Take my breath away...

Procella strakte sig dovent og gabte så det knagede i kæben. Den uvante fornemmelse af silke mod hendes hud, fik hende til at ønske at slange sig som en kat af fryd på sengen. Han var overalt på hende. Hendes øjne gled over kroppen ved siden af hende i sengen. Betragtede hvordan brystkassen hævede og sænkede sig roligt. Ikke fordi han egentlig havde behov for det. Hun gik ud fra at han på et ubevidst plan vidste at det freakede hende ud når han ikke forsøgte at have en smule menneskelighed. Hendes krop summede træt og tilfreds, fuld af en efterglød hun ville kunne leve højt på længe. Procella rakte ud. Hendes fingerspidser strejfede fjerlet det varme maveskind hvorunder hans muskler var markerede.

...i wish i could...stay...give you...everything...someday i want you to take it...someday...

Procella trak langsomt og med synkende hjerte hånden til sig. Hun betragtede Wicks ansigt. Længe. Blikket flakkede til det lille display på væggen. 4 om morgenen? Hun havde været i en anden verden i flere timer. En verden af dyre kjoler, mad og vin til svimlende priser. Blomster.

"...why cant you be more than just a dream..."

Mumlede hun fortrydeligt. Der var en bitter undertone i hendes lette hvisken. Hun trak sig bagud i sengen og samlede det ene sengedække omkring sin krop. Hendes skulder var øm. Hun tænkte kort tilbage. Jo...det var ikke fordi hun havde taget hensyn til den. Der havde været andre ting der havde været mere vigtige end skuldre der for nyligt havde været smadret mod gravsten og trukket af led.

Hendes fodballer fik kontakt med gulvet da hun lydløst prøvede at lempe sig ud af sengen. Hun spejdede rundt på gulvet. Hvor var hendes tøj blevet af i kampens hede? En ikke helt billig bh lå halvt flænset på gulvet. Hun samlede den op med et suk. Wick havde egentlig været civilseret nok. Han havde nærmest opført sig som var hun en gave der skulle pakkes op. Det havde været hendes egen utålmodighed der havde fået bugt med hende til sidst.

...no controle...god...im so freaking embarrassing...

Hun sukkede og strøg en hånd gennem håret og skar ansigt da hendes fingre stødte på knuder der ikke havde noget at gøre med de natlige vintervinde på øerne. Hun opførte sig som et barn med en lagkage. Fik tilbudt et stykke, og åd hele lortet når mor vendte ryggen til. Hun vendte hovedet og så tilbage på Wick. Hvis han var hendes kage, var han i det mindste god kage.

Maybe i can have seconds?

Hun tøvede et øjeblik. At tænke tanken var fristende. At søge tilbage til sengens varme. Hendes hud krøb allerede af fryd ved tanken om hvordan det ville føles at krybe ind til ham

Stop it...just...just leave...

Hun hævede sig op på fodballerne igen og prøvede at liste sig gennem rummet uden at forstyrre den sovende mand bag hende

Kunne han spille menneske længe nok til at lade hende gå?

Wicked lyttede dovent til den blide lyd af silke imod hud, da Procella skubbede sig ud til kanten af sengen. Gjorde sig umage med at tage dybe og jævne vejrtrækninger, der hver gang bragte duften af hende med sig. Hendes hud havde været næsten lige så blød som de sorte lagener, men han havde altid fundet silke koldt.

Procella var varm.

Det overraskede ham ikke, at hun allerede forsøgte at stikke af. Det stak ubehageligt i brystet. Havde hun efterladt mærker der? Han undersøgte stille sin krop, uden at bevæge sig. Der var et par svidende rifter nedover ryggen og lænden. Han bevægede sig lydløst og strammede med vilje huden for at vække den dumpe smerte igen, nød den viden der lå gemt bag dem.

Han åbnede forsigtigt øjnene en milimeter, fangede et glimt af hendes bare ryg, da hun smuttede blusen over hovedet. Lejligheden var stille, men ikke helt mørk. Den lå for højt over byen, til at lyd eller lys fra gaden nåede op, men det svage genskær fra reklame-skilte skabte et behageligt tusmørke i det lille soveværelse. Procella bøjede sig forover og hans jævne vejrtrækninger haltede ved udsynet.

Der var et næsten perfekt tandsat på den bløde del af hendes højre inderlår og han overvejede distraheret hvornår han havde givet hende det. Wicked nød at mærke sine ejendele, men han huskede ikke særligt mange detaljer fra de sidste par timer, udover tilfredsstillelsen af at have hende under sig og omkring sig. Bare tanken sendte et chok langs hans ryggrad.

"Sneaking out without a word, Lauren?"

Hans stemme var tydelig, men lavmælt, nærmest blid.

Der gik et ryk gennem hendes krop og hun snurrede rundt per refleks

CRAP!

"I...I thought you where...sleeping..."

