hjem kære søster //Vinja//

D: Lørdag.
T: kl12:00 den 20 november.
S: Akumas lejlighed.
V: Overskyet.
O: meget rodet.

Påklædning: bar overkrop og joggingbukser.

Selvom klokken nu var 12 så var Akuma først lige vågnet.
Han var lige flyttet ind i en lejlighed med sin søster og han sov på deres sofa mens hun fik en seng inde i soveværelset.
Godt nok var det ikke den bedste sofa men Akuma sov som en sten i den.
Han var jo vandt til det mørke og kolde kloarkgulv. Men det var ikke stedet for en lille pige så han var tvunget til at købe en lejlighed så hun kunne bo under ordentlige forhold. Men Akuma klagede ikke. Han havde aldrig sovet så godt i sit liv.
Akuma lå og strækede sig så han kunne vågne ordentligt.
Han kikkede mod døren til soveværelset.
"Vinja? Er du oppe?" spurgte han og ventede på svar.

Vinja åbnede døren da han sagde hendes navn, hun havde sin natkjole på, hun behøvede ikke at skjule hendes horn der hjemme, hun løb hen til ham og kravlede op i sofaen til ham, hun satte sig på hans maven"Godmorgen storebror"sagde hun, hun smilede lidt"Sulten?"spurgte hun og kiggede på hende, de havde jo samme far, men han så Akuma for mere og hende som en eller anden genstand som bare kan smides væk bagefter, men hun prøvede på ikke at tænke på det, men det eneste hun endelig bare skulle var at hjælpe sin bror ikke andet, huhn havde ikke fået andet af vide

Akuma blev lidt overrasket da der havnede en lille pige på hans mave.
"Jammen godmorgen søs har du sovet godt?" sagde han smilende.
Han så på den lille skabning.
*Det er utroligt at hun bare er lavet af ild...* tænkte han.
"Jo en lille smule sulten er man vel altid" sagde han og smilede.

hun gik ned igen"har sovet fint"sagde hun, hun fandt ham noget at spise, hun gav ham det og spiste ikke noget selv
men hvorfor skulle hun også det, hun var jo næsten lige blevet skabt
hun kende jo ikke til så mange ting og så var hun jo også bare lavet af ild
hun var jo ikke rigtigt nogle rigtig person lige hendes storebror var, men hun smilede bare lidt til ham

Akuma tog imod maden og spiste det.
"Tak skal du have" sagde han og rejste sig op.
Han tog sine militærstøvler på.
"Kom tag noget tøj på vi skal udenfor" sagde han og gik over til døren.

"okay"sagde hun og gik ind på værelset og tog noget andet tøj på
hun kom så ud til ham igen"sådan der storebror"sagde hun
hun havde sin hvide hætte trøje på og hætten over sine horn
hun gik udenfor, hun ville gerne være en person lige som Akuma
men det ville nok aldrig ske for hende

Akuma gik ud til hende og låste døren.
"Godt så lad os komme afsted" sagde han og tog hende op på ryggen og foldede sine store vinger ud.
"Hold godt fast" sagde han kort.
Så lettede han fra jorden og fløj op i himlen.
De var nu oppe over skyerne og Akuma tog den med ro.
"Nyder du udsigten?" spurgte han.

hun holde fast som han sagde hun skulle
hun sagde ikke noget til turen, af en eller anden grund
var hun bange for højter, men det ville hun jo ikke sige til ham
"Aku er jeg bare en brik i fars spil?"spurgte hun
hun viste det ikke selv, men efter hun havde spurgt efter det
fik hun smerter i hovedet, hvor de kom fra viste hun ikke.

Akuma fløj landte nede på en græsmark.
Han havde tænkt over spørgsmålet og satte hende på jorden.
Han satte sig på hug og så hende i øjnene.
"Det var sikkert hans plan til at starte med..." han holdte en kort pause og så ned i jorden.
Han så hende i øjnene igen.
"Men det var jeg også til at starte med" sagde han og smilede.
"Og nu har jeg fundet mit eget liv som er uden for vores fars plan" sagde han opmuntreene.
"... Vi skal bare finde dit liv... Og din specielle evne" sagde han smilende.

hun gik en lille smule væk fra ham da han sagde han også troede hun bare var en brik
"men far vil ikke give mig lov til det, Aku jeg er kun din hjælper, det var det jeg fik af vide"sagde hun, hun kiggede på ham, hun var bare en som skulle hjælpe ham intet, hun kiggede på ham med sine røde øjne"du ved godt hvad jeg er lavet af, jeg bliver aldrig til noget"sagde hun og satte sig ned

Akuma sukkede.
"Hvem tager sig af hvad han siger?" sagde han.
"Og far råber også beskeder fra helvede til mig hvis jeg ikke gør hvad min misson siger... Men jeg vælger at ignorere ham hvis jeg ikke gider... Jeg fortsætter dog med at lave kaos her på øen fordi jeg syndes det er sjovt" sagde han og prøvede at få hende til at smile.
"Du skal bare gøre det du syndes er sjovt" sagde han og smilede til hende.

hun så på ham"hvad er sjov?"spurgte hun, han skulle jo se på at hun ikke rigtigt var nogle person, hun kende ikke til det med sjovt og sådan"vil du ikke lære mig det Aku?"spurgte hun, hun rejste sig op og gik hen til ham"Aku...hvorfor syntes far endelig at du skulle havde en hjælper?"spurgte hun, hun stillede mange spørgsmål til ham, men det var jo fordi hun ikke kende svarene til dem og ville gerne vide det

