En nat med lidt sjov (Procella)

Procella rystede på hovedet for sig selv. En moody dæmon. Så havde man set det med.

"Jeg har ikke sagt du skal forklare noget. Jeg har ikke sagt du skal undskylde noget. Beklager min menneskelige dumhed ved ikke at kunne se på dig hvem pokker der er i spil inde bag dine øjne. Beklager at jeg ikke er mere interessant. Det kan jeg vel ikke gøre noget ved."

Procella rejste sig langsomt fra sofaen

"Jeg ved ikke hvad du troede eller forventede. Jeg lever åbenbart ikke op til det. Zean...huggo...viggo...palle-ib. Hvem pokker det er jeg taler med, og hvem pokker der gemmer sig derinde. For hvad det er værd....så havde jeg det hyggeligt tidligere. Beklager jeg er så menneskelig at jeg ikke kan forligne mig med mordere eller bilige det."

Hun så stille på hans ryg lidt

"Beklager jeg ikke kan være hvad du søger...."

Han grinte. Hvordan kunne han andet? Han rejste sig op fra lænestolen i et bedre humør end han havde været før.
"Leonard ville være helt fint...Men jeg troede ikke du ik i seng med folk du ikke kendte navnet på?" han trak svagt på skuldrene.
"Men man kender ikke folk...Det er måske meget dejligt. Interessant? Åhh, jeg finder dig interessant på flere punkter..." han nikkede kort og strakte sig hvor han stod, lod blikket glide over hende.
"Nå...Men hvad havde du så tænkt dig? Jeg legede med kaniner? Sultede mig selv? sådan er verden. Folk dør. Hele tiden, det er en slags balance...selv om du jager morderen, vil der stadig være andre til at tage over.
Men ærlig talt...Skal vi snakke om det hele aftenen? Eller du er måske på vej ud?" rolig. Let munter tone. Nej, Leonard bar ikke nag eller tog sig af noget, men kørte bare videre. Dejligt.

Procella lagde hovedet let på skrå og betragtede ham tavst et øjeblik

"Navne er en formalitet. Tror du mit navn er Mira? Det lyder bare ikke så pænt at skulle skrige en orgasme ud og så ligge og stønne dæmon, dæmon"

Hendes stemme var lidt syrlig, men der spillede et lille smil i de rovdyrgule øjne, der langsomt blev ravfarvede igen.

"Hør Leo..."

Hun viftede lidt med hånden for at afværge eventuelle protester over hendes forkortelse af hans navn.

"Hvor gav jeg indtrykket af at jeg var fuld af sommerfugle og candyfloss, rottehaler og cheerleaderpompomer? Jeg bilder mig ikke ind at verden er lyserød. Jeg ved hvad du er. Havde du været en søndagsskole-dreng er det meget tvivlsomt vi var endt i din seng"

Hun gik langsomt hen over gulvet til hun stod helt tæt foran ham igen. Hun lagde en varm håndflade mod hans bare maveskin. Det var snyd. Han var varm og blød. Helt igennem menneskelig. Kun duften afslørede ham lige nu. Den krydrerede duft fuld af skygger. Han mindede hende så meget om...

"Leo...jeg er menneske...jeg spiser pizza...jeg ved godt hvordan mit topping bliver lavet. Det betyder ikke at jeg ønsker at få smækket de grusomme sandheder i ansigtet imens jeg spiser. Så hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at nyde dig lidt?"

Hun lod blikket løbe op af hans mave og bryst, hvor musklerne lå op af huden. Så menneskeligt. Hun fangede hans blik. Kunne han ikke bare kysse hende og holde mund? Slå hende ihjel og holde mund? Bare han dog ville holde op med at tale.

