En nat med lidt sjov (Procella)

Den lille lejlighed, var bare en blandt et større sted, fuld af en masse små huse der var spredt ud mellem nogle træer.
Hans lå i udkanten af dem alle, omgivet af træer, hvilket gjorde at nysgerrige folk, ikke kunne kigge ind...I hvert fald ikke uden at komme helt hen til huset.
Huset bestod af en lille entre, køkken og stue, som gled ud i et. Et toilet. Et soveværelse.
Og til sidst en sidedør af glas, som første ud til den lille terrasse.
Stuen bestod af en sofa, et sofa bord, en lænestol, et tv, et spisebord med 4 stole til, en lille reol med bøger og små genstande.
Soveværelset af en dobbeltseng, et skab med tøj, nogle skuffer.

Zean sukkede dybt, da de lå i dobbeltsengen.

Procella så op i loftet med et tilfreds og dovent smil. Hendes muskler var ømme langt langt inde, men det var den slags der ikke gjorde noget. Hun rullede ind til Zean og kyssede hans skulder udmattet og markede let med de skarpe tænder. Et lille kærligt bid, uden at bide hul. Hun havde vidst sat de mærker på ham hun skulle. Hun kvalte en klukken i halsen.

Thank god for demon-lovers....

Hun ville have flået ham fra hinanden hvis han havde været menneske. Tragisk et eller andet sted. Kun det hun havde viet sit liv til at dræbe, var modstandsdygtigt nok til at udholde hendes berøring og kærlighed.

"Hvis det er behandlingen man får her omkring, er turisme helt klart en niche jeg må udforske mere grundigt"

Mumlede hun dovent og med en varm summen i hele kroppen. Hun flettede sin ene ben ind i hans og snusede langsomt ind. Den krydrede duft. Skygger. Hun kunne ikke få nok af den duft. Den virkede berusende i sig selv.

Han lagde den ene arm om bag hende og holdt om hende på den måde. Han kyssede hende oven på hovedet.
Han havde valgt rigtigt, mange kvinder kunne man vælge...men kun få ville være så vilde når det virkelig gjaldt. Dette havde været en...forandring. Noget dejligt og vildt på samme tid.
Han strakte sig lidt og trak vejret dybt, nød øjeblikket, nød igen at have en liggende ved siden af sig.
"Hmmm..." en lang, tilfreds lyd.
"...Når man kommer her til helt frivilligt...Ved man aldrig hvad man får eller hvad der sker" smilte han og nussede hende med den arm der lå omkring hende.
"Jeg vil mene du har været heldig i aften..." ikke for at virke selvglad. Man han kunne lige så godt have været i et ødelæggende humør, eller hun kunne være ramlet ind i andre ballademagere.

//Hovs...der skulle have stået noget mere før...men det fik min computer vist ikke helt med... Eller rettere internettet, det hele gik lidt i stå^^//

Procella smilede skævt ind mod hans hud. Hun kunne lide fornemmelsen af armen omkring sig. Hvis hun lukkede øjnene og hengav sig, kunne hun måske endda glemme et øjeblik...

"Så er det godt jeg er en stor pige og spiller højt når det gælder...jeg vil påstå at held ikke var den eneste faktor det spillede ind"

Hun lod sin hånd glide ned over hans bryst og mave, og da hun langsomt lod den glide op igen satte hun neglene i på en lidt hårdhændet facon. Hun nød en mand. De var forskel på mænd og drenge. Mænd kunne hun nærmest få til at dyrke og tilbede de dyriske sider af sig. Drenge skulle holdes i hånden og blev skræmt. Dem skulle man være så forsigtig med, og Procella var ikke god til forsigtig. Bevares, ind i mellem var der brug for blid elskov og ikke dyrisk begær. Men elskov var noget andet. Det var farligt. Det var følelser.

Procella åbnede øjnene og sukkede. Smukt. Nu ødelagde hun sit eget humør. Hun gav hans hals et let kys før hun flettede sig ud af ham og lod fødderne glide ned på gulvet.

