Do what you want! - Ancilla

T: skumring
V: blæsende
S: Petronia Nightclub

Solen var så småt ved at gå ned over Werclare og foran natklubben Petronia var folk så småt begyndt at ankomme, mennesker som overnaturlige væsner og omme bag scenen var Wilith ved at gøre sig klar til en af aftenens optrædener. Hun var klædt i et par iturevede bukser og en sort top der sad tæt til hendes krop og hendes hår var bevidst rodet. Hun smilede bredt mens hun jokede med et band.
Da de skulle til at begyndte på deres lydprøve var hun for længst færdig med sin og satte sig i stedet ned ved et bord med et glas med en tyk rød væske i. Hun smilede bredt og var tydeligvis glad, og gjorde intet for at skjule hugtænderne i sin mund. Folk der kom herind vidste for det meste at vampyrer eksisterede eller at hun var en eller anden besat vampyrfan.. Og dem der bare blev slæbt hertil af deres venner uden at vide hvad de gik ind til, de kom hurtigt ud igen.. Ofte skræmt halvt til døde..

Da tusmørket lå over Werclare blev gæsterne lukket ind og hun var på plads på scenen. Hendes stærke stemme spredte sig ud over hele klubben som hun begyndte at synge før de slap de første gæster ind. Hun startede aftenen med et nummer af Evanescence for at få den rigtige stemning frem. Hendes stemme var smuk, ingen tvivl om det og som hun stod det virkede hun stærkere end hun gjorde neden for scenen. Dette her var det hun kunne og det hun elskede!
Hendes stemme smøg sig rundt om alle i klubben og da hun endelig var færdig med hendes første optræden var natklubben fyldt og det første hun gjorde da hun var nede for scenen var at gå over til baren. Hende der stod i baren var dæmon og kendte Wilih ganske godt så hun langede bare et glas med en rød væske over til vampyren som lænede sig op ad baren..

Ancilla var kommet tilbage efter mange års rejse rundt i verden for træning til denne her ø. Hun kunne tydelig huske hver eneste gade og vej, for hun havde en fotografisk hukommelse, så hun kunne altid huske sådan nogle ting som det. Ved siden af hende gik en Canadisk høj kvinde ved navn Sabine, hun var en af Ancillas meget gode venner. Det var meningen at de skulle ha festet for at Ancilla var blevet optaget, men Tristan har endnu ikke ladet hende komme ind i deres rækker, nok på grund af at hun var varulv. Men Sabine ville alligevel feste, så ind til videre havde de bare gået rundt i byen snakkede om de gamle jagte osv, og havde drukket masser af ciders.
Ancilla var i glad humør, og straks var der noget der greb hendes opmærksomhed. Sabine kunne også høre det, dog havde hun ikke rigtig en sans for musik, så hun var sådan lidt ligeglad.
"Hey skal vi ikke gå derind?"
Sagde Ancilla med et glad smil på hendes lette rosarøde farvet læber, hun havde gjort noget ud af sig selv idag. Hendes lange lyse hår hang løst omkring hende, hun havde en kort havblå kjole på som hverken viste for meget eller for lidt. Så havde hun en sort kort trøje, for at skjule lidt af hendes arme. Fordi man tydelig kunne se på hende at hun trænede. Hun trænede også hver dag i ca 2 timer, med både løb, yoga og dans. Sabine så bare på hende, men så opdagede hun at det var klubben. Så de begge kom derind selvom der var kø, for klubben havde altid brug for to smukke kvinder. Det var tydeligt at folkemængden herinde var fuldstændigt opslugt af kvindens sang. Det her skulle nok blive en hyggelig aften, tænkte ancilla for sig selv og gik straks op til baren for at få en drink. Hun bestilte en drink som blev kaldt sex on the beach. Hun var lettere beruset, men hun kunne dog både stå på sine egne ben, tænke selv osv. Men hendes lugtesans og høresans var blevet total dårlig, så hun kunne ikke lugte alle disse væsner herinde. Hun vidste godt at det skete hvergang hun drak, men til tider var hun også bare glad for at komme væk fra hendes job. For hvis hun så et væsen ville hun altid jagte det, det var hendes pligt mente hun selv.

Wilith så til siden med et interesseret blik i hendes markerede øjne der på grund af blodet var lidt mørkere end de plejede at være. Kvinden der havde stillet sig ved siden af hende var en af den slags kvinder der uden uden noget besvær kunne blive model, høj, slank trænet og lyshåret.. Helt perfekt, og så kjolen... Vampyren sukkede, men løftede sit glas som hilsen og smilede venligt til hende, bare ikke stort nok til at hendes hugtænder blev synlige. Det ville nok ikke lige være den bedste start, selvom kvinden nok vare ville tro at hun var en vampyr wannabe.. Tanken om at det nok var lidt underligt at de havde lukket en 16 årig ind faldt hende ikke ind men hun så sig jo heller ikke længere som 16 år.. Og derudover vidste de fleste af medarbejderne her at det var meget længe siden at hun havde været 16 år..
"Velkommen til.. Har jeg ikke set dig herinde før?"

Hun så over skuldren og indprintede sig hvilket band der spillede nu, for så kunne hun uden problemer regne ud hvornår hun slev skulle på men heldigvis var der stadigt lang tid til. med neglene trommede hun på glasset mens hun ventede på kvindens svar.. Der var et eller andet velkendt over hende.. det kunne jo være at hun havde optrådt en anden dag hvor at kvinden var her.. Nætterne her flød let ud i et på grund af den tidsløse atmosfære, der var altid fest og gang i den i åbningstiderne og hun lagde næsten ikke mærke til tidens gang herinde.. Der var ingen ure og kun på de forskellige bands kunne hun regne ud hvornår hun skulle på..