Han grinte svagt. Leo...han hade det kaldenavn! Hvorfor troede folk de bare kunne forkorte andres navne som de ville? Der var jo en grund til de var født med det navn de havde!
Men han viste det ikke. Sagde ikke engang noget til det.
"Lyserød? Måske ikke..." han så lidt ned på hende, hendes hånd var let kølig mod hans hud, men det var faktisk kun behageligt.
Den sjove blandede duft hun havde...Han rystede svagt på hovedet.
Set i hans øjne havde hun selv spurgt. Han kunne ikke huske spørgsmålet, men hun havde spurgt og fået et svar. Så hun skulle ikke stå og sige han smed om sig med sin...måde at leve på!
Faktisk var det efterhånden en del ting hun havde fornærmet ham ved, ved at forvrænge sandheden lidt...men det beviste jo bare hun var menneskelig. Måske gjorde han det endda også selv, kun at holde sig til sandheden havde jo aldrig været let for nogen som helst.
Så hvad nu? Hvad ville hun enlig? Han viste det ikke.
Dræbe hende? Kunne faktisk ikke falde ham ind. Zean ville måske have prøvet...
"Du kan jo vælge at nyde mig..." svarede han så, roligt men en smule lavt.
"...Alt i verden er vel et valg...Bortset fra hvad man er født med og tvunget til" en svag hentydning, men uden at lægge op til videre diskussion. Emnet var vist også faldet til jorden, endelig.
Kysse hende? Hvorfor? Den eneste han som regel kyssede efter en diskussion eller et skænderi var...ja, ingen nu. Han var ikke sammen med nogen mere.

Der lød et lille suk fra Procella da hun trak sig tilbage

"I was offering me to you...again...and you talk about choises. I guess i should take a hint then"

Hvorfor blev hun overhoved ved med at prøve. Der var ingen der var som ham alligevel. Ingen kunne holde hende på stikkerne, og føle så stort had, som samtdig være ved at briste af kærlighed. Ingen kunne hviske hendes navn ordløst, og få hendes hjerte til at springe et slag over. Det var havde været en sød drøm dog...

Procella lukkede sine øjne kort og rystede på hovedet

"And you are wrong...you dont choose everything...you dont choose love..."

Han grinte svagt.
"Well...du vælger om du vil gøre noget ved det og hvad. Rigtig, du vælger ikke at du føler det, lige som du heller ikke vælger hvornår du er sulten eller tørstig" han trak svagt på skuldrene.
2Men nogen vil også mene det er noget man er født med...evnen til kærlighed" sagde han tankefuldt og smilte så lidt.
"Lider du da af kærlighedssorger?" spurgte han, med en svag interesse. Mest fordi hun bragte det på banen.
Hans tanker gled tilbage på Dawn...Han måtte lære at passe på det han havde. Han havde en søn, han havde haft en dejlig kvinde...Nu havde han skubbet kvinden fra sig.
*hellere det, end du holdt hende fast med falsk kærlighed* måske nok...

Procella rynkede sin bryn igen

"You? You feel love? You are actually....able...to make that..uhm...connection?"

Procella vaklede et øjeblik og takte ud og støttede sig til muren. Hvad betød det? Betød det at Wick ikke kunne elske? Aldrig havde elsket hende? At hun havde slået kærlighed ihjel med hvert eneste liv hun havde taget? Det var ikke sådan det skulle være? Dæmoner var monstre? De kunne ikke føle kærlighed? De kunne bare dræbe og føle fryd og ondskab...hvvis de kunne elske...nej...løgne...

"Stop...stop playing with my mind...demons dont love...they DONT!"

Hendes ansigt var blevet blegt. Kærlighed. Hvis man kunne elske, havde man empati. Kærlighed var ikke besidderisk. Det var ikke en ejertrang. Kærlighed var...opofrelse. Hvis dæmoner kunne elske...føle...være empatiske...ofre sig...