"Tørstig? Jeg kunne godt bruge noget at drikke?"

Hun gik med glidende bevægelser hen over gulvet - ganske ugenert over sin egen nøgenhed. Hun hvilede i sin krop. Der var igen den der panter-agtige ynde over hende. elegancen kom kun rigtigt til udtryk når hun bevægede sig hurtigt eller når hun gav slip i sengen med en partner. Nu var det kontrolleret balance og styrke der lå i hendes bevægelser. Dovne, smidige bevægelser der fik musklerne i lår og ryg til at spille under den olivenfarvede hud.

Den var skæmmet. Huden. Et utal af små ar lyste hvidligt hvor pigmenteringen var anerledes. For et øje der var trænet til at spotte den slags, ville det betragtende blik hurtigt tænke i våben eller bid. Procella selv så dem slet ikke mere, og når hun gjorde var det med stolthed. Hver eneste var en sejr. Et tegn på at *hun* havde overlevet sit bytte, og ikke omvendt.

Hun åbnede køleskabet og kiggede rundt.

"Har du lyst til en øl?"

Spurgte hun og så sig tilbage over skulderen

De fleste turde ikke bevæge sig gennem andres huse, det var jo et fremmed sted, og især ikke nøgen.
Han skjulte ikke at hans øjne gled over hendes krop.
Hvad kunne hun være? Måske en anden race han ikke lige havde hørt om? Eller også...var hendes menneskelige side bare stærkere og derfor ikek særlig meget der beviste om hun var det ene eller det andet.
Han lod blikket glide over nogle af hendes ar...Nogen af dem var svære at bedømme, men resten lignede en blanding mellem våben, tænder og kløer. Lige som mange andre ar han havde set hos folk eller selv havde.
Han havde dog færre end mange andre på hans alder, da han som regel bare gik ind i hovedet på folk og gjorde det af med dem på den måde.
Han gled selv ud af sengen, men modsat hende tog han sine bokseshorts på igen. Han gik ind gennem stuen og hen til køkkenet, stilte sig op af væggen med korslagte arme og så lidt på hende.
Han havde holdt sig fra alkohol så meget som muligt...Men efter bruddet med Dawn, var det gået den anden vej igen og han var begyndt at have forskelligt alkohol i huset igen.
"En øl lyder fint" Han så tænkende på hende et øjeblik. Hun nød sikkert at holde det hemmeligt...Men han kunne næsten ikke dy sig fra at spørge igen...
"Du har en del ar har jeg bemærket, både større og mindre...jeg siger ikke det er umuligt, men hvis du bare var et menneske, ville der nok være lidt færre...Hvad var det nu din anden side var?" spurgte han, en smule henkastet, i håb om det fik hende til at sige det.
Men det var nok en lille leg der ville blive ved...

Procellas tænder der var lidt for hvide og lidt for skarpe til et almindeligt menneske, blev blottet da hun sendte ham et bredt grin

"Oh come on loverboy. You gotta try harder than that"

Et eller andet sted synes hun egentlig det var lidt skægt at han var så interesseret i hende. Ikke at han var interesset i hende som sådan. Det var nok mere det milde hovedbrud hun udgjorde.

...keep em guessing moon-child...
- Explain to me again how sex with one demon is better than sex with the other?

Procella smilede smørret for sig selv. Stilheden i hendes hoved talte for sig selv. Hun vendte opmærksomheden fuldt mod Zean igen og hævede et øjenbryn. Ud over de rifter og bidmærker hun selv havde givet ham, så han ud som en mildere udgave af hende selv. Hun rakte en øl frem mod ham og tog samtidig en ud til sig selv.

"Hvis du er så interesseret i at dele krigshistorier, så kan du måske ligge ud med at fortælle mig hvorfor du ligner en der har leget wrestling med en kat...og tabt. Nattens prydsmærker undtaget. Dem tager jeg full credit for"

Hendes smil blev frækt og let provokerende, og blikket der gled over ham var momentært næsten...stolt...

