Three's a Crowd, but two is family...

Creon havde sat sig ned i sofaen igen og havde lukket øjnene. Da hun kom ind igen åbnede han dem og kiggede på hende med et udtryksløst blik.

"I dont think I wanna share the bed kiddo, dont worry bout it. I dont think Im gonna sleep tonight anyway, so Ill just watch some tv and, you know, be around so you can sleep without worrying about doggies banging down your door."

Han talte let tonløst og uden den store entusiasme. Det med Wick havde irriteret ham siden hun havde nævnt det første gang. Han kunne ikke lide Wick, og han hadede dæmoner mere end noget andet på jorden. Kombinationen af de to ting var en eksplosiv cocktail af had, der fik hans indre til at boble og syde. Han var udemærket klar over at Procella havde følelse for ham... Men det ændrede ikke hans egne præncipper eller følelser. Dæmoner var sendt fra helvede i håb om at skabe nok splid på jorden til, at den gik fra hinanden. Det var det han havde kæmpet imod hele sit liv. Han ville ikke acceptere, at en dæmon skulle ødelægge hans ven, blot fordi at hun var brændt lun på denne dæmon. Dæmoner følte ikke kærlighed, kendte ikke til varme eller godhed. De skulle hugges ned, skydes i småstykker. Og det var hvad han ville gøre ved Wick hvis han nogen sinde så ham igen.

Procella sank noget. Hendes blik på Creo havde en særlig glød der ikke havde været der før. En der var svær at tyde.

"Thank you...i think ill just go to sleep now..."

Hendes krop drejede sig mod sengen, men ansigtet drejede sig og dvælede ved hans slanke skikkelse et øjeblik længere end normalt.

...hungry...

Procella lukkede øjnene og drejede hovedet bort med en let anstregelse

"...sleep tight...bedbugs and all...."

Hendes stemme var en smule hæs, og hendes bevægelser en smule stive. Som en maskine der skulle varmes op. Nærmest mekanisk krøb hun op i sengen. Hun stirrede op i loftet. Ikke sikker på at hun turde lukke sine øjne, men ikke sikker på hun kunne holde sig vågen. Hendes sanser strakte sig mod sofaen. Lydende begyndte langsomt at intensiveres, som under jagt. Fjedrene der klagende gav sig når Creons vægt skiftede possition. Lungerne der fyldtes og tømtes for luft.

Procella kneb øjnene sammen og trak dynen hen over ansigtet for at bedøve sig i støvet dyne. Procella var ikke helt klar over hvornår hun begyndte at døse hen. Glimt af scener overtog hendes bevidshed.

Fjern latter. To piger der holdt hinandens hænder. En enorm iagtagende skygge. Grønne venlige øjne.

Procella sukkede uroligt under dynen og baksede sig om på siden så den gled ned over hendes ansigt. Et dunk, dybt dybt inde sendte en forøget dose af toksiner gennem den udmattede jægers blodbaner.

Længsel. Mørke. En hvisken
"Lauren..."
Et skrig. Smerte

En trækning gik over Procellas ansigt. Sved glinsede svagt på hendes hud.

MICHA! NO! LEAVE HER ALONE!

Procella satte sig op med et ryk i sengen, og et eksplosivt gisp.

...mummy...so....hungry...

Procellas pupiller udvidede sig i ét nu, og trak sig derpå sammen til størrelsen af et nålehoved. De orangegule rovdyrøjne flammede da blikket låste sig fast på sofaen. Der var intet koordineret eller strategisk over angrebet da kvindens krop blev slynget mod sofaen. Der var kun det dyriske behov tilbage.

Creo havde tændt tv'et og havde siddet og gloet på en ligegyldig reklame, men næsten usynligt for det menneskelige øje havde han kigget på Procella imens hun gik i seng, de mekaniske bevægelser var slet, slet ikke det han kendte fra den før så atletiske og stærke hunter, der i en fair fight med kun hænder øg fødder kunne vælte ham til jorden. Der var noget galt, noget ud over at en varulv havde haft hende fanget. Hans blik vendte tilbage til tv-skærmen, efter at hun var kravlet i seng.

