Abaddon.

Tid: Ca kl 10 om aftenen
Sted: Hospitalet. Obduktions afdelingen
Vejr: Typisk November aften. Kolde blæst, dog uden regn.
Omgivelser: Som et hospital nu er?

Jessie gik ned af en af de lange hvide hospitalsgange, dybt optaget af en stor stak parpire hun holdte på den ene arm. Ind i mellem stoppede hun op og lavede små noter på parpirene, med en kuglepen hun holdte i den frie hånd. Hun havde netop fået et frisk lig fra et barslagsmål ind og skulle nu til at undersøge dødsårsagen. Endelig kom hun til den rigtige dør, og lukkede den fraværende op med den ene albue, mens hun hurtigt skimmede ned over parpirende. Døren gik i bag hende da hun var kommet ind og træt lagde hun parpirende fra sig på et hvidt skrivebord der stod der til det samme. Foran hende stod der en briks, med et hvidt lagn der dækkede kroppen under det. Efter en dyb indånding fiskede hun et par tunde briller med sort stel op af sin hvide hospitalskåbe og placerede dem på næsetippen, så løftede hun klædet af den slemt tilredte unge mand, der lå under lagnet. Han var højest 21 skød hun på. Han havde et slemt flosset sår på højre side af hovedt og noget der lignede at nogen havde prøvet at kvæle ham med en line af en eller anden art og et stort brandsår på venstre arm. Fra den anden lomme i kåben trak hun et par gummihansker op, trak dem på og rettede lidt på brillerne. Et bord med skalpeller og andet obduktionsgrej stod ved siden af briksen, og hun tog en saks op og begyndte forsigtigt at klippe den unge mands lettere flosset trøje op. Det var en forvasked iron-maiden t-shirt, og hun kunne nu bedre forstå hvorfor den ikke var blevet fjernet af dem der bragte ham ind. Stoffet så ud til at sidde fast i det størknede blod fra flere knivstik i maven. *Hvorfor altid i maven* Tænkte hun for sig selv. Når hun skar ham op nu ville der højst sandsynligt være et eller andet meget slimet der var gået i stykker inden i ham. Hun sukkede stille og klippede videre.

De kolde mørke gange på hospitalet, den evige tynde luft, og ikke mindst den typiske duft af aften kaffe som hang i luften, var de grunde at Rafael havde valgt en aftenvagt på denne stille og fredfyldte aften, Han holdt meget af freden, og nydelsen ved at kunne være ham selv, her i det stille mørke. Rafael gik meget i hans egne tanker, og bevæbnet med en kop kaffe i den højre hånd, og alt andet end det påkrævet hospital tøj på kroppen, var han helt klar på at gå igang med hans vagt. Rafaels afdøde brors kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på Rafael store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema, og på fødderne havde han nogen store britiske militær støvler. Rafael havde fået at vide, der ville være en ny praktikant her på hospitalet, han håbet ikke at støde ind i ham eller hende, for de nye han havde mødt, var alle sammen så selvsikker, men kunne intet, og når man arbjeder på et hospital, var det en dårlig blanding, og selvom han ikke vidste om den nye praktikant var anderledes, valgte han at bedømme ham eller hende som dårlig. Rafael drak lidt af sin kaffe, og så en dør der kom lys ud fra, gennem sprækerne under døren. Rafael begyndte at gå derned imod, med hans store militær støvler, som kom som en stille torden ned af de mørke gange.

Jessie blev endelig ferdig med at klippe trøjen op og begyndte at frigøre den fra sårende. Hun vidste egentlig ikke helt hvorfor hun havde valgt dette job, men når man vidste man skulle leve i bogstavelig talt en evighed, gjaldt det om at være lidt kreativ. Hun var næsten ferdig med sin uddannelse og hun havde fået lov at blive på hospitalet efter den afsluttende prøve. Dybt koncentreret i arbejdet skubbede hun igen sine briller længere op på næsen, lagde slet ikke mærke til lydene ude på gangen. Efter at have fjernet trøjen helt, gik hun hen og satte sig på stolen, og tog brillerne af. Med et lille suk gned hun øjnene og strækte sig på stolen. *So not sexy* Tænkte hun træt og begyndte igen af bladre sine parpire igennem. En stor træng til en kop kaffe begyndte at anige sig ind på hende, men selv om der var en automat lige om hjørnet blev hun nød til at gøre arbejdet ferdigt. Forsigtigt fik hun sine ømme fødder ud af de stilletter hun normalt arbejdede i, så hun nu havde bare fødder. Efter et par minutter på stolen e´rejste hun sig igen og gik hen for at begynde den etenlige obduktion. Hun fik fat i den største skalpel og begyndte med et langt lige snit ned over brystet, til cirka ned til navlen, hvor efter hun skar to snit ned til hver hofte. Med en hvis væmmelse holdte hun sig for næsen. Hvor længe havde han været død egentlig? Hendes vampyr lugtesans gavnede hende bestemt ikke her.