Endnu en nat.

Dag: irl
Dato: Irl
Tid: 20:06
Vejr: Koldt og let blæsende.
Omgivelser: domkirken.

Wilhelm skubbede gik hen til døren ud af sit kammer, og skubbede maleriet til siden, som dækkede for indgangen. Kammeret lå godt gemt, og havde altid været brugt i hans dusørjægerfamilie.
Denne nat havde han våben med til at dræbe vampyrer, og havde ikke sparet for de små vievandsflasker. Han gik op af trapperne hen til døbefonden og kom vand i de små flasker, før han havde tænkt sig at forlade domkirken.

Kala åbnede forsigtigt den store, tunge trædør og gik hurtigt og lydløst ind. Døren lukkede uden en lyd efter hende. Den lange, sorte munkekutte hun havde på dækkede for hendes kridhvide vinger der var foldet ud. Hun havde dog lagt dem helt ind mod ryggen, så man ikke kunne se dem på kutten.
Hun trak hætten væk fra hovedet, så det lyse hår og resten af ansigtet kom frem. Så sig omkring i kirken.

Rose kom langsomt gåene hen mod domkirken. Hun nød kirkens stilhed og tomhed. Hun havde et lille venligt smil på læben og gik over og skubbede døren op, som gik op med et langt og klagende knirk!. Rose kunne svagt mærke ens tilstedeværelse i kirken, men det kunne jo blot være en præst et eller andet sted. Hun lukkede hurtigt døren efter sig og gik med forsigtige skridt længere ind i kirkens korridore. Hendes skridt gav en lidt uhyggelig genlyd i de tomme gange, men hun lagde ikke rigtig mærke til det og lod blot sit blik gå rundt på sine omgivelser.

Wilhelm stoppede med at hælde vand i sine flasker, da han hørte at døren gik op to forskellige steder i den store domkirke. Han så sig nøje omkring og bandt flaskerne på bæltet igen. Det var noget han måtte chekke ud. Ofte kom der alle mulige uvedkomne personer ind i kirken, såsom vampyrer, engle og det der nu var værre.
Han gik med ganske forsigtigt skridt hen mod lydene, men kunne ikke undgå at efterlade ekkolydende, der kom ud af det.

Kala stoppede med at bevæge sig, da hun hørte skridt. Duften af engel var også begyndt at sprede sig lidt. *Så er jeg i det mindste ikke ene engel herinde* Tænkte hun lidt smilende. Den anden der var til stede i kirken var helt sikkert et menneske.

Rose kunne mærke en andens engels tilstedeværelse da hun gik længere ind i kirken. Men hvor var hun henne. Rose kunne oss høre et andet par fodtrin som ikke kom fra englen. Et menneske kunne hun mærke. Roses blik gik mere varsomt omkring og var klar til hvad som helst, men var dog glad for at der var en anden engel i kirken et eller andet sted.

Wilhelm trådte hen bag en stolpe og kiggede ud på pladsen. Han kunne regne ud, at mindst en af dem ville forsøge at opsæge hinanden, hvis de var en af de udødelige skabninger. Han greb fat i en af træpælene han havde siddende i bæltet, bukkede sig ned i knæ og kiggede mistænksomt ud fra sit skjul.

Kala mærkede vibrationerne i luften og kunne udfra dem regne ud hvor mennesket og englen befandt sig. Bevægede sig stadig ikke, da hun ikke havde lyst til at opsøge en anden engel, hvis der var mennesker tilstede. Så blev stående i skyggerne.

Rose gik med forsigtige skridt fremad og så sig omkring. Hun kom tættere på englen, kunne hun mærke. Hun kunne oss mærke mennesket komme nærmere. Det gjorde Rose lidt usikker da hun ikke kunne lide at mærke et menneskes tilstedeværelse, men ikke kunne se dem. Hun rystede mentalt på hovedet af sig selv og fortsatte fremad i søgen på den anden engel og kom hurtigt til en stor plads og kunne mærke englen tæt, men mennesket endnu tættere.

Wilhelm eksisterede nærmest ikke, på den måde han sad helt stille på, uden at trække vejret optimalt. Han begyndte at kunne skimme Kala, med sin højst udsædvanlige påklædning. Hvilke mennesker gik med munkekutte, som man gjorde engang tilbage i middelalderen? Kala så ikke ud til hverken at være elver, varulv eller vampyr. Så kunne hun næsten kun være engel eller dæmon.

Da den anden engel begyndte at komme tættere på, trak Kala sig længere væk og ind i skyggerne. Hun fik et kort glimt af mennesket, som sad et ret overraskende sted. "Jæger" Mimede hun, af frygt for at blive hørt hvis hun bare hviskede.

Rose gik med hurtige skridt og så sig omkring. Hun kunne mærke englens og menneskets tilstedeværelse inde for synsvidde, men kunne dog ikke se nogen. Hun lod sit blik gå undersøgende omkring og så et lille glimt af mennesket og gik hurtigt et skridt tilbage. Det var en dusørjæger. "fuck" hviskede hun næsten lydløst til sig selv og håbede at han ikke havde hørt hende.