Men det blev ved med at nage ham. Hvad kunne der være sket? Mon hun skjulte et sår for ham? En besværgelse fra en dæmon? Noget måtte der være galt. Men det virkede ikke som om hun umiddelbart ville dele det med ham. Det var også derfor han havde været nervøs for at dele sengen med hende. Han vidste ikke hvorfor, men det virkede som en dårlig idé. Lige meget. Han plejede at få hende i et mere snakkesagligt humør når de jagede.

Men han havde alligevel ikke forventet det der nu skete. Hun havde sat sig op i sengen med meget... Bekendte øjne. Creon havde set et boligprogram i fjernsynet indtil hun satte sig, og da han så hendes pupiller udvidde sig og derefter trække sig sammen, gik et stik af smerte igennem hans hjerte.

No kiddo, not you...

I samme øjeblik kastede hun sig over ham som en udhungret vampyr. Hans krop havde ikke været klar på et angreb fra hendes side, men hans instinkter og træning reagerede for ham. Lynhurtigt havde han nærmest kastet sig ud af sofaen og givet det lille sofabord et så hårdt los, at det fløj igennem luften imod den angribende Procella. Samtidig lavede han et rullefald til den anden ende af lejligheden, hvor han vendte sig imod hende med en lynhurtig bevægelse og kiggede op.

"Kiddo! What the fuck are you doing?!" Råbte han til hende. Hvis det virkelig var en dæmon-besværgelse blev han nødt til at trænge igennem til Procellaen bag ved den. Hvis ikke han kunne det... Han gøs ved tanken. Han havde på ingen måde lyst til at gøre Procella ondt.

Procellas spring stoppede midt i luften da hun koliderede med sofabordet. Lyden af træ der splintrede og en krop der tungt ramte gulvet fulgte hurtigt efter. Halv bedøvet af sammenstødet kæmpede hun sig op på hænder og knæ. Forvirret. Hvad lavede hun på gulvet?

Please...mommy...so hungry...

Jægeren trak læberne tilbage fra tænderne i en tung snerren der rumlede gennem hendes brystkasse. Hvor var han? De blottede tænder var alt for hvide og alt for skarpe til et normalt menneske. Gennem det lange tykke mørke hår gnistrerede et par vilde rovdyrøjne øjne og fangede Creo ind.

Hendes snerren stoppede et sekund. Noget bevægede sig bag de fremmedartede øjne. Kiddo? Hvor havde hun hørt det før? Kendte hun ikke det ord? Burde det ikke sige hende noget?

...need...food...

Procella skubbede sig op på knæ og rystede den tykke manke bort fra ansigtet. Den tunge snerren begyndte igen, med fornyet styrke. Drevet af instinktet til at opretholde det liv hun nærrede i sin krop, kom jægeren atter på højkant

Creon havde rejst sig i sin fulde højde og kiggede med vantro på det der rejste foran ham. Det var ikke længere Procella der var i lejligheden med ham, det var ikke den kiddo han kendte, det var noget andet. En dæmon. Så udvidede hans pupiller sig da ærkendelsen ramte ham.

Wicked... You bastard!

Han vidste ikke hvad han havde gjort ved hende, han vidste ikke hvordan... Men han vidste, at dette måtte være Wicks skyld. Hvem kunne det ellers være? Havde det været en hvilken som helst anden dæmon der havde gjort dette, var han sikker på at Procella havde fortalt ham noget om det. Det var den eneste logiske forklaring.

"Wicked... Your gonna pay through the nose for this." Knurrede han ud igennem tænderne. "Dont worry kiddo, I'm gonna fix this, Ill fix you. I promise."

Han fikserede sine pupiller, løftede den ene arm og førte sin højre hånd op foran sit ansigt. Han åbnede den, så hans øjne befandt sig på hver sin side af den åbne håndflade, alle hans fingre var samlede og han havde 50% vægt på hver fod. Hans venstre arm var taget om på ryggen.

"All right kiddo, lets see what the devil gave you. Lets dance. Its been a while." Han så lige ind i de gule dæmonøjne med afsky. Som han så det, var dette her en kamp imod Wicked, en kamp han ikke kunne tabe, hvis han skulle kunne se Procella i øjnene igen. "Your move."

