Walking the path of hatred (Wicked, eventuelt Procella)

"I know that. Dont you think i know that?!"

Procellas stemme var hæs og samtidig skinger af smerte og vrede. I hans arme følte hun sig tryg, men angsten dominerende stadig, sammen med mistænksomheden. Angsten for at have en fjende indeni sig der flåede hende i stykker. En fjende hun ikke kunne kæmpe imod, og allerede vidste hun ville beskytte til sidste åndedrag. Det var en forvirrende blanding og hendes hjerte var ikke parat til at åbne sig for ham endnu. Hun vidste hvad han kunne gøre hvis han ønskede det. Men i denne situation havde hun ikke noget valg.

"Why...was it all just a game? Are you going to steal my child?"

Procella vred sig ind mod Wick da maven atter synligt bevægede sig. Hun pressede hårdt imod den med begge hænder. Procella så op på Wick med øjne er var mørke af pine og spørgsmål

"I am...hungry all the time....all the time...I need to feed."

Procella så sløvt ned på maven og væmmelsen gled over hendes ansigt.. Den usunde blege hud der var trukket over hendes knogler som tynd film.. Hendes læber var blå af kulde, hendes knogler stod alt for skarpt i kontur om den ramme de udgjorde. Procella var ved at tabe kampen mod elementerne omkring hende, og livet i hendes bug. Hun kunne ignorere det alt hun ønskede men når regnskabets time trådte ind, så var hendes krop i sidste ende, uhyggeligt menneskelig, i forhold til den dæmoniske graviditet.

Mørket omkring Creo blev liggende. Grebet om pistolerne strammedes idet han prøvede at regne ud i hvilken retning han måtte sigte for at ramme noget som helst. Dæmoner og deres forpulede tricks, de troede at de kunne slippe af med en jæger blot ved at tage hans syn væk. Men elvere havde også tricks.

"Hold on kiddo, dont you move."

Mere mumlede han end sagde idet han lukkede sine blindede øjne. Hans muskler slappedes det han satte sine energier ind på at løfte verdens tunge slør og se de magiske spor der konstant blev sat i verden. Hvis denne form for mørke kun blokerede hans synsfelt...

I might not be able to see Wicked... But there is one here I will be able to see.

((Dices of destiny have spoken))

Da elveren åbnede sig for magiens strømninger var den mørke magi omkring ham tung. Den vejede tungere og tungere på ham og tvang ham i knæ ved sit massive opbud. Magi handlede om vilje og Wicked havde ikke sparet på den da han bød mørket at samle sig.

Da dæmonen bar af med jægeren og mørket løftede sig for parret i vinterskoven bød en anden vilje ind. Wicked der ikke længere havde koncentrationen på lysningen som de fjernede sig længere og længere fra, kunne ikke holde mørket for evigt. Magien ønskede sin sande form tilbage.

Creo kunne derfor gennem den tunge magi der havde tvunget ham i knæ, begynde at skimte glimt af magiske strømninger gennem det tykke slør. Det var en massiv tåge af purpur kraft, og så svagt noget der skilte sig ud.

Det var kort, meget kort. Hvis ikke Creo havde ønsket det så kraftigt havde han aldrig fanget den korte opflamning af farver der fjernede sig længere og længere bort. Det var første gang han nogensinde havde betragtet Procella på denne måde. En kort opridsning af en kvindeskikkelse flammede op i et forvirrende skærende virvar af farver, der ikke gav mening. Alle væsner havde en energi. Alle ting havde en energi. Sten, træer, dyr, mennesker. Alle havde de én farve. Det nærmest psykadeliske farvespil der flammede op i Procellas skikkelse var nok til at Creo måtte bryde denne form for blik på hende. Dog ikke før han nåede at skimte en detalje mere.

Dybt i den psykadeliske farveflamme lyste noget andet op. Det var ikke den tunge mørke energiflamme der som regel betegnede dæmonisk ophav. 4 voksende, kæmpende, turkisgrønne flamme-strenge snoede og vred sig. Dette var ikke en naturlig farve man fandt. Det var yderst tvivlsomt at Creo nogensinde havde hørt om den slags farvespil før i magiens væsen.

Wickeds brystkasse vibrerede imod Procella. Den dybe stemme bar tydeligt lyden af latter med sig, da han talte.

"Steal? Princess, you've been around the elf for too long. I suppose I should have known that he would be a bad influence. But what is one to do? You can be such a stubborn creature."

Hans tone lød halvt underholdt og halvt opgivende. Træerne omkring dem gled sammen til slørede skygger, mens de hurtigt gled igennem underskoven. De mørke øjne behøvede tilsyneladende ikke at holde øje med omgivelserne for at finde vej, for hans blik var låst fast på Procella og gled bedømmende henover hende, selv i det begrænsede lys fra sneen omkring dem. En svag trækning ved hans læber viste, at han ikke var tilfreds med hvad han fandt.

"Of course you need to feed. This would be so much easier if you didn't insist on running away from me at every given moment. I am not omniscient."

Fortsatte han let irettesættende og lænede hovedet frem for at strejfe hendes pande med kølige læber. Bevægelsen i hendes liv sendte et lille ryk igennem ham og et øjeblik så han overrasket ud. Luften han havde suget ind med et lille gisp undslap i en strøm af ord, på et sprog der ingen mening havde for kvinden i hans arme, hvis hun da overhovedet opfattede det som sammenhængende sætninger og ikke kun en lavmælt tone der steg og faldt i styrke. Alligevel var lyden harmonisk, som en velkendt sang der blev nynnet. Den lagde sig omkring Procellas mave som et blødt tæppe, der isolerede hende fra smerterne. Bevægelserne kunne stadig mærkes, men fjernt og med en tydelig fornemmelse af, at hvad end der voksede inde i hende, havde vendt sin opmærksomhed imod Wicked og lyttede. Da han hævede hovedet fra hende igen, var der en eftertænksom stilhed fra hendes krop. Wicked lo lavmælt og nikkede let, før han vendte opmærksomheden imod Procella igen.

"Now tell me. Why did you come out here tonight, hm?"

Det pludselige emneskift lod ikke til at virke ulogisk for ham selv. De mørke øjne betragtede hende afventende og et svagt skær af barnlig forventning spredte sig over hans træk.

"Or should I rather ask 'for who'?"

Smilet var vidende og en smule overlegent, som om han allerede kendte svaret, men bare ville høre hende sige det højt. Et svagt ryk i en fjern del af hans opmærksomhed, fik ham imidlertid til at hæve blikket og se ud i mørket med et fraværende blik. Han standsede brat for at fokusere på det fjerne punkt af mental energi, der pludselig lyste op som et fyrtårn i natten. Et svagt fnys sendte en sky af damp ud i natten.

"Alas, alas. What a silly little fly, getting itself tangled in the spiders web. Should we send him a present, Princess? Or have I had enough fun for one evening?"

Wicked tiltede hovedet overvejende og så ned på Procella med et smil, der kunne have overbevist enhver om, hvorfor han var blevet givet sit navn.

Procella skød en smule kampberedt hagen frem mod dæmonen

"Been around him too long? He just got here! And he is not bad for me. He loves me! At least he admits to it. He is my family. You on the other hand never told me anything like that. So tell me. Do you? Do you love me, or am i still just a game? I deserve to know by now. You spawn is ripping me apart, and i still dont know if i am loved...the freaking bad joke of my life..."

Procellas stemme var blevet lavmælt og bitter, og hendes ansigt fortrak sig i væmmelse over hendes egen blødsødenhed. Hendes øjne spærredes en smule op da nogle meget underlige lyde gled over Wicks læber.

Is he casting some shitty spell on me? Does he know i need blood? Did Creo tell him i tried to eat him?

