An Angel Passing Through My Room

"Selvfølgelig vil du dø, på et tidspunkt, men først når din tid kommer som den kommer til alle mennesker og ikke før"

Han smilede blidt og venligt til hende, og blev så bare siddende han var ikke bange for hende, han havde ingen grund til at være det følte han.

"Hvis dit barn skal var hunter som dig, vil den være som dig fra fødslen og så er der ikke noget et gøre, så vil den også have lysten til det, på samme måde som du altid har haft.

"LEAVE! STOP TALKING!"

skreg hun og dækkede ørene med sine hænder - den ene hånd knugede pistolen. Det var et barnligt og naivt forsøg på at lukke lyde ude, men Procella kunne slet ikke overskue at skulle skænke sin byrde videre

"jeg må åbentbart skuffe dig, for jeg går ingen steder!"

Han kunne ikke bare forlade hende, før han var helt sikker på at hun forstod det hele, hun skulle gerne forstå at der kun var en lille sandsynlighed for at hendes barn blev som hende selv.

"Det er ikke sikkert med dit barn, men uanset hvad er det et barn og derved under min beskyttelse"

"STOP IT! STOP TALKING! I NEVER WANTED THIS! NOT FOR ME, NOT FOR MICHA! NEVER FOR MY CHILD! WHY IS HE DOING THIS TO ME?! HAVE I NOT BEEN LOYAL?! HAVE I NOT DONE EVERYTHING I WAS TOLD TO?! HAVE I NOT GIVEN UP EVERYTHING THAT COULD GIVE ME ANY FORM OF HAPPINESS?! WHAT MORE DO I HAVE TO GIVE?! HE CAN NOT HAVE MY CHILD!"

Procella begyndte at hulke. Hun gled ned på gulvtæppet på knæ og rakte bedende ud efter Cleon

"Please! Ill do anything! Ill give you anything! I swear! Please! Dont do this...i beg of you...please..."

"Tag det nu roligt"
Han lagde en hånd på hendes skulder for at prøve at berolige hende, han håbede det virkede det plejede det normalt på mennesker fordi han var en engel.
"Ville du hellere have at verden blev overrendt af varulve vampyre og dæmoner?"
Han håbede at tanken om at det skete ville få hende på bedre tanker, og at hun så ville være bedre til at lytte.

Varme lydløse tåre gled over hendes kinder. Hun slog armene beskyttende om maven og rokkede frem og tilbage

"Yes...let them come...let them have the humans...just dont doom my child...please..."

Procela så op og fangede englens blik

"Metatron...i beg you..."

"Rolig for pokker hvis, dit barn ikke gør det, skal et andet barn tage den byrde, og dit barn er nok det der er bedst stillet. Jeg kan siger dig at det skære dybt i min sjæl at et barn skal gøre det"

Han satte sig tilbage i stolen og kiggede på kvinden, han ville virkelig ønske der var mere han kunne gøre for hende men det var der bare ikke, resten var i guds hænder.

"Jeg kan kun gøre en ting og det er at hvis, og jeg siger hvis da det ikke er sikkert, det er dit barn der skal fortsætte vil jeg altid være der til at beskytte det."

I want you...to leave...i dont care about other children...i care about my own..."

Procellla tvang sine fingre åbne så pistolen gled ned på sengen igen

"If you had not just saved my life....things would be different....leave Metatron...you never did anything good for me. If you loved me, you would have killed me as a small child. This is not a life...this is not a childhood. This is pain, and torture, fear, death. And you and god want me to smile and nod? I am not carrying the new messiah in my womb."

Procella lagde sig ned i sengen. De varme tårer gled kildrende ned af hendes tindinger og fugtede dynen under hendes hoved

"I dont know what is in there. Toxic like his or her father. I can feel the venom in me. Whatever it is, it is not human. I am hungry...so hungry...all the time...i have nightmares...i remember things i should not...i am getting soft. When i face my enemies i dont want to kill them if they look like children - even if i know what they are...i now its the little one who is doing it...im not...mothering...mother of the year...a socker-and-cupcake-mother. I dont do bakesales. I dont have a house. I live in my car. My lover is a demon. Im not married. Even if this child was not from demon loins, its still a bastard. Not that i care...but how can you be so...indifferent? Should you not be trying to kill it? We dont know what is in there...what if....what if it is lucifer? The lightbringer? He was an angel too. What if he need a servant of god to experience rebirth? What if it is satan? What if i bring the flesh of demons into the world, through a servant of god? All demons want to rule the world...."

