In the vampire's lair~ Melodenia

Sted. Rosevelt's residence
Omkring. vampyre omkring
Vejr. Koldt og natteklar himmel
Tid. 21.00
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://milanooweddingdressdk.blog.com/files/2010/03/short-sleeves-ruffle-bow-lolita-dress-7761-1.jpg

Azriel sad afslappet inde i forsamlings lokalet, i sin sædvanlige stol for enden af rummet. Stolen var stor og rød, og var en konge værdig, som Azriel måske havde stjålet i sine yngre dage som vampyr, da hun havde syntes at den var pæn. En lav mumlen kunne høres blandt vampyrene som kom og gik, og aldrig blev for længe i rummet sammen med Azriel. Disse vampyrer var dem som havde brug for beskyttelse, og så op til Azriel. De havde respekt for hende, og de vidste udemærket godt at der var noget på vej. Azriel sad kun i den stol, i det rum, når de enten skulle have en vigtig besked, eller når hun ventede selskab.
Azriel isblå øjne var fast rettet imod døren, og var måske lidt utålmodig. Hun havde sendt sine to håndlangere, Damien og Balthazar, ud for at finde en nyankommen vampyr. En ung kvinde, som stammer fra Grækenland eller sådan noget. Hun havde ikke hørt særlig meget omkring denne kvinde, men vidste at alle nye vampyre skulle op til Azriel, til en lille... snak.
Hun vidste at Damien og Balthazar ikke ville fejle, da disse to vampyrer var en af de stærkeste Azriel kendte, og hun stolede på dem. Nu var det jo kun pigen som bestemte herfra. Om hun kom slæbende ind, eller om hun kom gående. Det kom lidt an på om hun gav problemer for de to vampyrer.

Damien: https://2img.net/h/oi56.tinypic.com/11jrt39.jpg
Balthazar: https://2img.net/h/oi55.tinypic.com/2yx3oed.jpg
(bare så du har et rough billede af hvad de ligner, for... jeg orkede ikke at beskrive det xDDD)

Melodenia gik gennem en dør og kom ind i et rum med nogle få vampyre, der stod og kiggede på hende. Hun kiggede sig nervøst omkring indtil hun så den lille pige der sad i stolen.
De andre vampyre så ud til at holde sig på afstand af stolen og pigen, og Melodenia blev mere nervøs jo tættere hun kom på.
Hun var ny i byen og kendte ingen af dem der stod omkring hend, og da de to vampyre var dukket op foran hendes dør og nærmest trak afsted med hende, havde hun ikke noget valg. Hun stoppede en smule væk fra stolen, da hun ikke ville være alt for tæt på den pige med de gennemborende blå øjne.
Hun kiggede sig omkring og vidste ikke rigtig hvad hun lavede her.
Oh gid hun dog aldrig var flyttet.

Azriel åndede lettet op da dørene blev åbnet, og den unge kvinde trådte ind ad døren, derefter efterfulgt af Damien og Balthazar. Azriel gav et lille vift med hånden, hvorefter de to vampyrer forlod lokalet, og efterlod hende alene med den nyankomne kvinde "Hvad er dit navn?" spurgte hun med en mild, men stadig kraftfuld stemme, da hun ville være sikker på at hun havde fået fat på den rigtige kvinde. Hun blev siddende hvor hun var og betragtede kvinden, som så ud til at være nervøs for hende, hvilket underholdte Azriel lidt. Hun hvilede sit hoved i sin hånd, med armen på det ene armlæn. Hun var en pæn kvinde, og der var ingen tvivl om at hun var vampyr, hvilket gjorde Azriel mere sikker på at det var den rigtige.