Hurtigere end det menneskelige øje kunne fange det, kastede Procella sig frem mod Creo. Med sin uhyggelige hurtighed bragede hun frontalt ind i elveren og et kort øjeblik nærmest løftede hun ham fra gulvet før de begge koliderede med det gamle 50er køleskab. Creos udstrakte arm var det eneste der forhindrede hende i at flå struben direkte ud på ham. Savlet løb ud mellem de blottede tænder, der knaldede sammen få centimeter fra hans ansigt, med samme lyd som når en slagterkniv blev væsset.

Atter bevægede sig noget bag det rasende blik. The devil? Dance? Procella blev overvældet af et glimt af glødende mørke øjne og et skævt lurende smil. Styrken der holdt Creo naglet til metallet blev tøvende. Blikket blev forsigtigt.

"...Wick....?"

Hendes stemme var forvrænget af den grumme snerren der flåede i hendes bryst. Det var årtier siden hun havde tabt kontrollen så totalt som nu. Sidste gang havde været lige før hendes 21 års fødselsdag. Den dag Micha blev hængt op på mordet af 3 skabninger, der blev kaldt mennesker i retten. Det havde taget Ripper og 3 andre at slæbe hende fra retssalen og ud i bilen. Hun kunne intet huske af de næste 2 dage hvor raseriet havde hærget hende som en steppebrand. Hun havde været vanvittig af raseri og sorg. Det var hun ikke denne gang. Hun havde ikke mistet sin fornuft. Ikke helt. Moderinstinktet var blot en naturkraft i sig selv, og forstærket af Procella...ikke godt...

Al luft blev skubbet ud af Creos krop idet han blev skubbet op imod det kolde metal, han havde virkelig ikke forventet at det der havde grebet Procella havde været så stærkt, at hun ville kunne slå ham ud på den måde. Den savlende mund kun en lille halv armslængde fra ham fik ham til at presse tænderne sammen i anstrengelse. Musklerne i hans højre arm var spændt til det yderste, hans hånd var stadigvæk i den rigtige position, men på grund af det pludselige stød var hans anden arm nu fanget imellem hans ryg og køleskabets dør. Ikke ligefrem en ideel situation, men ikke en man ikke kunne slippe ud af. Hans mester havde stillet ham i den slags situationer før, og han var ikke kommet ud på den lade side... Men dette her var Procella de snakkede om. Kunne han mon få sig selv til at skade hende for at komme fri?

Men vent, hun tøvede? Det var som om den rigtige Procella, bag dæmonen, vågnede let op til dåd. Han kunne se det i hendes øjne, og mærke taget der ikke spændte så hårdt imod som før, selvom forskellen var mindre end marginal. Denne chance blev han nødt til at tage, og han kendte måden at komme ud på. Han lagde sine 2 bagerste fingre ned, så nu kun hans pege-og langefinger var oprejst foran ham, og foran Procellas ansigt.

"I call you, thou who command the smoke and mist,
The blinding sand, the murky waters,
Ye who who laughs at the withering eye,
Canto 37: Blind!"

I samme øjeblik lød et knald fra Creos 2 oprejste fingerspidser, og i samme øjeblik skubbede han af al kraft af fra køleskabet imod Procellas krop.

Procella havde aldrig været stærk i magi. Faktisk var det himmelråbende så svag hun var på det område. Hendes styrke havde aldrig været finesse. Hun var rå kraft. Muskler og styrke. Magi var snyd. Det var lusk. Nok egentlig ikke rigtig lusk, men hun blev altid så gal over at tingene ikke virkede for hende. Hun var for utålmodig, for rastløs. Hendes koncentration strakte sig aldrig langt nok. Illusioner var på hendes top 3 over hademål. Mental manipulation sneg sig ind på en god andenplads. Fysisk manipulation var det værste. Hvis hun blev frarøvet sine sanser var hun som en nyfødt baby.

Jægeren stivnede som hjort i et par blændende forlygter da hun blev frarøvet sit syn. Den voldsomme snerren døde på sekundet i hendes hals. De mikromale pupiller udvidede sig og fyldte næsten hele øjet da hendes krop desperat kæmpede imod og prøvede at genvinde kontrol.

...my eyes!