Procella satte sig op med et ryk. Hendes hud var blevet voksbleg. Hendes øjne virkede alt for store i hendes ansigt, og hun begyndte langsomt at dirre.

"W...what if....what if this was the plan all along...stupid human...get her pregnant...there is so many...he never told me....he never told me he loved me..."

Procellas øjne fik et panisk glimt i dem

"What if i...am the one to...doom ud all? The vessel of the new king? No....i cant...why did he do this to me?"

Verden begyndte at flyde ud for hendes øjne da de mange teorier flød sammen i hendes hoved. Var der en grumsom mening med alt det her. Var hendes barn udset til at være verdens ødelægger? Med jægertræning, indsigt i broderskabets loge, viden om sit fædrende ophav, og beskyttet af en engel. Det var verdens atombombe

People will suffer...

Procella rakte langsomt ud mod pistolen igen

We live for the humans...we die for the humans...and they never know...a hunters sacrifice is the greatest ever made

Hun så i et glimt hvordan den store mørke jæger stod over hende og indprintede læresætningen i de to små piger. Procella vippede sikringen af pistolen

...you taught me well...but i am not gonna let the world suffer for my mistakes...

Procella trak vejret dybt og vendte løbet op mod sig selv. Det kølige jern pressede sig op i den bløde hud mellem de to kæbekanter. Et pandeskud kunne man overleve. Det ville give et meget grimt ansigt. Et tindingeskud kunne man også overleve. Men hvis hun tog skuddet nedefra ville hun ramme frontallapper og den ene hjernehalvdel. Hvis hun på en måde overlevede dét, så ville hun alligevel ikke vide det.

"Im sorry...i cant let the world end like this...the blood should not be on my hands...forgive me..."

"nu er dum dum igen"

Han var stadig rolig, selvom hun blev mere og mere urolig nærmest ligemeget hvad der skete så blev hun bare mere og mere bange for at det skete noget.

"Men ja jeg har måske ikke gjort noget godt for dig, men jeg har hjulpet dig til at hjælpe menneskeheden er det ikke hvad du er oplært til"

Han vidste ikke noget om om barnet kunne være ondt måske endda så ondt, men han vidste dog at det ville stå klart for ham det øjeblik det blev født.

"Jeg kan sige at hvis dit barn er så ondt som du frygter vil der blive taget af det problem, men med dig som mor vil det ikke ske du er god i hjertet og moderlig, som du selv siger kan du ikke dræbe hvis det ligner et barn."

Han håbede hun ville forstå, meget af alt det andet hun sagde forstod han ikke rigtigt meningen med, men han forstod udemærket hvad det var hun havde gang i med pistolen.

Han rakte hånden frem for at tage fat i hendes hånd da hun førte pistolen op til hovedet. Han vidste at der ikke ville komme noget godt ud af det.

"Hvad vil du få ud af det der"

Han sagde det roligt og koldt mens han stadig holdt stramt fat i hendes hånd.

[b]"Yeah well...i guess humans are dumb like that...auch...let go...if i kill myself my child will never be born...never be the source of pain...and never live it...you call me dumb? this is kinda logical thinking is it not?"

Procella prøvede at vride hånden med pistol ud af englens greb

Han strammede grebet om hendes hånd, så hun ikke kunne komme fri og med den anden hånd tog han fat om pistolen, for at tage den fra hende.

"Nej, du har ret i at så vil den ikke opleve det, men det er der heller ingen der siger den vil opleve hvis den bliver født"

Han så på hende med hans store blå øjne og håbede på at dette ville få hende til at falde lidt ned, så det ikke blev så ekstremt.

"Autch! You fuckhead! Give me back my gun! You want me to just sit back and do nothing? Having no control over my destiny or the destiny of my child?! How fucked up do you become in heaven?! LEAVE! I want you out of my room! Get the fuck out of here! I dont know where you have to go, but you cant stay here! I wont let you! Your choise! I leave, or you leave!"

Procella gned arrigt sin hånd og rakte krævende ud efter sit våben.

Han rejste sig op da hun begyndte at hidse sig op på den måde. Han ville ikke have at hun skulle opføre sig på den måde.

"Jeg gør ingen steder og du går ingen steder, ihvertfald ikke før den her samtale er ovre og jeg ved at du ikke længere har tænkt dig at begå selvmord!"

