Endnu en nat, Endnu en bloddråbe

Dato : 14 maj
Årstid :forår
Dag : Torsdag
Vejr : Klar stjernehimmel, en sky nu og da, fuldmåne.
Sted : Havnen
Tid : 1:20.
Omgivelser: Parkhuse, store fragtskibe, en måge her og der, mennesketomt.

Det var endnu en af de stille nætter i havnen, det eneste som rigtig rørte på sig var nogle modige småfisk i vandet eller nogle måger som ledte efter mad blandt de store både, en tabt fisk eller det. Dog var der alligevel ikke helt tomt, en ensom skikkelse bevægede sig næsten lydløst i gennem de mørke gader. Silvia havde valgt en simpel hvid trøje, en silkejakke i sort, det lange blodrøde hår løst og sine halvslidte gummisko i sort som denne aftens påklædning, hendes øjne var en mat blå farve, hvilket betød at hendes tørst ikke just var livstrudende, men at hun blot tørstede efter det.

James havde fordrevet nattetimerne med... Ingenting. Hans iforvejen pjuskede hår, lignede en høstak. Hans mørke øjne var tomme. Og så frøs han. James rynkede irriteret brynene, af den tanke. *Kan det blive værre?* tænkte han frustreret, før han vende sig om. Hans lange skridt gav roligt genlyd, ned igennem pakhusene. Han anede ikke, hvad han præcis lavede her, og det irriterede ham grænseløst. Hans fødder havde bestemt, sådan cirka ved 11-tiden, at det var på tide at søge ned mod havnen. James stak hænderne i lommen, og snøftede. James lignede sig selv - Han bar en hættetrøje, Cap, hvide arbejdsbukser og sko selvfølgelig. James rankede ryggen, og så op. Det ildrøde hår greb hans opmærksomhed, og en underlig frygt gippede i ham.

Silvia stoppede med at gå da hun fandt sig selv foran et menneske, en ung mand hættetrøje og hvide bukser. Hun rørte sig ikke men løftede blot hoved lidt og betragtede ham med de kølige blå øjne, et blik som både rummede nyskerighed men også sult. Hun løftede hånden ud af sin lomme og kørte den over sit pandehår så hendes øjne blev fri, og lod dem kikke ind i hans.

James, der med det samme ramte hendes blik, gøs lavt. Han betragtede hende, og fra hans tidligere teenagerår, vidste han, hvordan man spillede hård. Legede med. Hans snøftede ligegyldigt, før han tog de sidste skridt hen i mod hende. Han passerede hende ligegyldigt, og stak derefter hænderne i lommen igen. Hans mørke øjne sank derefter hen i alvorlige, men nysgerrighed. Han var i tvivl - Var hun vampyr? Hvordan så man det på dem? Hans pludselige overraskelse, havde fået ham til, at være asocial. Hvem kunne han stole på? Han havde stilt sig selv, det spørgsmål tusindvis af gange, og hver eneste gang, havde han aldrig fundet et svar. Han snøftede igen. Elisa? Ja den var næsten sikker. Men hvem ellers?

"..Nået imod lidt selskab?", kom en pludslig roglig, selsom stemme fra hans venstre side. uden at lave meget larm havde Silvia indhentet ham med de få meter og fik nu i takt med ham, hoved sænket og ansigtet dækket af det blodrøde hår, dog kunne hendes blå øjne skimtes nu og da.

James betragtede hende derefter, og eftersom hun virkede rolig, blev James det også. Hans mørke øjne gled hen over hende, og før han vidste af det, nikkede han blot. "Næ," svarede han roligt, før han satte tempoet lidt ned. James sagde ikke mere. Han havde svært ved at starte samtaler, og der var en speciel tanke der lurede. Hvad skulle han gøre, hvis hun.. Den angreb? Hvordan skulle man overhovedet reagere? James havde på mange måder, skulle tænke taktisk, da han var mindre. Blandt andet, hvor han skulle være på de rigtige tidspunkter, og omvendt. Her havde han jo ikke en chance.

"hvad laver de herude så sent?...mørket er en farlig tid alene..", sagde hun uden at kikke på ham og fastholdte blot sit blik ligeud, ned i jorden. Egntlig havde Silvia bare lydt til at presse ham op imod muren og begrave sin hugtænder i hans hals, men hun så nu ingen grund til at gøre det nu, og vis han vidste sig at være godt selskab, kunne hun altid vente til næste aften.

