Walking the path of hatred (Wicked, eventuelt Procella)

Sted: Hjeretet af Den triste skov
Tidspunkt: Lørdag kl. 01:17

Månen stod højt på himmelen den nat. Træerne stod i skoven som dybtsorte søjler i månelyset, deres vinterragede kroner rakte imod himmelen som menneskerhænder, der bønfaldt guderne om at blive befriet fra deres pinsel. Det var isnende koldt, og luften var klar som krystalglas. Månen og stjernene lyste næsten skoven op, som om det var den klare dag, og man kunne uden skærpede sanser skimte de rimbelagte blade og rødder, der dækkede skovbunden. Alt var tyst, ikke en vind rørte sig, alle nattens dyr var gået i hi eller forsvundet fra stedet, som om stemning bød dem et ondt varsel. Et varsel om det blød, der skulle udgydes i deres skov.

En svag knasen af de frosne blade der blev trampet ned brød billedets stasis, da en høj mand i en lang, sort duster og en bredskygget hat, trådte ind i skovens allerhelligste. På fødderne havde han et par læderstøvler, hans bukser var sorte og hans trøje var hvid som sne. Det samme var hans hår, som i glimt fangede månelyset, som gav det er nærmest sølvagtigt, skindene skær. Manden gik med sænket blik, man kunne kun skimte det nederste af hans ansigt, resten var skjult af skyggen fra hans brede hat. Slapt i sin højre hånd holdt han en lang 12 guage shotgun, en af den slags der laver huller i mennesker på størrelse med kanonkugler, hvis man rammer inden for en respektabel afstand. Hans åndedrag var langsomt og roligt, men i et pludseligt glimt fra månen kunne man i skyggen af hans hat skimte hans irgrønne øjne, og hadet der skindede ud af dem var ubeskriveligt.

Manden stoppede op da han kom til en lille lysning. Han stod helt stille et par sekunder, hans ånde stod ud fra hans ansigt som små pust af iskrystaller hver gang han træk vejret. Så snusede han ind, dybt og længe. Et øjeblik mere stod han ubevægelig.

"Wicked... I finally found you."

En rullende latter, indsnærende og charmerende - den slags man forventede fra en yndlingsonkel - smøg sig igennem mørket mellem træerne. Da lyden nåede lysningen, var der imidlertid en skurrende undertone der rev i elverens ører - som om onkel havde meget skarpe tænder og egentlig bare ventede på, at du vendte ryggen til. Den tunge fært af dæmon var berusende og forgiftende, som opium, i den skarpe vinternat.

Skyggerne skiftede svagt, bugtede sig som slanger og en skikkelse trådte ind i lysningen overfor Creo. Det blege ansigt fortrak sig i et cheshire-grin og viste de hvide, lidt for spidse, tænder.

"Stardust. How lovely to see you. It's been a while, hasn't it? Was it 2004? That horrid little outskirt of a town, where you caught up. What was the name again?"

Stemmen var lige så sardonisk som smilet, men holdt fast i den høflige tone. Indledningen til konversationen kom let, som om de var to gamle venner, der tilfældigt var mødtes på en café midt i byen på en varm sommerdag - ikke i en forladt lysning, langt fra den mindste rest af civilisation.

Wicked slog ud med hånden, omfattede lysningen med bevægelsen og fortsatte, som om han hentydede til hele øen.

"How do you like my play-ground, then? I do hope it wasn't too difficult to find. When I heard word of your arrival, I gathered you might come looking and spread a few trails."

Smilet spredte sig en milimeter længere på hans ansigt. Høfligheded gled langsomt væk og blev erstattet af noget mørkere, mere ondskabsfuldt.

"I trust the reunion with Lauren went well?"

Uden at ændre sin stilling eller sit ansigtsudtryk lod elveren dæmonen tale ud.

"The place suits you well. Good thing that your trails led me past the local gun-club, so I could pick this one up for our reuinon." Creo løftede svagt på den enorme shotgun, der så ud til at veje mere end de slanke elverfingre kunne holde oppe, men den spinkle mand så ud til at kunne svinge våbnet som om det var en plastikskovl i en sandkasse. Hans stemme var ligegyldig, sarkastisk og kom kun tvunget frem over hans læber, hans spændte kæbeparti gjorde det svært for ham at tale uden at lyde som en bombe der var ved at eksplodere.

Først da den lyshårede dæmon foran ham nævnte Procella løftede Creo ansigtet en smule. Hans ansigt var en maske af sten, hans udtryk lige så iskoldt som den omkringliggende skov. Der opstod et øjebliks isnende tavshed imellem de to rivaliserende, overnaturlige væsner, to væsner der kæmpede om retten til at bestemme over et menneskes skæbne og fremtid.

"I just have... One... Question for you..."