Han grinte lidt og så lidt på hende, lod øjnene glide over hende.
"Noget for noget...hvis jeg fortæller om mig, fortæller du om dig?" spurgte han, for at være sikker på de havde en aftale.
Han fortalte normalt ikke om sig selv...ikke hvis han kunne undgå det og især ikke til folk han lige havde mødt...eller delt en seng med...
Faktisk var der kun en person på denne ø, som viste...en del om ham. vis ikke meget. Det var jo som man så på det. Og det var vel nok også hans egen skyld, men det var også Zeans, han blev så svag når folk pressede ham nok.
Tabt? Overhoved ikke...de første par slåskampe for mange hundrede år siden, ja. Men ikke dem han havde haft de sidste mange år, men det var nok ogse grundet hans evne...hvorfor risikere sit liv, når man har så gode chancer med sin evne?

Procella skruede kapslen af sin øl med et lidt vurderende udtryk. Hvis hun nu gav nogle små ligegyldige ting så kunne det vel ikke skade?

"Deal"

Hun tog en let tår af sin øl og gik tilbage til soveværelset, hvor hun trak nederdelen op over hofterne. Undertøj var ikke noget hun som regel besvarede sig med, med mindre hun gik i læder - der var noget med fugtig hud og læder der bare ikke var en fantastisk kombination. Men med nederdelen var det noget andet.

Hun holdt flasken mellem sine knæ imens hun smidigt lukkede bhen på ryggen. Det ville alligevel føles lidt underligt hvis hun skulle sidde og have en halvalvorlig samtale iført sin eva-kostume. Det kunne hun med Wick, men det var også noget andet.

Next time i see him, ill just kill him. It would be so much easier without him. Then im done thinking of him...for ever...

Procella sukkede da en iver der ikke var hendes egen, skyllede igennem hende.

...you dont have to be so freaking happy about it...

Procella så ud på Zean og løb fingrene gennem det lange hår som improviseret kam

"Ingen kat? Gardner? Har du haft intim kontakt med en kaktus?"

Nej, ingen dyr. Han havde overvejet det, men han orkede ikke helt ansvaret.
Han nikkede kort, otg og åbende sin øl og tog en tår af den.
"Well....Først vil jeg gerne indrømme, jeg er ikke den bedste til nærkamp...Men grunden er ikke at jeg ikke vil slås...grunder er min evne. Jeg kan gå ind i hovedet på folk og gøre hvad jeg vil f.eks. styre dem, påføre dem smerte...alt sådan noget. Derfor han jeg ingen grund til selv at komme til skade, jeg kan bare bruge min evne og se til fra afstand" han smilte lidt. Nogen syntes nok det var kedeligt eller en kujonagtig handling. Men han elskede det.

Procella tog en tår af sin øl og betragtede ham vurderende. Mon Micha ville lade ham gøre det? Hun tvivlede kraftigt på at Zean ville få andet end et gevaldigt los i sin mentale bagdel hvis han prøvede at trænge ind i hendes hoved. Det kunne godt være en smule overbefolket derinde ind i mellem.

Hun duppede let flasken mod sine læber før hun drak dybt af den. Det der med smerte var hun til gengæld ikke så begejstret for. Hvis hun besluttede sig for at prøve at slå ham ihjel, kunne det godt gå hen og blive lidt besværligt.

"Hm....i dont know. Is that fair? I mean...you are already a demon. So besides that humans does not stand a chance at all, you can also make them feel pain they dont even have"

Procella lagde hovedet på skrå og betragtede ham tænksomt

"I would actually have thought you liked a challenge. To work for...anything...isnt it...to easy? Boring?"

Procella gik helt over til Zean og lagde hovedet let tilbage så hun kunne se op i hans ansigt. Et lille smil spillede om hendes læber.

"you are a god amongst insecst. Dont swap them out. humans can be...entertaining..."

Hun lod sine fingre glide sigende ned af hans bryst og mave.