Ancilla vendte om ved en kvindelig stemme ved hendes side. Ancilla vente sig om med et smil, hvis hun havde været i ikke-beruset tilstand, ville hun straks kunne ha lugte den "døde" lugt, der hang over vampyrer.
"Måske, jeg har været her et par gange."
Ancilla så vurderende på hende, og hun kunne ikke lide genkende hende. Men som sagt tænkte hun heller ikke så klart. Willith ville nok kunne straks se at Ancilla var en varulv, ved at se ind i hendes øjne, hvor man kunne se det der ulveglimt, som alle varulve havde. Dog var der ikke rigtig nogen lugt af varulv over hende, fordi Ancilla ikke befandt sig sammen med varulve undtagen hvsi hun dræbte dem. Også fordi hun ikke har forvandlet sig i rigtig lang tid.
"Men du har virkelig en fed stemme, er du født med den eller er du blevet trænet med den?"
Spurgte Ancilla nysgerrigt, der var et eller andet specielt over hende. Det var nok fordi Ancilla kunne fornemme at hun var vampyr, men lige nu havde hun ingen tanker i den retning. Hun tog endnu en tår af sin drink, og besluttede sig at kun drikke denne drink. Ellers ville hun falde om på jorden. Sabine så hende snakke med en kvinde, hun var lige ved at sige noget til hende. Men så opdagede hun en ung flot fyr, og ville bare forføre ham istedet for at genere Ancilla.

Da hun så ind i kvindens øjne blev hendes øjne en smugle større men hun strammede sig straks an. Hun kunne ikke tillade sig at fornærme nogen og indtil videre virkede det ikke som om at kvinden vidste hvad hun var, selvom det nok ikke ville være svært at gætte hvis man så ned i hendes glas.. Lugten omkring hende var meget svag, men jo det var en lugt af varulv. Det var dog en gåde hvorfor at kvinden lugtede så svagt.. Måske havde meget at gøre med mennesker? hvem vidste. Hun smilede igen muntert stadigt for lidt til at hendes tænder blev synlige..
"Mange tak.. Jeg har trænet i lang tid for at få den til det stadie den er i dag.."
*faktisk i næsten 200 år..* tilføjede hun i sit stille sind og så igen op på scenen mens at hun diskret flyttede sit glas med blod ud fra kvindens synsfelt, for det var ikke en fristende udsigt at hun skulle finde ud af hvad hun var.. Det var de færreste varulve der var specielt glade for vampyrer og hun havde ikke lige nogle planer om at afprøve dennes venlighed.
"Jeg er sikker på at du også godt kunne synge sådan! Kom med op når jeg skal synge igen?"
Wilith regnede ikke med at hun tog imod tilbudet, det gjorde folk sjældent enten på grund af manglende tiltro til deres sangevner eller bare af mangel af lyst.. Hendes eneste bekymring var at kvinden skulle se hendes tænder når hun sang..

Ancilla kiggede forundret på Willith, synge? Ancilla tog sig til halsen, og havde ikke lagt mærke til hvordan Willith havde skubbet glasset væk. Men hendes glade humør og tilstand gjorde, at hun ville gøre ting som hun ikke har prøvet før.
"Ja da.... Men jeg skal jo heller ikke ødelægge din sang, for jeg har ingen anelse hvor godt jeg synger"
Man kunne sige at Ancilla altid har været dansetypen end sangeren, hun har normalt aldrig sunget. Har aldrig haft tid til det, men hvad helvede det skulle jo prøves ikke? Hun drak hurtigt det sidste af drikken, og så spørgende på hende. For hun ville gerne, men som sagt var det denne kvindes job, og hun ville nok ikke få en god løn, hvis hun lavede en dårlig optræden. Hvis hendes veninde havde været her, ville hun sikkert ha taget Ancilla til siden og få hende langt væk. Det var aldrig godt at drage for meget opmærksom til sig, især når man var jæger. Det kunne føre til ens undergang. En ny sang var sat på og efter den sang, ville det være Williths tur. Ancilla prøvede at forstille sig selv synge, hun havde jo sunget engang for lang til siden og så til fester, hvor musikken buldrede højlydt.
"ellers kan jeg være din danser... Sounds like a plan"
Ancilla var lænet tættere imod hende, den plan lød langt bedre. Så kom hun på scenen dog uden nogen som helst chance for at kunne ødelægge det. Hun rejste sig op, og mærkede at hun var påvirket lidt, men ikke nok til at hun ville ruge på gulvet når som helst.

"Ja det kan vi jo ikke have."
hun blinkede med påtaget alvor til Ancilla men brød så ud i et smil. Wilith var ikke specielt bekymret over om kvinden ikke kunne synge for hun kunne sagtens overdøve hende hvis det var det. Hun sprang på benene og sendte glasset over imod dæmonen bag baren som smilede tilbage til hende.
"Det kan vi godt sige. Nå så kom.. det er snart vores tur, men vi skal lige en tur om bag scenen først."
Hun så opfordrende på kvinden, og kunne godt se at hun var lidt beruset, men hun virkede sikker nok på benene.. så længe hun blev ved med at være det, så skulle det nok gå, ellers måtte hun lige sørge for at få hende ned fra scenen. Hun var vist ankommet med en eller anden så mon ikke at han, eller hun, kunne tage sig af hende hvis det gik galt.