Den spontane reaktion var umiddelbar. Procella slap Creo som havde hun brændt sig, og førte hænderne mod sit ansigt, samtidig med skubbet kom. Den mørkhårede kvinde fløj baglæns gennem køkkenet og faldt bagover da hun meget uelegant skvattede over en af de tidligere brugte spisestole

"NO!!!!"

Skriget var en sjæl i yderste nød, da hun desperat krummede sig sammen som en kugle om sig selv for at beskytte sin mave. Komplet ulogisk for sit fald.

Creo spildte ikke tiden, han havde ikke skabt denne situation for bare at se på. Hans Canto havde virket over forventning, men på den anden side havde han allerede prøvet at træne imod Procella i mørke. Det havde været den mest ulige kamp han længe havde kæmpet. Og det betød samtidig, at det der havde overtaget ikke kunne se igennem hans Canto. Perfekt.

Han var faldet på gulvet da han havde skubbet fra, men lynhurtigt kom han op på alle fire, hvorefter han satte i et tiger-spring over imod hende. Han måtte vinde tid, tid han kunne bruge på at snakke hende tilbage til sig selv igen. Med et stålsat blik kravlede han hurtigt som en slange op på hende, hvor han satte sig overskrevs på hendes brystkasse, rettede sig op og samlede hænderne, folede sine fingre på nær pege- og ringfinger endnu engang og begyndte på den næste del af hans plan.

"By the chains and knots that ties thy kingdom,
With clamps and ropes and ties and wheigts,
Bestow me thy power to erase this freedom,
Canto 3: Bind!"

Han lod sine hænder gå fra hinanden, bukkede ringefingeren ind og pegede nu med en pegefinger på hver af Procellas håndled.

Lets this work, please kiddo, please...

Procella fik luften slået ud af sig da noget uset ramte hende i brystet. Som en fisk på land gispede hun for at tvinge luft i sig igen. Hun spændte i hele kroppen da hun kæmpede imod Creos magi som en gal

The baby! No!

Brølet af protest der flængede luften fik stuevinduet til at dirre i sin ramme. Langsomt, centimeter for centimer blev Procellas dirrende hænder tvunget bort fra hendes mave og længere og længere ud til siden, indtil hendes underarme så ud til at være gået i en slags pervers symbiose med gulvet, så hårdt blev de presset ned.

Den lille slanke kvinde kastede med kroppen i forsøg på at befrie sig, men ligemeget hjalp det. De bare hæle klaskede lidt nytteløst mod gulvet og lavede småbuler i det skidne grålilla linoleum

"NO! LET ME GO! LET ME GO! LET ME GO!"

Skreg den blindede jæger og virrede på hovedet så det lange hår blev kastet vildt omkring de alt for skarpe ansigtstræk. De store øjne der intet så stirrede vildt ud i mørket for at bryde den hinde af magi der lå over dem.

Creon tog, for første gang i 7 sekunder gik det op for ham, en indånding og mærkede slaget af de 2 Canto ramme ham i ansigtet som en gummihandske der blev svippet i ansigtet på ham. Det kunne godt være at det virkede som om det var let bare at smide elviske besværgelser af sig, men de tog på ens energi hvis ikke man passede på. Heldigvis havde han holdt sig til de lave numre, det var først højere oppe at de begyndte at rive huller i hans indre energier. Han rystede på hovedet for at få følelsen væk, der var ikke tid til at blive svimmel nu.

Hans følsomme, elviske trommehinder var næsten ved at springes ved lyden af hendes skrig, men han vidste at han ikke kunne flytte sig nu. Det var nu han havde hende hvor han skulle bruge hende, det ville han ikke opgive før hun var sig selv igen.
Han lod sin hånd svæve over hendes øjne og lod den så glide væk med et snuptag. Han havde hævet forbandelsen, så nu håbede han at synet af ham ikke sendte hende i endnu et blindt raserianfald.

"Kiddo! Kiddo, wake up! Its me, Creon, cant you recognize me?"

Det håbede han virkelig at hun kunne. Hun virkede stærk nok på dette tidspunkt til at kunne flå lejligheden, for ikke at snakke om en uskyldig forbipaserende, i tusinde stumper og stykker. Og hvis hun fik mulighed for det blev han nødt til... Han ville ikke engang tænke tanken til ende.

Kidd...kiddo...kiddo....

