Tilbage igen...

Jalaz øvede nogle lette ballet trin, hvilket egentlig så højest mærkværdigt ud, med det tøj hun havde på. Hun afsluttede det med en pirruette og stod og så lidt ud over vandet. Hun nægtede at gå hjem, den aften. *Fuck ham... Så kan han sidde alene og vente forgæves, det svin.* tænkte hun stille og smilede svagt. Tænkerne var møntet på hendes far, som hun egentlig bare hadede. Hun havde engang elsket ham højt, men de følelser var falmet og forsvundet, efter de var kommet tilbage til the lost world. Hun begyndte stille at nynne melodien til 'Take me away' af Avril Lavigne.

Demetri stod inde på stranden kant underligt nok var han ikke skjult eller andet, han smilte over hun englen som han havde låst sine øjne på.

Jalaz sukkede kort og fornemmede hans blik. Hun holdte inde med at nynne og vendte sig mod ham. *Vampyr* afgjorde hun hurtigt. Hendes ansigt blev hurtigt fuldstændig følelses forladt, og hun betragtede ham kort før hun igen vendte sig mod vandet.

Hans øjne var metalliske grå, smukke og alligevel så døde.
Han sagde intet men lod englen tænke sine tanker. hendes tanker var forudsigelige...

*Måske vil han ikke... Whatever, jeg bliver ikke for at få det afvide.* Hun vendte sig om og begyndte at gå langs vandkanten. Hun havde alt andet end glemt sit sidste møde med en vampyr, og havde ikke tænkt sig at risikere det igen. *Hvor skal man også lige være engel?.. Og så med sådan en ubrugelig evne... SKØNT!* Hun begyndte igen at nynne, men denne gang var melodien 'Posion' af Alice Cooper

"Sødt" hviskede han imens et underligt vindstød bar det over til hende.
Han stod ikke og kiggede på hende mere men var selv på vej ind i skoven der jo bag stranden.

Hun vendte sig om og så efter ham. "Hvilket?" spurgte hun så. Hun var næsten sikker på at han kunne høre det, vampyrere havde jo en god høresans.. Men ville han svare hende? Hvis ikke så måtte det vel være det. Med mindre hun var nysgerrig nok til at følge efter ham... Hun tvivlede...

Han begyndte pluselig at løbe mørket oplugede ham.
Han begyndte at grinte hvorefter det lød som om det var i hele skoven.

Jalaz bed sig kort i læben og tænkte lidt. Så rystede hun på hovedet og vendte sig ud mod vandet. Hun satte sig ned i sandet og gned sig på halsen. "I det mindste bed han ikke" mumlede hun, og så med et fjernt blik ud over vandet.

Han kom pluselig frem 3 meter bag hende, "det ikke klogt at være ude når nattens børn lever" hans stemme var mørk dystert metalliske, og samtidig maskulin og underligt nok tiltrækkende.

Hun vendte sig om, og kom på benene i én hurtig glidende bevægelse. "Jamen så er jeg nok ikke så klog." svarede hun syrligt, og så på ham med intet andet end kulde i de opalgrønne øjne. *Eller også har jeg en god grund..* tilføjede hun i tankerne, men undlod at sige det højt.

"Du har ret det er du ikke" sagde han og tog en smøg frem og tændte den.

Hun fnøs kort, og rystede svagt på hovedet. "Hvad ryger du?" spurgte hun henkastet. Hun røg selv, og det var ikke altid at det ligefrem var den tobak man kunne få i butikkerne hun valgte. Faktisk var det ret sjælent at det var det hun røg. Den nomale tobak altså.

Han smilte, "Gæt selv, han pustede en kold, røgsky mod hende" han begyndte lige så stille at blive mere og mere rolig, det var det eneste de stoffer han tog gjoder ved ham.

Hun viftede røgen væk med hånden. "I hvert fald ikke cigarreter" sagde hun og vendte sig om for at gå. Der var jo ingen grund til at udfordre skæbnen mere end højest nødvændigt, ved at blive og bare snakke med en vampyr... Ingen grund over hovedet...

Han grinte af hende, "Typisk" sagde han roligt, uden at vendte sig om mod hende da hun begyndte at gå.


//Din lille man...jeg har skrevet med dig før XD //

//Egentlig ikke, jeg har bare læst nogle af dine emner xD//

"Hvilket?" spurgte hun med løftet øjenbryn og vendte sig om mod ham. *Typisk? Klader han mig typisk?!? Ja det er sgu da noget nyt...* tænkte hun sarkastisk. Hun var aldrig før blevet kaldt 'typisk' af nogen overhovedet. Hendes mor havde altid kaldt hende 'unik', mens hendes far fortrak 'unormal'.

"Dig" sagde han ikke videre forklarende.
Hans ``smøg`` var røget færtig og nu handlede den kun om tid for at han blev det Kala og Evelyn frygtede.

//Er du ikke Hende inde på min egen hjemmeside??//

"Sikkert" sagde hun og himlede med øjnene og begyndte at gå igen. Hun var egentlig ret ligeglad med hvad han sagde, hun ville bare gerne væk fra ham. Selv om han ikke havde gjordt mine til at ville bide hende endnu, skulle hun ikke nyde noget hvis han skulle begynde på det...

//Er der en Jalaz der? Doomed! Det er ikke mig, nej, det er sikkert min søster... Vi slås meget om det navn... xD//

Han grinte og valgte at sætte sig ned, og slappe af.


//OKay din søster har en bruger her inde ikke sandt, og hvorfor har du læst mine emner??//

//Jo min søster er Abby her inde, og jeg læser mange emner, ikke kun dine... Hvis jeg keder mig er det som regel meget underholdende læsning^^//

Jalaz stoppede langsomt op og så lidt rundt på stranden. Det var gået op for hende at hun egentlig ikke havde andre steder hvor hun med sikkerhed kunne være i fred, og ikke havde meget lyst til at gå fra vandet. Hun gik dog lidt videre, langs vandkanten, men mest for ikke at være for tætpå vampyren.

Han lagde sig roligt ned på jorden og kiggede så op det af himlen han nu kiggede på.

*Og hvorfor var det nu lige at jeg valgte at lade min guitar blive hjemme i dag?* tænkte hun lettere irreteret til sig selv og sukkede svagt. Hun satte sig ned i sandet og skævede mod den liggende vampyr. Hun var så alngt fra ham at han ikke var andet end en mørk skikkelse mod det lyse sand. Hun begyndte svagt at nynne en af sine egne sange, og tegnede små cirkler i sandet med fingrene. *Hvorfor lod jeg ham også tage den... Jeg skulle have lagt den hvor han ikke kan få fat på den..* tænkte hun videre, og var snart optaget af en lydløs diskution med sig selv.

En kat kom pluselig over til hende og miaw.

Jalaz så overrasket på den men smilede så. "Heej ven, hvor kommer du fra?" spurgte hun og strøg den over ryggen. Selv om Jalaz som regel ikke virkede videre venlig var hun helt klart dyreelsker. Overfor dyr behøvede man ikke at sige noget. De var bare beroligende selvskab, der kunne trøste uden ord.