Han så længe på hende. Hvordan kunne det være sådan et chok? Alle kunne elske, det var bare ikke alle der viste det eller ville være ved det.
"Alle kan..." sagde han kort, så roligt han kunne selv om han virkede en smule usikker.
"...Jeg kan i hvert fald...Dæmoner kan sagtens elske...Men hvem vil elske en person der slår ihjel hver dag og som lever evigt? Derfor har folk dømt os til monstre...Og derfor lader vi være med at lave om på det. Fordi det er sjovt at virke skræmmende...men det er stadig misforstået..." sagde han, uden at vide hvilken virkning det ville have. lege med hendes hjerne? Overhoved ikke. Selv om han nok kunne.

Procella rystede på hovedet. Det gav ingen mening

"No! How can you love us, and still kill us? That aint love!"

Protesterede hun vredt og alligevel usikkert. Var det ikke lidt det samme hun gjorde? Hvorfor skulle han forvirre hende på den måde?

Han sukkede lidt, som om han skulle forklare et lille barn noget.
Og trak så lidt på skuldrene.
"Hvordan elsker du?" spurgte han og drejede dermed det hele lidt. Gav hende mulighed for at føle med andre. Så måtte hun selv vælge.
"Du kan ikke styre det, jeg kan ikke styre det...Som du selv sagde er det ikke et valg. Ja, vi holder mennesker lidt på afstand, fordi så er det nemmere at...spise. Men det forhindre os ikke i at elske...Vi slår jo ikke alle ihjel omkring os. Vi kan godt styre hvem vi vil spise hvornår" han var lige ved at sige at det nok også mest var andre racer de faldt i forelskelse i. Men enlig var det det samme. Menneskerne var også en race. Desuden faldt dæmoner også i forelskelse i mennesker. Så det ville ikke have holdt.
"Hvorfor er det så svært at tro?" spurgte han og lade hovedet let på skrå i oprigtig interesse.

Procella trak let på skuldrende og så ned i gulvet

"I dont know...the teeth? The claws? Gaaah argh! The growling and flying. The tails the horns the talons? You pick one. Its like...i can love a dog, but i dont think he loves me. Its just a dog. Every dog bites. You just have to make it angry, or hurt it, or scare it. Demons dont even need that excuse...you just said so. You do it for fun. So why would i ever think you loved them?"

Ubevidst gled hun over i dem-os termet. Hun følte et desperat behov for at være menneske, men en del af hende følte sig mere hjemme hos Zean end hun gjorde med de uvidende stakler.

Han grinte kort. Faktisk nok mest et forlænget grynt. eller fnys. Hvad folk havde lyst til at kalde det.
"Selv en hund bider...En dæmon bider..." okay, lidt underlig sammenligning, da de fleste dæmoner nok gjorde lidt mere end det. Men det var nu mere...for ideens skyld.
"Og alligevel kan de elskes...Og elske. Hunde kan også elske deres ejere" sagde han
"Dæmon kan også elske dem omkring sig. Accepter det eller lad være. Hvad hvis jeg sagde i ikke kunne elske?" sagde han forsvarende.
"Så vil du nok mene i kunne...I bider også" han kørte videre på det med menneskerne og os.

Hun lagde armene over kors

"I dont think i agree. A dog can be loved, it cant love. animals dont have emotional levels like that. Human are...stupid. Like small children. Loving everything and everyone they see. Demons? So what you only love other demons? Or do you love your food, in some very unhealthy manner? If you told me humans could not love, i would say you dont know humans. That is what they do. They love. However stupid. The kill for love, they get beaten up by love, they manipulate for love. All in the name of love. Werther it by to god, a lover, family or friends. Humans need love. They perish without it. Infants stop eating and drinking if they dont get love. A human will actively seek death if they cant have love, on a instinctive foundation. So no...you are wrong. Humans love. The problem is that love is a torch. Love too much, and you get burned...again...and again...and again...how is that not sad..."