"Mnh" Lød det fra hans egen mund, da han pludselig så ind i Kalas øjne. Han rejste sig forsigtigt op, da han endnu ikke vidste, om hun havde fået færden af hvad han virkelig var. Han gemte pælen bag jakken stadigvæk, og stillede sig op af den stolpe han før havde gemt sig bag.
Nu kunne han også se Rose.
"Jeg går udfra i er kommet for at bede jeres sidste bønner?" Spurgte han stille, og tænkte ikke over om han lød skummel eller afslørede sig selv.

Kala prøvede at gemme sig bag en af stolperne, som stod nede i mørket. Hun hørte godt hans spørgsmål, men forholdt sig stille som graven. Så bange på dem begge to. Bange på dusørjægeren, fordi hun ikke ville dø og bange på englen fordi hun vidste at de højst sansynlig skulle dø.

Rose så over på dusørjægeren med et varsomt blik og så ikke det mindste bange ud. Hun kunne mærke et lille hånligt smil gå over hendes læber. De var jo to engle mod en dusørjæger. Rose så hurtigt over mod hvor fyren havde set. Rose kunne mærke at englen var omme bag en af stolperne og nægtede at blive bange og utilpas ved dusørjægerens spørgsmål. Hun så hurtigt op på fyren igen.

Wilhelm kiggede mellem dem begge, mens de bare stod og ikke svarede ham. Han havde nok heller ikke svaret til spørgsmålet selv, hvis han var engel og ville nu ikke tage nogen chancer.
Han rettede sig op fra væggen og afslørede sit våben og gik med fast og meget hurtige skridt mod Kala, der så ud til at være den mest skræmte. Det kunne måske også skræmme Rose, hvis hun så sin medengel dø foran hende.

Kala rystede hurtigt, kort på hovedet. Bed sig hårdt i underlæben, da det gik op for hende at dusørjægeren var på vej hen i mod hende og ikke den anden engel. *Tænkt, forhelvede Kala, TÆNK!* Tænkte hun. Pludselig opstod der en kraftig vind inde i kirken. Hun sendte den mod jægeren, så han ville falde eller glide et par meter tilbage.
Hurtigt fik hun smidt sin munkekutte og beredt sine vinger. Fløj så op til loftet, hvor hun ville være i nogenlunde sikkerhed.

Rose betragtede dusørjægeren da han gik over mod Kala og følte sig bekymret, men vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det var beroligende da Kala havde brugt sin evne mod ham og havde fløjet i sikkerhed. Roses blik havde fulgt Kala op til loftet og var glad for at hun var i nogenlunde sikkerhed og så så hurtigt ned på dusørjægeren igen.

Wilhelm havde ikke regnet med at englen var i stand til at handle når hun virkede så skræmt, og faldt derfor let af hendes angreb og faldt bagom. Han knugede hænderne og kæmpede sig på benene igen, da han så, at hun var fløjet op.
"Et eller andet tidspunkt bliver du træt af at flyve, min tøs" sagde han lavt, efterfulgt af en pirret latter.

"Måske" I stemmede hun og smilede svagt. "Men så holder luften mig bare på vingerne" Sagde hun roligt og håbede at den anden engel snart ville gøre hende selskab oppe ved loftet. Det var alt for farligt at være dernede sammen med jægeren.

Rose så på jægeren "Tjah! Så er du jo lidt uheldig at der jo sår'n set er to engle. To engle og en dig. Vi har evner. Og det har du ikke" sagde hun og ville ikke lade jægeren komme i nærheden af Kala og hende selv. Hun smilte hånligt og trak hurtigt sine vinger frem og begyndte at baske med dem for at komme op til Kala.

Wilhelm så op efter Rose, der joinede Kala alt for hurtigt til at han kunne stoppe det. Han så irriteret op efter hende. "Jeg er trænet til den slags" Svarede han hende og gik ind i midten af gulvet, mens han kiggede op imod dem "Jeg er formentligt den bedste og muligvis den eneste dusørjæger her i byen, der er kvalificeret til den slags opgaver".

Kala sendte hurtigt englen et smil, men hendes blik var fuld af rædsel og angst for deres liv. "Giver vampyre og dæmoner ikke bedre i løn?" Spurgte hun jægeren, med had og vrede i stemmen.

Rose så på Kala med et lille opmuntrende smil og ville ikke have at hun skulle være bange for dusørjægeren. Hun smilte hånligt ned til ham "Ja.. Gå ud og fang dæmoner og vampyre! Vi engle er da ikke særlig sjove" sagde hun og prøvede på at få ham overtalt til at lade dem være.

Han havde ikke tænkt sig at lade dem slippe, for at have gået ind på hans sted. Desuden hadede hans familie engle så meget på grund af drabet på hans bror, at de kun blev mere glade for at få englene hjem. "Hvad jeg tjener på hvem og hvad, kommer ikke jer ved. Jeg mangler ikke penge" Svarede han "Men ved at i vimser så urefærdigt rundt deroppe, tirrer mig kun endnu mere til at få jer ned derfra".