Creos øjne kneb sig en tand mere sammen imens de stirrede hadefuldt ind i Wickeds. Selvom skoven var kold som døden og stille som graven, var det som om man kunne høre brølet og mærke heden fra de infernalske flammer, der brændte i Creos indre af had til den skabning der stod overfor ham. En perverteret kreation, en vederstyggelighed, et monster. Creos hvide tænder skinnede i månelyset, som var han et rovdyr overfor sit bytte.

"Was the sex really worth your pathetic, eternal demon-life?" Den sidste sætning blev nærmest hvislet ud igennem elverens sammenknebne tænder, og intensiteten i hans rasende blik blev hævet med en håndfuld celciusgrader.

De mørke øjne flakkede kort fra Creo's ansigt og ned til våbenet.

"I thought you might enjoy it. You always were a little primitive for your race. I trust it is filled with bullets dipped in holy water, or some other form of pleasantries?"

Wicked spredte hænderne i en spørgende gestus, det sardoniske smil og den høflige tone vedligeholdt, på trods af Creo's åbenlyse fjendtlighed. De kunne have stået i ethvert palæ, han værten og elveren gæsten, og samtale-emnet kunne have været, hvilken type kaviar der gik bedst til champagne.

Det sardoniske smil blev en smule bredere.

"It will hurt, but it won't kill me. Then again, what is life without a little pain? Lauren certainly seems to enjoy a fair amount of pain with her pleasure. Ah!"

Han hævede en hånd og vippede en finger frem og tilbage foran sig, før han lagde spidsen imod de blege læber. Som en voksen der skænder eller tysser på et barn.

"You nearly tricked me. A gentlemen never kisses and tells. And I have certainly done more than merely a kiss with our fair Lauren."

Smilet forsvandt ved den hvislede trussel, som om det aldrig havde været på hans ansigt. De mørke pupiller udvidede sig, åd langsomt det hvide i øjnene, mens det blege ansigt tyndede ud. Væk var den hyggelige vært. Foran Creo stod The Wicked Truth, de umenneskelige træk forvredne, forlængede, de kulsorte huller af øjne fremmede. Skyggerne trak sig tættere sammen om lysningen, som om skabninger lige præcist uden for synsvidde rykkede på sig. Den kølige luft blev tungere, ubehageligt klistrende. Et svagt ekko af fjerne skrig, der aldrig havde været en del af skovens dyr, flød ud af mørket omkring dem.

Wicked smilede, et udtryk der næsten var et mentalt angreb af ren ondskab, kondenseret i et tvist af en læbe.

"You can't help her, Stardust. Not then, not now. She's been mine for years and I have no intention of letting her go."

Den dybe stemme klingede anderledes ud imod Creo, magtfuld og manipulerende, lokkende og indsmigrende.

Creo syntes ikke at være imponeret af forvandlingen der skete for øjnene af ham, tvært imod. Det var som om Wickeds rigtige form gav ham en form for ro i kroppen, hans kæbespænding løsnedes og han løftede for første gang blikket nok til at månelyset skinnede på hans ansigt. Han stod overfor dæmonen uden frygt synlig frygt, han havde set dæmoner forvandle sig på denne måde hundredvis af gange før. Det at Wicked viste ham sin sande form betød, at han tog jægeren alvorligt. Der ville ikke blive nogen legen kispus, der ville ikke blive en lang og ligegyldig fangeleg. Creo var kommet for at slås, og Wicked så ud som om han havde tænkt sig at opfylde hans ønske.
Langsomt løftede Creo shotgunen op så han holdt den med begge hænder, han sigtede den dog ikke imod Wicked endnu. Vægten i hans krop der skiftede fra hovedsageligt at have ligget på det højre ben skiftede over så han nu stod med 50 procents vægt på hvert ben, og ændringen i kropsholdning fik det til at knase i de tørre og frosne blade under hans fødder. For første gang i samtalen sås et lille, minimalt smil på Creos læber bagved skyen af kondenseret vanddamp der undslap hans mund ved hvert åndedrag.

"I think you misunderstand my intensions, Wicked. I did not come here to help her, I already did help her by tieing her down to the bed." Ordene blev stadigvæk leveret hårdt, men dog noget mere afslappet. Vreden flammede stadigvæk i Creos øjne, og hadet var stadigvæk tydelig i hans stemme, men det var som om at Wickeds nye form havde givet elveren en form for ro til at tale.
Smilet forsvandt fra hans ansigt, og hans øjne flammede op som aldrig før.

"I came here to do one thing... And that is to end you. And not just that, oh no." Med en hurtig bevægelse trak han laderen tilbage på shotgunen så der lød en høj klikkende lyd idet kammeret blev fyldt med beholderen der indeholdt de små blyboldte, der ville spredes ud foran ham så snart han trykkede aftrækkeren tilbage. Langsomt begyndte han at gå frem imod den dæmoniske skikkelse. Hans stemme steg langsomt i intensitet og vrede imens han talte, indtil han til sidst lød som en besat imens han gik imod sin modstander.