Der var det engelske igen. Det mindede ham om hans hjemland...Men det var alt for længe siden han havde været der.
Han grinte svagt og satte sin øl på køkkenbordet, mens han lod sin hånd glide ned over hendes skulder og ned af armen. En smule kølig.
"Well...Jeg ser mennesker som ren underholdning. Mad." han trak lidt på skuldrene.
"Jeg er ligeglade med dem. Hvorfor ikke bruge de evner man har? Mennesket vil alligevel gøre en ondt, hvis de først får lov" sagde han
"Og nej...Jeg finder det ikke kedeligt, først tog jeg det som øvelse, til at lære min evne og dem at kende...Men nu er det bare...legetøj. Lidt underholdning en gang i mellem" han tog sin øl igen og tog en tår.
"MEn nok om det...Er det ikke snart på tide du fortæller mig noget? F.eks. hvad din anden halvdel består af?" sagde han og så hende ind i øjnene for at finde et svar...de mærkværdige øjne...hvad kunne hun være?

Procella sukkede tungt og trak sig tilbage fra ham. Det var ærgelighed og begyndende vrede i de ravfarvede øjne.

"Geh...thanks a lot! First you screw me, and then you talk about humans as...as...take away sushi? Come on!"

Procella begyndte vredt at gå frem og tilbage i køkkenet

"Indifferent? Bullshit! If you didnt care you would not look like that!"

Hun lavede en op og ned bevægelse der omfattede hans menneskelige skikkelse

"I dont know what you look like, but that is NOT it. Whats your deal? Wings? Horns? Tail? Scail? Claws? Strange skincolor?"

Hun lagde hidsigt armene over kors og så tilbage på ham over skulderen

"You are no more a young man with playfull eyes and brown hair, than i am a bloody tourist! So of course you care! You just dont care about any of the men, children or women you eat, screw or kill. Witch is actually kind of sad if you think about it. You strive to be as human as you can be, but when push come to shove, you cant deny who you really are, and you dont even try to"

Hun begyndte arrigt at trampe mod sofaen, hvor hun svagt syntes at minde en kamp med at få de lange støvler af. Fandme nej om hun ville finde sig i at blive fornærmet på den måde. Blive omtalt som tag-selv-buffet og legetøj i samme sætning?! Der var grænser for hvor meget hun ville nedværdige sig selv.

Han forstod ikke helt hvad hun blev så sur over. Camille blev også sur når han omtalte mennesker på den måde. De glemte bare han ikke så dem som mennesker, blandingsracerne. Fordi de var halvt væsen, så han dem som helt væsen.
"Jeg snakker om de rene mennesker...Du er halvt menneske, bevars, men du er også halvt noget andet og derfor glemmer jeg hvor meget menneske sådan nogle som dig enlig er" sagde han roligt, lænede sig op af væggen med armene over kors, men virkede ellers rolig.
"Jeg ligner et menneske fordi jeg er født i denne skikkelse og fordi der en...hvad skal man kalde det...en hemmelig regl? Om at væsner skal skjule sig så meget som muligt" en ting han til hver dag grinte meget af. Hvad var ideen lige med det?
Hvordan han så ud som dæmon gad han slet ikek svare på. Men det inkluderede det hele: hale, anden hudfarve, horn, kløer, vinger, hugtænder...det hele. Men det var smertefuldt og krævede en del energi.
Han anede ikke om hun ville blive mere rolig af hvad han sagde eller om hun bare blev mere vred. Men det måtte hun så også selv om. Han havde sagt hvordan han så på det og så måtte hun acceptere det eller lade være.
Det værste der kunne ske var vel bare at hun gik...Selv om han enlig ikke havde lyst til hun gjorde det. Han havde endnu ikke fået svar på hendes spørgsmål og han...følte sig vel også en smule ensom til hverdag nu.

Sådan nogle som mig? Du ved ikke hvad jeg er!

"Jeg kender alt til de skide regler! Jeg lever af dem!"