Wilith banede sig uden problemer igennem folkemasserne foran scenen og smuttede ind af en dør til backstage og smilede stort da hun slap væk fra folkemasserne. Inde for døren ventede hun på kvinden, hun havde forresten ikke fået hendes navn, mens hun stod og nød alt den hektiske aktivitet deromme. Artister af alle mulige racer for omkring nogle halvt påklædte, andre mere ærværdig og i et lidt mere roligt tempo.. Da hun så døren åbne sig regnede hun med at det var varulven og hun fortsatte hen imod scenen hvor der bare var tilbage at vente til hun skulle ind.
hun så tilbage og smilede spændt, for hvordan skulle hun kunne undgå at være spændt.. Det var hun altid når hun skulle ind og optræde.
"Så er det nu!"

Ancilla fulgte lige så pænt bag ved hende, hun elskede at danse. Det var en del af hendes liv, det var blandt en af de ting, hvor hun kunne glemme sin indentitet og bare udfolde sine følelser og sin krop. Der var masser af folk der arbejdede, Ancilla smed sin sorte trøje i et hjørne og håbede, at der ikke var nogen der tog den. Så trådte de begge ud på scenen, og folk klappede og glædede sig til at høre den næste sang. Men Ancilla ventede tilbage og da Willith gik forbi sagde hun.
"Du starter med sangen, så kommer jeg ind som en overraskelse"
Ancilla så med glæde i sine øjne over alle de ansigter der var dernede, hun opdagde sin veninde, som også vendte ansigtet heroppe. Sabine så forvirret på hende, men hun kunne ikke lige frem stoppe Ancilla, når hun havde besluttet sig for noget. Hun kunne tydelig mærke spændingen ligge i maven, som en stor sommerfugl. Sådan en glædelig spænding har hun ikke mødt før i lang tid, selvfølgelig var det spændende at dræbe væsner, men tit var de alt, alt for lette. Det var der ingen spænding og udfordring i, men hun havde aldrig før optrådt på en scene. Men hun vidste at hun dansede godt. Det var hun sikker på. Hun glædede sig også til at høre den sang, hun end ville synge. Men håbede på at der var noget man kunne danse til, det behøvede ikke at være noget i tempo, sagtens langsomt, for hun kunne sagtens danse sådan noget langsomt og flydende dans.

Den første skrøbelige tone forlod hendes mund og hang dirrende i lokalet før at bandet bag hende begyndte at spille med efter de første par sætninger. Vaulven måtte selv springe ind når hun mente det passede for Wilith var opslugt af sangen og der eksisterede i de øjeblikke kun musikken hendes stemme og lyset. teksten hun sang for igennem hovede som rulletekster og hun bevægede sig i takt til musikken med mikrofonen oppe ved munden. Sangen var smuk, og tonerne høje men hun klarede den igennem uden at misse en tone og imens hun sang den flød minderne igennem hende. En del af teksten stammede fra en gammel sang fra den gang hun blev født, men det ville de færreste her vide noget som helst om og hver gang hun sang den var det som om at noget inde i hende sang med, en yngre hende..

Tonerne var harmoniske og ikke så svære at finde en rytme i men Wilith så ikke varulven danse for hun havde lukket øjnene og var fanget i sit eget lille univers. Dog åbnede hun øjnene på det sidste vers og så ud af øjenkrogen på varulven der dansede på scenen med hende. Hun var en god danser, ingen tvivl om det, men så rettede hun blikket fremad igen og samlede luft til de sidste toner som lå højere end resten af sangen.
Som det sidste ord forlod hendes mund og svævede ud i lokalet blev hendes hugtænder tydelige, ligesom flere andre gange under sangen, men man skulle stå ude i siden for at de det, for når man så det forfra dækkede mikrofonen for tænderne.. Vampyren lagde ikke mærke til og smilede stort da hun nikkede som tak for publikums applaus og forlod scenen.

Ancilla sttod og ventede utålmodigt til, at hun skulle begynde med at synge. Ancilla lukkede sine øjne, og så hørte hun eller rettere sagt følte hun musikkens rytme i hendes krop. Musikken var kun lige begyndt, så hun begyndte at gå ind imod midten til scenen. Øjnene var både rettet imod hende og willith. Ancilla øjnene sine øjne og smilte. Hendes krop begyndt, at danse i glindende og hurtige bevægelser. Hun var et med sit krop og alligevel ikke, hun dansede ikke en speciel dans, som hun engang havde lært. Hun dansede bare det, hendes krop ville. Mange klappede i takt med musikken, og sabine var en af dem der klappede mest. Tiden fløj utrolig hurtigt for ancilla, og det var næsten som om hun kun havde danset i 10 sek, da musikken tonede ud. Hun så forundret på alle de glade og overrasket stemmer, og nu klappede de vildt af de to. For sangen var blevet sunget perfekt, sammen med ancillas dans. Så begyndte en odre løde højt fra publikummet.
"ekstra nummer, ekstra nummer"
et andet hold havde ellers stået klar, men de havde fået frygt for at komme derind. For de vidste at de ikke kunne hamle op med dette. Ancilla vendte hovedet bagud med et smil.Skal vi give dem et ekstra nummer, stod tydeligt spørgende i hendes ansigt, og hun gik hurtigt hen til willith. Mens publikummet stadigvæk råbte ekstra nummer. Ancilla trådte hen ved siden af willith og havde endnu ikke opdaget hendes sylespidse tænder. Glæden var for stærk i hende.
"skal vi så ikke optræde med et nummer, med lidt mere gang i. Kan du synge Alice in videoland, cut the crap?"
ancilla så spørgende på hende, dette ville være den perfekte sang til dette publikum. En anderledes sang med gang i.


