Do what you want! - Ancilla

Det var en underlig fornemmelse at mærke, hvordan jorden bare forlod ens fødder, og afstanden mellem jord og en selv blev større og større. Ancilla var glad for, hvor hurtigt det gik og var veltilfreds, da hun igen mærkede jorden under sig. Varulve var nok ikke typen, der generelt havde lyst til at flyve. Mange varulve er højdeskræk nemlig på grund af deres instinkt med at blive nede på jorden, men for hende var det bare en lettelse. Men hun så også forandringen på Willith, som om hun var blevet svag? Det gav endnu et stik i hendes hjerte, vampyren ofrede sin energi på hende, selvom det var tydeligt hun brugte kostbar energi. Ancilla skubbede det hurtigt til siden, Ancilla var en der var meget mentalt stærkt, det var hun trænet til. Så hun kunne kontrollere sine følelser rime godt i forehold til mange andre, men det havde også sin pris. Gemte følelser er aldrig en god ting, men heldigvis havde hun sin egen terapi. Det var at løbe, dyrke dans, yoga og styrketræning hver dag i ca 2 timers tid. Det kunne rense enhver bevisthed for dårligheder.
Ancilla nikkede til hende, da hun ville tage væk. Men hun blev da lidt forundret over at hun sagde våben? Hvad for nogle våben, pistoler eller? Det var sikkert pistoler med normale kugler, det ville hun ikke rigtig kunne bruge til noget. Men det var bedre end ingenting, for Ancilla var særdeles skrap inden for sit våbenbrug. Hun havde evnen til at dreje sine egne kugler og skyde fra en unaturlig lang længde. Det havde sine meget gode fordele, især når man var dusørjæger. Men hun kunne også tydelig mærke, hvordan hun følte sig lidt forladt. Især her midt i skoven, heldigvis havde hun jo varulvenes naturlige nattesyn. Hun hørte willith komme tilbage, men samtidig kunne hun lugte/fornemme en anden tilstedeværelse. Hun lyttede efter den mindste larm, men desværre havde vampyrer en tildens med at være lydløse som døden selv. Man kunne jo heller ikke høre deres hjertebanken eller deres åndedragt, som mange andre væsner.

"Hun er her.."
Wiliths stemme var lav og hendes sorte øjne var fokuseret ud i mørket væk fra ancilla. For hun vidste at det gamle vampyr ikke kunne være langt væk, og ærgrede sig over at hun ikke kunne få fat i Ri lige nu. Vampyren der var efter dem var 500 år ældre end hende og mange gange stærkere så det ville ikke blive nogen nem kamp.
"En ting du skal vide, kvinde mennesket der er efter os er 500 år ældre end mig.. og jeg gætter på at du ved at det også betyder at hun er meget stærkere end jeg er.."
Det var lige før at man kunne se nervøsiteten i hendes træk men også kun næsten, men så gav hun de få våben hun havde opmærksomheden og langede de to skydevåben over imod Ancilla.. Selv tog hun stagerne og placerede dem rundt omkring så hun kunne få fat i dem hvis det blev nødvendigt hvilket det duen tvivl blev.

Hende her panteren, hvad mon hun kunne? Wil var lidt spændt på kampen, men mest af alt var hun nervøs.. Hun var sjældent oppe imod så gamle vampyrer. De fleste på den alder gad ikke længere kampende med de unge, så det var oftest hendes opgave at tage sig af, når hun en sjælden gang gad adlyde dem.. ellers holdt hun sig mest væk fra vampyrer af præcis den grund.. Samfundet var ofte stærkt hierarkisk inddelt og hun havde det ikke godt med at blive proppet ind i en boks af nogle gamle vampyrer som troede at de skulle bestemme.