Han mente ikke at hun skulle lade være med at gøre noget, lige nu skulle hun ud og dræbe så der var færre der kunne skade hendes barn når det blev født og når det var født, skulle hun vise sig at være en fantastisk mor, det var han sikker på hun kunne være.

"Nej du skal ikke sidde og gøre ingenting, du skal ud og sikre verdenen for dit barn og for andre børn. Når dit barn så bliver født skal du vise dig selv at du kan være den gode mor og beskytte og passe det som en mor skal, det ved jeg du kan klare!"

Han sagde det med al den autoritet og medfølelse han kunne mønstre, men også en meget stor del sikkerhed så hun næste ikke kunne andet end at stole på ham, han håbede det virkede.

"Are you kidding me? Are you gonna breathe down my neck as long as im pregnant? Move runaway cars out of my path, and slaying monsters before they hurt me? When i hunt, i put myself in harms way, and at the same time you want me to protect this baby? MAKE UP YOUR MIND!!! YOU CANT HAVE IT BOTH WAYS!"

Lorte-engel. Procella trak hidsigt dynen hen over ansigtet

"You cant watch me all the time. I might drown, or take an overdose. I might drink my brains out. What do you say to that you feathery fuck? Or i could just stay under here forever. Never coming out. Ill be the best hunter ever. Never dying. cause im never leaving. GO AWAY!"

"Procella for pokker så tænk dog på at hævne Micha, og det der er sket hende, det er jo væsener der er skyld i det."

Han håbede at det kunne få hende på bedre tanker og derved få hende ud af denne tåbelige tilstand af selv medlidenhed som på ingen måde passede hende.

"Men det er sgu tæt på jeg kan holde øje med dig konstant, og jeg vil gøre det hvis det bliver nødvendigt"

Procella hev dynen af ansigtet og stirrede koldt på englen

"If you ever dare to mention her again, i hope you are fucking bulletproof. I *will* kill you. Do you understand what i am saying?"

Procellas ansigt var koldt. Stemmen var hård som stål. Hvis der var en usynlig grænse at overtræde, så var det meget tydeligt at englen lige havde kørt over den med en damptrumle.

"Nå jamen så må det jo være med den på, jeg er da ellers ret sikker på at du lovede at tage hævn?"

Han blev bare koldt stående, han havde ingen planer om at stoppe det nu når han havde fået hende ud af sin selvmedlidenhed. Han ville have hende tilbage til at være som hun havde været tidligere.

"I dont give a shit about sho you are, or who made you. You are a freak. I kill stuff like you. And if you ever talk about my sister again, i will end your sorry ass. I give you my word...and i always keep my word...angel. So if you want to live to se another bloody sunrise...you leave...i have asked you nicely. Im not gonna be that nice again"

Procellas øjne skiftede farve. Den opgivende ravfarve, blev klar rovdyrgul

"One last time...leave...you have overstayed your welcome. Leave my room, and dont come back. My door is no longer open for you"

"Jamen så forlader jeg dig, men kun fordi jeg kan se du har fået lysten til at kæmpe tilbage."

Han smilede til hende og gik over mod døren, og åbnede den for at gå, han fandt ingen grund til at være der længere når hun var blevet sig selv igen.

"Men dette vil ikke være det sidste du ser til mig, jeg er din og dit barns skytsengel, og det må du lære at leve med"

Procella så køligt på englens ryg

"not if i kill you...you guys die like humans while on earth...it will be easy. Close the door, i can still smell you"

"Nej, sådan har i altid sagt, og i har alle sammen ændret jeres holdning til det"

Han smilede for sig selv, og lukkede døren og gik mod udgangen af hotellet så han kunne komme væk derfra.

//out//

Procella så tavst på den lukkede dør. Smilet om hendes læber var ikke et venligt smil eller et smil af glæde.

You forget yourself angel...i killed your kind before...with pleasure...you are going to be no different. Other than maybe a little more satisfying

Procella lagde sig ned i sengen og så op i loftet med et skævt smil

"Always cheat, always win, the only unfair fight is the one you loose. and I am not going to loose"

Hun krøllede sig sammen og trak dynen hen over sig. Nu hvor hendes gameplan var ved at tage form, begyndte vreden og anspændtheden at fordampe ud af hendes krop. Det var uhyggeligt let at myrde en engel. Hendes øjne gled i.

((end))