// du kan finde sange lige så let på youtube, for du kender den sikker ikke:-D//

Glæden over publikums glæde var berusende, men hun savnede blod.. Hun havde ikke været ude og jage i et godt stykke tid og et glas blod var bare ikke nok, specielt ikke efter sidste nats jagt.. den havde været hårdere end normalt.. Hun lukkede bestemt øjnene da hun mærkede at hendes krop forandrede sig, og trak vejret roligt. Det måtte vente. Hun vente sig med et smil imod kvinden da hun havde fået styr på sig selv og nikkede.
"Hm.. Ah ja der var det.. Ja lad os det. I får jeres tur om lidt, drenge!"
Hun råbte det sidste til musikkerne der skulle spille efter hende og i et langt skridt var hun ovre ved bandet og gav dem deres ordrer. De havde øvet den før, men havde egentligt ville gemme den, men nu var det nu. Der var ingen grund til at vente.

Hun trådte hen til kanten af scenen igen og greb mikrofonen igen, denne gang med et vildt udtryk i øjnene. Bandets toner flød ud i klubben og da det var tid for hende var hendes stemme helt anderledes end den havde været på sidste sang.. Denne gang dansede Wilith lidt med, med det røde hår hvirvlende om ansigtet. Ud af øjenkrogen holdt hun igen øje med varulven som dansede og nikkede, man kunne godt se på hendes flydende elegante bevægelser at hun ikke var menneske. Mennesker ville virke meget mere kantede når de dansede og så sigende ned på dansegulvet der var et kaos af dansende kroppe.
Da hun var færdig var hendes øjne blevet helt sorte og hun sansede ikke rigtigt folks hujen mens hun skyndte sig ned fra scenen og ud i backstage. derude knep hun øjnene og da hun åbnede dem igen var de kun lidt mørkere end normalt. alle menneskernes opstemthed og blodet der rullede i deres årer som de dansede var virkelig en plage en gang imellem.
Hun vendte sig igen og smilede et lille smil til varulven mens at hun gjorde tegn til at hun skulle følge med.
"Kom lad os gå ned i baren.. jeg er tørstig!"

Sangens toner og rytme ramte hende som et berusende stof. Igen lod hun sin krop danse i en mere vildere og kompliceret gang. Da musikken stoppede var hun kun lettere forpustet, hun havde i forvejen varulvens kondition, og så trænede hun meget. Ancilla smil var meget strålende, da hun så alle de dansende mennesker foran hende. Ancilla fulgte naturligvis efter Willith, og folk fløjtede efter Ancilla og Willith. Men de bad ikke om ekstra nummer, for nu kom det næste band straks op på scenen og prøvede at gøre nummeret efter bare med en anden sang. Men det var tydeligt, at publikummet ville ellers have haft Willith og Ancilla. Så nu var klubben endelig blevet lidt mere roligt.
Da de kom ned til baren, var der flere som hilste dem på vejen. Ancilla var ikke van til denne opmærksomhed. Hun kunne huske at førhen, var den eneste opmærksomhed hun har fået fra andre sådan rigtigt, var i skolen da hun hele tiden fik 12 taller, fordi hun nemlig ikke lavet andet end at blive bedre. Det var en del af hendes træning og især det matematiske, det var altid noget, der hjalp hende evne med at kontrollere kugler. Den unge bartender kom hen og sagde.
"I har fri bar resten af aften, det fortjener i. Så hvad kunne i tænke jer?"
Ancilla smilte, men hun måtte nok holde sig fra flere drinks.
"Bare en fanta med isterninger"
Ancilla havde underligt nok ikke opdaget Willith forandret øjne endnu, men det var sikkert ikke ret længe, for nu blev hun kun mindre og mindre fuld. Bartenderen gav hurtigt fantaen til Ancilla og så spørgende på Willith, hvad hun ville have. Så kom Ancilla i tanke om at hun ikke vidste, hvad Willith navn var.
"Når sangerinde hvad er dit navn? Jeg er Ancilla."
Sagde hun mens hun stak en hånd frem. Men så hvis Willith tog den ville Ancilla kunne mærke de kolde hænder som en vampyr altid havde.

Wiliths hoved var dukket hele vejen ned til baren men der kunne anes et smil på hendes læber. Det var gået bedre end normalt, og varulven var afgjort en god danser. måske skulle hun forslå ejeren af klubben at hyre hende som en af danserne? Det ville uden tvivl kunne betale sig, det havde de jo lige bevist.
De nåede hurtigt ned ti baren for folk spredte sig omkring dem, og Wilith lænede sig over baren og så på bartenderen.
"Det sædvanlige.."
Hun skævede til danseren og vendte sig først imod hende da hun havde fået sin drink, et stort glas med en rød væske, og skyllet den ned i en mundfuld. Blodet var varmt, for bartenderen vidte hvad hun ville bede om og havde skaffet hende noget frisk blod.Hun slikkede sig hurtigt om læberne og sendte glasset over disken igen. Varulven behøvede ikke finde ud af hvad hun var endnu, det ville hun faktisk helst undgå..
Derfor skævede hun også tøvende til kvindens hånd, men tog den tilsidst, mens hun bare håbede at blodet havde varmet hendes krop nok til at det ikke virkede alt for underligt..
Hendes øjne var igen grønne, næsten i hvert fald og der var intet blod at se i hendes tænder og hun lignede bare den glade sanger som hun havde mødt før.
"Du kan kalde mig Wil. En ære at møde dig, Ancilla."

Bag ryggen krydsede hun fingre for at varulven ikke fandt ud af hvad hun var.. Det ville nok ødelægge alt og det ønskede hun egentligt ikke. Varulven var venlig og hun virkede som en som Wilith ville kunne blive gode venner med.. Hendes race måtte ikke ødelægge det, det burde den ikke! Hun blev jo ikke en dårligere person af at være vampyr, det var jo bare ikke alle varulve der var af samme mening. Nogle mente lige det modsatte men hun prøvede at lade være med at tænke over det.