"This shotgun is just the beggining of the pain you are going to feel. I am going to tear you apart, peice by peice, stomp your face into the ground while you are screaming and begging for mercy. I am going to tear off your limbs one by one and feed them to you, I am going to make you wish that death would come, and when it finally does, I am going to drag you to hell myself. I am going to present your abused body to King Minos himself at the gates, I am going to drown your head in the rivers of Styx, Kokoitus, Acheron and Periglegiton, I am going to feed your bones to Cerberus and drag you to the innermost cirkel of hell, and I will personally deliver your body and soul to the teeth of Lucifer himself, so that he may chew on your body for all eternity. And even as you sit in his mouth for eternal punishment and pain, you will feel lucky that I released you from the agony I am going to present to you now. Wicked Truth, I hope you are ready for hell."

"Thou preachest religion to me? Thou presumeth to judge me? Barely a century and thou thinkest thyself my equal?"

Den dybe stemme steg i volumen og rungede koldt imod Creo, som for at følge elverens stigende intensitet. Skyggerne rejste sig bag Wicked, tårnede sig op, som om mørket havde masse og lænede sig frem for at opsluge elveren. De fjerne skrig steg, rev i ørerne og stanken af dæmon steg, som om en portal til helvedes dyb netop havde åbnet sig bag dæmonen. Syn, lyd, smag, følelse - indtrykkene steg og steg, indtil presset næsten ikke var til at bære.

Og forsvandt.

Den tunge atmosfære, de svirvlende skygger og fornemmelsen af magt der langsomt blev opbygget, forsvandt. One moment there, one moment gone. Wickeds træk faldt tilbage i den menneskelige maske. Han rullede med øjnene.

"Come now, Stardust. How theatrical. These myths were created barely two millennia ago. I recall when humans wore the skin of the animals they killed and hid in caves."

Wicked stak de blege hænder ned i lommerne og hævede skuldrene under ørene, en perfekt imitation af et menneske der beskyttede sig imod den bidende kulde.

"You tied her up and left her? How frustrating for Lauren. She won't be happy with you once she gets loose. Is that your intention? To kill me before she knows what you intend to do?"

Wicked hævede et mørkt øjenbryn spørgende.

"And what would be the next step of your cunning plan? Remove the child in her womb? She will not do it voluntarily. You would have to force her. For her own good, of course."

Wicked tog et lille skridt til siden, det første af en cirkel der ville bringe ham rundt om Creo, og hev den ene hånd op af lommen, gestikulerede med den som ethvert menneske ville gøre.

"But what if she comes across a demon such as me again? Is she tainted for the rest of her life? Ever to fight the wicked little whispers of my kind in her ear? Ah, but there are yet possibilities. Keep her away from demons. Not that she would leave her calling without a fight, I'm sure she would settle down eventually. She could be a waitress. So hard to get a job when all you know is killing. But it's for her own good."

Skridtene bragt ham langsomt rundt om elveren, mens han talte.

"But wait, she might still be tempted! Some random demon passing by, catching her eye. What if she can't resist? Best to lock her up, like her poor sister. And we both know how well Michelle handled the transition. Then again, she might go insane, but she would be safe and untainted. And that is what matters, isn't it?"

Wicked standsede, cirklen halvvejs fuldendt, og lænte sig tættere på Creo. De mørke øjne spillede, selv i mørket.

"And you think me evil?"

Hviskede han med humor i stemmen. Wicked rettede sig igen og fortsatte de langsomme skridt igennem skyggerne.

"The wicked little lies you tell yourselves, to justify your actions, are a hundred times worse than what I could ever do."

Kom det latterfuldt, svagt hånende, fra mørket.

Creo stoppede op da han var ved at blive opslugt af Wickeds mørke, og da han kom tilbage til menneskeform, stod han stille med sænket hovede. Langsomt, som under vægten af Wickeds hårde og stødende, men umiddelbart sandfærdige ord sank hans arm med den store shotgun ned langs hans side, inden han til sidst slap den. Den landede på den kolde jord med et lille dunk. Creo løftede sin højre hånd op under sin hat til sit ansigt, og lige så stille begyndte hans skuldre at vibrere en smule, i takt med at en svag hulken steg op fra hans mellemgulv og ud igennem hans mund. Eleveren stod virkelig i midten af lysningen, og så ud som om han skrumpede sammen, imens mørket langsomt men sikkert opslugte den stakkels, forladte og patetiske elvermand.
Så begyndte hulkene at stige i intensitet og styrke. Højere og højere lød de, og meget hurtigt udviklede de sig til en rullende, næsten manisk latter der rungede dybt og næsten uhyggeligt igennem lysningen. Creo holdt sig på maven og panden af grin, ja, han var næsten lige ved at tabe sin hat.

"Oh Wicked, you really crack me up, you know that? You really think that I came up with that speach myself? I stole it directly from a human hunter who got too cocky with a demon, I then had to take care of when his bones were consumed. Dont you think I know that all that heaven and hell crap was just written by a puny human called Dante Allegrhi who needed money in his pocket? Of course you know, thats all a part of our little game, isnt it?" Det var som om Stardust helt havde skiftet personlighed og motiv, og den harmfulde jæger fra nogle sekunder tidligere var slet ikke til at kende igen. Han blinkede venskabeligt til Wicked.

