Clear (Camille)

Det virkede til at han var meget defensiv. Han sad lidt og kiggede på hende. ’’ Du virker ikke så bange mere.. Har du tænkt på en lille plan.. Var?’’. Han smilede ondt. Han tog fat i de kæder da havde været om hans arme og kastede den imod bordet med nålene på så de ville vælte og de fleste hvis ikke alle ville gå i stykker. Dog blev han i stolen. Han prøvede ikke at komme fri i nu. Det var som overvejede han sine muligheder. ’’ Hvad end din plan er.. Så har den gjort at du ikke er så bange mere.. Jeg kan se det på dig.. Hmm.. Har du mon en trick oppe i ærmet?.. Jeg takker nej til dit tilbud.. dog har jeg et andet tilbyd til dig.. Og tro mig.. Det er ikke et jeg bare giver til alle og enhver.. Hvis du slipper nålen i din hånd og kommer over og fjerner kæderne langsomt fra mine ben.. Så skal jeg nok lade være med at dræbe dig.. Har vi en aftale?’’. Han sagde dette da han var meget forsigtig. Han var endelig kommet fri og han vidste hvad de havde tænkt sig at gøre. Hvis han skulle komme væk så skulle han tænke sig meget om og tage små skridt.

En skuffet mine udskiftede hendes mikroskopiske håb om en happy ending, da hun til sin store ærgelse så bordet vælte og injektionerne blive kvaste.
Nu var kun dén til at trække blod med intakt.
Camille sukkede af irritation over han lige havde nedskudt hendes eneste plan.
Dét forhindrede dog ikke i at forsøge holde fast i en lille psykisk magt kamp, at bide sig fast i ham , som var hun en lille bidsk...eller idet mindste irriterende , hund.
" og når du så er kommet fri , så er alt tilladt døden undtaget ? Dont think that deal appeals to me sir, Im gonna have to decline." Camille ville have dét blod og sålænge han var bundet var der en spinkel chance.
Hun kastede et hurtigt blik på hans ben, yup ...stadig omkranset af kæder der holdte ham til stolen.
" Kan vi ikke få dén blodprøve overstået ? Dét på en måde lidt lamt at du ....frygter og modarbejder dig selv, whats the big problem anyway ?
Camille stod lige foran ham.

Az grinede lidt over hendes i hans øjne uvidenhed. Som om hun slet ikke havde lyttet rigtigt til hans bedre halvdel. Han rystede lidt på hovedet. ’’ Forstår du det virkelig ikke.. Jeg har tænkt mig at ødelægge min anden side og jeg ved allerede hvordan jeg skal gøre det.. Når jeg har gjort det aktivere jeg mine planer.. Du er stort set den eneste i vejen for mine planer.. hvis i to tåber finder en kur så vil min plan ikke virke ’’. Han kiggede stadigvæk på hende. Han vidste ikke om hun havde en plan og det var den eneste grund til at han ikke var sluppet helt fri. Han frygtede at hvis han fjernede sit blik fra hende i bare et sekund så ville fælden klappe. Men pludselig fik han en plan. Et ondt smil viste sig på hans læber. ’’ Hvad nu hvis jeg bare giver mig til at råbe om hjælp.. Så vil alle menneskerne vide at du har lænket en stakkels mand fast til en stol og sat en kar af is under ham.. Siger organ tyv dig noget?’’. Han grinede ondt og tænkte *Nu har jeg dig lille Fe*. Han var snu meget snu mente han selv. Nu ville han se hvordan hun reagerede.

Camille overvejede hans ord.
Og igen...hun måtte sande at han havde en pointe, en stærk en.
På dén anden side var hun på hospitalet kendt og respekteret , ville de tage hans ord over hendes ?
Dét eneste hun ikke lige kunne snakke sig ud af, uden selv at blive booket til et lægervarende ophold på psykiatrisk afdeling , var dét kæmpe kar fyldt med is.
"Hun måtte forsøge noget drastisk, hun måtte kæmpe som aldrig før og dét hun skulle nu , havde hun kun afprøvet sammen med hendes mentor Zean.Dét var plastik bolde der ingen vægt havde....mange mange af dem havde hun kontrolleret i luften på samme tid.
Nu skulle hun bare styre to, men de var større og langt tungere.Dét ville kræve meget energi.
Hun svarede ham ikke , men indledte dét angreb der ville briste eller bære .
Et føde lagen havde til hensigt at ligge sig om hans hoved og kæden han selv havde befriet sig fra, burde sno sig om lagenet og holde dét på plads.
Hvis dét virkede ville Camille være over ham som en løvinde på jagt, skubbe hans stol med tankerne og når han lå i karret , ville hun hoppe ned , sætte sig overskrævs på ham og forhåbentlig få jaget kanylen i hans arm.

