Are you okay?

Privat - Santuine

Sted: Angels lejlighed
Tid: 17:04
Vejr: Solskin, men koldt
Omgivelser: Kun Angel

Angel sad i vindueskarmen og sad og kiggede ned på den myldrende gade. Hun lavede ikke rigtig noget, sad bare og nød roen, selvom der for det meste var roligt omkring hende. Hun nød også solen - det var længe siden at den havde tittet frem. Men hun syntes det var for koldt at gå udenfor, så hun ville altså blive indendørs.

Lecter kom gående udenfor på den kolde gade, han havde intet mod kulde, men solen kunne for hans skyld godt få sin vej, hanhavde boet underjorden hele sit liv, og så meget lys var han slet slet ikke van til. han forstod stadig ikke verden eller de levende væsner der var her, de var alle sammen hvide, og underlige, han skjulte ikke han var sort elver, for han vidste jo ikke væsner skulle gemme sig fra menneskene. hans dybe tanker bliv afbrudt, da han gik ud på vejen, og tankeløst gik ud foran en bil, og landede en meter hen af jorden, og lukket øjnene.

Hun fik pludselig øje på en mørk skikkelse. Hun kneb øjnene sammen og fulgte skikkelsen med øjnene. Det var vidst ikke et menneske. Hun havde været så optaget af at betragte ham, at hun slet ikke så bilen, som pludselig ramte ham. Hun gispede højt og kom straks på benene.
Uden at tænke over det, var hun straks på vej ud af lejligheden og videre ud på gaden, hvor han lå.
Hun løb over til ham, og lod mærke til hans mørke hud. Men det tænkte hun ikke så meget over lige nu. Hun tog fat i hans skuldre og huskede i ham. "Hallo? Kan du høre mig?" Spurgte hun højt og talte meget klart.

Lecters blodrød mørke øjne med katte agtige propiller, åbnet kort, og han rystede kort over hele kroppen, og kunne mærke en kold fornemmelse ramme ham, som en vinder kold vind, der kastede sig ind over ham. han kunne mærke en dejlig varm person tage fast i ham, og en betryggende følese overtog hans sind, han nikkede med halt åbne øjne på angel, og med en hæs stemme sagde han, "frøken jeg selv ville være" han nået ikke mere før han besvimet igen.

Hun kiggede bekymret på ham - det han sagde havde ikke givet noget som helst mening. Hun så sig omkring og bestemte sig for at smutte hurtigst muligt, før de vækkede for megen opsigt. Hun tog ham så let som ingenting i sine arme og løftede ham op i sin lejlighed, hvor hun lagde ham på sengen. Så gik hun ud i køkkentet og fandt et glas vand til ham.

Lecter rørte ikke en muskel, eller trak på øjnevipperne før han var alene i sofaen, hvorefter han slog øjnene op som et lyn, og kigget sig omkring som en fanget rotte der ledte efter en vej ud af et bur, han forstod det ikke. *Hvordan kunne sidste jeg så være en ukendt frue, og alligevel trække vejret?, .. lige meget, jeg lever, og det passer mig fint..* han satte sig stille op i sofaen, men gav et lille piv fra sig, da en af han ribben havde fået et hårdt slag, og han kigget udover stedet fra han siddenede position, *Ved Santuine... hvor er jeg?*

Hun kom tilbage og blev en smule forskrækket, da hun så at han sad op. Hun skyndte sig hen til ham og lagde glasset på borden, hvorefter hun spurgte: "Hvordan har du det?" Hun overvejede lidt, om hun skulle gå ud og hente en hovedpinespille, men vidste ikke helt om det ville hjælpe på hans ukendte race. Og måske ville det gøre ham syg? Hun kunne i hvert fald ikke tage nogle chancer, så indtil videre, måtte han nøjes med vand. Så kunne det måske være, at hun skulle ringe til en læge senere.