Et lille hulk af lettelse undslap hende spontant da der faldt ro i hendes krop. Smerten var som et dumpt ekko i hende, men nu føltes det ikke som om noget var igang med at flå hende fra hinanden. Smerten kunne hun i en vis udstrækning leve med, men tanken om at det kunne begynde igen hvert øjeblik, uden hun kunne forhindre det, fik tårene til at strømme over hendes kinder, halvt i lettelse over smerten var forsvundet, og halvt i angst over hvornår de vendte tilbage.

Procella prøvede med sejt tilkæmpet falsk æresfølelse at sluge gråden. Hun gemte ansigtet ved Wicks hals og den blev fugtig af hendes tåre. Hun kæmpede nogle skælvende åndedræt ned i maven og fik mere hold på sig selv. Hendes stemme var dog stadig grødet da hun svarede ham.

"You know why I came. He said he would kill you. I hate you both for doing this. He is my brother. You are...well...i allready told you once that i loved you, so there you go. I hate you, you bastard! And i love you! If anyone is to kill you its me! not him! And like hell he is going to steal you away from my child! Im not gonna do this crap alone! You are not taking the easy way out of this!"

Hun havde talt sig varm og vred og hævede hovedet fra hans hals igen. Hun blottede tænderne af ham

"No more games Wick. No more. Do..you...love...me? If you do, then you own up to this, and you swear to stand by my side all the way. I want to hear you say it. Not just words. I want real commitment. You know what i am talking about"

Procella skævede over Wicks skulder mod lysningen der var ude af syne. Hun vidste hvor den ca burde ligge henne i forhold til hendes indre kompas.

"...no...please leave him alone...he acts because he loves me...i just have to convince him that killing, me, you or our child is not the road to go...let me try to handle it..."

Hun sank en klump og så op på Wick igen. Hun manglede nogle vigtige svar fra ham, og hun havde ikke tænkt sig at blive spist af med svævende universelle floskler eller upræcise løfter der ikke betød noget.

If i am going to die for this, i am going to know i died for something real...im not imortal, and i will kill Micha too...i need something real...please give me something real...

Procellas store ravfarvede øjne så hedt og vredt på Wick, men bagved var skyheden. Angsten for at blive afvist. Hun havde aldrig stillet ultimatummer før. Det var ikke noget der var mellem dem. De accepterede hinanden som de var...i en vis udstrækning. Hun gjorde sit arbejde som hun måtte og Wick havde vidst med tiden lært i en vis udstrækning at se det humoristiske i at Procella slog folk omkring ham ihjel. Micha havde en hævnende side der altid forsøgte at få has på ham. Procella havde gennem tiden druknet sig i mandligt bekendtskab for at glemme Wick, men det var aldrig nok, og de blev som regel altid slået ihjel for hendes hånd når hun tabte tålmodigheden. Til gengæld var hun meget territoriel og Wicks elskerinder havde det også med at forsvinde, men hun havde aldrig sagt noget om det. Så længe han ikke havde bragt det op var der ingen grund til det. Denne dans de havde om hinanden og med hinanden havde været umindelige tider - i menneskelig målestok. Og nu havde hun sat det hele på spidsen. Hvis han afviste hende nu. Hun var ikke klar over hvad hun ville gøre hvis han gjorde. Hvordan hun ville reagere. Kunne hun overleve hvis han stødte hende fra sig?

Procella fugtede læberne og lukkede øjnene kort før hun atter fandt det mørke glødende blik der syntes at se ind til hendes inderste. Henes stemme var stadig vred, men den skælvede svagt.

"You need to tell me...I need to hear it...please..."

Det var egentlig meningen at hun ville have skældt noget mere ud. Det var det hun gjorde bedst. Hun var dominerende, arrogant, hovmodig, dumdristig, sej, stærk. Hun var frygtindgydende, autoritær, intimiderende. Den simple hjerteskærende bøn der flød over hendes læber var lige ved at få hende til at græde igen. Han havde ødelagt hende totalt. Der var ikke meget Reaper over hende lige nu.

Mørket maste sig fysisk ned over Creos skuldre som et tæppe af tykt bly, så tungt at hans ben først dirrede og så knækkede sammen så han faldt ned på den ene knæ og måtte støtte sig til jorden med sin højre hånd. Stædigt holdt han hovedet oppe imens han udstøtte en anstrengt lyd og bed tænderne sammen i trods. Fucking dæmonmagi. Tænk at Wicked så nemt kunne få ham i knæ. Det skulle blive en gammel løgn skulle det. Langsomt begyndte han at rejse sig op, han stritede imod alt hvad han kunne og hans krop hævede sig en lille centimeter.
Men så så han Procellas aura.
Et øjeblik troede han at han ville falde om, farverne i hendes magiske aura gjorde ham direkte svimmel. Med en dump lyd ramte hans andet knæ jorden og han begyndte at gispe efter vejret.

Kiddo... What in the name of Gaia has he done to you?

Langsomt knyttede han næverne under vægten af mørket omkring ham. Hans ansigt var tvunget til at kigge nedad på de frosne blade, han holdt sig kun akkurat oppe med hjælp fra sine arme. En enkelt tåre gled over hans kind og faldt ned på det brune underlag. Hans sind var i oprør, han følte sig syg.

I have failed you kiddo... In the end, I failed...

Billeder af en meget ung Lauren sammen med hendes søster og en gigantisk, sort mand løb igennem hans hovede. Billeder af ham og hende der kæmpede med sværd, billeder af dem der sov under stjernerne sammen, lavede mad, skændtes...

"I wont ask you to promise me, Creo, that you will look after her. You know how I hate cliches. Besides, she doesnt need you to take care of her. She might become stronger than we could ever imagine."

Mindet om den gigantiske, sorte mands stemme fik langsomt Creo til at løfte hovedet i trods. Han så ikke længere den magiske aura, hans koncentration omkring magien var for længst brudt. Men stemmen i hans hovede fik ham til at strække sin nakke.

"No, I dont need you to promise me. What I need you to do, is make sure that she stays on the right path. I might not always be around. And it falls to you, you wacky elf."

Langsomt, med hjælp fra sin højre arm fik Creo, dirrende af anstrengelse, løftet sig op på sit højre knæ. "Ripper..." Navnet blev hvislet ud igennem hans sammenbidte tænder, øjnene i elverens hovede brændte af viljestyrke og vrede, en langt stærkere flamme end den der brændte under hans samtale med Wicked.

"If Im not around to scold her, you need to do it. Not for me, but for her. She trusts you more than you could imagine."

"I... I promised myself... I promised you... Lauren..." Ordene blev stadigvæk hvislet ud igennem elverens tænder.
Langsomt begyndte en grøn glød at flamme op i elverens øjne, folk der kunne se den slags ville mene at der var ild i hans øjne med en grøn flamme i den samme farve som hans øjne.

"LAUREEEEEEN!"

Brølet kom som fra dybet af en fortvivlet løvefaders svælg, med al den kraft og viljestyrke han kunne mønstre rejste Creo sin krop op i et ryk og sendte samtidig sin magiske resonans ud fra sin krop.

(( Vil henstille til at beskrivelsen og konsekvensen ved at åbne sig for magiens strømninger på dette tidspunkt, læses igen, og at der reageres samstemmende. De fysiske reaktioner passer ikke overens med hvad der er beskrevet ))

Wickeds smil blev en anelse bredere, ved den fjerne lyd af elverens råb, der kastede sig frem imellem træerne. Procellas ord fik ham imidlertid til at glemme alt om Creo og han kastede hovedet tilbage med en afvisende bevægelse.

"Tell me Princess.. If I said those four little words, would it be perfectly acceptable to treat you such as elf has done? As he intends to do? Since you were listening quite intently, I am certain you heard exactly what he has in store for your future."

Han så ned på hende, med mørke øjne der langsomt mistede det glimt af morskab, der normalt fik dem til at spille. Blikket var svidende og lod hende ikke se væk eller ignorere ham.

"If that is how you wish me to treat you, please do say so. It will be a small task to take away your free will and your choices, lock you up and shelter you like a puppet, only to be moved and used as I see fit."