"First of all my little demonic friend, she knows my intention all too well. She is probably running to this place as we speak, wanting to save your sorry ass from my wrath. I doubt that the weak Canto I had time to conjure on her will hold much more than half an hour or so." Creo var stadigvæk i gang med at grine af og tørrede sine tårrevædede kinder med sin højre hånd imens han med den anden holdt sig i siden. Der kom stadigvæk en lille hiksten af latter ud en gang imellem der sendte kaskader af damp rundt om hans hoved

"Second, you need not worry about the abomination that you call a 'child' which you planted in her womb. I will let her give birth to it in pain and agony, and then I'll take it away and strangel it with my own two hands. She will have no saying in this of course." Han tørrede sine øjne færdig og samlede med en sidste lille latterkrampe sin shotgun op fra jorden.

"About her proffesion, she will keep on doing exactly as she will. The only difference will be that I will be watching her like a hawk, and any demon even glancing in the direction of a toilet she has once been in will be burning by daybreak. The matter of the fact is, Wicked, that she will be untainted, that you got right Wicked. And if I lose her love and my soul for that, so be it." Hans smil var gledet over og blevet skævt imens han rettede på sin hat og undersøgte overfladen på shotgunnen.

"See Wicked, I know your little crappy games. Your plan is to make me doubt myself, am I right? Doubt wether or not I am in my 'holy right' to do what I am doing, doubt wether I am doing the best for my loved ones. But you have to understand Wicked, I dont give a crap about that. I gave up my innocence, my purity and my faith many years ago. Im the best at what I do," Han smilede et diabolsk smil op til sin modstander under sin hat og smed shotgunnen op på sin skulder, hadet flammede lystigt i hans øjne endnu engang i et hadefuldt skær, men denne gang med en sær sadisme blandet i. "Beacuse I'm a fucking monster. Worse than you will ever be. I kill, because I know I am in the right. And noone can take that from me."

I vinterskovens modvind, så hendes fært ikke kunne fanges, stod en skygge. En skygge i skyggerne. Intet afslørede hendes tilstedeværelse, ud over det svage refleksglimt i rovdyrøjnene da skyerne et kort øjeblik lod en månestråle spille ned over skuet omkring 50 meter fra hende. Blikket gled skiftevis fra dæmon til elver.

You? This was a part...of some sick game? Why am i surprised...you never told me to my face...demons dont use words like love...you never did...ever...i gave you everything...and lost it all...because...of a game?

Procella skulle til at sende liv ud gennem de stivnede muskler, da hendes gamle læremesters ord fik hende til at blotte sine tænder i en lydløs snerren.

...the child is MINE! In what world do you think i will let you anywhere near me?! I will rip you apart before i let you touch me ever again!

De slanke hænder spændtes til knyttede knoer hvorigennem man tydeligt kunne se blodårene. De syntes at pulsere med et svagt mørklilla skær mod den alt for blege hud.

Wicked lavede en lille 'tch'-lyd, som om en vigtigt pointe lige var blevet spildt på elveren.

"The names and myths, perhaps. The ideas behind them.."

Han trak på skuldrene med et lille smil.

"I try to keep an open mind."

Den næste kommentar fik de mørke øjne til at snævre sig en smule, men han svarede ikke. Derimod var der en svag fornemmelse af, at han følte sig mere end underholdt af Creo's små øjeblikke af bravado. Der var intet skadefro over det. Nærmere som en tilskuer i teateret, der nyder en særligt god replik fra sit yndlings-skuespil og bedømmer hvor godt den nye skuespiller udtrykker sig.

"What a way to treat a lady. One has to wonder why you've managed to remain alone all these years. However, I believe you think too little of Lauren. She and her sister are most ingenious when it comes to retaining the child. I should know."

Han tog det sidste skridt, der bragte ham tilbage til punktet hvor han startede i lysningen. Creo's ord fik ham til at karrikere et hof-buk, den ene hånd over hjertet, den anden holdt ud fra ham. De mørke øjne rullede op under øjenbrynene for at betragte elveren med et høfligt smil.

"One does ones best to make the puppets dance. Some, of course, are more stubborn than others."

Wicked rettede sig igen og de mørke øjne gled et øjeblik forbi elveren og ud i mørket omkring dem.

"This grand scheme of yours of course rests on one single unavoidable requirement."

De mørke øjne var brat tilbage på Creo's ansigt, bevægelsen så hurtig af Wickeds udtryk et øjeblik blev sløret.

"That I will allow you to do any such thing."

Wickd stak hænderne ned i lommen igen, det perfekte billede af uskyldighed da han igen skuttede sig imod kulden.

Creo's smil blev en halv tand bredere og han tog sin venstre, frie hånd op til hagen med et ansigtsudtryk som om han tænkte sig om, hårdt og længe.

