nede i sandet og hun skyndte sig at trække sin hånd op igen. Hun kiggede på sin hånd og i et øjeblik ville hun gøre alt for at have selskab. Den ensomme del af hende havde gjort at hun blev kold og vred så det var jo på en måde ikke hendes skyld eftersom hun aldrig havde gidet at være vampyr. Hun strakte fingrene og man kunne ane en skygge af klør der lagde sig rundt om neglene. Hun vidste at det var fordi hun var en halv-ulvepige som hendes mor altid kaldte det da hun var mindre. Allerede da hun var lille havde hun været vild med ulve og ulvene havde kunne lide hende for hun huskede tydeligt at hun var stukket af fra sin mor i zoologisk have og smuttet ind i ulvenes bur. Hun kunne huske at ulvene ikke gjorde hende noget. Hun smed tankerne væk og blev lynhurtigt vred. Hun rejste sig op i en sky af støv og havde grebet om et træ efter mindre end nogle sekunder. Hun rev træet op med en bevægelse og smed det hen af stranden med alle de krafter hun havde. Træet forsvandt hen af stranden og hun kunne stadig mærke krafterne strømme op igennem hendes arm. Hun sukkede og lagde hovedet tilbage. Hun hylede dyrisk men stoppede lidt efter...

Melodenia gik neden under de smukke stjerner og nød den svage brise der kom fra havet. Hun elskede stranden da den mindede hende lidt om hendes liv i Grækenland. Hun havde en lang hvid kjole på, hvor stoffet samlede sig i folder hen over brystet, og blev strammet ud omkring livet. Det var ik ligesom i det gamle Grækenland, men det kom så tæt på som hun kunne komme.
Hun kiggede op mod stjernerne og trak vejert gennem næsen, også selvom hun ik havde brug for det. Hun kunne lugte saltet i vandet og en svag fært af tang. Hun kiggede rundt på stranden. Der var tomt der hvor hun stod. Hun kunne fornemme sandet under hendes fødder, da hun gik i bare tæer. Hun havde stillet skoene for enden af stranden, da hun ville føle sanden.
Hun gik ud til kanten af vandet, og trak lidt op i kjolen, og lod den kølige vand røre hendes hud. Hun begyndte at følge stranden, mens hun gik og vurderede om hun skulle smutte ud og jage. Det havde været et stykke tid siden hun sidst havde spist.
Hun gik i sine egne tanker, og da hun hørte en lyd, der minde om et træ der blev revet op eller noget i den stil, et eller andet sted fra længere oppe af stranden, blev hun lidt forskrækket. Hun spejdede rundt på stranden og så et træ lande midt på stranden. Hun rystede forvirret på hovedet og begyndte at gå derhen ad, for at finde ud af hvad der foregik, men stoppede op mit i sin gang, da hun hørte det dyriske hyl.
Tænk hvis det var en ulv eller noget. Hun rystede på hovedet, for at komme sig over det, men hun kom ingen vegne.

Bredani rørte sine hugtænder med tungen og mærkede at de blev spidsere i samme øjeblik. Hun duftede en anden vampyr og bed sig hårdt i læben. Hun havde håbet at vampyren ikke havde hørt hende men det havde vampyren sikkert eftersom en vampyrs hørelse var meget bedre. Hun trak vejret dybt og gik så hen mod vampyren. Hun kiggede på pigen og standsede et par hundrede meter fra hende. Pigen var bestemt fra det gamle grækenland. Den duft. Bredani standsede midt i en bevægelse. Den duft kendte hun næsten. Hun var selv halv græker og havde boet halvdelen af sit liv der. Hun syntes at der var noget ved pigens blå øjne. Hendes egne øjne flakkede en smule hen til højre da en bevægelse havde fanget hendes opmærksomhed. Hun vidste ikke hvad hun gjorde men i en bevægelse var hun henne ved pigen og skubbede hende ned mod jorden for så selv at gå et par skridt baglæns. En dolk fløj igennem luften og igennem der hvor pigen burde have stået. Bredani rystede på hovedet. Hvorfor havde hun reddet vampyren. Hun hoppede ud i vandkanten og greb dolken i luften før den ramte vandet. Hun lagde den i den lille lomme i sin kjole og stirrede på sin forbrændte hånd. Dolken var selvføglelig af sølv. Hun sukkede og betragtede hånden der helede. " Godaften vampyr, du burde nok passe bedre på " Sagde Bredani med sin kolde stemme der lød som vand der rislede ned af en bæk. Hun vidste at det ikke var ovre da endnu en dolk gik igennem luften hen mod hende selv. Hun gik dog bare roligt et skridt tilbage men så blev endnu en dolk kastet og den ramte hende i armen. Hun mærkede vreden og hev dolken ud i en kraftig bevægelse for så at kaste den mod snigmorderen. Et skrig gik igennem luften da dolken ramte plet. " Så burde det være det, Hvad er dit navn? " Spurgte Hun roligt og tog sig til den blødende arm. Det gjorde ikke så ondt men at miste blod var ikke på hendes liste over gode ting. Hun smilede roligt..