Svarede hun en smule tamt. Et øjeblik afvæbnet

"...kinda stupid i guess..."

Hun slog blikket ned og nærmest trådte sig selv over fødderne

"im not trying to...your not...Wick...what the hell are we doing here?"

Hun så op på ham med et suk. Det var halvt opgivende, og halvt spørgende. Hun tog et halvt skridt tilbage mod sengen og stoppede så op igen. Hendes blik gled til det store vindue

I give it 3 hours...4 tops. Sunrise...and then im not alone anymore...

Uden at tænke over det begyndte en dyb knurren at rumle i hendes hals ved tanken. Stiletten i hendes hånd blev kylet mod væggen med en så stor kraft at der faktisk kom en lille bule hvor den smadrede ind i den. De øjne der havde været bløde og ravgyldne, var nu skarpt rovdyrgule og flammede

I warned you, brother.

Hans mørke øjne fulgte langsomt turen stiletten havde taget, som om den havde efterladt et synligt spor i luften. Det markerede ansigt forblev afslappet, selvom de mørke øjenbryn trak sig overvejende sammen.

Wicked kendte Procella, primært fordi han kendte hendes baggrund, havde været omkring hende længe og vænnet sig til det underlige handlingsmønster hun fulgte.

Det betød ikke at han forstod hende, eller hendes måde og tænke på, og nogle reaktioner var ofte en lige så stor gåde for ham, som ethvert andet menneske ville være.

Of course, she isn't fully human, so that adds to some of the irrationality.

Wicked ignorerede den tørre, indre stemme og vendte blikket tilbage imod Procella.

"I was quite certain you wouldn't have wanted to have sex in the middle of the restaurant. This seemed a very suitable alternative."

Han hævede armene og flettede fingrene bag nakken, rettede kroppen en smule mere imod hende. Silkelagnet over hans lænd gled en anelse længere ned.

Procella blottede sine tænder af ham i en snerren

"Your are so freaking funny it hurts!"

Snappede hun arrigt af ham. Og fortrød det mere eller mindre med det samme.

"Come on...you know what i mean...why did you let me do this?"

Hun gned sig i panden og hendes knurren blev dybere

Is gonna hurt so bad...im gonna get punished...so hard...goddamnit...

Hun blev kort distraheret af bevægelsen i sengen og så tilbage på Wick. Hun måtte synke begæret efter ham der rejste sig i hende.

"..you know...sometimes you are such an ass..."

Blikket i hendes øjne var forpint og samtidig stadig rasende. Det var en meget mystisk blanding

Han vinklede med vilje kroppen en smule mere, lod lagnet glide faretruende lavt og smilede af, hvordan hendes øjne fulgte bevægelsen.

"I only take what you give me. Isn't that how it's always been?"

Wicked smilede og de spidse, hvide tænder fangede det svage lys i et cheshire grin. Han strakte sig dovent, en bevægelse der syntes at få alle musklerne i hans krop til at danse.

"And afterwards, you always remember what a monster I am, and you go running."

Han satte sig op, skubbede sig væk fra sengen og lod lagnet falde, tog et par skridt hen imod hende.

"Hardly fair, is it?"

Det var så forfærdeligt svært at tage hensyn til hendes menneskelige vrede, når mindet om hvordan hendes krop havde givet efter overfor ham stadig var så friskt i hans hukommelse. Han stoppede med en håndsbredde imellem dem, hans ansigt i skygger, det eneste genskær i det hvide omkring de mørke øjne.

"Maybe I am, but right now, I'm much more interested in yours.."

Hviskede han tirrende, lænede sig frem og lod læberne glide let henover hendes hals.

Hun åd ham med blikket. Lyst og længsel brændte om kap med vreden i hendes blik. Hun havde lyst til at slå ham. Fjerne det dovne arrogante grin

"Some would call me a monster too you know....Equal children play best..."

Hendes stemme var blevet en smule hæs. Hun tog et halvt skridt bagud da han rejste sig og gik hende i møde.

"F-fair? You dont play fair anyway...why should i be the only one playing nice?"

Hendes hjerte begyndte at hamre hårdt i hendes bryst igen. Så tæt på...

...i hate you..."

Hviskede hun og hovedet glide en smule ud til siden så hans læber kunne finde bedre vej på hendes hud. Den anden stilet ramte gulvet med et klonk da hun en smule desperat greb fat om livet på ham og trak deres kroppe ind mod hinanden. Hun satte let de skarpe tænder i hans skulder, i et halvt kys, halvt bid. En undertrykt lyd underslap hende. Det kunne godt lyde som et halvt undertrykt hulk...hvis man bildte sig ind at Procella kunne græde. Eller ville tillade sig det.