Procella gik ind i stuen og tog flasken. Tavst gik hun tilbage og satte den på køkkenbordet

"And in case it works. If a human actually finds love, and receive it back...one of you guys are coming along and eating them. For fun of course. But its okay right? I mean...its just fun and games you know? Just food...nothing so get all worked up about"

Hun trak på skuldrende og så mørkt på ham

Hvad var der galt med denne kvinde?
"Du gider jo ikke tro på andet end hvad dit lille hoved fortæller dig, om det er sandt eller ej!" sagde han lettere irriteret...De skulle åbenbart bare diskutere om et eller andet.
"dæmoner kan ikke elske, bare fordi vi er dem vi er! Ikke? Vi er født til at spise mennesker, men alligevel er det vores egen skyld, ikke?" han rystede på hovedet.
"Jeg gider ikke diskutere det her med dig" sagde han lige ud, den kulde der før var karakteristisk for Leonard, blev skiftet ud med det mere....menneskelige og følsomme blik som var karakteristisk for Zean.
Han elskede ikke mennesker som sådan, men andre gjorde sikkert. Han havde elsket en anden dæmon, han havde elsket en engel...Og en blandings race. Altså et halvt menneske. Men bare et menneske havde han ikke.
Hun havde næsten ret, han gad ikke følge med i menneskernes hverdag eller deres små problemer. Men han elskede...psykologi som de kaldte det. Hvordan de reagerede og hvorfor.
Men han havde også følelser. Ikke for at lyde svag, hvilket det ville lyde hvis han sagde det højt, men det havde han. Det havde alle.

//Hej, kan du ikke slappe en smule af med det engelske? Det vil gøre det nemmere for mig, ikke fordi jeg ikke forstår det, men fordi jeg har svært at lure stemningen på samme måde...Det lyder måske underligt...Men sådan er det bare :)//

((Jeg skal prøve. Jeg føler dansk meget utilstrækkeligt, men jeg skal tænke over den))

"Og nu har jeg et lille hoved? Er det let at være nedladende fordi jeg er menneske? Får du det bedre med dig selv af det? Jeg fremsætter vel bare fakta egentlig. Du fortæller mig én ting, og jeg fortæller dig hvordan billedet er, med de farver du giver mig. Det er ikke min skyld at du ikke kan lide motivet"

Procella så vurderende på ham, og lagde godt mærke til forandringen. Hun kneb øjnene let sammen og trådte et skridt tættere på. Det var de her bløde øjne der havde titalt hende til at starte med. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham indgående

"...hvor meget er facade? Hvor meget af det gør du fordi det faktisk er sjovt? Hvis du ville kunne du sprede mig i det her lokale, som en blender uden låg...men...du gør det ikke...Jeg bilder mig ikke ind at du er menneskelig...men i mangel af bedre udtryk...hvor meget mand er der rent faktisk i dig?"

Spurgte hun lavmælt og eftertænksomt. Det var en problematik der åbnede op for en masse spørgsmål der gjorde alting en hulens masse mere besværligt end det havde været til at starte med.

"Du forvrænger jo mine ord, til det du helst vil ha´!" sagde han, fortsat lettere irriteret. Han hade når folk gjorde det...Ikke lyttede, men skabte deres egen mening ud at de ord der blev sagt.
Han så længe på hende, da han ikke anede hvad han skulle svare på hendes sidste spørgsmål. Hvor meget...menneske han var?
"At føle eller opleve kærlige ting, er ikke kun noget for mennesker. Mennesker viser og bruger det måske mere og derfor er de kendt for det...men andre har det også..." det irriterede ham ldit at man bare forventede det var noget kun menneskerne kunne.
"Vil du høre lidt historie?" spurgte han så
"Jeg fortæller sjældent om mig selv, men jeg føler næsten du...fortjener det måske. Så du kan...forstå det bedre. I hvert fald fra mit synspunkt"

Procella trak vejret langsomt ind og holdt det et sekund før hun lod det sive langsomt ud af sig

"Ved du hvad...det her er faktisk en af de længste samtaler jeg har haft med din slags. Så jeg er måske lidt hurtig til at dømme dig...jer...jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde dig...jeg mener jer...jeg mener..."