Melodenia så en skygge, men i det samme hørte hun en lyd, som noget metal blev hevet frem af et stykke stof, men hun nåede ik at reagere før hun blev væltet om på jorden af den samme skygge som hun så før. Hun kiggede op på den underlige kvinde, der åbenbart ik troede hun kunne klare sig selv. Hun rystede hovedet for at klare tankerne og så dolken komme flyvende gennem luften hvor hun lige havde stået. Hun så kvinden gå ned til vandkanten og gribe dolken, og lugtede med det samme færten af brændt kød. *Hun er vampyr* var det første Melodenia tænkte på, *og det var en sølvdolk.* Hun blev liggende på jorden, og kiggede med det samme i den retning hun hørte den næste dolk blive hevet frem, og fandt ham. Hun så den næste dolk blive kastet, samtidig hun hørte vampyren flytte sig. Melodenia tænkte lidt over om hun skulle hjælpe, men nåede ik særlig langt, før vampyren var blevet ramt af dolken. Hun kiggede tilbage på manden, og så ham rive en ny dolk frem og skulle lige til at kaste den, da han blev ramt i brystet af dolken og gav et svagt skrig fra sig. Melodenia havde ik hørt at vampyren havde talt til hende, ik før hun bad om Melodenias navn. Hun rejste sig op og kiggede på kvinden foran sig. Der var noget over hende, men Melodenia kunne ik sige hvad.

Bredani mærkede sin arm hele i en ubeskrivelig fart og da den var helet smilede hun roligt til vampyren overfor hende. Hun var ganske vist fra Grækenland, Det viste pigens stilling og holdning. Grækenland var intet men dog var det alting for hende. Hun kiggede roligt på pigen og smilet falmede. Hun gik et lille skridt bagud da hun ikke ville stå for tæt på denne fremmede vampyr selvom hun så aldeles sød ud. Bredani holdt sin ene hånd på kniven der sad fast med det lille sorte bånd på hendes lår. Hun vidste ikke om denne vampyr kunne stoles på. ” Dit navn? ” Sagde Hun roligt og tålmodigt..

Melodenia så den anden vampyr træde tilbage, og at hendes ene hånd holdte ved noget, men hvad vidste hun ik, da det var dækket. Melodenia tog selv et skridt tilbage, og kneb øjnene lidt sammen. Hende øjne var fokuseret på den anden vampyr, men hun kunne stadig bølgerne slog mod stranden, via sine øjenkroge. Melodenia vidste ik om hun skulle svare, da hun ik vidste præcis hvad hun var. Hun var tydeligvis vampyr, men da hun smilede, var det som om hun havde rovdyr tænder i stedet for de normale hugtænder som alle andre vempyr har. Hun kiggede vampyren op og ned, men kunne ik se andre fejl. Så kiggede hun vampyren direkte i øjnene, "Hvad kommer mit navn dig ved?" Sagde hun med en kold undertone. Melodenia stolede ik på denne vampyr, og derfor ville hun ik bare forære noget væk, som kunne lede til hendes død.