Akuma rejste sig op.
Det var et svært spørgsmål hun kom med.
"Jo sjov er noget som du kan lide at gøre..." sagde han og kikkede rundt.
"Øh det som jeg syndes er sjovt er at sætte ild til ting" sagde han da han fik øje på et træ.
Han tog sin lighter og sin mono-cocktail frem.
"Du ved godt hvad ild er ikke?" spurgte han og tændte sin lighter.
"Det her syndes jeg er sjovt..." sagde han og satte ild til sin mono-cocktail og kastede den over på træet.
Der udbrød en lille brand i træet men den bredte sig ikke da der ikke var noget der kunne brænde i nærheden af det.
"Hæhæhæhæ..." grinte han lidt og betragtede ilden i træet.

hun så lidt på ham"storebror ved du hvad min evne den er, hvis jeg da har en?"Spurgte hun
og igen kommer med alle de der spørgsmål, hun gik lidt hen til ilden, hun var ikke bange for den hvorfor skulle hun også det, hendes far havde lavet hende ud af det, hun så ind i ilden, hun smilede så, hun så hen på sin storebror, hun løb hen til ham og hoppede på ham, hun prøvede at vælte ham, men det virkede ikke så godt for hende

Akuma stod og tænkte over spørgsmålet så han havde ikke regnet med at blive væltet omkuld.
Han lod sig godt nok falde for at gøre Vinja glad.
"Hey!" sagde han højt og kikkede på hende med et grin på læben.
Han tog fat i hende og begyndte at kilde hende.
"Du skal da ikke vælte mig" sagde han med en drillesyg stemme.
Han stoppede igen og satte sig op.
"Måske har din evne noget med ild at gøre" sagde han roligt.
"Prøv at tænke på ild og se hvad der sker" sagde han.

hun begynde at grine da han kildede hende, hun flyttede sig fra ham"jeg kan da prøve"sagde hun
hun lukkede øjne og prøvede at tænke på ilden
men det gik ikke så godt, hun åbnede øjne"Aku jeg kan ikke rigtigt"sagde hun
hun kiggede på ham, hun satte sig hen til ham, hun kiggede op på ham, hun havde stadigvæk sin hætte på hovedet

Akuma sukkede lidt.
"Prøv igen og sammentiedig tænk på dine hænder" sagde han og klappede hende hovedet.
"Du skal bare koncentrere dig lidt mere og huske det er en del af dig" sagde han og så forventningsfuldt på hende.

hun prøvede så igen og denne her gang, kom der nogle meget meget små ild kugler i hendes hænder, de var ikke større end et tændstikhoved, hun kiggede på dem og smilede glad, hun kiggede hen på Akuma, men da hun kiggede ned på sine hænder var de væk"øv det gik lige så godt"sagde hun, hun kiggede på ham"kan vi lave noget andet?"spurgte hun

Akuma lagde sig ned på græsset og kikkede op i himlen.
"Det skal du nok få lært det kræver bare øvelse" sagde han.
Han lukkede øjnene i et par sekunder.
"Vi kan godt lave noget andet... Hvad har du løst til?" spurgte han og kikkede op på skyerne.

hun satte sig på hans mave"må jeg godt få en is?"spurgte hun, hun havde da lært en lille smule , hun kiggede ned på ham, hun ventede på hans svar"Aku skal jeg være lige så ond som dig?"spurgte hun og kiggede på ham, hun prikkede ham lidt på kinden, imens hun ventede på svar

Akuma åbnede øjnene og kikkede på hende.
"Du behøver ikke være lige så ond som mig hvis du ikke har løst..." han satte sig op.
"Og husk at uanset hvad du vælger vil jeg altid beskytte dig du skal bare kalde på mig så vil jeg være der med det samme" sagde han og smilede til hende.

hun kiggede ned på ham"men hvad vil far ikke sige og hvad vil han da ikke gøre ved mig"sagde hun, hun lagede sig ned på ham"Aku jeg er bange for ham"sagde hun, hun var bange for deres far, hun var jo slet ikke som han nok gerne ville havde hun skulle være, hun var bange for at komme og hente og lave hende til ild igen

Akuma tog hænderne rundt om hende for at trøste hende.
"Han vil nok have at du skal være ond... Men derfor skal du ikke være bange for ham" sagde han.
"Når du først er blevet til en levede skabning på jorden så vil han ikke kunne udslette dig da han ikke kan gøre dig noget heroppe." sagde han beroligene.
"Desuden er det dig der bestemmer over dit liv..." sagde han og satte sig op med hende i armene.

hun kiggede på ham"er du sikker på det, jeg vil ikke være ild igen, det er så kedeligt"sagde hun, hun lagede hovedet ind til ham, hun sad godt hos ham, hun kiggede op på ham"må jeg så få en is nu?"spurgte hun, det var bare eller anden underlig kommentar hun kom med, men hun havde jo spurgt ham før og der havde han ikke sagt noget til det

Akuma så ned på hende.
"Ja det er jeg sikker på" sagde han og spredte sine vinger.
"Og ja du må gerne få en is" sagde han og begyndte at flyve mod byen igen.
De landte på fortovet hvor han tog hende i hånden og fulgte hende over til den nærmeste isbil.
"Hvilken slags vil du have?" spurgte han da de stod foran bilen.