Hans arme lagde sig rundt om hendes talje, trak hende tættere ind imod ham. Han blev altid lige overrasket over hvor lille hun var, hvor perfekt hun passede ind i hulrummet under hans arm. Der var så meget liv i hende, så meget energi når hun bevægede sig eller talte, at det var nemt at overse hendes egentlige størrelse. Hans brystkasse rumlede let af latter.

"My little, gentle slayer. You wouldn't know how to be a monster, but you can be just as cruel as the best of them."

Hans stemme var blid og lidt mumlende, hans mund begravet i hendes hår, mens en hånd løb kærtegnende op og ned af hendes ryg.

"Are you going to leave my bed cold again? Am I going to have to wait another three years for you to show mercy on me?"

Han kastede hovedet tilbage ved følelsen af hendes tænder imod hans hud, udbrød en mellemting mellem et råb og et støn. Hans vejtrækning eksploderede, da forvirrede nervebaner fik smerten til at vække den tidligere nydelse tilbage. De muskuløse hænder greb hendes lår, løftede hende op og foldede hendes ben omkring ham. Musklerne strammede sig, summede af at blive tilbageholdt, mens han klyngede sig til hende uden at knuse hende. Det tog et langt øjeblik, før han trak vejret dybt og slappede af igen, trak hovedet en smule tilbage for at finde hendes øjne.

"You hate that you love me. There's a difference."

Hans stemme var hæs, doven og tilfreds som en mæt kat. Han lo stille igen, og hans brystkasse vibrerede, som om han også havde arvet opdaget evnen til at spinde.

Procella gispede halvt af forskrækkelse da han så let som ingenting hev hende op til sig. Villigt snoede hun benene omkring ham og spændte i lårene for at holde sig fast

"...Wick...i never really left in the first place...Cheap imitations cant meas...dont talk about mercy...you hold randsoms with the best of them...you never let me go...and i cant let go of you...just...please..."

Hun trak vejret skælvende og lagde sin pande mod hans uden at slippe det ulmende blik som hun vidste kun var for hende.

"Shut up...love...hate...there is no difference. Pain and pleasure. Sex and death. Just kill me a little bit...make me forget"

Tiggede hun og borede neglende ind i hans ryg. Hun hadede at han lo af hende.

..the problem is...he is right on...i hate it! I hate him! I fucking hate you...bastard...monster...

Hun trykkede brutalt sine læber mod hans for at kvæle hans latter

"You don't believe that. But since you ask so nicely.."

Neglene i hans hud fik ham til at bøje ryggen bagover, en lav knurren i hans hals da han gengældte kysset. Kropsdele presset imellem dem begyndte at røre på sig. Han vendte sig brat imod sengen, slap sit greb og lod hende falde tilbage på lagnerne. Han var over hende hurtigere end øjet kunne følge, mere end villig til at få hende til at glemme den næste time.



Sengen lignede en slagmark.

Wicked gispede efter vejret og faldt tilbage på de iturevne lagner. Det var sjældent han følte sig fysisk udmattet og fuldt tilfredstillet uden at adskillige mennesker havde ladet livet, men med kvinden ved siden af ham var alting muligt. Hans højre hånd faldt tilfældigt på Procella's mave, men kærtegnede et øjeblik efter huden med en fjerlet bevægelse. Han dæmpede sit eget hamrende hjerteslag, lyttede efter pulsen under hans hånd og fulgte den rundt i hendes krop. De to instinkter var svære at adskille, men han havde altid følt, at sex med Procella var langt at foretrække fra at rive hende fra hinanden. Det ville være et spild, selvom tanken var ophidsende.

Han hævede hovedet, kastede et blik ned af de slanke ben og fandt det bidemærke han havde sat, på det modsatte inderlår denne gang, med et tilfredst smil. Hans egen brystkasse var dækket af friske, blodige mærker.

"You've made such a mess of me."

Hans tone var lavmælt og drillende.

Procellas bryst hævede og sænkede sig i hurtig rytme. Hendes hud var let glinsende af fugt. Wick var lige så umættelig som hun selv. Nok mere på lang sigt, men hun havde været mere end villig til at stille hans tørst og forsøge at slukke sin egen. Hun lukkede øjnene da han kørte fingrende ned over hendes maveskind. Hendes muskler trak sig let sammen under berøring af fryd. Hvordan kunne en dræber være så uendeligt blid?

"Stop being a wuss...you are the biter"

Drillede hun mæt tilbage. Der var et lille fredfyldt smil om hendes læber og blikket der gled over ham var noget nær et kærtegn. Hun rullede langsomt om på siden så hun havde front mod ham. Hendes skulder begyndte at dunke svagt. Hun sukkede halvt i mild irritation over den, men også over synet foran hende.

"Did I...hrm...does it hurt?"

Der var en lille tænksom rynke i hendes pande. Hun var ikke helt klar over om et menneske kunne tåle den behandling hun udsatte Wick for.

...are we a match made in heaven...or hell?

Hun satte sig langsomt op i sengen og så sig rundt. Hvor meget var hun skyld i? Hvor meget var Wick?