Bredani gav slip på dolken og krydsede armene over brystet. Hun holdt skarpt øje med den anden vampyr da der var et eller andet der bare trak hende imod hende. Det var nærmest som en magnetisk tiltrækningskraft. Hun tænkte tilbage på sin tid i grækenland på den unge kvinde hun havde forvandlet. * Nej ikke hende * Skreg hendes tanker til hende. Det gik endelig op for Bredani hvorfor denne vampyr var så velkendt. Det var hendes skabning, eller nærmere var. Hun havde efterladt hende fordi hun dengang syntes at det var en stor fejl at have forvandlet hende. Hun kiggede nærmere på den blonde pige. Hun tog et par skridt hen mod hende. ” Melodenia, Dit navn kommer mig ved fordi jeg er din skaber ” Sagde Hun roligt og blev stående et par skridt væk. Hun fattede ikke at hun havde fundet sin skabning efter så mange år...

Melodenia så at vampyren tabte dolken og krydsede armene. Hun kunne ik sige hvad det var, men der var altså noget underligt over denne vampyr, der nu stod foran hende. På en måde velkendt men også hadet. Det forvirrede hende meget, og hun blev kun mere frustreret over at hun ik kunne huske, hvor hun havde set denne vampyr før.
Vampyren tog et par skridt tættere på hende, og hun skulle lige til at trække tilbage, da vampyren sagde hendes navn.
*Hvordan ved hun mit navn* men blev som forstenet, da hun sagde at vampyren var hendes skaber. I det samme kom minder til hende fra den aften, hvor hun var sammen med hendes familie da de blev angrebet, hvordan resten af hendes familie blev dræbt, men at hun, Melodenia, var blevet valgt til at skulle blive en af dem. Og hvordan hun bagefter bare blev efterladt af den vampyr som havde skabt hende.
Melodenia rystede på hovedet, havde en masse forskellige følelser på samme tid. Der var håb, fortvivlelse og had, mest had. Hendes øjne var hårde da hun kiggede op på vampyren som havde fjernet det hun elskede eller mest. At være menneske, for så bagefter bare at smide hende fra sig.
"Du tog alting fra mig, gjorde mig til det jeg er idag og bagefter forlod du mig," Hendes stemme hævede sig for hvert ord, og det sidste nærmest råbte hun. Hun vidste virkelig ik hvad hun skulle gøre, og hun vendte sig væk fra hendes skaber, da hun ik ville gøre noget dumt.
"Hvorfor?" Spurgte hun hårdt, "havde du fortrydt din gerning?" Hun stod med ryggen til sin skaber, og kiggede ud over vandet.

Bredani kunne se følelserne strømme over Melodenias smukke ansigt og det gjorde næsten ondt at se på. Hun tænkte ikke så meget men i en bevægelse havde hun fat i Melodenia og kiggede ind i hendes øjne. ” Hør her, Jeg fortrød dengang at jeg tog alt væk fra dig, Jeg husker selv hvordan det føles, Du var anderledes end din familie så jeg forvandlede dig, Jeg var ensom, Jeg forlod dig fordi jeg ikke engang kunne tage vare på mig selv ” Snerrede Hun roligt og trådte så tilbage. ” Jeg søgte efter dig i mange år efter at jeg havde forladt dig ” Sagde Huns stille og betragtede hendes skabning. Hun havde ikke haft lyst til at forlade hende men dengang have det været nødvendigt. Hun havde søgt efter Melodenia en uge eller to efter hun havde forvandlet hende. Hun kiggede igen på Melodenia. ” Jeg troede at du var død ” Sagde Hun stille lidt efter. Den smerte hun havde følt bare ved tanken om at Melodenia var død havde næsten dræbt hende. Hun havde sultet sig selv i lang tid. ” Det gjorde ondt overhovedet at tænke over vis du var død Melodenia ” Sagde Hun stille...