"I lige måde"
Sagde hun varmt, og Willith var lidt kolde, men ikke så kolde så det var udsædvanligt. Dog fik Ancilla en lugt med et strejf af blod? Ancilla kiggede omkring, men ingen så ud til at ha kommet til skade eller noget, hvorfor havde hun så lugtet blod? I hendes berusede hjerne havde hun ikke forbundet blodlugten med det glas med tyk rød væske, som Willith lige havde drukket før. Hvis Ancilla havde helt normal varulv ville hun nok ikke have haft noget imod vampyre, for hun er meget venlig af sig. Men problemet var jo, at hun ikke var en normal varulv langt fra. Under hendes blå kjole havde hun et lille bælte på, hvor to knojern af sølv hang med kors og pentagrammer på. Hun havde også en lille flaske med kun 30 ml vievand i. Men selvom hun ikke kunne tåle sølv, var der hvor hun rørte den dækket af et tyndt lag gummi, så hun ikke selv blev skadet. Så nu hvor Willith sad så tæt på, kunne hun nok lugte et strejf af sølv. Ancilla drak nogle tår af sin sodavand, hun kunne godt mærke, at hun var begyndt at blive mere klar i hovedet. Hun kiggede efter sin veninde, som nu kæmpede sig igennem flokken af mennesker, for at komme hen og rose sangerinden og danserinden. Sabine var rime fuld, og havde svært ved at stå på sine egne ben, men med besvær kom hun der hen.
"Wow det var et vildt show i lavede, jeg vidste ikke at du var så god til at danse Ancilla?"
Ancilla smilte let og kunne begynde at lugte alkohollen tydeligt på Sabine, men med lugten kom også en anden lugt. En lugt hun ikke lige nu kunne placere, men det var hun ligeglad med lige nu.
"Du har altid vidst at jeg har danset hele mit liv?"
Sagde Ancilla spørgende til hende, og så var det som om det gik op for Willith.
"Når ja det havde jeg glemt, når men jeg smutter igen. Hyggeligt at møde jer"
Sabines hjerte dunkede tydeligt, så Willith kunne nok ikke lade vær med at høre det.

Sølv? Kunne det passe? hun snusede ind en gang og rynkede panden. Det virkede underligt, for hun havde ikke noget sølv på sig og varulve kunne ikke tåle sølv. Måske tog hun fejl?
Hun snusede ind en ekstra gang og lagde hovedet tænksomt på skrå. Lugten af sølv kom uden tvivl fra varulven, kunne hendes næse have taget fejl?
Nej, kvinden duftede af ulv og samtidigt af sølv. Det var umuligt, og ville være umådeligt smertefuldt hvis det rørte hende. Men hvad hvis det ikke rørte hende.. Det kunne bare være en detalje på kjolen, det var sikkert ikke noget specielt.

på grund af de mange vilde hjerteslag omkring hende lagde hun ikke mærke til Ancillas venindes, der var for mange til at det skulle skilte sig ud. først da hun kom helt tæt på kunne hun høre det hurtigt bankende hjerte og nærmest lugte blodet der pumpede under huden.
Hun vendte sig imod disken og lavede diskret en grimasse. Hun trængte til at komme ud at jage og den fulde kvinde gjorde det ikke nemmere at modstå trangen til at kaste sig over en eller anden. Hun drejede sig om mod kvinden, med et omhyggeligt kontrolleret smil.
"Jeg er glad for at dy synes om det, Ancilla er en virkelig dygtig danser.. men også hyggeligt at møde dig.."
Hun så kort sulten efter kvinden, men flyttede så blikket væk og så noget mindre anspændt. Varulveblod smagte ikke godt så det var langt nemmere at være sammen med varulven end et menneske.

Hendes sanser var ved at vende stille og roligt tilbage og nu husker hun, hvorfor hun ikke normalt ville gå på klub i hvert fald ikke i ædru tilstand. Alle disse lugte af svedende mennesker, og alt dem larm. For hun kunne jo høre og lugte alt det, som andre ikke kunne. Ancilla så hen på Willith.
"Skal vi ikke gå udenfor, har brug for noget frisk luft"
Sagde hun med et smil og sendte blikket imod døren.
Nu kunne man godt se på Ancilla, at hun ikke følte sig længere tilpas herinde. Men hun ventede stadigvæk pænt på Willith, for hende ville hun gerne være sammen med. Hun gad alligevel ikke Sabine nu, især nu hvor hun er så fuld. Men hun ville stadigvæk sørge for at hun kom godt hjem, men udenfor i et øjeblik kunne vel ikke skade. Hun tog sin fanta og drak resten af den, det ville være dumt at lade den gå til spilde. En af dødssynderne er jo frådseri, ikke fordi hun på den måde troede hun ville rydde i helvede, men man kunne lige så godt lade vær. Plus hun mente også selv at hun vil rydde derned, især når hun selv er en af mørkets væsner, som hun jo selv jager. Hun forventer ikke at gud ville tilgive hende, men måske give hende lidt nåde, nu hvor hun havde i så mange år gjort guds arbejde. Til tider glemte hun den hun var, men tit blev hun mindet om det. Især her på det sidste, siden hun så sin læremester blive dræbt af en af de første varulve, og da hun mødte dæmonen Abaddon. Han er den eneste hun har ladet i live med vilje, men omstændighederne var også specielle.