"Wick...tell me i didnt...i dont wanner break you..."

Hun havde prøvet at slå ham ihjel mange gange. Det her var bare hverken måden eller tidspunktet. Faktisk værnede hun om denne deres nat. Hun ømmede sig let og hendes blik gled fra Wicks bryst og ned af sine lår. Hun hævede et øjenbryn og så lidt anklagende på dæmonen i sengen

"Both of them? Its gonna be a bitch wearing leather for at least a few weeks. You are so considerate "

Mumlede hun syrligt. Efter en pludselig indskydelse rakte hun ud og lod fingerspidserne glide ned over hans bryst og mave for at se hvor meget der var overfladisk svineri og hvor meget der var skadet. Hun gøs svagt nu hvor hendes hjerteslag var ved at dale, og den lette sved på hendes hud begyndte at køle hende ned. Blikket gled til displayet igen 05:39

...2 hours to breakfast...maybe 1 till sunrise...i dont wanner go...

Der var så meget hun ville sige. Og ord var bare ikke nok. Hun så fra vinduet til Wick og hendes blik blev forpint igen.

Wicked kunne ikke holde en dyb latter tilbage, men der var en ubehagelig undertone denne gang. Han var i høj grad en der bed, men han havde holdt sig tilbage med hende. I de sjældne tilfælde hvor han havde taget et menneske ind i sin seng, havde han ikke holdt sig fra at tage en blodig bid som grande finale. Og en anden og en tredje når skrigene blev for meget.

Han mødte hendes øjne da hun vinklede sig imod ham. Der var i det mindste en positiv side ved de ødelagte lagner. Mennesker havde en underlig trang til at dække sig, men nu kunne nyde linjerne af hendes krop uden besvær. Det tog ham et øjeblik at følge hendes tankegang, følge hendes blik til hans bryst.

Mennesker og deres mærkværdige spørgsmål.

Wicked sendte hende sit sardoniske smil. Han havde ladet hende sætte mærkerne på ham. Hvis han ikke havde ønsket dem, kunne han have holdt hende fra det. Mennesker havde en interessant holdning til smerte. For ham var det bare endnu en funktion af den krop han beboede. Et tilføjet sanseindtryk, på samme måde som nydelse.

Han kastede et mere undersøgende blik på rifterne, følte efter hvor dybe de var.

"If I were human, I would have been very damaged. I would have needed stitches."

Ordet stitches rullede en smule da han sagde og han smilede fornøjet over at huske en så menneskelig procedure. Hendes næste kommentar fik ham imidlertid til at rynke panden. Han snøftede afvisende.

"I'm not human. I'm daemon."

Wicked så hånligt på hende og hævede armen fra hende, så han kunne flette fingrene bag sin nakke, støtte sit hoved mens han betragtede hende. Det var en tåbelig kommentar og han gjorde hende en tjeneste og ignorerede den, til fordel for at beundre det matchende sæt bidemærker sammen med hende.

"What an utter shame. I suppose I'll be seeing you in more skirts, then? To avoid the discomfort, of course. If I had known you would be forced to put aside your charming leather-outfit, I would have taken more care.

Wicked blottede endnu et cheshire-grin af hende og så ikke det mindste angrende ud. Da hun rakte ud imod ham, bevægede han sig opfordrende under hendes berøring, skubbede fingrene lidt hårdere imod de åbne sår. Hans krop vred sig ind i en umenneskelig stilling på resterne af lagnerne, muskler spændt udover hvad kroppen burde kunne. Overvældet af fornemmelsen lukkede han øjnene, faldt tilbage imod madrassen og sukkede tilfredst.

She could kill you in this moment, brother, and you would never see it coming.

Han sukkede af den indre stemme, der afbrød hans efterglød og åbnede øjnene igen, fandt hendes ansigt. Han nåede lige at se hendes blik strejfe de små digitale tal og sukkede, mindre tilfredst denne gang.

"Go on, lover. There'll be other nights. I think I'll stick around for a bit, since you seem a little less inclined to kill me than I'd thought."

Han smilede selvsikkert og løftede dovent en hånd, for at pege imod en af dørene ud fra soveværelset.

"Though you might want to take a shower first. I'm not the only one who's ended up a bit messy. Of course, it might not be strange for your associates to see you covered in daemon-blood."

Der var ingen anklage i hans ord, den sidste sætning tilføjet nærmere som en eftertanke. Medfølelse over for sin egen race var en menneskelig opfindelse. Han havde ingen særlig sympati med andre dæmoner, udover at godtage dem som højerestående væsener imellem andre racer. Og hvis de lod sig dræbe af menneskelige dusørjægere, havde de mere end fortjent deres skæbne. Han lod de mørke øjne glide over hendes krop, smilede indbydende.

"Perhaps I should join you?"

Procella krympede sig svagt. Stitches. Hun skar en grimasse.