Lecter sad i hans egne tanker om hans hjem, hans søster, og ikke mindst hans frue, men da den ukendte frue kom frem i hans synsfælt, kastede han sig tros tydelige smerter, og lidelser ned på hans knæ foran hende, og ungik hendes blik da han ikke måtte kigge en frue eller frøken i øjnene, før de havde bedt om det. han tog hurtigt uden et sekunds tænkning tog den højre af hendes bløde varme hånd, med begge hans elegante sorte hænder, og kysset blidt hende på finger spidserne, og sagde med den underkastende og høflige tone han var blevet lært at tale til kvinder med. "Jeg selv er beæret over deres selskab min yndige frue, jeg selv er Lecter" han ville slet ikke spørge sig selv hvorfor hun var så venlig overfor ham, det var ikke i hans sted at tænke over en kvindes handlinger, han var jo bare et redskab for deres vilje

Hun ville lyve groft, hvis hun sagde at hun havde forventet hans reaktion. For den kom fuldstændig bag på hende og skræmte hende også en del. Han opførte sig om en ville have gjort for 200 år siden.
"Mange tak, skal De have," sagde hun og tøvede lidt, før hun forsatte: "Jeg er Angel. Har De det okay. Er der noget De har brug for?" Hun valgte at holde det samme høflige tonefald, som han havde brugt, selvom hun ærlig talt følte sig en smule fjollet.

Lecter var ved at miste hans verdens forståelse, da han hørte hendes ord, han kunne mærke lysten til at kigge op på hendes blik, da hun behandlet ham...ordenligt?, han forstod det ikke, han havde forventet en pisk over hans ryg, og nogen ydmygende straffe for hun skulle belæmres med at redde ham, og hendes spørgsmål om at han havde det okay.. han tabte næsten kæben, og da hun tilbød ham hjælp til hvis der var noget han havde brug for, mistet han tråden. *jeg...hvorfor er hun sådan?, burde hun ikke bede mig om at gøre noget ubehageligt ved mig selv, for hendes nydelse?.. hvad sker der?". Lecter forsatte i hans høflige tone, og selvom hun var anderledes, så var han blevet hjerne vasket i hele hans liv til at være et objekt for kvinder. "Jeg selv beklare af hele mit sind at jeg hørte deres navn uden tilladelse, vil fruen lade mig blive tilgivet for min uhøflighed ved ydmygelse eller smerte?"

"Øøøh," var alt hun kunne sige. Var han syg? Der var i hvert fald noget ved ham, som ikke var normalt. Og hun mente ikke han fysiske tilstand, men physiske.
"De måtte da gerne høre mit navn," sagde Angel forvirret og hans næste ord hjalp ikke just på situationen. "Øh, nej ellers tak. De har ikke gjort noget som helst galt." Sagde hun blidt og prøvede at berolige ham så godt hun kunne. Det frustrede hende at han ikke så hende i øjnene, hvilket gjorde det meget svært for hende at "læse" ham.
"Kan De huske, hvad der skete før? Skal jeg ringe til en læge?" Spurgte hun og vidste ikke, om der var en læge som specialiserede sig i andre væsner end mennesker. Det skulle der vel nok være.

Lecter bliv mere og mere forvirret, hun forsatte med at gøre alt andet end det han var van til, først navnet uden videre, så takket hun ham, som om hans liv var noget værd iforhold til hendes, som om hun virkelig tænkte på ham, men hvorfor skulle hun det?, han sagde høfligt og roligt "Jeg selv beklare frue, men de må tage jeg selv for en anden, da jeg af mit køn og status ikke fotjener deres tak, eller deres meldigenhed, og jeg selv beklare meget, hvis jeg har ledt fruen bag lyset, om vigtigheden af mig selv." han hørte det næste hun sagde, og viste ikke hvad hun ville med en læge hun var jo ikke kommet til skade?, og det kunne vel ikke være for hans skyld. "Jeg selv mindes de reddet mit liv frue Angel, mere er mig uklart.. læge er fruens valg ikke i mine hænder at tage sådan en beslutning"

Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige eller gøre, men valgte at sætte sig i soven. "Prøv lige at sæt der her," sagde hun venligt, ikke i et kommendernede tonefald. Hun ventede så hun kunne kigge ordentligt på ham. Det så ikke ummildbart ud til, at han var kommet hårdt til skade, men man vidste jo aldrig.
Selvom hun havde spurgt om det før, havde hun ikke rigtig fået noget svar, så hun spurgte igen: "Er der noget De har brug for? Væske? Mad? Søvn?" Hun var rimelig bekymret for ham.
"Selvfølgelig har jeg medlidenhed med dig! Du er lige blivet påkørt er en bil!" Sagde hun.

Lecter hørte ikke rigtigt efter hendes tone, for det var ikke et krav at en kvinde skulle sige ting med en bestem tone, for at blive adlydt, men selvom han hurtigt satte sig op i sofane ved siden af hende, som hun bad om, så var det dejligt at blive behandlet godt, han kunne mærke en varm fornemmelse, og forstod stadig ikke hvorfor hun var så flink, hun var rent faktisk dejligt selskab. han hørte det næste hun sagde, og selvom han ikke vidste hvad en bil var, så var det hvad ramte ham før. han vidste selt ikke havd man sagde til den slags venlig, og da dethele var så uvant, sagde han uden at tænke dig om. "hvorfor er de venlig?, de er en smuk vidunderlig frue, og jeg er kun en mand.. jeg vil gerne bede om tilladelse til at drikke det glass vand på bordet."

Hun gibbede et par gange med øjnene, overrasket over hans spørgsmål. Hun syntes da svaret var rimeligt nemt. "Men behandler da sine medvæsner med respekt. Det er jo en selvfølge," sagde hun og begyndte at tænke på, at han måtte have været sammen med folk, som måtte have behandlet ham elendigt, hvis det ikke var en underdrivelse.
"Ja, selvfølgelig må du det!" sagde hun og smilede optimistisk. "Det var jo dig jeg stilte det frem til, så du behøver slet ikke at spørge om sådan noget. Bare lad som om du er hjemme," forsatte hun og havde droppet de hødlige ord i håb om, at han ville blive mere afslappet.

Lecter tykkede på det hun sagde i hans sind *behandler da sine medvæsner med respekt...behandler da sine medvæsner med respekt..behandler da sine medvæsner med respekt.. der er et eller andet virkeligt galt*, han kastede armen ud efter glaaset da hun havde givet lov, som om han ikke havde drukket længe, og som om han næsten forventede hun ville skifte mening om at give ham noget ganske normalt vand at drikke. han drik dog høfligt og roligt, og man kunne se han nød vereneste af de rene dråber. han satte det tomme glass præsist hvor han havde taget det, og ville ikke sætte glasset bare en milimeter forkert, for det avr jo fruen der havde sat glasset der, så det var skam sådan det skulle stå. han vidste ikke havd hun mente med at føle sig hjemme, men hurtigt forsvandt den varme glade følese hendes venlighed havde givet ham, og hans krop bliv kold og fyldt med frygt, var hun her for tage ham hjem?, det håbet han ikke. lecter kigget på hende, og begyndte så at stille spørgsmål til det hele bag hende, og hans nye verden. "hvad er væsner min glorvædige frue, hvorfor lod de mig leve, de vil vel ikke sende mig hjem.." han tavs og en tydelig frygt større end de fleste kunne ses i hans røde øjne.