Hun var underligt nok glad for at se Willith igen, og tog gladeligt imod de to pistoler. Men konstateret hurtigt at det var helt almindelige kugler og en normal pistol. Hun tog kuglerne ud, tog fat i den lille flaske under kjolen med vievandet og hældte det ud over kuglerne, mens hun sagde på latin.
"Pater noster, qui es in cælis sanctis tuis lux tenebris creaturis enim ad minim veniam benedicas hæc, morietur in eis."
Kuglerne med vandet lyste for et kort stund op, og Ancilla smilte tilfreds og stoppede dem hurtigt i pistolen. Kuglerne kunne ikke dræbe, men disse velsignede kugler kunne i det mindste mærkes på væsnet der end kom i vejen for dem.

Det var som om jorden under dem blev levende, sort levende mørke bevægede sig hen af jorden og begyndte at dække alt i deres synsfelt undtagen hinanden. En let knurren af tilfredshed lød for deres øre. En skikkelse dukkede op foran dem, og nu kunne man forstå hvorfor hun blev kaldt for panteren. Hendes øjne var lysende gule, hele hendes krop var kulsort også hendes hår. Dog var der lysende underlige tegn på den ene halvdel af hendes krop. Hun havde sorte militær bukser på og en tætsiddende t-shirt. Hun smilte et grumt smil og hendes sylespidse tænder var blottet. Blodlysten var tydelig at spore i hendes øjne, og hun kiggede på dem begge, som om de var mad. Så sagde hun med en hvislende stemme.
"En varulv og vampyr sammen? ha det må være en joke... Hvalp hvordan kan du tro disse kugler vil røre mig, du burde vide bedre ikk?"
Hun hvæste og så hen imod Willith.
"Vampyr, du er jo intet andet end en flagermus unge. Du kommer ikke til at leve særlig meget længere"
Så forsvandt panteren men det var stadigvæk kulsort omkring dem. Ancilla sagde med en rolig stemme.
"Lad os stå med ryg imod ryg, så kan hun ikke angribe os bagfra"

"det burde jeg have gættet.."
Wilith skævede hen imod den lille flaske tilsyneladene med normalt vand i men ved nærmere eftertanke måtte det selvfølgelig være vievand, den eneste slags væske som vampyrer havde en meget voldsom allergi imod..
Hun var dog nogenlunde tryg ved at kvinden hælde det ud over kuglerne, i det mindste fik hun det så ned i halsen.. det skulle efter sigende gøre nas!
vampyren huskede sig selv på at nuppe pistolerne og skudene efter kampen, både af hensyn til hendes egen sikkerhed og så fordi at hun var rimeligt sikker på at hun nok ville få brug for vievandsindsprøjtede patroner engang hvis en anden vampyr kom for tæt på..

Da den mørke kvinde dukkede op foran dem følte hun sig virkelig bare som en lille ny vampyr igen, men hun rettede sig op og stod rank, på trods af hendes lyst til at bøje sig i støvet for den ældre vampyr.
"Det var ikke særlig pænt sagt."
Hun lød såret, men så lyste hendes ansigt op i et koldt grin og håbede at hun virkede mere sikker end hun følte sig. vampyren her var stærk, meget stærk og alligevel gik hun imod kvinden.. Hun var ikke sikker på om det var modigt eller dumt.. hun følte sig mest tilbøjelig til at tro det sidste, som hun stillede sig ryg til ryg med varulven og med sammenbøjede ben og en stage i hver hånd stirrede ud i mørket på jagt efter noget der kunne røbe den anden vampyrs tilstedeværelse. Hun var her et eller andet sted, det var bare hvor!