"And you say im gentle? What human could love me? I would kill the poor sucker"

Hendes stemme var stille og bitter. Det grin igen. Hun havde virkelig lyst til at slå ham. Slå ham til han holdt med at få hende til at føle sig ubetydelig og dum. Hun prøvede jo! Hun prøvede at vise ham at hun havde savnet ham, at hun...og han var stadig den samme. Det var ikke hans skyld. Det var hendes egen.

Procella fulgte hans pegen. Det var mere eller mindre et glasrum op til soveværelset. Blærerøv. Fint. Så kunne han vel få et lille show ud af det. Hun så ned på ham i sengen. Hendes blik var lukket og ansigtet ulæsligt.

"Suit yourself...i dont think you need an invitation to go anywhere"

Hun dappede ud i glasrummet og lod fingrene glide rundt på kromet og bagvæggen af sort gnistrende marmor. Omgivelserne passede til ham. Hun tændte vandet og stillede sig ind under det med lukkede øjne, imens hun ind i mellem gispede et par mundfulde luft til sig. Luft der var sødet med Wick. Det gjorde næsten ondt i hendes bryst nu.

Under vandet slog hun armene om sig selv og vendte halvt ryggen til ham. Det lange hår blev skyllet ned over hendes kinder, men hun kunne alligevel mærke en varme dér, der intet havde at gøre med bruserens regnskovskaskader

Han lod en lavmælt latter følge hende ud i badet, lænede sig tilbage i sengen og rakte ud efter en lille, sort mobil-telefon. Selvom han - for det meste - forsøgte at følge hendes menneskelige tankegang, var der situationer hvor han ikke kunne kontrollere sin natur. Hvor han ikke havde nogle intentioner om at kontrollere sin natur.

Han ventede kun længe nok, til at han mente vandet ville overdøve ham, før de slanke fingre tastede et nummer. Den dybe stemme havde pludselig en tyk, engelsk accent, hans tone munter og jovial - en mærkelig kombination med det uændrede ansigtsudtryk.

"Hello Stanley. Yes, yes I know. Listen, I've had the exquisite pleasure of running into your lovely Miss Blaise, and it seems that she's being a little too daring in the research-department. I'd hate to see you struggling against a lawsuit. Yes, you know how she can get. Would you handle it, please? I know, no insurance that she'll listen. I'll appreciate the attempt, at least. Lovely. Thank you Stanley."

Wicked klappede mobilen sammen og kiggede overvejende på den et langt øjeblik, før de mørke øjne langsomt gled over imod den gennemsigtige skillevæg ind til badeværelset. Betragtede dampen der duggede glasset og de svage konturer af hendes krop, før han skubbede sig fri af lagnerne og lydløst fulgte hende.

Hans fingre gled blidt henover hendes skuldre, før han trådte helt ind imellem de to glas-plader og draperede sig selv omkring hende. Hænderne gled ned for at hvile om hendes talje og trække hende tilbage imod hans bryst. Varmen fra vandet generede ham ikke, selvom han vidste at graderne nok var mere end hvad et almindeligt menneske ville synes var behageligt.

"Your tantrums are a little difficult to handle, lover."

Mumlede han lavmælt ind i hendes øre, gned næsen igennem det våde hår for at finde hendes lugt.

Procella havde godt hørt hans stemme på afstand. Vandet havde druknet andet end hendes opfangen af stemmen. Hvem talte han med? Roomservice? Nu? Hun stak hele hovedet under vandet og vendte ansigtet op mod strålerne imens hun holdt vejret. Det var nok mest derfor han havde held med at snige sig ind på hende, og rent faktisk gøre hende oprigtigt forskrækket et øjeblik. Hendes vejtrækning eksploderede i en kraftig udånding og et kraftigt spjæt der gik gennem hende.

Goddamnit! You wanner kill me?! I almost had a heart-attack!

Hun skulle lige til at vende sig og begynde at skælde ud da hans hænder lagde sig på hendes vandvarme hud og hun blev trukket ind mod hans bryst. Hun lagde nakken tilbage og lukkede øjnene med et lille suk.

"Well...you never liked easy did you? I thought I kept your attention because you need to be on your toes...if I where ordinary...wouldn't you get...bored?"

Spurgte hun med et lille smil i stemmen. Hun vendte rundt under vandet, og formåede på en eller anden måde at holde deres kroppe tæt i berøring imens. Hun så op i hans øjne et langt øjeblik. Så gled hendes øjne ned af hans bryst. Betragtede hvordan rifter og flænger blev vasket rene. Hun førte munden til en overfladisk flænge og kyssede den halvt imens hun lod tungen glide blidt langs det. Hendes øjne søgte hans igen.

"im a lot of things...but it would be a shame to call me ordinary...i hope..."

Hendes blik var ulæseligt, men der var et lille skævt smil om hendes læber. Den lille ægte slags der markerede hendes smilehuller og gav hendes ansigt et særegent præg som så få fik lov at se.