"Jo, det ville være dejligt at komme væk fra alt larmen herinde. Kom med, der er en mere stille udgang omme bag ved.."
Hun smilede stille og ledte igen Ancilla om imod backstage. Det var nok bedst at der ikke var for mange mennesker rundt omkring lige nu. Ude i bagved klubben var der mange forskellige lugte som hun kunne bruge til at camouflere sin lugt. Lugten af død var ikke så nem at komme af med, men hun kunne sikkert finde på noget. Hun ville virkeligt ikke have at varulven fandt ud af hvad hun var, for sidste gang hun havde mødt en varulv gjorde det at hun var død ikke lige situationen nemmere. Og så var der den ældgamle rivalisering mellem varulve og vampyrer.. nej for meget var imod at hun fortalte hvad hun var..
Ancilla var sød, og virkede som en ven, og Wilith havde brug for venner på denne her skøre ø.

Da de var nået ud bagved fandt hun straks de mest brugbare lugte, lugtende af mennesker, dyr, planter og af natten og gjorde dem mere kraftige så de lagde sig som en kappe om hende. Men selv kapper havde et hul foran så selvfølgeligt havde de her dufte heller ikke dækket det hele. Men en skarp lugtesans kunne man lige præcis lugte døden som altid hang over vampyrer. Hendes eneste håb var at duftende ville dække over hende sammen med lugten af mennesker som også hang over hende.

Ancilla kom ud med hende ud til den friske lugt, hun indåndede den. Dog var den ikke lugtfri, lugten af væsner var tydeligt som har gået her og som vandrede rundt i byen. Men det var ikke lige hendes problem lige nu eller var det. Ancilla smilte for sig selv og kiggede op på månen højt over dem, og så kom hun med en grimasse. Hun syntes, månen var flot, men hun hadede den, som ind i helvede. Den vakte hendes indre dyr i live, og mindede hende endnu engang om det hun prøver at glemme, nemlig hvilken race hun i virkeligheden er. Men med den friske luft, som fik genoplivet hendes tågede hjerne. Så kunne hun tydelig lugte den dødelige lugt af vampyr. Hun vendte sig lige imod Willith, og nu fattede hun ikke, hvordan hun ikke havde opdaget det. Man kunne jo også genkende en vampyr ved at se det "døde" glimt i deres øjne. Ancilla var chokeret, men det var ingen synlige tegn ude over, at hun stod og kiggede på Willith. Så med lynhurtigt bevægelse tog hun de to sølvknojern under sin kjole, og gik i vejen for Willith flugtveje. Willith ville nok kunne se at disse to knojern var normalt noget som dusørjægerne brugte.
"Du har været heldig at kunne skjule din sande indentitet for mig mørkets væsen. Men nu ikke længere"
Ancilla ønskede hun havde sine to desert eagles med hende, så kunne hun ha haft dræbt denne vampyr på stedet. Ancilla snusede ind og kunne lugte at Willith ikke var en helt ung vampyr. Det undrede dog hende at Willith hverken havde opdaget at hendes veninde var dusørjæger, og måske ikke havde set disse tegn ved Ancilla. Men før hun ville gå efter vampyren, var det noget der sagde stop i hende. Hun mærkede den sammen følelse, hun havde ved da hun mødte Abaddon. Hvordan var hun blevet så svag? Hun har aldrig før tøvet, og hun troede ikke at hun ville tøve igen. Hvorfor havde hun ikke lyst til at udrydde dette væsen. Ancilla sænkede sine knytnæver i siden, men var stadigvæk klar på at angribe hende, hvis Willith ville flygte eller angribe. Hvis hun flygtede så ville hun opdage, at Ancilla er ret så hurtigt til at løbe. Hvis Willith prøvede at angribe hende, så ville Willith nok opdagede at hun var virkelig kamptrænet.

Wilith vidste at hun var opdaget da varulven vendte sig imod hende og bare så på hende. Hun sukkede tungt og så med hovedet på skrå på kvinden overfor hende. Hun havde virkeligt ikke lyst til at slås men hende, men hvis nogen vovede at angribe hende skulle de ikke forvente at få lov til at slippe ustraffet.
Sølvknojernende forklarede hvorfor hun havde kunne lugte sølv, men hvorfor gjorde det ikke ondt på varulven. Så fandt hun en lille kant af gummi med blikket og så gav det mening. knojernende var af den samme slags som dusørjægere brugte.. Hvordan kunne hun have overset det?

Hun måtte være blevet uopmærksom på sine gamle dage, og med ironisk grin strøg hun sig over øjnende med en hånd.. Det var så typisk hende det her.. Hun var bare ikke specielt god til at være mistænksom over for fremmede..
"Jeg vil ikke slås med dig, Ancilla."
Med et lettet blik så hun da vampyrjægeren sænkede næverne, lettet over at hun behøvede gøre noget som hun ville fortryde. Hun betragtede allerede efter rimeligt kort tid Ancilla som en ven. hun var dog ikke i tvivl om at hun kunne vinde kampen hvis hun ville, men hun ville ikke prøve hvis hun kunne slippe for det for med de få venner hun havde ville hun ikke miste nogen af dem.
Hun så træt på Ancilla og flyttede derefter blikket ud i mørket..