Hun sprang op fra sofaen i arrigskab. Hun trampede hidsigt over til ham og stoppede først en håndsbredte fra ham. Hun skød kampberedt hagen frem og bare for at virke lidt mere frygtindgydende, løftede hun sig op på tær så hun bedre kunne se ind i hans øjne.

"Og når folk som dig mister deres selvkontrol. Når i bliver lidt for ligeglade. Lidt for sløsede. Så kommer jeg. Det er muligt jeg ikke er menneske udenpå, men jeg er det her!"

Hendes hånd hamrede ind i hendes bryst for at understrege at det var hendes hjerte hun talte om. Lige nu kunne hun flå ham. Hvordan kunne man være så arrogant? At se mennesker som børn. Uvidende stakler. Det kunne hun forholde sig til. Men at degradere dem til legetøj og fastfood. Det kunne hun slet ikke acceptere.

Hun måtte sænke sig ned på flad fod igen og lagde nakken en smule tilbage så hun kunne vedblive med at holde hans blik. Hvor hans højde før havde været en del af det der tændte hende, var det nu et kæmpe irritationsmoment. Hun følte sig lille. Hun var lille - men mentalt følte hun sig lille, og det var ikke en fornemmelse hun var komfortabel med.

Leonard forholdt sig roligt. Det havde han lært for længe siden, at sådan stod man stærkest. Sådan tænkte man mest klart. Hvad snakkede hun enlig om? At hun fjernede ligene fra folk der ikke selv gad det...eller hvad? Han kunne ikke rigtig regne den ud.
Han forstod stadig ikke hende vrede...det var jo ikke hende han så sådan på. Men alle andre mennesker. Han var nød til det. Elelrs ville han da bryde sammen, være psykisk ustabil resten af sit liv. Han kunne huske første gang han skulle tage en sjæl...det havde virkelig ikke været en fornøjelse! At se de bedende øjne, de øjne der lidt efter blev tomme uden han rigtig havde vist hvad der var sket...Det var der Zean var kommer til.
Med årene lærte man hvad der bedst kunne betale sig, for at overleve bedst muligt. nu holdt han op med at snakke om sin mad og om mennesker med folk, for alle reagerede ens. bortset fra andre dæmoner der forstod det.
"Fint nok" svarede han bare. Han stod stadig ved hvad han havde sagt før og hvis hun ikke gad acceptere det...så måtte det jo være sådan.
Faktisk havde han en frastødende...virkning på mange. kun Camille og få andre kunne klare hans selskab i længere tid. Men de droppede jo også dette emne.
Eller...Zean og dem...
Hvad der nok skulle irritere Procella mere, var at han ikke fandt hende skræmmende. det gjorde han sjældent, fandt noget skræmmende.

"Fint? Det er alt du har at sige? Fint?"

Procella var lamslået over manglen på reaktion, men viste det ikke. Hun havde mere eller mindre lige fortalt ham at hun levede af at slå hans slags ihjel...og hans respons var...fint?

Hun kunne til nøds forstå Wick. Han blev næsten som et rovdyr når lysten greb ham. Det kunne hun forklare. Ikke acceptere. Slet ikke undskylde. Men i det mindste forholdt han sig til hvad han gjorde. Den her form for passiv ligegyldighed trykkede på alle de forkerte knapper hos hende.

Give me a goddamn reaction!

Han så det. Den blanding af...følelser det nu gav når folk ikke fik en reaktion, noget de som regl forventede og mente der skulle være.
"Well...Ja...Fint. Jeg har fortalt dig hvordan jeg på det. Og at jeg ikke ser dig for helt så meget mennesker som du nok gør...Men hul i det...Jeg beklager intet jeg har sagt. Det er mit syn på det..." han så længe på hende for at bedømme hvor rolig hun enlig var. For de havde jo aftalt noget...
"Nå...Men hvis du ellers stå ved dine ord, så aftalte vi at jeg fortalte noget til gengæld for at du fortalte noget. Jeg behøver vist ikke spørge igen hvad det er jeg vil vide? Faktisk ganske lidt i forhold til hvad jeg selv har fortalt...vær nu bare glad for det..." sagde han.
Han viste at Camille havde svært ved at acceptere sin anden side...Havde Procella også det? Måske var det derfor hun ikke gad sige det...fordi hun enden var bange eller hadede sin anden side?