Melodenia blev en smule forvirret over den måde pigen talte til hende på, både mild og kraftfuld. Det passede ikke sammen, eller sådan var hendes mening.
Hun kendte ikke pigens position i byen eller vampyr verdenen, så hun var ikke sikker på hvordan hun skulle tiltale dette værkværdige barn.
"Mit navn er Melodenia Gravestone Bloodently."
Hun prøvede på at lyde modigere end hun følte sig, og hun rettede lidt på sin lange hvide kjole, med et blodrødt mønster der smøg sig over overkroppen og ned af siderne, da den blev lidt krøllet af vampyr mændene trak hende ud af lejligheden.
Hun kiggede op på pigen "Og kan jeg spørge om dit navn?" Hun rettede lidt på sit røde hår og kiggede ellers op på pigen på tronen.
Hun ville ikke lade frygten styre hende. Det havde aldrig ført til nået godt når hun gjorde det. Men hun ville heller ikke være hård som sten, som andre vampyre er.
Hun prøvede at finde den kvinde frem som hun var før hun blev forvandlet. Den eneste pige der blev trænet i bueskydningens kunst og som var datter af en stor hærføre.
Hun havde ikke på noget tidspunkt fjernet blikket fra pigen på tronen.

Azriel nikkede, da hun hørte kvindens navn "Melodenia" mumlede hun lidt for sig og rømmede sig så "Du ska ikke være bange for mig, Melodenia. Du kan trygt komme nærmere" sagde Azriel i den samme tone. Fordi at hendes stemme lød sådan, var på grund af at det rungede sådan i det store rum, at det fik hendes stemme til at blive helt høj, men stadig på et roligt og mildt plan. Selvfølgelig var det kun fair at Melodenia fik Azriels navn at vide, efter sådan en behandling hun havde fået fra Damien og Balthazar "Azriel Rosevelt. Men du ska kalde mig frøken Rosevelt" sagde hun, og gav ikke pigen et valg. Alle andre kaldte hende det, og pigen skulle skam ikke få særbehandling. "Hvornår ankom du hertil?" spurgte hun roligt og lyttede nysgerrigt til det som pigen ville fortælle.

Melodenia hørte godt hvad frøken Rosevelt sagde, men hun fik det ikke bedre af den grund. Hun vidste godt at udseende bedrager når det kom til folk som hende. En vampyrs alder er meget svær at se, det var hun selv et bevis på. Næsten 2300 år gammel og hun ligner stadig en pige der lige er kommet ud af high school. '
Men hun valgte alligevel at gå lidt nærmere, så hun tog 4 skridt tættere på tronen. Men hun var stadig på vagt, holdt øjne og øre åbne. Der var meget svage stemmer selv med hendes gode hørelse, men det var måske på grund af den svage klang af ekkoet fra Rosevelts stemme. "Jeg ankom her til for et par dage siden."
Hun kiggede op Rosevelt og lagde sit ansigt i rolige folder med et sødt smil, som mange mennesker tit er faldet for.

Azriel kunne godt se på Melodenia at hun ikke var særlig sikker omkring Azriel. Hun trak lidt på smilebåndet da hun dog kom lidt tættere på hende. Azriel betragtede Melodenia og nikkede "For et par dage siden. Hvor bor du så henne?" spurgte hun, og ville bare gerne vide hvor Azriel kunne finde hende. Melodenia var ikke den første vampyr, Azriel gjorde dette imod, da Azriel godt kunne lide hvad vampyrene gik rundt og foretog sig, så hun kunne holde styr på dem alle sammen.

Melodenia fandt spørgsmålet underligt. Hvorfor skulle Rosevolt vide hvor hun boede henne?
Hun kiggede lidt rundt, og prøvede på at regne den ud.
Måske ville hun vide det så hun kunne sende nogen hen for at slå hende ihjel senere. Hun kom jo sådan set vadende ind på et område hvor der allerede boede vampyre som allerede havde en rangorden.
Det kunne man se ved at en lille pige sad der og tog imod Melodenia.
Hun ventede lidt at der kom en lidt ældre vampyr ud og ville snakke med hende i stedet for, men der kom ingen og der var kun hende på tronen.
"Jeg bor i udkanten af byen," hun drejede stille hovedet så hun så på Rosevelt igen, og hun kunne tydeligt se det smil der sad på ansigtet.
Hun fortrød lidt at have sagt det, for hun var ikke tryg ved det smil Rosevelt havde, men hun valgte at lade det ligge og tage de konsekvense der ville følge med at have en flok vampyre på nakken. Hun havde prøvet det før, og hun havde klaret sig igennem det dengang, men hun havde også haft sine venner der. De var der godt nok ikke nu, men tanken om dem gjorde hende stærkere og en smule mere selvsikker.