Wickeds brystkasse rumlede svagt af undertrykt latter over hendes reaktion, selvom han forsøgte at aflede hendes opmærksomhed ved at glide hænderne kærtegnende henover hendes mave.

"Is a part of your attraction your ever-troubling temper? Possibly. Though I think you're underestimating your charms, if you think the challenge is all I care about."

Han løsnede sit greb en smule, men gav ikke slip, lod hende dreje sig rundt imod ham med armene låst omkring hende. De mørke øjne mødte hendes i øjeblikket før hun sænkede ansigtet til hans bryst. Et svagt fornøjet glimt blev hurtigt mørkere, mere intenst da hendes læber fandt kanten af et sår. Da hendes tunge fandt det blotlagte kød, gispede han og hævede en hånd til hendes nakke, pressede hendes ansigt blidt og opfordrende ind imod ham. En kuldegysning fik ham til at lukke øjnene, læne hovedet tilbage imod glasset, hans læber var halvt adskilte. De mørke øjne var dybe huller under de halvt sænkede øjenlåg, da han så ned på hende igen. Hendes ansigtsudtryk sendte endnu et lille chok igennem ham og han rystede på hovedet, latter i hans stemme.

"Enough, enough."

Han slap sit greb på hende, kæmpede imod muskler der af refleks ville skubbe hende væk med for meget styrke. Hans ansigt forvredet af indtrykket fra hans sanser, før han fik sig selv under kontrol og rakte ud efter sæben med afmålte bevægelser. Drejede den lille klump rundt og rundt, indtil skummet dækkede hans hænder. Vendte hænderne imod hende og begyndte at sæbe hendes ryg ind.

"You're far from ordinary. Though I've yet to find out why. What makes you so different?"

Mumlede han overvejende, nærmere for sig selv end hende, mens hans ene hånd gled under hendes hage, strakte en enkelt finger for at løfte hendes ansigt imod hans. Han betragtede hende, en let rynke på hans pande, som om han kunne finde svaret på sine spørgsmål i hendes øjne.

Hendes smil blev en smule bredere. Hun nød at hun kunne få ham til at miste selvkrontrol, men var også samtidig klar over at det var en farlig leg at lege med ham. Hvis den gik for langt var det ligegyldigt at hun var stærkere og hurtigere end et menneske. Det ville ikke gøre nogen forskel. Det var den evige flirten med den styrke og fare der lå gemt i ham som var en del af det hun ikke kunne give slip på. Sammen med ham kunne hun være svag. Hvis hun tillod sig det. Hun var ikke skrøbelig, men hun ville aldrig have det fysiske overtag. Kun i den udstrækning han tillod det. Med mindre hun brugte hjælpemidler.

Magic...it should be your only danger...so why...

Hun lod fingerspidserne glide hen over hans bryst og det ar der løb over det. Hendes brændemærkning af ham. Stempel? Selvom det var en skade så skæmmede det ham ikke. På en måde føltes det beroligende at hun kunne se sine spor på ham. Hun havde sine egne. Da han begyndte at sæbe hendes ryg ind pressede hun sig let mod ham og brummede dybt i halsen af nydelse. Sæben skummede svagt i de nye smårifter

"I dont know...i dont even know what i am..."

Hviskede hun og betragtede hans ansigt da hans mimik udstrålede den undren og undersøgelse der også var at finde i hans blik

"..but you know parts of it...of me...of...her..."

Hun havde lyst til at strække sig op mod hans mund og fange den. I stedet brød hun blikket og trak hagen let til sig. Hun lagde kinden ind mod hans bryst

"They drugged her...she is gonna wake soon...she is getting so...strong..."

Hun lagde armene om livet på ham med knusende styrke og klamrede sig til ham

"I dont want to leave...i wanner stay..."

Hendes stemme var blevet en smule hæs. Hun vendte hovedet og gned panden hårdt mod hans bryst. Hvis hun pressede hårdt nok, kunne hun så mætte sine sanser med ham? Holde på mindet? Bare en stund? Hun var ikke parat til at give slip på ham. Hun ængtes efter at høre sit navn på hans læber igen. Det havde berørt hende mere end hun havde ville indrømme. Hun havde ikke været Reaper. Ikke Procella.

Den svage undren over, hvor hurtigt hun kunne skifte imellem at være stærk og bidsk til blid og eftergivende greb ham stadig, særligt når de havde været væk fra hinanden længe. Hvis han kun havde kendt til hende igennem hvad han hørte om hende fra sine kilder, ville han aldrig have gættet at det var den samme kvinde, der pressede sig ind imod ham nu.

"Do you know why? Any change since your last visit? I suspect the doctors keep you informed, yes?"

Hans hænder fortsætte med at glide henover hendes hud, masserede fraværende langs hendes rygrad fra skulder til lænd, igen og igen indtil der ikke var det mindste spor af sæbe tilbage.