"Jeg ved det. Men desværre er det min pligt som dusørjæger at udrydde jer væsner fra denne jord"
sagde hun med lidt vrede i stemmen, men vreden kom fra hendes frustrationer over, at hun ikke vidste om hun skulle dræbe hende eller ej. Selvfølgelig var Ancilla yngre end Willith, som gav hende en ulempe. Men hele hendes liv har hun trænet siden hun var 1 år gammel, og alt handlede ikke om styrke. Meget handlede også om smidighed, hurtighed og reaktionsevnen. Men så valgte hun at gøre denne undtagelse denne gang. Hun slappede af i sin krop og viste med kropssproget, at hun intet ville gøre. Hun kunne altid fange hende næste gang, især nu hvor hun ved hvordan hun ser ud, lugten og hendes navn.
"Gå før jeg fortryder mit valg"
Men før Willith overhoved gik hvis hun ville, så dukkede der tre vampyrer op. De var yngre end Willith, men ikke helt unge var de. De var 2 mænd og en kvinde. Kvinden havde langt sort hår der dækkede over hendes ene halvdelen af hendes ansigt, og havde ellers sort tøj på.
"Søster har du brug for hjælp imod denne hvalp"
De andre to mænd grinte og Ancilla vendte sig imod de andre. Hvorfor havde hun ikke taget sine andre våben med sig?! Ancilla bed sig let i løben og så på dem, men vendte også blikket imod Willith. Kender hun dem? Vil Willith gerne slagte hende? Hun følte sig presset, men dog vidste hun at hun miminum kunne hurtigt får dræbt de to af dem. Ellers måtte hun gøre noget som hun afskyr og det er at forvandle sig om til hendes varulveform. Men det ville hun for alt i verden undgå, for når hun forvandler sig så kan hun slet ikke kontrollere sig, og ingen kan sådan set klare hende. For hele hendes pels og hud bliver til hårdt metal, som kræver noget meget specielt imod det.

"Men v.."
Hun skulle til at sige et eller andet da hun rettede sig op som om at hun havde fået en pind i ryggen og vendte sig langsomt om.. På ethvert andet tidspunkt, med en hver anden dusørjæger ville hun med glæde have takket ja til sine artsfællers hjælp men med Ancilla behøvede hun vist ikke deres "hjælp".
Vampyren kunne hurtigt fornemme at hun var ældre end dem alle tre og hun ville sagtens kunne tage dem. Med sorte øjne så hun på dem og vrede strømmede imod dem.
"Nej, jeg taget mig selv af hende. Smut tilbage til jeres sutteklude!"
En voldsom vind blæste imod dem og vampyrens temperament flammede op som hun så på dem. De skulle ikke have lov til at gøre hende noget. Vampyrjægeren havde ladet hende gå, så det var hendes tur til at betale tilbage.

Vampyrene begyndte at bakke væk over den ældre vampyrs hvæsen og hun lod dem med al ønsket tydelighed forstå at denne dusørjæger var hendes og kun hendes. vinden omkring hende piskede op, men bag hende var der helt stille i luften, og det var som om at det hele bare ventede på at blive udløst. Wilith var tydeligvis en stærk vampyr, ikke sammelignet med nogle af de ældre, men i forhold til disse tre var hun stærk.
"Den er min, forsvind!"
Hun håbede bare på at de ville smutte nu, uden at lave alt for mange problemer, men det ville ikke ligne hendes arstfæller. så hendes bedste håb var at vise dem at de ikke skulle lægge sig ud med hende. Måske ville de så bare fatte at jægeren var hendes bytte og ikke deres. Hun ville være stærk nok til at klare hende selv, håbede hun, hvis det kom til det.. ellers måtte hun bare fake et eller andet.. en scene..

"Din idiot, ved du ikke hvilken jæger du har foran dig? Vi er ikke imod dig vi er på sammen side med dig... Ved du hvor mange denne jæger har dræbt af vampyrer og andre væsner?"
Ancilla så imellem dem, men hun havde hovedet lidt ned af så hendes lande lyse hår kom lidt i vejen, og man kunne ikke se hendes øjne.
"Du er dum hvis du lader hende gå, hun har dræbt så mange af os fortjener vi ikke lidt hævn?"
Kvinde vampyren gik lidt nærmere og før måske Willith nåede at reagere, så sprang Ancilla lige imod kvinden med hånden knyttet i luften og slog i det sammen. Sølvknojernet brændte sig ind igennem brystet på vampyren og så igennem hjertet. Kvinden så fortvivlet omkring og faldt død sammen på jorden, de andre reagerede hurtigt og sprang på hende. De væltede Ancilla omkuld og prøvede at bide og dræbe hende. Men Ancilla sparkede dem begge i maven så de røg bagud imod muren. Ancilla rejste sig hurtigt op i en flydende bevægelse, og holdte blikket imod dem. Den ene knojern var blodigt og man kunne tydelig lugte vampyr blodet i luften. Den ene vampyr tog sin mobil hurtigt op og ringede, han sagde intet men klappede den bare sammen igen med et fedt stort smil.
"Du har begået en stor fejltagelse varulv, nu kommer panteren"
Hvis Willith kendte til dette navn, så var det en frygtet vampyr. Hun var over de 800 år gammel, og var langt stærkere end de fleste. Hun var selv kendt for at slagte sine egne artsfæller bare for fornøjelsens skyld. Ancilla så på ham med et koldt blik, hun vidste hvem denne vampyr er. Hun måtte virkelig ha fat i et rigtigt våben. Så sagde hun til willith.
"Du behøver ikke at være her Willith, lad mig bare være til min egen død. Denne vampyr som kan komme når som helst, vil højst sandsynlig dræbe dig og de andre vampyr her i en blodrus. Jeg lod dig gå, og jeg håber du vil lade mig gå"
Ancilla skævede kun et øjeblik hen imod Willith med hendes gråøjne, det var tydeligt hun var klar på kamp, men at hun også var klar over konsekvense at hun kan dø i forsøget. Men hun ville dø ligesom hendes læremester, i kampen imod et stærktvæsen og så dræbe det selvom hun ville dø i forsøget.