"See, thats funny, because I dont recall ever needing your permission. I wanst lying before you know, I am still gonna make you pay for what you did to Lauren. And when you are dead..."

Hans smil forsvandt, og i stedet faldt et dybt koncentreret udtryk over hans ansigt, hans øjne blev grønne, lysende pletter i mørket der nærmest syntes at opsluge elveren.

"You dont get to stop anything."

Nærmest som om den hele tiden havde været der var shotgunnen pludselig i begge hans hænder, peget direkte imod Wicked. Der lød et brag der flænsede stilheden som rustne knive, da Creo trak aftrækkeren tilbage og affyrede det første skud imod Wicked. De forskellige personligheder Creo havde vist indtil videre var forsvundet, og havde viget pladsen for en dybt koncentreret jæger, der kun var fokuseret på én ting: Drab.

*thump...thump...thump...thump*

Procellas muskler spændte da hun instinktivt reagerede på truslen mod Wicked. Hun blottede tænderne lydløst da hun tvang sin krop tilbage i stivnet tilstand i skyggerne.

...right...of course you have a gameplan for the child too. You are not getting my baby either...neither of you...if needed, i will run, and i will hide...not even Micha will be able to find me...

De dyriske øjne betragtede de to mænd vildt, og langsomt spredte der sig en doven kulde omkring jægerens hjerte.

De mørke øjne spærrede sig op i overraskelse, da lyden af skudet rullede fra lysningen og ud igennem skoven. De spredte kugler var ikke synlige, men konsekvensen af det glohede metal der blev sendt igennem luften, var tydelig. Der gik et ryk igennem Wicked og adskillige små mørke pletter spredte sig henover den mørkerøde silkebluse der dækkede hans mave under den sorte designer-jakke. Pletterne spredte sig med en hastighed der nærmede sig det latterlige, som om Wickeds mave var en græsplæne og adskillige sprinklere lige var blevet tændt. Et øjeblik efter var den nederste del af blusen sort af blod.

De blege fingre hævede sig langsomt til sårene, og blev plettede af blod. Wicked vendte hånden, de mørke øjne stadig opspilede. Hans mund hang åben, da ansigtet igen hævede sig til Creo, med et udtryk som om hans forståelse af verden pludselig var blevet revet i småstykker.

Den høje krop kollapsede bagover i sneen, uden en lyd. De mørke øjne stirrede tomt op imod de tunge skyer over dem.

Creo rystede på hovedet med den ene kind spændt, sukkede og så en smule skuffet ud da han tog sin venstre hånd ned i sin jakkelomme og fiskede en ny patron op af den.

"Come on Wicked, quit fucking around. You dissapoint me. You really think, that I think that a small portion of lead dipped in holy water would drop you on the ground? Seriously, you insult my intelligence."
'
Han puttede patronen i kammeret og trak laderen tilbage og kiggede irriteret ned på Wicked.

"Now get up and fight, I'm in no mood for your silly games."

Han rettede shotgunnen ud i fuld længde, kun i den højre arm, sigtede direkte på Wickeds overkrop på jorden og trykkede aftrækkeren af endnu engang. Én ting var at Wicked prøvede at manipulere med hans følelser omkring Lauren, men det irriterede ham at han ikke engang gad at kæmpe ordentligt imod ham.

En muskelspasme gik igennem hende da Wick faldt om. Hun snerrede lydløst. Halvt af den liggende skikkelse, halvt af henretteren.

*thumb*...*thumb*...*thumb*...*thumb*

Procellas lydløst vibrerende strube slappedes og hun vejrede kort.

...that smell...oh you bastard...

Hun virrede let på hovedet og blinkede et par gange. Dybt i hendes liv bevægede noget sig i reaktion på den særlige lugt af blod. Procella holdt vejret og lagde en hånd mod underlivet, der ukontrollerbart var synligt vokset på den sidste time. I hendes krop var en ustoppelig proces startet, og den begyndte at accelere...

Endnu et langt, stille øjeblik passerede, før Wicked drejede hovedet og spyttede en mundfuld blod ud på den hvide sne. Et underholdt smil bredte sig over hans læber og de mørke øjne søgte imod Creo's ansigt.

"You know, Stardust. You take all the fun out of life. I wonder why you even bother. It must be a terrible burden to be the center of the universe-"

Der gik endnu et ryk igennem ham, da kuglerne spredte sig fra løbet på pistolen, borede sig ind i hans krop og afbrød talestrømmen. De skadede tilsyneladende noget vitalt, for det tog et øjeblik før han talte igen. Stemmen var imidlertid lige så konversationel som før. Blikket var irettesættende, tirrende.

"At least let me finish speaking, would you? It's only polite."

Wicked kom på benene med en glidende bevægelse - en smule mindre glat end før, men ikke meget. Der lød en let syden, hørbar i stilheden, fra sårene under hans tøj. Han lagde hovedet tilbage et øjeblik, som om fokuserede på smerten, og kiggede så tilbage på Creo.