Hun slog med hovedet i forvirring.

THey are not gonna have them, -they are mine. forever! You camt take them"

Frygten for det ufødte liv hende fik hende til at krybe sammen under elveren, som hun stadig ikke kune se klart. Store klare tårt gled ned i de mørke hår.

"please Creo....dont hurt my baby please....

Creo løftede uforstående det ene øjenbryn. Baby? Hvad var det for en baby hun snakkede om? I det mindste virkede det som om den gamle Procella var NOGENLUNDE tilbage, så han rejste sig fra hende og så ned på hende. Han havde ikke tillid nok til hende til at lade hende komme fri.

"Baby? Kiddo, what the hell are you talki..."

Og så faldt brikkerne på plads i Creos hovede.

"ARE YOU PREGNANT WITH A DEMON'S CHILD?!"

Creo havde spærret øjnene op, halvt i total vantro, halvt i raseri. Meget havde han forventet af Wicked, ja, meget havde han forventet af Procella, men dette her var i en liga for sig selv. Nu forstod han pludselig hendes mærkelige opførsel, hendes matte blik og de mekaniske bevægelser, nu forstod han. Langsomt bukkede han sig helt ned til hende og så hende ind i øjnene, hvor man tydeligt kunne mærke det endeløse raseri der huserede bag de grønne øjne.

"Kiddo, please tell me this is a lie, please tell me that you didnt do this..."

He could have raped her, couldnt he? He could, couldnt he?!

Creo var ude af sig selv af sorg og vrede. Hvis Wicked havde voldtaget hende... Ved gud, han sværgede at han ville sende Wicked til et sted der var tusinde gange værre end helvede, når han først var færdig med ham selv.

Procella blinkede vildt da hendes syn vendte tilbage. Hun så skrækslagtent op på sin gamle ven, men så ingen varme i øjnene og ansigtet der var forvrænget i vrede og afsky. Hun kneb øjnene sammen for at lukke fordømmelsen ude, men den brændte hendes ansigt hvor hun fornemmede hans blik hvilede.

"Please...dont tell the brotherhood...they will kill me. Please Creo! Please!"

Hendes åndedræt var afsnuppede og halve hulk

"I...i love him so much it hurts...please...i cant breathe without him...but it is much worse now"

Hun trak i sin krop, men den rokkede sig ikke en milimeter

"He can make me sleep...i havent slept...the child wont let me...its so hungry all the time, and after the vampire...."

Frygten krøb gennem hendes krop. Hvad havde Victoria gjort ved hende?

"She made me...she made me drink her...something happent. Micha took over...the baby...i have heart it ever since...i wont attack you again! I promise! Please! Let me go!"

Procella lod de rovdyrguleøjne glide op igen og fange de irgrønne over hendes ansigt. De svømmede over i varme tåre der langsomt gled ned i det matte hår. Hun så generelt tyndere og blegere og trættere ud end hun plejede.

"...Creo...please...i beg you...dont hurt me...dont hurt my child...i have lost enough family. Please let me have this...please..."

Selvom blikket stadig var vildt, var det kun Procella nu. Hun var en kvinde der bad for sit liv. For sit ufødte barns liv. Der var ingen stolthed. Ingen hovmod eller arrogance. Procella havde i dette øjeblik været parat til at sælge sin sjæl til højestbydende hvis det havde kunne redde hende eller livet i hendes voksende mave.

Hans ansigt var næsten helt nede ved hendes. De grønne øjne veg ikke fra hendes. Langsomt rettede han sig op igen i sin fulde højde, og imens han gjorde det faldt en enkelt tåre fra hans ene øje ned på Procellas ansigt.

It cant be true...

Han trådte et skridt tilbage og løftede så stille sin højre hånd. Han lavede en afværgende bevægelse over hendes krop og båndene blev løst. Hans ansigt var totalt udtryksløst, en maske af sten, men bag masken var det tydeligt at se sorgen og raseriet storme i hans sind.

"Get up. Go to bed. Now."

Procella lå stille et langt sekund. Var hun fri? Prøvende krummede hun sine fingre på begge hænder for at lege med bevægelsen. Frihed. Vidste man hvad det var før det blev taget fra en? Hun rystede svagt over hele kroppen da hun satte sig op og så desperat på elveren.