Procella blottede de lidt for skarpe tænder i en hidsig snerren og vendte rundt i et brus af mørkt hår

"Jeg ved ikke om det er dæmoner generelt der er langsomtopfattende eller om det er et personlighedstræk du dyrker, men jeg synes at mindes at have fortalt dig tidligere at jeg ikke kan svare på det spørgsmål! Spørg om noget andet!"

Hvæste hun og gik tilbage til sofaen som hun arrigt lod sig falde ned i. Hun havde jo faktisk lovet ham en slags samtale så hun kunne ikke bare skride. Hun trak med besvær læderstøvlerne på igen. Det gav hende nogle ekstra centimeter at løbe på og styrkede den falske følelser af selvtillid. Hun følte sig ikke helt så lille nu.

Egentlig havde hun ikke lyst til at gå. Hun ville skændes. Slås. Et eller andet. Hun vidste det ikke helt selv. Det var altid ekstremer med hende. Stor passion, stor vrede. Det var som om vægtskålen var gået i stykker på balancepunktet og enten overtippede den ene vej eller den anden vej.

Why do you keep thinking of him? You just had sex. Cant you get enough?
-Stop it...please...it hurts
I dont like him. I like this one
-Micha come on...its not that easy
Why dont you play nice with him again? You like the biting dont you?

Procella skar tænder og lagde hænderne over sine øre

Ikke kan?
"Ved du da ikke havd du selv er?" spurgte han lige ud og fjernede sig fra hvor han stod. Selv var han ikke så interesseret i at slås...det havde han aldrig været. Så på et punkt mindede han ikke helt om de andre dæmoner, der sprang på hvem som helst, selv vis de ingen grund havde. landsomfattende? Hun havde jo ikke helt sagt det på den måde...hun havde bare sagt hun ikke ville sige det. så det var da klart han pressede på.
Det var hans nysgerrighed om at vide det, der fik ham til at beholde hende der...ellers havde han nok bedt hende om at gå. Der var ingen grund til at holde en hysterisk kvinde i huset, det gav jo ikke ligefrem fred. Hvad naboerne så ville tænke, var ikke hans problem, de var jo van til der skete underlige ting her.
"Eller har du indgået en hemmelig aftale med dig selv eller noget? Selv om du nok langt fra stoler p åmig, kan jeg godt lade være med at sige det videre..." sådan havde det næsten været med Camille. Hun var i fare hvis man sagde det videre...Hvorfor sammelignede han hende altid med Camille?
*fordi de begge er blandingracer* Sandt.
*Og opføre sig som mennesker...Hvis jeg havde haft valget mellem at dyrke min menneskelige side eller min anden side, så...* nok! Han havde ikke brug for at tænke det. Så han fik Zean til at tie stille.
Selv opførte han sig som om deres...mindre diskussion om mennesker aldrig var sket.

Procella smækkede fødderne op på det lille sofabord. De stålforstærkede såler klonkede let mod træet. Hun lagde armene over kors og så mørkt ud i luften

"so what if i dont...dosnt make me more of a freak than you"

Eller gjorde det? Det var ikke en rar tanke. Hun så ned på sine underarme på den latinske skrift. Truth. Justice. Kunne man være retfærdig hvis man ikke kendte sandheden?

Moon-child? I think he likes you. Hi likes that you are firetempered. But if you dont behave he wont play much longer.
- Cant you just leave me alone? Micha i dont want this! And its beyond creepy that you are watching me getting naked with a freaking demon! Stop it!
- Do you want me to kill him moon-child?
NO! i dont want you to do anything! I like to make my own decisions! And you are making it hard!

Der kom en lidt børnefornærmet stilhed i hendes hoved

"Hey...Zean...get over here..."