"I was quite fond of this shirt."

Han kiggede ned af sig selv, hævede et øjenbryn ved synet af skaden, kuglerne havde forårsaget, og sukkede teatralsk.

"You see, I'm quite disappointed myself. I was hoping for a bit of fun. A nice little game, just like the old days, and here you are. With a shotgun that hardly holds bullets enough to take a serious bite out of this shell, claiming that you won't play my games - and yet you want me to fight you?"

Han holdt igen en finger op og bevægede den langsomt frem og tilbage imellem dem.

"That simply won't do."

Creo rystede uinteresseret på hovedet og løftede shotgunnen op på skulderen igen imens han tog sig til sin næserod med pege- og ringefinger på sin venstre hånd imens han kneb øjnene sammen, imens han så ud som om Wicked netop havde sagt noget dybt pinligt eller dumt.

"Wicked, seriously, can we get this started already? I didnt come here to talk, I came here to take your head, and you are babbeling like a fucking horde of teenage grils in a locker room. Do you really think that I am stupid enough to come here without a shitload of weapons hidden in my teeth? I find it hard to believe that you are a demon and not a fucking school-counselor with your gifts of speach, though not very impressed by your intelligence."

Creo løftede hovedet og gned sig nu tænksomt over hagen i stedet.

"Unless of course you are just wasting time because you are waiting for some enchantment or spell to become active. Or you have a horde of retainers comming down over med ind a second."

Or he is waiting for you to attack me, kiddo...

Creos øjne fløj til siden af hans kranie i et split-sekund, som om han prøvede at kigge sig over skulderen uden at vende hovedet i retning af Procellas skjulested.
Endnu engang gled hans blik over på Wicked, hans ansigt lagde sig i kølige folder og han trak endnu engang laderen tilbage med løbet vendt lodret opad.

"Now get serious, or I am going to ruin your pants as well."

Procella trak vejret dybt og lydløst da Wick kom på benene igen. En lille del af hende morede sig over den lille pingpong, men det var kun en lille del. Resten af hende var momentært optaget. Hun kneb øjnene let sammen og pressede hånden hårdt mod maven da den synlige bevægelse rullede over den t-shirt hun havde på. For et menneske, eller generelt en varmblodet skabning, havde hun alt for lidt tøj på. Hun var klædt i det tøj hun havde forladt den lille motellejlighed i, bare fødder, halvtykke leggings, og en t-shirt.

Selvom hendes hud var iskold, så mærkede hun ikke vinden der faretruende hurtigt kølede hende ned. Hun mærkede ikke sneen under de bare fødder.

...be still...i know you feel him hurting...but he is not hurt...stop moving...

Hun sank kraftigt da hun mærkede noget bevæge sig i hendes liv, som reaktion på det svidende hellige vand i Wicks krop. Hvorfor reagerede barnet sådan? Det var forkert. For tidligt og forkert.

Wicked benyttede det korte øjeblik, hvor Creo's øjne vendte sig fra ham, til at bevæge sig over de få meter imellem dem, hans krop en sløret skygge. Da elverens øjne vendte tilbage, stod han knap en halv meter foran ham, lidt til siden, så våbnet pegede forbi hans krop. De blege hænder var samlet bag hans ryg, som en gentleman fra et andet århundrede ude på en spadsertur. De mørke øjne betragtede ham sultent, som om det enkelte split-sekund havde givet ham mere end resten af samtalen.

"You look nervous, Stardust. Expecting someone?"

Det vidende smil strakte læberne og viste de spidse tænder. Wicked lænede hovedet en milimeter fremad, sænkede stemmen til lige over en hvisken.

"After all, who knows how far my influence over her goes. Wouldn't it be poetic justice, if she was the one to take you down?"

Wicked rettede sig igen og overvejede kort, hovedet tiltet let til den ene side, før han spidsede læberne og nikkede for sig selv. Blodårerne under den blege hud begyndte at pulsere med en svag, sygelig rød farve.

"On the other hand.. I never was one to deny myself any sort of pleasure."

Han trak let på skuldrene og smilede charmerende.

Der var ingen advarsel om bevægelsen. Et øjeblik var hænderne stadig bag hans ryg, det næste var de på vej direkte imod Creo's ansigt.