"Dont do this...talk to me....say something...anything. You wanner kick my ass? Just...dont shut me out?"

Procella stablede sig langsomt på benene og rakte en hånd ud mod manden, men stoppede bevægelsen midt i luften. Ikke sikker på hvordan modtagelsen ville være, eller hvordan hendes bevægelse ville blive tolket.

"Creo?"

Procellas læber skælvede let i mørket da hun lod hånden falde ned langs siden. Blikket der hvilede på hans skikkelse var forpint.

Creos mine ændrede sig ikke det mindste. Han så hende direkte ind i øjnene, men så småt kunne man se, at han var ved at få kontrol over sin vrede. Det ændrede dog ikke på harmens intensitet, der stadigvæk var stærk nok til at få jorden til at skælve. Han pegede over på sengen.

"Bed. Now." Det lød næsten som når en forældre giver et barn en straf, men med den forskel at faderen her var en usansynligt vred elver, der lige havde fundet ud af at hans veninde var gravid med noget af det han hadede mest i verden.

Han havde aldrig forventet dette, ikke fra nogen kant. Han kunne ikke tro at det virkelig skete for ham netop nu. Hvordan kunne han havde ladet det ske? Han skulle have forbudt hende at se noget til Wick for lang tid siden... Ikke at det ville have stoppet hende, men stadigvæk. Han burde have gjort mere.

Procella bed tænderne hårdt sammen. Hendes naturlige vrede rørte på sig ved at blive talt sådan til, men et langt livs gensidig respekt og familiære kærlighed fik hende til at sluge den noget bitre kamel.

"Fine...we´ll talk...tomorrow..."

Hvæsede hun anstrengt. Det sved at skulle bøje af på den måde, men der ville intet godt komme ud af hvis hun fløj i hovedet på ham. Det korte øjebliks tilfredsstillelse ved *måske* at få givet ham én på hovedet, ville ikke kunne opveje den kvalmende følelse af skyld hun allerede følte.

Hendes øjne gnistrede hidsigt da hun trampede forbi ham. Det var ikke fair at han fik hende til at føle sig som om hun havde forbrudt sig mod deres venskab ved at elske. Procella tænkte ikke helt over det ironiske aspekt der lå i at hun selv havde følt på præcis samme måde for et lille årti siden. Procella smed sig hidsigt i sengen

"Well...i didnt want to tell you like this. Guess the cat is out of the bag now. So...you decide...if you tell on me, they will kill me. do you hate him enough to kill me? Or do you love me enough to overcome your hatred...you have some thinking to do over the night"

Det var egentlig meningen bemærkningen skulle være blevet ytret med hendes sædvanelige ætsende sarkasme, men i stedet knækkede hendes stemme over i midten af sætningen. Procella begravede ansigtet i puden for at kvæle lyden af den stille hulken. Det her var slet ikke gået som hun havde planlagt det i sit hoved.

Creon havde forholdt sig stationær imens hun var trampet fornærmet igennem lejligheden som en fornærmet teenager. Han havde fulgt hende med øjnene, men idet hun havde smidt sig på sengen, havde han samlet sine fingre og var begyndt at mumle, imens hun havde snakket til ham ovre fra sengen. Det var nødvendigt. Dette var en sti han ikke kunne lade hende fortsætte af.

Sorry kiddo...

"Canto 3: Bind!"

Med en hurtig bevægelse pegede han begge sine pegefingre over imod sengen, nærmere bestemt imod Procellas håndled, endnu engang.

God damnit I hate this.

I en brøkdel af et sekund før magien ramte hende fornemmede hun hvordan noget i luften tættedes omkring hende. Hun var dog ikke forberedt på det - i hendes øjne - forræderiske angreb.

Med våde kinder satte hun sig op med et ryk så puden faldt på gulvet. De store øjne var opspilede af vantro over den kniv der blev boret i ryggen på hende. Hendes arme blev flået ud fra kroppen, og derefter blev hun kastet tilbage på madrassen da magien - lydig som altid - ikke skelnede mellem rigtigt eller forkert, men kun adlød det stærkste bud.

"NO! CREO! WHAT THE HELL ARE YOU DOING?!"