"She's different from you, you're different from her. Two people, not one. You shouldn't let your guilt allow her control over you."

Mumlede han lavmælt, den dybe stemme blidere end den før havde været, næsten hypnotisk monoton. De var på usikker grund nu, emner der før havde fået hende til at eksplodere. Fingrene der gled henover arret på hans brystkasse fik ham til at stivne umærkeligt, holdt vejret et sekund længere før han åndede ud. Det var en af de eneste gange, hans meget lange eksistens havde været tæt på at blive kvalt - og en af de eneste minder han havde af smerte mere overvældende end selv han kunne finde nydelse i.

Wicked skubbede mindet væk, fokuserede på Procella igen. Han havde ikke noget svar at give hende. Selvom han ønskede at han kunne beholde hende, var det ikke muligt. De var to magneter der konstant trak imod hinanden, men ændrede poler så snart de kom tæt nok på.

Procella skottede op da han holdt vejret

"Nothing for sure...the more they drug her...the more she uses me. They are still chasing tails about skitzofrenia"

Hans hænder fik hendes til at slappe af. Hans stemme lullede hende ind i en døs. Underneden blev hun mere og mere spændt. Som en flitsbue.

"She..uhm...she made me..."

Procella bed sig i læben og så op på ham. Ville det ændre noget?

"...I...killed someone...a human...she pushed me...but i did it...how does that not make me a monster Wick? Im becoming more and more my rep. Im starting to live as Reaper, not as me...and i was fine about it...then you come along and screw everything up...reminding me of..."

Procella bed tænderne sammen

Why cant you just kill me...just get it over with...

Hendes hænder gled bort fra ham. Hun opgav sit knusende tag i ham. Den ene hånd søgte til hendes hofte. Det sære mærke. Hun knurrede lavmælt

I dont wanner be a thread in some divine carpetdesign. No one owns me! Not even her!

"Humans."

Hans tone fortalte tydeligt, hvor lavt han rangerede mennesker og deres bortforklaringer af det overnaturlige. Hendes tøven fik ham til at trække hovedet lidt tilbage, finde hendes ansigt med de mørke øjne. Et langt øjeblik forsøgte han at tyde hendes udtryk, passe det sammen med tidligere øjeblikke med hende. Hvad hun havde gjort generede hende tydeligvis, men han kunne ikke finde en grund. Medmindre..

"Humans kill each other daily, without the faintest sign of regret."

Hans læber strakte sig i drømmende smil, de mørke øjne fjerne, mens hans krop reagerede på minderne om følelsen af, at rive en modstander eller bytte fra hinanden, bid for bid.

"I enjoy killing. Did you enjoy it?"

Wickeds stemme var mere animeret da han talte igen, en svag understrøm af ophidselse, som en lav summen af elektricitet midt i den dybe tone. Det tog et øjeblik før han fokuserede på hende igen, rystede sanse-erindringen væk, med et kast af hovedet der sendte vanddråbe rundt i kabinen.

"I've never experienced you kill without a reason, even if I rarely understand why you feel obligated."

Tanken om at hans opdukken medførte en pludselig opvågning af hendes samvittighed, fik det sardoniske smil tilbage på hans ansigt. The Wicked Truth som nogens samvittighed? Det var næsten for morsomt, på en grusom måde. Han rakte ud og lagde sin hånd over hendes, flettede deres fingre indtil han kunne nå mærket med fingerspidserne, før han bøjede sig frem og for at se op under det mørke hår.

"You will always be Lauren to me. Not Reaper. Is it so bad that I remind you of that?"

Der gik en kraftig skælven igennem hendes krop da hun hørte sit navn på hans læber.

"Dont be cruel...not to me..."

Hviskede hun

"I didnt want this. I never asked for it. I never asked for you...you are my cruel joke...love kills...but this is almost ridiculous"

Hun lod sigende sine frie hånd glide hen over hans bryst for at understrege hvad hun mente, samtidig med at hendes krop forrådte hendes ord, ved at flette sine fingre dybere ind i hans

"Do you love Wick? I know i fascinate you...but can you feel love? Can you be heartbroken? If you can, you know that someone is have a bloody laugh at me"

Hun frigjorde sig med et ryk fra ham. Det kom for tæt på. Hendes øjne flammede op i raseri.

"Yes i enjoyed it! I took his life, and i was just about it! God help me i felt pride! He was weak! Stupid! Using a gun without silencer?! On a vampire?! Not even cooled in holy water! Yes i killed him! He deserved it! He was too stupid for his own good! You know...he was fucking drunk! Shot her in the back! She drank him before i took his goddamn life!"

Procella hamrede sin næve ind mod den sorte marmorvæg. Stenen gav en lille sprød lyd fra sig og en papirtynd revne flugtede sig langs den indskruede chrome.