Ancilla mærkede nogle skarpe kløer imod sin hals, og hørte så den hvislende kattestemme.
"Så blød og så uskyldig som en lille hvalp, jeg kan lugte at du er af ren blod varulv, en rigtig jomfrue, måske smager du bedre end de andre varulve"
Ancilla skød hurtigt med den ene pistol, og en rungede latter kom i stedet for, og kløerne var væk. Så dukkede den sorte vampyr foran Willith i en meters afstand, hendes underlige tegn lyste neongrønt og hendes øjne glødede intenst.
"Du kan stadigvæk nå at redde dig selv, du skal bare dræbe varulven, så lader jeg dig leve"
Sagde hun med et lumsk smil og så udfordrende på hende. Problemet var bare, at hun ville alligevel dræbe hende, så snart Willith har dræbt Ancilla. Så kunne Panteren måske få lov til at smage en kombination imellem en yngre vampyr og en jomfru varulv. Det ville blive interessant tænkte panteren for sig selv. Mens hendes blodrøde tunge gled over hendes hvide skarpe tænder.
"Ellers må jeg jo bare dræbe hende selv, og så vil du dø sammen med hende"
Panteren gik hurtigt nærmere imod dem, men så brugte Ancillas hende evne. Hun skød i en drejende bevægelse flere gange, og kuglerne bue i luften og drejede omkring dem begge, og det sammen med de andre skud.
Panteren kiggede forundret på de lynhurtige kugler som fløj omkring dem, som en beskyttende skjold. Panteren kunne fornemme den hellige kræft gemt i dem. Hun hvæsede højlydt og hendes tænder blev længere.
"Nu er i godt nok beskyttet men hvor længe?"
Hun forsvandt igen i det kulsorte mørke, og det var svært at overhoved fornemme om hun var her eller ej.

Wiliths komplet sorte øjne så op på den lige så sorte kvinde og hun blottede sine hugtænder i en snerren og selvom hun måske ikke var lige så frygtindgydende som den meget ældre vampyr så kunne man godt fornemme at hun også var en stærk vampyr, på trods af alt.
"Efter hvad jeg har hørt om dig er du værre end en slange når det kommer til at holde løfter. Men hvis du kommer tættere på kan vi da godt snakke om det."
hendes øjne glimtede i mørket og hun hævede en stage som et tydeligt tegn på hvad der ville ske hvis hun kom tættere på.
hun stod stivnet i en bevægelse da varulven skød de vievandsinficerede kugler afsted. Hun havde virkeligt ikke lyst til at komme til at røre en af dem ved et uheld, for det ville gøre rigtigt ondt.. specielt på grund af vievandet.. At blive skudt gjorde ondt i sig selv, men med vievand ætsede det.

Imens var hun begyndt at overveje hvad hun kunne gøre for at skade den arrogante vampyr mest muligt.. Luftbårne stager? uden tvivl underholdene, men mon det var effektivt nok.. hun tvivlede desværre.. Og kvinden bag hende virkede til at kunne et eller andet med de der kugler.. hun virkede til at kontrollere dem.. kunne hun så også kontrollere metal?
Mens kuglerne svirrede om dem som et skjold bed hun hul på en pose med blod som hun hurtigt drak færdig, mens hun overvejde om hun skulle undskylde til varulven, men droppede det for hun vidste ikke hvornår hun ville få tid til det igen og hun kunne ikke slås uden blod. som vampyren sagde, lige nu var de godt beskyttet, men på et eller andet tidspunkt blev de nød til at gå i offensiven.. Wilith kunne jo på igen måde bare vente til daggry.. og så skulle hun også tilbage til petronia og forklare hvor hun blev af til hendes sidste optræden.. de ville sikkert kunne sørge for beskyttelse af en form.. Men lige nu måtte hun koncentrere sig på det der skete nu..