James rynkede brynene, over det formelle sprog, og det morede ham. Han lo kort, før han så på hende og lavede en grimasse. "Er du sød at snakke ordenligt?" brummede han overrasket, før han grinede og kløede sig i panden. Men så tabte han fatningen, da det ganske langsomt, gik op for ham. Han betragtede hende derefter, med et kort smørret smil. "Jeg går en tur. Farligt? Jeg tvivler," konkluderede han, i et kort men smule hånligt tonefald. Han havde tævet så mange efterhånden, at en smule mørke ikke skræmte ham. James så derefter tænksomt ned i jorden. Hun var vampyr - De var ingen på den alder, som talte formelt. Og vampyrede levede jo forevigt? Hun kunne være blevet forvandlet for over 1000 år siden.

"Selv den stærkeste person kan blive overasket...mørket kommer jo i alle former og størrelser", svarede hun tilbage efter kort tid, idet samme roglige tonefald, som om hans ord ikke havde gjort hende vred. Hun lod sin hånd glide ind i lommen igen og nøjes med at betragte hans ansigt i smug under hendes pandehår, i det minste var han ikke en af dem som flygtede bare hun talte.

James betragtede hende kort, før han smilede bredt. Han kunne godt lide, at hun tog det så afslappet. Han havde jo mere eller mindre, fornærmet hende. James lod derefter blikket glide ned i jorden igen. "Jeg er ikke bange," konkluderede han så, og smilede kort, men venligt til hende. "Man må tage et skridt af gangen," sagde han derefter og smilede kort til hende.

Silvia gengældte smilet, han morede hende, så meget at hun faktisk kom med en let lille latter, nået som ikke alle kunne få hende til. "selv den største og modigste mur har en svaghed..det handler blot om at lede..tæt nok..", sagde hun i et lidt lavere tonefald, med en charmerende undertone.

James slå ud med armene. "Så er det jo godt, at jeg ikke er en mur, men et menneske," sagde han dumt, før han blinkede til hende. Hun virkede slet ikke så slemt. James sukkede indvendigt, før han sænkede hæderne, og stak dem i lommerne. I hans hoved begynde en MJ-sang at tage sin form. Hvis ikke James hørte musik på sin Ipod, så kørte en sang rundt i hans hoved. "Jeg er James," præsenterede han sig derefter. ".. Jackson," tilføjede han derefter og grinede kort.

//Må logge - Svarer dig senere el. i morgen

Silvia grinede igen let over hans lille udslag, hun sænkede derefter hoved og rettede blikket ligeud igen. Da James præsenterede sig og blinkede modstod hun trangen til at grine igen og valgte nået andet"og jeg er Silvia", hun løftede hoved let og gjrode et kast med hoved så hendes mørkeblå øjne kom frem bag pandehåret og gjorde et let blink tilbage"..Layren", hun grinede derefter kort og så ned igen.

Eftersom James ikke rigtig fik noget repons på hans blinkeri, sukkede han lydløst. Han hadede når folk ikke grinede af ham - Eller med ham, for den sags skyld. Hans mørke øjne gled ind i hendes, og han rynkede brynene. Det var tydeligt for enhver, at han mistænkte hende for noget. "Pænt navn. Det er meget specielt," sagde han i et venligt tonefald, men han fiskede efter noget andet. "Hvor kommer du fra?" spurgte han så, og kløede sig lidt på armen. Det varede ikke længe før, han drejede om en bygning. De gik nu helt nede ved havnen, og vandet var blikstille. Månen oplyste alle omgivelserne, og længere nede af havnen, gik et par som så ud til at nyde den aften.

Silvia havde opfattet at han ikke så hende som menneskelig, men han kunne jo tro hun blot var en utroglig bleg kvinde som havde et kedeligt liv. "Jeg takker for dine ord..og jeg kommer fra udkanten af byen", sagde hun i besvaelse, i den samme lette og morede tone som hun havde holdt. "hmm, men hvorfor sender de mig de mistroiske blikke?", sagde hun efter nået tid og inorgerede lidt det unge par foran.

James havde altid være enig med sig selv om, at den magiske verden, ikke tiltrak ham på nogen måde. Den fandtes ikke. Han gøs - for han vidste bedre. Han kløede sig i håret, før han trak på skuldrene, og smilede til hende. "Gør jeg da deT?" spurgte han, før han sparkede til en tom dåse. "Jeg ville virkelig sætte pris på, hvis du droppede det der 'De' og 'Dem'" sagde han derefter og grinede til hende.

"hmm, det kan vel komme til at være et problem for mig, jeg er blevet opdraget med den hvide handske", sagde hun og sukkede let. Hun begravede hænderne dybere i de forede(staves), lommer i læderjakken og så ned på sin skygge der var blevet lang.