Procella kløede sig lidt i panden og så en smule træt ud. Det var besværligt at skulle holde styr på det her.

"Men uhm...hvis vi skal snakke...kan du så ikke tage noget mere tøj på...jeg finder dig en smule..hrm...distraherende..."

Hun rynkede sine bryn og så ud til siden. Det var ikke at hun ikke brød sig om at være så nær på en halvnøgen mand. Problemet var mere det omvendte.

Han viste ikke om han skulle smile eller føle sig en smule fornærmet.
Han gik ind i soveværelset og hev noget mere tøj på, bukser og T-shirt, så måtte hun da være tilfreds!
Han gik ind i stuen igen, men da hun ikke havde sagt noget til at skulle høre om noget fra hans liv, valgte han at lade være med at begynde.
Han tog resten af sin øl og hældte den ud, satte varm vand over til lidt kakao.

Procella satte sig på sofaryggen med den ene balde, og støttede til gulvet med det ene ben imens den anden fod dinglede lidt i luften. Zeans lette husholdningsopgaver virkede uhyggeligt menneskelige i forhold til hvad han var.

"Sååå...uhm...? Storytime?"

Forsøgte hun sig og prikkede forsigtigt til ham med det lille opfordrende spørgsmål

Han så lidt på hende uden først at sige noget.
"Vi snakker jo om hvor meget monster vi er, når vi bare går rundt og slår mennesker ihjel hele tiden. Mennesker slår dyr ihjel hele tiden, for at spise" han sagde ikke direkte det var der samme, da mange ikke kunne lide det synspunkt at de faktisk også bare var dyr.
"Vi bliver født til det...de fleste finder det måske nemt eller gør det bare, fordi det er hvad der vil være normalt for os... uhm...vi skal ret langt tilbage i historien, jeg var...et sted mellem 3 og 5, jeg kan ikke helt huske det.
Men i hvert fald skulle jeg tage min første sjæl. Jeg gider ikke gå i detaljer, men selv om jeg var opvokset som en dæmon, var det svært. At se sit første offer, se livet der gled ud af hende, sammen med de bedende ord, de ord der bad for hendes liv.
før da...var jeg næsten en almindelig dreng. Ville lege, ville have det sjovt..." han så lidt på hende, håbede ved enlig mest at dette kunne være med til at bevise hende om at dæmon ikke nødvendigvis var kolde skikkelser uden følelser.
Vandet kogte. Han slukkede og hældte op i en kop, hvori han havde hældt noget kakaopulver. Han rørte det rundt.

"gir du en kop?"

spurgte hun fraværende og strøg en hånd gennem de mørke lokker. Hendes blik var fæstnet på et fjernt sted imens hun tænkte.

"Hm...hvad så før det? Spiste du ikke? Du blev ikke født som menneske gjorde du? Gav dine forældre dig mad? Hvad var dine forældre overhoved? Hvor er de nu?"

Procella så med slet skjult nysgerrighed på Zean. Hvor meget havde hans forældre egentlig ofret for at få ham? Hvis der var forældregen i dæmoner så gav det hans race endnu et aspekt hun egentlig aldrig havde overvejet.

Han sukkede. han hade spørgsmål, mest hvis de var rettet mod ham selv og hans fortid.
"Mine forældre var skam også dæmoner" sagde han kort. Han gad ikke svare på resten, mest fordi han ikke huskede det. Lige som alle andre babyer, huskede han ikke sine første år. Og hans forældre havde aldrig været nogen man hyggesnakkede med.
"Jeg ved ikke hvor de er nu, enden render de rundt og forpester verdenen, eller også er de døde...Jeg er ligeglad. Sammen er de i hvert fald ikke...Men det har intet med noget som helst at gøre!" sagde han med måske lidt for meget kraft i stemmen. Han tog et krus til og lavede samme blanding, men forventede hun selv kom og hentede, hvis hun ville have.
Han tog sit krus og lænede sig op af køkkenbordet, så han kunne stå og kigge hen på hende.