Efter at Wicked var kommet tættere på bevægede Creos øjne sig ikke længere væk fra dæmonen. Han havde nu kun et enkelt fokus i sit synsfelt, the Wicked Truth, manden der havde forsaget mere ulykke end mange af de dæmoner Creo havde slået ihjel igennem tiderne til sammen. Ordene slettede den sidste del af Creos tvivl: Wicked var lige så klar som ham selv om at Lauren stod og betragtede dem i dette øjeblik. Og han brugte det faktum at Creo til dels var omringet som et psykisk våben for at svække hans koncentration imod den virkelige fjende, nemlig Wicked selv. Men Creo havde været omringet før, og i den situation var der kun én ting at gøre: at fokusere på den farligste fjende først. Hvis Lauren angreb dem... Under læberne bed Creo tænderne hårdt sammen... Så måtte han arbejde med det når den tid kom. Det måtte komme senere, kampen var ved at starte. Han mærkede sin krop blive mere afslappet, hans vægt gled ligeligt ud på hvert af hans ben, og langsomt begyndte baggrunden omkring Wicked at blive til en sløret grød for Creos øjne. Kun Wicked stod tilbage i en uformelig masse af sort. Han hørte hvert af Wickeds ord klart og tydeligt, opfattede enhver bevægelse han lavede.

"Even if she wanted to, she would never take me down. Even with the powers you have infused in her. She is still my student, still too early to take me on... And so are you."

Da Wickeds hænder fløj imod hans ansigt, reagerede hans krop nærmest fuldt ud automatisk. Samtidig med at hans højre fod gled imod højre, drejede resten af hans krop om sin egen akse imod venstre, en hel omgang, hvilket resulterede i at Wickeds hænder gled mindre end en centimeter forbi Creos hovede. Samtidig med at Creo drejede om sig selv strakte han sin højre arm ud og sænkede den, samtidig med at han selv bukkede sig forover, således at han slog ud imod Wickeds knæhaser med den ladte shotgun. Bladene knasede under hans fødder, hans duster svingede i luften bag ham.

Finally... It has begun.

Wickeds krop fulgte hændernes bevægelse. I stedet for at undvige trådte han tættere på Creo, med en flydende bevægelse, så han var mindre end en håndsbredde fra elveren. I stedet for at ramme imod hans knæhaser med våbnet, var det Creo's egen arm der styrede imod hans ben og slaget virkede ikke til at rykke på dæmonen.

De mørke øjne flakkede kortvarigt ned til Creo's ansigt, cheshire-grinet der spredte hans læber en smule sygeligt nu, før hans ene knæ skød op imod elverens hage med en kraft bag, der kunne have knækket et velvoksent træ.

"You seem sure of that. Are you really so certain, that you could incapacitate her and deal with me, at the same time? Or are you so eager to kill me, that you would slay her if she interfered?"

Ordene kom samtidig med bevægelserne, mærkeligt adskilte fra handlingerne, som om hans hjerne fortsatte i samme spor, mens kroppen reagerede uden at han nødvendigvis var nødt til at tænker over det.

Creos øjne var allerede fixeret på Wickeds knæ i det splitsekund det begyndte at løfte sig fra jorden. Det var som om alt bevægede sig i slowmotion i Creos lille, lukkede verden, bortset fra Wickeds stemme, der syntes at komme uafhængigt af hans krops bevægelser. Det var mange, mange år siden han første gang var indtrådt i dette stadie af total koncentration, en kold vinterdag på toppen af et bjerg, iført intet andet end et par tynde bukser og med en lang pind som sit eneste våben imod sin mester. Det var første gang det var lykkedes ham at få et slag ind på den ældre elver. Med årene havde han lært at kontrollere den, få den til at indfinde sig når hans modstander var stærk nok. Bushido. Det var sådan han havde forklaret det til Lauren, den hede sommerdag tilbage i Amerika da hun stadigvæk var et barn.
Hans øjne susede op og mødte Wickeds med en ligegyldig, men dog dybt koncentreret mine, samtidig med at hans hovede rykkede sig bagud og hans krop fortsatte den nedadgående bevægelse.

"I will do what I must."

Creos ene øre susede forbi Wickeds knæ med mindre end en milimeter da han nærmest kastede sig fremover i et rullefald væk fra dæmonen. Denne her nærkampssituation var ikke favorabel for elveren lige nu, ikke så længe hans slag ikke kunne gøre skade på dæmonen. Hvis han kunne få en position bag ved dæmonen ville det være langt bedre. Rullefaldet ville placere Creo i en stående position med ryggen til Wicked hvis det lykkedes.

"What you must? To what end, Stardust?"

Det blonde hovede drejede sig, så de mørke øjne kunne følge elverens rullefald. Wickeds fod sænkede sig til jorden igen med en bevægelser, der slørede hans ben til en skygge. Sammenstødet sendte en rumlende vibration igennem jorden og spredte en sky af sne omkring dem. De hvide flager skød omkring som ved en eksplosion og forvandlede sig til små, mørke prikker, der lagde sig som et tæppe over lysningen. Selv genskæret fra sneen var pludselig kvalt af et overvældende mørke.

Wicked snurrede på det samme ben og skød en hånd imod det sted, hvor Creo ville ende med at stå. De hvide fingre var spredt, håndfladen åben, og sigtede efter punktet nogenlunde imellem elverens skulderblade. Kraften bag slaget var derimod langt over, hvad et menneske kunne præstere. Ikke nok til at sende hans hånd igennem elverens krop, men nok til at give Creo en pæn flyvetur, hvis slaget ramte.