Hun smilede da hun drak af vandet. Det så virkelig ud som om han var tørstig, selvom han drak stille. Så da han havde tømt glasset, rejste hun sig og tog glasset med ud i køkkenet, hvor hun genopfyldte det.
Hun satte sig i sofaen igen og satte glasset på bordet. "Værsgod og drik noget mere," sagde hun og smilede venligt til ham.
Det kom dog meget bag på hende, at han ikke vidste hvad væsner var. Hvor kom han dog fra? "Væsner er..." Hun tyggede på ordene før hun forsatte: "Det er dig.. Og mig... Og alle levende sjæle." Så han så spurgte hende om hvorfor hun lod ham leve, gippede hun med øjnene og sagde: "Hvorfor skulle jeg ikke lade dig leve? Det ville være forfærdeligt, hvis du døde..." Der var helt sikkert noget galt her...
"Hvis du ønsker at tage hjem, skal jeg selvfølgelig ikke stoppe dig," sagde hun og trak på skuldrene. Det var jo klart at han nok havde hjemve.

lecter kigget på glasset foran ham, han ville enlig gerne hoppe over sofaen, og væk herfra, for dette var bare for underligt for ham, hun var bare for venlig og godhjertet til at være kvinde, eller for den sagskyld en virkelig person, men han ville ikke stikke af, hun var en frue og hun skulle have lov til at gøre det hun ville med ham, han tog glasset igen, og begyndte at drikke men da hun sagde at det ville være forfædeligt han døde, tabte han glasset, og det gik i mange stumper på gulvet, han bliv helt panisk i hans hoved, og var bange for hun var en ilution for at teste ham, eller at hun bare var en frue der havde slået hoved. han hoppet ned på gulvet som en lyn da glasset af var ødelagt, og begyndte at fjerne stumper med hænderne, og fprventet at blive råbt, og skriget i hoved, men da det ikke skete med det samme stoppet han med at gøre rent, og kigget på hende med store undrene øjne, mens han sad på knæ på gulvet, og sagde forvirret "ingen behandler mig godt, hvad er du for en frue?,"

Hun hoppede forskrækket, da han tabte glasset og så forfærdet på ham, da han begyndte at fjerne glasset med hænderne! "Du behøver ikke at samle det op," sagde hun forsigtigt og gik ud og fandt en fejebakke og hurtigt var glasset væk. Hun gik ud og smed glasset ud og fandt et nyt et til ham. Måske burde hun også finde noget mad? Men hvad spiste sådan en som ham?
Hun kom ind i stuen igen og satte det nye glas på bordet.
"Hvorfor er der ingen der behandler dig godt? Og jeg er en almindelig.. øhm... pige," sagde hun og kunne ikke få sig selv til at sige frue.
"Er du sulten?" Spurgte hun og havde på fornemmelsen af, at hans depoter var godt tomme.

Lecter forstod godt hendes ord, men kunne ikke forstå at hun sagde det, og lukket det næsten ude af hans sind, denne oplevelser var alt alt for ikke normalt for ham, han var jo hjerne vasket til at tro han ikke var noget værd, og havde hele sit liv adlydt, og været underkastende. han smilede kort varmt, men fjernet hurtigt smilet igen, og overvejet om han skulle sige ja til mad, han var jo mega sulten, men dette var jo en meget underlig oplevelse, "Jeg vil gerne have noget at spise... jeg bliver behandlet dårligt på grund af jeg er mand... men spørgsmålet er hvorfor du behandler mig godt?"

Hun smilede - hun havde haft ret. Han var sulten. "Øh... Hvad plejer du at spise?" Spurgte hun forsigtigt. Det var jo ikke sikkert at han spiste "normalt". Altså ligesom mennsker.
Hun kiggede dernæst vantro på ham. Hvorfor troede han at han ikke var noget værd, bare fordi nogle syntes han havde det "forkerte" køn? Hun kunne næste ikke tro at nogle kunne være sådan. Det måtte have været et frygteligt sted han havde været.
"Det er noget du må forstå..." sagde hun og tænkte over, hvordan hun nemmest kunne formulere sætningen. "Dette sted... Er tydeligvis ikke ligesom det sted du plejer at være... Her er mænd og kvinder lige. Og folk respekterer hinanden." Sagde hun og smilede. Dog var det ikke helt rigtigt. Der fandtes jo vampyrer og dæmoner, men dem undlod hun at nævne, da det nok ikke ville gøre ham mere tilpas.

