The days last breath - Andrei

Tid: 27 marts kl. 19.45
Vejr: Forårssol, næsten vindstille, lettere lunt. Solen er på vej ned.
Omgivelser: Næsten tomt, få børn tilbage. En enkelt går forbi i færd med at lufte sin hund.
Beklædning: Et par let løse baggybukser i blå. De sidder tæt om bage men løst om benene. En stramssiddende sandfarvet tanktop, en lang sort uldfrakke og slidte militærstøvler.

Solen var på vej ned. Den røde flotte farve sås i horisonten. Den gik hurtigt ned heroppe i det canadiske. Om få minutter ville her være helt mørkt udover lyset fra gadelamperne. Vinden blæste blidt i det milde forårsvejr. Snart ville nattens væsner vågne.
Solen gik ned, alt åndede fred og ro.

En ung kvinde stod på et gadehjørne og holdt øje med legepladsen. Hun stod afslappet lænet op ad muren, men hendes blik var overalt og øjnene var alvorlige. Håret var sat op i en stram fletning, og vinden legede let med den ned af hendes slanke ryg. Armene var lagt over kors, med hænderne gemt væk inde under jakkens folder.
Hun ventede.

To børn legede tilbage på pladsen. Det havde været sent ude den sidste uge, det vidste hun, hun havde længe holdt øje med stedet. Hun havde afventet på, hvornår han skulle dukke op. Perverse vampyr, der kun jagtede børn. Der var noget vulgært og klamt over det - som om vampyrer i sig selv ikke var nok - så skulle det nu gå ud over børn!

En overnaturligt smuk, ung mand kom gående.
Ham.
Han gik hen og begyndte at snakke med børnene, stort smilende.
Klamt.

Lydløst tog den unge kvinde et kort, lettere buet sværd ud fra en anordning på ryggen. Hun holdt det modsat, så bladet løb ned langs armen. På bladet var der ingraveret noget på latin.
In nomine et virtute Domini Nostri Jesu Christi
Med den anden hånd tog hun en flaske ud af lommen. Hun bed hurtigt proppen af den, stadig med blikket rettet mod de to børn og vampyren ved gyngerne.
Hun gik nu frem. Hurtigt. Lydløst.

"Childen. Go home. Now..!"

Hvislede hun strengt til dem, og de løb forskrækkede deres vej. I samme nu kastede kvinden vand over vampyrer, som allerede rasede frem mod hende, vred over at få taget sit bytte fra sig. Den stoppede midt i et hop, da vandet ramte den, og den skreg af smerte. Huden begyndte nærmest at boble væk på de berørte områder.

"You're dead!"

Rasede vampyren og styrtede igen blodtørstigt frem mod hende, blind af vrede.
Kvinden trådte hurtigt et skridt til side og lod i samme bevægelse sværdet ramme vampyren over brystbenet. Den skreg igen. Sværdet var velsignet.
Den vendte hurtigt rundt, hurtigere end kvinden kunne nå at reagere og sprang over hende.
I et forsøg på at beskytte sig selv skærmede kvinden med armen, hvor sværdet lå ned langs. Men ikke hurtigt nok.