Melodenia blev lidt forskrækket da hendes skaber, hvem hun aldrig fik navnet på, tog fat i hende og så hende i øjnene. Melodenia forstod hvad hun sagde, men hun blev skeptisk da vampyren sagde at hun var andeledes end sin familie.
Ja hun havde været anderledes, oprørsk på nogle punkter, mens hendes familie var meget følg regler og den slags, men Melodenia kunne ik lide at få lagt usynlige lænker, så hun havde tit gjort hvad hun selv ville. Selv det ægteskab hun gik glip af pga, en vis vampyr ik kunne lade hende i fred, var hendes familie meget imod, derfor vidste de ingen ting.
*Og du troede jeg kunne klare mig selv?* Tænkte hun vredt, der var op til flere gange hun kunne have været dræbt, fordi hun ik vidste noget om hende selv og det hun var blevet til.
"Der var op til flere gange hvor jeg ønskede jeg var," sagde hun og trak sig fri fra hendes skaber.
"Og du trode jeg kunne tage vare på mig selv alene, en nyfødt, når du ik engang selv kunne?" Sagde hun mens hun trak sig nogle skridt væk fra vampyren, hendes skaber. Det var stadig for meget til at hun kunne fatte det.

Bredani kæmpede aldrig imod når Melodenia skubbede hende væk eller andet. Hun lod sin skabning gøre det. ” Nej jeg troede ikke at du kunne klare dig selv, Jeg ledte efter dig et par dage efter jeg forlod dig ” Sagde Hun og lænede sig op af træet bagved sig. Hun kunne ikke lide at skændtes med Melodenia. Det gjorde ondt i hendes sjæl men hun klarede det med en del respekt. Hun kiggede på sin skabning. miraklet i hendes liv. hun betragtede hende, Hun var stadig som da hun forlod hende. Oprørsk, Vild. Lidt ligesom en vildkat. Hun havde lyst til at starte forfra med Melodenia. Bare prøve en gang til. ” Kan du give mig en sidste chance for at være din skaber? ” Spurgte Hun roligt og viste at pigebarnet ikke ville svare med det samme. Hun kiggede derfor ud på havet. Hun ville have opdraget pigebarnet og vis Melodenia var villig kunne de starte forfra. Der var trods alt et par ting Melodenia skulle lære. ” Du ved at der er en del jeg kan lære dig ” Sagde Hun...

Melodenia kiggede på sin skaber, og hun følte bare vreden inde i sig blive større og større, og hun følte næsten afsky til den vampyr der skabte hende. Hun havde jo taget alt fra hende, og bare efterladt hende bagefter. Melodenia havde aldrig følt sig så alene som hun havde de dage hun gennemførte forvandligen, og der var ik nogen til at hjælpe hende igennem den. Hun gik ned til vandet, og satte sig lige i vand kanten, lige uden for vandets række vidde, så hendes tøj ik blev vådt og kiggede så ellers ud over vandet. Hun var så forvirret, for på den ene side, ville hun gerne have en til at lære hende mere, da hun ik vidste så meget. Hun havde jo aldrig haft nogen til at undervise hende i noget, men på den anden side, vidste hun ik om hun ville have sin skaber igen. Vampyren havde jo ik gjort andet end at gøre hendes liv til et helvede. Men så igen, Melodenia følte den der tiltrækning som man altid følte til sin skaber, eller det havde hun da hørt. Hun havde jo aldrig været hos sin skaber, til at forstå den tiltrækning, den følelse af genkendelse som hun nu havde for denne vampyr. Men Melodenia kunne altid bare skride igen, eller ignore sin skaber, hvis det ender ligesom sidt, så hvad ville hun midste ved at give hende den ekstra chance hun nu bedte så pænt om. Og vampyren havde ret i at hun kunne lære mere ved at gå i lære hos hende. *Fint* tænkte hun *hun får den ekstra chance* Hun sukkede indvendigt og sagde så, så hendes skaber kunne høre det, "Du får den ekstra chance du beder om!"