Den dybe stemme steg langsomt i intensitet, indtil mørket snurrede omkring dem og syntes at fylde hans stemme med en snerrende frustration. Hendes liv bevægede sig usikkert under indflydelsen og fik ham til at rykke øjnene ned til hendes mave. Han afbrød sig selv med en utålmodig lyd og satte sig i bevægelse igen.

"Do not pretend to be naive or make excuses to yourself for him. Handle it. There is no mind to reason with within him. Perhaps, some day, but elves are such pathetic creatures. It takes centuries before they grow out of their fickle whims. You may attempt, if you wish - from a distance. Never face to face, or I will kill him myself. However wonderful a game he might grow to be, I will not allow him to hurt you - or the.. the thing that grows inside you."

De mørke øjne hævede sig utålmodigt til omgivelserne. Træerne fløj forbi, selvom Procella knap kunne fornemme hastigheden de strøg igennem skoven med.

"Love. Oaths. Commitments."

Wicked spyttede ordene ud i stilheden, som om de brændte på tungen.

"Humans and their petty words. Tell me, what do they mean? What do the words change? I could lie as easily as you breathe and you would never know."

Hans øjne stirrede vedblivende ud i mørket og det var tydeligt at han afbrød sig selv igen.

"Humans."

Wicked rystede på hovedet.

"From the dawn of time, and yet I still don't understand them."

Træerne omkring dem tyndede ud og det lysnede forude.

Procellas hjerte sank da Wick begyndte at tale

"Of course not. Creos love for me does not change anything. But it does explain how he reacts."

Blikket der mødte Wicks var ikke mindre intenst og viljen bag dem var ikke til at tage fejl af. Selv i sit udsatte stadie, liggende i hans arme, berøvet sin styrke og sin ære, så var hun stadig fandens stolt, og det var ikke lige sådan at tage fra hende. Hun havde mod til det himmelråbende. Det var nok derfor hun arrigt formåede at stirre trodsigt tilbage og ikke krøb sammen under det glødende blik, slået med rædsel.

"Dont you dare act like I would let you for a second! I am NOT a dumb human! Dont you da-..."

Sætningen blev brat brudt da hun jamrede sig under bevægelsen i sit liv. Hun pressede hovedet bagover mod Wicks arm og hendes krop spændtes i en halv bue. De blottede tænder var bidt så hårdt sammen at kæbemusklen dirrede svagt under presset, men skriget fik aldrig lov til at blive til mere end en svag jamren. Ikke tale om at hun ville ligge her og skrige som et barn!

Det tog nogle lange sekunder før hun dirrende kunne slappe af i kæberne igen, uden at frygte hendes skrig ville flænge hans trommehinder.

"They change....everything. I am human enough to know that. And yes you could lie, but then at least i would die with hope that you actually ever really truly cared"

Hendes stemme var rusten og dirrende af smerte hun ikke lod komme til udtryk.

"You are so weak. Coward. You are the biggest coward I know. Even now, when I am begging you to tell me, when I am getting torn apart...even now you cant tell me. You cant tell me if I am a game, or if you love me. That is weak. Have some courage and tell me"

Hendes stemme var lav, bitter og fuld af foragt. En begyndende gråd snørrede hendes hals sammen. Havde han ikke svaret hende ved at undlade at svare? Han var dæmon. Han løj. Han kendte ikke til kærlighed. Hun var stadig kun en brik i hans spil. Hun forstod muligvis ikke spillet, men det betød ikke noget længere. Med den udvikling hendes graviditet havde taget, tvivlede hun på hun ville være aktuel i spillet meget længere.

Råbet langt langt borte fra kunne ikke opfanges med det menneskelige øre længere. Dertil var det umage par for langt borte, men der var intet menneskeligt over Procellas sanser. Udtalen af hendes sande navn, og desperationen bag ordende fik hende til at reagere instinktivt. Hendes krop vred sig i Wicks arme, mod lyden. Procella skælvede ukontrolabelt, og hendes blik blev plaget.

Creo...please stop...I will come for you...I cant fight this and you right now. I will find you. You will always be my brother...please...stop now...

Den begyndende vrede gled af Wickeds ansigt. Frustrationen i de mørke øjne forsvandt. Ethvert spor af følelser, der kunne have givet den mindste hentydning til hans tankegang blev visket væk. Ulig hvis han havde været et menneske, hvor følelserne langsomt siver tilbage som vand i jorden, til hvad end centrum de oprinder fra - forsvandt de, som hvis en magiker havde udført et trick. There one moment, gone the next. Abracadabra.

"You ask so much."

Mumlede han fraværende. Selvom tonen var flad og intet afslørede, var der alligevel et bedrøvet glimt i de mørke øjne, der fortsat betragtede omgivelserne de bevægede sig igennem.

"Do you remember one of the first lessons of magic? Names have power. Do you remember telling me?"

Hans læber vred sig ind i et smil ved mindet om deres første 'leg', men også det forsvandt efter mindre end et hjerteslag. Hans træk var pludselig blevet en strand, hvor hver bølge glattede sandet efter få øjeblikke.

"Have you not learned, that certain words hold power as well? Should it not be obvious that there are rules, even for my kind? And yet you demand answers to questions that should never be posed."

Wicked begyndte langsomt at sænke farten, så vinden omkring dem ikke længere stjal hans ord.

"I know you hurt, Princess. I know you are desperate and confused. But you must think for yourself. And, though I loathe to say this, if you find that too difficult, ask Micha. She may be a pestilence, but she has knowledge. And if she wishes for you both to survive, she will share it."

De mørke øjne holdt nådesløst hendes blik, som om han kunne indprente ordren i hendes søster, ved at se ind i hendes øjne. Han tog imod anklagen uden at blinke, men så overvejende væk.

"Perhaps I am."

Sætningen hang mærkeligt uafsluttet i luften. Træerne foran dem standsede brat og åbnede ud til en smal grussti. Noget ukarakteristisk for omgivelserne holdt den sorte limousine i grøften og ventede. De var knap ude af skyggerne, før Wicked var ved bilen og åbnede døren. Varme og lys strømmede imod dem et øjeblik, før en skygge stillede sig i vejen. Et ansigt, der tydeligt var formet af en gavmild gud. Store, grå-blå øjne stirrede afventende på Wicked, uden at ofre videre opmærksomhed på Procella. Bag det let tomme blik, var der en dyb hunger, som en hund der betragter sin ejer i håbet om en godbid.

"Move over."

Wicked manøvrerede sig selv og Procella ind i bilen, uden at vente på respons fra kvinden, som om han forventede fuld lydighed. Hvilket også var hvad han modtog. Den dukke-agtige kvinde gled tilbage ind i limousinen og ned på sædet længst fra døren uden et ord. Den lille kabine var varm og - som modsætning til den klare natteluft - fuld af en krydret og fristende duft. Wicked droppede ublidt Procella ned i kvindens skød og gled tilbage i sædet modsat de to med et ulæseligt udtryk i de mørke øjne.

"Now. Feed."

Procellas blik blev kort eftertænksomt. Havde de ord betydning? Havde de mere betydning for ham end de havde for hende?

Et glimt af en stor truende mørk skikkelse over hende.
"LEARN! The magic binds them. The magic is their strongest weakness, and their greatest power! You need to learn this Lauren! Remember! You NEVER tell them your true name! NEVER! You are lucky we killed it, or we would have a fucking big problem! Choose your words! Never speak before you think!"
Smerten faldt. Igen og igen. Ingen lektion uden smerte

Procella lagde panden mod Wicks hals

We dont give our names. Not our true names. Names hold a...power...its like...well...i dont know. Im not strong in magic. But its kinda...it gives people access to you. Your...soul.