Hun hvæsede rasende af vampyrjægeren da hun angreb. Kunne hun da ikke forstå at hun bare skulle have holdt sig i baggrunden! men hvad havde hun dog forventet, Ancilla var jo ikke en der holdt sig fra kamp, hvis hun havde ret.. ellers var hun ikke blevet vampyrjæger.
Wiliths øjne var sorte som kul og det var som om at alt hvidt var blevet fortrængt fra hendes øjne da hun så på de kæmpende.
Hurtigere end øjet kunne se stod hun ved siden af vampyren der havde ringet og med en hurtig bevægelse greb hun om ham og holdt ham fast mens hun tog hans blod. I den ene hånd havde hun et afbrækket bordben som hun havde samlet op i gyden, og den jog hun direkte ind i hans hjerte mens hun holdt ham med den anden hånd.
Vampyren havde prøvet at kæmpe imod, men han var ikke stærk nok og Wilith var rasende! Hvor vovede den opkomling at true hende!
En tyk irsk accent var tydelig da hun hvæsede et par ord, til jægeren.
"Du kommer med mig.. Vi er meget lagt væk når hun kommer.. Du vil nok ikke kunne lide det her men stol på mig.."

Styrket af vampyrens blod hævede hun sig op i luften, og hun havde hånden lukket fast om varulvens arm. Hendes håb var at Ancilla ikke ville gøre modstand, og i stedet benytte sig af den mulighed som der blev givet hende, selvom hun tvivlede på at det ville gå sådan. Hvis hun gjorde ville hun opdage at hun kunne skyde igennem luften lige så hurtigt som en engel kunne flyve. Wilith følte stadigt at hun skyldte varulven noget, og så var hun jo en ven og de lader man ikke i stikken.
Det var ikke fordi at hun ikke vidste hvem panteren var, hun havde hørt om hende da hun kom til øen, men forhåbentligt var hun ikke så stærk som hun lød til at være..

Ancilla blev noget overrasket over at se, willith dolke en af sine egen artsfæller. Måske var hun ikke så slem endda? Så poppede en sætning i hendes hoved som modsvar. Ondskaben vinder aldrig, fordi ondskaben altid vender imod sig selv. Ancilla lyttede til hendes ord, men var ved at sige nej. Da hun huskede de ord som abaddon havde sagt til hende.*hvis dette er min sidste time, så har vi stadig 58 minuter at tæve vampyre i* Man kunne lige så godt slå to fluer med et smæk, så behøvede hun heller ikke lige nu tage sig af sine egne samvittigheds følelser. Hun tog imod hånden og kunne tydelig mærke at vinden strømninger ikke var normale som de ellers skulle være. Styrede Willith vinden? Sikkert hun havde mødt flere der kunne det, både af dæmoner, varulve og vampyrer. Heldigvis var Ancilla ikke højdeskræk, den havde hun for længst overgået. Hun huskede tydeligt at hun gik på en line over et 200 meter højt vandfald, og det eneste der holdte hende fra at falde i var hendes balance. Der havde hun kun været omkring de 12 år gammel.
"lad os komme ud for byen, for panteren vil helt sikker lede efter os her i byen"
På sin måde ville hun helst ha taget tilbage til sin lejlighed, så kunne hun få fat i alle sine våben. For hun kunne tydeligt mærke, hvordan hun følte sig næsten nøgen ved at ikke have dem på sig. Hun var altid van til at have vægten ved sine hofter fra sine to desert eagles. Som var speciel designet, men som var blandt en af verdens kraftigeste pistoler.

"Som du vil, jæger.."
Wilith smilede et lille smil og så på hende med kulsorte øjne uden hvidt i. Hun vidste godt at hun ikke så alt for godt ud lige nu, men hun var egentligt ligeglad. Hvis de skulle uden for byen så måtte Ancilla overleve hendes udseende, for lige der var det vampyren der styrede farten, bogstavligt talt.
Hun tog bedre fat i varulven og med lukkede øjne tærede hun på sine kraftreserver og hun lagde hurtigt byen bag dem. Men ingen kraftanstrengelse går ustraffet hen og det ville ikke tage alt for lang tid før at hun var løbet før for blod og så ville hun ikke være meget værd i en kamp, så hun vidste hvad hun måtte gøre.
De nåede uden problemer ind i skoven og på en skovsti nær midten landede Wilith elegant på jorden og så mørkt på kvinden. Hendes kropsholdning var blevet mere hængende siden de forlod byen, for det var hårdt at flyve når det bare var hende men med en passager og når det skulle gå hurtigt.. Det tærede på blodreserverne, så hun var nød til at få fat i noget blod.
Hun havde et af sine skjulestedet her i nærheden, men hun ville ikke tage jægeren med derhen endnu, for det var slet ikke sikkert.. Ikke nu hvor at de havde en langt stærkere vampyr i hælene og varulven forøvrigt var vampyrjæger..

"Bliv her.. jeg er tilbage om lidt.. med våben.."
Hendes tænder var blevet lidt større i takt med tørsten der voksede og før at der var tid til at sige noget var hun afsted. Hun løb hurtigere end noget menneske ville kunne og det tog hende ikke lang tid at nå til et af hendes gemmestedet hvor at hun hurtigt løb ind ad døren fandt sig et par poser med blod og stoppede dem i en taske sammen med at par stager og et par bordben, samt to pistoler.. Hun ville ikke selv bruge dem, for hun brød sig ikke om skydevåben, men måske ville Ancilla kunne bruge dem.. Inden hun var afsted flående hun en pose med blod op og drak det hele uden at give sig tid til at nyde det.. Det var der heller ikke tid til.
Så satte hun afsted imod der hvor at hun havde efterladt varulven med en stille bøn om at hun stadigt var der. Hun havde ikke lige lyst til at skulle ud for at lede efter hende nu..