Kuglerne syntes, at køre i lavere fart. Der brugte panteren chancen og dukkede op foran willith og skulle til at angribe. Men hun havde ikke været hurtigt nok, så et skud gik igennem hendes skuldre. Straks lugtede der af brændt kød og panteren bandede højlydt.
"Bitch"
man kunne høre den ætsende lyd fra hendes skuldre. Nu var chancen til at angribe hende, men panteren var stadigvæk klar på at kunne rykke sig, hvis nu Willith sigtede efter hendes hjerte. Det kunne jo dræbe hende. Ancilla vendte sig hurtigt om og hendes begge pistoler var hævet imod Panteren. Ancilla kunne ikke lade vær med at smile, dette var det hun var født til. At nedbringe alle disse ynkelige mørke væsner. Kliklyde lød fra da Ancilla afsikrede våbene.
"Måske skulle du ha haft valgt nogle andre ofre i nat, vampyr eller skulle jeg sige killing?"
Ancilla var faktisk glad for at stå ved siden af Willith, lige nu havde hun ingen intensioner i at angribe hende. Hun havde jo sluppet et væsen før forbi, hvorfor ikke lige så godt to? Især nu hvor det er en, der har hjulpet hende og vil hjælpe hende. Måske var det ikke så slemt at lade nogen live, især hvis det er dem, som også dræber deres egen arter.

Wilith slap posen med blod lige så snart hun hørte kvinden bevæge sig, og de sidste af blodet løb ud på jorden. I stedet greb hun en stage og huggede ud imod kvindens brystkasse nærmere bestemt hendes hjerte, med den ene, mens to andre hævede sig op i luften bag hende som hun havde forstillet sig før. De susede imod den anden vampyr med høj fart og ville hvis alt gik godt ramme ind i hendes brystkasse eller mave.
Hendes hugtænder var stadigt blottet i en snerren og hendes læber var røde af blod. lige der lignede hun den vampyr som hun var, og som hun normalt forsøgte at skjule bag sit venlige ansigt.
Hun så på varulven ud af øjenkrogen og så hendes grin. Lidt foruroligende måske, men lige nu var hun ikke bekymret. Det kunne hun være bagefter når denne her vampyr lå død for deres fødder. På det tidspunkt kunne hun tænke over hvad der nu skulle ske, men nu måtte hun fokusere på vampyren. endnu en stage hævede sig over hendes hovede og susede imod vampyren med høj hastighed og den sidste stage knugede den unge vampyr i hånden.

Hendes fødder var boret ned i skovbunden og hun stod med bøjede den som om hun var klar til at sætte af. Det var hun også, for hvis de her stager ikke fik gjort det af med vampyren vidste hun godt hvad hun nok endte med at gøre. En knurren lød fra hendes hals og hun ventede bare på at den anden vampyr skulle vise sig at være uskadt. så ville hun ikke have andet valg end at springe på hende med den sidste stage.

Stagen gled igennem panterens kulsorte hud, det røde blod flød og ud, og luften blev fyldt med duften af dødt vampyrblod. Panteren hylede op og vrede glødede i hendes øjne, men heldigvis for hende, men uheldigt for de andre. Så havde den ramt lige ved siden af hjertet. Den anden der kom flyvende imod hende, og så mærkede Willith hvordan hendes anden hund var stoppet af et stærkt greb. Den kulsorte hånd var låst omkring Willith håndled, så snerrede hun.
"Du burde kunne ramme bedre"
Men så så hun lige ind imod to pistoler, hurtigt skubbede hun Willith ind Ancilla. Så da ancilla skød blev pistolen rykket, så den ikke ramte lige ind i hovedet på Willith, som den ellers skulle ha haft gjort. Panteren gik straks til angreb på Willith, og Willith mærkede skarpe kløer bore sig i armene på hende, da panteren greb og slyngede hende ind i et træ med stor styrke. Panteren så kort på Willith med stor vrede og vendte så blikket imod Ancilla. Ancilla lå på jorden efter at ha blevet skubbet, hun trak hurtigt pistolen og skød præcist imod hendes hjerte. Men Panteren højre arm kom i vejen med de underlige tegn, og et sort mørke af skjold var dannet.
"I har virkelig irriteret mig idag"
Hun rev stagen ud og blodet gled ud for hullet i hendes brystkasse. Med vampyrens hastighed var hun ovre Ancilla og holdte hende til jorden. Ancilla mærkede tydelig vampyrens styrke. Var dette hendes ende, hun så hen imod Willith, som sikkert ikke kunne nå at gøre noget, før kvinden her bider halsen over på hende. En løsning stod klar i hendes hovede, men med den kom en stor pris. Ancilla råbte højt.
"Willith løb så langt du kan og kig dig ingengang over skuldren"
Sagde hun med en streng myndighed, for at prøve at få Willith til at gøre det. Lige pludselig sprættede hende tøj op, hele hendes hud faldt af og kroppen ændrede sig totalt. våbene lå ved siden af hende og lå istedet for Ancilla lå en stor hvid/blond varulv. Men hun var en af de varulve der stod på bagbenene og ikke som dem i ulveform. Panteren snerrede og bed til, men hendes tænder knækkede. Hele Ancillas pels var blevet til ren metal, og hvert enkelt hår var blevet til sylespidse nåle. Ancilla løftede Ancilla så let som ingenting og bed hovedet af hende med de massive tænder. Ancilla havde ingen kontrol over hende krop når hun var forvandlet, det var kun hendes indre dyr, der havde kontrollen. Ancilla borede med sin ene pote ind i brystkassen og tog hjertet ud af vampyren. panteren dødede hurtigt, og Ancilla kom hurtigt på benene. Hun var ca 2 meter høj og måneskinnet fik hendes metal pels til at glimter, det eneste sted hun ikke havde metallet var i hendes mund eller var hun dækket over resten af kroppen.