Ordende fra en langt mere sorgløs tid gav ekko i hendes hoved. Hun løftede hovedet og mødte det nådesløse blik. Frygten i dem var tydelig. Ikke frygt for hvad han skulle gøre. Ikke frygt for for hende. Men frygt for ham. Hvis han blev bundet til hende ved sit ord. Hvis han aldrig kunne sige det direkte til hende uden at blive bundet. Micha havde hånet hende med det. Hånet hende med kærligheden. Påstået det. Lokket med det. Han kunne sige det til hende? Fordi hun ikke gengældte det?

Souls meet through the eyes...love does too...

Hun sagde intet. Det hele var at læse i det glødende blik der nægtede at slippe hans. Frygten i dem. Den altfortærrende kærlighed der var så forbudt, men umulig for hende at fornægte. Jægeren kvækkede overrasket da hun så en kvinde stå ved bilen. Havde han taget en af dem med?! Det var alligevel for meget af det gode! På trods af smerte og forvirrende følelser lød det pludselig som om et vildt dyr var spærret inde da jalousien frådende brændte i hende. Først trængte Wicks ord ikke ind. Hvad var det han lige havde bedt hende om?

Procellas dyriske øjne flammede rasende mellem kvinden der lydigt og tavst sad i bilen med alt for lidt tøj på, og dæmonen. Tanken om Wick sammen med hende fik hende til at blotte tænderne. Men da Procella greb fat i kvinden og slyngede hende til gulvet for at dræbe hende, forrådte hendes krop hende. I stedet for at knække nakken på denne ubetydelige, latterlige eksistens, gennemborede tænderne den store skuldermuskel der førte fra nakken ned til skulderen.

Procella greb fat om kvinden og holdt hende op mod sig. Hendes fingre borede sig ind i kvindens hud. Hendes blik fangede Wicks da hendes øjne forandrede sig. Langsomt blev hendes øjenæbler sorte som natten, så de rovdyrgule irisser skreg mod den mørke baggrund. Kanten af den hidsiggule iris flammede kort op i et rent klart hvidt skær da halvenglens blod strømmede igennem jægeren.

Et sted i sit stille sind krøb Procella. Hun var slået med rædsel over sig selv, men kunne ikke forhindre hvad der skete. Hun var så...sulten! Blodet fra halvenglen gav hendes krop nyt liv. For Wicks øjne forandredes hun. Hendes hud fik sin olivengyldne lød tilbage, og en varm sund glød farvede hendes kinder. Håret virkede glansfuldt og levende. Hendes krop virkede mindre skarp og mere afrundet. Hun fik livet tilbage med hver mundfuld blod hun grådigt fyldte i sig.

Wicked nikkede tilfredst af den åbenlyse ændring, da Procella begyndte at frådse i Porcelains blod. Kvinden, til gengæld, havde stadig de store grå-blå øjne låst på dæmonen, på trods af den blanding af skrig og stønnen der undslap hendes læber. Lædersædet knirkede under hans vægt, da han lænede sig frem og bankede let på ruden. Motoren summede til live og vibrationerne arbejdede sig igennem gulvet og ind i de to kvinder, da bilen satte sig i bevægelse og strøg igennem skoven.

"Good."

Da Procella forankrede sig ved såret som en igle, rynkedes hans pande let. Porcelains blik fulgte hans mindste bevægelse, da han langsomt rakte ud imod hende og de store læber formede et 'Ja', der forsvandt i et forventningsfuldt støn, da blodårerne under hans hud begyndte at pulsere med en dyb rød.

"Pleasure."

Han strejfede hånden imod Porcelains modsatte skulder, i forhold til Procella, og kvindens hoved faldt bagover. De store øjne gled halvt ned og bevidstheden inde bag forsvandt fuldstændigt. Der var ikke andet tilbage, end en skal der bukkede og vred sig i nydelse. Wicked hævede uintereseret blikket fra halv-englen og drejede sig imod minibaren. Det sparsomme lys gav genskær i stålet fra en kniv, der højst sandsynligt var beregnet til at skære frugt. Wicked lod kniven danse imellem fingrene og vendte sig tilbage imod de to.

"The blood is not enough in itself."

Hans stemme kom roligt og vejledende, som en lærer der var ved at give en lektion. Den våde lyd, af stål der skar igennem kød, nåede knap at følge bevægelsen, da han med to præcise snit åbnede huden ved Porcelains talje. De slanke fingre greb flappen og trak, så huden langsomt skrællede sig tilbage, hjulpet på vej strategiske steder af knivens spids.

"I am not vampire. Nor is my spawn. To offer a proper feeding, you must feast on the meat as well."

Kniven blinkede igen og Wickeds hænder rakte et stykke kød frem imod Procella, der adskilt fra kroppen lignede noget, enhver slagter kunne have tilbudt fra køledisken.

Porcelain vred sig i ekstase.

Da Wick nærmede sig hendes bytte løftede hun arrigt hovedet og knurrede af ham. Hun var så langt væk at hun ikke reagerede på at de var begyndt at køre. Da kvindens i hendes arme vred sig i nydelse slap Procella hende så hun tungt ramte gulvet.

"Wh-what am I...im not...I cant....STOP!"

Genspejlingen af knivsbladet blev reflekteret i de sort/gule øjne der stirrede hungrigt på Wicks arbejde. Blodet havde givet hende liv, men hun var sulten. Så sulten. Procella snusede lydeligt ind og kampen i blikket var så tydelig som hvis hun havde skreget den ud.

"Please...Wick...no more..."

Procellas ansigt var ikke skabt til at spise på denne måde. Hun lignede mest af alt et kattedyr på den afrikanske steppe der havde begravet ansigtet i det stadig dampende kadaver af et nedlagt bytte. Hendes bevægelser var der heller intet menneskeligt over, da hun meget modstridende sine ord, nærmest kravlede over mod Wick.

"Dont make me... is it...do one..."

Hvordan formulerede man tanken om hvorvidt det smagte godt? Om man kunne vende sig til det? Procellas blik gled kort ned til kvinden der vred sig på gulvet med blødende skulder og fileteret talje. Synet fik hende til at trække sig, men længere mod Wick for trøst og støtte.

Langsomt drejede de sort/gule øjne sig mod hans hånd. Sulten. Så sulten. Hendes blik låste sig fast på kødlunsen. Den tiltrak hende som en magnet. Hendes øjne rykkede sig let da et bumb på vejen fik det til at dirre mellem Wicks fingre. Duften...mundvandet begyndte at fylde hendes mund

...so hungry...hungry mummy....hungry....

Procella gispede pinefuldt da en bølgende bevægelse gik gennem det udspilede maveskind. Desperat greb hun ud efter kødet. Hun stoppede det hele i munden på en gang og var ved at kvæles i forsøget på at sluge det uden at smage og uden at tygge på det. Hendes brækrefleks satte straks ind og forsøgte at kæmpe det tilbage op i hendes mund.

Det hungrige, desperate og samtidigt selvlede og paniske blik søgte dæmonens glødende øjne. Hun kunne ikke. Hendes øjne tiggede ham om at hjælpe hende.

De mørke øjne betragtede hende intenst fra mørket. Der var ingen nåde eller medfølelser i Wickeds blik. Kun den tålmodige viden om, at hun ikke ville kunne modstå.

"You can. And you must. You have been starving yourself for far too long."

Wicked betragtede roligt Procella. Hans næsebor havde udspilet sig en smule, da han hævede lunsen imellem dem, men han havde festet på kvindens kød - og sjæl - så længe, at det var en mindre fristelse. De mørke øjne fokuserede i stedet på den blodige jæger, der kravlede imod ham, farlig og fristende på samme tid. Hvor mange uger var det siden, de sad i restauranten og hans tanker var fulde af fantasier om hende dækket af blod? Et ubehageligt smil vred hans læber og en anden trang erstattede sulten. Atmosfæren i limousinen ændrede sig, indtil lyden af Procellas puls syntes at udvide og sammentrække bilens indre, i takt med dets rytme. Verden snævrede ind til lædersæder, duften af blod og Wickeds øjne.

En spasme gik igennem Porcelain og de bedøvede øjne spærrede sig op med et gisp.