Procella rejste sig irriteret op, da manden ikke så ud til at have den mindste form for værtslig følelse i kroppen. Hun sendte ham et vredt og opgivende blik.

"Ja det er meget sødt med dine skiftende luner, men kan du ikke snart bestemme dig? Vil du fortælle om din fortid eller ej. Hold dog op med at blive børnefornærmet over at jeg rent faktisk spørger ind til hvad du fortæller mig. Så skal du slet ikke sige noget. Du skal sguda ikke forvente du begynder at sige ting til mig jeg ikke ved noget om, uden at jeg forholder mig til det! Det har alt med det hele at gøre! Især med dig! Så skulle jeg prøve at forstå dig eller ej? Du gør fandme ikke det her nemt!"

Hun lagde irriteret armene over kors

"For jeg kan godt stå her og se køn ud og holde min kæft, men det kommer samtalen jo ikke pisse meget længere af vel? Eller er der en episk pointe med det der gik langt hen over hovedet på mig?"

Han så på hende, havde han skiftende humør? så havde hun ikke set på sig selv!
Hvorfor havde han overhoved gidet sig selv tid til dette her?
"Fint...Jeg fortæller ikke mere. Jeg er ikke interesseret i du skal forstå mig, det kan ingen alligevel...Ingen kan forstå en helt så meget som en selv. Jeg var interesseret i at fortælle dig, at du ikke var den eneste skabning på denne jord med hvad man kalder følelser. Jeg var interesseret i at fortælle dig, at der altid er en grund til hvordan man er og hvad man gør.
Jeg fortæller ikke meget om mig selv, af sikkerhedsgrunde du heller ikke vil forstå, men som jeg har oplevet før. Jeg fortalte om mig selv, det har intet med mine forældre at gøre!
Og hvis du virkelig ikke vil andet, end at svine mig til og fortælle mig hvad jeg i hvert fald ikke er, så må du gå" Han følte sig selv vred nu.
Han viste selvfølgelig ingen reagerede ens på noget som helst...Men det havde været en hård tid for ham dengang og det eneste hun kunne komme frem med, var hvorfor han ikke fortalte lidt mere? Som om det var en eller anden historie han stod og læste højt! Han gad ikke være til grin.
Han gad hende kort sagt ikke mere. Hun var ikke...interessant længere.

Procella slog ud med armene

"Du har jo ikke fortalt mig noget som helst! Du sagde du ville fortælle mig lidt historie, og så kommer du med fastforward omkring noget med et lille barn, og vil ikke fortælle om din opvækst eller forældre? Hvori ligger historien? Aj du er simpelthen for sær! Du har ikke givet mig en grund jo! Du har ikke givet mig en historie eller en forklaring, for den er åbenbart hemmelig af sikkerhedsårsager. Faktisk var der ingen pointe med overhoved at begynde. Du vil have jeg bliver klogere på hvad du er, men du vil ikke have jeg ved noget, og jeg er i dine øjne for dum til at forstå det, så du behøver ikke forklare? Kan du helt ærligt bebrejde mig at du pisser mig af nu?!"

Procella greb sin jakke med et fnys


"Lad være med at blive sådan en tøs, bare fordi du ikke kan finde ud af at argumentere og bliver politisk lammet af ting du starter og ikke kan finde ud af at slutte. Behold din kakao for dig selv. Måske dén kan forstå dig"

Procella himlede med øjnene og vendte rundt hvorefter hun raskt gik gennem den lille lejlighed og hev døren op. Det kunne godt være han ikke havde haft mange brikker at flytte rundt på, men han havde været et fornøjeligt knald så længe han havde holdt munden lukket. Næste gang måtte hun finde ud af noget alternativt med at gagge dem. Dæmoner skulle ikke spilde deres tid med at tale. Det var nytteløst at få noget brugbart ud af dem alligevel.