Procella kæmpede nytteløst mod magien af alle kræfter. Hun havde godt nok mistænkt at hun aldrig ville blive en gammel kone i en gyngestol, men hun havde aldrig forventet at det ville være hendes grønøjede læremester. Ikke den uudgrundelige elver der havde lært hende om sværdbrug og skydevåben. Ripper måske...men aldrig Creo.

"YOU CANT DO THIS TO ME! AT LEAST LET ME DIE FIGHTING YOU GODDAMN COWARD!"

Procella hulkede panisk. For en gangs skyld var hun bange på sine egne vegne. At være berøvet enhver mulighed for at forsvare sig selv og sit afkom. At være tvunget til at ligge med blottet strube som et andet offerlam. Det var alligevel for meget, selv for hendes strenge selvdiciplin. Jægeren der aldrig knækkede. De havde torteret hende, brændt hendes kød, flået hendes hud, brækket samtlige knogler der havde et navn værd at nævne. Aldrig havde hun grædt som nu. Og nu, selv på panikkens rand, på kanten af fornuft, selv nu kæmpede hun som en rasende. Der var dog snart ikke meget mere at kæmpe med. Alt for lidt næring, alt for lidt søvn, og den vedvarende kamp som hun ikke kunne vinde. Lidt efter lidt ebbede kampgejsten ud, sammen med vreden.

Creo masserede sine ømme tindinger. Magi var ikke hans stærkeste side, i hvert fald ikke Canti. Den form for elvisk magi havde han ladet ruste siden han havde fundet sit sande kald i dimmensionsevnerne. Det havde givet ham en let hovedpine. Han havde brug for vand...

Snap out of it!

Han lod hænderne falde og gik over til knagerne i gangen med et træt udtryk, men stadigvæk med vreden dunkende i sit sind.

"Relax, Im not gonna hurt you. This is more for your safty... And for mine. Im surprised that you can even think that I would use a trick like that to hurt you, or even that I would hurt you."

Han tog sin lange frakke ned fra knagen og stod med den i hånden imens han kiggede hadefuldt på døren ud til gangen.

"Im not gonna tell the brotherhood on you. They will never know about this. No, I dont blame you. But I am gonna go for the one responsible for this."

Han knyttede hænderne om læderet så knoerne blev hvide. Så vendte han sit blik imod Procella igen, hadet brændte inderligt i ham, men ikke imod hende.

"Im gonna go now. And when I find him, I am going to kill Wicked. Tonight."

Så svang han frakken på og greb sin bredskyggede hat, som han satte på hovedet så hans øre og pande var dækket. Kun totter af det hvide hår stod frem under hatten. Han gik hen til døren og åbnede den. I døråbningen vendte han sig imod sengen.

"I am truely sorry... Procella."

Så vendte han sig med flagrende frakke og smækkede døren efter sig.

Procellas bryst pumpede, udmattet af kampen. De varme tårer løb ned over hendes tindinger da hun så efter sin gamle ven.

"No...please...dont...Wick...."

Det var en hæs hvisken. Procella følte hvordan noget langsomt gik i stykker inde i hende. Tanken om at skulle undvære ham...rigtigt...for evigt...det gjorde hvert sekund til en evighed. Hvert åndedræt til en pine.

"...i will never stop loving him...ever...you cant take that away...no matter what..."

Hviskede hun trodsigt mod den lukkede dør

dunk

Procella lukkede øjnene og trak vejret dybt

dunk...dunk...

Kvindens hud begyndte at virke nærmest gennemsigtig. Det måtte helt sikkert være synsbedrag da den tætomsluttende svedige t-shirt syntes at bevæge sig svagt.

...dunk....dunk...dunk....

Procella blottede tænderne da hendes blodårer svulmede som blålille reb under den blege hud. Tusinder af ordløse stemmer hviskede i hendes bevidsthed

Dunk...Dunk...Dunk...Dunk...

Procellas læber skiltes i et let sprukkent smil

"...release me..."

Hviskede hun ud i nattemørket. Hun vidste ikke helt hvor det kom fra. Hvorfor hun sagde det. Den ordløse hvisken tiltog i styrke. Langsomt og dirrende hævede hendes ene hånd sig fra madrassen.

"..Wick..."

((...to be continued ))