Han fangede det korte blik, hun sendte imod Porcelain og rystede let på hovedet.

"It is meat, Princess. Nothing more or less."

Han overlod villigt kødet til hende, da hun snappede det ud af hans fingre og vendte sig imod englen på gulvet igen. De mørke øjne gled henover den slanke figur, med et bedømmende blik, på jagt efter det bedste sted af skære det næste stykke fra. Spidsen af hans sko gled ind under kvindens skulder og skubbede kroppen om på maven.

"Wouldn't it have been poetic justice, if you had fed on the elf? Ah, but you would torment yourself so and blame me later."

Fortsatte han små-konverserende, stemmen svagt underholdt, mens kniven gled ind i Porcelains lår. Igen skrællede han omhyggeligt huden tilbage. Procellas halvkvalte protester fik ham til at se over på hende, den næste bid kød i hans hånd. Hastigheden hun slugte kødet, fik ham til at smile varmt, en så upassende grimasse at det virkede uvirkeligt.

"You always were one to bite off more than you can chew. No need to be so greedy, there is plenty of-"

Rynken henover hans pande groede dybere og han lænede sig tættere på, indsnusede hendes fært og sukkede af den tiltrækkende duft af blod, sult - og frygt.

"Such an enigma. For once, I offer you the chance to follow your nature without consequences, and yet you hesitate. What a hunter you are."

Hviskede han imod hendes øre, tonen mærkeligt sensuel i forhold til omgivelserne. De mørke øjne spillede indbydende, da han trak sig tilbage, selvom hans læber strejfede imod hendes hud på vejen.

"Would you like me to help you? Make it all better? I can - if you wish it. This will all be nothing but a bad dream."

Den slanke, blodige hånd, hævede sig langsomt imellem dem, under Procellas synsvinkel. Blodårerne under den blege hud pulserede, sygeligt blålige linjer, der fik blodet til at virke sort. Det blonde hoved tiltede let - så tæt på hendes, at hans ånde imod hendes læber sendte duften af blod, blandet med hendes fært, tilbage imod ham. Han snappede efter vejret, tvang sig selv til at holde deres læber adskilt det skinnende sekund længere, før trangen blev for overvældende. Afstanden imellem dem forsvandt i et fortærende kys. I samme bevægelse lagde de slanke fingre sig omkring hendes kæbe og hals.

"Hunger."

Åndede han imod hende, ind i hende, da han lænede sig tilbage og strammede sit greb.

Procellas blik blev tøvende da han begyndte at tale om elveren. Kunne han finde på det? Kunne han finde på at fratage hende den sidste rest af hvad hun havde af...nåja ikke perfekt familie, for Creo var vel ikke ligefrem fejlfri...men han var bedre end Micha på så mange måder.

"...i tried..."

Den hviskende sætning imens hun halvvejs gylpede kød op, og hendes ansigt fortrak sig i væmmelse over handlingen såvel som hendes ord. Hun veg kort tilbage fra hanss ord.

"No...please...dont take my memory. I will learn...I need...to learn...dont take my will...dont be her...."

Selvom hendes mund var fugtig af det våde blod gjorde angsten hende tør i halsen. Hun sad ganske stille da hun vidste hvad der ventede hende. Hun ønskede han berøring. Hendes bryst hævede og sænkede sig hastigt jo tættere han kom på hende. Hun greb om hans ansigt da han endelig lukkede afstanden mellem dem. Hun sukkede mod hans mund og snappede efter vejret da hans fingre omkring hende, med den lille berøring, i sin enkle dominans fik hendes hud til at krible.

Det brølende begær i Procellas krop skreg. Den vilje der lå bag Wicks ønske, brændte som hvidglødende ild i hendes blod og fik hendes åre til at hæve sig på den nu olivengyldne baggrund, i et ekko af sorte farve hans gift havde. Da Wick slap hendes læber svajede hun i sædet og en dyb stønnen undslap hende. En lyd af lettelse, af sult efter mere. Uanset hvor meget han gav hende, synes det aldrig at være nok. Hun brændte efter ham.

Procellas øjne havde et let nærmest glaseret udtryk et splitsekund. Hun rakte ud efter Wicks hånd som endnu holdt det kød han netop havde skåret af den blødende kvinde på gulvet. Hun var ikke vigtig lige nu. Procella skælvede af rasende lyster der kæmpede om overgrebet. Hendes tunge skød frem og slikkede blodet af Wicks fingre der holdt om kødet, før det løb ned af hans arm. Begærligt som havde det været en smeltende is på en varm sommerdag arbejdede hun sig rundt om hans hånd før hun med et langt og dybt blik ind i dæmonen øjne lukkede læberne om det endnu kropsvarme kød.

Som havde det været en sensuel form for sushi spiste hun langsomt og kun med ham for øje. Væk var tvivl og væmmelse. Selvlede og den tortur hun havde udsat sin krop for fandtes ikke længere. Der var kun ham. Ham og den føde han tilbød hende.

Wicked smilede mørkt, da hans indflydelse flød igennem Procellas krop. De mørke øjne hang ved hendes ansigt, da hun sænkede hovedet imod hans fingre og langsomt slikkede blodet af dem. Den sensuelle energi i den lille kabine var næsten uudholdelig, atsmofæren imellem dem ladet som i en storm. Da den sidste bid kød forsvandt imellem hendes tænder, lå hans arme allerede omkring hende og trak hendes krop imod ham. De tumlede tilbage på sædet i enden af bilen, Wicked nederst og med Procella vinklet, så hun endte på hans skød, med benene på hver sin side af ham.

Wicked drak hende ind. På samme måde som hun grådigt havde ædt ved Porcelains hals, åd han ved hendes læber i et blodigt kys. De slanke fingre var overalt på samme tid, mens han gjorde sig bekendt med hendes krop igen.

Den maltrakterede halv-engel på gulvet var glemt. Alt der lå udover den lille kabine i limousinen betød ikke noget.

Bilen strøg igennem næsten lydløst igennem natten, uden at afsløre hvad der fandt sted bag de tonede ruder.

[A few hours later]

Lejligheden var svagt oplyst af det begyndende daggry. De ødelagte møbler, fra Procellas sidste besøg, var blevet udskiftet med noget nær præcise kopier. Knækket marmor og ødelagte gulve var blevet repareret. Det eneste der adskilte sig, var den svage, krydrede fært, der fyldte rummene og henledte tankerne på eksotisk mad - hvilket Porcelain i og for sig også var.

I soveværelset herskede der evigt tusmørke, fra de mørkt-tonede ruder. De to skikkelser på sengen var så sammenflettede under lagnerne, at det var svært at se, hvor en stoppede og en anden begyndte.

Det blodige og gennemblødte nattøj som Procella havde haft på i skoven, lå i en uformelig bunke. Tæt flettet ind i Wick lå hun udmatted og sov. Hun havde drukket ham som var han hendes narkotikum, hvilket han også var. Hans duft, hans berøring, hans blotte nærværelse. Hun havde hungret efter ham, og hun havde været mere hungrig end normal. Hendes afsavn og desperation havde drevet hende, men hendes øgede drifter forstærket af det liv hun bar, havde gjort hende mere brutal end ellers. Trods brutalitet havde hun vekslet. Det ene øjeblik dyrisk og krævende, det næste blød og kvindlig, men hele tiden havde essensen af hvem hun var luret. Den farlige leg der når som helst kunne tippe over fra vild begær til provokeret angreb. Det var hunløven i brunst, der lokkede og pirrede, men var lige så hurtig til at slå ud med dødbringende kraft.

Det var ikke en normal søvn Procella nu lå i. Graviditeten forhindrede hendes normale søvn, og selv nu, med livet tilbage i kroppen, og en sjæl der var mættet af hans nærvær, kunne hun ikke finde dyb ro. Til sidst havde han måtte hjælpe hende. Hun var til en start døset kort hen flere gange, men vågnede hele tiden med små ryk, der trods deres interessante effekt på deres sammensmeltede kroppe, hele tiden synes at gøre hende mere og mere desperat efter hvile.