Wilith mærkede et kort sus af triumf da stagen borede sig ind i panterends bryst men så mærkede hun kvindens hånd om hendes håndled og hun hev og sled for at komme løs. Det ville ikke lykkedes og det vidste hun godt, hun var ikke stærk nok og det irriterede hende grænseløst. Hun vidste ikke hvad der skete da hun blev skubbet ind imod varulven og kæmpede stadigt for at komme løs.
Skud slog ind i hendes ryg og hun kunne mærke noget svidende og ætsende under hendes hud der gled ud fra patronerne. Vievandet brændte under huden på hende som flydende ild og hun skreg kort af smerte da det begyndte at brænde. Hendes syn blev tåget, og mens hendes ryg dunkede og brændte som ild fløj hun igennem luften ind i træet og selvom hun prøvede at tage fra med hendes evner og lave en luftpude ramte hun alligevel hårdt ind i træet.
Godt nok var hendes krop stærkere end et menneskes men panterens kast havde været med al kraft hun havde i sig og det kunne ikke siges at være blidt. en knogle i hendes ben brækkede, men hun var bare lette over at det ikke var rygsøjlen. Det ville have været besværligt men hvis det bare var en lårbensknogle ville hun kunne sætte den på plads og hurtigt komme væk igen..

Hun kæmpede sig op at sidde og vred men en sammenbidt knurren sit ben på plads og kom haltende på benene ved hjælp af træet hun var blevet kastet ind i. hun kunne mærke knoglen hele men skudsårene var stadigt åbne, det var nok meget heldigt for hende.
Hun hørte klart og tydeligt kvindens råb, og så undrende på hende. Hun ville i hvert fald ikke efterlade hende sammen med den skøre kælling.
Varulv vidste hun jo at kvinden var, men hun havde på en eller anden måde ikke forventet at kvinden ville forvandle sig. Luften af ulv ved hende havde været så svag at det måtte være meget lang tid siden hun havde forvandlet sig sidst.
Hun begyndte med et sidste blik på ulven der stod overfor vampyren, at løbe haltende men hun satte ikke op i det tempo som vampyrer løb i normalt. Efter hvad hun vidste kunne varulve selv kontrollere deres forvandlinger så hun havde planer om at holde sig i nærheden. Hun kunne jo ikke rigtigt vende tilbage til Petronia med en masse skudsår i ryggen. Det ville sætte en ny standart selv for dem..