Det var halvt en ordre, og halvt en invitation

Det engelske begyndte efterhånden at gå ham på.
Han blev stående, selv om det også, til hans egen irritation også, irriterede ham at hun smed sine støvler på hans bord.
Han skulle aldrig have inviteret hende ind i sit hjem...Hans hjem...Det sted han altid så for sit eget, hvor han kunne være den han ville og hvor han bestemte og gjorde som det passede ham...Han begyndte efterhånden at blive lidt sur.
Leonards tålmodighed var ved at løbe...Hvilket aldrig lovede godt.
Ikke om han ville tage imod ordre. Han var nysgerrig ja. Men der var grænser, og så i hans eget hus!
Han ville snart flytte...jep, bruge nogle af sine penge på at skaffe sig et dejligt sted, med fred. Så kunne stedet her blive til gæstehuset. Huset hvor han havde gæster.
Han havde jo allerede masser af smp steder, et lille sted i hver by, ret praktisk faktisk.
Han gik halvt derover, men stoppede på vejen bare for at sige han var herre over sig selv.
"Hvad vil du nu?" spurgte han med samme rolige stemme...ville han endelig blive vred, ville det komme som en overraskelse...og overraskelser var altid godt.

Procella rynkede sine bryn og så lidt undrede på ham over skulderen

"Have en samtale med dig hvor jeg ikke endten skal stå op eller vride nakken af led for at se på dig?"

Hun hævede forvirret sine øjenbryn. Var det ikke meningen de skulle snakke alligevel? Nå men hvis han smed hende ud havde hun ikke brudt sit løfte.

"Men...du skiftede mening?"

Hun vendte sig halvt rundt i sofaen og måtte tage fødderne ned fra bordet for at kunne se ordenligt på ham uden at vride sig selv over på midten. Hun tog en langsom tår af sin øl

"Jeg skiftede mening? Det var mig der snakkede, da du gik halvt amok!" sagde han ligeud og så på hende med de generelt kolde øjne. Men smilet der var der før var væk.
Han gik hen til hende og satte sig i lænestolen, lagde armene over kors og så afventende på hende.
"Men så tal" han skulle lige til at sige: bare sig til når du vil holde din del af aftalen. Men så ville hun bare begynde igen. Bla. med at hun ikke selv viste det...åbenbart.

Procella rullede med øjnene

"Jeg *spurgte* om du havde skiftet mening for pokker! Desuden sagde jeg du skulle spørge om noget andet. Skal jeg bare gå eller hvad? Og tag dig lige sammen Zean. Hvordan havde du forventet jeg ville reagere på at du bruger mennesker om legetøj og fastfood? Klappe begejstret i mine hænder og sige du er dygtig?"

Hun fnøs irriteret og så ud til siden imens hun tømte flasken i et par dybe drag

"Zean?" han rystede på hovedet og så faktisk skuffet ud.
"Ham har du ikke været i selskab med meget i aften...Og tro mig, han ser endnu mere nedladende på det...Well, jeg undskylder intet, jeg gider ikke engang forklare hvorfor..." sagde han og så træt på hende. Det eneste han lod hende se.
"jeg har intet andet der kunne interessere mig...Eller, du kan da altid fortælle hvor du kommer fra og hvorfor du er her, hvad du laver...Men du var vist bare turist, så du rejser jo igen" han så lidt på hende, rolig.
"Jeg siger bare: det er ikke mig der har skiftet mening. Gå hvis du vil...Jeg skal ikke forhindre dig. Jeg troede faktisk du var anderledes..." Leonard kiggede på hende med de kolde øjne og rystede på hovedet.
"Men i ligner alle det samme" han rejste sig. Han gik u di køkkenet, tog sin øl og så lidt på den...han havde faktisk ikke lyst til den alligevel. Han hældte den ud og satte flasken på bordet.
minderne gled ind over ham...
Tanken om den lille dreng der skulle tage en sjæl for første gang...Det hele var jo meget nemmere hvis man tog afstand. De var mad. Han kunne ikke gå og græde for hver han slog ihjel!