Da han endelighavde udfriet hende og sendt hende dybt ind i hvilen, havde hun stadig reageret instinktivt og krøbet tættere ind til ham. Selv på et ubevidst stadie nægtede hun at lade ham gå og give slip. Under hendes øjenlåg begyndte nogle små bevægelser da timerne trak ud.

You let him touch us?
- I love him....
I dont care!
- I do. I love him Micha.
YOU LOVE HIM?! LOVE! HIS LOVE MADE YOU INTO THIS! REMEMBER WHO WE ARE!

*Flakkende glimt af lyn i regn. En mørk skikkelse i skyggen af træer*

Micha...dont...
- I am not doing anything sister-dear! He is! HE is a demon! HE never stops! REAP HIM! YOU ARE THE REAPER!

Procella klynkede svagt og hendes hænder strammedes deres greb om Wick da de mareridtagtige visioner flød gennem hendes sind, og søsterens bud hamrede mod hendes bevidsthed. Ude af stand til at flygte, krøb hun. Små jamrende lyde undslap Procellas læber og der gik små spastiske trækninger gennem hendes muskler for hver rædselsscenarie Micha påtvang hendes udmattede sind.

Dont...dont...please...I dont wanner see anymore. I beg you.
- I will torment you untill you kill him! Reap him!
Leave me alone! Go away!

*Latter fra 2 små piger. En lille dreng der jagtede pigerne på skrømt. Brustne blå øjne hvori en overskyet sommerhimmel blev reflekteret*

- You where always the monster Moon-child. Even back then
No more! No more!
- Mother left because of you. Father did too. Now we have no keeper. He still dont want to claim his love for you, and you run around like a pathetic dog and wag your tail for scraps he throws!
He wont leave me...I left him, every time I left. I fought, and I ran
- How long before he leaves? Who could ever love you? You cant do magic, you cant hunt, remember the angle-girl? She is beautiful
He does not love her
- One does not have to love, to lust. How many times have she been in his bed? Did you ask him? You are second best in his game

Varme tåre gled ned over Procellas kinder og blandede sig med det lange mørke hår og ramte den varme krop der næsten var blevet ét med hendes egen. En svag hulken gled over hendes læber.

*Forjættende manipulerede billeder af en sorthåret skønhed i hed omfavnelse med Wick. Suk og nydelseslyde fra begge og den krydrede duft af to kroppe i begær*

Its not like that...he is not...
- Moon-child. Do you really think he have ever been waiting for you. You are not *that* special. You are a stupid self-absorbed little girl, who screws a demon and call it love!
He wont leave me!
- Oh yes he will. He will take your love, and then he will leave you. You are nothing more than a game. You are nothing. You are broken. A broken toy he will leave

Procella gispede halvkvalt og et stød gik gennem hendes krop da hendes øjne spærredes vidt op. Hun var ikke vågen, men hun var ikke fanget i et mareridt af billeder, hvor virkeligheden blandede sig med søsterens minder og manipulerede perverse humor. Med øjne der ikke rigtigt så verden omkring sig stirrede hun vildt ind i Wicks øjne og hendes desperate greb ville have været knogleknusende og yderst pinefuldt for ethvert menneske.

"Dont leave me! Im not broken! Dont leave! I love you! Please dont leave me!"

Procellas paniske, og angstfulde blik var slørret af den dybe kunstige søvn hun var blevet lullet ind i, men bønnen kom fra en sjæl i yderste nød.

Wicked kneb øjnene sammen og så ned på kvinden ved siden af sig, da hun rørte uroligt på sig. Søvn var sjældent en nødvendighed for ham, men Procella behøvede fred - og han havde ingen intention om at lade hende alene. Desuden var det ikke en byrde for ham, at holde om hende mans hun sov. Den ene hånd hvilede imod hendes mave og de mørke øjne havde længe været fraværende, mens han talte til børnene på det nynnende sprog. Tårerne fik hans fri hånd til at hæve sig halvt, blodårerne under huden farvet af hans kraft. Hånden strakte sig imod Procellas ansigt, men hang så tøvende i luften. Selvom hans ansigt havde været udtryksløst, blev det langsomt fremmed at se på, umenneskeligt blankt, mens han tænkte.

Da rykket gik igennem hende adskillige minutter senere, havde han sænket hånden igen, uden at røre hende.

"I am right here, Princess. Go back to sleep."

De kølige læber strejfede hendes øjenlåg.

Mindet om mareridtene fortonede sig og efterlod Procella på en sommereng, med en azur-blå, klar himmel over sit hoved. Solen fik luften til at flimre ihorisonten og der var en svag lyd af insekter der summede. Drømmen var mere virkelig end den burde have været - ikke de små brudstykker og svage glimt, der normalt udelod en eller flere sanser.

Wicked stod midt på engen, et stykke fra hende, og betragtede de to kvinder - to, fordi hans tilstedeværelse automatisk fordrede en adskillelse af dem. Han var klædt, som den første gang de mødtes - en tætsiddende t-shirt i en afdæmpet mørkegrøn, med de hvide bogstaver 'Loyola University' henover brystet, og lyse jeans. Området omkring ham virkede mørkere, som om han stod i sin egen skygge, hvor solen ikke helt kunne nå igennem.

De mørke øjne vendte sig imod den ene af kvinderne.

"Micha."

Hans stemme virkede forstærket, uforvansket, i drømmen. Begræsningen af det menneskelige øre, der skærmede hende til hverdag, eksisterede ikke her. Wickeds stemme var ikke bare invaderende, men klingede som en perfekt klokke, der gav resonans i Procellas metafysiske krop og syntes at vokse. Ekkoet fik luften til at summe. Micha krøb sammen under vægten af den stemme, som havde det været et slag i ansigtet. Den fortættede luft lagde sig om hende, fortalte, at hun kunne være en del af kraften, af essensen, hvis hun ville. Den del af hende, der var Procella, tyngede hende med en ubeskrivelig vægt og hviskede lige så lokkende, som hendes egen stemme havde truet Procella.

"Threats and fear have never been our finest weapon, Micha. This is why you have never been able to keep her from me. However much you may claim her, own her, you have never fully understood her."

Wickeds opmærksomhed på søsteren blev mere intens.

"Think on that. I'd like a private moment with my wife. Go play in your own body."

Der var ikke nogen bevægelse, men kraften ramte Micha som en tornado og kastede hende ud af Procellas bevidsthed, tilbage ned af den lange, mørke gang, der ledte til en ødelagt og bedøvet krop. Døren imellem de to søstre blev smækket i. Det var midlertidig magi, udelukkende opretholdt af Wickeds nye magt over Procellas sjæl, men nok til at holde Micha fanget det ene sted hun ikke ville være.

Skyggerne omkring Wicked trak sig tilbage og forsvandt, og med dem noget af det hårde og ubøjelige, der havde været over ham. De mørke øjne mødte Procellas.

Procella der før havde været alene i sine drømmesyner betragtede ansigtet der var hendes, og alligevel ikke var det, da Wicks tilstedeværelse bød hendes essens i at stå alene. Hun rakte en hånd ud og lod fingrene glide ned over søsterens kind. En kind der var fin og glat. Procella lukkede kort øjnene da sorgen og skylden bølgede ind over hende.

Til trods for at Wicks ord bragte vilje og stædig i hende, følte hun sig også samtidig splittet af de to titaner i vilje der beggede kæmpede for hende på hver deres måde. Begge altopslugende og fortærrende, men den ene med passion og den anden med grusomhed.

Wife...how long will you keep up the charade? Lovers come and go. Siblings are...eternal. In more ways than one. You woke me, all those years ago, and she opened her arms...

Det var muligt Micha ville have fortsat sin hån og ubehageligheder, men før hun kunne åbne munden igen havde Wicks kraft slynget søsteren bort. Et sted meget fjernt borte, som et lydekko af noget der havde været engang, hørtes fjernt den rungende klang af en metalport der bragede i.