Ancilla eller indes indre dyr vendte blikket omkring, blodtørsten var tydeligt i hendes øjne. Hun snusede i luften og kunne tydelig lugte lugten af den anden blødende vampyr. Ancilla havde kun forvandlet sig 4 gange i hele sit liv, første gang da hun blev fundet som lille hvalp, og de andre gange har altid endt blodigt. Ancilla havde det som om hun så udefra, der var intet hun kunne gøre for at styre sin krop, hun bad bare til at Willith nået væk, langt væk.. Ancilla havde først forvandlet sig tilbage de gange, når der var gået et pænt stykke tid. For som sagt så havde hun ingen kontrol. Hun hylede i luften med sin sang, og dem der kunne ulvesprog kunne tydelig høre at det var en på jagt. Ancilla løb hurtigt efter hende på alle fire. Willith kunne tydelig lugte og høre varulven nærme sig, det var tydeligt, at ancilla ikke prøvede at skjule sig. Hvad grund havde hun til det? Det var et såret ofre hun var efter, så det krævede ikke list. Ancillas krop var lavet til at springe i træer, så hun sprang op i træerne og sprang hurtigt fra træ til træ før hun landede lige foran Willith. Hun rejste sig op og smilte et stort ulvesmil, mens hendes grå øjne gloede af blodlyst. Det var virkelig som om, at dette ikke var hende. Næsten som om hun var en anden og ikke havde kontrollen over sin krop. Mange vampyrer havde det lignende når de blev grebet af blodlyst til tider, så var de aldrig dem selv der. Ancilla fingre var spredte med de lange kløer på, klar til at flå ofret op.

Hun kunne tydeligt høre ulven nærme sig og hun satte farten op, men ikke hurtigt nok for da landede den store ulv foran hende. Hun bakkede tilbage med sammenknebne øjne og kroppen sammenbukket, klar til at sætte af. Det virkede som om at Ancilla ikke vidste hvad hun lavede.. Det håbede Wilith i hvert fald. Der var to muligheder.. Enten havde Ancilla besluttet sig for at slå to fluer med et smæk, altså at tage to vampyrer med en forvandling ellers kunne hun ikke styre sin forvandling. Det sidste var en mulighed fordi at kvinden kun svagt havde lugtet af varulv. Det kunne være at det enten var lang tid siden at hun havde forvandlet sig, ellers forsøgte hun at glemme hvad hun var. Nogen gange ville vampyren ønske at hun kunne det samme, men det var svært når det eneste man kunne spise var blod og man brændte op i sollys..
Hun håbede inderligt på det sidste for så var det ikke med hendes gode vilje dette her, men på den anden side så var det heller ikke sikkert at hun var specielt god til at forvandle sig tilbage.
"Vi ses når du er menneske igen, Ancilla."
Hendes øjne glimtede kort grønt før at de blev erstattet af det kolde komme mørke i hendes sorte øjne og hun snerrede mod ulven, med hugtænderne tydelige imod hendes læber.

Det tog hende ikke lang tid at beslutte sig. En hård vind blæste imod varulven og ville nok kunne holde den tilbage i nogle få sekunder.. men det var også alt hvad vampyren behøvede. Hun var hurtigt oppe i luften og på vej i høj fart længere ud i skoven og længere væk fra byen. Hun havde snart brug for blod, men hun kunne ikke lede en ukontrolleret varulv direkte ind i en by fyldt med mennesker og for den sags skyld også andre væsner. Det ville hun ikke have på samvittigheden. Hendes flyvning var ikke lige så hurtig og stabil som da de var på vej herud, for hendes ryg brændte stadigt og det blod der løb ud af skudsårene reproducerede hendes krop ikke som levende væsners gjorde. Hun måtte have det fra et andet sted og det kunne hun ikke med en varulv i hælene. Hun fløj et par meter eller tre over træerne, højere kunne hun ikke komme hvis hun ikke ville bruge for mange kræfter på at flyve, og hun var rimeligt sikker på at ulven fulgte med. Det håbede hun.