Han så hvordan lagnet kom over ham *Snedig lille p…p.. Nej jeg havde hende jo.. STOP*. Hans gode stemme kom i hans hoved *’’ Jeg holder dig.. Jeg lader dig ikke skade hende ’’*. Han sad bare i stolen. Han mærkede hvordan hans bedre halvdel holdt ham tilbage for at bevæge sig. Han ville fri, men kunne ikke. Han blev ramt af lagnet og kæderne. Han mærkede hvordan stolen fløj bagover og han ramte ned i det is kar. Han råbte ’’HVORFOR SKAL DU BLANDE DIG NU’’. Han mærkede hvordan hun ramte hans arm ned nålen. Hvordan hun tog hans dæmoniske blod. Da hun var færdig følte han hvordan isen kølede hans blod og langsomt vendte den gode side tilbage. Nu hev han efter vejret. Han hostede en smule og sagde med en svag stemme ’’ Du klarede det.. Erm.. Du kan godt slippe mig fri nu.. Du klarede dig over alt forventning ’’. han grinede en smule men nu hvor han havde menneske styrke igen kunne han overhovedet ikke fjerne kæden.

Hun gispede af lettelse da den mørkerøde substans fyldte sprøjtens cylender med samme hast som Camille trak dens stempel tilbage.Hun vidste at den gode side var på spil, Hun kunne høre at Az hjalp til , på netop dét helt afgørende tidspunkt.
Hun væltede på dét nærmeste ned af Az da han sagde hun kunne slippe og imens hun tørrede lidt blod fra hendes eget næsebor væk , holdte hun triumferende blodprøven i hendes knyttede hånd.
Hun fik kæderne låst op og naturligvis klædet fjernet fra hans ansigt.
Nu hvor hun kunne tillade sig at forholde sig til sine oplevelser , strømmede tårene fra hendes øjne imens hun løsnede ham op.
" Undskyld...undskyld Az...men dét var nødvendigt .Se vi fik dét !" Mumlede hun imens hun kravlede rundt i isen , lettere opstemt over hun ingen afrevne lemmer havde fået.
Og dét så ud til at Az heller ikke havde de store symptomer efter sit 'fald' ned fra bordet, så det var da lige til at juble over, hvilke hun sikkert også ville have gjort, hvis ikke hun var så rundforstyrret lige nu.

Han grinede en smule da hun virkede til at være lykkelig over denne sejr. Han var det også selv ’’Godt gået min ven ’’. Sagde han men så forsvandt det sjove i hans ansigt. Han satte sig op, han var ledt begyndt at rystede på grund af kulden fra isterningerne. Han kiggede på hende og sagde ’’ Du bløder ud fra næsen.. Du er ikke kommet noget til er du?’’. Han overvejede kort om hans mørke side måske alligevel havde ramt hende med hans energi klo. Han vidste ikke hvad der var sket med hende. Han kunne se og høre hvad der foregik imens hans mørke side havde overtaget, men han mindes ikke at han havde ramt hende. Derfor blev han meget nervøs over at hvad der kunne være sket med hende. Han så dog lidt mindre urolig ud da det så ud til at han havde en ide. *Det må være fordi hun brugte for meget af sin evne på så kort tid *. Hans smil kom langsomt tilbage og han rejste sig op. ’’ Det var godt nok en kold omgang ’’. Han rullede sine skuldre en smule da de var lidt ømme efter faldet.

Hun beamede af stolthed og svarede "Tak...og du...du var fantastisk, du hjalp lige i rette tid, ellers var det aldrig gået." retunerede hun hans tak.
Hun kom op af karet, selv mærkede hun ikke noget til kulden, hvilke skyldtes armbåndet fra Isabella og Crasie, så Istedet gik hun over til varmeskabet og tog et lunt tæppe ud , som hun ville lægge over Az's skuldre så han igen kunne få normal kropstemperatur.
Hans bemærkning om blodet der stadig dryppede, selvom dét var aftagende , fik hende til at tænke sig om en omgang.
Af uvisse årsager var hun ikke i tvivl om dét skyldtes at hun havde brugt sin evne...eller nærmere måske overanstrengt den.
Hun havde ikke før arbejdet med flere ting, ikke på denne måde.
Hun tørrede snuden i hendes ærme, ikke særligt charmerende, men effektivt og affærdiget at der skulle være et problem "Ej, jeg har dét helt fint...dét stopper om lidt .Skal vi få set på blodet, inden dét koagulerer ?"
Camille var ivrig efter at høste frugten af deres hårde arbejde.