Procella skuttede sig svagt. Hendes blik var undersøgende da det blidt gled over Wicks krop. Et lille smil spillede i hendes øjne da hun lukkede afstanden mellem dem.

"Of all the outfits in the world...this is what you chose?"

Den svage latter boblede bag ordende. Hun rakte hænderne ud mod ham for at løbe den over hans bryst, men stoppede en hårsbredte før hun kom i kontakt med hamm som var hun bange for at han ville forsvinde under hendes fingre.

"Are you angry with me? Did I fuck something up again? Or is this another one of her games? God...I dont even know whats real and whats not, anymore..."

Hendes stemme var sørgmodig, men underligt rolig. Den varme sommerbrise fik det mørke hår til at danse om Procellas skuldre og pustede liv i den hvide kjole. Det faktum at hun havde kjole på lod ikke til at genere hende eller undre hende dette sted. Tøvende rakte hun hånden op mod hans ansigt og lod den strejfe ned over hans næse og læber i en fjerlet berøring.

"No...you are not her...are you?"

Lød det så stille og retorisk fra hende. De ravgyldne øjne så op i det mørke glødende blik der syntes at kunne se til hendes inderste...og genkendte ham.

Wicked hævede et mørkt, svungent øjenbryn og så ned af sig selv med et drillende smil. Det samme blik hævede sig til omgivelserne omkring dem, før han vendte tilbage til hende.

"This is your mind, Princess. What you see is your own subconscious interpreting my presence. Though I must say I am a little surprised at your choice."

Han betragtede hende tålmodigt, mens hun tøvede.

"Angry?"

De mørke øjne skinnede faretruende og en sky spærrede for solen. Marken henlå i et svagt tusmørke. Ét sted i det fjerne rumlede det faretruende, da hendes bevidsthed tog sig tid til at bemærke det forstyrrende element. Wicked lagde hovedet tilbage og så op i himlen med et svagt smil. De mørke øjne lukkede sig og skyen gled forbi, så solen igen skinnede varmt nedover dem.

"With you, no. Not this time. But I can not accept her tormenting you. If she does not see reason, I will lock her away. In a distant part of you, always aware but unable to act. Eternity will be one long, incoherent dream to her."

Den lette berøring forstærkede båndet imellem dem. Det var tydeligt at Wicked havde holdt sig tilbage fra at overtage hende fuldstændig. Ulig da han frigjorde Azuriels sjæl fra hendes egen, var han blot en tilstedeværelse i hendes sind. At hun rakte ud efter ham først, fik eden imellem dem til at flamme op som et bål og selv Wicked måtte lukke øjnene, da følelser og kraft skyllede igennem dem. Solen var ikke længere kilden til lys. Det hvidglødende skær lagde sig omkring dem og spredte sig udover engen som en trykbølge.

"I am more of you, because of the bond, as you will be more of me."

Wickeds øjne åbnede sig langsomt og det indre lys fik de mørke øjne til at blegne i farve. Genkendelsen imellem dem sendte endnu et pust af kraft igennem båndet og han bøjede hovedet, lukkede afstanden imellem dem og lagde sine læber imod hendes.

"I have never done this before. There are things I do not know. Some would say that a demon swearing a holy oath was impossible. I doubt there has ever been anything like us."

Den dybe stemme var svagt undrende, stolt og varm som et tæppe, der lagde sig beskyttende omkring hende.

Procellas arme slyngede sig om Wicks hals. Hendes berøring var blid og kærlig, og ikke som den plejede, fuld af desperation og dyrisk begær. Hun begærede, åh jo det gjorde hun, men hun var ikke længere ved at blive vanvittig over ikke at vide, over altid at tvivle og håbe, længes, men aldrig kunne røre helt.

Hendes slanke men stærke fingre hvilede mod hans kind da hun trak læberne tilbage, kun så langt at hun kunne hviske blidt, og hendes ånde faldt på hans læber, så hun stadig kunne drikke alt hvad han var.

"what does this mean? Did it hurt you? I saw your skin. The light. The scars. Did it...how can I protect you? Can she...can she reach you? Can she hurt you?"

Hun vendte ansigtet op mod ham og fangede blidt hans læber let, men stivnede så og trak sig bort fra ham. Hun sank krampagtigt. En kold vind piskede hen over engen og temperaturen faldt til minusgrader. Procellas øjne blev store og angste da farverne forsvandt.

"No...."

Procella begyndte at skælve ukontrolabelt. Det lange hår der før blødt havde danset omkring hendes slanke skikkelse, blev hidsigt pisket rundt af pludselig kastevinde.

"I dont want to become a monster! Am i going to become you?! Is this gonna...remove my...soul? Dont take it...I dont want to become her. I cant"

Procellas øjne fik et forpint og jaget udtryk, da den farveløse verden svagt genlød af tunge enorme kirkeklokker. Hun havde trukket sig bort, men kun langt nok til at hun stadig var i hans arme.

"What if they take me? They know me. They know her. We have to find out. I need to know what I am so I can fight them"

Hviskende stemmer af voksne mænds struber gled gennem den verden der var bygget af minder og tanker som var dén Procella var.

And Shepherds we shall be
For Thee my Lord, for Thee.
Power hath descended forth from Thy hand,
Our feet may swiftly carry out Thy commands,
So we shall flow a river forth to Thee,
And teeming with souls shall it ever be.
In Nomine Patri, Et Fili, Et Spiritus Sancti.

Remember Ripper...we are watching you. And the daughters...We will return

Procella klyngede sig til Wick og hendes øjne for panisk rundt

"No! I will not let them take my children!"

Uvidende om at hendes desperate og døende mor havde ytret præcis de samme ord, formåede hun ikke at se den dybe ironi, men Wick der var så tæt en forankret del af magiens væsen, ville ikke kunne undlade at genkende de lænker der blev lagt spindelvævstyndt om Procella. Hun var kvinde og hun var mor. Hun var parat til at se døden i øjnene for sine børn, som instinktet bød hende det, men dette bånd var mere end blot instinkter. Det var kærlighed. Procellas største fjende, og største svaghed.

"YOU ARE NOT TAKING MY CHILDREN!"

Det rasende råb var en udfordring mod hele verden.

Wicked mødte hendes blik, de mørke øjne mærkeligt usikre. Hans arme samlede sig om hende, men ellers var han passiv imod hende.

"I am not meant to be bound by any holy oath. Nor should I have survived being granted a.. an essence of light. I hesitate to call it soul. That is not quite the nature of it."

Han rystede svagt på hovedet og en rynke skæmmede den blanke pande. Et kort sekund så han præcist så forvirret ud, som hun gjorde, over hvad eden havde gjort ved dem begge. I det øjeblik efter faldt det arrogante udtryk imidlertid på plads igen og han så en smule hovent på hende, selvom smilet var blidt og beroligende.

"Don't worry. She can't touch me. She does not understand the foundation the bond is build upon. Otherwise, she would be able to do as I am with you - to reach my mind and work through me, as she has previously done with you. Even if she was to understand, I have a great deal more experience than her. And a part of her is still human. My mind would not welcome her."

Den bidende vind fik ham igen til at hæve blikket til omgivelserne. Det blonde hoved tiltede til den ene side, da han lyttede til de fjerne klokker og den hviskende bøn.

"Am I a monster, Princess?"

Han ignorerede hendes spørgsmål og frygt overfor resten af jægerne, som om det ikke betydede det mindste. Hendes ord, til gengæld, det skræmte udtryk på hendes ansigt og rædslen over at blive som ham, fik et skel til at opstå imellem dem. Wickeds ansigt vred sig i smerte, da runerne skåret ind i hans hud begyndte at gløde.

"And what of my spawn within you? Are they monsters as well?"