Bredani kæmpede en kamp med sig selv. Hun ønskede at lære sin skabning op mere end noget andet. Hun blev en smule glad da Melodenia gav hende den ekstra chance. Hun gik hen til pigebarnet og tog hende i armen. Hun kiggede roligt på hende og tog så sin kniv op. Hun holdt om armen med et stærkt greb for at Melodenia ikke kunne vride sig fri og skar så roligt en linje hen over underarmen. Blodet begyndte straks at dryppe ned fra såret. Hun ville se om Melodenia havde styrken til at hele sig selv, ellers kunne hun give op nu. Hun kiggede alvorligt på hende. " Jeg ved at du ikke har prøvet at hele dig selv før, så jeg hjælper dig denne ene gang " Sagde Hun roligt og køligt. Hun betragtede Melodenia. " Det er noget der foregår i sindet, Du skal forestille dig at du ser hver side af såret trække sig sammen for så til sidst at smelte sammen, Prøv " Sagde Hun roligt og holdt Melodenias arm i et let greb....

Melodenia sad stadig på jorden, da hendes skaber kom hen til hende og trak hende op. Hun stod nu over for sin skaber, og så hende direkte i øjnene. Hun kunne se at hun var en lille smule højere ende hendes skaber, men det var ik meget, og måske så lidt at man ik lagde mærke til det.
Så mærkede hun noget blive presset mod sin underarm, noget skarpt, der gav en lille stikkende smerte. Hun kiggede ned og så Vampyren fjerne en kniv som hun lige havde brugt til at skære Melodenias underarm op med.
*Hvad hel....!* tænkte hun straks, *er det her hvad hun vil gøre ved mig? Gøre mig mere ondt?* Nu blev hun sur igen. Var det ik meningen at Vampyren skulle lære hende noget, og her stod hun så og skar Melodenia i armen. Hendes underbevidsthed hørte hvad den ældre vampyr sagde, men ik hendes hovede.
Hun var så rasende over hvad hendes skaber lige havde gjort ved hende, og trak sin arm til sig, så hendes blod blev spredt ud over sandet og en smule ramte og vandet der kom ind med en bølge. Hun kiggede ned og kiggede så ellers op på vampyren endnu engang.
Så hørte hun en lille stemme sige hvad det var hendes skaber havde sagt, og koncentrede sig om at hele såret. Hun havde prøvet at hele nogle mindre skrammer, men ik noget i den størelse.
Hun så siderne af såret trække sig sammen, og kunne med det samme mærke en prikken i huden, og hun så dem smeltede sammen. Da hun kiggede rigtigt efter, så hun at hendes underarm var helet igen, og hun kiggede op på sin skaber.

" Godt Gået ".. Bredani stønnede og gik et par skridt væk. Hun sukkede " Du må styre din vrede Melodenia, Ellers bliver du ved med at opføre dig som en nyfødt " Sagde Hun irriteret. Hun kiggede på hende. Hun havde mærket sin skabnings vrede med det samme og det smagte bittert at vide. " Næste Test, Angrib mig " Sagde Hun og gjorde tegn til at hun bare skulle komme an. Hun stod stille med lukkede øjne og lyttede til vinden, Mærkede fodtrinene i jordens rysten. Hun smilede ikke men dog trak det en smule i hendes mundvig. Hun lyttede til Melodenias bevægelser og åndedræt...

*Som en nyfødt!* Tænkte Melodenia frastødt, *kaldte hun mig lige nyfødt!* Hun blev ik mere rolig af hvad hun sagde, det var bare som at smide benzin ind i flammerne. Vreden blussede op i hende og hun var nød til at tælle til 10 for at falde bare lidt til ro.
Hun smilede skadefro da hun fik tilladelse til at angribe hendes skaber, men Melodenia havde aldrig kæmpet mod an af samme race, og hun vidste ik helt hvad hun skulle passe på med, eller hvad hun skulle gøre for at ramme hendes skaber. Melodenia vidste selv hvor svært det var at få ram på hende selv, og derfor vidste hun at det ville svært at få ram på den ældre vampyr.
Hun kiggede sig rundt for at finde noget hun kunne bruge som en distraktion, og så det træ som var blevet revet op tidligere. Hun var hurtigt, men lydløst henne ved træet, og prøvede på at løfte det. Det gik lettere end hun troede.
Hun kastede det, så det landede ved siden af den ældre vampyr, og idet den landede løb hun så hurtigt hun kunne hen til sin skaber, og slog med armen ud for at ramme hende i hovedet...