Lecter svaret undrende da hun spurgte hvad han plejet at spise, "Jeg spiser kød, rådt kød, kan ikke spise andet" han ture ikke helt sætte sig tilbage i sofaen, men da hun sagde det næste fik han lidt mod til at handle på egen fri vilje, og satte sig i sofaen, og svaret på hendes snak om respekt. "Nej, dette sted er meget anderledes, jeg ville nok bedt om at skrære knoglerne ud af mig selv med en kniv, hvis jeg var så frimodig i mit ... samfund.. jeg kan ikke tro mænd er lige med kvinder her, det ville bare være.. for uvirkeligt"
han kigget lidt op og ned af hende, og sagde roligt men som altid med den underkastende tone, for det var bare ikke noget der gik væk lige med det samme. "de er en meget yndig og godhjertet frue, jeg selv ved ikke hvad jeg skal sige"

Hun underede sig lidt over hans mærkelige kost og overvejede om han var et mørkt væsen. I så fald ville hun ikke dømme ham - han virkede jo venlig alligevel. Hun gik ud i køkkenet og fandt noget kød, som var meningen hun skulle have haft til aftensmad. Men han havde mere brug for det end hende og hun kunne jo sagtens bikse noget andet sammen. Hun lagde kødet på en tallerken og modstod trangen til at kigge på det med væmmelse. Hun overvejede lidt om han mon brugte bestik, men valgte til sidst ikke at tage det med.
Så gik hun tilbage til ham og satte kødet foran ham. "Værsgod," sagde hun og smilede venligt.
"Det lyder som et forfærdeligt sted," sagde hun og bed sig i læben - bange for at han ville blive sur. "For hundrede for år siden, var det faktisk mændene som dominerede dette samfund," sagde hun og huskede det som var det i går.
"Tak," sagde hun og smilede. "Du skal bare sige, hvad du har lyst til," forsatte hun i samme venlige tonefald.

Lecter ventede fligtit på hende, og kiggede sig omkring, han forstod ikke indretningen, han kom jo fra en samfund der ikke var lige så langt i teknologi som menneskenes verden, ikke at sortelverne havde været der i kortere tid, men sortelverne udvilklet sig bare ikke, de gamle regler og traditioner var noget som holdt forevigt, så samfundet ville nok aldrig komme videre. han rejste sig op, men da hun kom ind igen, satte han sig ned som reflexs, og kiggede på hende, og maden, han var træt af at være undrende, for der var intet der gav mening, så hvorfor ikke bare lære af den nye frue. han sprang nærnets efter maden da hun havde sat den fra sig, og begyndte at spise det bid for bod med hænderne, han kigget på hende, og sagde før han havde spidst færdig, "I mit samfund jager vi bytte for mad, alt der kan blive spidst, selv andre som os, faktisk for det meste andre som os selv.. hvorfor er dette samfund så godt?, man slipper for mord, man bliver behandlet godt af fruerme... det næste bliver sikkert de siger man må havde føleser i dette samfund" han smilede af det sidste, han mente det som en joke, for sefølgelig måtte man vel ikke have føleser her, det vile bare være for godt til at være sandt.

Hun smilede glad, da hun så ham spise maden. Selvom det ikke var et syn hun så hver dag.
Da han begyndte at snakke om alle de mærkelige ting om dette samfund, som hun ikke syntes var mærkelige, overvejede hun om hun skulle fortælle at der altså også var væsner her, som kunne finde på at overfalde folk. I stedet for at sige det ligeud valgte hun at sige: "Men derfor er det også en god idé at være på vagt..."
Hun kiggede vantro på ham - måtte man ikke have følelser i hans gamle samfund. "Øhm... Man må altså gerne have følelser her... Både gode og dårlige," sagde hun forsigtigt.