There is no, saying no to possibilities - Madeleine

Sted: Markedspladsen.
Omgivelser: Masser af mennesker og væsner i jakker, halsterklæder og huer. Boder der er igang med at pynte op til jul, julepynt, og travlhed.
Vejr: Overskyet, det kunne trække op til sne? Temmelig koldt.
Tid: 17:34

Mats spadserede ned af de farverige gader. Det var knap nok december endnu, men butikkerne havde allerede taget på vej og pyntet op over det hele, med julemænd, og julekæder, og juletilbud og jeg skal komme efter dig!
Han smilede for sig selv, og skuttede sig i sin sorte frakke. Det var nu også blevet køligt, så måske var de ikke så langt fra julestemningen... selv var han dog ikke kommet så langt endnu, julestemningen havde knap nok rørt ham. Han gik vant ned af en smallere gyde. Han forsøgte at huske hvor den butik lå som han skulle ind i.. Han stoppede op og grublede før han kom i tanker om aat han skulle videre ned af endnu to gyder. Han satte igang og mærkede vinden bide lidt i ansigtet, og ruske ham i håret. Han drejede ned af endnu to gyder.. ok han var måske ikke så van til markedspladsen som han havde troet om sig selv, for han følte sig temmelig forvirret efterhånden. Han fik endelig øje på det lille skilt, med en rødlig lysende font skrevet henover. Han blev pludselig en smule pinlig over sig selv, det var jo en.... sprutforretning, og hvis nogen han kendte så ham, ville de sikkert tænke noget helt forkert. Han trak kraven på jakken op og skjulte dermed sit ansigt en lille smule. Han skyndte sig ind i forretningen og kom ud efter lidt tid med en sort pose i den ene hånd. Han begyndte at gå igen, dreje... dreje... Hvor i alverden var han? Han stoppede op og så sig lidt om, med en vis undren...

Madeleine viste at der var flest væsner nede på markeds pladsen, så derfor havde hun ikke sin medhjælper med sig i dag. Hun orkede ikke lige at have en i hælene på sig hele dagen, i dag ville hun bare rigtig gerne have noget luft. Hun strakte kort sine arme midt på markeds pladsen og passede på med ikke at ramme en eller anden. Hun sukkede kort og kløede sig kort i nakken. Hun hadede julen.. Eller det hun hadede ved den, var at hun ikke kunne se alt den fine jule pynt, hun blev altid så ked af det, når hendes medhjælper pyntede hendes lejlighed op med pynt, for hun kunne jo ikke rigtig få noget glæde ud af det. Lige nu overvejede Madeleine lidt at gå et andet sted hen, hvor hun nok kunne få lidt mere ud af dagen. Indtil hun mærkede efter med sin evne og underligt nok, fandt hendes evne et væsen som ikke kunne finde rundt. Væsnet var ret langt væk, så Madeleine fik kort hovedpine og tog sig til hovedet. Dog tog hun sig lidt sammen og tænkte at hun nok lige kunne tjekke det ud, hvis det var. Hun undrede sig lidt over hvad personen mon lavede eller havde lavet, siden vedkommende ikke kunne finde rundt til sidst. Hun smilede lidt for sig selv, for lidt sødt var det vel?. Hun gik igennem nogle gyder, med intet tegn på væsnet. Hun kløede sig kort på bindet for øjnene og gik videre, indtil hun fandt væsnet. Madeleine stoppede brat op og rystede kort, lugten af dæmon svævede i luften og lige nu fortrød hun at hun havde begivet sig ind i gyderne. Hun stod et stykke væk fra væsnet, men nok til at ane ham og lagde sine arme rundt om sig selv.

Mats gik lidt omkring, og endte hele tiden med at komme tilbage til udgangspunktet.. hvordan kunne det henne? Han gik jo den samme vej tilbage, som han var gået... årh hvor var det dog forvirrende. Han sukkede stille og kørte en hånd gennem det mørkebrune halvstride hår. Han så sig lidt om.. det duftede som om der var sne i luften.. det kunne meget vel være sandt, det havde været råkoldt siden morgenstunden, og det havde ikke regnet overhovedet..måske var det blot sjap, og tø sne... men sne, det lugtede der i hvertfald af. Han stoppede op midt i en bevægelse, og hans næsefløje bevægede sig svagt mens han vejrede.. snusede langsomt ind.. luften var gået fra frostagtig og sprød, til sødlig..
Han vendte sig om og fik øje på en pige. Hun stod helt stille, nærmest som om hun ventede på et eller andet.. det var næsten ligefør hun så skræmt ud. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende, mens han langsomt trak vejret dybt, og forsøgte at greje den sødlige duft.. engel? Han smilede svagt "Goddag" sagde han så, og betragtede det hvide stof som hun havde om sine øjne.. hvad skulle det til for? Hans nysgerrighed blev øjeblikkeligt vakt.. han ville gerne.. spørge hende, men han vidste også at der var en vis etisk måde at føre en samtale.. hvis det havde været en anden dæmon havde han måske ikke tænkt så grundigt over det men... en engel... Hans diametrale modpart.. så spændene.

Madeleine var så heldig at dæmonen hele tiden rørte på sig, så hun bedre kunne se ham. Så hvis ikke det havde været fordi at hun lige fik et glimt af at dæmonen smilede, var hun nok løbet sin vej igen. Hun havde stadig sine arme omkring sig, trods sin lange sorte tætsiddende jakke, så det lignede at hun prøvede at holde varmen. Hendes sorte jakke, fik hende til at se næsten hvid ud, fordi hendes blonde hår også hang løst omkring hendes ansigt. Madeleine stod i lidt tid og overvejede situationen, men sukkede så diskret og rettede sig op, så hun ikke stod og hang. "Goddag.. Kan du ikke finde rundt?" spurgte hun forsigtigt, dog stille, men højt nok til at han godt kunne høre hende, dæmoner havde jo næsten en ligeså god hørelse som en vampyr. Et enkelt vindstød ramte Madeleine og fik hendes hår til at blafre vildt omkring sig i et kort øjeblik, men hun stod bare stadig helt stille. Hun ville ikke lave nogle pludselige bevægelser, indtil hun var helt sikker på at dæmonen ikke var fjendtligt indstillet. Dog virkede det indtil videre, som om han var ganske rolig, men man kunne jo aldrig vide sig sikker med en dæmon. Nogen var værre end andre. Man kunne svagt høre jule stemningen fra markeds pladsen, utroligt så langt væk de alligevel var fra alting. Men hvis der skete noget, så kunne hun jo altid bruge sin evne, det var jo ikke ligefrem fordi hun var en svag engel. Madeleine tog kort sin hånd op igen og kløede sig på bindet for øjnene, det var begyndt at irritere hende en smule. Men hun måtte vente til hun kom hjem, før hun kunne tage det af.