"ungh...."

Procella stønnede lavmælt da hendes unaturligt hurtigt helbredte ringfinger, der endnu var skrøbelig efter mødet med Victoria, atter brækkede

...fuck! crap! shit! That was a damn fucking stupid thing to do!

Hun holdt varsomt om hånden med den raske og kneb sine øjne sammen

Wicked rystede på hovedet, lod sin tunge løbe henover hendes læber og trak sit hoved tilbage. Han sendte hende det lille smil, der sagde at hun opførte sig fjollet i hans øjne.

"Did you drag it out? Did you take pleasure in his pain? I don't think so. I'll bet.. "

Han tav, trak øjeblikket lidt ud mens han rullede smagen af hende rundt i munden.

".. that it was a mercy-killing. Am I right?"

Wicked rakte en hånd ud, slukkede for vandet og trådte ud af glas-kassen. Et øjeblik efter var han tilbage, et sort håndklæde om livet og et større i hænderne, som han lagde rundt om hende. De store hænder frotterede hendes krop, forsigtig med at undgå hendes finger, som om hun var et barn han lige havde badet. Efter et øjeblik løftede han hende og satte sig på kanten af det store badekar, foldede hende i sit skød og pakkede alt andet end armen med den brækkede finger omhyggeligt ind i det store badehåndklæde.

"What is truly bothering you, lover?"

Hans fingre lukkede sig forsigtigt om hendes arm, holdt hånden op hvor han kunne se fingeren bedre.

"This was broken recently. And I thought I saw you wince when you supported yourself on this shoulder. Did the 'vampire' you mentioned do this?"

"Nooo...stop it...it wasnt like that..."

Protesterede hun mod hans mund

"It was quick...3 bullets to the chest...i even gave him salvation afterwards...the whole shabangs...im so stupid..."

Mumlede hun og lagde hovedet mod Wicks skulder

"Yeah...well...kinda...she broke my finger..."

Hun rødmede

"I uhm...i kinda...tripped? Dislocated my shoulder on a tombstone...i swear to god if you laugh ill break your nose"

Truede hun, og virkede ret pinlig over indrømmelsen

"I dont have a clue...but Micha..."

Der gik en trækning over hendes ansigt

"She remembers all this freaky stuff that dont make any sense...she knew her name. That she came from Ireland...like...dad..."

Hendes hånd dirrede let. Hun skævede til den. Fingeren var begyndt at svulme op i andet led og begyndt at blive blålilla.

"You're sentimental. It's a peculiar quality."

Wicked rystede på hovedet, uforstående overfor hvorfor nogle mumlede ord over en død krop skulle gøre en forskel. De mørke øjne ulmede et øjeblik ved hendes næste kommentar, og han betragtede hende alvorligt, virkede ikke det mindste på kanten af at gengive den rumlende latter.

"Of course you did. No one but you could trip and dislocate their shoulder."

Han hævedet et mørkt øjenbryn, holdt hendes blik et par sekunder, men lod kommentaren blive ved det, før hans opmærksomhed vendte tilbage til vampyren.

"Describe her to me."

Hans hånd støttede stadig hendes albue, holdt hånden lidt højere end hun selv ville have gjrot, selvom han ikke virkede til at bemærke det længere. Et menneske ville blive træt, opbygge mælkesyre i musklerne. Wicked lod til at have glemt alt om hans egen akavet-udstrakte arm, på samme måde som den brækkede finger ikke i sig selv interessede ham, efter han havde konstateret at skaden ikke var livstruende.

"I can't give you an answer about that. Though I've heard of something that might.. "

Hans stemme flød tænktsomt ud, mens han overvejede implikationerne af den viden søsteren havde afsløret.

Procella fnøs let

"Im trying to save my so-called immortal soul...is that the same thing? Thank god for sunday-church...they knew about her too. The vampire i mean...they actually threw me out. Didnt want me to make a mess...im such a freaking lapdog...They tell me to jump and i wag my tail and ask how high..."

Procella fangede Wicks blik og hun skulede surt

Now what the hell is that supposed to mean...thanks a lot...

Hun kløede sig let i panden med den fri hånd og skævede til den udstrakte. Hendes hånd begyndte at dirre kraftigere og det var ikke kun den dumpe smerte i hånden

Is he gonna let go anytime soon?

"Red hair. Looks like a teen. Green eyes. Fair skin. Slender build. Can do freaky stuff with the wind...eats blood from bags"

Hun måtte synke den lette galde der steg op i hendes mund da lugtmindet fra skoven kom tilbage. Lugten af billig vodka fra den døde jæger, krudtslam, blod, våd skovbund. Procella sank krampagtigt.

"Red witch. She called her the red witch...Please let go...you are starting to hurt me..."

Hun trak prøvende i sin arm. Havde hun stukket morfin i håndtasken? Hun kunne ikke huske det? Hvor var den overhoved?