Han smilede en smule ’’ Jeg gjorde hvad jeg kunne da jeg så mit snit til det.. Jeg lovede dig at jeg ville prøve at hjælpe dig.. Men det virkede kun på grund af din gode plan og fordi du holdt hovedet koldt.. Du skal have alt skylden ’’. Han tog med rystende hænder fat i tæppet og kiggede på hende. Han rejste sig op og sagde ’’ Ja.. Lad os skynde os tilbage til laboratoriet før det er for sent ’’. Han åbnede døren for hende og skyndte sig af sted. Han smilede på vejen, han håbede virkelig at de ville finde en ledetråd til hvordan de kunne finde en kur hvis der var en. Han var glad for at hun ville hjælpe ham, men han var faktisk mere glad for at hans onde side ikke havde skadet hende.

"Al skylden.....eller al æren ?" kunne hun ikke modstå at drille ham.
"Vi fik blodet, dét er dét vigtigeste " holdte hun fast og hjalp ham tæppet over skulderne, inden han åbnede døren og hun smuttede ud af den med sin bærbar og taske i armene.
Hun ledte vejen til laboratoriet igen, og da de kom ind begyndte hun straks at klargøre flere pipetter og samples de skulle bruge.
Et lille varme skab holdte blodet i den eksakt samme temperatur som dét havde ved udskillelsen fra hans krop, der blev moderprøven sat, så den ikke ville koagulerer.
Camille tog en hår klips op fra tasken, og fik fæstnet håret så dét ikke var i vejen, hun var så opslugt af dét hele, så hun helt glemte at bekymre sig om det grimme ar hun blottede på sin hals.
Ikke at dét havde den store betydning, hun havde bare ikke trukket håret væk før, uden at dække til med et tørklæde, sådan var dét blevet, desværre.
Synet der mødte hende var mildest talt besynderligt, du fik set nærmere på blodet fra Az.
"Take a look Az, hvad mener du lige om dét ?" Sprgte hun interesseret.

Han gik over og kiggede. Han blev lidt forbløffet. ’’ Det virker jo til at mine blodceller omdannes.. Næsten som om det udvikler sig.. Det må være det der giver det varme udslag jeg kan føle. Hvis ens blod celler omdannes vil det kun være naturligt at jeg føler selve forandringen fysisk’’. Han rejste sig og begyndte at gå lidt frem og tilbage ’’ Men de kan ikke bare udvikle sig af ingen ting. For at få en reaktion må der tilsættes noget.. Måske udsender min hjerne et stof eller et enzym der får blodcellerne til at omdanne sig.. Jeg kan se at min fysik også ændre sig.. Hvordan jeg bliver stærkere og mærker mindre smerte.. Ligesom adrenalin ville gøre bare må et meget kraftigere plan. Han virkede til at være helt oppe og køre men i virkeligheden var han forbløffet og kunne ikke finde hoved eller hale i alt det her. ’’Hvad syntes du Cam? ’’.

Camille gik lidt frem og tilbage .
Hun forsøgte efter bedste evne at få noget brugbart udledt af dét hun netop havde set.
Hun var ingen bioanlytiker, men lidt kunne hun dog støtte sig op af fra hendes grunduddannelse og tid på kræftafdelingen.
" Jeg tror du er inden på noget.Men hvis du kigger i kikkerten , er dét grækere med mange små angora hår, eller fangearme der transforerer sig. Dét er T cellerne der er de vigtige her, tror jeg.
De er en del af immunforsvaret og angriber når de mener der er 'ubudne'gæster.

I dit tilfælde ser dét ud til de ikke bare udrydder, men nærmere...ændre....de andre celler ....den der er mest aktiv, af hvad jeg lige kan se , er de. cytotoksiske celler....også kaldet dræber T celler."
Hun så over på ham, han kunne sikker godt følge med, han vidste en del om dét her iforvejen.
På mange måder en interessant og begavet fyr.
" hvad vi ikke ved er om dine transmitterstoffer, signalstofferne også spiller ind...og hvormeget....så Az, vi kunne bruge et godt kig ind i din hjerne " sagde hun og blinkede til ham.
Dét var klart en joke, en hjerne var ikke bare en modelervoksmasse at rode rundt med.
Desuden var dét et overraskende godt grundmateriale de havde fået at arbejde videre på med blodorøven.