Wickeds stemme fortsatte ufortrødent den høflige tone, mens hans krop reagerede. Det skæve smil hang stadig på hans læber, og selvom de mørke øjne betragtede fulgte elverens bevægelser, virkede han ikke synderligt optaget af kampen.

"What is it that you fight for?"

Ordene kom som en hvisken fra det pludselige mørke.

Procella havde så småt overvejet at trække sig. Hvis hun skulle slette sine spor for både frænder og potentielle fjender var det på tide. Creo og Wick var blevet en vigtig faktor i hendes beregnende hoved, men en faktor der ikke udgjorde fare hvis hun trak sig. De havde øjne for hinanden og ikke hende. Hun ville aldrig tillade Creo at slå hendes barn ihjel, men hun ville heller ikke tillade Wick at bruge det.

Hendes evige vagtsomhed, og påtvungne mistænksomhed havde fejet begge mænd af og lagt dem i en kategori hvor hun ikke længere kunne stole på dem. Procellas muskler var langsomt begyndte at tø op fra deres frosne stilling da smerten skød gennem hende. Rystelserne i jorden forplantede sig i hendes krop og bevægelsen i hendes liv føltes som om den ville flå hende fra hinanden.

Stop...please stop moving

Med et gisp trykkede hun hårdt begge hænder mod maven, i desperat forsøg på at forhindre den i at vokse mod hendes håndflader, og for at tvinge, hvad end der var derinde til at ligge stille. Procellas ben dirrede under hende og hun faldt ned på knæ i sneen med et tungt dump. En skarp dyrisk snerren i smerte og protest flængede natten da skyggerne begyndte at hviske.

"STOP! STOP IT! YOU ARE HURTING ME!"

Procella genkendte ikke sin egen stemme. Hun registrerede ikke engang hun havde skreget. Under hendes hænder kæmpede et eller andet synligt mod hendes hud og den stadig strammere t-shirt.

"Do your twisted demon mind really comprehend so little?" Lød det hånligt fra mørket. Idet Creo var på vej op fra sit rullefald samlede han 2 fingre foran sit ansigt. Som om en usynlig hånd skubbede til ham blev han hevet til højre, ned i et nyt rullefald, ud af Wickeds rækkeviede. Med en hurtig bevægelse kom han op at stå igen og vendte sig imod det sted, Wicked havde stået før. Hånden som Wicked havde sendt af sted susede igennem luften imod Creos position og ramte den tomme luft. Som om Creo var fordampet ud i mørket var der stille omkring den lille lysning... Lige bortset fra det gennemtrængende skrig der kom fra Procellas mund. Et sted i mørket bed Creo tænderne sammen.

God damnit kiddo, dont break down now... I cant fight you both at once, let alone protect you... Unless I finish this quick.

Der var ingen anden mulighed. Han måtte droppe sin nuværende plan om at pine Wicked så længe som muligt og gøre ham ukampdygtig så hurtigt som muligt... Eller endda gøre det af med ham. At beskytte Procella havde overtaget pladsen som højeste prioritet.

"I thought I already told you, Wicked, that I fight so I can make you bleed. I want you to feel the pain that you have caused in this world before you die. Playtime is over Wicked. Get ready to leave this world."

Creo kastede sine arme fremad samtidig med at han rørte sin venstre lillefinger på sin venstre tommelfinger. Under et halvt sekund senere stod han med to store pistoler i hænderne.

Kiddo... Dont give in. Im comming.

Wicked lo dæmpet og lyden sprang omkring i den mørke lysning. Han lod armen falde tilbage langs siden og næsten lydløse trin bragte ham igennem mørket, så stemmen der mødte Creo konstant var i bevægelse.

"The pain that I have caused. That is precious. I do so hope you survive for a few centuries longer, Stardust. It will take at least that long for you to be worth the effort, but you know the saying. 'All good things to those who wait'."

Wicked sukkede let.

"Yes, quite right. Playtime is over. I had hoped to stay longer, but it seems the audience is getting a little impatient."

Han gled et skridt tilbage imod kanten af lysningen.

"Enjoy the darkness, Stardust. But be careful. Things with more teeth than I sometimes linger in dark places."

Ordene hvislede igennem mørket og smøg sig omkring elveren, før skrigene fra tidligere langsomt steg omkring ham.

"Oh, and thank you for bringing Lauren along. It would have been such a hassle having to find her without your help."

De sidste ord sprang omkring i lysningen, som et ekko der virkede til at komme fra alle retninger på samme tid. Wicked trådte ud af lysningen og lydløse skridt bragte ham hen til Procella. De stærke arme samlede forsigtigt jægeren op.

"Easy now, Princess. This is the wrong stage for you, my sweet."

Wicked vendte sig fra lysningen og begyndte at finde vej igennem skoven. Efter få trin løftede mørket sig omkring dem og afslørede vinterlandskabet i skovens underbund.

"Hungry, are you? Let's see if we can't find something good for you to eat."