De slanke fingre rakte ud og lagde sig imod hendes mave. På trods af smerten fra de glødende symboler, der skyllede igennem båndet imellem dem, havde den dybe stemme en tone, der sjældent syntes at fylde Wicked - bedrøvelse. Selv hans udtryk virkede fortabt og sorgfuldt over hendes ord.

"You wound me like no other."

Wicked bøjede sig og lagde de kølige læber imod hendes pande. Han trak sig blidt tilbage fra hendes sind. Den metafysiske repræsentation af hans tilstedeværelse blev gennemsigtig og forsvandt imellem Procellas fingre. Da hun kastede sine ord udover marken, var han allerede forsvundet.

Øjenlåg gled tilbage fra de mørke øjne. Wicked trak sig tilbage fra kvinden og så ned på hende, en svag efterligning af de følelser han havde udtrykt i hendes sind på det blege ansigt. I flere minutter betragtede han hende stille, mens adskillige forskellige udtryk løb henover hans ansigt, før han blidt frigjorde sig og forlod først sengen og derefter lokalet.

Procellas raseri og indædte kampvilje forsvandt som vand i en udtørret ørken, da Wick gled ud mellem hendes fingre.

"Dont leave me..."

Bønnen lå på hendes læber da hun spærrede øjnene op og så sig omkring. Hendes hånd gled ud på sengen der endnu var varm hvor han havde ligget. Hun kunne fornemme ham på sin hud. Hans fært. Den blide kildren af berøringen hvis minde endnu bestod.

Procella gled ud af sengen. Søgende. Hun vejrede kort. Han var tæt på. Hun fangede ud af øjenkrogen et glimt af sin skikkelse i badets glas der skilte marmor fra soveværelse, og gav et sensuelt udsyn fra sengen til eventuelle benyttere af fasciliteterne.

Jægeren skar en grimasse over den svulmende mave. Ville den blive ved med at vokse for evigt? Hun ville da snart dejse forover som en anden humpty-dumpty figur. Hun sukkede og strejfede det spændte maveskind let. Der kom til at rulle hoveder hvis ikke hun genvandt sin figur.

Tankerne og den flygtige forfængelighed blev skubbet til side da hun søgte sin mage. Hun søgte hans duft, og det bånd der var mellem dem. Hun tvivlede på hun nogensinde igen behøvede sit syn for at finde ham. Han var under hendes hud. Lige dele ængstelse og lettelse bruste igennem hende da hun betragtede hans ryg gennem den halvt åbne balkondør.

Hun drog synet af hans krop ind. Den brede ryg og stærke skuldre hvor musklerne lå og spillede lige under huden. Med en lille sær tilfredshed så hun at det atter var lykkedes hende at sætte sine spor på ham under deres elskov. At kunne sætte spor på en dæmon...

Hendes bare fødder bragte hende lydløst om bag ham, og i den kolde nattevind trykkede hun sig blidt ind mod den brede ryg for at søge ly mod den værste kulde. Hendes læber blev blidt trykket imod hans skulder, imens de slanke fingre gled omkring hans hofte og løb op af hans mave og bryst, til hendes arme lå i et kryds over hans bryst og holdt ham ind mod hende, der stod presset blidt mod hans ryg.

"Forgive me...I never ment to hurt you love. This just scares me like nothing else. I dont know who my enemy is. I know its not you. Not anymore. Im sorry"

Mumlede hun med læberne trykket blidt mod hans hud

Wicked virkede ikke til at bemærke den kølige natteluft. Det var nær frysepunktet, men han havde ikke besværet sig med at tage tøj på efter han forlod sengen. Hvorvidt han hørte - eller fornemmede - at Procella nærmede sig, var ikke til at sige, og selv da hendes arme lagde sig om ham, gik der flere minutter før han svarede.

"All these years, you have questioned my love at every turn. I never once thought to question yours."

Ordene kom roligt og overvejende, som om han fortsatte den tanke, han lige var nået frem til, men valgte at sige den højt.

"Perhaps I should have."

Mumlede han tankefuldt,, før han brat gjorde sig fra af hendes hænder og vendte sig imod hende. De slanke fingre lagde sig hårdt om hendes skuldre og holdt hende fast, mens de mørke øjne så krævende ned på hende.

"What am I to you, Princess? The monster in the closet?"

En vibration fra de spændte muskler i hans arme løb ned igennem hænderne og ind i hende. Wicked kæmpede tydeligt for ikke at klemme hende for hårdt.

"Do you think that your love for me is nothing but a trick?"

Fortsatte han, den dybe stemme indtrængende. Hans greb trak hende tættere på og de mørke øjne spillede, da de gled henover hendes krop. På trods af alvoren, var han ikke upåvirket af hendes nærhed. Det blonde hoved bøjede sig imod hende og trak varme spor henover hendes skuldre, op til hendes hals og langs hendes kæbe.

"I may not be the enemy, but am I truly your love? Can I be and still be a monster?"

Mumlede han imod hendes hud, selvom stemmen havde mistet noget af dens bid. Hans ord var i stedet svidende, varme og forførende.

Procella snappede efter vejret som havde han slået hende

"That is not fair. You know that. If the shoe had been on the other foot. Wick you never told me. You never showed me. I had to guess, and keep guessing. I left the house because you found me, and I have been on the road ever since. Always hinding and running. Have you ever seen me run from an opponent? Ever?"

Hendes stemme var lav og mørk af sårede følelser.

"I ran because you where always my temptation. Under 24 hours of meeting you, we slept together. Actually...we humped eachothers brains out against a wall if I remember correctly. I offered you to come with me. I never quetioned you. You made me doubt what i saw, and felt, and heard. So fine...break my heart...again. Tell me you dont believe in my love. But look me in the eye while you do so"

Procella sagde ikke en lyd omkring det hårde greb. Hun gøs i kulden, der fik hendes hud til at krympe sammen i gåsehud og skabte ganske spændende forandringer i barmen der strøg mod hans bryst. En kort trækning over hendes ansigt var det eneste der afslørede at hans greb ville have sendt en normal kvinde i knæ. Men der var intet normalt ved Procella.

"Yes you are. You are my monster. And I dont share"

Hun klynkede svagt over fornemmelsen af ham i sit indre

"Stop it you jackass. My love for you is what kept me alive. I just doubted that you felt anything like that for me. I am human...or...part human...i am...nothing..."

Hendes ord havde været varme og levende. Fulde af hende. Men da hun gentog sin søsters ord blev stemmen flad og død.

"you tell me Wick. Do you feel another man in my heart? Stop asking me questions with no easy answers. You are older than me. Tell me. Can you? And will I become like you?"

Hun lod ham trække sig ind. Hun søgte hans varme og nærhed. Hun sukkede og lagde hovedet ud til siden så han havde frit lejde. Hendes fingre begyndte opdagende af glide over hans skulder og overarm.

"Will a simple human ever be enough to satisfy you? Is love enough? I want you, every inch of me screams"

Hviskede hun og fingrende på den fri hånd løb gennem det lyse hår.

"Tell me...do you want me to be tamed? I will do almost anything you ask of me. Dont spit my love back in my face...dont be cruel...just kiss me"

Mumlede hun og trykkede sig ind til ham. Hendes læber, varme mod hans skulder kyssede ham blidt. Hendes tænder gled fjerlet over hans hud og hun fik langsomt men ganske effektivt vækket ham. Hun fornemmede båndet mellem dem der blussede op. Hun havde ingen forstand på magi. Hun var ikke dum, men mulighederne der strakte sig i det uendelige mistede tråden for hende. Ikke her dog. Ikke med Wick. Hun pustede blidt til flammen, til den voksede til et bål.

"I am you...you are me...I will never leave...I cant...I wont...Take my breath away"

Hviskede hun mod hans hud. Hendes øjne låste sig fast til hans da hun hævede blikket. Hendes fingre flettede sig ind i Wicks og hun ledte ham. Ledte deres kærlighed. Ikke langt. Deres mål var sengen, hvor deres kærlighed nyligt var bekræftet, og ville blive det igen...og igen.

((end))