Han satte sig og lyttede. Han sagde med rolige ord ’’ Du har ret ’’. Da hun sagde det om hjernen grinede han en smule. Han forstod godt joken. Ingen af dem var uddannede eller specialiseret nok til at håndtere sådanne opperationer. Han sag og tænkte meget. Han sagde ikke noget i et stykke tid. Da han endelig gjorde sukkede han en smule ’’ Jeg kender kun en måde vi kan finde ud af om mine Transmitterstoffer og signalstoffer spiller en rolle.. Men den er desværre meget mere risky.. Vi må lade blodet overtage og eksperimentere med disse ting imens jeg er påvirket af mine T-celler.. Det er den eneste måde vi kan finde ud af hvad der får blodet til at reagere.. Den eneste måde vi kan finde en kur på… Som jeg ser det.. Medmindre du har en anden ide?’’.

Hun forholdte sig nogenlunde tavs.
Periskopet blev brugt til at studerer ændringer i form og opførelse og reaktions adfærd og på hendes bærbar blev notater sirligt fældet ned.
Hun lod sig ikke distraherer af Az, først da han begyndte at kredse om at Dæmonen skulle frem igen for at undersøges nærmere, fik hun rettet sig op og taget et godt kig på ham igen.
"Du Az....jeg er ikke en favorit person hos dit mere mørke jeg, og jeg tror dét vil betyde en væsentlig risiko" klagede hun lidt.
Problemet var at hun ikke så nogen anden måde at få taget et kig, at blive et hak klogere på, end dét.
"Så du er forhippet på at sende gladiatortøsen tilbage i arenaen , hva ?" Smilede hun lidt kækt.
Denne gang ville dét blive mere svært, for hun havde intet overrsskelses angreb i ærmet denne gang, nu kendte han til alt om hende.

Han kløede sig i nakken. Han var helt enig med hende og det var let at se på ham. Han kunne lige så lidt lide ideen som hun kunne. Han satte sig i en stol og satte sine hænder på hovedet og sukkede ’’Du har ret.. Min anden side vil være klar på alt.. Ikke nok med det.. Hvis jeg skal være ærlig så var det rent helt at jeg kunne stoppe det lidt sidste gang.. Jeg tror ikke vi bliver så heldige igen.. Vi skal bruge en meget god plan.. Jeg kunne mærke lysten til at dræbe dig var stærk før.. Det er risky ’’. Han kiggede op på hende og sagde spørgende ’’ Hvad gør vi min ven?.. Jeg mener.. vi skal bruge en meget god plan’’.

Camille så helt fortabt ud.Med et udseende som var hun faret vild, og ikke vidste om hun burde gå til højre eller venstre , stod hun og betragtede Az.
"Kan man blive venner med den anden dig ? Hvordan tænker du ,hvad kan du lide, hvad er din drivkræft, din benzin ? " forsøgte hun.
Hvis den anden del skulle frem, var de nød til at lave et andet set up, noget han ikke ville forvente.Ingen reb og ingen is. Men tillid skulle der være ....og så kom spørgsmålet om han ville rive dét og hende fra hinanden, eller om han ville finde dét at musen frivilligt lagde sig for kattens fødder så morsomt og grinagtigt at derop dét ville holde hende i live ?
" men hvorlænge behøver han være fremme, hvad eksakt skal der ske ?" Spurgte Camille noget stille , hun var stadig usikker på dét setup, men så ikke rigtig andre metoder.

// out.... Tak for denne omgang, en fornøjelse at emne med dig.

// havde godt nok lige et svar men helt i orden skriver det alligevel og sorry der gik så lang tid havde lige krea svogt//


Han sad lidt og tænkte. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det men nu prøvede han alligevel. ’’ De ting der gør mig stærke.. Er følelser som kærlighed og lykke.. De ting der får ham frem er sorg, vrede og lyst.. Men vi skal jo bare have ham lang tid nok frem til at afprøve om de ting du snakkede om påvirkede blodet imens han havde kontrollen… Der er jo desværre også en anden faktor der spiller ind og det er han er mig.. altså en del af mig, han ved hvad jeg ved.. Det vil sige han høre med på denne samtale.. Det bliver bestemt ikke let og vi går helt sikkert brug for en fantastisk plan ’’. Han grinende usikkert og kløede sig i nakken. Han vidste det var meget at kræve af hende og han vidste bestemt ikke hvordan de skulle gøre det. Det var jo en sygt farlig plan.

// * smiler* dét er ikke tiden på dit svar , men mere en fornemmelse af min tid her er sat til nedtælling og derfor er jeg ved at runde stille og roligt af.

// okay det er jeg da ked af at høre du var god at emne med 

// u too :)